Familien Hareskovs eventyr i Californien 2012 - Dagbog
April
13
2012

San Francisco

Torsdag d. 12.4
Dagen startede med at kikke ud af vinduet, og vi så at folk havde paraply - øv, men inden vi fik spist vores morgenmad var vejret fint. Morgenmaden var dog ikke meget værd. Sådan har det faktisk været de fleste steder vi har boet i byerne, så den halvlunkne kaffe og snaskede "Danish" var lidt ligemeget. 
Camilla havde nogle møder med to universiteter på dagens program, alt imens hun havde et mere stramt program valgte Søs, Henning og Christian at nyde byen selv. Vi gik hen og så City Hall og andre pæne bygninger. Til frokost mødtes vi med Jens, Joan (Søs og Hennings venner fra Hareskoven) samt Lone og Kennet og fik noget rigtig godt mad på en dejlig fransk restaurant i byen, hvor der blev sludret som kun damer kan sludresmiley.gif
Vi tog så bussen til Haight et rigtig hippie kvarter - rigtig hyggeligt og nogle flotte bygninger, og for øvrigt det eneste sted vi oplevede et marked med fødevarer som der 100vis af i sydeuropa. Vi fik gået rigtig meget og dumpede ind på et hyggeligt tehus. Vi tog efterfølgende ud og spiste indisk mad det var da spændende og afvekslende. I dag oplevedede vi igen at se nogle fantastiske tykke mennesker. Vi så en med en så stor mås at der var en hel hylde bagpå, hvor man kunne stille en hel bakke med morgenmad, så nu ved jeg hvorfor der er så lang tid til grønt lys i USA - ellers kan de ikke få måsen med over inden det skifter til rødt! 
Camilla havde fundet vejen til shoppingcentret, hvor der blev serveret champagne inde i en af tøjbutikkerne. Det faldt i meget god jord og tænkte det burde indføres i Danmark. Også lidt farligt, hvis man ikke har fået noget af spise hele dagen skulle det siges fra Camilla.
Vi mødes senere på aften, og tog ind på hotelles bar, da vi havde fået nogle gratis drinksbilletter. Det viste sig, at nogle af os (faktisk alle på nær Camilla) ikke havde forstået konceptet med dress-code, så vi kom i kondisko og sweaterssmiley.gif Så vi valgte at få rødvin i plastikglas på hotelværelset.

April
11
2012

Monterey

Onsdag d. 11.4


Sidste dag på tilbagevejen mod San Francisco, startede vi morgenen ud med at checke ud af vores ellers dejlige hotel, med det gennemførte lyserøde tema. Vi søgte ned mod Monterey's Fishermans Wharf, for at spise noget lækkert morgenmad med udsigt til vandet. Vejret var på trods de dårlige vejrmeldinger godt, og efter et super lækkert morgenmåltid, gik vi op langs vandet. Her kunne byens storhedstid og fortid med sardinhandel, stadig kunne ses over hele byen med de gamle konservesfabrikker og havneindgange, hvor fiskerbådene kom ind. 


Efter en god morgengåtur i Monterey, fortsatte vi af route 1 op til Santa Cruz, hvor  alt var meget afslappet og den gennemsyrede hippiestemning, som stadig sad fast i byen og i beboernes mentalitet. Santa Cruz hovedgade var fyldt med genbrugsforretninger, pladeforretninger og andre butikker med gammelt bras. Ned mod stranden var der markedspladser med madboder og gademusik med alt fra en transseksuel mand med falsk stemme, til Cranberries inspirerede hippiesangerinder, der kun sang om kærlighed og frihed. Henning fik sin grillkylling og efter frokostmåltidet, kørte vi de resterende miles op til SF. 

I SF var vi heldige at finde et lækkert hotel lige i midten af centrum, klods op af Market Street. Vi fik noget aftensmad i nærheden, hvorefter vi krøb til køjerne. 

April
10
2012

Highway 1. Stop i Santa Barbara

Mandag d. 9. april

Camilla var hurtigt ude på hendes morgenløbetur alt imens resten af familien var i drømmeland. Vi ville gerne se lidt mere kysten, så vi fandt et sted nede langs vandet hvor fandt en rigtig aka europæisk bager. Vi tog det stille og roligt op ad kysten, hvor Camilla liiiige skulle ind og spandere nogle $ på tri-udstyr. 

Vi ankom til Carpinteria, som ligger lige udenfor Santa Barbara ved en 4-tiden. Her nåede vi at mærke sandet mellem tæerne, selvom temperaturen var faldet en del grader fra San Diego.


San Diego

Søndag d. 8. april

Vi ville hurtigt afsted, så vi kunne nå at se opleve noget af San Diego. Vi satte Claus af i centrum og så var vi afsted sydpå. Turen var til at overkomme og vi ankom til byen, som er fantastisk. Byen er til at overkomme og er virkelig charmerende, hyggelig og afslappet. Vi kørte ned langs kysten, som er et meget afslappet område med surfere og med feriestemning. Vi holdt bilen ved La Jolla og osede rundt i dette fantastiske område. Langs vandet sad folk og grillede og vi fik også overværede et bryllup på stranden. 

Vi fik indloggerede os på et billigt hotel, hvorefter vi tog op på en cafe i den gamle bydel. Bydelen er præget af den mexikanske stil og er virkelig hyggelig. Aften sluttede vi af med en omgang TrivialPersuit, som drengeholdet vandt.


Los Angeles


Lørdag d. 7. April

Med en sidste dag, hvor vi var sammen med vores dejlige bror Claus, skulle der ske noget. Vi startede dagen ud med et mere omfangende kig på Hollywood og Beverly Hills. Vi tog ud god gåtur op af The Walk of Fame, hvilke er æresfortovet langs Hollywood Boulevard. Fortovet er belagt med mere en 2000 guldstjerner af største berømtheder indenfor film, tv, radio, komedie og musik med bl.a.  Walt Disney, The Beatles, Mary Monroe, Jack Nicholson mm.
Derefter gik vi ned i den mere jordnære del af Hollywood, hvor vi støtte på de kendtes musikforretning Easter hvor bl.a. Eric Clapton, Janis Joplin, Jimi Hendrix har købt deres spade (guitar) og gik en tur i de hyggeligt villakvartere.
Nu trængte vi til en dukkert, så vi tog på LA’s kendisstrand Santa Barbara, hvor det endte med at kun Henning og Christian hoppede i det kolde Stillehav. Vi fik slappet lidt af og nydt det sidste eftermiddagssol, inden vi skulle ud at spise. Vi fik valgt en god italiensk restaurant, hvor vi kunne nyde den sidste aften med Claus, inden vi skulle videre. Restauranten som blev bestyret af en rigtig italiener fra Tripoli, bød på rigtig italiensk hygge og rigtig lækker italiensk mad.
Vi tog hjem god mætte og afsluttede aften med at se Shutter Island….


Los Angeles


Fredag d. 6 April

Vi vågnede op med en skøn udsigt til en god dag. Temperaturen var høj og vi var i Los Angeles, hvor drømmene bliver gjort til virkelighed. Efter noget usædvanlig kedelig morgenmad, som stod på det amerikanske svar på wienerbrød (som det kalder Danish), hvilke er et tørt stykke brød med 5 måneders gammelt glasur (ingenting og gøre med lækre overtrækkende kanelbrød, som vi kender det i DK) 

Dagen startede ud med, at vi satte Camilla af ved univesitetskvarteret, hvor hun skulle ind og introduceres for de forskellige overbygninger af fysioterapi. Derefter vi tog resten af sted til Beverly Hills, hvor vi startede formiddagen i det riges fodspor med vindueshopping på Rodeo drive. Derefter kørte vi op af bakken ved Beverly Hills og fik en fantastisk udsigt over Los Angeles, som gav et godt indblik på Californien største by. 
Derefter tog vi den obligatoriske tur ned af Sunset og Hollywood boulevard, hvor vi holdte ind og gik lidt ned ad gaderne, som var fyldt med udklædningsforretninger og turistfælder. 
Tiden løb hurtig fra os og vi måtte skynde os tilbage, for at hente Camilla. Hun var i højt humør efter at have snakket med de forskellige universiteter, som tilbød nogle rigtig gode uddannelser. 
Vi kørte i et af LA’s mange outlets, hvor vi brugte det meste af eftermiddagen i de billige tøjforretninger, som for det meste kun havde de kedelige restvarer tilbage. 
Vi tog hjem og slappede af ved polen, inden vi skulle ud og have aftensmad. Aftensmaden stod på japansk gourmet, med den lækreste sushi man kan forstille sig. Men som også krævede en ventetid på knap en time, før vi blev sat til bords. Det var det hele værd og denne restaurant fik overbevidst mange af os om, at japansk mad er noget af det lækreste, hvis altså det er lavet med kærlighed og man selvfølgelig kan lide det lidt spicy  J 
Den første dag i LA havde budt os på mange forskellige førstegangsindtryk, og vi var godt trætte oven på alle disse oplevelser, så godnat…..


Kør for fa'en

Torsdag d. 5 april
Torsdagen stod på stor køredag. Vi stod tidligt op og efter morgenmaden var vi hurtigt på vejene igen; denne gang i retningen mod LA. Køreturen var lang, men vi ankom til hotellet i LA uden de store problemer. 
Efter Claus, Christian og Camilla havde afprøvet hotelles spa tog vi på Pancho's, en fantastisk mexicansk restaurant i Manhatten Beach.

April
4
2012

Mod LA

Monument Valley + Crand Canyon

Onsdag d. 4 april

Efter en indlogering på et indiansk-ejet hotel kørte vi tidlig onsdag morgen mod det iøjnefaldende Monument Valley. Vi nåede desværre ikke at se solopgangen, men var alle fem alligevel imponerede af det farverige landskab som mødte os. Reservatet har været genstand for talrige af Hollywoods western film, bl.a. med indspilninger af John Wayne, og indikeret ”western-fan” vil tydeligt kunne genkende landskabet fra div. film. I reservatet er der anlagt kørestier som gør, at det er muligt at tage bilen gennem landskabet og se det på nært hold og få virkelighedsoplevelsen af monumenterne.

Efter at have tilbragt formiddagen i Monument Valley kørte vi videre mod Gran Canyon, som vi denne gang skulle se fra et andet perspektiv end vi tidligere havde oplevet fra helikopteren. Det populære bjerglandskab var velbesøgt af turister fra hele verdenen inkl. os og det var med god grund. Vi fik denne gang fornemmelsen af, hvor enormt området er og fik ligeledes historien bag dets udformning. Vi kan klart anbefale øvrige rejsende, at tage turen langs Gran Canyon, da der langs bjerget på selve køreturen er talrige udkigsposter, som gør oplevelsen helt unik. Efter at have nydt udsigten over de massive klippevægge, kørte vi videre til en mindre by uden for nationalparken og fik os en velfortjent middag og gik derefter til køjs.                             

April
3
2012

Zion Canyon + Monument Vally

Tirsdag d. 3. april

Vågnede op i klart solskinsvejr og fra hotellets vindue var udsigt til  Zion Canyon nationalparks smukke bjerge. Morgenmaden på hotellet var indtil videre turens bedste. Selvkomponerede omeletter kunne bestilles, lækre nylavede pandekager etc.

I dag stod den på vandretur. Vi lagde ud med at gå langs Virgin River men havde ikke vaders med, så floden kunne passeres, derfor blev rute nr. 12, Observation Point via East Rim Trail  valgt – en vandretur beregnet til 5 timer.  Camilla, Claus og Christian gennemførte på 3 timer og 15 min. – så havde de til gengæld også holdt pause i  15 min. Solen bagte, og den blege vinterhud antog en lettere rødlig kulør.

Efter en dejlig dag i området satte vi kursen mod Monument Vally – en længere køretur,  hvor vi først ville nå frem til det bestilte hotel sent på aftenen,  derfor hvilede Hennings højre fod tungt på speederen, hvilket afstedkom  adskillige miles med en politibil kørende bag os.

Vi slap for bøde og videre tiltale og nåede frem til hotellet  langt før GPS’ens tidsplan.





Bryce Canyon + Zion Canyon

Mandag d. 2 april
Hotellet vi havde overnattede på lå meget tæt på de udvalgte steder vi skulle besøge i Bryce Canyon. Første sted vi kørte til var Sunrise point. Der mødte os et enestående syn da vi stod ud af bilen her. Udsigten her er ubeskriveligt smukt og vi nød bare dette utrolige smukke naturskabte landskab. Vi var alle fascinerede over hvordan sådan et smukt sted kan findes. I Bryce Canyon så vi også også Bryce point og Fairway point. Mange Western film er optaget netop i dette område, så det var sjovt at se også. Vi havde ikke lige regnet med snestorm og minusgrader, så nogle af os havde efterladt vores vintertøj i Las Vegas. Det kunne vi godt have haft brug for, så vi blev kun i kort tid hvert sted. Vi kørte nu videre mod Zion Canyon, med et lille stop på vejen i Red Canyon, hvor klipperne her er knaldrøde.

Ved en 4-tiden ramte vi Zion Canyon. Køreturen ned ad bjergene var fantastisk og vi fik et godt indtryk af området. Zion Canyon har et hav af trails i forskellige sværhedsgrader og længder man kan vælge mellem. Klokken var blevet så meget så vi valgte Kayenta trail  som løber sammen med Emerald Pools trails. En flot tur hvor man går under et vandfald på vejen. Vi var godt trætte da vi endelig fik indloggerede os på et dejligt Best Western hotel i byen. Byen er utrolig fascinerende, hvor alt er udført i mindste detalje. Husene er holdt i træ og naturens farver. Vi fik et dejligt og velfortjent måltid på en lokal og meget chamerende restaurant, hvor Christian måtte springe vinen over da han havde glemt idJ

April
1
2012

Bryce Canyon, Utah

Turen i dag gik væk fra Las Vegas og til Bryce Canyon i Utah. Køreturen var lang og da vi endelig nåede til Bryce Canyon, var temperaturen tæt på frostgrader og lidt sne var der endda også. Vi holdte os indedøre resten af dagen, hvor programmet stod på råhygge og afslapning. 

March
31
2012

Las Vegas + Grand Canyon

''Fly away''
Efter vi nu har tilbragt en uge i Californiens smukke omgivelser, som har medført alt fra Yosemite parken’s besungne skønhed, til Hasardspillets mekka Las Vegas, hvor fantasien igen grænser har. Skulle vi nu på den længe ventede helikoptertur over Grand Canyons, som vi havde givet vores far (Henning) i 60 års fødselsdagsgave.
Klokken 5 om morgen sprang vi op af sengen, for efter at blive samlet op ude foran hotellet. Vi kørte i 45 minutter ud af byen, hvor stemningen var højspændt og fornøjelig, for hvordan det mon ville blive at flyve i helikopter, samt hvor storslået Grand Canyon egentligt var.? Vi blev taget godt imod og fik nogle hurtige instrukser om sikkerheden og turen. Derefter blev vi velmødt af en kvinde, som skulle være vores pilot. Hun fik os placeret og farmand fik hans plads oppe foran, ved siden af piloten. På trods af det blæsende vejr, fik hun lettet helikopteren. VI fløj over imod Grand Canyon, hvor solen langsom stod op over horisonten, imens Las Vegas langsomt forsvandt i baggrunden. Vi var alle helt lamslået over den smukke udsigt og ingen sagde rigtig noget til hinanden, imens vi langsomt nærmede os Grand Canyon. Vi fløj ned i dalen af Grand Canyon, med de røde enorme klippevæggene på begge sider af os – så smukt og overvældende. Den seje kvindelige pilot fik landet helikopteren, så vi kunne få lidt morgenmad og champagne, imens vi kunne nyde udsigten omkring os.
Efter 20 min. pause, gik turen tilbage. Solen var nu nået højere op på himlen, mens der endelig blev spillet noget rock & roll, frem for det braveheart tema musik, som havde været i vores høretelefoner på vej derhen. Vi fik landet helikopteren og vi var alle helt oppe og køre over den fede oplevelse, som først nu rigtig var gået op for os. Mange flyveture var nu blevet aflyst, fordi stormvejret var trukket til. Så vi var lykkelige over at have nået op, inden det dårlige vejr virkelig var slået til.
På vej hjem var stemning høj, selvom alle nu var godt trætte. Da vi kom hjem, tog Camilla og Christian en god lang gåtur op og ned af Las Vegas Boulevard, og nød byen i dagslys. Temperaturen var høj, men blæsten gjorde det overkommeligt at gå rundt i blandt de storslåede hoteller og Kasinoer. Imens havde Claus ligget i ca. 3 timer ved polen og yderligere 2 timer, da Christian og Camilla kom tilbage for at joine. Så Claus lignede bogstaveligt talt en kraps, efter de 5 timer i solen. - Nu var der i hvert fald ingen tvivl om, at han enten var Dansker eller Englænder. Søs og Henning havde også gået rundt i byen, samt været inde på et bryghus/kasino, hvor de vandt lidt af de penge tilbage, som de havde tabt dagen for inden, og gjorde sig fortjent til en frisk brygget indian pale ale. 
Resten af dagen slappede vi af og lavede noget god mad på hotellet, imens vi fordøjede den gode oplevelse, som morgenen havde bragt os. 

March
30
2012

Death Valley + Las Vegas

Fredag d. 30.3

Vi har nu efterhånden tilbragt en lille uge i det skønne Californien og er som nævnt nu ankommet til det festlige og farverige Las Vegas i staten Nevada. Vores første aften gik kort fortalt med at opleve den imponerende Las Vegas Boulevard, hvor alle byens casinoer, hoteller og restauranter er placeret. Vi indtog om aftenen en velsmagende middag på en fransk restaurant ved Eiffeltårnet (deres version) og nød derefter en drink på en af byens mange barer. Drengene (ekskl. Henning) tog derefter på casino og brugte deres børneopsparing, men havde dog en forrygende aften med masser af oplevelser. Det var en aften som havde sat sine spor for drengene dagen derpå, men op skulle de! Vi tilbragte formiddagen og det meste af eftermiddagen ved et stort outlet lidt uden for centrum, hvor vi alle - især Henning – fik shoppet mærkevaretøj til ingen penge. Efter en ”hård” dag med shopping valgte vi for første gang på turen, selv at lave aftensmad på hotellet; det var en middag som var ganske tiltrængt efter lidt for meget af det fede mad på de amerikanske landeveje. Resten af aftenen gik med af suge oplevelser til sig i Las Vegas inden vi i morgen skal tidligt op og flyve helikopter over Grand Canyon, noget som vi selvfølgelig ser meget frem til.             


Death Valley
Torsdag d. 29.3
Vi ville køre tidligt, så kl. 7 sharp havde vi pakket og var klar på vej mod nye oplevelser. Vi blev lige tanket op på Starbuscks og så var vi på vejen igen. Vi kørte i retning mod Death Valley. Death Valley er ubeskriveligt stort. Vejen fortsætter i det uendelig alt imens omgivelserne skifter fra flad ørken, til bakkede grønne bakker og videre over til barske klipper. Efter en lang tur holdte vi det første stop ved Stovepipe Well, som er nær kæmpe sandklitter. Her fik vi udlevet de barnlige sjæle og løb og hoppet rundt i sandbakkerne.

Turen gik nu videre til Verdens lavstliggende tørre område, som ligger 86 meter under havets overflade. Jorden her er dækket af et saltlag, som vi var ude og gå på. Der var utroligt fugtigt og varmt, så vi tog herefter over til et ekslektivt hotel som ligger alene midt ude i ørken. Her fik vi lidt forfriskninger og gik rundt i hotellets paradis af en have (se billderne).

Det næste stop var Las Vegas. Vi var efterhånden ret trætte, svedige og fuldt med sand de mest mærkelige steder, så vi glædet os til et bad og lidt luksus. Las Vegas er imponerende og VILD. Efter et smugkig på Las Vegas fra bilen, fandt vi et DEJLIGT hotel. 

March
30
2012

Kings Canyon

Onsdag d. 28.3

Morgenmad a la americano i Fresno by – en by præget af autoforhandlere og fast food  forretninger .

Kørte til udkanten af  Kings Canyon Park for at se verdens 3. ældste træ, som befandt sig i et lille parkanlæg med andre kæmpe rødstammede træer. Sneen lå endnu overalt som en halv meter tyk dyne - Vestskoven  - gå hjem og vug!

Afbrudt af en supermarkedindkøbt frokost kørte vi igennem et smukt varieret landskab  vekslende fra  sommeragtig varme til kulde og sne.  Vi landede  ved Isabella lake og boede på byens bedste motel: ”Isabella”. Byen var lidt spøgelsesagtig og havde set bedre tider. Ingen Dennys fastfood her til gengæld MacDonald, Subway og Burger King, som vi indtog vort festmåltid på, derpå trivial persuit og så god nat.

 

March
27
2012

Yosemite National Park

Tirsdag d. 27.3

At vågne op efter en dårlig nattesøvn, er normalt ikke den bedste start på dagen. For nogle af os havde stadig problemer med at ændre døgnrytmen, hvilket jagede os alle op af sengen på et umenneskeligt tidligt tidspunkt. Men en dårlig nattesøvn kunne åbenbart ikke slå én ud, når det første vi mødte, da vi trådte ud af døren var sneklædte bjergtoppe og en frodig dal, hvor en flok rådyr sprang rundt 2-3 meter fra en. En omvæltning fra den foregående morgen, hvor vi vågnede 19 etager oppe, i centrum af San Francisco. 
Vi startede morgenen ud med et udsøgt morgenmåltid i en af lodge’ens flotte sale. Menuen stod på alt fra lækker frisk frugt til hjemmelavede muffins, pandekager og bæg & acon. Imens en masse kaffe hjalp vores trætte sjæle, som var blevet jaget så tidligt op. 
Vi pakkede vores tasker og tog på en 4 timers vandretur op til national parken største vandfald Yosemite falls. Vi gik i et ellers rask tempo og usigten over området blev mere og mere fascinerende, jo højere op af bjerget vi kom. På vej op overhalede vi sågar også andre nysgerrige sjæle som havde været endnu tidligere op en os, og som også havde valgt at bevæge sig ud på den flotte vandretur, Alt gik som det skulle, lige indtil Christian valgte at forstue foden 5 min. fra vandfaldet. Imens han holdte foden i ro, gik resten op til vandfaldet og nød det smukke syn af det brusende og kraftige vand, som drev ned af den næsten indadgående klippevæg.  
Efter det smukke syn, hentede vi handicappede Christian og fik ham med lidt besvær og ventetid, ned at den 7 km lange gåtur ned af bjerget.  
Derefter kørte vi ud af Yosemite national park, hvor vi snildt kunne have tilbragt et par dage til i det smukke omgivelser.
- Men videre skulle vi jo, og næste stop var Fresno – en nedslidt, forfalden og ucharmerende provinsby, som kun rummede fastfood kæder, hundredvis  bilforretninger og skæve eksistenser. Her skulle dagens næste bommert ske, da Claus høfligt beder tjeneren på Dennis Dinner om en kop kaffe og to Cola light. Tjeneren kigger uforstående på ham, som om han snakker russisk og siger ’’I’m in big trouble understanding you, so I just gonna go get some paper so you can write it down’’.  - Som om det kan være så svært at forstå ’’On cop of Coffee and two diet coke, please’’ !? 
Overnatningen i Fresno skulle bare overstås, så vi kunne komme videre derudaf. Så vi indlogere os på et klassisk motel, som man kender det fra film og fandt derefter en Taco Bells, hvor vi kunne få noget mexicansk taco. 
Nu var vi gået fra idylliske omgivelser i Yosemite, til den kedelig provinsby som absolut var ingenting værd på samme dag. Alt hvad vi trængte til var en god nattesøvn, så vi kunne komme væk fra jordens røvhul og videre til ellers fascinerende Californien…..

March
27
2012

Yosemite National Park

Mandag d. 26.3

Jet-laget har tæret en del på os, så vi vågende alle omkring kl. 5 og kunne ikke sove mere. Vi skulle alligevel forholdsvis tidligt op, da vi skulle tilbage til lufthavnen for at leje en bil. Henning skulle lige vænne sig til automatgearet, men efter et par kraftige opbremsninger og en trykken på alle de knapper som vores Chrysler var udstyret med var vi godt på vej mod Yosemite. 
Meeen, så let skulle det ikke gå. En køretur der normalt vil tage 4-5 timer endte med, at tage knap 8 timer. Vores storindkøb af forsyninger til turen og et stop på Starbucks tog lidt længere end forventet. Da vi endelig var på vejen igen, skulle Christian have fat i sin pung, men ups - den var nu væk. Så måtte vi igang med at ryde hele bilen igennem for at finde hans pung, men uden held. Det kunne kun betyde, at pungen måtte ligge på hotellet i SF. Der gik nu yderligere et par timer inde vi fik fat på hotellet og så var det jo også lige blevet frokosttid. Til sidst kom vi endelig afsted og så gik det som smurt. 
Turen op af bjergene var betagende. Samtidig med vi lagde det flade landskab og byerne bag os mødte der os fremme den flotteste natur. Massive træer og barske bjerge omgav os. Jo højere vi kom, des mere sne lå omkring. 
Vi ankom Yosemite Village og fandt hurtigt vores hotel; Ahwahnee Hotel. Hotellet er som er taget ud fra et eventyr og er fra 1927. Stedet er ubeskriveligt og er en blanding af rustik, elegance og fredsfyldthed. 
Til hotellet lå en ydendørs opvarmet swimmingpool. Den skulle vi (minus Søs) selvfølgelig i. Aften sluttede vi af med hjemmelavet sandwichs, champagne og hygge i vores lille lodge. 

March
25
2012

San Francisco

Søndag d. 25.3:

Vi vågnede tidligt næste dag og Camilla var som sædvanlig fyldt med energi. Hun valgte derfor at tage på en ”lille” løbetur som varede knap to timer, da hendes stedsans var blevet hjemme i Danmark. Til gengæld fik hun løbet knap 18 km og set en masse af byen.

Drengene var blevet godt sultne efter at have ventet på Camilla, så da hun kom tilbage tog vi samlet ud og fik et solid vaskeægte amerikansk brunch på en af byens ældste restauranter ved navn Lori’s Dinner. Vi fandt os med det samme godt tilrette på den karakteristiske restaurant, som var tydeligt præget af stilen fra 50’erne – lidt som vi kender den fra film som fx Grease. Christian og Claus’ normale gode appetit blev sat på noget af en prøve med de kaloriefyldte milkshakes og svedige pandekage (se billederne) og vi var alle ganske tilfredse og mætte da vi forlod stedet.

Vi havde i denne omgang kun en hel dag i San Francisco, så vi måtte prioritere hvad der var vigtigst for os at se. Efter brunchen tog vi med sporvogn til det stemningsfyldte Fisherman-kvarter og så Fisherman’s Wharf, Pier 39 og søløver. Vi gik videre op ad den stejle bakke til Telegraph Hill, hvor der var den smukkeste udsigt. Ned ad bakken igen til Chinatown. Vi blev tanket op med lidt kaffe os så slog tiden shopping-timeJ Ikke lige nemt, da vi alle vil ind i forskellige butikker, men vi fik klaret indkøbene, og efter en begivenhedsrig dag med masser af indtryk sluttede vi aftenen af med en delikat middag på en Michelin- anbefalet restaurant i finanskvarteret i SF.                

Ydermere fik vi set de historiske seværdigheder som Golden Gate og Alcatraz, men grundet vores begrænset tid i byen i denne omgang måtte vi nøjes med at se dem på afstand. Planen er dog at opleve dem på nært ophold, når vi kommer tilbage til byen inden hjemrejsen til København. 


Lørdag d. 24.3:

Flyveturen til San Francisco (SF) varede knap 18 timer inkl. en mellemlanding i Zürich, hvor vi havde et ophold på et par timer. Camilla havde ingen problemer med at få sovet ud på flyveturen – måske skyldes det, at hun synes hendes sidepartners skulder (fremmed mand) var så tilpas behagelig at sove op af, at hun først vågnede, da han høfligt vækkede hende efter et par timer, hvor han havde været hendes hovedpude.

Da vi landede i SF var vi hårdt ramt af flyveturen, så vores første aften i byen spiste vi et dejligt måltid på et af byens lokale steder, hvorefter vi gik direkte tilbage på hotellet for at få sovet jet-laget ud.



 
Panel title
Antal besøg: 15117

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,53553915023804sekunder