Familien Aagaard Müller - Dagbog
Aug
28
2012

Sikken en modtagelse

Så er vi igen på dansk grund og det er bare dejligt at være hjemme.

Turen hjem var lang og trættende, men Noah tog det hele med et smil. Under turen fra Lagos til Frankfurt sov han i sin lift hele vejen. Selv de 5 timer i Frankfurt blev overstået i god ro og orden. Faktisk faldt han i søvn kl. 9.15, opdagede slet ikke at vi gik ombord på næste fly kl. 11.15 og vågnede først 10 min. før vi landede i CPH. Han var udsovet og frisk og meget klar til at møde de fremmødte i ankomsthallen. Det gik over al forventning. Noah tog alle med storm og fik hilst pænt på inden turen gik hjem til frokost i Greve med den nærmeste familie. Selv herhjemme opførte han sig meget eksemplarisk og de fleste fik da også lov til at sidde med ham. Nogle fik endda kyssere og alle synes, at Noah er en lækker lille steg.

Vi blev overdynget med gaver og blomster, og det var meget overvældende og rigtig skønt endelig at tale med nogle mennesker, som vi havde savnet så længe. 

Nu prøver vi at få ryddet ud i alt vasketøjet, maskinen kører på fuld tryk og tørretumbleren har naturligvis også været i brug. Samtidig er vi i færd med at give alle besked om vores hjemkomst, adoptionsbureau, sundhedsplejerske, læge og folkeregistret, så vi kan forsøge at få en hverdag i gang.

Vi har endnu ikke besluttet om denne hjemmeside skal fortsætte, men for en god ordens skyld, skulle vi da lige have afsluttet "vores rejse" på en ordentlig måde.

Tusind tak til alle, der har skrevet hilsner i vores gæstebog og sendt emails. Det har varmet omkring hjertet når man er langt væk fra det hele.

Tusind tak til alle der mødte op i lufthavnen, de af jer vi ikke nåede at snakke så meget med skal nok høre fra os i nær fremtid.

Tusind tak til alle forældre, naboer osv., der har kigget efter vores hus og ordnet haven m.v.

Tusind tak til alle fra nær og fjern, der har sendt gaver og blomster. Vi er rigtig glade for, at i har tænkt på os.

Og ikke mindst tusind tak til familien, som havde forberedt frokost og sat mælk og leverpostej i køleskabet til Peter.  

Aug
25
2012

Nedtællingsuret er opdateret - farvel til Lagos

Så har vi sagt farvel til vores italienske venner og venter nu på vores frokost på hotelværelset. Kl. 16 (17 dansk tid) starter vores rejse mod lufthavnen og forhåbentlig ankommer vi til tiden i CPH i morgen middag.

Vi giver lige lyd fra os når vi har tjekket ind og igen når vi kommer til Frankfurt i morgen tidlig.

Ha det godt alle sammen til vi ses derhjemme.

Aug
24
2012

VI KOMMER HJEM - JUBIIIIIIIIIIIIII ......

Kære alle sammen.

Så er det endelig en realitet. Dagen i dag har pludselig taget en håbet men uventet drejning. I går eftermiddags fik vi oplyst, at Noah´s Laissez-passer var ankommet til Lagos en dag før forventet. I formiddag har vi så været inde på LIFE Foundations kontor og hente det samt givet dem kopier af alle vores dokumenter fra Calabar. Da vi skulle gå bad vi om at låne en computer med internetadgang for at tjekke om der skulle være kommet en mail fra vores rejsebureau (vi har siden i forgårs haft bekræftede billetter til onsdag i næste uge, men bad i går om at blive sat på venteliste til lørdag, søndag, mandag og tirsdag også). Og sørme så, der var bid. 4 minutter før vi lukkede mailen op havde den kære Lars fra FDM sendt en mail om, at han nu havde billetter til os til I MORGEN LØRDAG DEN 25. AUGUST 2012. Vi ringede til ham fra bilen og glæden ville ingen ende tage. Han kan dog ikke garantere os sæder ved siden af hinanden, men Marianne har lovet at være en stor pige såfremt det kommer til at være sådan, at vi ikke kan få 2 sammenhængende sæder. Vi kan desværre heller ikke komme med første fly fra Frankfurt, så vi skal vente der i 4 1/2 time før turen går videre til CPH. Det er fuldstændig lige meget - nu vil vi bare gerne hjem.

Vi håber at mange af jer har mulighed for at komme ud i lufthavnen og tage imod os når vi lander med fly LH 824 søndag den 26. august 2012 kl. 12.40. Så kan vi lige tage en introduktionsrunde med Noah inden vi kører til Greve og spiser frokost med et par stykker fra den nærmeste familie. De øvrige af jer skal vi nok også få tid til at se når vi engang er kommet på plads, og der er faldet lidt ro på i det lille hus.

Vi glæder os så meget til at se vores familie og venner, og selvfølgelig ikke mindst til at kunne vise vores guldklump frem for hele verden. 

Mange kærlige hilsner fra Noah, Peter og Marianne

Aug
24
2012

Lidt af hvert

Blot en kort meddelelse.

Tak til alle, der skriver til mig (Marianne) på FaceBook. Jeg kan desværre ikke åbne min profil da den er blevet midlertidigt lukket. Der bliver ikke gjort noget ved det før vi igen er på dansk grund.

Vi håber at internettet på hotellet er på vores side i eftermiddag/aften for der skriver vi et indlæg i dagbogen om, hvornår vi lander i DK i næste uge.


Aug
21
2012

Så krydser vi fingrene

Så skal vi bede om lidt hjælp fra jer derhjemme og ham oppe i himlen. Papirerne vi mangler fra DK er sendt af sted med UPS i dag og ankommer forhåbentlig som ventet til Lagos på fredag. Vores rejsebureau arbejder hårdt på at få os hjem her fra, så nu må i gerne krydse fingre for, at der kommer 2 ledige pladser på flyet enten mandag eller tirsdag aften i næste uge. Vi står stadig på venteliste til alle afgange hele ugen og håber så inderligt, at 2 personer fortryder og hopper frivilligt af.

I dag har vi talt med alle forældre og nogle søskende - det har været stor SKYPE dag - og det var fantastisk at se og høre jer alle sammen. Det blev desuden også lige til en lille hilsen fra Thomas og Birgit i Nairobi. Alle samtaler med forholdsvis god forbindelse. Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle, og håber at rigtig mange har mulighed for at komme og sige hej når vi lander i CPH - forhåbentlig tirsdag eller onsdag omkring kl. 11.00 i næste uge.

Aug
21
2012

Internet test mandag aften

Så har vi fået afprøvet internettet et døgns tid. Det virker OK og er en smule - kodeordet er her smule - hurtigere end det var i Calabar. Med en rolig mandag aften på værelset, hvor Noah faldt hurtigt i søvn og Peter så fodbold, og VUPTI, så var der lagt 16 billeder på. Det tog kun omkring 3 1/2 time så det er jo bare lynhurtigt smiley.gif Det skal dog lige siges, at hvis strømmen ryger - så ryger internettet desværre også.

Men det lover altså positivt for den kommende uges tid, hvor vi ved vi skal være på dette hotel. At være på hotellet betyder jo så også, at vi ikke kommer ud og oplever noget særligt. Vi er stadig lidt for store kyllinger til at gå gennem porten og ud på den anden side, i hvert fald sammen med Noah. Derfor får vi nok heller ikke taget så mange spændende billeder, men mon ikke der kommer et enkelt eller to på i løbet af ugen fra poolen, som bliver det sted vi primært kommer til at opholde os fremover ... smiley.gif

Aug
20
2012

Sidste stop inden afrejse mod Danmark ...

Så er vi kommet på plads på hotellet. Vi har pakket ud og fundet os til rette i det, der bliver vores sidste base inden vi skal hjem. Hotellet (Lekki Heights - i kan sikkert finde det på nettet) er OK. Her er dejlig roligt, forholdsvis rent, stor swimmingpool og ikke så mange myg smiley.gif De har laundry-service, så vi har da lige sendt en stor pose beskidt tøj af sted, som vi får tilbage igen i morgen. Frem for alt bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved, at vi går rundt med et barn, der på ingen måde ligner os. Man kan jo roligt sige, at Danmark er skyld i, at pengene fosser ud af statskassen, men vi har besluttet, at vores sidste tid i Nigeria må koste, hvad det koste vil. 

Vejret i Lagos er helt perfekt lige p.t. - vi tror det er det samme som i Danmark. Solskin, et par enkelte byger i ny og næ, og omkring eller lige over de 30 grader. Så det er dejligt at kunne gå til poolen og blive kølet ned og ikke mindst få slået nogle timer ihjel.

Årsagen til vores flytning er en længere historie, som vi vil sparre jer alle for. Hovedsagen er, at vi nu har det godt, og at vi begynder at føle os som en lille familie for første gang i 5 uger. Men vi har også nogle rigtige positive nyheder, som vi kan fortælle om. Netop i dag har vi fået en 90% bekræftelse på, at de manglende dokumenter bliver sendt fra Danmark tirsdag eller onsdag, og dermed bør ankomme til Lagos fredag, lørdag eller senest mandag. Vi arbejder derfor hårdt på, sammen med vores rejsebureau FDM, at få booket nogle flybilletter til starten eller midten af næste uge. Det ser ikke så lovende ud, for vi er p.t. på venteliste til alle afgange fra mandag d. 27. august og en uge frem. Når vi ved mere om dokumenterne og hvornår FDM kan få os hjem her fra vil vi opdatere dagbogen igen.

Men ellers går det fint. Noah trives, og vokser - håber vi - men spiser stadig ikke andet end NAN 1 modermælkserstatning. I fredags prøvede vi med et lille bitte stykke sandkage - ja det var altså Mrs. Basseys idé - og det gik ikke helt så godt. Noah spule ørlede ud over sit tøj og bæreselen, og det var vel at mærke 5 minutter inden afgang mod lufthavnen. Så hurtigt på hovedet ned i en kuffert og finde noget tøj, der var praktisk men som overhovedet ikke passede sammen. Det samme sker når vi prøver med en sut, der er ikke mange afrikanske børn, der vokser op med sut. Men de siger vi skal blive ved at prøve for at undgå, at han spiser sine hænder, sit tøj eller stofbleen. Det må blive når vi kommer hjem og får købt en anden slags sutter end dem vi har med her.

Vi har Wi-Fi (trådløst internet) her på hotellet. Så snart vi ved, hvordan det virker på de forskellige tidspunkter af døgnet, vil vi forsøge at lægge nye fotos i billedalbummet og også melde ud om SKYPE muligheder. Ha tålmodighed - vi har på ingen måde glemt jer   smiley.gif

Aug
18
2012

Ankomst til Lagos og flyttedag igen ...

Kære alle.

Turen til Lagos i går gik over al forventning med lille Noah. Han tog flyveturen meget roligt og sov næsten hele vejen og fik lige lidt at drikke under landingen (han brokkede sig lidt så måske var det trykket i ørerne). Derefter gik turen i bil til Victoria Island, hvor vi er blevet indlogeret hos Elvira og hendes mand Alain. Det tog 2 stive timer at køre til huset så det var noget af en prøvelse for den lille trætte familie (vores fly var forsinket så vi kom ret sent frem). Vi fik anvist et værelse og derefter var der aftensmad. Der bor et fransk par her med deres datter på 1 år, og ud over dem er der naturligvis husets beboere (Elvira og halvdelen af deres børn er dog ikke hjemme, men så er der til gengæld masser af andre folk).

Huset er desværre ikke det vi havde forventet og vi (også vores italienske venner fra Calabar) er derfor blevet enige om, at vi flytter på hotel. Dagen i dag er derfor gået med at få "problemet" løst og finde et hotel, der kan tage os 2 familier ind med kort varsel. Det er lykkedes og vi glæder os til at se stedet i morgen eftermiddag. Vi har smugkigget på billeder på internettet - vi har lige fået det til at virke et par timer - og det ser lovende ud. Håber ikke vi bliver skuffede i morgen for vi flytter ikke mere.

Der skulle være internet på hotellet, vi håber det virker så vi kan opdatere vores dagbog og holde kontakt med jer derhjemme. Opdatering kommer så snart vi er på plads på hotellet, måske i løbet af i morgen søndag, men ellers mandag.

Aug
16
2012

Farvel til Calabar

4 dage uden regn har gjort det godt for humøret her i Calabar. Tirsdag skulle vi have været på sightseeing, men tingene går jo meget sjældent som man planlægger her i Nigeria. Vi stod op og tog en stille og rolig formiddag, hvor vi alle glædede os til at komme lidt ud igen. Da frokosten var spist var det tid til at tage af sted til en dag på museum og marinaen. 5 min før vi skulle køre ringede Utibe dog og måtte beklage, at chaufførens bil var ”broken down” og ikke kunne starte. Hun har ikke tillid til andre chaufførfirmaer her i byen – det skal være nogen hun kender og stoler på når vi skal af sted alene – så derfor måtte vi meget skuffede returnere til vores værelser i huset. Men så var det jo godt at det var tørvejr, for så blev dagen i stedet brugt til at vaske lidt tøj. Det bliver det sidste tøj vi skal stå og slide og slæbe med hen over badekaret inden vi drager videre mod Lagos (i huset i Lagos er der heldigvis både vaskemaskine, tørretumbler og varmt vand i hanen – har vi hørt). Aftenen brugte vi på at pakke en enkelt kuffert med beskidt tøj. Den er nu låst af og bliver ikke åbnet igen før vi rammer Danmark.

Onsdag vågnede vi op til endnu en solrig dag. Formiddagen blev brugt på lidt solbadning ude i indkørslen før vi skulle spise frokost og ud og besøge Morten og Queen på deres hotel. Den dag havde vi set frem til siden aftalen blev lavet lørdag. Vi havde nogle rigtige hyggelige timer på Treasureland Hotel, hvor især Peter og Julia (italienernes datter) havde set frem til, at kunne plaske rundt i poolen. Først skulle vi dog lige skaffe en badedragt til Julia og et par nye klip klapper til Marianne, så vi måtte en tur forbi markedsgaden på vejen til hotellet. Utibe havde bedt os lade børnene blive i bilen, så Monica (den italienske mor) og Marianne måtte alene vove sig ind på markedets smalle stræder for at lede efter de ting vi manglede. De første par boder vi besøgte havde ikke det vi havde brug for, så Monica var lige ved at opgive. Men heldigvis var Marianne standhaftig og fik lokket Monica med ind i på de rigtigt smalle steder blandt levende dyr, slagtervarer, der naturligvis ikke står på køl og alskens mærkelige og finurlige ting. Det lykkedes os at finde en lille bod, hvor en dame havde lige præcis det vi kom efter, og 10 minutter senere var vi ude ved bilen igen. Drengene havde været lidt bekymret for os og havde et kort øjeblik overvejet, at starte en eftersøgning. Men ingen grund til panik, pigerne klarede turen til markedet i fin stil.

Men nu til endnu en af de ting, som ikke helt går som det skal – nemlig vores hjemrejse. Vi kan nu afsløre, at vi faktisk havde billetter på hånden fra Lagos til Frankfurt den førstkommende søndag. Dem har vi desværre måttet afbestille i går. Årsagen er, at vi afventer det meget vigtige Laissez-pas fra Danmark – passet giver sammen med en opholdstilladelse Noah ret til indrejse i Schengen-landene. Vi havde fået oplyst, at passet ville blive afsendt fra DK i tirsdags, og at det ville tage ca. 3 dage om at nå til Lagos med UPS. Tirsdag fik vi dog den nedslående besked, at Statsforvaltningen, som tager sig af udstedelse af pas og opholdstilladelse, har tekniske problemer og endnu ikke har lavet dokumentet. Vores adoptionsbureau anmodede Statsforvaltningen om at lave det inden vi rejste til Nigeria, så dvs. at de p.t. har haft i hvert fald 5 uger til det. Men nu er det hele jo også gået så legende let indtil nu, så hvorfor skulle der dog ikke komme en enkelt forhindring på vejen??? Vi havde blot ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle blive Danmark, der blev årsagen til, at vi ikke kan tage hjem. I en ny mail fra bureauet i går fortæller de, at Udlændingestyrelsen nu også er sat på sagen, og at der arbejdes på højtryk for at få os 2 familier ud af Nigeria og hjem til DK. De forventer at kunne give os mere besked inden ugens udgang. Vores rejsebureau arbejder samtidig på, at få os af sted på et fly næste weekend, men da det er højsæson lige nu er der venteliste. Vi håber at kunne komme med positive nyheder inden ugen slutter, men lige nu er det altså farvel til Calabar og endnu engang goddag til Lagos.

Aug
13
2012

Så fik vi set lidt af Calabar, men vi er ikke færdige endnu ...

Lørdag tog vi på sightseeing til Drill Ranch. Det er et sted (på engelsk et sanctuary) for 3 forskellige arter af aber. Vi bad om en guidet rundtur af en af de ansatte – en meget sød pige fra Sidney Australia – som til vores store glæde kender alt til vores fantastiske kronprinsesse Mary. Vi kunne fortælle hende, at Mary har ”gjort sit job” i Danmark og fået ikke mindre end 4 børn på 6 år. Drill Ranch er et meget lille sted, men de gør hvad de kan – for de midler de får til rådighed – for at dyrene skal få et godt liv. Nogle af dyrene kan aldrig sættes ud i naturen igen, men dem der kan, kommer det når de er gamle nok til at klare sig selv. Vi så chimpanser og den udryddelsestruede Drill Monkey. De havde også et par enkelte grå papegøjer. Rundturen var forholdsvis hurtig overstået, vi donerede nogle penge til mad til aberne og forlod ranchen igen. Derefter gik turen til den lokale pub – ja altså pub er nok så meget sagt – for der var hverken øl eller levende musik. Der fik vi serveret den lokale drik ”Palm-Wine” (palmevin), som var blevet tappet fra palmerne på den modsatte side af vejen samme morgen. Der kom også Plantains (store kogte bananer) og noget vildtkød på bordet, som endnu engang kunne tage pusten fra selv den mest hærdede chilispiser. Deres kød hernede er godt nok stærkt og det kræver noget at drikke og en klud til at tørre sveden af panden efterfølgende. Da alle kander var tømt og det sidste sovs slikket af tallerknerne kørte vi til Morten og Queens Hotel. Vi bestilte noget øl og sodavand, og mens vi ventede på det gav Julia og Anthony et nummer. De kan sgu danse de 2 små unger (vi håber at Noah har bare en lille smule af det i blodet) J Drikkevarerne lod vente på sig og da vi har faste spisetider i huset blev vi desværre nødt til at køre før tørsten var slukket. Vi nød bare så meget at være ude og havde slet ikke lyst til at tage hjem, men kokken ventede jo ….

 

Søndag tog vi med familien Bassey i kirke. Vi forlod huset omkring kl. 9 og vidste på ingen måde, hvad det var vi skulle ud til. Vi tænkte, at det måske var nogenlunde som det man ser i TV, men vi blev overraskede. Da vi steg ud af bilen blev vi overdøvet af meget høj og glad musik. Nogle af kirkens folk kom ud og tog imod os og viste os hen til stolerækken i midten af kirken. Kirken er bare en stor bygning uden vinduer, men med masser af glæde og et 9 mands orkester. Efter en times tid med forskellige sange fik vi at vide, at den næste halvanden time stod i børnenes tegn. Det var simpelthen børnenes dag i Rapha Missions Assembly, som er det kirken hedder. Der blev holdt konkurrencer med vinderpræmier, som var pakket ind i fint papir. En af konkurrencerne bestod i, at 2 piger og 2 drenge (de har vel været omkring 10 år) sad oppe på scenen og skulle besvare nogle spørgsmål, som nogle tilfældige mennesker havde lavet. De var rigtig dygtige alle 4 unger, men drengene vandt altså med et enkelt point. En anden konkurrence var 4 børn – lidt ældre end de første – der fik oplyst et nummer på et kapitel i biblen. De skulle hurtigst muligt finde det kapitel, træde et skridt frem og læse kapitlet op for os alle. Og hold nu op det gik hurtigt. De børn kender virkelig deres bibel ud og ind. Bagefter lavede børnene et skuespil, sang forskellige sange og viste os en dans, som de håber at komme ud og optræde med engang. Til sidst blev alle de tilstedeværende børn velsignet af Mrs. Bassey herself. Det var en meget rørende oplevelse, at der bliver bedt for ens søn og sagt, at man håber det må gå ham og hans familie godt resten af deres liv. Vi blev skam også nævnt. Mrs. Bassey fortalte om de specielle venner, som de har boende hos dem i øjeblikket. Alle vores navne blev nævnt, vi rejste os og alle i kirken klappede af os. Normalt slutter søndagskirken kl. 11.30, men lige præcis denne dag måtte Mrs. Bassey undskylde for, at det havde taget lidt længere tid. Vi sluttede først omkring kl. 13. Heldigvis havde vi mad og vand med til Noah. Vi skyndte os hjem til frokost – for kokken havde jo ventet på os i lidt mere end 1 time.

 

Vi må da også lige nævne vejret. Det har været overraskende godt den sidste tid og ikke en eneste dråbe regn er faldet det seneste halvandet døgn. Jubiii for det … Vi håber det holder resten af vores dage i Calabar for i morgen planlægger vi at se både marinaen og slavemuseet og onsdag eller torsdag tager vi ud til Queen og Mortens hotel og siger farvel til dem.

 

Til slut vil vi lige sige, at der desværre ikke p.t. er noget nyt omkring vores hjemrejsetidspunkt. Vi håber meget på, at der bliver sat en dato på inden udgangen af denne uge. Vi forventer, at dokumenterne fra Danmark ankommer i løbet af 4 – 5 dage fra i dag, og så skal vi have løst problemet med de manglende 2 sæder ombord på et lufthansa fly mod Frankfurt. Hvis nogle af jer nu sidder og overvejer, at opgradere os til business sæder i flyet, vil i ikke komme til at høre noget ondt ord om det – hæ hæ hæ …. J

Aug
10
2012

SÅDAN ...

Tirsdag og onsdag var nogle lange dage for os alle 3. 7 timer i ministeriet tirsdag og nogenlunde det samme i retten i onsdags. Noah var helt umulig onsdag aften og ville slet ikke falde til ro. Men lidt Gripe-Water (noget de lokale bruger til deres børn hvis de har lidt ondt i mavsen) var lige sagen for den lille mand, som efter 30 minutter - kl. 23 - valgte at overgive sig til trætheden og falde i søvn. Måske vi skulle "smugle" en lille bitte flaske af det med hjem i kufferten. Derfor valgte vi at blive hjemme i Casa de Bassey torsdag.

Torsdag aften havde vi inviteret Utibe på en øl efter aftensmaden. Hun fik pludselig en opringning om, at vi skulle komme til immigrationskontoret fredag morgen kl. 10 for at aflevere oplysninger til brug for udfærdigelse af pas til børnene. Fredag morgen besluttede hun dog at tage af sted alene, der ville uden tvivl være ventetid, så vi aftalte at hun skulle sende chaufføren når der blev brug for os. Vi blev hentet kl. 13.30 og kørt til immigrationskontoret. Vi udfyldte papirer, fik taget pasfotos og VUPTI så havde vi pludselig pas til børnene. Nye friske grønne nigerianske pas - og Noahs billede er bare så fint. Fotografen fik det største smil ud af ham. Her ud over skulle Queen og Morten samt Monica og Christian have fornyet deres visum da de kun har fået indrejse til 1 måned (Peter og jeg er født heldige - så vores gælder til den 15. september) ... 3 timer efter kunne vi køre hjem til en velfortjent aftensmad.

Men nu kommer så glædens øjeblik, som vi er parate til at afsløre over for jer. Papirarbejdet er færdigt - done - finito ........... Yeah ............. Og det betyder, at vi nu har købt flybilletter til Lagos til på næste fredag den 17. august 2012 kl.15.45 (vores tid). Helt glæde os endnu kan vi dog ikke for vi mangler stadig de meget vigtige dokumenter fra Danmark, som giver os lov til at tage Noah med ind i Europa. Vi har desværre absolut ingen idé om, hvornår disse papirer ankommer til Lagos men vi håber, at det bliver inden for de næste par uger. Og så tænker i sikkert, hvorfor så tage til Lagos nu??? Det gør vi fordi Utibe rejser til Lagos sammen med vores italienske naboer, som fordi processen er lidt anderledes i Italien, endnu har et par ugers papirarbejde foran sig i Lagos. Vi vælger at tage med for at vi forhåbentlig hurtigt kan komme hjem til DK så snart papirerne lander i Lagos. Så den næste uges tid vil vi udforske Calabar som turister, vi har rigtig meget vi skal nå, og vi starter allerede i morgen tidlig. Queen som er lokal kendt i byen vil tage os med til et sted hvor vi kan se aber. Søndag formiddag skal vi i kirke og så må vi se hvilke dage vi vælger, at tage ud os se resten af det vi har planlagt.

Aug
8
2012

En stor dag for familien Müller

 

I mandags lavede vi som alle andre dage … absolut intet. Vejret var heller ikke godt denne dag så vi blev hjemme i huset.

I går skulle vi til interview i ministeriet. Kl. 10.30 blev vi hentet i privaten og kørt gennem byen. Det var meget dejligt, endelig at komme uden for porten og ”få lidt frisk luft”. Nu kunne vi se lidt af den by vi har boet i gennem 3 uger. Den adskiller sig ret meget fra alle andre byer, som vi nogensinde har besøgt, og ikke mindst fra Lagos. Der er meget mere frodigt / grønt end i Lagos og langt færre mennesker og mindre trafik. Men køn og smuk er nok noget af det eneste vi ikke kan kalde den. Sådan er det nok bare i Afrika, hvor ingen af os jo har været før. Man skal lige vænne sig til, at en helt almindelig butik i Calabar er et skur i vejkanten, hvor ekspedienten i langt de fleste tilfælde, sidder ude på fortovet under en parasol, som både skygger for regn og sol. Hunde fik vi også set et par stykker af – heller ikke disse er som derhjemme. Nå, men vi ankom næsten til tiden i ministeriet og blev vist ind på det kontor vi var på den dag vi tog ud og hentede Noah. Der sad vi så alle 3 par og ventede på, at The Commissioner fik tid til at snakke med os. Vi blev kaldt ind par for par, vi kom ind som de sidste. Heldigvis havde vi taget vores forholdsregler og medbragt mad og drikke til os alle 3. Det fik vi også brug for … de går ikke så højt op i at holde deres tider hernede, men vi andre skal altid være der på det aftalte tidspunkt. Da vi kom ind på kontoret sad der i alt 6 personer, som skulle deltage i interviewet. The Commissioner er en meget sød dame, som bød os velkommen og bad vores agent fortælle hende, hvordan hun oplever at vi klarer det som forældre. Utibe kunne heldigvis ikke sige andet end positive ting, hun ser os jo til hver dag fordi vi bor under samme tag. Noah tog alle på kontoret med storm, han storsmilede og opførte sig meget eksemplarisk under hele samtalen. Der var ingen af deres spørgsmål, der kom bag på os … det var som vi forventede at de gjorde os opmærksom på, at vi skulle tage os godt af vores søn og aldrig lade ham tro, at han er anderledes end os eller nogle andre, på trods af hans hudfarve. Alle folk synes at være meget tilfredse med vores svar, så det gik legende let at få det interview overstået. Derefter kom den egentlige ”ventetid”. Vi skulle afvente de meget vigtige dokumenter 1) Letter of Approval for Legalization og 2) Approval for Inter-country adoption. Disse dokumenter giver os ret til at få sagen i retten, som jo skulle foregå onsdag. Det var nogle meget lange og varme timer i den bagende sol (ja i læste rigtigt), men vi fik hvad vi kom efter. På vejen hjem kørte vi til et supermarked for at handle ind til en lille fest i Casa de Bassey. Vi var nødt til at fejre, at vi nu var nået så langt i processen. Hjemme fik vi kolde øl og lidt chips og derefter tidlig aftensmad. Efter maden bød Mr. Bassey os på rødvin. Men det var tidligt godnat for os, det havde været en lang dag for os alle.

Onsdag blev endnu en dejlig dag. Det var tørt og solrigt fra morgenstunden. Vi blev hentet kl. 8.30 af vores 2 chauffører og kørt til retsbygningen, hvor vi skulle være præcis kl. 9. Damen i ministeriet i går sagde, at det var vigtigt vi var der til tiden for ellers ville de tage de andre slags sager først. Derfor tænkte vi, at det nok blev en hurtig proces og en kort dag i forhold til i går. Men det er jo Nigeria, så der troede vi fejl. Retssalen var fyldt til bristepunktet med mange forskellige mennesker med forskellige ærinder. Vi følte os lidt i mindretal, og ja, de lokale kiggede da også lidt rigeligt på os. Nå, men 3 stive timer gik der før den kvindelige dommer ”havde tid og lyst” til at starte på dagens tekst. Vi blev igen kaldt ind, par for par. Vores advokat og socialrådgiveren fra ministeriet var til stede og fremlagde vores sag. Noah var på dette tidspunkt begyndt at blive lidt utålmodig og forældrene, der havde siddet med ham på armen i 4 lange varme timer, var på dette tidspunkt også lidt opgivende. Men da sagen først var fremlagt gik det forholdsvis hurtigt. Vi blev kaldt op til bordet ved siden af dommeren og fik ”læst og påskrevet” en hel stil om, at vi skulle passe godt på Baby Inameti, sørge for at han kom i skole og at vores søn altid skal betragtes som vores barn og ikke fungere som tjener for os. Dette sagde vi naturligvis ja til og så smilede dommeren til os og sagde, at næste gang vi kommer til Nigeria, vil de sørge for at vi får en datter. Hun kunne se, hvor godt vi tog os af Noah, og derfor vil hun ikke have betænkeligheder ved, hvis vi skulle adoptere et barn mere. Det skal vi dog lige tale lidt mere om når vi kommer hjem til DK. Da vi forlod retten kørte vi tilbage til ministeriet for at hente de papirer, der nu skal danne grundlag for den sidste del af processen. De var dog ikke færdige, det overraskede os heller ikke, så vi blev kørt hjem til huset mens Utibe blev tilbage i ministeriet for at modtage papirerne. På vejen hjem gjorde vi lige et stop i et supermarked, hvor vi købte Spumante, øl og coca cola så vi kan holde endnu en lille fest i aften. Dagens højdepunkt er uden nogen tvivl, at vi med stor sandsynlighed på fredag den 10. august får at vide, hvornår vi kan forvente at skulle rejse tilbage til Danmark. Alt tyder på, at vores proces har været meget hurtigere end forventet og det betyder, at vi med stor sikkerhed kan forvente hjemrejse langt tidligere end planlagt. Men da vi jo er i Nigeria, hvor tingene ikke altid er til at stole på, kan vi endnu ikke sige noget om en eventuel dato. Dette vil blive meldt ud når vi er sikre og når vores returrejse er booket.

Med alt det der er sket i går og i dag kan vi dog meddele, at Noah nu officielt er vores søn for altid og dermed er endnu et medlem blevet optaget i vores store familie. Vi er himmelhenrykte og føler os lige nu som de heldigste forældre i hele verden.  Vi er stadig lidt rundt på gulvet og kan ikke helt forstå, at det er gået så hurtigt. Nu kan vi gå ud af huset, og endda sammen, så nu får vi travlt med at få oplevet Calabar så vi kan fortælle Noah om, hvor han er født. Vores plan er at skulle besøge Morten og Queen på deres hotel (de har swimmingpool), som specielt Peter ser frem til, vi skal se slavemuseet og marinaen og på søndag regner vi med, at tage med familien Bassey i kirke. Men vi glæder os til at se jer alle sammen hjemme i DK og så snart vi ved mere om hvad der skal ske, vil vi opdatere dagbogen her igen.

Ha det godt alle sammen til vi ses igen.

   

Aug
5
2012

Gang i processen, endelig ...

Lørdag blev ikke lykkens dag forstået på den måde, at det desværre ikke blev til en tur uden for buret. Vejrguderne er ikke på vores side i denne tid, hvor det regner rigtig meget. Ca. 14 timer i døgnet bliver det til på trods af, at de lokale har fortalt os, at august normalt ikke er så våd. Det har indtil nu ikke holdt stik. Men heldigvis har vi stadig rent tøj til kroppen så tøjvask står ikke øverst på listen over daglige gøremål, endnu …

Men intet er jo som alle ved så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Da vi ikke kunne komme på tur i går besluttede Utibe at udnytte tiden til noget andet. Så hun fik hurtigt arrangeret, at en fotograf kom forbi for at tage familiebilleder til sagen og fotos af børnene til deres pas. Vi klædte for første gang Noah i lidt pænt tøj, t-shirt, smækbukser og en lille halsklud. Det var simpelthen et syn for guderne. Tøjet var størrelse 4 måneder og drengen kan svømme i det J Det var en udfordring for lille Noah at skulle have taget pasfoto, men far tog ham op og holdt ham op mod en hvid væg i strakte arme og så kom det billede i kassen. Derefter kom en læge for at undersøge børnene. Vi har nemlig fået endnu en formular, der skal udfyldes forinden sagen går i retten i næste uge, og lægen skal udfylde 2 af de 5 sider. Herude på landet rejser lægen let. Han ankom med et stetoskop og et målebånd om halsen samt en ”gammeldaws” badevægt under armen. Han var meget tilfreds med hvad han så hos Noah, om end han dog synes, at han er lidt lille af sin alder. Utibe fortalte lægen, at det ikke skyldes hans ”nye” forældre, men at Noah med sikkerhed ikke har fået nok mad under hans ophold på børnehjemmet. Lægen undersøgte Noah, lyttede på ham og mærkede forskellige steder rundt på hans krop. Da han kom til benene sporede vi en smule bekymring i hans øjne og spurgte ind til det. Han fortalte, at det ser ud som om, at Noah´s ene ben er en smule skævt – men at det sandsynligvis vil rette sig ud med tiden, hvis vi bliver ved at give ham masser af god mad og ikke mindst D-vitaminer. Vi må se, hvad lægen derhjemme siger når vi tager Noah med til et 1000 km check i DK. Noah blev i øvrigt målt til 65 cm lang og ca. 5,5 kg. Lægen sagde, at han burde ligge på mellem 6 og 7 kg. Men da vi fortalte ham, at hans vægt var omkring 4 kg. sidst syntes han, at en vægtforøgelse på 1,5 kg. på 2 måneder var helt fint. Vi tror heller ikke, at vægten var helt korrekt indstillet, så vi glæder os til at kunne få hans nøjagtige vægt at vide når vi får besøg af sundhedsplejersken i DK. Lægen spottede også anelsen af en tand i undermunden, hvilket vi har ”mistænkt” i nogle dage da han savler rigtig meget.

Turen uden for buret er så udsat til i dag, men SURPRISE, det regner stadigvæk i Calabar – så den plan ser ud til at måtte udskydes endnu engang. Men det er OK – vi har jo tirsdag og onsdag at se frem til. Det betyder nemlig 2 gange uden for buret 2 dage i træk, og det er jo alle tiders taget i betragtning af, at vi har været spærret inde i snart 3 uger. Hvis ikke turen bliver til noget så kommer Morten og Queen på besøg her i huset med lille Anthony. Det går forholdsvis godt med Anthony, men Utibe har opfordret dem til at komme mere ud blandt andre end deres familie så Anthony kan begynde at føle sig tryg ved, at være sammen med mor og far.

Noah er begyndt at vise personlighed og temperament. Vi har fundet ud af, at han desværre meget nemt bliver forskrækket. Det gav forleden udslag i, at Peter gabte lidt højlydt mens Noah lå i hans skød og det brød den lille mand sig absolut ikke om. Han stak i det største hyl vi hidtil har hørt, og hold da op en stemme han har. Det tog en halv time at få ham dysset ned og trøstet til ro, men vi er da glade for, at han nu reagerer som alle andre normale børn på hans alder.

Men ellers glæder vi os bare til, at processen snart går rigtigt i gang – for det betyder jo, at vores hjemrejsetidspunkt nærmere sig for hver dag der går.

   

Aug
2
2012

Desværre, heller ikke i dag ...

Tja, det kom nu ikke som den store overraskelse, men turen til ministeriet i dag er aflyst. Utibe fortalte i går aftes, at ”The Commissioner” i ministeriet er bortrejst og at hun ikke vidste, hvorvidt der var udpeget en anden. Dette ville hun finde ud af torsdag morgen kl. 8. Så vi stod selvfølgelig op, gjorde os klar og spiste morgenmad, men som timerne gik, forsvandt håbet for, at det skulle blive i dag. Kl. 11 fik vi at vide, at interviewet ikke blev i dag, men først tirsdag i næste uge. Dermed svandt håbet desværre også om en tur uden for ”buret” for første gang i 14 dage. Vi fik desuden oplyst, at vi skal i retten dagen efter interviewet i ministeriet, altså onsdag den 8. august. De 2 datoer håber vi nu holder stik så der kommer lidt skred i processen og alt ikke bare er vente, vente, vente ….

 Men ellers forsøger vi at holde humøret oppe. Det, kan vi lige afsløre, er ikke blevet nemmere efter der er kommet nyt liv i huset. Utibe´s sønner på 3 og 6 år er nogle rigtige små terrorister. Børn skal naturligvis have lov til at være børn, men de to bøller her er godt nok et kapitel for sig. Vi vil prøve at snakke med Utibe om det i aften, for vi tror ikke vi kan blive her, hvis der ikke bliver sat nogle grænser for børnene. Vi er stadig i en fase, hvor vi har brug for at lære vores søn at kende, og han os, og vi har et stort behov for at have ro omkring os hele døgnet. Lige p.t. er vi i alt 16 personer, der har vores daglige gang i og omkring huset, og det kan godt være lidt anstrengende i længden. Ud over det kommer der af og til gæster, så lad os bare sige, at vi nogle gange er omkring 20 prs.

For at nævne noget positivt kan vi dog sige, at vi nu har fået resten af vores bagage. Det var dælme dejligt at få noget rent tøj på kroppen og ikke mindst, at få den sidste halvdel af vores malariamedicin. Nu ved vi, at vi kan forebygge et eventuelt udbrud af malaria resten af den tid vi skal opholde os i Nigeria. Og vi får desværre masser af myggestik, stort set hver eneste nat, men vi håber meget på, at det kun er ”de gode” myg, der tygger i os.

Det sidste vi vil berette om denne gang er, at Noah selvfølgelig har det fint. Utibe, som senest så ham nogle uger før vi kom, var overrasket over at se, hvor godt han trives. Hun kunne næsten ikke tro at det var ham og fortalte os desværre noget, som gik direkte i hjertet på os. De gange hun har besøgt Noah på børnehjemmet har hun tydeligt kunnet se, at han ikke trivedes og at han ikke fik nok mad. Hun har derfor flere gange bedt børnehjemmets leder om at sørge for, at nogle tog sig lidt mere af ham og gav ham mere mad. Men hun fik desværre den forklaring, at Noah ikke kunne lide mad. Vi sagde til Utibe, at det forstod vi intet af. Mindre end 2 timer efter vi fik ham i armene første gang, spiste han med største velbehag og han har endnu ikke på noget tidspunkt sagt nej tak til en flaske. Men sådan er det desværre nok bare på et børnehjem, der er for mange børn, for få plejere til at tage sig af dem og de er for uvidende omkring velfærd for børn. Vi har netop i dag taget hul på 3. dåse modermælkserstatning, og når vi kommer hjem taler vi med sundhedsplejersken om, hvornår vi kan begynde at give ham noget grød, vælling og kogte grønsager. Vi skal i hvert fald nok sørge for, at vores søn aldrig kommer til at sulte igen.

July
30
2012

Så er vi online igen, i hvert fald for en stund ...

4 dage uden internet er alt for længe når vi er så langt væk hjemmefra, men nu kører det igen. Vi har fået fornyet vores tid for en stund. Det viste sig, at vi alligevel ikke havde opbrugt den tid vi havde betalt for, men at forklaringen var et netværksproblem. Men det betyder dog stadig ikke, at vi har ubegrænset tid (internet) at bruge. Mr. Bassey har talt med nogle folk der fortæller, at det bruger enormt meget af kapaciteten at SKYPE. Derfor har vi besluttet, at vi må sparre på tiden og kun SKYPE kort tid ad gangen. Vi vil nemlig også gerne kunne opdatere dagbog, læse mails og lægge nye billeder ind på hjemmesiden. I dag har vi SKYPET kort med farmor/farfar og onkel Kasper/tante Rikke/fætter Magnus. Dejligt at se, at de alle 5 har det godt.

 

Nå, men når det så er sagt kan vi fortælle, at der stadig ikke sker så meget her i Casa de Bassey. Vi får set lidt OL i fjernsynet (i dag har vi set håndboldpigerne tabe til Korea, og det var jo ikke særlig opmuntrende), lavet lidt kryds og tværs og så er vi selvfølgelig meget omkring Noah i hans vågne timer. Det går rigtig godt med ham. Vi synes at kunne spotte en forandring i hans ansigtsudtryk for hver dag der går. Han spiser godt, pludrer, snakker, tager sine middagslurer og sover stadig fra kl. 20 aften til mellem 6 og 7 om morgenen.

 

Vi glæder os meget til på torsdag, hvor vi skal i ministeriet for 2. gang. Har ikke helt fundet ud af, hvad der skal ske den dag, men det er formentlig et længerevarende interview vi skal igennem. Og hvor heldigt er det lige, at vores rene tøj ankommer dagen før, så vi kan være bare lidt præsentable når vi møder op i ministeriet. Vi håber desuden snart at nå så langt i processen, at vi måske kan begynde at komme lidt ud af huset. Men vi skal selvfølgelig stadig være på vagt og spørge de lokale til råds om, hvad vi kan og ikke kan. Men familien her har sagt, at de planlægger at lave en tur for os til Tinapa. Det skulle være et hyggeligt sted med parker og vandland og alt muligt, så det bliver rigtig godt at komme lidt ud og opleve noget andet. Vi kunne også godt tænke os at tage en tur til ”marinaen” (de lokale kalder det for The Waterfront). Der skulle være krokodiller, og det kunne da være lidt sjovt at se sådan nogle i den frie natur. Peter har været ude og handle ind i et supermarked i dag. Vi var ved at løbe tør for både babymad, bleer osv. så det var godt lige at få tanket lidt op. Marianne har slet ikke været uden for grunden siden ankomsten til Calabar for 11 dage siden, så hun ser meget frem til en tur ud i civilisationen på torsdag.

 

July
28
2012

Ingen internet + det løse

Så har vi været uden internet i næsten 2 dage. Mr. Bassey sagde ellers, at det USB stick han havde købt til os ville fungere i 100 timer (svarende til 1 måneds internet), men det virkede altså kun sammenlagt 13 timer i alt. Derfor har vi nu lånt vores italienske naboers internet et øjeblik for at få opdateret hjemmesiden og for at kunne læse mails. Vi vil forsøge at få indkøbt en ny meget snart, men ved ikke lige, hvornår det kommer til at ske. Indtil da kan vi ikke SKYPE, læse mails eller opdatere hjemmeside. Beklager ….

 

Som altid sker der ikke meget her i Chief´s House. Dagene snegler sig af sted og det er efterhånden lidt svært at få tiden til at gå. Vi tror det bliver meget bedre i næste uge, for på onsdag kommer agenten fra Lagos, Utibe, og hendes 2 drenge på 3 og 6 år til Calabar. Så kommer der lidt nyt liv i huset, for de skal bo her sammen med os. Vi ved ikke hvor længe de skal være her, men hun kommer for at sætte lidt gang i adoptionsprocessen. I går ringede hun og fortalte, at vi skal i ministeriet igen på torsdag den 2. august. Tidspunktet har vi endnu ikke fået, men det går de jo heller ikke så højt op i hernede. Det bliver skønt, at der endelig sker noget så vi måske kan undgå at gå rundt med følelsen af, at alt bare står stille. Men det ubetinget bedste af det hele er, at hun medbringer vores sidste 2 manglende stykker bagage, som nu endelig er fundet og afhentet i lufthavnen i Lagos. Tænk at det skulle tage næsten 12 dage for Lufthansa, at få bragt 2 kufferter til Lagos, taget i betragtning af, at der lander et fly her fra Frankfurt 1 gang dagligt. Den ene ved vi med sikkerhed har været en tur i Rom og retur til Frankfurt, men den anden taskes skæbne kender vi ikke – og det er jo så også lige meget nu, hvor den er fundet. Det bliver skønt med noget rent tøj og lidt mere underholdning (vi erindre svagt at have pakket både bøger og kryds og tværs blade).

 

Men ellers har vi det godt. Vi er indtil videre sunde og raske alle 3 og har heldigvis været forskånet for sygdom. Vi håber det varer ved resten af vores tid hernede. Hjemrejsedato er endnu for tidligt at udtale sig om – vi håber selvfølgelig på, at det bliver tidligere end planlagt (d. 8. september) – men det skal vi nok give besked om så snart der er nyt i den sag.

July
26
2012

Gæster, regn og for 100 kr. taletid

Så er vi nået til torsdag og endnu en regnvejrsdag har ramt Calabar. Det betyder dog heldigvis, at temperaturen er til at holde ud. Så regnen er ikke så skidt, at den ikke er god for noget andet.

 

I går havde vi gæster her i Chief´s House. Morten og Queen - et 3. adoptantpar - var på besøg med deres søn Anthony. Det var til stor glæde for os alle, og ikke mindst for Julia, den 6 årige pige, som det italienske par har adopteret. Der blev leget og snakket til den store guldmedalje, og det var fantastisk, at se nogle nye ansigter. Morten og Queen bor på et hotel et andet sted i byen. De har swimmingpool, og hvis vejret bliver godt i weekenden kan det være at vi tager forbi og besøger dem en af dagene. Queen fortalte, at det er planen at vores agent fra Lagos, Utibe, kommer her til Calabar på onsdag i næste uge. Vi håber at kunne få hende til at medbringe vores kuffert nr. 2 så vi kan få lidt rent tøj til både de store og den lille. 

 

Men ellers sker der ikke det helt vilde hernede. Noah har fået tanket taletid i dag og pludre løs hele morgenen. Det er fantastisk at se ham folde sig ud og høre at han trives - han ville vel ikke pludre og snakke så meget, hvis han ikke havde det godt??? smiley.gif Peter og Noah ser Rasmus Klump på Ipad´en hver morgen. Det synes Noah er rigtig sjovt, så når vi ikke kan bruge Ipad´en til internettet er det da godt, at den kan bruges til noget andet fornuftigt.

 

Vil forsøge at lægge lidt flere billeder i albummet i dag. Har fundet ud af, at internetforbindelsen fungerer rigtig dårligt om aftenen, hvor vi har mest ro til at gøre det, men tålmodigheden forsvinder når det ikke rigtigt fungerer. Derimod synes det at virke nogenlunde her om formiddagen og lige over middag, så vi må bare udnytte det når vi kan.

 

Tusind tak for alle jeres hilsner, mails og sms - og undskyld, hvis vi ikke altid får svaret på det hele ... 

July
23
2012

En lille opdatering

Tusind tak for alle jeres beskeder i vores dagbog og de mails vi har fået. Det varmer at høre nyt når man er så langt væk hjemmefra.

Men her går det stadig godt. Vi trives, så godt vi nu kan med de ”midler” vi har til rådighed. Noah har været i bad i dag. Det var en stor udfordring for os. Vi har godt nok lånt et lille babybadekar af værtsfamilien, og det foregår så sådan, at vi koger vand i vores 0,5 l medbragte kogekedel og blander med det kolde fra hanen. Det tager lidt tid, men det er jo heller ikke fordi, at vi har travlt med så meget andet J Men Noah blev fin og lækker efter badet, og dufter nu næsten som alle andre børn. Vi kæmper stadig med at fjerne duften af det, der var smurt i håret på ham ude på børnehjemmet inden vi hentede ham. Aner ikke hvad det er, men det er i hvert fald meget parfumeret. Og så har vi også hørt, at der rent faktisk er lyd i ham. I går havde vi ladet ham ligge og sove på værelset mens vi gik ud og spiste. Døren var åben og 2 gange tjekkede vi, at han stadig sov. Men så skal vi da ellers lige love for, at han pludselig fik lukket op for slusen. Sikken et hyl han kom med – sandsynligvis da han opdagede, at vi ikke var der. Heldigvis var mor hurtig i klip klapperne og Noah blev hurtigt glad igen. I morges skete det igen. Vi tager ham altid med til bordet når vi spiser. Så ligger han bare på sin dyne på gulvet ved siden af os. På et tidspunkt i morges fik han pludselig ikke nok opmærksomhed og så stak han i et hyl igen. Så vi tror heldigvis, at sønnike er en helt almindelig dreng. Han spiser fint og vi forsøger at finde en god rytme. Det bliver nok først rigtig godt når vi kommer hjem i forældrenes vante omgivelser og Noah kommer i sin egen seng.

Vi kan se i gæstebogen og læse i de tilsendte mails, at nogle af jer savner billeder og nyheder fra os. Det forstår vi godt, og derfor vil vi lige skrive lidt om, hvilke kræfter – eller mangel på samme – vi er oppe imod her i Nigeria. Vores internetforbindelse er der, men den er enormt langsom og den kræver uanede mængder af tålmodighed. At skrive i dagbogen går forholdsvis nemt og smertefrit, det er jo blot at lukke internettet op (det tager mellem 10 og 15 min) og begynde at skrive. Men når vi skal lægge nye billeder på får vi virkelig kamp til stregen. I dag har vi lavet en lille test, der måske tegner jer et billede af, hvad vi kæmper med. En stop ur test viste, at det tager (OG HOLD FAST) 10 min. og 25 sek. at uploade ét enkelt billede i billedalbummet. Så vi håber i alle forstår, at det ikke er af ond mening, hvis der går et par dage i mellem at der bliver lagt nye billeder på. Vi gør absolut, hvad vi kan for at holde jer underrettet og opdateret.

Selv om vi har det godt og nyder at være blevet en lille familie må vi da indrømme, at vi så småt begynder at savne jer derhjemme og også de mest basale hverdagsting, som vi har derhjemme. Vi savner rent tøj, tørt tøj, duften af renhed, bare en lille bitte håndbruser, varmt vand i hanen, undskyld: normale toiletbesøg og Marianne savner sin føntørrer enormt (den befinder sig måske i den kuffert, der er dukket op i Lagos i fredags, som vi endnu ikke ved, hvornår bliver smidt ombord på et fly til Calabar) og Peter savner sin daglige 1 liter minimælk. Men når det nu er sagt, så pyt med de manglende ”døde” ting, hvis vi bare kunne være sikre på at modtage den anden halvdel af vores ration af malariapiller. De er trods alt de vigtigste effekter, der befinder sig i den ene forsvundne kuffert.

Håber i har det godt derhjemme alle mand, og endnu engang tak for jeres indlæg og mails samt tak til far og Viviann, som kigger efter vores hus.

   

July
22
2012

6 dage i Nigeria og allerede morder

Den overskrift kræver nok en nærmere forklaring.

 

Det hele startede i går aftes. Vi havde haft kraftig regn hele aftenen og kunne derfor ikke gå udenfor. Derfor blev vi på værelset, hvor luften er tyk af hede og fugt - tja det tror vi desværre ikke vi vænner os til i løbet af vores tid i Nigeria. Nå, men Noah sov og det samme gjorde farmand. Jeg gik rundt og ordnene et par småting, kogte sutteflasker og forberedte natflasken til lillemanden. Noah vågnede dog ikke så jeg besluttede mig for, at lægge mig lidt. Var så heldig at falde lidt hen og kl. 00.30 vågnede både far og søn, og så var det spisetid. Jeg strøg ud af sengen og hentede den friske flaske, trådte i noget på gulvet, troede det var et hårelastik, men der tog jeg fejl. Jeg havde såmænd trådt på en stor fed kakkerlak, og åbenbart ikke hårdt nok, for den sprællede stadig. Da jeg jo er den største dyreven kunne jeg ikke lide at se dyret lide, så derfor måtte Peter lige gokke den en i nøden. Døde det gjorde den (R.I.P. Herbert - det kaldte vi den), og mens jeg gav Noah sin flaske gik Peter på jagt efter Herberts eventuelle venner. Han fandt dem ikke og vi kunne derfor roligt lægge os til at sove igen alle 3.

 

Noah har det fint. Han sover, spiser, laver stor og meget tynd prut i bleen hver morgen - det er jo det børn i den alder får dagen til at gå med. Og når han er vågen får han masser af opmærksomhed fra begge forældre. Han er med ved bordet når vi andre spiser og lidt ude i haven når det ikke lige regner. I dag regner vi med at give ham sit første Müller-bad. Men først skal Peter lige skaffe nogle kontanter. Chief har sagt, at han vil tage ham med ind til en bank i byen når familien kommer fra søndagskirke. Men ellers ånder alt fred og idyl her i familien Basseys House. 

July
21
2012

Første dag med lille Noah

Noah er bare så dejlig og nem. Han vågnede lige kort i går aftes ved 23 tiden, fik 180 cc NAN 1 og gik derefter til ro igen. Overraskende nok sov han hele natten og vågnede først kl. 7.00. Forældrene havde på det tidspunkt allerede været i bad (hvordan det foregår beskriver vi lige om et øjeblik) så vi var klar med tør ble og en frisk flaske. Heldigvis var vores kogekedel, 2 af de medbragte sutteflasker og Noahs dyne i den kuffert, der dukkede op i tirsdags. Vi fik at vide ude på børnehjemmet, at Noah ikke græder. Det har de haft ret i indtil nu - og det bekymrer os en lille smule - men lad os nu se, om det ikke ændrer sig undervejs.

 

Peter gør et helt fantastisk stykke arbejde, og ja Rikke, han får lov til det alt det han vil smiley.gifVi fik hurtigt konstateret, at Noah bliver helt tryg i hans faders favn. De har bare en fest de 2 og det er meget rørende at opleve. Lige nu ligger de arm i arm på sengen og tager sig en morfar efter frokosten. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville føles sådan her, og må af og til knibe mig selv i armen for at tjekke, om jeg drømmer.

 

Nå men det var historien om vores brusebade jeg lovede jer. Tja det kolde vand i hanen var vi godt bekendt med, meeeen det kræver altså lige lidt tilvænning må vi tilstå. Der er kar på vores badeværelse, men ingen bruser, så bad foregår på knæene ved at plaske vand fra en stor spand ud over kroppen og så bruge en mindre skål til hårvask. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg får faktisk hjælp af Peter til den del af badet, der hedder skyldning af hår smiley.gif Sådan er det bare - man bør hjælpe, hvor man hjælpe kan.

 

Men ellers går det meste af dagen med at pusle om vores søn og hinanden, at spise sammen med de andre, at rydde lidt op på værelset, tjekke mails nu hvor vi har fået internet (t.o. til dem der kunne finde på at ringe os op på FaceTime - vores Ipad virker ikke her, kun den bærbare) og så kigger vi lidt på Fauna og Flora i og omkring huset. Vi har efterhånden så småt vænnet os til alle vores 4-benede venner, der kripler rundt omkring - firben eller gekkoer eller hvad det nu er. De gør ingen fortræd og de forsvinder meget hurtigt når man går hen til dem.

 

Nå men jeg tror der er regn på vej så jeg vil lige gå ud og nyde tørvejret inden "helvede" bryder løs.

July
20
2012

En stor dag i familien Müllers liv

Kære alle.

 

Vi har fået internet - og vel at mærke internet der virker - så nu kan vi endelig opdatere vores dagbog.

Dagen i dag var den dag vi har set frem til siden vi startede processen for snart længe siden. Da vi først forlod huset ved middagstid gik det hele meget stærkt. Først en tur i ministeriet og derefter direkte til børnehjemmet, og skal vi lige huske at sige, midt i det værste regnvejr vi endnu har oplevet i de dage vi har været her. Damen fra ministeriet gik ind på spædbarnsstuen og tog Noah i hans seng og gav ham med det samme til Marianne. Og så var vi pludselig forældre. Vi stod med ham et øjeblik, hvorefter damen tog Noah i sine arme og samledes med personalet til en lille sang - efterfulgt af en bøn for Noah om, at det må komme til at gå ham og os godt i fremtiden. Det var meget rørende at overvære, og vi sluttede alle af med et stort AMEN.

 

Derefter satte vi os sammen med børnehjemslederen og ventede på vores chauffør fra LIFE Foundation. De har ansvaret for os og vores sikkerhed så længe vi opholder os i landet, så derfor går vi p.t. ingen steder uden dem. Da vi havde ventet omkring en times tid kom chaufføren og vi tog foreløbig afsked med børnehjemmet. Overraskende nok fik vi Noah med os med det samme, og det synes vi er fantastisk. På vej hjem i bilen prøvede Noah at spise sin hånd i en halv time - så vi måtte straks forbi et supermarked og købe noget modermælkserstatning og bleer. Meget hurtigt efter ankomsten til huset fik vi lavet en flaske, og det var da lige det den unge mand havde brug for. Den blev tømt med største velbehag til stor tilfredshed og glæde for de nybagte og lettere urutinerede forældre. Derefter var det spisetid for de voksne, som foregår sammen med et italiensk adoptantpar, der ankom til Nigeria samme dag som os. De hentede deres datter, Julia på 6 år, på samme børnehjem som Noah´s i går. De taler ikke så godt engelsk, uden at overdrive er de faktisk lidt svære at kommunikere med, men det går med lidt tegnsprog for os alle 4 og en elektronisk oversætter til dem. Dog er det positivt, at de kommer fra Torino, som jo ligger i Peters favorit vindistrikt, Piemonte.

 

Noah synes at være meget veltilfreds, han gik til ro omkring kl. 20, og her halvanden time efter sover han som en sten i smørhullet af sengen. Det har foreløbigt været en fantastisk dag og han virker meget nem. Han ser frisk og rask ud, kan næsten holde hovedet selv og han kan vende sig rundt fra liggende på ryggen til siden. Alle vores bekymringer om, hvorvidt han kunne passe det tøj vi har medbragt, er lagt på hylden for altid. Han er lille bitte og kan nærmest svømme i en str. 68, så taget i betragtning af, at vi mangler halvdelen af hans og vores tøj, frygter vi ikke at skulle ud og købe nyt til ham foreløbigt.

 

Chief og Veronica er nogle rigtig søde og rare mennesker, som har budt os velkommen i deres hus og bedt os om, at føle os hjemme - og det har vi ingen problemer med. Der er 5 ansatte i og omkring huset og grunden er indhegnet med høj mur og nato pigtråd. De har også såkaldte vagthunde. Tror ikke vi har set dem alle, for de 2 rottweilere vi har mødt, som er hhv. 4 og 7 måneder gamle, gør absolut ikke nogen fortræd. Så i kan være helt trygge derhjemme, der bliver passet rigtig godt på os hernede. Vi er også så småt ved at vænne os til lugten af diesel fra generatoren, den fugtige hede, maden og de til tider enorme mængder regn, der falder i løbet af meget kort tid.

 

Vi opdaterer løbende dagbogen og lægger billeder i albummet - nu hvor vi har internet, der synes at virke perfekt (det har Chief købt specielt til os i dag). Vi har også fået et nigeriansk telefonnummer, for det danske virker absolut ikke. Så der er ingen grund til at sende beskeder til det nummer for de bliver desværre ikke modtaget.

July
19
2012

Vi er bare ikke heldige ...

Ons. d. 18/7-2012 kl. 23.

Efter at have tilbragt 5 lange timer (kl. 16 – 21) i lufthavnen i dag er vi desværre ikke kommet et eneste skridt nærmere om, hvor vores manglende bagage befinder sig. Vores ”ven” i lufthavnen, som også prøvede at hjælpe os i går, mener at have sporet bagagen til Rom, men er på ingen måde sikker på dette. Så nu har vi opgivet, det der ikke måtte ske, skete, nemlig at vi har mistet tålmodigheden. Derfor har vi her til aften besluttet, at vi i morgen rejser videre til Calabar uden de 2 manglende stykker bagage. Vores rare chauffør, Mr. Sola, har givet lufthavnen sit telefonnummer, og så snart vores bagage ankommer (hvis vi altså nogensinde ser det igen), vil han hente det i lufthavnen og sørge for, at det bliver sendt videre til Calabar. Så vi kan kun krydse vores fingre og tæer og håbe på, at en barmhjertig samaritaner finder kufferterne og sørger for at ringe til Mr. Sola meget snart. Vi er samtidig godt i gang med at gøre vores udgifter op, for en ting der er helt sikkert, er, at Lufthansa kommer til at betale regningen for vores 48 timers forsinkelse. Lige nu sidder vi på hotellet, trætte men mætte (restauranten har heldigvis længe åbent), og glæder os over, at vi i morgen kl. 15.00 forlader Lagos med kurs mod Calabar – og at vi forhåbentlig senest på fredag vil komme til at se Noah for første gang. Vores agent hernede, Utibe, fortalte i går, at hun så ham engang i sidste uge, da hun var i Calabar. Han har det godt, det er vi selvfølgelig glade for, men vi skal forvente, at han stadig er lidt lille af sin alder, fordi de ikke har så meget tid til det enkelte barn på børnehjemmet. Hun lovede os dog, at så snart han får en masse opmærksomhed, tid og kærlighed, så skal han nok begynde at vokse. Og vi er jo så heldige, at vi har en masse af det hele – så alt skal nok blive godt – når bare vi er sammen.

July
17
2012

One down - two to go ....

Tirsd. d. 17. juli 2012 kl. 22.

Ja som i nok har regnet ud går tingene ikke lige helt som de skal for os. Vi er rigtig indebrændte og trætte af hele situationen, som startede i Københavns Lufthavn i går. Bagagebåndet ved SAS check ind skrankerne gik i sort og for at være sikre på at komme med flyet mod Frankfurt, var vi nødt til at give slip på vores bagage. Vi satte det dog i god tro om, at personalet rent faktisk ville sørge for, at kufferterne kom ombord på flyet.

Det gjorde de så ikke og derfor stod vi i går aftes 4 timer i lufthavnen for at efterlyse den – desværre uden held. Det fik så den konsekvens, at vi ikke kunne flyve videre mod Cross River State sammen med de øvrige par i dag og at vi måtte ombooke vores flybilletter til i morgen onsdag – og det er naturligvis ikke gratis. I morges ringede vi land og rige rundt for at få en eller anden form for bekræftelse på, at vores bagage ville komme frem med Lufthansa flyet i dag. Vores rejsebureau ringede retur og fortalte, at bagagebåndet i CPH var brækket ned fra kl. 7 til kl. 16 – så vi tænker, at der desværre er mange andre passagerer, der som os nu står uden bagage. I eftermiddags blev vi så atter kørt til lufthavnen af vores meget rare og utroligt tålmodige chauffør Mr. Sola. Og der var BINGO, men der var kun BINGO på første række – for kun den ene af vores 3 manglende kufferter er dukket op. Det betød så, at vi endnu engang måtte af sted til indenrigslufthavnen og ombooke vores billetter til torsdag – og ikke så overraskende tog de også denne gang et gebyr for det.

Så nu er vi igen på hotellet, hvor vi skal prøve på at få tiden til at gå til i morgen eftermiddag kl. 16.30, hvor Mr. Sola igen kommer og kører os i lufthavnen for at kigge efter de sidste 2 stykker bagage.

Der er intet vi kan gøre ved det – andet end at vente og håbe på det bedste – men alt dette gør jo, at der går endnu længere og meget værdifuld tid før vi kan komme til Calabar, hvor vores søn venter på os. En ting vi har lovet hinanden, og som vi også kan love alle jer derhjemme er, at vi ikke mister modet over det her. En anden ting vi kan love er, at Lufthansa får regningen for alle de mange ekstra udgifter vi bliver præsenteret for, som følge af vores manglende bagage.

Vi opdaterer dagbogen igen så snart vi har noget positivt at skrive om, hvilket forhåbentlig bliver i morgen aften (onsdag).

July
17
2012

Så prøver vi lykken igen ...

Om en halv time (altså kl. 16.30 lokal tid) bliver vi afhentet på hotellet og først kørt til indenrigslufthavnen for at hente vores ombookede billetter og derefter til udenrigslufthavnen for at se, hvorvidt vores bagage er med på det Lufthansa fly, der lander kl. 17.25. Vi krydser alt hvad der krydses kan for at vores 3 savnede kufferter er med så vi kan fortsætte vores rejse i morgen.

July
17
2012

Kære alle

Ja ingen sagde at det skulle være nemt - det er vi heller ikke blevet lovet. Men efter denne rejsedag kunne vi godt tænke os lidt positivitet.

Vi er kommet til Lagos uden vores indtjekkede bagage, hvilket desværre betyder, at vi ikke som planlagt rejser videre i morgen. Dagbogen opdateres så snart vi ved noget mere ...

July
14
2012

Spændingen stiger ...

Så har sommerfuglene for alvor meldt sig på banen. Vi er nu meget tæt på at rejse af sted mod det store kontinent mod syd. Spændingen, glæden og de store forventninger vil ingen ende tage.

Har i den forgangne uge været vidt omkring for at vinke farvel, og nu mangler der sådan set bare at blive pakket kufferter og ryddet en smule op rundt omkring. Vi vil savne hele familien, men tager det i stiv arm for at få den bedste oplevelse ud af den første tid med sønnike.

Vi opdaterer dagbogen så ofte vi kan - men skriv gerne en lille hilsen i gæstebogen når du har lyst.

July
2
2012

Så blev det endelig en realitet

Mandag den 4. juni 2012 kl. 14:41 bliver en dato, en måned, et årstal og et klokkeslet vi formentlig aldrig vil glemme. Det blev nemlig øjeblikket, hvor vi fik det længe ventede opkald om, at der var fundet og matchet et barn til os i Nigeria. Vores glæde vil ingen ende tage og vi kan slet ikke få armene ned her i det lille hjem.

 

I dag, mandag den 2. juli 2012 kl. 15:16, kom så det opkald vi har ventet på i 4 uger, nemlig opkaldet der skulle fortælle os, hvornår vi kan rejse til Nigeria for at blive forenet med vores lille søn. Vi rejser om et par uger, glæder os rigtig meget og har ikke mindst nogle kæmpe store forventninger til mødet med vores søns fødeland. Vi vil gøre alt hvad der overhovedet står i vores magt for, at vi får så mange gode oplevelser som muligt med hjem fra Nigeria, som vi begge skal opleve for første gang. 

 

Skriv meget gerne en hilsen til os i vores gæstebog engang i mellem, vi får brug for at høre godt nyt "hjemmefra" under vores ophold i Nigeria.  

 
Panel title
Antal besøg: 2576

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,95524597167969sekunder