|
Prinsesse Annie er lillesøster til Gwen,
prinsessen som er forudbestemt til at blive Tornerose. Da Gwen stikker sig på
fingeren og hele slottet falder i søvn, er Annie den eneste som er vågen, og kun
Annie, der er velsignet (eller forbandet?) med evnen til at være uimodtagelig
overfor magi, er i stand til at rejse gennem rosehækken efter hjælp. Hun må
finde Gwens eneste ene, der skal vække hende med et kys.
Men hvem er hendes
ægte kærlighed? Den irriterende Digby? Den lalleglade prins Andreas, som holder
en konkurrence for at finde sin brud? Den snu Clarence, hvis motiver ikke kan
være kærlighed? I selsskab med en af hendes fars vagter, Liam, som ved et
tilfælde var væk fra slottet, da forbandelsen skete, rejser Annie rundt i et
eventyrland med kendte og ukendte karakterer, mens hun prøver at redde sin
søster og familie, og måske finde sin egen ægte kærlighed.
Jeg elsker bare gode genfortællinger af eventyr,
og heldigvis for mig, er The Wide-Awake Princess en af dem! Den er
super sød, utrolig god og dejligt underholdene. Godt nok var den forudsigelig,
hvad angik flere personers skæbner, men den overraskede også lidt.
Annie er
ikke den typiske prinsesse, idet hun hverken er velsignet med gaver som skønhed
og ynde. Tværtimod er hun uimodtagelig overfor magi, så når hun er i nærheden af
magi, ophører det for en stund. Hun kan derfor ikke være i nærheden af sin
familie, for så ser man hvordan de virkelig ser ud uden magien. Annie er derfor
slet ikke en normal prinsesse. Hun kan klare sig selv, for det har hun hele
tiden gjort.
Da Gwen stikker sig, drager Annie ud på en rejse, for at finde
sin søsters sande kærlighed. Undervejs kommer hun til at deltage i forskellige,
kendte eventyr, ligesom hun træder kendte fabelvæsner over tæerne. Hun viser sit
mod og er en fantastisk heltinde, som Liam modspiller godt. Det var så
hyggeligt, at følge deres rejse.
Desværre så kommer slutningen, alt, alt for
hurtigt. Det slutter i løbet af et par sider. E.D. Baker burde have gjort det
lidt længere. Jeg gad ikke give slip.
© 2021 bookaholic