Beskrivelse:
Den ene af de kirker som blev bygget på bekostning af nogle af Nyboders rækkehuse er Jerusalemskirken fra 1866 ved Rigensgade.
Kirken er bygget i en blanding af byzantinsk og romansk stil med Ferdinand Vilhelm Jensen som arkitekt. Den er Metodistbevægelsens hovedkirke i Danmark.
Byggeriet begyndte allerede 5 år efter metodisterne dannede deres menighed. Ved dannelsen af menigheden havde den kun 11 medlemmer og holdt til i lejede lokaler i Store Kongensgade.
Til at starte med, hed kirken Sankt Pauls Kirke indtil 1894, hvor kirken ved Sankt Pauls Plads overtog navnet. Fra 1894 til 1912, året hvor den fik sit nuværende navn, hed den Sankt Markus Kirke.
Desværre er kirken i dag en genopbygning fra 1915. Den originale brændte ned til grunden året før. Ved genopbygningen, som blev udført med Jens Christian Kofoed som arkitekt, blev kirken og spiret forhøjet.
I dag er kirken også kendt under navnet Gospelkirken. Kirkens nu i alt fire gospelkor optræder til de moderne gudstjenester og to koncerter i december.
I gamle dage var kirken kendt under navnet De Fattiges Kirke. Metodistbevægelsen blev, på grund af deres fortolkning af Biblen, en af pionererne i Københavns fattighjælp. I krypten havde de hjemløse husly.
Se et billede af Jerusalemskirken før branden og forhøjelsen her
Se et fotografi af Jerusalemskirken i brand i 1914 her
Fakta:
Byggeår : 1864-1915
Arkitekt : Ferdinand Vilhelm Jensen og Jens Christian Kofoed
Længde : 27 m
Bredde : 16 m
Tårnets højde : 50,6 m
Antal klokker : 1
Over Havets Overflade : 6,2 m


© 2012 dankinkbh.dk v/ Philip Wu