Cecilix - Noveller
Born this Way
af Katja Gottlieb

Håndtaget er koldt og en anelse klæbrigt. Døren er skrammet og brun, og i det øjeblik jeg trykker håndtaget ned og presser døren op, rammer latteren mig som en spand koldt vand. Som om, jeg ikk er våd nok i forvejen... Men, det er ikke mig, de griner af. Det er et eller andet, Helle har sagt, tror jeg. Hun vender sig mod tavlen, da jeg kommer ind, og rynker panden, som om hun er ved at finde ud af, hvor hun er kommet til, og jeg forsøger at luske usynligt forbi hende.
     -Godmorgen, Dylan, sukker hun og tager protokollen fra katederet. Det er tredje gang, du kommer for sent i denne uge. Og ved du hvad, siger hun? Jeg svarer ikke... Jeg ved faktisk godt hvad, men svaret er lissom givet på forhånd. -Og ved du hvad, siger hun igen, men fortsætter selv, da jeg ikke svarer. -Det er onsdag! Sofia fniser, og forsøger at lave øjne til Caroline, men uden held. Der er vist kold luft af en eller anden grund. Nede ved siden af Mellanie står der et tomt bord. Hun ser væk, da jeg falder ned på stolen, Sofia ser til gengæld ikke væk. Hun vender sig irriteret om og sender mig elevatorblikket...
     Tasken har jeg ikke lige fået med, og det gør ondt i mit håndled. Stian ligger på sofaen. As usual... Han spiller et eller andet på sin telefon. Caroline er en billig finke. Hun er på facebook. Det er Sofia også (både billig og tit på fb), men lige nu spiller hun kabale. Jeg ser ud over alle deres nakker. Det er underligt som hierarkiet i klassen siger, desto tættere man kommer på tavlen. Ronja har parkeret et bord helt foran katederet, og tæt på det klæber alle de andre stræbere sig fast i den sædvanlige hakkeorden. Axel sidder dog ude ved væggen, men det skal man ikke lade sig narre af. Han forsøger bare at se ud som om, han ikke er en stræber. Alle ved, at han er det. Hernede bagved sidder Mellanie og mig. Vi er taberne. Dem, de andre ikke gider lege med. Dem, der kommer til at udgøre de 25% af en årgang, der ikke får en uddannelse... Oppe foran sidder akademikerne øver sig på at passe ind i uddannelsessystemet.
     Vi er åbenbart ved at læse Herman Bang. Det var der vist noget om, og jeg fik måske en kopi i går. Men, jeg ved ikke, hvor den er nu. Rose-Marie rejser sig med en pastelgrøn te-kop i hånden, og hun rødmer, da Axel i forbifarten glor på hendes røv. Stian har åbenbart endelig besluttet sig for at deltage i dagens undervisning. Han har lagt telefonen, og roder nu rundt i sin taske. Han skal være mekaniker, og han har en læreplads hos sin onkel. Så han venter bare på at det her bliver overstået. Det gør jeg også. Forskellen er bare, at hans liv begynder, når skolen slutter. Mit ender... Og så kan jeg ligge hjemme i svinestien hos den sure kælling hver dag, og høre hende skrige og skabe sig, når hun ikke er så stiv, at hun sover den ud på sofaen. Eller badeværelsesgulvet, hvor hun åbenbart var dejset om forleden.
     Der ligger en stak papirer på reolen lige ved siden af mit bord. Det ligner noget duksen har fejet op fra gulvet og smidt. Mellem 2 matematikprøver og en tom pose, der har været kanelgifler i, ser Herman Bang ud til at gemme sig. En eller andet har trådt på kopierne, men det er der jo ikke så meget at gøre ved. Sofia skæver irriteret til mig.
     -DY-lan er vildt forstyrrende, Helle, siger hun med sin hjælpeløse baby-stemme, slår med nakken, så hendes extensions er ved at falde af. Så spidder hun mig triumferende med øjnene. Hun ved lige, hvor hun skal trykke.
     Jeg hedder "Di-lan", ikke "Dy-lan", men hvis man ikke kan andet, kan man åbenbart stadig hævde sig lidt, ved at køre på mig. Og så står jeg der, og jeg ved ikke om det er mine regnvåde bukser fra føtex, eller de andres øjne, der føles mest klæbende og kolde. Helle ser et langt øjeblik på mig, og ber så Sofia om at passe sig selv. Stian brøler -Hvor er vi kommet til? ud i klassen, og alle glor på Stian i stedet. Helle sukker og svarer, at vi er på side tre nederst, og benytter lejligheden til at gå ned og lægge en blyant på mit bord. Hun siger ikke noget, men hva skulle hun også sige? Hun er jo bare lærer. Og jeg vil bare være i fred. Jeg skynder mig at slå op på side tre, og konstaterer, at det ser lidt kedeligt ud.
     Hun er egentlig flink nok, hende Helle, men jeg kunne godt undvære alle de spørgsmål. Ta nu, da hun første dag spurgte, hvad jeg hed. Det er sådan set ok, men så skulle hun jo lige høre, om "Dilan" ikke var et tyrkisk navn! Det var jo rigtig morsomt, var der nogen, der syntes. Og en eller anden hylede Dyyyylan, han hedder Dyyyylan. Og i stedet for at lade det ligge, så trampede hun videre som en elefant i en glasbutik. Er du opkaldt efter Bob Dylan? himlede hun op, og begyndte at underholde om, hvilken fantastisk sangskriver Bob Dylan er. Og det er jo latterligt! Manden lyder som en syg kat, når han synger, og der er ikke én eneste i klassen, der syns, at de sange, vi er blevet pint og plaget med i engelsktimerne, er fede. Lige på nær Ronja og et par stykker til, men det er vist mere af politiske årsager, de mener det. Men endnu mere latterligt bliver det jo af, at jeg ikke er opkaldt efter Bob Dylan. Men, hvem har lyst til at fortælle sin lærer, at ens mor i en eller anden brandert fandt på at opkalde sit barn efter en eller anden tv-stjerne i en eller anden tåbelig tv-serie, der hedder Beverly Hills 90-210. Som om det kunne være mere grotesk. Og som om, jeg kunne blive mere til grin.
     De forreste rækker deltager ivrigt i undervisningen. Rasmus er nu færdig med at spise en bolle. I stedet er han ved at pakke en æblejuice ud. Helle forsøger at få Mellanie til at svare på et spørgsmål, men Mellanie nægter som sædvanligt at åbne munden. Hun ryster bare på det kommunefarvede hoved så alle piercingerne i hendes ører ringler. Men svare, der gør hun ikke. I stedet går hun på toilettet.
     Hold kæft, hvor var hun sur i dag, kællingen. Hun lå ellers og sov på sofaen, da jeg kom hjem i går. Fjernsynet kørte, og hun havde tabt sin smøg på brystet. Den var næsten gået ud, men hva fan. Hvis vi brændte inde, ville det ikke betyde noget som helst. Mormor ville måske savne mig. Lidt. Engang imellem... men nogen betydning ville det som sådan ikke ha. En klar stribe savl løb fra den nedadvendte fure ved hendes mundvig. Et øjeblik overvejede jeg, at la smøgen ligge i et naivt håb om, at den ville sætte godt og grundigt ild til hendes syntetiske leopardmønstrede trøje. Så kunne jeg forsøge at slukke branden, når det var for sent. I stedet skoddede jeg den i det overfyldte askebæger, der stod på sofabordet mellem de tomme flasker, en lisså tom bakke leverpostej, cigaretrullemaskinen og en gammel sok... Nice...
     Køleskabet var tomt. Der var en halv liter sur mælk. Og et løg. Og en tom pose, der havde været x-tra rugbrød i. Og så var der ingen aftensmad. Igen. Og et kig på kalenderen på væggen afslørede, at der var næsten to uger til den første. Og så var det, at jeg tog min computer og gik over til mormor...
     -Halllooooo... Dylan, hallo!?? Helle kan være meget insisterende. Og man kan undre sig. Der sad mindst fem personer med fingeren oppe. Og alligevel kaster hun sig over mig.
     -Hva? siger jeg... Og en eller anden fniser...
     -Sidder du og sover? spør hun. Hvad svarer man på det? -Skal du så ikke lave opgaven? Hun nikker til blyanten, der er spidset i begge ender, så der ikke er nogen undskyldning for ikke-undervisningsparate børn, der møder op uden taske og pennalhus, og jeg nikker og tager blyanten. Hun bliver stående. Det gør fucking ondt i mit håndled, og jeg kan næste ikke holde om blyanten. Og jeg hørte sgu ikke lige, at der var en opgave.
     -Hva skal jeg skrive? spør jeg, og min stemme knækker over og forsvinder i en mumlen. Helle peger på tavlen, hvor opgaven står. Ok så... Find eksempler i teksten på impressionistisk skrivestil. 15 minutter... Jeg begynder at skrive opgaven af fra tavlen; så gør jeg da noget. Men det gør ondt i det håndled, og blyanten makker ikke rigtig ret. Bogstaverne ligner noget, som jeg kunne have lavet i første klasse... Helle rynker brynene og jeg trækker ned i ærmet, så hun ikke kan se hævelsen. Forsøger desperat at opfinde en forklaring a la -jeg er faldet på cykel, men der kommer ikke rigtig mere lyd ud. Heldigvis kalder Rose-Marie og Lulu meget insisterende og i kor på Helle, og jeg tror nok, jeg slipper for videre tiltale...
     Regnen vælter ned af skråvinduerne nu. Jeg kan godt li lyden. Jeg kan til gengæld ikke li lyden af flasker. Og da Nikki smider en tom flaske i skraldespanden, er det som om man glider tilbage til et sted, man ikke vil være.
     Det var nok fint, jeg gik hjem til mormor i går. Kaffe og sandkage, og medisterpølse til aften. Det smagte godt, og hun laver fin sovs. Vi spiste tidligt, og jeg lod min computer stå, da vi havde vasket op og gik af sted. Mormor skulle til banko nede i beboerlokalet. Jeg skulle hjem. Ikke fordi, jeg sådan havde lyst, men fordi at det skulle jeg vel bare, og så gik vi der, en lun aften, hvor ungerne legede ude, og mælkebøtterne stod hvid-dunede og nikkede mellem efterladte indkøbsvogne og skrællede cykler. Vi kom forbi Poppen, hvor jeg havde tilbragt de første år af min barndom parkeret i udenfor en barnevogn, der med tiden blev mindre og mindre, mens min mor sad og kævede bajere med de andre førtidspensionister inden for... Og mormor klappede mig lidt opgivende på kinden, da vi skiltes. Og så rodede hun rundt i den røde, slidte håndtaske for at finde en tyver, måske fordi hun et eller andet sted har dårlig samvittighed over, at min mor er blevet, som hun er...
     Og den var gal, allerede da jeg trådte ind i opgangen. Jeg kunne høre et tv, der kørte på fuld hammer, og en der råbte og skreg. Og jeg vidste nok allerede der, at det var oppe fra mig. Jeg tog trappen langsomt. Der lugtede af tis og stegeos, og underboen flåede døren op, da jeg gik forbi, og skreg -Hold så kæft, for helvede! op ad trappen.. Og så gloede han irriteret på mig, som om det var min skyld. Jeg ved godt, at han er postbud og skal tidligt op, men hva fan skal jeg gøre? Jeg kan ikke huske, hvad han sagde, men der var en eller anden, der havde skrevet lort på den brækgrønne væg ved siden af hans hoveddør...
     Hun havde åbenbart solgt de tomme flasker. Det har jeg gjort en gang, da der ikke var mere mad. Og det gør jeg så aldrig mer! Hun havde bællet en flaske kirsebærvin og nogle bjørnebryg, så det ud til, og nu stod hun og savlede og tudede til tonerne af Born this way, som væltede ud fra højttalerne, mens Lady Gaga vred sig på skærmen. Hun ænsede ikke mig. Kun Gaga, der lover mig, at we're all born superstars... Yeah-right...
     Til gengæld var mit værelse splittet ad. Og jeg vidste godt, hvad hun havde ledt efter, men den stod heldigvis hos mormor. Til gengæld manglede der to halvanden liters flasker, jeg havde gemt under sengen, og så et gammelt fifa-spil, jeg ikke brugte så meget mere, efter jeg fandt ud af, at det er lettere at logge sig på underboens internet og så spille online. Det var åbenbart ikke kun tomme flasker, der havde finansieret dagens brandert.
     De ti minutter er åbenbart gået nu, og det eneste jeg har fået lavet, er at skrive halvanden linie af fra tavlen med ubehjælpsomme bogstaver. Men mine bukser er ved at være tørre, og så vidt jeg kan se, ringer det ud om få minutter. Mellanie er tavst og surmulende gledet på plads ved siden af mig, uden jeg har opdaget det, og Ayse sidder og sender rødøjede blikke til Ali, der ignorerer hende. Rundt omkring er alt, som det plejer. Helle samler op på gruppearbejdet, mens de mest rastløse begynder at pakke sammen, så de kan stikke af i det sekund, det ringer... Og det gør det midt i Lulus opremsning af impressionistiske citater fra Irene Holm, og Helle råber noget om lektier ud i klassen.
     I min lomme ligger en varm, rund tyver og hvisker om teboller fra Kvickly og cacaomælk, og et hurtigt blik på ruden afslører, at regnen er stilnet lidt af. Jeg lader novelle og blyant ligge, og zig-zagger hen mod døren, uden at have overvejet, hvor ihærdig min klasselærer er. Og det gør ondt helt op i tænderne, da hun griber mig om håndleddet, netop som jeg passerer katederet.
     - Er der noget, vi to lige skal ha snakket om, Dylan? Og jeg dukker mig lidt, og glor forbi hende hen på potteplanten, der står og ser lidt tørstig og træt ud på katederet.
     -Nææh, mumler jeg, og forsøger at vride mig fri, uden at det gør alt for ondt. Hun ser på mig, og jeg ryster på hovedet. -Næh... Jeg skal lige... mumler jeg, og så slipper hun pænt. Hvad skal vi snakke om? At jeg ikke har fået morgenmad? Igen? At min mor tævede mig sønder og sammen i går? Igen? At hun nu ligger skidefuld hjemme på sofaen? Igen? At jeg ikke har et liv? At jeg er en taber? At jeg trak en fucking dårlig hånd den dag, jeg blev født? At jeg er født sådan her, og at der ikke er noget at gøre ved det?
     -Jeg er pissesulten, hvisker jeg og smutter forbi Helle..
 
Panel title

© 2017 cecilix

Antal besøg: 20

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,1264960765839sekunder