Kina, Beijing - Dagbog
July
11
2010

Den 11. juli:

Vi stod op og tog i zoo, hvor Christinas fremragende evner som undercoverfotograf kom til sin fulde ret, da der er virkelig var mulighed for at se, hvordan en kinesisk kernefamilie ser ud: 4-6 voksne og 1 barn.

Herefter tog vi båden op af Kejserkanalen til Det nye sommerpalads, som er et helt fantastisk stykke park/natur/sø, hvor kejseren havde sin sommerresidens. Lotusblomster, pagodebygninger og -træer, svungne broer - en helt fantastisk duft og lyd - der havde været nok at se på i 2 dage. Herefter med taxi hjem, som vi er blevet topskarpe til at stoppe på gaden, selvom man skal ligne en, der virkelig mener det... 

Christina har svært ved at lade være med at grine, når taxichaufførerne spytter ud af vinduet og bøvser helt åbenlyst og uhæmmet.

July
11
2010

Den 10. juli:

Første stop var hos Bank of China, der forsynede os med kontanter til at tage ud på det berømte silkemarked, som dog ikke sælger specielt meget silke i dag. Meget anmasende sælgere - nogle kunne endda tælle på svensk, når der skulle pruttes om prisen  - og det skulle der. Typisk startpris 500 yuan og slutpris omkring 50 - en sjov oplevelse!

De bedeste køb, vi har gjort indtil nu var dog nede tunnelen under vejen, hvor Rikke fik nye, kinesiske hjemmesko til 10 yuan og Christina fik spisepindesæt til samme pris.

Herefter videre til daoistisk tempel i nærheden - som sandt at sige står i skærende kontrast til Silkemarkedet. En enkelt fløjtespiller rund om i templet og ellers helt stille og brændende røgelse overalt. Helt tæt af talismaner, der er hængt op af folk, der har bedt om noget specielt. Noget helt andet end Lamatemplet - og så alligevel med en del ligheder.

Og aftenen gik vi en tur igennem vores hutong og tog billeder af folk og huse - Det er Christina blevet ret skrap til, hun hedder fra nu af Christina Paparazzi Andersen.
 

July
11
2010

Den 9. juli:

Startede dagen i Konfucius' Tempel - flot og interessant - her var en fantastisk ro, vi ikke har oplevet et andet sted i Beijing endnu. Derefter gik vi over i Lama-templet lige i nærheden, hvilket er i fuld brug og konstant har kinesere på besøg, der bukker og beder til Budda og andre guder. Et helt andet og levende tempel, med munke i røde dragter, der hilste pænt og uhøjtideligt. Man ser tydeligt, hvor troende mange kinesere er i praksis, selvom centralmagten ikke bifalder religion og landet officielt ikke har en sådan.

Herefter ned af de hyggelige gader i området og kigge på butikker - pludseligt blev vi meget trætte af den meget tætte luft og tog derfor hjem, hvorefter det stod ned i stænger som var det Noahs ark.

Afsluttede med at gå i vores lokale supermarked i vores hutong - nudelsuppe til 3 kr. - en flaske vand til 50 øre, det går vist lige. (+ Rikke's sædvanelige kaffe!!!!!)

July
11
2010

Den 8. juli:

Vi var i den Forbudte By - helt helt imponerende - fykdt af mennesker og 40 grader.

Derefter gik vi om på Wangfijung, som er de mange (ny)rige kineseres shoppingsted - priserne er højere end i DK. Tøjet i Only og Vero Moda kostede i gennemsnit ca. 500 kr per del - så her er det altså et meget fint mærke - uden kvaliteten dog er bedre!

Ned af Wangfujing ligger det ene store internationale brand efter det andet - sammen med dyre thebutikker mv. - et hav af blinkende lysreklamer og mennesker. Vi endte med at spise i en af sidegaderne, hvor det var til at betale, hvorefter vi kørte en fantastisk tur hjem i - ja - hvad skal vi kalde det - en knallert med et hus på?!!

July
11
2010

Ankomst den 7. juli:

Så ankom vi til kæmpebyen Beijing - som virker som en sammensmeltning af flere forskellige tidsaldre. På den ene side meget lokale hutonger (beboelsesområder), som vi er så heldige at bo i en af - områder med nybyggede skyskrabere - den Forbudte By samt andre verdenshistoriske monumenter. Den Himmelske Freds Plads med dens nærvær af den kommunististiske statsmagt - der er nok at se på.

 

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 480

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,67239999771118sekunder