19/5 2010 - 27/5 2010
Tilbage igen i Monterrey efter en super uges oplevelser og afslapning! Vi landede i Monterrey torsdag eftermiddag omkring kl. 14 efter en rigtig god uge i 3 forskellige byer. Vores ferie startede den 19. hvor vi tog en flyver til Guadalajara tidligt om morgenen og da det kun tog lidt over en times tid at flyver dertil var vi der også tidligt. Turen fra lufthavnen til hotellet var lidt af en skuffelse for os begge, det var ikke helt som vi forventede. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men efter at have hørt andres erfaring med byen og at have set meget smukke billeder af stedet var det som om vi var kommet til en forkert by. Som Greg så flot beskrev hans førstehåndsindtryk af selve byebn lignede det netop at folk havde haft forladt byen i omkring 5 år pga. en virus eller noget og derefter var vendt tilbage og besat de gamle forfaldende bygninger. Turen fra lufthavnen lignede nærmest et øde sted med en bygning hist og her og da vi så kom ind til centrum og hotellet så det hele bare så gammelt og beskidt og forfaldent ud. Men efter vi havde tjekket ind besluttede vi os for at få det bedste ud af dagen og tog en tur rundt i byen. Vi fik set Kadedralen som faktisk var rigtig rigtig smuk og fandt ud af hvad specialiteten i Guadalajara var. Byen er fyldt op med kirke og små pladser/parker, hvor man kan sidde i skyggen af et kæmpe træ eller bare nyde arkitekturen fra de gamle flotte kirker og bygninger rundt omkring disse steder. Ja, faktisk fandt vi ud af at jo længere ind mod centrum vi kom jo flottere blev det. Dog da vi bevægede os lidt længere ud fra centrum for at se nogle lidt større parker begyndte det fattige og beskidte at vise sig. Vi havde set på et kort at der skulle ligge en stor park lidt længere ude, så vi drog ud til den, men nej, det var nu mere et sted hvor alle de hjemløse og fattige hørte hjemme. Vi følte os rigtig usikre. Når men derefter tog vi hurtigt tilbage til centrum hvor vi besøgte et kæmpe marked med alt fra mad til tøj og tasker, det var rigtig mexicansk og der var en fantastisk stemning. Derefter så vi teatret som var en stor og flot bygning der lå midt i centrum, vi fandt ud af at der faktisk var et show den samme aften, et danseshow fra Chile, så vi greb et spontant øjeblik og besluttede os for at købe billetter (de kostede også under 30 kr. så det var jo ikke så slemt). Så samme aften tog vi en tur i teatret og nøøøøjjj… en skuffelse! Haha, vi havde sat de helt store forventninger op efter et flot og kulturrigt show, men i stedet fik vi noget af en skuffelse da det var en 1½ time omkring Chiles dødsritualer i deres tid med afrikanske rødder. Der var placeret 3 personer på scenen som var nøgne og malet i forskellige farver og de bevægelser de lavede burde ikke kaldes for dans men mere en virkelig underlig måde at gå på og ja, det eneste musik der var var lyden fra havet og nogle folkesange og så lyden af deres skrig når de var ved at dø, armen altså, det var godt nok for underligt. Da showet var ovre smuttede vi bare hjem til hotellet med en meget skuffende stemning, dog brød vi det med at grine lidt over nogle af de bevægelser de lavede og at de faktisk drog rundt i hele latinamerika og optrådte med dette show.
Dagen efter tog vi på en heldagstur til Tequila. Vi havde kun to dage i Guadalajara, men eftersom at vi havde hørt at det var en by der kunne overståes på en dag, bookede vi hurtigt en tur til byen Tequila, hvor vi også var ude og se hvordan de producere tequila. Det var nu rigtig spændende og sjovt at se og der var masser af smagsprøver og smagte også nogle af de produkter som aldrig ville komme ud i butikkerne, eftersom at det var en tequila på omkring de 80% alkohol. Men jeg må da sige at jeg ikke er den helt store fan af tequila, dog var jeg en smule forkølet inden vi tog afsted og efter et par smagsprøver var jeg kurreret. Efter at have besøgt fabrikkerne tog vi ind til selve byen Tequila hvor det meste af denne by faktisk er ejet af Jose Cuervo, som er en af de mest populærere tequilamærker i verden. Det var bare en rigtig flot og hyggelig by. Derefter spise vi frokost på en restaurant midt ude i no where, men med en flot udsigt over marker og bjerge, hvor mange af tequila planterne blev dyrket. I galleriet kan i se et billede af den plante hvor tequilaen kommer fra, den vejer imellem 30-50 kg. Og ud af den kan der produceres 2 flasker tequila á 1ltr. Så det er ikke så lidt tequila de for produceret hvert år.
Når man dagen efter tog vi så fra Guadalajara med bus til Puerto Vallarta. Det var godt nok en lang tur i bus og efter at have to dage med fart på og masser af oplevelser var vi godt trætte begge og ville derfor bare ud og slappe af ved stranden. Det tog omkring 6 timer i bus, men da vi kom ud til hotellet var de 6 timer hurtig glemt og vi følte virkelig at ferien startede. Vi havde booket et all inclusive hotel så det var bare ren afslapning i 2½ dage. Vi spiste og drak en masse og lå ellers bare ved poolen og nød solen og udsigten ud over havet. Så dejligt. Tiden fløj dog afsted de 2 fulde dage vi havde der og vi var snart på vej til den sidste by. Vi tog afsted fra Puerto Vallarta omkring kl. 11 og tog igen en bus til Mazatlan. Da vi bookede billetterne fik vi afvide at det ville tage omkring 5-6 timer, så det var ikke så slemt tænkte vi, da vi netop havde gjort det for at komme til Puerto Vallarta, dog fandt vi ud af at der var en tidsforskel på en time og det endte med at tage omkring 7-8 timer for os at komme til Mazatlan. Sikke en laaaang tur og da vi endelig kom til Mazatlan var vi så trætte, men også glade over at vi ikke skulle side i en bus længere.
Mazatlan var helt klart en af de flotteste steder og byer vi havde besøgt her i Mexico. Vi var så heldige at vores hotel lå ud til havet og derfor havde vi en dejlig terrasse med fantastisk udsigt. Derudover boede vi også tæt på det historiske og gamle område af Mazatlan by og jeg forelskede mig i alle de flotte og hyggelige og vedligeholdte gamle huse og bygninger som lå tæt op ad hinanden med hyggelige gader som krydsede hinanden. Vi fandt også et rigtig hyggeligt torv hvor en masse restauranter lå og her spiste vi alle tre aftner vi havde der. Vores første dag efter ankomsten brugte vi på at se de forskellige attraktioner rundt i byen. Vi gik blandt andet til det ældste fyrtårn i Mazatlan som vidste sig at være det højeste ”naturale” fyrtårn i hele verden. Derefter tog vi ind til det nye centrum som dog ikke var nær så hyggeligt eller flot som den gamle del af byen, men på vejen tilbage til hotellet gik vi tilbage langs stranden og det var bare supert. Dagen efter tog vi på endnu en heldagstur ud til en af øerne som ligger tæt på Mazatlan kaldet La isla de la Pierda (Stenøen). På vejen ud til øen i båden så vi fugleklippen hvor alle pelikanerne hørte til. Øen var helt hvid og flot, eller det syntes vi indtil vi fandt ud af at den faktisk var denne farve pga. fugle hømhøm. Ikke så lækkert. Derefter så vi søløver som lå på en lille klippe midt i havet. Der var tre søløver som lå og solede sig imens bølgerne fra vandet holdte dem våde og friske. Vores guide fortalte også at vi var heldige at se dem eftersom at sæsonen snart var overstået for dem og de derefter drog mere nord på. Hvalerne var dog allerede draget nord på, så dem fik vi desværre ikke set. Når men vi ankom derefter til øen hvor der var en masse aktiviteter og fri bar. Så vi nød bare stranden og hyggede os i solen. Dette var så næsten afslutningen på vores sidste rigtige eventyr her i Mexico inden vi skulle tilbage til Monterrey igen for at forberede vores hjemrejse til Frankrig og Danmark. Den sidste aften i Mazatlan brugte vi på at tage nogle flotte billeder af solnedgangen. Der lå et hotel tæt på vores som havde en bar på deres 12 etage så der tog vi op. Derefter tog vi ud og spiste i den gamle del af byen og til vores overraskelse blev der afholdt en kæmpe komsammen fest for alle doktorne og lægerne i byen med musik, mad og drinks. Vi blev også inviteret på en drink efter vi havde spist og der var bare en rigtig god og super stemning.
Så nu er vi tilbage igen i Monterrey og skal bare nyde de sidste par dage med at opleve det sidste her. Vi skal blandt andet ind på det historiske museum, på et gammelt antikt marked og til Estansuela som er en nationalpark der ligger tæt på min skole. Ellers skal der bare pakkes og ryddes op. Og så er det snart hej igen til Danmark :D JEG GLÆDER MIG!