|
Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet består af politikere fra alle medlemslandene. Der er 736 medlemmer af Europa-Parlamentet. Hvert medlemsland vælger sine repræsentanter ved direkte valg, der finder sted hvert femte år - senest i juni 2009.
Antallet af repræsentanter fra hvert land afhænger af medlemslandets størrelse. Danmark har 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Parlamentet må ikke samtidigt være medlemmer af et nationalt parlament, f.eks. Folketinget.
Hvad kan Europa-Parlamentet?
Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet, når man benytter den fælles beslutningsprocedure til EU-lovgivning. Den fælles beslutningsprocedure indebærer, at Rådet og Europa-Parlamentet skal være enige om et lovforslag, før en retsakt kan blive vedtaget.
Desuden er det Europa-Parlamentet i samarbejde med Rådet, der vedtager EU’s budgetter inden et regnskabsår. Efter regnskabsåret er det endvidere Europa-Parlamentet, der endeligt skal godkende Kommissionens gennemførelse af det foregående års budget.
Derudover er det Europa-Parlamentets opgave at udøve demokratisk kontrol med EU's institutioner – hovedsageligt Kommissionen.
Organisering af medlemmerne
I Europa-Parlamentet organiserer de valgte politikere sig ikke efter nationalitet, men efter deres politiske tilhørsforhold. Derfor er Europa-Parlamentet delt ind i forskellige grupper. I alt er der otte forskellige grupper. Syv af dem er en slags politiske partier, og i den sidste sidder løsgængerne.
Medlemmernes arbejde foregår først og fremmest i Bruxelles, men ca. en uge hver måned er de til plenarsamling i Strasbourg.