1skriveholdet2010 - Anne-Marie Pedersen

Frederikke Cecilie Knudsen, sådan hed hans kæreste.

 

Han kunne ikke sige til Rikke, hvad han følte for hende. Det var skide besværligt at sætte ord på. Alt det pjat med følelser beskæftigede han sig sjældent med. Det var kun for tøser og andre med feminine tendenser. Og de gange han havde forsøgt fik han det mærkeligt – som at være transparent eller inficeret af et opstartende virus.

 

Han ku’ jo godt li’ hende og sådan og tog da af og til en dusk med fra tanken. Alligevel kom hun jævnligt med hentydninger, om at han aldrig sagde de tre små ord til hende. Det irriterede ham mildt sagt lidt og erindrede ham om, da han havde fået lavet en tusch med hendes initialer på sin venstre overarm – F.C.K. stod der, og det havde gjort pokkers ondt – hvad han havde undladt at prale af. Men hun påstod bare, at tatoveringen ikke var til hendes ære, men snarere fordi han var medlem af en vis fodboldklub. Og engang forærede han hende, uden særlig anledning tre stykker Rexona sæbe – endda i en hjemmelavet æske bestående af en solgrynspakke svøbt i staniol og sort isoleringstape med rød sløjfe på.

 

Og hvor tit havde han ikke inviteret hende på Mc Donalds med frit valg på alle hylder. Sådan noget gjorde man vel ikke uden at være skudt i madammen. Hvordan sku’ han dog få sagt det der til hende    det ville gi’ ham et pusterum på mange m2. Det var ikke noget, han ville bruge al for lang tid til at tænke over. Han havde ligesom andet at se til. Han havde bakset med at skifte oliefilter på sin amerikanske flyder og havde bagefter vasket hænder i olierens og skrubbet med neglebørsten og haft held til at få det meste af.

 

I aften ville han købe en Q8-buket af røde roser og en i otte-dele-udskåret Hawaii pizza med hjem    og få det der overstået. De kunne spise af pizzaæsken med fingrene og drikke cola til. Han tørrede bordet af så det skinnede som forelskede øjne og arrangerede mad og drikkevarer på det, udskiftede  hendes integrerede sugerør  med et pink fra skuffen. Placerede to antændte stearindrenge på bordet og rundede af med servietter, som han ville folde til åkander som han havde lært i børnehaveklassen engang, men de lignede ikke helt . I stedet lavede han lynhurtigt nogle papirsflyvere af en avis og placerede dem på hver side af pizzaæsken. Hyggeligt så det ud, syntes han. Midt i fastfood indtagelsen og svag antydning af rosenduft tog han hendes hånd og sagde:

Det bliver mere end de der tre ord – du er sgu ikke helt så tosset som de siger ude i byen! Og i øvrigt skal jeg nok tage mig af opvasken!

 

 



To brødre.

 

De to brødre lyttede opmærksomt på præstens tale. Det var søndag og de sad ved siden af hinanden uden at bemærke den grå bænks hårdhed. Lysene i alterstagerne blafrede en smule som om de ønskede at blive set. Den yngste af brødrene tabte sin salmebog ned på gulvet og en dunkel lyd forplantede sig til rummet. Drengen kunne mærke varmen i sine kinder og han vidste at der blev kigget på ham. Han skyndte sig at samle bogen op og undlod at se på nogen. Præsten fortsatte upåvirket sin tale, men drengen var ikke i tvivl, om at også han havde kastet et blik på ham da bogen faldt på gulvet. Da gudstjenesten var ovre gik brødrene stille mod udgangen. De gav hånd til præsten og bukkede. Lillebroren var stadig lidt forknyt over episoden i kirken. Trøstende lagde storebroren armen om ham og de begav sig hjemad.

 

Der voksede smukke hvide blomster langs grusvejen og de plukkede en lille buket til deres mormor. Hun kunne ikke gå så langt mere. For hende var det en glæde når drengene kom hjem og gengav præstens ord og sang salmerne for hende. Det var snart to år siden, at de havde mistet deres mor, Maritta. Deres mormor havde sagt til dem, at hun var kaldt hjem til Gud. De savnede hende meget, men det hjalp at vide, at Gud passede på hende.

 

Da de næsten var nået hjem hørte de noget, der mindede om en klynken. Lyden kom henne fra et stort træ, som stod langs åen. De gik hen over marken og om bag træet, hvor der lå noget, som lignede en hvid bylt. Storebroren rakte en hånd ud og standsede lillebroren og gik selv hen mod tingesten. Noget bevægede sig. Det var en pige. Hun sad foroverbøjet og snøftede svagt. I panden havde hun en flænge. Der var lidt blod både i ansigtet og i det lange lyse hår. Han kaldte lillebroren hen til sig som forsigtigt nærmede sig. Drengene stirrede på hende med store øjne og åben mund. De kunne ikke tro hvad de så. Hun havde vinger. Det var en engel – en rigtig engel!  Mange nye tanker fødtes – hvordan var hun havnet der – hvordan var det muligt.   

 

Den ældste bror hev et stykke af hendes, allerede iturevne, kjole og bandt det om hendes pande. Han sagde, at hun ikke skulle være bange. De skulle nok hjælpe hende. Han løb hjem for at finde noget at bære hende på.  I laden fandt han en gammel stige og savede nogle trin af og skyndte sig tilbage.  

 

Englen sad stille og sagde ikke noget. Hun havde en buket i hånden som lillebroren havde givet hende da de var alene. Ved fælles hjælp fik de placeret hende på trinet i midten og løftede derefter stigen op og bar i hver ende og begyndte at gå. Storebroren spurgte om hun virkelig var en engel og det syntes som om hun nikkede svagt med hovedet. Selvom hun var ganske let måtte de alligevel gøre nogle stop på vejen. De besluttede sig for at gemme hende oppe på høloftet, ellers ville mormoderen bare blive forskrækket og tro at verden var ved at gå af lave. På vejen hjem mødte de ikke nogen og ingen så, at de bar englen ind i laden.

 

Storebroren gik baglæns op ad stigen til loftet og trak i englens arme mens lillebroren skubbede bag på. De lavede et leje i halmen og lagde hende der. Drengene hentede en pude og et tæppe og smurte nogle syltetøjsmadder og lavede en flaske hyldebærsaft og tog det med over til englen. Da de kom op på loftet var englen faldet i søvn. De stillede mad og drikke ved siden af lejet og lagde et tæppe over hende. Flere gange i løbet af dagen så de til hende, men hver gang sov hun. Og saft og madder stod uberørt hen. Lillebroren havde dårlig samvittighed. Han mente, det var hans skyld fordi, han havde tabt salmebogen i kirken. Storebroren sagde, at han også engang havde tabt en salmebog og ingen engel var faldet ned af den grund. De besluttede sig for ikke at sige noget til mormoderen – måske var englen væk i morgen.  

 

Efter lang tids hvisken og tisken faldt brødrene endelig i søvn ved siden af hinanden.  Tidligt om morgenen kaldte deres mormor på dem. De skyndte sig op og løb ud i vaskehuset for at nette sig. Dyrene skulle også fodres. Derefter begav de sig hurtigt op på loftet. Sengelejet var tomt. Mad og saft var væk. Brødrene gik ind for at spise morgenmad. I smug tog de noget mad og saft og satte det op på loftet inden de gik til skole.

 

Klokken to ringede det ud og de hastede hjemad. Og tog igen turen op ad stigen. Englen var stadig ikke at se og maden og saften var også væk. Nu begyndte drengene at gennemsøge loftet, men uden held. Selv om de kaldte på hende fik de ikke svar. Det kunne være, at hun var blevet rask og sad oppe på en sky og spiste syltetøjsmad eller havde gjort sig usynlig som engle har for vane, mente lillebroren. Om aftenen satte de atter mad og drikke op på loftet. Næste morgen skete det samme. Maden var væk og flasken tom og stadig ingen engel.

 

Sådan fortsatte det nogle dage endnu. Efterhånden blev brødrene en smule skuffede over englens manglende tilstedeværelse. Brødrene talte om at englen muligvis var bange for dem. Måske skulle de finde på noget, som kunne lokke hende frem – de vidste bare ikke hvad.

 

Den syvende dag da drengene  kom fra skole, gik de op på loftet og der sad englen oppe på en hanebjælke med en syltetøjsmad i hånden og smilede til dem. Brødrene holdt vejret og de kunne mærke hårene rejse sig. Det føltes som om alt var i slowmotion eller som om tiden var forsvundet. Englen lignede - en engel. Hun begyndte at nynne en vuggevise som drengene kendte.  Lillebroren åbnede munden, men det var som om hans ord var lydløse og han greb i stedet sin brors hånd. Englen præsenterede sig som Maritta og fortalte, at hun var deres skytsengel. Brødrene holdt endnu engang vejret og følte sig nærmest vægtløse. Fra nu af ville hun kun være synlig for dem og ingen andre. Hun ville altid være der såfremt de havde brug for hende. Og hun henvendte sig til den yngste bror, som straks rettede sig op, og sagde at han ikke skulle tro, at det var hans skyld, at hun faldt ned. Englen takkede fordi, de havde hjulpet hende da hun var i nød. Hun syntes at de var nogle gode drenge.

 

”Mor hed også Maritta!”, hviskede den yngste dreng til sin bror.

  

 

 

 
Panel title
Antal besøg: 2853

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34158301353455sekunder