Os Mod Mobning - Lidt Om Mig
Mit navn er Christine

Jeg er 21 år. Til daglig studerer jeg engelsk på Københavns Universitet samt arbejder som privat underviser gennem firmaet 'My Academy'.  Derudover sidder jeg i bestyrelsen hos QA Programme ved Københavns Universitet Amager, hvilket er et mentorprogram for udvekslingstuderende. Ydermere er jeg ambassadør for kampagnen 'En af Os', som kæmper for at gøre op med tabuer omkring psykisk sygdom. 

Jeg voksede op i Roskilde, med min to dejlige forældre og min søde storebror. 

Det har altid været vigtigt for mig, at få nye venner. Jeg har altid gjort mit bedste for at være sød og rar overfor andre 
Problemet var bare at alle ikke var søde og rare overfor mig.
 
Gennem det meste af min skolegang blev jeg drillet. Jeg blev kaldt tyk, fik tildelt øgenavne, blev holdt udenfor og endda slået. 

Nogle af de ord og handlinger der har skabt ar, har sikkert ikke været ment så slemt, men sagen er den, at ikke alle forstår og opfatter ting på sammen måde. 

Gennem årene forsøgte jeg at lade som ingenting men alle har en grænse, og jeg nåede min da jeg var 16. Her fik jeg min første depression af tre. Det var slemt og på ingen måde rart. Alt mistede farve og intet var godt. Maden smagte ikke længere af noget, jeg mistede min glød. 

Jeg begyndte hos en psykiater og efter ca. 10 måneder af mørke, så jeg lyset igen. Jeg fik det bedre og tingene så lysere ud. 

Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår inden jeg skulle begynde at læse igen. Jeg var nu 18 år gammel. 

Igen, ramte en depression mig. Jeg havde for meget tid alene med mine tanker, hvilket ikke fungere så godt, når man har mange uløste problemer.
Jeg kunne ikke sove om natten grundet tankemylder. Alle de hændelser der havde været, som jeg stadig ikke helt forstod grunden til, blev ved med at komme tilbage til mig og jeg ville bruge timer på bare at stirre ud i luften og mindes alle de dårlige ting fra fortiden. 
Jeg fik angst og blev nervøs hver gang jeg skulle sove, af frygt for at ligge vågen. 

Denne depression var heldigvis ikke nær så slem som den første og den varede "kun" 4 -5 måneder. 
Jeg gik til psykolog igen, og havde denne gang en bedre forståelse for hvorfor jeg havde det som jeg nu havde. Erfaringen fra den første depression hjalp til at bearbejde den jeg nu havde. 

Jeg vidste at jeg efter sabbatåret ville begynde at læse på universitet. Det var meget vigtigt for mig at komme videre og begynde på min uddannelse, som forhåbentligt vil føre til at jeg bliver lærer. 

At læse på universitetet har gjort en stor forskel for mig. Jeg har fundet et sted hvor andre har samme interesser som mig, men det er samtidig også gået op for mig, hvor mange der egentlig har lidt under de samme omstændigheder som mig. 

Da jeg så læste en artikel om en 12 årig autistisk dreng, der var blevet groft mobbet i skolen, gik det op for mig, hvor ofte jeg egentlig ser avisartikler og nyheds udsendelser  der omhandler unge mennesker som har begået selvmord grundet mobning.

Jeg blev rystet over at læse statistikkerne og bestemte mig for at noget skulle gøres. 

Jeg ville ikke ønske for min værste fjende, det jeg selv gennemgik. 

Min tredje og seneste depression har, som de tidligere, resulteret i selskade, samt selvmords tanker. Med alle depressionerne fulgte utroligt lavt selvværd, selvtillid og en høj grad af selvhad. 

Mit mål idag er at få kontakt med skoler, og derved få lov til at tage ud og fortælle om min oplevelse med mobning og samtidig sprede budskabet om, hvor vigtigt det er, at vi er ordentlige overfor hinanden. For ord kan altså gøre ondt. 
 
Panel title
Antal besøg: 2336

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,5949568748474sekunder