Bookys - Hvorfor er twilight stadig et hit om 10 år
       

2023 – Lad os huske

 

Jeg kigger håbløst på den enorme mængde dokumenter, jeg har samlet på mit spisebord. Bunken skjuler næsten halvdelen af det lange træbord. Jeg sætter mig på stolen og rør langsomt rundt i min kaffe, mens jeg kigger på de dybe tallerkener, der står nede for bordenden. I dag da jeg mødte på arbejde, på redaktionen, sagde chefen til mig, at jeg skulle skrive en historie.

 ”Hvad skal jeg skrive om?” spurgte jeg ham og kunne ikke lade være med, at tænke på om det ville betyde overarbejde. Hvem skulle så hente Isabella?

”Skriv noget folk gider læse, noget der fanger læsernes opmærksomhed!” havde han svaret, men jeg tænkte kun på, hvem jeg kunne få til, at hente min pige.

”Som hvad? Der er jo ikke kommet nogen historie der er værd, at skrive om.” sagde jeg, mens jeg betragter blodåren på hans ene halvt hængende øjenlåg.

”Så må du finde en historie, der er værd, at skrive om.” sagde han og marcherede ind af døren til sit kontor. Selvom han ikke sagde det, var jeg godt klar over, at det lå mellem linjerne ”overarbejde”.

Jeg opgav efter 4 timers stirren på et nyt dokument i Mircosoft word, og printede i stedet en masse forskellige historier ud, som jeg fandt rundt omkring på nettet. Lige fra kanomotorer til den nyudviklede atombombe ressoe 3 tusind. Alle mulige historier fra nutiden og fortiden. Jeg fandt faktisk en artikel om en spillemaskine ved navn playstation 3, det er vist nok en meget gammel spillemaskine, der blev opfundet omkring 2009 hvis jeg ikke tager meget fejl. Jeg slebte alle kopierne ud i bilen og regnede med, at jeg ville kunne finde på en idé, til en artikel derhjemme.

Her sidder jeg altså med kopisider helt op til loftlampen, og orker ikke så meget som, at overveje, at læse noget af det. Hoveddøren bliver åbnet, og jeg hører Isabellas små fødder trippe ind. Jeg tager en slurk af min kaffe, og mærker så noget om min venstre underarm. Jeg kigger ned og ser en smuk, lille pige med store, brune øjne, og fantastiske, mørke lokker der springer ud fra hendes hovedbund. Jeg kigger på min arm, og der er nogen gennemsigtige, spidse, plastiktænder der bider sig fast til min hud. Jeg kan se min datters tænder ind gennem plastikken og smiler. Isabella slipper min arm, spytter plastiktænderne ud og siger:

”Moar! Du er blevet bidt! Det er meningen, at du skal skrige." Jeg kigger bare smilende på hende, og glemmer, at den smukke, syvårige pige vil have en reaktion.

”Jeg sugede jo dit blod, mor.”

”Ja, det gjorde du sørme også” siger jeg og hører Alice komme ind i køknet.

”Hun er vist blevet bidt af en gal vampyr” siger hun og smiler sigende til mig, jeg ignorere hendes drillerier. Alice kender mig alt for godt, men med et 20 års langt venskab, kunne jeg næsten ikke forvente andet. Hun har altid været en drillepind.

”Jeg husker ellers noget om en hvis person der var lige så bidt som mig, ikk’ også Alice?

”Hvad et par plakater eller tyve? Det betyder da ikke ligefrem at man er bidt, gør det?” svarer Alice, med en ironisk stemme.

”Nej, nærmere besat.” griner jeg og Alice stemmer i.

”Mor, hvornår skal jeg i seng?” spørger Isabella

”Jeg har godt nok aldrig hørt en ung pige der gerne vil tidligt i seng.” siger Alice, henvendt til Isabella. Isabella vifter med sin lille prinsesse hånd, og hopper et par gange op og ned i spænding.

”Mor læser for mig, når jeg skal i seng” siger Isabella, med den rigtige, teenager, flabede stemme. Alice griner.

”Når, jeg må hellere smutte hjem til familie” siger Alice og krammer en hoppende Isabella og går hen på siden, af min stol.

”If you could live forever, what…” når hun lige, at hviske i mit øre, inden jeg slår ud efter hende, og hun springer grinende tilbage.

”Bare husk, i dag er den historie nok ligeså populær, som Mary Poppins var i vores ungdom.” siger Alice smiler og går ud i gangen for at tage sko på.

”Du tager fejl” råber jeg efter hende. Man kan nærmest høre hende smile.

”Vi ses snart!” råber hun fra hoveddøren.

”Tak, fordi du hentede Bella!” råber jeg tilbage, og jeg kan høre Alice grine.

”Selv tak da!” jeg hører hoveddøren smække. Isabella, som indtil nu bare har stået og kigget, med halvåben mund siger:

”Mor? Hvor er Edward og Bella egentlig?”

”Nu? Uhhh. Det er ikke til at vide, måske tager de rundt i hele verden og besøger deres venner, fx i Amazonas eller i Afrika.

”Hvad med Reneesme?” spørger Isabella, og ser oprigtigt bekymret ud. Jeg smiler af min datters bekymring, og trækker hende ind i mine arme og kysser hende på panden.

”Jacob passer på hende, det vil han altid gøre.” svarer jeg med sikkerhed i stemmen.

”Mor? Kan vi ikke godt læse den næste twilight bog?”

”Der er ikke flere bøger, Ikke de rigtige i hvert fald. Stephanie Meyer har skrevet nogen flere bøger, men de er om Bree Tanner og så har hun skrevet tusmørke med Edwards synsvinkel og ny måne med Jacobs synsvinkel, men de er ikke rigtige, ikke i forhold til dem jeg har læst for dig.” forklarer jeg.

”Vil det sige at der ikke er flere? Men, men hvordan ved man så, hvordan det ender? Hvad der sker med dem?”  Bella kigger på mig med sine store, skuffede, brune øjne.

”Vi ved hvordan det ender. De lever lykkeligt til verdens ende.”

”Men det er jo ikke sikkert! Hvad hvis der sker noget?” Hun hæver stemmen og lyder lidt for desperat, præcis ligesom jeg gjorde, da jeg opdagede, at det var slut, jeg var dog lidt ældre end hende dengang, men det afholdt mig ikke fra, at græde.

”Der sker ikke noget med dem.” forsikrer jeg hende.

”Hvordan kan du vide det?” spørger hun mistroisk og kigger på mig, med en bebrejdende mine.

”Fordi de hver især har valgt, hvad de vil bruge deres evige liv på, og de vil nyde hvert øjeblik de har sammen, og det er der ikke nogen der kan tage fra dem. Den kærlighed de har til hinanden er udødelig.”

Bella ser ud til at være tilfreds med mit svar, så hun smiler og kigger indtrængende på mig.

”Er Bella ligeså god som dig til at lave aftensmad?” Jeg griner og kilder hende, så hun vrider sig ud af mine arme og løber hen og kaster sig ned i sofaen.

”Betyder det, at du er sulten” spørger jeg, og begynder at finde gryder frem.

”Jah” siger hun, mens hun springer rundt i sofaen.

”Gider du tænde tv’et?” Jeg hører fjernbetjeningen blive samlet op og programmet; Sidney Lee’s verden, er i fuld gang. Jeg kan høre der bliver skiftet program. Fra komfuret kan jeg se tv’et, mens jeg står og rører i pastaen, er der en mand der siger:

”Den er nu 19:30 den 18. november 2023. Vi vender tilbage kl. 21:00 med flere nyheder. Tak for i aften og på gensyn.” Der er de sædvanlig logoer, og så kommer en kvindestemme der siger:

Programmet præsenteres af ”Vogteren” ny bog af Twilight sagaens forfatter, Stephanie Meyer.”

Jeg smiler, mens jeg fortsat rører rundt i gryden. Mange gamle minder vælter frem, bare jeg hører ordet. Hele min ungdom. Jeg er sikker på at alle der er født i 1995 eller årene omkring, de ser twilight sagaen for sig, når de tænker på deres ungdom, og hvem glemmer sin første forelskelse? Hvilken pige eller kvinde for den sags skyld, vil ikke kunne genkende noget, når de ser Edward Cullen eller Jacob Black? Og Bella Swan der har hjulpet os gennem svære tider i livet, med hendes stærke og beslutsomme stemme, og hendes udstråling og tro på, at alt nok skal ordne sig, bare man følger sit hjerte.

 

Den aften begyndte vi forfra med sagaen. Bella ville have historien igen, og jeg nød, at fortælle den, så valget var ikke svært. Den føltes godt i min hånd, som om bogen havde taget form af hånden og fingre, og derefter havde gjorde den helt unik med mine fingeraftryk og det hele. Det var som om, den aldrig havde forladt min hånd fra ungdommens tid, ordene der løb ud af min mund, bragte mig direkte tilbage til dengang, hvor min verden kun bestod af dette, og følelsen jeg får, er kun en bekræftelse af, at jeg aldrig har forladt denne verden.

 

Jeg sætter mig foran stakken med dokumenter, og føler mig ligeså opgivende, som da jeg sad foran bunken for to timer siden. Gryden med de resterende pastaskruer står på komfuret, og jeg rejser mig op og nupper en. Jeg tygger lidt på den og får så en idé. Jeg løber ind til computeren, trykker på start-knappen og venter, til skrivebordet kommer frem. Jeg åbner et nyt word dokument og skriver:

 

 

En slags illusion af fortiden. Fortiden kan være nem, at glemme, til tider for nemt, men et tilbageblik, kan give åbenbaringer. Nogen ting, skal vi ikke lade ligge ved fortiden, bare fordi vi er bange for, at de er umoderne når de kommer til nutiden. Vi har alle hver vores ting vi ønsker at tage med fra barndommen eller ungdommen…     

Jeg kigger op på reolen og ser de fire bøger stråle ned til mig. Mit blik søger længere ned og ser fem dvd bokse, med skinnende omslag. Bella, Edward og Jacob kigger på mig og fylder mig med en masse blandede følelser, både nogen der giver mig lyst til, at grine og græde. Jeg kigger op på de to billeder, der hænger indrammet på væggen. Ashley Greene og Robert Pattinson, på begge billederne har de armen rundt om mig. De ser glade ud, men det er nok deres sædvanlige fanfoto ansigt, men mit ansigt, det ikke bare smiler, det lyser af lykke. Den bedste oplevelse i mit liv. Jeg fortsætter:

Men jeg er ret sikker på, at min og de omkringværende generationer, vil tage den samme ting med os hele livet. Twilight. Livskraft og lykke, rædsel og sorg, fantasi og virkelighed. Tre personer til at påtage sig rollerne som henholdsvis:   

Tro, håb og kærlighed, tre ting der aldrig forfalder. Udødelighed.

 

 

 

Skrevet af: Josefine F. S. Jensen

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 4787

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,7225239276886sekunder