Abort - Min historie

 

Jeg testede positiv med vores 2. barn den 6. november 2011. Min spontane abort startede dog allerede fredag d. 25. november med mørkt, brunt udflåd. Når jeg var på toilettet, kom der en smule friskt blod med, men ellers var det kun mørkebrunt udflåd, som om jeg blødte konstant, men dog så lidt, at det blev "gammelt" inden det fandt vej ud. Jeg afventede weekenden igennem så jeg var sikker på, at der ikke var tale om kontaktblødning og kontaktede lægen om mandagen. Jeg har aldrig været så hurtigt igennem et forløb som den dag og det er jeg alle de involverede dybt taknemmelig for! Kl. 9.15 bestiller jeg tid - skal være der kl. 10.00. Lægen konstaterer, at blødningen kommer fra livmoderhalsen - dvs fra livmoderen - og kontakter svendborg sygehus, hvor jeg får tid til scanning allerede 11.30. Scanningen viser et foster, ca 6+4, selv om jeg efter egen beregning skulle være 7+5. Det kunne være fuldstændig normal, for man bliver jo ikke gravid på sidste menstruations første dag, hvorfra terminen beregnes, men typisk omkring 2 uger senere. Der er intet hjerteblink, men det kan bare være, at det er for tidligt. Et fosters hjerte begynder som regel at slå efter 6. graviditetsuge, men det kan også ske senere end det. Jeg får taget blodprøver for at få målt mit HCG-niveau og går hjem med tid til en ny scanning og blodprøvetagning præcis en uge efter.

Herefter går det helt galt. Jeg var klar over, at det ville blive en meget lang uge, men intet kunne have forberedt mig på hvor lang, den egentlig blev. Onsdag den 30. november kl 17 (ja, jeg kunne slet ikke undgå at hænge mig i detaljer - jeg var jo ved at miste mit barn..) begynder den reelle blødning. Frisk konstant blødning svarende til mellempunktet i en menstruation, hvor man hverken bløder meget eller lidt, igen smerter og ingen klumper. Jeg græder og føler mig fuldstændig fortabt, men insisterer på at leve mit liv som jeg plejer efter bedste evne. Jeg har trods alt en dreng at tage mig af. Fra blødningen starter onsdag og til søndag aften, hvor den aftager, når jeg derfor både at rende til banko med min mor, tage familien med på julegaveindkøb, kinotur og besøge nogle venner. Jeg har en "førstehjælpstaske" med kæmpemæssige bind og et vådliggerlagen med mig overalt i tilfælde af, at noget skulle ske, men der sker intet. Bare den samme middelstyrke-blødning uden andre symptomer. Og nu jeg nævner symptomer, så er det også i den tid, at mine graviditetssymptomer forsvandt - oppustetheden om aftenen, spisevanerne, ømhed i brysterne, pist væk. Jeg tror nu, at det mest har været psykisk, idet jeg på dette tidspunkt stadig har graviditetshormoner til at suse igennem kroppen. Jeg vidste inderst inde godt, hvad klokken var slået, men man nærer vel altid en smule håb. Måske veg symptomerne blot for menstruationssymptomerne? Søndag er jeg næsten overbevist om, at jeg har haft en menstruation. Blødningen tager af - forsvinder næsten - og det svarer til 5 dages frisk blødning.

Mandag inden scanningen torturerer jeg mig selv - jeg tager en graviditetstest, som selvfølgelig er bragende positiv. Nu har jeg da en god idé om, at fosteret stadig er derinde. Scanningen bekræfter det, men fosteret er meget lille. 4,2 mm svarende til uge 6+2. Den er altså ikke vokset. Ej heller har den hjerteblink. BOOOOM - verden styrter sammen igen.. En ny scanningssygeplejerske bekræfter beskeden. Jeg har en samtale på 5-10 minutter med min første sygeplejerske og får snakket om mulighederne for at få fosteret ud. Hun er selvfølgelig fortaler for medicinsk abort. Det er knapt så hårdt for kroppen. Jeg hører hende og overvejer, om jeg skal føje hende, men beslutter heldigvis alligevel hurtigt med mig selv, at min psyke slet ikke kan klare en medicinsk abort. Alene tanken får mig til at bryde sammen i hendes stol. Jeg kan overhovedet ikke overskue at skulle vente længere. At skulle holde blødning og "udfald" under observation og skulle gå til opfølgende blodprøver for at være sikker på, at det hele nu også er kommet ud. Der er ingen tvivl - udskrabning er den eneste mulighed for mig og min i forvejen skrøbelig psyke. Jeg får tid allerede dagen efter - den 6. december. Blødningen er stadig kun meget svag.

Jeg faster fra midnat, men står efter sygeplejerskens anbefalinger op lidt i 6 for at drikke min sidste tår saft. Samtidig skal jeg indføre to stikpiller, 0,2 mg. Cytotec, som skal blødgøre min livmoderhals. Efter kl. 6 står den på fuldstændig faste. Jeg møder på gynækologisk afsnit DE på Svendborg Sygehus kl 7:30 med en smule menstruationslignende smerter efter stikpillerne. Jeg får mit værelse kl. 8 - bliver det meddelt min mor, men jeg hører det gennem toiletdøren. Jeg har fået en noget nervøs mave ved tanken om indgrebet. Stikpillerne virker uden tvivl, for nu bløder jeg igen - mere end på noget andet tidspunkt. Jeg erfarede senere - mens jeg udviklede denne side - at de stikpiller, jeg fik, var de samme, som man giver i sidste stadie af en medicinsk abort. Jeg sidder derfor, uden at vide det, og er ved at abortere medicinsk. 

Jeg går ind på mit værelse og får skiftetøj og bliver hurtig meldt klar til operation, så der ikke når at komme akutte tilfælde ind. Kl. 8:30 bliver jeg trillet til operation. Jeg går selv fra sengen til operationsbordet. Stikpillerne er onde - lige så snart jeg ligger ned, løber blodet i perioder. Jeg undskylder, men selvfølgelig er det okay - de er jo forberedt. Jeg får lagt drop af min søde anæstesisygeplejerske, møder min anæstesilæge - og får fortalt ham, at ham kan jeg godt li', når han så'n kommer med bedøvelsen. De måler blodtryk og så går det løs. Jeg får iltmasken for næsen - en let metallisk lugt - og lægen meddeler, at nu sprøjter han bedøvelsen ind og det kan svide lidt.. Jeg mærkede intet til det før min arm blev følelsesløs. Jeg når at tænke "farvel blypper" og så døser jeg hen...

20 minutter senere vågner jeg. Jeg har fået trusser og bind på og brillerne sidder fint på min næse. Min anæstesisygeplejerske meddeler, at alt er gået godt og spørger til mit velbefindende. Jeg har det fint - ingen kvalme og "kun" stærke menstruationssmerter i underlivet. Jeg kan ikke rigtig mærke, om jeg er træt efter bedøvelsen. Jeg bliver trillet til opvågning, hvor jeg døser lidt hen mens sygeplejeskerne regelmæssigt tjekker mit blodtryk og mit bind for blod - intervaller af 5-10 minutter igennem ca. en halv times opvågning (tror jeg.. mit tidsbegreb var vildt forskruet og det er nok også derfor jeg føler, at det hele er gået behageligt hurtigt og jeg ikke har måtte vente så længe). Der er næsten ingen blod i bindet og jeg køres ind på stuen, hvor min mor venter på mig. Vi snakker og hygger så godt vi nu kan. Jeg har det stadig fint og oplever egentlig den værste smerte ca. en time efter indgrebet, men ikke nok til at jeg takker ja til de smertestillende, jeg bliver tilbudt. Jeg føler til tider, at blodet løber, men enten er det indbilning eller også er der tale om sårvæske, for da jeg går på toilettet 1½ time efter indgrebet, er der næsten intet i bindet. Der kommer dog lidt i toilettet, men intet alarmerende. Jeg spiser mine medbragte pandekager med sukker, venter en smule og får så det sidste besøg af min oppassende sygeplejerske, som vurderer, at jeg godt kan tage hjem. Jeg skal huske, at jeg godt må sove en middagslur, men ellers må jeg ikke ligge ned, da bedøvelsen kan give anledning til blodpropper - jeg skal bare leve mit liv som jeg plejer. Alt i alt er jeg der ca. 5 timer fra ankomst til afgang. Smerten aftager langsomt men sikkert og er nede på et minimum nogle timer efter min hjemkomst. Allerede samme aften bløder jeg næsten ikke - sårvæske er der dog lidt af - men jeg er lettet over at have fået en god oplevelse i en skidt situation og over, at det endelig er overstået. Ventetiden og usikkerheden har været ulidelig! Fra næste morgen er jeg fuldstændig smertefri. Jeg har en lys brun udflåd, som fortsætter. Når jeg virkelig har anstrengt mig - båret meget, gået meget - kommer der en smule mere, end hvis jeg bare slapper af, men det er på intet tidspunkt alarmerende. Der var selvfølgelig følger, som jeg fortsat skulle holde øje med - underlivsbetændelse bl.a.

Så var det blot at bearbejde et hele, men det havde allerede hjulpet utrolig meget at få en så hurtig afslutning på så lang tids usikkerhed og venten. Jeg havde ikke mistet modet og var fast besluttet på at finde og indfange den berygtede hest, så jeg kunne komme tilbage på den. Vi ønskede os et barn og ville gerne i gang hurtigt igen.

 

Det var min historie. Måske den kan hjælpe nogen, som går igennem det samme - mit hjerte bløder for dig og jeg ønsker dig det bedste med på vejen.

 

 
Panel title

© 2017 abortinfo

Antal besøg: 21484

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,37254881858826sekunder