Dødsbog kap. 1
4 februar 2011
I dag døde jeg. Jeg døde i dag. Døde i dag, gjorde jeg. Døde jeg?
Ja, det gjorde jeg. Jeg døde, men alligevel sidder jeg her, foran computeren, og skriver dagbog. For jeg er her stadig. Jeg er her, og så alligevel ikke. For jeg er død, men jeg er her stadig. Ikke levende, men alligevel levende. Jeg eksisterer, men uden en krop. Jeg er kun en sjæl. Så jeg er ikke rigtig død, jeg har bare mistet min krop. Eller rettere, jeg flygtede fra den. Jeg kunne ikke lide den, så jeg ødelagde den. Jeg troede at jeg så ville komme til et bedre sted, men i stedet er jeg her. På Jorden. Hos menneskene. Hos de levende. Intet har ændret sig. Jeg har ingen krop nu, jeg er usynlig, men det var jeg også før. Ingen så mig. Jeg var helt alene. Præcis som nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her. Jeg ved ikke hvorfor jeg nogensinde blev sendt hertil. Jeg ved ikke hvor jeg var før. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Eller om jeg nogensinde skal videre. Om jeg overhovedet skal væk herfra. Det håber jeg, for intet er anderledes. Jeg er her stadig, jeg er stadig usynlig, jeg skriver stadig dagbog, om at jeg stadig vil væk. Jeg vil stadig dø, men det kan jeg ikke længere. For jeg er allerede død. Jeg er væk. Men jeg er ikke væk. Jeg vil gerne væk. Men jeg ved ikke om jeg kan komme væk. For når man dør, er det da meningen at man skal væk, ikke? Jeg ville ønske jeg var væk. Og så alligevel ikke. For nu kan jeg se ham, uden at være i vejen for ham. Jeg kan være sammen med ham, uden at han bliver irriteret over at jeg er der. For det er jeg jo ikke. Men det er jeg alligevel. Så på en måde vil jeg væk. Og på en måde vil jeg blive. Jeg ved, at det kommer til at gøre ondt, hvis jeg bliver. Men gør det ikke også det hvis jeg tager væk? For så kan jeg ikke se ham mere. Ikke før han dør. Og de vil jeg ikke have. Jeg vil ikke have, at han dør. Jeg vil have at han lever. Jeg vil have at han kan se mig. Men det kan jeg ikke. For jeg er død.
I dag døde jeg. Jeg døde i dag. Døde i dag, gjorde jeg. Døde jeg?
Ja, det gjorde jeg. Jeg døde, men alligevel sidder jeg her, foran computeren, og skriver dagbog. For jeg er her stadig. Jeg er her, og så alligevel ikke. For jeg er død, men jeg er her stadig. Ikke levende, men alligevel levende. Jeg eksisterer, men uden en krop. Jeg er kun en sjæl. Så jeg er ikke rigtig død, jeg har bare mistet min krop. Eller rettere, jeg flygtede fra den. Jeg kunne ikke lide den, så jeg ødelagde den. Jeg troede at jeg så ville komme til et bedre sted, men i stedet er jeg her. På Jorden. Hos menneskene. Hos de levende. Intet har ændret sig. Jeg har ingen krop nu, jeg er usynlig, men det var jeg også før. Ingen så mig. Jeg var helt alene. Præcis som nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her. Jeg ved ikke hvorfor jeg nogensinde blev sendt hertil. Jeg ved ikke hvor jeg var før. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Eller om jeg nogensinde skal videre. Om jeg overhovedet skal væk herfra. Det håber jeg, for intet er anderledes. Jeg er her stadig, jeg er stadig usynlig, jeg skriver stadig dagbog, om at jeg stadig vil væk. Jeg vil stadig dø, men det kan jeg ikke længere. For jeg er allerede død. Jeg er væk. Men jeg er ikke væk. Jeg vil gerne væk. Men jeg ved ikke om jeg kan komme væk. For når man dør, er det da meningen at man skal væk, ikke? Jeg ville ønske jeg var væk. Og så alligevel ikke. For nu kan jeg se ham, uden at være i vejen for ham. Jeg kan være sammen med ham, uden at han bliver irriteret over at jeg er der. For det er jeg jo ikke. Men det er jeg alligevel. Så på en måde vil jeg væk. Og på en måde vil jeg blive. Jeg ved, at det kommer til at gøre ondt, hvis jeg bliver. Men gør det ikke også det hvis jeg tager væk? For så kan jeg ikke se ham mere. Ikke før han dør. Og de vil jeg ikke have. Jeg vil ikke have, at han dør. Jeg vil have at han lever. Jeg vil have at han kan se mig. Men det kan jeg ikke. For jeg er død.
