En fisketur - Historien

Ude i sejlrenden gik strømmen forbi og vandet skiftede farve som efter en knivsæg. I dag var den nordpå, i dag kunne man drive til havs, hvis man var et fæhoved og ikke forstod sig på at ro.

 

Arild og Tue standsede i den nedtrådte marehalm ovenfor sandstranden og stirrede langt og undersøgende udover det grå vand, der så brat skiftede til en kold grøn tone.

 

De var ikke fæhoveder. Det blæste kun lidt og bølgerne var små og faste og uden hvide skumflækker på toppen, kun ude ved kosten stod der lidt sø med tandsmil. Det var fordi bunden var højere udfor næsset, store skibe kunne gå på grund der hvis der ikke var afmærket.

 

Arild skuttede sig og årerne, der stak skråt op i vejret bagved ham, skrabede svagt mod hinanden med bladene. De var hvide og lodne i træet af saltvand og ælde.

 

Der var ingen varme på færde. Men selvom vejret var råt, trådte klinterne på den modsatte bred dog tydeligt frem, og pejlemær­kerne kunne sagtens skelnes.

 

Hvor skal vi først? spurgte Tue og forsøgte at knappe stortrøjen helt sammen i halsen uden at tabe de til savede trævindsler med snører og pilke, som han holdt ind imod sig med armen. Han så ikke på det han gjorde, al hans opmærksomhed var sammen med blikket ude på vandet.

 

Arild pegede skråt ud fra stranden, og Tue kunne ikke undgå at lægge mærke til en ny, næsten voksen beslutsomhed i bevægelsen.

 

I dag var der ikke noget at snakke om, det ville ikke nytte at komme med indsigelser, det var bare at få det gjort og det var Arild der bestemte. Med et kort stød af skulderen vippede han årene fra sig i græsset, og Tue slap snørerne ned ved siden af og fik sig endelig knappet i halsen.

 

Henne bagved de gamle grønne badehuse der for længst var lukket for vinteren lå deres pram på et par ruller med den sorte tjærede bund op i luften, overklistret med brune blade fra ahorntræerne. Ingen af dem havde tænkt sig at den skulle tages ud igen allerede nu.

 

Heldigvis var det kun en lille pram, ikke tungere end at de selv kunne vende den rundt og slæbe den ned langsmed badebroens nøgne og tomme pæle, der parvis strakte sig fra badehusene og nedover sandet og et stykke ud over den lavvandede stenbund.

Selve broen var taget ind og forlenede stedet med noget øde og forladt der tiltalte drengene. De brød sig bestemt ikke om at møde nogen netop nu.

 

Og så snart bølgerne begyndte at slikke op under bunden på båden, sprang Tue hurtigt tilbage efter årene og snørerne og fik det hele ombord, så der kun var tilbage at stage sig fri af det lave og give sig til at ro. Det gjaldt om at komme af sted før nogen stoppede dem.

 

 

Hold pause i læsningen. Se opgaverne side 68 - 69

 

 

Arild stemte gummistøvlerne fast i bundbrædderne og lagde kræfterne i, og åretoldenes knirken blandede sig velkendt med lyden af vand der klaskede mod træværket.

 

Hvad sagde mor? spurgte Tue lidt efter i en helt anden tone end den de hidtil havde småsnakket i.

 

At det ville tage lang tid endnu. At sådan noget altid varer længe. Det kommer fra ryggen. De så ikke på hinanden.

Jamen han har jo allerede ligget derinde i fem uger, indvendte Tue.

 

Det kan sagtens vare et halvt år, sagde Arild voksent og roede så kraftigt at øsepotten slingrede frem og tilbage i bunden af prammen hvor lidt vand allerede begyndte at samle sig. Sagde mor det? Hun havde snakket med en af lægerne.

 

Tue sad stille igen. Et halvt år var lang tid, og allerede nu var de nødt til at spare meget på alting. Deres mor ville nok blive glad for et ordentligt læs torsk ganske gratis. - I hvert fald bagefter.

 

Først ville hun nok blive gal og skælde ud, hun ville ikke have at de fiskede på den her årstid, de ville få krampe hvis de faldt i. Hun var altid så bange for at der skulle ske noget.

 

Kan vi ikke skiftes til at ro, sagde han så. Jeg fryser.

 

Og med krumme knæ og krumme rygge for ikke at tippe byt­tede de plads så Arild kom hen på agtertoften. Det var koldt bare at sidde stille og glo, det blev bedre når de først fik snøren ud.

 

Nu var de næsten ude på deres sædvanlige fiskeplads, og Tue holdt nøjagtigt øje med pejler mærkerne for at finde det rigtige sted

uden at Arild behøvede at blande sig.

 

Men broderen havde allerede smidt pilken ud og sad nu med linen over sin krumme pegefinger og førte sindigt armen op og ned, så det måtte være godt nok.

 

Man kan lige så godt bruge tiden, kom det fra Arild.

 

Og det kunne Tue kun give ham ret i. Han sad og tænkte på store fisk. Og der måtte gerne være så mange at de kunne sælge

lidt til naboerne også. Deres mor kunne bruge hver eneste krone de kunne skaffe.

 

Så kom det første hug, og Arild begyndte spændt at hale ind på snøren. Strømtorsk, udbrød Tue skuffet da han hejsede den ind over rælingen.

 

Nå ja, det er vel bedre end ingenting, svarede Arild.

 

Men der er da ingen der vil give penge for sådan noget små­skidt, sagde Tue og stak fisken i nakken med sin dolk. Så måtte han også trække ind selv.

 

Du kan godt lade dolken blive liggende fremme, kom det henne fra Arild. Jeg har ikke min med.

 

Tue huggede kniven fast i et bundbræt så de begge to kunne nå den, og der stod den så oprejst på sin næse og nem at få øje på.

 

Tror du ikke vi skal flytte, spurgte han lidt senere da der blev ved med at komme små torsk op. Der må være et sted hvor der er nogen store.

 

Han så appellerende på Arild. Det var da ikke noget at komme hjem med sådan en samling småfisk - selvfølgelig kunne de spises, men hvis man ville sælge af dem, så var det ikke noget der øgede ens ry som storfisker.

 

Broderen tøvede. Overvejede. De vidste begge to at der gik store fisk ude ved kosten, men de vidste også at det var et farligt sted fordi bølgerne kom fra to sider og toppedes mod hinanden på en egen krakilsk måde. Og så var der også strømmen.

 

De så igen udover vandet og op mod himlen med lange vurde­rende blikke. Så roede de.

 

Tavse nåede de hen i nærheden af sømærket der skulle afholde skibene fra at gå på grund. Det virkede overvældende stort så nær på, og tavse firede de snøren udover rælingen.

 

Bølgerne sprang op mod hinanden og slog rungende mod den vældige jerntønde som bar kosten og som stod helt på skrå i den stærke strøm. Vandet var sort når man så ned i det.

 

De pilkede tyst. Stedets farlighed sad dem i kroppen som noget stramt og anspændt, og det var først da Tue fik bid at de vendte den fulde opmærksomhed mod fangsten.

 

Det var en stor fisk.

En glød tændtes i Tues øjne, og ivrigt hev han pilken ud igen og lod den søge til bunds med snøren efter sig. Nu skulle der fiskes, nu skulle de komme til at spærre øjnene op derinde på land.

 

Med korte mellemrum måtte de ro prammen tilbage til stedet ved kosten, strømmen førte dem ustandselig med sig, og på ingen tid var de udenfor området hvor torsken plejede at holde til.

 

Tag og smid ankeret ud, sagde Arild da det havde stået på lidt, der går al for lang tid med den roen. Der lå tre store torsk i bunden nu. Tue tøjrede snøren til åretolden og kravlede forsigtigt hen i forstavnen og lirkede ankeret udenbords.

 

Det kan ikke nå ned, bekendtgjorde han da hele tovrullen var forsvundet.

Lad det bare hænge alligevel, vi driver i hvert fald ikke så hurtigt nu.

 

Prammen var længere om at bevæge sig forbi kosten, det var godt nok. Men da den næsten var udfor tønden gav det et ryk og båden drejede sig en halv omgang om sig selv og blev liggende fast.

 

Ankeret måtte alligevel have fået fat. Udenfor rælingen strømmede vandet forbi med rasende fart, og trækket i ankertovet pressede stævnen ned så bølgerne ikke gled af men skvalpede indenbords.

 

For søren også, få det op igen i en fart, sagde Arild hurtigt. Og Tue der kunne høre på tonefaldet at det var alvor, rakte sig frem og forsøgte med et par trækkende bevægelser, men det eneste han fik ud af det var at mere havvand skyllede ind.

 

Jeg kan ikke få det op, det har fat i noget.

Arild lettede på sig for at hjælpe, men bare han flyttede sig det mindste, vippede bagenden op og forenden ned og vandet øsede ind. Du bliver nødt til at skære det over, sagde han.

 

Tovet? Tue virkede tvivlrådig. Det var næsten nyt.

Skynd dig dog. Tag dolken og skær det over ellers synker vi. Tue lystrede med et sæt og famlede dolken til sig og begyndte at file i rebet hvor det strammede sig udover rælingen. Fibrene brast en efter en under kniven.

 

Så skynd dig dog menneske, Arild skreg det frem imod ham henne fra bagstavnen, hvor han hang helt udover rælingen for at holde den nede.

 

Tue fumlede videre, hans fingre var stive og valne af kulden og vandet der hele tiden skyllede indover hænderne. Han var næsten halvvejs igennem nu og Arilds brøl fik ham til at ryste.

 

Skrækken sugede kræfterne ud af ham, alligevel prøvede han at efterkomme ordren om at sætte farten op. Pludselig smuttede dolken mod tovet og ramte rælingen med netop så megen kraft at den vred sig ud af hånden og forsvandt i dybet. Tue vendte sig med et sort fortvivlet blik.

 

Henne på agtertoften bandede Arild hårdt og inderligt og begyndte febrilsk at rode i lommerne. Kom herhen - hurtigt, kommanderede han.

 

Tue adlød. Hvid i ansigtet kravlede han over midtertoften og krøb hen bagi, mens Arild foldede sin lille lommekniv ud og bevægede sig den modsatte vej med yderste forsigtighed. Kniven synede ikke af noget i hånden på ham, og Tue så mere på hans sammenbidte ansigt end på hans hænder.

 

Sekunder skyllede vandet indover forstavnen i en bred fos, så sprang den sidste rest af ankertovet med et vådt smæld, og båden rettede sig op med et ryk og begyndte at drive, mens bundvandet skyllede tungt hen imod agterstavnen. Strømme førte dem udad.

 

Arild foldede kniven sammen med et udtryk afstor lettelse og skrævede tilbage over midtertoften og stak årerne ud, men på grund af bundvandet var det næsten umuligt at ro. Båden lå dybt og strømmen havde meget at tage i, den førte dem længere og længere udenfor kosten, lige meget hvor kraftigt han anstrengte sig.

 

Henne bagi behøvede Tue ingen besked om at øse. Med begge hænder om øsepotten og støvlerne plantet i vand til midt på skafterne skovlede han havvand ud hvor det hørte hjemme. Skovlede og skovlede uden at det syntes at hjælpe synderligt. Torskene sejlede rundt mellem benene på ham med de hvide buge opad og røde og udstående gæller, han sparkede dem fra sig for at få plads. Og ganske langsomt lettede det på prammen.

 

Kan du ikke tage den ene nu? spurgte Arild da Tue var nået så langt at fiskene var strandet i hvert fald de store. Han rykkede til siden på toften så Tue også fik plads, og med to mand ved årerne lykkedes det endeligt at tvinge båden ud af strømmen og ind i bagvandet der gik den modsatte vej, men da var de også kommet et godt stykke på den anden side af næsset og havde en lang tur foran sig hjem.

 

De roede stødt nu. Hvad tror du det var? spurgte Tue forsigtigt.

Det er ikke til at vide. Et vrag? fortsatte Tue. Det var ikke almindeligt bund bid i hvertfald, det kunne man mærke.

Det kunne også være fortøjningen til kosten, svarede Arild. Der var stille lidt. Du skal ikke sige det til nogen, sagde han så.

Nej, svarede Tue og tænkte på hvad der ville ske hvis deres mor fik det at vide. Så fik de ikke lov til at have båd mere, det var helt sikkert. Men det kunne nu også nemt være gået galt i dag.

 

Inden de nåede helt ind til land tømte de båden for resten af bundvandet og ryddede op i fiskegrejet hvor linerne lå hulter til bulter mellem hinanden.

 

Det tog sin tid at få dem redet ordentligt ud og vundet op. Ingen skulle komme og sige at de ikke havde orden i deres kram. En ting var våde bukser og våde ærmer, men den slags blev tørt igen, noget helt andet var det virvar der opstod da vandet skyllede alting rundt mellem hinanden. Den slags måtte fjernes.

 

Inde på stranden trak de prammen opover sandet igen og lagde

den tilbage på rullerne som den havde ligget. Det gik langsomt for dem at få den på plads, og først nu mærkede de rigtigt hvor trætte de var, og hvor underligt det føltes at have fast grund under fødderne. Selv torskene virkede besværlige og tunge. De bandt dem sammen ved gællerne til et par bundter og hængte dem op på en åre imellem sig og begav sig hjemad.

 

Henne i marehalmen sagtnede de farten og stirrede fjernt ud­over vandet mod kosten. Derude gik strømmen, derude kunne man drive til havs, hvis man var et fæhode og et fjols til at ro. Det var noget man vidste. Men ingen havde nogensinde fortalt dem hvad der kunne ske når ens anker greb fat i noget nede på bunden. Det vidste de også nu.

 

Uvilkårligt strøg Tue med den flade hånd over den tomme skede dolken var blevet derude. Han tænkte med ubehag på hvor sort det vand havde været.

Og aldrig havde stuen hjemme forekommet så varm og venlig, og først her forstod de for alvor hvor nær de havde været på et forlis. En dolk det var billigt sluppet. Men det var også en advarsel.

 

Men var det da ikke drøjt? spurgte deres mor både stolt og ængsteligt, da hun så de mange fisk.

Nøh, det var ikke så slemt - det var ikke noget særligt, fik hun til svar.

 

 
Panel title

© 2017 dansk09

Antal besøg: 5968

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-4,0105040073395sekunder