1skriveholdet2010 - Michael Schiøler Tingsgård


Musikken spiller,

Den vi er fælles om nu.

Du samler fra nær og fjern, alt det du ved og kan give videre.

Vi er hoved og krop.

Du kender vejen og jeg følger med.

Men rejsen standser i bedste solskin.

Når hovedet vil videre, men kroppen ikke følger med.

Når vejen ikke er til ende, men nye toner dukker op i horisonten.

 

*


Hun så op på ham. ”Hvorfor gjorde de det?” Råbte hun. ”Vi kunne ikke engang kælke! De tog vores kælke.”

Hun græd. Han så på hende og sagde: ”Bare rolig, selv efter den store kælkekrig er der håb. Vi kan lave en tro kopi af Taj Mahal ud af Danbo ost, hvorfor ikke. ”Ja, men mine sår fra krigen læges ikke af en til en modelbyggeri i ost.” Sagde hun. ”Nej men det er en begyndelse.” Sagde han. ”Sammen kan vi hele dine traumer, det kræver  kun tid. 


*


Som voksne der aldrig blev børn, spejler vi os i vandet.

Vi bærer lange skridt, med for store sko.

Bærer den blinde retfærdigheds engel.

Med plysset hår og tung sort hat.

Bærer båren over det mørke skybruds lyse blomster.

Den kuede hvide engel blænder vores sorte blik.

 

 
Panel title
Antal besøg: 2850

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35649108886719sekunder