Min historie - Min historie - til Katrine - (:

Min historie har endnu ikke noget navn (:
Jeg er først lige gået igang med at skrive den, og det er kun det første kapitel der er kommet ind indtil videre (:
- Jeg håber du nyder din historie Katrine :D

 

Kapitel 1 - Flashback

Solens varme stråler brændte ind i min fugtige hud. Jeg lod hånden glide gennem mit våde hår, mens jeg så ud over vandet. En orange skygge bredte sig langsomt hen over den lyseblå himmel, om kort tid ville himlen var dækket af den smukke orange farve fra solnedgangen, min yndlings tid på dagen. Jeg nød solnedgangen i fulde drag, mens jeg sad bomstille i sandet med min hvalp, Tikka. Jeg ventede tålmodigt på, at solen gik helt ned, så vi kunne vende snude hjemad, men Tikka var utålmodig – hun vendte sig irriteret i mine arme, og til sidst måtte jeg opgive.

”Skøre hund,” lo jeg og rejste mig fra det brændende sand. Tikka fór op og rev i snoren, for at få mig med fremad. Jeg lo af hendes klodsede forsøg på at trække af sted med mig, jeg var klart stærkere end hende, hun var trods alt kun en hvalp.
”Jeg er stærkest,” mumlede jeg og kløede hende bag øret – hendes yndlingssted. Jeg tog ordentligt fat i snoren og begyndte at gå hjemad, med den efterhånden meget utålmodige Tikka.

”Rolig Tikka, rolig!” Jeg forsøgte at berolige Tikka, da hun braste ind af døren til køkkenet med en umådelig fart.

Min mor, Terese, stod ved komfuret og rørte rundt i en lille gryde med en træske. Hun lo og slap træskeen et øjeblik for at klappe Tikka.
”Maden er snart klar, dækker du bord?” Min mor så op på mig og gik tilbage til gryden, for at røre rundt i indholdet.

Jeg sukkede, men så desværre ingen vej udenom. Skabet med tallerkner stod åbent, så jeg gik hen og fandt to store flade tallerkner frem. Det var som regel mig der dækkede bord, min mor stod for det meste for maden, så jeg kunne efterhånden gå med en del ting i hånden på én gang. Jeg snuppede to glas fra skabet ovenover, noget bestik fra skuffen ved siden af komfuret og en flaske vand fra køleskabet. Min mor så bekymret til, da jeg balanceret med alle tingene på én gang ind i stuen.

”Pas nu på Camilla, det ender galt!” Råbte min mor, da jeg drejede rundt om hjørnet.

”Jeg har styr på det,” mumlede jeg og satte alle tingene på spisebordet. ”Det klarede jeg da fint!” Råbte jeg smilende. Jeg gik tilbage til køkkenet, og min mor rystede leende på hovedet.
”Du er ikke rigtig klog Camilla.”

”Næh.. Det kan der være noget om,” lo jeg.

Min mor rystede på hovedet igen og rakte mig den gryde, hun før stod og rørte rundt i. Den var fyldt til randen med kødsovs og revne gulerødder, det var det vores mad mest bestod af for tiden. Jeg daffede tilbage til stuen, med min mor i hælende – hun bar på en lille hvid plastik skål med spaghetti.

”Hvor gik dig og Tikka hen i dag?” Min mor brød den underlige tavshed, der altid var når vi sad og spiste.

”Øhm.. Vi tog ned til stranden, for at se på solnedgangen. Jeg opgav godt nok at blive og se den gå helt ned, Tikka var utålmodig,” mumlede jeg.

”Det tror jeg gerne,” der bredte sig et lille forsigtigt smil på min mors læber, men det nåede ikke hendes øjne.
Da vi var færdige med at spise, drejede vi som sævandelig begge to hovedet hen mod den tomme plads ved bordenden – den plads min bror, Ryan, burde sidde på, men det gjorder han ikke.

Jeg sukkede og skovlede en endnu en gaffelfuld spaghetti i munden. Jeg tykkede demonstrativt og så ned i bordet, der var ikke noget værre end at se min mor i øjnene om aften, når hun sad og stirrede på min brors tomme plads. Det var faktisk sjældent vi sad ved det store runde egetræsbord, kun én gang om året dækkede vi op ved egetræsbordet midt i stuen, og den dag spiste vi aftensmaden i fuldstændig stilhed. D. 22/06 den dato mig og min mor for sidste gang så Ryan. Det var præcis 2 år siden i dag. Jeg så ind i væggen, og pludselig dukkede billederne fra turen i skoven for 2 siden frem i mit hoved som et uhyggeligt flashback.

* * *

”Skal vi ikke lege gemmeleg?” Min 6 årig bror Ryan hev utålmodigt i mit ærme. Jeg sukkede dybt og rejste mig.
”Okay, jeg tæller så gemmer du dig.”
Jublende løb han længere ind i skoven, for at gemme sig bag de store bøgetræer. Jeg grinte sagt af hans jublen og lagde hænderne for mine øjne, mens jeg begyndte at tælle.
”48, 49, 50! Nu kommer jeg!” Jeg fjernede hænderne fra mine øjne og så mig omkring. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle gå til højre eller venstre, da jeg pludselig hørte et skrig. Den hjerteskærende lyd af skriget kom fra langt inde mellem træerne. En gysen gik gennem min krop, var der andre end mig og Ryan i skoven?
Jeg stod stille og lyttede et øjeblik, og jeg kunne have svoret på, at jeg hørte en barnestemme råbe mit navn. Mit hjerte sprang op i halsen på mig, og jeg satte i løb ind mellem træerne.

”Hvor så du ham sidst?” Betjenten så alvorligt ned på mig.
”Jeg legede gemmeleg med ham, han løb ind mellem træerne, så hørte jeg et skrig og..” Min stemme knækkede over, mens betjenten noterede ned.
”Bare rolig vi skal nok finde ham,” mumlede betjenten sagte og vendte sig om, for at give rapport til en af de andre betjente i lysningen.
Pludselig mærkede jeg en blød hånd på min skulde. Jeg drejede hovedet til siden og så ind i min mors blå glasøjne. Da jeg så hendes blik, flød tårerne i mine egne øjne over.
”Åh mor! Hvad nu hvis de ikke finder ham igen?” Jeg græd ind mod min mors skulder, og hun strøg mig forsigtigt over håret, mens hun med en beroligende stemme hviskede: ”Selvfølgelig gør de det min skat, du skal ikke være bekymret, vi skal nok finde Ryan igen.”

* * *

Og det var så sidste gang min mor sagde hans navn. Det var sidste gang jeg hørte hans jublen, når jeg overgav mig og legede gemmeleg med ham. Det var sidste gang jeg så ham, og nu… ville jeg aldrig komme til at se ham igen.
Politiet havde sendt efterlysningerne i fjernsynet det første års tid, men nu var sagen døde hen. Politiets søgen havde været forgæves. Ingen i hverken byen eller nabobyerne havde set noget til Ryan, siden den lørdag i skoven. Jeg følte mig stadig skyldig. Jeg skulle have passet bedre på ham, jeg skulle ikke have ladt ham løbe ind i den store dunkle skov. Min mor havde brugt de sidste to år på at overbevise om, at det ikke var min skyld – men jeg var stadig ikke overbevidst.
Jeg sukkede opgivende og løftede for første gang i flere minutter blikket, for at se på min mor. Hun var for længst holdt op med at spise, og hun så heller ikke på Ryans tomme plads længere. Hun så faktisk ikke på noget, hendes blik var meget fjernt, som om hun var et eller andet sted langt borte.

”Er du færdig?” Jeg fik et chok, da min mor pludselig brød den kvælende stilhed.
”Øhm.. Ja,” hviskede jeg, og hun tog min tallerken under sin og gik ud i køkkenet. Jeg tog de halvfyldte gryder og bar dem ud på det lille runde bord i køkkenet.
”Skal vi gemme det til i morgen?” Jeg så på min mor og pegede på kødsovsen.
”Jeg har købt nogen koteletter til i morgen, så bare giv Tikka det,” mumlede hun og begyndte at sætte tallerkner med rester af kødsovs i opvaskermaskinen. Jeg slæbte mig af sted hen mod Tikkas madskål. Tikka logerede voldsomt med halen og daskede mig en over benet nu og da. Jeg lo en nervøs latter og begyndte langsomt at hælde kødsovs ned i hendes skål. Hun sad utålmodigt ved siden af mig og ventede, på jeg skulle blive færdig. Jeg skrabede de sidste runde kødklumper ned i hendes madskål, og hun kastede sig straks over det. Jeg gik over til min mor og satte den tomme gryde på køkkenbordet.
”Er det okay, jeg tager over Simon?” Jeg så op min mor.
”Selvfølgelig,” mumlede hun. ”Det er jo ferie.”
Jeg smuttede lydløst ud af køkkenet og ud af hoveddøren. Den lune sommerluft varmede min hud, så jeg lod min jakke ligge derhjemme. Der var masser af larm rundt om i kvarteret. Børnene benyttede sig af de lyse nætter og legede ude til sen aften. Naboer inviterede hinanden over til grillmad og snobrød.
Jeg gik i mine egne tanker og så slet ikke op, når folk gik forbi mig. Mit flashback fra tidligere på aften vendte langsomt tilbage. Jeg hørte det, jeg var overbevidst om var Ryans skrig. Jeg hørte hans melodiske barnestemme råbe mit navn. Jeg hørte.. Dunk! Jeg så forskrækkede op og to store mørkebrune øjne så ned på mig.
”Åh.. Undskyld,” mumlede jeg forlegent og rødmede. ”Jeg gik i mine egne tanker.”
De mørkebrune øjne der tilhørte en dreng med bronzefarvet hår fast holdt mit blik.
”Det var lige så meget min skyld. Jeg skulle have set mig for,” sagde han smilende.
Jeg smilede tilbage til ham og vi fortsatte hver sin vej. Jeg så længselsfuldt efter ham. Han måtte være noget lignende det smukkeste væsen på denne jord. Jeg rystede tanken af mig og så lige frem igen, det ville være alt for pinligt, hvis jeg vadede ind i et til menneske.
Jeg gik målbevidst hen mod det lille røde murstens hus og ringede på dørklokken. Det var Simon selv der åbnede døren.
”Hej søde,” sagde han og kyssede mig blidt på munden.
”Hej,” mumlede jeg og gik ind af den åbne dør.
”De andre er kommet,” sagde han pludselig, mens jeg hang min jakke op. ”Vi regner med at tage på diskotek, tager du med?”
Jeg var overhovedet ikke i humør til at tage i byen, så jeg stak ham en hvid løgn. ”Desværre, jeg lovede min mor at komme hjem og hjælpe min mor med at rydde op.” Som om, kunne jeg virkelig ikke finde på noget bedre?
”Nå okay,” mumlede han irriteret. Han tog min hånd og hev mig med ind i stuen, hvor de andre sad. De andre bestod af Laura og Jessica, to piger fra min klasse og Marc og Christian, to drenge fra Simons klasse.
”Hej Camilla,” Laura vinkede mig over ved siden af hende og Jessica, og jeg slap Simons hånd og satte mig mellem dem.
”Hvad så?” Spurgte Laura, og Jessica vendte sig rundt for at være med i Marc, Christian og Simons samtale. ”Hvad går du og laver for tiden?”        
”Ikke det store, hvad med dig?”Mumlede jeg.
”Tja.. Jeg laver heller ikke så meget for tiden. Hvis vejret bliver til det regner mig og Jessica med at tage til stranden i morgen, vil du med?”
”Øhm.. Ja, det vil da gerne.”
”Perfekt. Tager du med i byen om lidt?” Hvorfor skulle hun lige spørger om det? Hun kendte mig bedre end Simon, og jeg var sikker på hun ville sætte spørgsmålstegn ved, at jeg pludselig havde besluttet mig for at hjælpe min mor med at rydde op.
”Det tror jeg ikke. Jeg er lidt træt, så jeg tror bare, jeg går hjem i seng,” det var det bedste jeg kunne finde på.
”Argh, hvor træls – jeg håbede på, at jeg kunne bælde flere shots end dig i dag,” lo hun.
Jeg lo sammen med hende og sagde: ”Det må vi gøre næste gang, men jeg fatter egentlig ikke du gider, du spilder jo din tid, og du ved det godt. Jeg vinder altid!”
”Det er fordi du kan drikke så skide meget uden at blive fuld,” brokkede hun sig leende.
”Du har ret, jeg er verdensmester til ikke at drikke mig i hegnet,” jeg lo højt samme med hende.
”Please, tag nu med. For min skyld,” mumlede hun og forgav at være sur. Jeg kendte godt min bedste veninde, hun havde en stærk form for overtalelses evne, jeg kunne lige så godt overgive mig med det samme.
”Okay, okay. Men jeg bliver ikke så længe.”
”Wuhu!” Jublede hun og hældte en slat øl mere op i sit glas.

Kapitel 2 – Justin

Dansegulvet blev oplyst af svagt grønne, røde, gule og blå skær fra den store lampe lignende ting i loftet. Marc, Christian, Simon og Jessica gik straks ud på dansegulvet, men Laura hev mig op i baren – hun ville simpelthen se, om hun kunne drikke flere shots end mig, selvom hun vidste, hun ikke ville få andet end tømmermænd i morgen tidlig ud af det – jeg er og bliver verdensmester til at drikke andre folk omkuld, uden selv at være påvirket. Jeg lo af Laura, da hun gik hen til baren og flirtede med bartenderne for at få gratis shots – typisk Laura. Jeg så mig små genert omkring, mens jeg ventede på, at Laura kom tilbage – forhåbentligt med en bakkefuld shots – og pludselig fangede mit blik noget interessant – var det ikke drengen jeg stødte ind i på vej hen til Simon?
Jeg stillede skarpt og fik mit svar – det var ham. En gysen gik gennem min krop, da han drejede hovedet og så smilende på mig. Jeg rystede på hovedet af mig selv og vendte mig om mod Laura, der triumferende kom vadende med en bakke fuld af shots, en flaske vodka, tre flasker tequila og en hel del øl.
”Er du klar?” spurgte jeg med en sarkastisk tone og tog en shots fra bakken.
”Jeps! Jeg købte 25 shots. Du sætter dine tomme glas på højre side af bakken, så sætter jeg mine på venstre side og..”
”..Den der har drukket flest når der ikke er flere tilbage vinder!” Jeg afsluttede hendes sætning.
”Præcis! 1, 2, 3!” Så var kampen i gang. Jeg hældte uden problemer den ene shots efter den anden ned, mens Laura kæmpede med at indhente mig. Jeg smålo bare af hendes tåbelige forsøg, mens jeg hældte de sidste to shots på bakken ned.
”Done!” Råbte jeg triumferende.
”Gad vide hvem der vandt?” Laura skar ansigt og så over på de mange glas der hobede sig op, på min side af bakken. Jeg lo af hendes ansigtsudtryk, og hun lo med mig.
Jeg havde drukket 16 shots, mens Laura kun havde fået tvunget 9 ned. Jeg kunne ikke lade være med at være lidt stolt, selvom det ikke kom som en overraskelse for nogen af os.
”Hvor er de andre henne, vi gider da ikke drikke alene,” mumlede Laura og spejdede efter de andre. Min øjne søgte også febrilsk, men det var ikke efter de andre tre – jeg prøvede at finde drengen med det bronzefarvet hår, jeg var stødt ind i tidligere. Mine øjne gled hen over forsamlingen af fordrukne teenagere. Først fangede mit blik de andre tre, og jeg prikkede Laura på skulderen, og hun gik over for at hente dem. Da hun var væk, søgte jeg endnu mere febrilsk end før efter hans mørkebrune øjne og.. Bing. Pludselig fandt jeg ham i mængden. Han hang ud sammen med en folk fra 1.g, så vidt jeg kunne se. Pludselig drejede han uventet hovedet, og jeg blev så overrasket, at jeg glemte at se væk. Han smilede skævt, og jeg holdt øjenkontakten med ham et kort øjeblik. Så kom Laura, Marc, Christian, Jessica og Simon gående, og jeg måtte modvilligt sænke blikket. Simon skænkede tequila op i nogen plastik gals, og jeg snuppede lynhurtigt det første gals og hældte indholdet i mig.
”Rolig nu Camilla. Du hælder jo i dig, som om der er noget du skal nå,” lo Jessica.
”Jeg smutter også snart hjem, så altså.. Jeg skal jo nå at have så meget så muligt indenbords inden,” jeg lo højt sammen med Jessica.
”Bliver du ikke lidt længere?” Tiggede Laura.
”Kun en times tid. Jeg er virkelig træt, og jeg regner med at tage ud og shoppe i morgen, så.. Jeg vil helst ikke have tømmermænd,” smålo jeg.

 
Panel title
Antal besøg: 357

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,61078405380249sekunder