Jeg er ikke ret god til, at huske ansigter og heller ikke navne, men jeg møder også rigtig mange mennesker. Hvis de skal gøre indtryk, så jeg kan huske dem, så skal de se utroligt godt ud, være af hun køn og hedder nok Julie Roberts eller Renee Toft Simonsen.

For, at skjule denne glemsomhed hilser jeg til gengæld på en masse mennesker, som jeg måske ikke kender, det giver til gengæld også mange sjove insidenter.

Nu kører jeg ikke ret meget i bus eller tog, men jeg har prøvet det, dog har jeg ikke nået metroen endnu, men det undrede mig, at folk nogle gange sidder, som en sild i en tønde, men de taler ikke sammen, ihverfald ikke hvis de er danskere. Til gengæld snakker og råber indvandrerne dobbelt så meget, måske for, at udfylde tomrummet ?

Jeg var f.eks i fogedretten, fordi jeg ikke ville betale en vanvidsbillet, der var nået op på 1.500 Kr. Jeg havde nemlig indbrud for nogle år siden, hvor der blev stjålet effekter for 20.000 Kr. det er jo til, at tage og føle på.

Men ½ år efter dukkede der en regning op fra DSB, at betale Kr. 500, de mente nemlig,  jeg havde været ude, at køre S tog uden billet. 

Det har jeg ikke, idet S tog kun er for IKKE – RYGERE og dem blander jeg mig ikke frivilligt med. Derfor kontaktede jeg brevafsenderen, hvilket ikke er helt nemt, for de ville ikke tale med mig, det var en anden afdeling. 

Til sidst havnede jeg på et kontor i Charlottenlund, de ville godt tale med mig. Jeg forklarede så sagens sammenhæng, men nej, nej, den gik ikke. 

De fastholdt deres krav, det medførte en del korrespondance, indtil jeg blokerede de diplomatiske forbindelser.

Så er vi tilbage ved fogedretten og jeg hilste naturligvis på de tilstedeværende personer, en skrivedame, en ung bumset dommerfuldmægtig, det kunne jeg godt se, de ikke var vant til. De havde så en kopi af tyveknægtens underskrift, på et DSB dokument, hvor han havde skrevet mit navn. 

Jeg skrev så mit navn og den underskrift lignede overhovedet ikke tyveknægtens. Men det var ikke nok til, at overbevise domstolen i denne højtprofilerede sag, næh den blev udsat. 

Så nu kommer jeg snart i TV2 krimminalmagasin, som efterlyst, men de må altså selv hente mig, for jeg vil ikke lege med længere.

Når jeg går ind i et venteværelse, nikker jeg også til de tilstedeværende og siger goddag, det er heller ikke standard, kan jeg mærke.

Men hvorfor egentlig ikke ? måske fordi vi ikke går med hat mere, så man lige kækt kunne lette på hatten.

Måske er det på tide, at genindføre hatten igen ?

Det giver så også bagslag ind imellem, eller ihvertfald kan det blive lidt pinligt. En tidligere kollega kom pludselig over og sagde dav og vi talte sammen, som vi havde mødtes tidligere samme dag. 

Jeg ved jeg kender ham, men aner ikke hvad han hedder. 

I samtalens forløb fandt jeg ud af, at han havde været væk i ni år *S*

Men tilbage til Ricardo, ham mødte jeg ude i lufthavnen, hvor jeg var på vej ud og han på vej ind og vi nikkede begge på samme tid og sagde hej.

Det var først bagefter jeg kom i tanke om, at det var sgu`da`Ricardo og kom til, at grine lidt.

It takes one, to know one. – 

Man skal være en for, at kende en = en Hilselusker.

Jeg er altså ikke den eneste der ikke huske ansigter, men derfor kan må jo godt hilse venligt på hinanden.

 Julia Roberts vil jeg helt sikkert hilse på *S*

-------------------
skrevet af Danerland 3 Oktober 2008.