De fleste amerikanske teenagere vil gerne på ferie i Italien, med undtagelse af Betarrini-søstrene, der har tilbragt hver sommer blandt de romantiske bakker i Italien med deres forældre som er arkæologer. Fanget mellem ødelagte borge fra middelalderen og støvfulde, varme gravsteder i Tuscana, keder Gabi og Lia sig … lige indtil Gabi placerer sin hånd på et håndaftryk i et gravkammer og pludselig befinder hun sig i det 14. århundredes Italien. Og værre endnu: hun står midt på en kampplads mellem riddere fra to rivaliserende borge.

Da jeg begyndte på Waterfall var jeg spændt. Jeg havde læst et par gode anmeldelser og havde på et tidspunkt, ved et uheld, slået op på en side og så bare læst derfra. Det korte glimt jeg fik, var nok til at sætte bogen øverst på læsebunken.
Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Waterfall er fantastisk! Det jeg mest må rose, er plottet. Det er godt gennemtænkt og planlagt, og selvom jeg i startede, var lidt: ”Hvordan skal Bergren få hele bogen til at fungere, når søsteren først dukker op til sidst?” (det var det, jeg ved et uheld læste (blanke sider midt i en bog, gør mig nysgerrig)). Men Bergren formår at holde det hele kørende og det var svært at slippe bogen, når jeg først var i gang.
Personerne var gode, selvom jeg havde lidt af et had/kærlighedsforhold til Marcello. For det meste var han sød, men når han behandlede Gabi som man gjorde ved kvinder dengang, gjorde det mig virkelig sur. Heldigvis fandt Gabi sig ikke i det, og gjorde hvad hun ville. Det kunne jeg især lide ved bogen. Gabi forsøger ikke, på noget tidspunkt, at indfinde sig i rollen som en kvinde fra 1300-tallet. Hun gør hvad hun vil, ligeglad med følgerne. Dog vil jeg sige, at Gabi virker lidt for perfekt en gang imellem. Hun kan ride uden saddel, kan finde ud af at skabe astmamedicin og kæmpe så godt med et sværd, at hun kan vinde over mænd, der har brugt al deres ungdom på at træne. Lia var ikke så meget med i historien, men hun er knaldgod med en bue og pil. Jeg undrer mig også meget over, at deres forældre har haft tid til at lære deres døtre det, når de hele tiden skal holde foredrag og grave efter nye fund.
Faktisk er Gabi og Lia halvt dansk, da deres mor er dansker. Det fik mig helt oppe af stolen, for jeg elsker hver gang, en amerikansk forfatter gider tage Danmark ind i historien, bare som en lille biting. Morens navn fik mig ned igen. Adri?! Hvor mange i Danmark hedder det? Udover det, så nævnte Gabi aldrig et dansk ord (hvilket er klart, da hun er i Italien), men det lader til, at det eneste der er dansk, ifølge bogen, er at være blond, hvid og have blå øjne. Intet andet. Udover en dansk mor, har de også en italiensk far. Så hvilken nationalitet har de? De er amerikanere. Så ved jeg det, hvis jeg får børn med en italiener.
Det jeg har nævnt med danskheden og Gabis mange talenter, er kun små bagateller, der egentlig ikke ødelægger historien. Tempoet og personerne er gode, historien forløber glat og bogen giver en rigtig god læseoplevelse. Så tag at læse den. Jeg glæder mig hvert fald til at læse fortsættelserne.