Familien Kristensen - Dagbog
Feb
19
2012

Skriv en overskrift

Dag 29: Sidste timer i Australien

 

Sidste dag og vejrudsigten lovede 29 grader og høj sol, lige vejr til at tjekke stranden af i Melbourne. Men inden skulle vi lige have pakket alt sammen og aflevere nøglerne til "slottet" kl. 10.00.

 

Men Morfars kuffert havde lidt "undervognsproblemer", så der skulle skaffes lidt reservedele. Det var min opgave imens resten af familien pakkede ned. Butikkerne jeg håbede kunne løse problemet lå ca. 1,3 kilometer nede af gaden og jeg havde en time inde afgang. Derfor så jeg ud til at kunne spare tid, da "vores normale bus" holdt ved stoppestedet. Jeg spurgte om prisen, men syntes 4 dollars for den lille tur var i overkanten, så jeg valgte at gå derned. Efter et par hundrede meter kom jeg i tanke om at jeg også ville have kunne køre med hjem igen for de 4 dollars, så havde det jo kun været 2 hver vej….Femhundrede meter længere nede af vejen slog det mig at hvis jeg havde købt en dagbillet (som jeg alligevel skulle have om 1 time) så kunne jeg have kørt gratis med……det var så her at jeg fandt ud at læresætningen om at motion få hjernen til at fungere bedre, så jeg satte farten op i traveskoene og lå veltilfreds inden i mig selvJJJ.

 

Måtte tage hjem med uforrettet sag, men fik 3 kilometer i benene og "luft til hjenen" . Vi havde fået lov til at sætte vores bagage i receptionens baglokale, da vi først skulle hentes af taxien kl. 19.15, altid svært at skulle vente så længe, når man har pakket sine ting, men vi måtte få det bedste ud af situationen.

 

Tog bussen ind til Melbournes bymidte og gik beslutsomt op af Elisabeth Street, hvor Rune skulle op til Rebil Sport, for at købe ind for sine 10 dollars han havde fået i rabat for sine fodboldstøvler (kom først til udbetaling 24 timer efter købet). Desværre fandt han ikke noget, så humøret var helt nede da vi gik igen uden noget….

 

Tog sporvognen ud til Melbourne South Beach og slog os ned og nød udsigten på Beach volleyball banerne, hvor der var fuld tryk på. Vi fandt vores sidste madrester frem fra rygsækken og spiste et skønt måltid, suppleret med lidt fra den lokale kiosk, da alle var blevet sultneJ.

 

Vi fik ikke selv prøvet at spille Beach volleyball, til Runes store utilfredshed, men gik en lang tur langs den lange boulevard og ud på broen, hvor vi beundrede en gammel rutineret fisker, som den eneste af de mange udøvere der hev fisk ind.

 

Solen "hev søm ud", så vi tog sporvognen ind til Melbourne igen og Rune fik os overtalt til at vende tilbage til sportsbutikken og nu gik det bedre, da vi i fællesskab fandt en cricketbold og handske og så kunne vi nøjes med at supplere med 50 kroner og fik til gengæld en super glad sønJ.

 

Fik lige beundret gøgleren igen, som optrådte sammen med 3 dukker, hvor han som den sidste stod som "stenstøtte". Utroligt han kunne blive ved, stod der både i går, i formiddags og nu på mindst 5 timer i dag…men han samlede beundrende og forbløffede mennesker hele tiden.

 

Var nu trætte og tørstige, men kunne ikke beslutte os (så Kaja ikke kunne skjule at glæde sig til at komme hjem og selv bestemme tempoetJ). Vi orkede ikke mere og fandt bus nummer "220 Sunshine" hjem eller til vores tidligere hjemsted. Vi fik endelig fundet noget at reparere Morfars kuffert med og samtidig hjalp vi den lokale kinesiske restauratør af med hans sidste rester i disken.

 

Vi gik over på campingpladsen for at spørge om vi måtte sidde ind hos dem den sidste time (jeg måtte ikke komme med ind i receptionenL). Vi fik lov og jeg smadrede alle i Uno og føler nu at kunne kalde mig "Australsk mester".

 

Vi fik vores bagage før de lukkede og ventede ikke længe, før en kineser kom og hentede os, for at bringe os til lufthavnen. Vi måtte lige forbi en ATM for sidste gang, da chaufføren ikke kunne klare MarsterCard. I bilen måtte Jeanette lægge øre til ungernes hånlige drillerier om at nu skulle hun huske at sige hendes populære sætning inden vi lettede, nemlig "nej hvor er det typisk australsk…ikke?!

 

Tidligt fremme og nu kom en af rejsens kritiske tidspunkter, nemlig den sidste opjustering af rejsetøjet, kufferter og sidst aflevering af dem. Rune og jeg skulle jo have lange bukser på for første gang i 28 dage og ingen af os er nemme at overtale….samtidig er "rejsens Gyda", hende som passer på vores pas og bookingsedler inde i hendes "lidt stressede periode", hvor alt helst skal gå hurtigt og korrekt til. Vi klarede den rimmeligt, indtil alle 5 rejsedeltagere skulle op med bagagen. Vi voksne prøver at styre processen, men vores tre meget perfektionistiske børn, har absolut ikke den store tiltro til os, så de stod nærmest  på nakken af os, for at "hjælpe" både os og den nærmest skrækslagne dame ved skranken…..vi overlevede alle seksJ.

 

Op imod gaten, hvor vi fire af os lige fik "stjålet" lidt gratis Internettid, så alle var bare lidt udaterede på mail og Facebook.

 

Oppe i flyet skulle pladserne fordeles og her skulle man ikke tro at vores børn var 13, 17 og 19, da ingen af dem ville sidde selv (lige bagefter kom en dansk familie som havde samme antal børn, de var bare omkring 9 år yngre alle sammen og de satte sig bare). Nå men meget rammende kom stewardessen lige efter med 2 "rygsække med legeting" til vores børn og Kaja sidder nu fuldstændig inde i sig selv og udfylder malebogen….. J.

 

Maiken sagde da flyet lettede, at hun ikke ville hjem, det må betyde at rejsen har været god (i morges drømte hun bare om at komme hjem og holde sin mobil i håndenJ).

 

Flyet er lige lettet og der er "kun" 13 timer tilbage inden først stop….DENMARK HERE WE COME!!! (OG TAK FOR 28 UTROLIGE, UFORGLEMMELIGE OG SKØNNE DAGE, AUSTRALIENJJJ).

 

Feb
19
2012

Skriv en overskrift

Dag 28: Rune styrede Melbourne

 

Blev næsten vækket af telefonen, da Henrik Stilling ringede hjemmefra, ved et uheld…men rigtigt godt, fordi så kunne man komme op og se Porto - Manchester City, direkte I TV. Selv Rune sprang lykkelig op og så anden halvleg, klokken 08.00J.

 

Mor kunne jo lige lave morgenmad imens, men havde ladet tændstikkerne ligge i bilen, så hun gik ned i receptionen, som sendte hende rundt om hjørnet, da der lå et kæmpe supermarked  (måske nemmere hvis vi havde købt ind der i går, i stedet for at bærer de mange indkøbsposer 1,3 kilometer hjem). Nå men hun fik købet dem, samt vores nye favorit karameller, mums de er gode.

 

 Glad kom hun hjem og skulle tænde gaskomfuret op, hvorefter der viser sig at det er "selvantændeligt"…nå ja så har vi da de 10 æsker tændstikker at putte i kufferterne på vej hjemJ.

 

Vi besluttede at tage ind til byen og spise middagsmad og så komme hjem og hygge med ved aftensmaden og pakke til dagen efter. det betød endnu en succesfuld tur til "Safeway". Vi gik på kompromis med maden og delte det op i tre forskellige retter. Jeg har før fortalt at indkøbs forholdene er lidt anderledes og midt i kampen med de 10 lange gange, så lød der et overdøvende "nys" fra den bagerste gang og Rune, Maiken og jeg styrtede over for at tjekke om det var Kaja der endnu engang var "i problemer". Sætningen "er det dig Kaja?" har Rune underholdt os med uttalige gange siden og den totalt ufforstående australske kvinde som havde "vejrtrækningsproblemer" fik det ikke bedre, da Jeanette og Kaja stod bag ved hende og stor grinede, da vi kom om hjørnetJ.

 

Vi fik klaret indkøbene og så kom den mest brugte sætning igen fra ungerne…"hvad kostede det?". Vi har 3 meget pengebevidste børn og det er absolut en af grundene til at vores budget holdt under de 4 ugers ferieJ.

 

Vi gik hjem til campingpladsen og passerede receptionen, hvor Jeannette troede hun kunne snige sig ind og spørge om vores taxireservation til i morgen. Jeg så heldigvis at hun gik derind og Rune gik uheldigvis med, da han 1 minut senere brød fuldstændig sammen i latterkrampe, da jeg endnu engang "prøvede at hjælpe Jeanette med engelsk"….de fatter ikke en skid de australiere (og slet ikke om deres "kollegaer").

 

Ned og tage bussen igen og jeg styrede med sikker hånd bestillingen af billetter, samt betalingen, der derved blev noget dyrere end dagen før…skide australiere, igen det forstår ikke "skoleengelsk"!!!

 

Vi følte os fuldstændig som erfarende Melbourne gæster, i forhold til i går og stod af uden at være det mindste nervøse. Vi steg næsten direkte ind i en af de gratis sporvogne, som køre rundt om Melbournes bymidte. Vi stod kortvarigt af ved et butikscenter og kørte hurtigt af sted igen, efter lidt hurtigt udsalgssøgning.

 

Igen madtid og Rune og jeg havde bestemt os for at følge succesen op fra det lille thailandske take away  sted vi besøgte i går. Pigerne satte vi af på en "sundhedscafe" og vi strøg ned for at få stillet sulten et ordentligt sted. Tjeneren kunne vist genkende os, da han tog imod os med et kæmpe smil og det var sikkert fordi Runes ordre dagen før aldrig er set før…men nu blev den gentage…kylling, spagetti og ris, uden sovs og grønsager. Den søde lille ekspedient der første gang prøvede at tage imod ordren blev hurtigt skiftet ud, da hun ikke forstod sammenhængen og tjeneren fra dagen før klarede derefter ordren.  Vi blev ført ned til et bord og fik chips stillet frem (som de eneste på stedet). Retten blev servetret af en storgrinende dame, som gerne ville høre hvor vi kom fra… Derefter kom chefen ud og spurgte om han ville have mere og der var masser af slik til ham efterfølgende. En udsøgt og fyrstelig betjening og de griner stadigvæk (og Rune håber inderligt vi kan nå forbi i morgen igenJ).

 

Så var det ud for at finde fodboldstøvler. Men først ind og købe de sko som Jeanette havde drømt om at købe dagen før, men der var kun en af dem og hun ville gerne have en til hver fod…..Utroligt, de fandt den anden og glæden var stor og regningen lille….120 kronerJ.

 

Værre var det for Rune, da vi endelig fandt en sportsforretning. Vi havde sagt vi godt ville sponsorere 70 dollars, men de udvalgte fodboldstøvler stod i 170 dollars. Han gik "som katten om den varme grød", men til sidst overvandt hans nærighed hans  trang til at kunne fremvis årets flotteste støvler i klubben når vi kommer hjem(jeg beder til at de orange og gule, med de røde stribeder, støvler ikke kommer til Danmark og slet ikke til en billigere prisJ). Aldrig har jeg set vores søn så lykkelig over et køb og jeg håber de giver ham alle de skønne oplevelser som han drømmer om!!!

 

Vi gik lige ned omkring Federations Square, et meget "ny morderne" bygningsværk, som de er meget stolte over. Men da vejret bare blev bedre og bedre, så sluttede vi af på "hovedstrøget" og nød alle gøglere og musikanter som var ude og underholde. Maiken ville gerne hjem og vi gik ned til busstoppestedet. I aftes gik vi direkte ind i bussen, i dag gik der mindst 35 minutter, men humøret var højt og fodboldstøvlerne blev beundret konstantJ.

 

Hjem og nyde den sidste "hele dag" med lidt rødvin og Uno spil. jJeg nåede lige over og tjekke Internettet i 15 minutter og BTs overskrift var, "nu kommer varmen", aldrig har en ferie været så godt planlagt, rejste på første vinterdag og hjem til foråret, forhåbentligtJ. 

 

Vi fik lavet mad og udskød pakningen til klokken 07.00 i morgen tidlig. Så skal vi være ude fra "slottet" kl. 10.00 og lader bagagen stå til vi vender hjem kl. 18.45.

 

Vi fik lige evalueret ferien og alle fem var enige om at det havde været "4 FANTASTISKE UGER" og nu var alle klar til at rejse hjem…….SÅDAN J.

Feb
19
2012

Skriv en overskrift

Dag 27: Farvel Britz og goddag Melbourne

 

Efter en usædvanlig dårlig nattesøvn, på grund af for høj temperatur i soveværelset og tanken om vi var løbet tør for væske, gjorde at alle ens drømme endte ud med noget om vandmangel…J.

 

Nå men efter stormvejr, bliver alt meget stille…og i dette tilfælde "en dans på roser".

 

Vi ældre fik taget en morgen vandretur, ned for at finde noget drikkeligt og brugte tiden konstruktivt, til at "få reddet trådene ud". Hjem og få lavet et godt måltid og så var det at Jeanette "fandt guldægget"….Ikke siden hun giftede sig med mig, har hun fundet bedre ide!!!

 

Vi frygtede lidt dagen, da vi ikke havde fundet noget hotel i Melbourne, da vi syntes at rejsebureauets tilbud om 4500 for 2 overnatninger var i overkanten. Jeanette fik den glimrende ide at se i vores campings katalog, da det jo kunne være der var en i nærheden af hvor vi skulle aflevere vores Britz køretøj og de fleste havde jo haft hytter de lejede ud….. Heldet var med os, der lå en på samme vej….Jeanette for over og fik dem til at booke en hytte i to overnatninger.

 

Pludseligt var alt overskueligt, vi kunne køre ind og smide det hele ind i hytten og så rengøre bilen, inden vi kørte over og leverede den tilbage. Nu var humøret højt og det endte absolut ikke der!!!

 

Vi kørte de sidste 110 kilometer på lidt over en time og fandt både Britz afleveringsstedet og campingspladsen, med kun 1,5 kilometer imellem hverandre…og så kom "prikken over ièt", det var ikke en hytte, det var "et slot", med alt hvad hjertet begærede og så til 2200 kroner.

 

Ud med alle vores ting, Kaja og Maiken fordelte vores habengut i vores "nye slot" og Rune, Jeanette og jeg gjorde bilen rent og en time senere var den klar til aflevering og vi fik taget afskedsbillede, med en skraldespand som kameraunderlagJ.

 

Jeanette og jeg kørte ned med den og "vores mangelliste" blev hurtigt halveret, samtidig med "den unge mand der skulle gå bilen efter" fik sig dagens grin…..Låsen i døren virkede,  den var bare "spejlvendt" og varmevandsbeholderen virkede også, men den kørte på gas og da Maiken ikke ville lade gassen stå åben i frygt for at bilen skulle eksplodere, så gik hun ud og lukkede for hanen efter hvergang vi havde lavet mad…. J.

 

Vi nåede op på 2684 kilometers kørsel og da dieselregnskabet var gjort op, så var det lige 1 krone pr kørt kilometer, det var sku meget rimmeligt og bilen havde været en skøn oplevelse (også selvom jeg har 23 buler i hovedbunden, som mindeJ).

 

Hjem på gåben til ungerne, med alle vores tunge indkøb…nu kunne vi jo selv lave morgenmad i vores splinterny storslåede køkkenJ.

 

Vi fik lidt mad og så ud og tage bus nummer 220 til Melbourne centrum, en lille halv times kørsel. Vi stod af da vi mente vi var tæt på og fik hurtigt hjælp af en australiere til at vende bykortet den rigtige retning…Hun sagde også at de havde lovet frygteligt vejr og vi vendte os om og gik 15 meter, hvorefter alt stod i et og det begyndte at lyne og tordne.

 

Vi fandt indkøbsgaden og jeg må lige have med, at der sad Kaja og jeg på en bænk og sagde i kor, da en "flot sort dame" kom forbi, hende så vi i går i Guldgraverbyen….110 kilometer væk fra hvor vi nu sad…lidt utroligt, ikke?

.

Det kunne ikke slå os ud og da Rune og jeg havde lidt andre shoppe ønsker, så delte vi os og skulle mødes 2 timer senere, Rune og jeg fik lige set hvordan en Internet cafe virkede og var klar til at møde de andre en time før tid og heldigvis kedede pigerne sig også, så vi løb glade ind i hinanden.

 

Jeanette havde dog formået at glemme indkøbsposen, med hendes og  Kajas ny indkøb….men for en gangs skyld havde hun en anelse om hvor og vi fandt den heldigvis i skobutikken.

 

Vi fandt endelig et sted og spise, med thaimad og alle fik hvad de kunne lide og endda til en fantastisk favorabel pris…så god at ungerne bød os på Mac Flurry på "restauranten" ved siden af. dejligt, selvom de ikke havde med "Daim", noget som servitricen aldrig havde hørt om og derved fik Kaja til at gå helt i baglås, til hele familiens morskabJ.

 

Hjem igen og nu bliver der hygget med TV i sofarene…..SIKKE EN FANTASTISK DAG!!!!!!!!!!!!!

 

(og på sådan en kan jeg lige komme med et godt råd, som jeg glemte i sidste uge….Hvis der står "Free range egg" på et skilt uden for en gård i Australien, så betyder det ikke "gratis æg" som Jeanette troede, men "æg fra fritgående høns"…. J. (lidt ærgerligt vi ikke nåede ind og "forlangte nogen" gratis æg af en sagesløs æg producerende bondemand , inden Joe fortalte om forskellen...)

Feb
19
2012

Skriv en overskrift

Dag 26: Ballarat

 

Stod tidligt op, måtte lige ud og tage en sidste (lidt vedmodig) tur rundt omkring campingpladsen, for at sige et sidste farvel til den skønne Australske natur…….

 

Fik set op på de flotte solbeskinnede bjerge, som omgiver Hallas Gab, hvor vi har "besteget de fleste". Nåede af se de fleste af de 60-70 kænguruer som har deres faste græsningssteder, hvor man ikke kan lade være med at blive fascineret når de har deres "slåskampe", først med forbenene og når det går vildt til, så laver de også dobbelt ben spark, imens de holde balancen med halen. Fik set kaninerne og røven af en ræv", samt flere af de farverige fugle. De kragelignende fugle, der bare har hvide fjer indimellem og som skræpper op med deres gennemskærende lyde. Latterfuglene, hvor især en er meget nysgerrig, oprydder teamet  af Australien wood duck (ænder med de meget tynde halse, ikk Kaja?). Nåede også at se de grå, røde og grønne papegøjer....de hvide må have været ude og patruljere andre steder, samt "min lille ven, med det blå hoved og hale".  

 

Så hjem og vække familien, Rune havde fundet en lækker campingplads i Ballarat (med frit InternetJ) og vi skulle køre klokken 08.00. Vi kunne derved skære 120 kilometer af turen torsdag og få en hel dag i "den gamle guldgraverby. Så havde han regnet ud at han kunne sove på hele turen, smart og vi kunne få oplevet lidt ekstra på turen, "lidt af en win win situation"J.

 

Alt gik efter planen og vi slog ny rekord i at vække børnene og lave bilen om fra 3 soveværelser og til pulterkammer, køkken og spisestue, samt fyldt alle skabene med puder (mors gode ide, så tingene ikke fare rundt under kørslen). Alt sammen på under 15 minutter og så var Rune endda kommet sovende i sikkerhedsselen, så 08.01 var der afgang.

 

Også køreturen gik som den skulle, de første 50 kilometer i ren "Mcleods døtre" terræn (den australske TV serie pigerne følger hjemme i Danmark), hvor man dårligt mødte en bil, højst en af alle de pickups med en hund på ladet, vi har mødt så mange af.

 

Derefter kom vi for første gang i lang tid ud på en af de lidt større veje og vi mødte nu et utal af store truckere på vej ud i landet, fra Melbourne. Man sidder med hjertet helt oppe i halsen, når der kommer sådan "et monster" imod en med 100 km/t, på veje hvor man i Danmark højst må køre med 80 km/t.

 

Vi fandt den udvalgte campingplads og blev vist personligt hen på vores hyggelige plads, med hæk og blomster….men så stoppede romantikken for den dag…

 

Vi havde ikke fået morgenmad endnu,  så vi kørte lige efter tjek in  imod selve Ballarat. Vi fandt et af de steder vi havde fået anbefalet, men efter at have set menukortet, så nægtede ungerne at spise der, da de mente 800-1000 kroner var for dyt for morgenmad. Vi kørte videre, men nu kneb det med overskuddet, så vi endte til sidst med at køre ind i et supermarked og købte cocopops til ungerne og så kunne vi spise rester af gammelt brød og havregryn, på parkeringspladsen.

 

Det hjalp lidt, så vi kørte via GPSen ind i midtbyen og fik parkeret dyret over 2 parkeringspladser og gik ud og fik en kop kaffa/cacao og set på meget anderledes fodboldstøvler, som Rune ønskede sig vildt. Han ville dog vente til Melbourne og vi håber det var et fornuftigt trækJ.

 

Jeanette ville gerne ud og se Sovereign hill, den gamle guldgraverby, da der også skulle lidt kulturalt kolorit på vores ferie. Desværre kneb det lidt med tilslutningen til dette arrangement, men vi kørte derud alligevel og "enedes" til sidst om at gå ind alle sammen.

 

Det var lige som da Jeanette var inde på Brøndby stadion, det var spændende i 5 minutter og så ønskede hun bare dommerne snart fløjtede kampen af……Der var nogen på denne tur som klarede det bedre end andre og jeg vil undlade at nævne navne!!!

 

Men udflugten satte desværre sine spor og resten af dagen vil jeg venligst undlade at skrive om, da den sammen med "tristheden over det var sidste aften i vores hjem", gjorde det til "en kedelig cocktail" L.

 

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 25: Klippetur

 

Og morgenen startede med Jeanette skulle børste tænder, for anden gang med sin nye tandbørste…..Jamen så var den også væk, så vi købte en ny, da vi alligevel var nede og hente morgenbrød (den ligger nu i vores pengeskabJ).

 

Inden vi gik derned, så var jeg lige over og købe en times Internettet og Rune vågnede straks op uden protest og gik direkte på, da han måske kunne nå at få kontakt med nogen, inden de gik i seng i Danmark…

 

Det bliver mærkeligt at ikke skulle vågne til de australske fugle, som hver morgen beriger en med deres meget specielle stemmer og morgenturene sammen med min skønne kone, hvor vi sammen kan studere alle de udsædvanelige dyrearter vi er omgivet afJ.

 

Også australiernes meget venlige og nysgerrige personligheder vil savnes. Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi er blevet spurgt til hvor vi kommer fra og hvad vi har oplevet i Australien. Og de er meget flinke til at foreslå seværdigheder og især hvordan vi kommer til dem…Selv inde i camperen har vi fået besøg af et ældre ægtepar, som gerne ville se hvordan sådan et køretøj så ud indvendigtJ.

 

I aftes havde vi fået at vide hvor kænguruerne var om aftenen og da vi gik turen så gik der ikke længe før vi igen var omringet. Jeanette sagde at kænguruer var lige som vi havde rådyr i Danmark og de fortalte at sådan nogen havde de da også…3 minutter senere kom der en buk og en hind spadserende forbi, imens vi nød synet af kænguruerne…

 

Nå men tilbage til i dag hvor vi havde aftalt at skulle nappe den sidste travetur vi manglede. Vi kørte derop og orkede ikke at diskutere, så Maiken fik lov til at blive i bilen. Vi andre startede ud med at gå og blev faktisk hurtigt overrasket over, at vi ikke skulle trave, men nærmere "klatre op af bjerget". Der var kun 2,1 kilometer derop, men jeg skal love for man fik "sved på emhætten". Jeg har brugt mange superlativer om vores oplevelse, men denne slog for mig alt…Der var så flot og udfordringerne var "sjove og hårde" og da vi nåede toppen af bjerget, så havde man udsigten over ens strabadser….imponerende flot!!!

 

Oppe på toppen stod der et skilt ned til byen og der var kun 1,4 kilometer længere at "gå", så Jeanette og Kaja ville gerne den vej…Rune som ikke er forelsket af vores traveture var åbenbart også blevet udfordret optimalt, så han sluttede sig sku til de to andre og jeg måtte selv tage turen ned til bilen (og Maiken). Det gjorde ikke noget og jeg fik overbevist Maiken om at hun bare lige skulle prøve de første 500 meter op, så vi tog dem, uden hun var ovenud begejstret. (jeg så for øvrigt et fireben med 2 haler på vejen ned…en i starten og så delte den sig som et y).

 

Oven på sådan en tur, så må vi konstatere at det eneste vi har manglet ved vores rejsemåde er, en ekstra lille bil. Det har været et problem at hvis Jeanette og jeg gerne ville ud og gå og det var et stykke væk, så var man nød til at "tage huset med", så ungerne ikke havde noget derhjemme...meget upraktisk, men vi har klaret det alligevelJ.

 

Den meget motion betød at vi var sultne og vi kørte lidt væk fra byen og fandt et lækkert motel, hvor vi fik stillet vores sult. Børnemenuer og lækkert ostebord til forældrene. Servitricen brød næsten sammen da vi skulle have pomfritter til dessert, men vi fik vores vilje og Rune fik jaget emuerne væk, som løb langt nede på markenJ.

 

Hjem og spille tennis, det var nu 32 grader i skyggen, så det blev en hurtig kamp og så i swimmingpoolen, hvor vi fik snakket med et dansk par, som faktisk næsten havde kørt i vores hjulspor hele vejen.

 

Skal lige have med, meget forsinket men på flere opfordringer fra Maiken, at Kaja som altid er "efter os andre", måske fik overdrevet lidt en dag. Hun ville jo gerne se delfiner og hvaler, så når vi gik ude ved havet, så spejdede hun langt efter dem. Det er ikke lige årstiden for hvaler i disse have, men da de jo var op til 1 kilometer lange, så måtte man vel kunne se dem. Vi andre mente det måske var i overkanten, så hun gik ned på 500 meter……Vi er stadigvæk sikker på det er for megetJ.

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 24: Slappedag

 

Det var helt stjerneklart da vi gik til ro i går aftes, så temperaturen var faldet drastisk i løbet af natten….det betød at Jeanette havde frosset meget., Vi stod op og løb.

 

Inden vi nåede ud på løberuten, så væltede vi nærmest  rundt i kænguruer. Vi har ikke set så mange på det sidste, så vi "sneg os" over og talte 53 styk på græsset og ude på marken og da de åbenbart var vant til mennesker, så løb de ikke (Maiken nåede også derud 1 time senere).

 

Gårsdagens kapitel havde åbenbart været for meget for Jeanette, så nu skulle hun med ud og løbe. Hun er jo "jordens mest stædige asen", så nu skulle jeg afstraffes for mine nedskrevne ord. Vi klarede over 7 kilometer og "hun ville jo ikke løbe fra mig", men da målstregen var i syne, så skulle jeg knækkes alligevel. Med mine absolutte sidste kræfter og lange ben, så fik jeg overhalet hende…men det betød jo ikke nogetJ.

 

Op og booke endnu en nat og da jeg ikke kom hurtigt retur, så havde Jeanette lugtet lunten, ham som sad bag disken talte sikkert ikke godt nok engelsk til at han kunne forstå mig.  Men vi fik en ny "powert site"  (selvom den gamle også var en, vi/Jeanette havde bare misforstået det dagen førJ).

 

En ung knøs troede han kunne banke hans far i tennis, ha, en enkelt blunder gav jubel, så sejren i middagssolen lød på de knusende 6-0 6-1….og så vil han sku have revancheJ.

 

Pigerne slikkede solskin ved poolen imens, to tennisbaner og 2 swimmingpools, af bedste kaliber, uden andre som kunne forstyrrer…der manglede bare en lille lækker servitrice som kunne levere kolde drinksJ.

 

Vi havde set en rigtig cafe, som reklamerede med gratis Internet. Vi gik de 1,5 kilometer derned, jo når det har noget med Facebook at gøre, så kan man sørme godt gå. Et par kæmpe colaer på bordet og så havde vi forældre tid til at tage 10 minutter selv i byen. Desværre fandt vi ikke noget og da vi kom tilbage var ingen af de medbragte computere kommet ind på en side endnu, så lidt spildt, men maden var okay…

 

Hjem igen og vi smed de yngste af ved campingpladsen og tog en lidt længere gåtur. Vi kunne tage en smutvej det sidste stykke, men det betød at vi skulle passere kænguruflokken som lå og i skyggen og slappede af. De var lidt mere sky denne gang og styrtede lige imod campingpladsen og husene omkring den. Her blev den store flok spredt og kom så tilbage i mindre konfuse grupper og da vi nåede hjem kom Maiken styrtene og fortalte stolt at hun næsten var blevet løbet ned af 3 kænguruer….ja, helt overraskede blev vi ikkeJJJ.

 

Så nærmede tiden sig for aftensmaden og vi havde lovet mad ude i byen. Pludselig forstod man hvor svært Helle Thorninger havde det med regeringssammensætningen, da alle hos os også gerne ville have lidt ret. Til sidst blev det sådan at vi skulle spise derind og ikke selv hente det. Jeanette,  Kaja og Rune gik selv og Maiken og jeg pakkede hele bilen sammen og kørte de 1,5 kilometer. Så mødtes vi ved restauranten, vi var blevet enige om pizza og nu kom næste hurdle, nemlig at bestille så alle også her fik hvad de ville have….Det lykkedes og maden var bare lækker og nu kunne vi tage hjem og gøre klar til en  tennis double . Her er opvarmningen i gang og jeg vil gå ned og vinde…igen. Så håber vi Maiken kan få lagt de sidste 4 dage ind på hjemmesiden, vi har nemlig delt en time, Rune og jeg…pigerne havde ikke rådJ.

 

(temperaturen er også til tennis nu, vi er nede omkring 25 grader og i morgen lover de 30 og onsdag 32…puhaJ)

 

Har lovet Rune at fører til protokol, at Maiken og jeg tabte kampen til Kaja og Rune…..det gjorde sku ondt at skrive! Straffen kom til ham lidt senere, vi havde jo købt en times Internet og jeg havde lige været inde og tjekke mail og temperaturen i Danmark og lukkede så Internettet ned ……troede jeg, da man skal huske at log af. Da Rune så langt om længe skulle på Facebook (hans venner havde jo fået vinterferie derhjemme, så var der ikke mere tid tilbage…Da campingpladsens reception var luket ned for i dag og vi derfor ikke kunne få en ny time, så brød hele hans verden sammen…. L. ENDNU ENGANG UNDSKYLD!!!

 

Jeanette fik ham heldigvis ovenpå igen og et spil Uno hjalp der sidste, det gik nemlig ud over Maiken. Hun tabte første spil og i revanche spillet havde hun 0 strafpoint efter 5 spil og var helt oppe og køre, 3 spil efter lå hun på sit værelse og mugede højlydtJ.

 

Aftenen sluttede med at Jeanette skulle børste tænder med sin nye tandbørste, en havde smidt den gamle væk….

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 23: Sikke en udsigt J

 

Tog en morgengåtur ud på "savanen", desværre var der en møgfugl som fulgte os og advarede alle de spændende dyr om vi kom, så vi måtte nøjes med lidt kænguruer ude i horisonten, samt "et forladt skildpadde skjold.

 

Hjem og få morgenmad og allerede første dag hvor Runes opvaskeplan skulle starte op, gik der kuk i den, men det var sku også dumt og ugennemtænkt at sætte sig selv på morgenholdet, når man først er vågen efter 10.00…..

 

Vi havde jo besluttet af skifte ind til en campingplads,  tættere på bjergene, så vi måtte "on the road again" og ind til Halls Gab (og ikke "Hells Gab" som Jeanette siger jeg skal passe på ikke at udtale, min specielle accentJ).

 

Vi havde udset os en "Big 4", som vi havde medlemskab til. Selvom der stod at alt var optaget, pga af jazz festivalen, så fandt de en til os, dog uden at vi kunne sætte elkablet til. Den kostede det dobbelt af hvad vi gav dagen før, men prisen ville falde i morgen, da alle gæster forlod stedet og så kunne vi vælge lige hvor vi ville bo.

 

Inden vi parkerede vogntøjet, ville de 3 ældste op i bjergene og se på de 4 udsigtspunkter / små traveture, som den søde dame i receptionen havde udset til os. Det udløste absolut ikke begejstring blandt de 2 sidste familiemedlemmer, men "de blev overtalt" til at tage med, dog ikke uden at ytre deres utilfredshed højlydt.

 

Der var små 20 kilometer op til det sidste af dem og vi passerede de 3 andre på vejen, så nu vidste vi hvor alt var. Oppe på toppen stod en flok cykelryttere, de fleste i "røde bjergprikkede cykeltrøje" og 2 kilometer senere forstod vi hvorfor, da de 2 første overhalede os ned af de små veje og pludselig blev humøret meget bedre hos Rune og han skiftede øjeblikkeligt til førersædet, hvor han kunne se de kom med over 70 kilometer i timen dernedad.

 

Første udflugtssted var MacKenzie Falls og det skulle være en tur på små 2 kilometer i alt. De var dog fordelt på halvdelen" ned i hullet"  og efterfølgende op igen. En fantastisk oplevelse og godt for vores "ude af form unger", med alle de trapper. Men bedst af alt var det skue der ventede os dernede, et ubeskriveligt flot vandfald og man kunne snildt have brugt en time i selvskab med 2 kolde øl og en sød kvindeJ.

 

Videre tilbage og ind og se "The Balconies", et klippefremspring hvor der "er tag over" af en anden. Desværre var der lukket for gæster ude på den lille platform og selvom der var 3 modige deltagere i delegationen, så måtte de ikke prøve for "den øverst befalende!!!".

 

Boroka lookout var udsigten ned mod den dal vi boede i og vi kunne snildt se ud til den forrige campingplads, 13 kilometer længere ude og derudover havde man et godt syn ned til den opdæmmede sø og man kunne snildt forstille sig hvad der skete med os, hvis der gik hul i dæmningen….

 

Hjem igen, da de sidste 5 kilometers travetur klogelig blev slettet, for at beholde den igen oprettede familieidylJ.  Måtte lige puste en gang til hos en storgrinene politimand, som tydeligvis genkendte bil og chauffør fra dagen førJ.

 

Så stod den på tennis og swimmingpool resten af dagen, for de 2 yngste. Tennisbanen var et kapitel for sig selv, da det var som at komme "fra Lars Tyndskids mark" og ind på "en af de rigtige berømte centercords" …det betød dog at Kaja ikke kunne lave sine "snydeserve" fra dagen før, hvor man serve ned i hullerne på modstandernes halvdel og så ryger den i en helt anden retningJ (til gengæld lå denne lige op af swimmingpoolen, ( der røg 2 bolde derud under dagens dyst).

 

De 3 ældste tog lige en travetur ind til byen, for at opleve jazz festivalen. Man må konstatere at hvis gæsterne alle steder har samme gennemsnitsalder, så er det en uddødende musikstil. Over 90 % af de betalende festivalgæster var over 70 år, men de hyggede sig. 

 

Hjem til vores utrolige lækre campingplads, der bare har alt. Nu skal man ikke altid  finde noget negativ, der er dog bare et lille problem, nemlig nogle utrolige irriterende fluer (1/3 af størrelsen hjemme fra) og de går direkte efter hovedet på en…og især ørene og da især en af os "er udstyret med store lyttelapper", så kan jeg godt blive lidt træt af dem (men heldigvis kommer de ikke ind i bilen).

 

Vi spiste aftensmad, sammen med 30-40 små fluer, samt pludselig 2 latterfugle, hvoraf den ene var meget nærgående, på den gode måde. De er åbenbart kødædende og det var jo ikke til at stå for. Hvis stykkerne var for store, så bankede de kødet ned i jorden eller ind i plankeværket, som om de ville "lå det ihjel først"… og så gav deres næb en sjov lyd.

 

De 100 mest entusiastiske jazz elskere på vores campingplads, holdt afskedsfest på campingpladsen, med lammesteg og levende musik, så Jeanette prøvesmagte det første og det sidste havde vi alle glæde af hele aftenen (heldigvis gjorde deres alder at de sluttede i nogenlunde anstændigt tidJ).

 

Maiken har længe klaget over vi gik alt for tidligt i seng, så på en aften hvor jeg havde overskud, så forsatte Rune, Maiken og jeg med at spille kort, efter de 2 ældre damer var gået til ro. Hyggeligt og hvis ikke Maiken var "gået sukkerkold" havde vi sikkert siddet der endnu. Rune var super heldig og havde en "feberredning", så han gik fri, jeg tabte retten til at drikke rødvin i morgen og Maiken skal hjælpe Jeanette med de 3 maskinfulde vasketøjLJ.

 

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 22: En uge til afrejsen fra Australien L

 

Startede op med en tidlig morgenløbetur og igen i en af kystbyerne på Sydkysten. Har nu fundet ud af de har et tilfælles, de ligger alle nede i en dal, så lige meget hvad retning man løber, så går det op af bakke i starten…. Nå men det gik bedre en forventet, da de mange kilometer bag rattet, sammen med slik og småkager ellers er begyndt at sætte sig på sidebenene.

 

Jeg løber desværre alene, da Jeanette åbenbart  kun gider at gå hernede… tror hun har lagt en snedig plan om at få så mange nye indtryk med hjem, så hendes løbemakker, Helle, bliver lullet i søvn af alle de beretninger der kommer, så hun slet ikke opdager de begynder at gå…..

 

Jeanette var kommet op da jeg landede på campingpladsen igen og jeg inviterede hende ud på en lille tur, da jeg havde fundet en trappe op til et udkiks punkt, vi ikke havde prøvet. Det var ikke så langt, men alligevel "var Japanerne alligevel ude på ruten", de er virkelig i overtal…(vi hilste på de første danske turister i går, siden vi kørte fra Sydney).

 

Hjem og få brygget et kæmpe stort engelsk morgenmåltid på bordet, med røræg , pølser, ristet toastbrød og alt andet der passer til…..samt laks til "vores specielle madøre", så håbede vi hun kunne holde sig i ro på turenJ.

 

Vi nåede ikke langt før "The Arch" og lidt senere "London Bridge" lokkede os forældre ud af bilen, for at få taget nogle flotte fotos...ungerne fattede ikke at et par sten kunne betyde så meget. De fik dog "glæde af" "Martyrene" da de kunne betragtes fra bilen…hvor heldigtJ.

 

Vi kørte ind til en Woolwhort i Warrnambool…lidt svær sætning. Her fik vi lige provianteret så vi kunne "overleve i bjergene". Der er to store forskelle imellem danske og australske supermarkeder. For det første så har de enormt lange gange og hvis man ikke har skrevet en indkøbsliste "efter forretningens indretning", så tager det sin tid. Den anden er ved kassen, her bliver alle ens vare puttet direkte ned i gratis plastiskposer af ekspedienten…smartJ. Igen sprang de "mådeholdende piger over" med hensyn til pludselige impulskøb. De har på de første 3½ uge hver brugt 120 kroner på tøj, så nu skal de sparre…… Rune gik dog helt amok og købte slik, så nu har han brugt  22 af de dollars han fik af Farmor og Farfar i Julegave. Problemet er at han har fundet ud af at kursen er steget fra 1:5,90 til 1:6,20 (sidste år var kursen 1:5,00), så nu vil han ikke bruge flere, men derimod sælge dem til os, med fortjeneste….mon ikke der er en børsspekulant  gemt i ham?

 

Så gik turen op imod The Grampians og det viste sig at være "et stille område". På 2 strækninger af 30 kilometer mødte vi ikke eneste bil og da der endelig kom en bagfra, så var det ved at gå galt, da man jo var lullet helt i søvn. Efter 2200 kilometer bag rattet og ikke en bil i miles omkreds, så tog jeg chancen og lod Jeanette køre 4 kilometer. Det gik fint, men sjældent har der været så stille i bilenJ.

 

Så ville Rune også prøve og han fik chancen, sammen med pigerne på skift, så jeg pludselig også fik tjansen som "lige bagved sidende kørelærer"…heldigvis mødte vi ingen biler på den strækning….

 

På de lange øde strækninger, forstår man hvorfor at Australien kan eksportere så meget kød fra henholdsvis kvæg og får. Også dette område er" tæppebombet" med græssende husdyr, men man forstår ikke rigtig hvem der ejer dem, da der ikke er særlig mange huse der, for at sige det mildt.

 

Der var i dag skift på det andet førersæde pr. 10 kilometer, så alle fik lige lang tid, hyggeligt, men også dømt til diskussioner. Men dejligt med nye ansigter at snakke lidt med, da det kan knibe for chaufføren at kunne høre hvad der bliver sagt længere bagude i vognen. Ingen af børnene har endnu haft hjemve på turen (jeg har også selv kun lige kortvarigt savnet min seng under uvejret i spejderlejren forleden). Maiken drømte sig dog lige lidt hjem, da jeg kom til at nævne for hende, at nej hun skulle ikke have været til fest med den gamle efterskole i dag, hun skulle have været til  LandsMesterskaberne i fodbold på Fyn…det er jo noget hun elsker og i 2 minutter var hun jaloux, så var den ude igen.

 

Vi landede i Dunkeld, lige nedefor The Gramians, hvor vi ville besøge turistinformationen for at høre om de vidste om nogen veje var oversvømmet på vejen op til Halls Gab. Ingen problemer fortalte den søde ældre dame der, som Jeanette fik fat i og nær aldrig var kommet fra igen…Burde have tage et billede af hendes navneskilt, det var nemlig broderet i samme farver som hende trøje, professionelt og en anelse "af mode"J.

 

Vi tankede lige diesel på bilen og damen bag disken fortalte at det havde været thunderstorm der om natten og hun havde aldrig set noget lignede før, samt at hendes soveværelse stod under vand nu. Dagen før var vi også i en forretning, hvor ejerne stod og tørrede gulvet op og de regnede med at der var ødelagt for 10000 dollars hos dem…så vi var vist heldige forleden….

 

Vi fik kørt de 60 kilometer op igennem dalen, hvor bjergene stod flot på begge sider af vejen og landede i byen Halls Gab, hvor jeg havde fortalt Jeanette at der var ingen problemer med at finde en ledig plads. Det ville der ej heller havde været, hvis de ikke lige havde "banket en jazz festival op", lige i denne her weekend. Jeg måtte smide bilen på vejen med katastrofeblinket på og så løb Jeanette over på turistinfoen og fandt et sted (faktisk der vi havde planlagt, det lå bare 13 kilometer væk). Vi af sted og ikke meget senere røg vi ind i en spritrazzia, men da jeg "var clean", så var vi lige så hurtigt ude af den igen.

 

På vejen derop måtte vi standse bilen brat, da Jeanette havde set en flok emuer. Rune sprang ud med kameraet og jeg skal love for at han kom tæt på. Jeanette og Rune var lidt uenige om de var ½ eller 1 hel meter fra en af dem, men tættere kommer man vist ikke uden at blive rigtig uvenner med dem, men han var stoltJ.

 

Det viste sig at være "helt ude i bushen" vi havnede, der var sku lidt Afrika over det hele. Også søen ved siden af stedet bar også præg af det samme, med gamle træer ude midt i den. Virkelig et særpræget syn og der var da også et par emuer lige omkring den for at  gøre det helt unikt.

 

Vi fik en af de sidste ledige pladser og det var lige bagved "camperkitchenet", så vi lavede maden der og spiste for første gang i lang tid "uden for husets 4 vægge". Der var et ungt tysk par som gjorde det sammen og de skulle være i landet i 3 år. Jeg skrev før om kursens indflydelse for Rune/os, men for ham var det endnu værre, da hans arbejdskontrakt var på tyske vilkår i stedet for australske, så han tabte 40% om måneden i forhold til hans kollegaer….. Det er fordi Kina køberafsindigt meget  kul og stål af Australierne, at deres valuta står så  stærkt for tiden.

 

Så skulle vi lige have en "familiedyst" i tennis. Rune og Kaja på den ene side og Maiken og jeg på den anden. Resultatet blev en lille sejr til sidstnævnte, men til gengæld så burde Kaja og jeg have haft titlen som "Australske mestre i balancegang", da der konstant lå "øretæver i luften" fra hver vores makkere, som ikke på nogen måder havde tænkt sig at tabe……..

 

Under hele kampen havde vi fornøjelsen af de hvide papegøjer, som fornøjede sig med at gøre luftrummet usikkert, i større eller mindre formationer, dog med konstant lyd på, heldigvis gik de i søvn samtidig med solenJ. (de står op ved daggry igen……. J)

 

Desværre er det lidt for langt fra alt det vi gerne vil prøve, så i morgen regner vi med festivalgæsterne tjekker ud og så køre vi ind til en som ligger tættere på byen og så håber vi at få de sidste 4 overnatninger der, inden den sidste etape torsdag, hvor ca. 240 km venter ind til Melbourne.

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 21: Regn (i) skoven

 

Hold da kæft for en nat…..vågnede tidligt og regnen væltede ned og spekulationerne om "spejdelejren" ville stå under vand når solen stod op og vi ville være spærret inde i mange dage, gjorde det umuligt at falde i søvn igen.

 

Kunne fornemme at Jeanette også var vågen og hun kunne fortælle at det havde tordnet hele natten og hun også var nervøs for tilstanden udenfor. Maiken havde heller ikke sovet andet end 5 minutter, berettede hun om oppe fra hende værelse, som er lige under taget, men……så kom det frem at hun på grund af den planlagte 9 kilometers travetur der stod på programmet i dag,  havde hun "ligget og bedt til Gud" om at det ville blive regnvejr, så turen blev aflyst…MØGUNGE!!!

 

Men man måtte jo over på toilettet og det viste sig at forholdene var rimmelige og man kunne blot glæde sig over man ikke havde ligget i telt eller været en af de mange koalaer oppe i trætoppene.

 

Rune vågnede op og straks viste det sig at han havde lært lidt af hvad jeg havde skrevet i går, nemlig et nyt ord….Så nu ville han meget gerne over og "lave ekskrementer på toilettet"…. J.

 

For første gang havde vi booket 2 overnatninger, men måske var det en straf for at "rende fra regningen i Rye", at vi nu besluttede at køre allerede efter første nat. Det blev enstemmigt bestemt på familiemødet under morgenmaden, så de 31 dollars var "smidt ud af vinduet".

 

Vi kørte lige ud for at se på Otway Light House, inden vi fandt Great Ocean Road igen. Det ældste fyrtårn i Australien, et imponerende et, som har ligget der i næsten 150 år. Vejret var ikke det bedste og jeg skal love for at der på toppen "var lidt vind".

 

Vi kørte tilbage og på vejen ind til Great Ocean Road kunne vi tælle koalaer i snesevis, der sad næsten en dyngvåd en af slagsen i hvert træ….de er sku nuttedeJ.

 

Der er jo kun 6 dage tilbage før vi skal aflevere vores bolig/bil, så der er ved at være "panik før lukketid". Vi vil jo gerne nå så meget som muligt, inden vi skal hjem. Så vi tog chancen og drejede af vejen, selvom vi ikke havde vand på tanken, morgenmad til Kaja og nogen kontanter tilbage, for at gå på "tree top climing", samt se et flot vandfald. Efter 30 kilometer mødte vi en bom ind til verdens højeste gangsti i trætoppene, hvorfor ved vi ikke, da der stod de havde åbnet alle ugens dage….ØV, der gik vi sikker glip af en fantastisk oplevelse, men sparede mange penge og resten af dagen blev alligevel god.

 

Først Trippel Waterfalls, en rundtur i regnskoven på 2 kilometer, hvor man fik gået op og ned af alverdens trapper og set både flot vegetation, samt et imponerende vandfald, så flot af selv ungerne gik turen uden brok!!

 

Vi trillede videre og passerede de første 2000 kilometer på speedometeret og det er gået meget nemmere end forventet (det blev fejret med slik og sodavand om aftenenJ).

 

Så satte vi farten op og nåede "de 12 Apostle" i lyntempo. Men det bedste var at vi "havde sat" det dårlige vejr af og nu skinnede solen heldigvis og temperaturen var steget 7 grader…det gjorde oplevelsen helt unik. En fantastisk skue, selvom der kun er 7 Apostle tilbage, resten har vandet væltet J.

 

Så nåede vi Port Campbell, hvor vi havde fundet campingpladsen der skulle hjælpe os tilbage til civilisationen, og tak skal du have for et vidunder. Helt nye badeværelser og køkken og alt spillede bare…HURRA, jeg/vi har det sku bedst med "lidt tjek på tingene"….og ungerne, ja der var frit Internet, så efter en ½ time efter vi var landet spurgte vi Maiken om det ikke var på tide at hun tog sikkerhedsselen af.…de er sku afhængige de kære børnJ.

 

Vi nåede lige at kigge ind på hjemmesiden og tak for alle hilsnerne i gæstebogen, de luner…. J Og til dig kære Rytte, utroligt hvad du går glip af oppe i luften, når du kun tager billeder af blomster!!! Det er jo en Yellow -tailed Black-Cockatoo vi så J.

 

Vi fik lagt billederne ind fra de sidste 5 dage, fra kameraet og til vores computer. Desværre er en del af dem blevet ødelagt, da vi åbenbart ikke har haft nok batteri på kameraet, ærgerligt, men måske klare vi den med de andre 1700 vi har taget.

 

Aftenmaden er blevet et mindre problem i løbet af turen. Det er kun Kaja som virkelig har specielle ønsker hele tiden og i dag passede pastaskruer ikke til kylling og pølser, hun ville have kartoffelmos. Jamen hvis hun selv skrællede dem så okay, det gjorde hun og vi lyttede til klageriget alt imens det stod påJ

 

Nu vil jeg med sindsro ligge mig til at sove og glæder mig til at skulle i brusebad i morgen tidlig.. J. Vi har besluttet at nappe 200 kilometer i morgen og forhåbentligt nå The Grampiens, hvor vi vil prøve at ligge samme sted i 3-4 nætter, for at slutte roligt af samt få sat et flot punktum på en fabelagtig rundtur i Syd Australien, inden vi køre camperen til Melbourne torsdag.

Feb
15
2012

Skriv en overskrift

Dag 20: Koala dag…

 

Fik lige en hygge/planlægningstur sammen med Jeanette på stranden, efter at have nedfældet gårdagens oplevelser. Da vi kom hjem havde de sendt "oprydder teamet" ud på pladsen. De andre steder har det været irriterende og larmende måger, her er det meget bedre, nemlig ænder. Gråænderne går i små grupper tæt på beboerne og de mere eksotiske af dem i en stor fælles enhed, som systematisk rydder alle arealer J.

 

Efter lidt "lejrkuller" i aftes, fik vi forældre brygget en kompromisplan sammen, som skulle vise sig at være helt perfekt. Vi købte os til lidt ekstra tid på pladsen, så alle fik nok af Internettet og så kunne vi komme videre med tilfredse børn. Planen var at køre senest klokken 16.00…alle var klar klokken 13.30, sådanJ.

 

 (Tiden blev brugt på en lang gåtur til Jeanette, "præcisionspark konkurrence til skraldespande i fodbold" og som før fortalt computer/Internet for resten)

 

Vi kørte videre ud af Great  Ocean Road og målet lå kun ca. 30 kilometer forude.  Vi var ikke sikker på i hvad rækkefølge vi skulle tage tingene som Jeanette havde fundet, så Informationskontoret i Apollo Bay blev besøgt og det hjalp.

 

Desværre var Kaja lidt sløj, første sygemelding i 20 dage, men hun kom med ud på den korte vandring i Maits Rest Rainforest Walk, en spændende tur i den "virkelige regnskov". Imponerende med beplantningen, mange bregner/palmer og over 100 meter høje træer…verdens højeste og selvom vi alle  ville står rundt om stammen, så ville vi ikke kunne nå rundt om den!!!!!

 

Vi havde hørt om en campingplads med masser af koalabjørne og det kom ikke til at skuffe. På vejen ind til den, kørte vi videre fra regnskoven og længere ud imod kysten. Den sidste kilometer lød det bare, se der er en, og der er en og der er en og der er en og den har en unge på ryggen……(hvorfor vi betalte en formue for at finde 10 styk i en koalapark blev pludselig et meget brugt spørgsmålJ).

 

Ind og tjekke ind hos "en sjov fætter", som virkede som om han var begyndt på ferien efter den hårde skoleferie for Australierne. Men vi fik vores plads og da vi kørte ned imod den så måtte den koala der sad på jorden  jo gå over til det første og bedste træ. Alle  strøg efter den og da den kom i sikkerhed lige over deres hoveder, så brølede den højt (det lyder lidt som en orne i brunst og de siger vi skal nok få hørt mere af det i løbet af nattenJ).

 

Det skulle vise sig at være "en ren spejderlejr", langt ude i skoven. Men vi fik lavet mad og imens jeg fik  stegt kødet, så kom en koalamor ned med sin unge på ryggen. På få minutter samledes alle campingpladsen beboere sig omkring træet og hvis alle de andre også har 143 billeder af dem, så er det nok de mest fotograferede væsner i Australien i dagJ.

 

Nå men maden blev færdig og vi satte os til bords, heldigvis et par meter væk fra de koalaer som var i træet over. Mens vi spiste fandt vi nemlig ud af hvad det nuttede dyrs eneste ulempe er, nemlig at når den spiser så skal der være plads til mere i maven, så "det regnede ned med ekskrementer" lige bag ved aftensmadsbordetJ.

 

Nu er Kaja heldigvis frisk igen, så imens jeg skriver har hendes genvundne appetit betydet at Campervanèn  er blevet fyldt med duften af nylavede pandekager, hyggeligt, da regnen siler ned udenfor, så man trænger til gufJ.

Feb
9
2012

Skriv en overskrift

Dag 19: Ocean Road

 

Vi kom uset fra campingpladsen…håber vi… og Jeanette jagede os op "før Fanden havde fået sko på", da vi kunne komme billigt over med færgen enten klokken 07.00 eller 08.00…… Ungerne var tossede, mindre blev det ikke da vi ankom 40 minutter før afgang og da det så viste sig at "campere" var "campingvogne" og vi skulle betale fuld pris, ja så kneb det sku med smilene fra dem under 40 årJ.

 

Vi kom trygt over med færgen og trillede stille derudaf og nåede hurtigt ud på den berømte Ocean Road. Efter 20 kilometer forstod man hvorfor den er kendt, flot syn !!! Vi nøjedes med ca. 40 kilometer op af den og standsede op ved Kennett River, hvor Jeanette havde fundet et sted med Koalabjørne.

 

Vi steg ud af bilen og inden vi havde booket en plads, havde de 3 slyngler fundet den første. Videre til vores plads, hvor Maiken og Rune allerede stod med hænderne fulde af papegøjerJ. (denne gang var de rød/blå der var mindst og de grønne de store og dem som styrede showet….

 

Det var frit Internet, på alle de 3 medbragte computere, for første gang, så Maiken kunne få lavet lektier og Rune lagde billedere ind på hjemmesiden, imens vi andre tog en spændende tur ud i regnskoven. Jeg vandt duellen imod Kaja om hvem der først så  koalabjørne derude, 4-1, men hun fandt den store brune slange.

 

En skøn kort tur, da ruten sluttede efter 1,5 kilometer, men vi tog yderligere 300 meter, ude på stenen i floden, som var eneste mulighed for at komme længere op…sjovt, men man fik ikke set nogen dyr, da man havde rigeligt med at koncentrere sig om balancen. Der var kun en som ikke fik våde sko og det var ikke en af hunkønJ.

 

Jeanette og jeg tog lige et ekstra smut over til den imponerende strand, hvor kæmpebølger bankede ind imod de fantastisk flotte klipper vi gik på. der blev fundet nogle farverige sneglehuse, håber de kan klare turen hjem.

 

Jeg fik et "Peter Stokholm flip" og trængte til en løbetur…troede ikke bakken jeg startede på blev ved med at "gå direkte op i himlen" (eller rettere Helvede), men det gjorde den. Jeg klarede 2,5 kilometer opad (med 12-13 stopL) inden jeg måtte vende om og spurte tilbage….

 

Jeanette havde forberedt aftensmaden og smuttede selv over til barbecuen og kokkerede et verdensklasses måltid, med kylling og sparreribs, samt kartofler i skiver…MUMS (hun er fastansat nuJ).

 

Nu skal der spilles terninger, 31 hedder spillet og vi skal have fundet morgendagens opvaskere, LIVET ER SKØNT.  J

 

 

Feb
9
2012

Skriv en overskrift

Dag 18: Klokken er  kun 06.00 og jeg har lige en halv time til at skrive i, inden resten af bilen skal vækkes og vi kan "sniges os væk" fra campingpladsen. Ellen bookede den første nat til os og siden har vi ikke kunne finde nogen personer at booke yderligere med…men lige meget siger Ellen, penge ligger bedre i vores lommerJ.

 

Tre dage i selskab med Ellen og Joe har sat sine spor. Jeg vågner om morgen og ligger og "tænker på engelsk", Maiken har flere gange  taget sig selv i at tale engelsk til Kaja og i nat snakkede Kaja engelsk i søvne. Men det er også pludselig intensivt at "være på" så mange timer, men super sjovt!!!

 

Maiken og kaja har virkelig nydt disse 3 aftner og deltaget 100%, hvor Rune hellere hurtigt har sneget sig over til computeren, for at være i "sikkerhed" for spørgsmål… Men han har også haft mange positive oplevelser ved at møde hans Australske familie"J.

 

I går måtte han tidligt op, da jeg, Maiken og han skulle med Joe ud og sejle. Vi havde glædet os og blev absolut ikke skuffede.

 

Joe kom kørende i bilen, med den 4 personers speedbåd oven på traileren og bakkede den flot ned i Port Phillip, en af de største bugter i verden. Vi sejlede først ud til et gammelt fyrtårn, som lå langt ude i bugten. Det blev nu kun brugt af sælerne til at slikke solskin på. Dernæst ud til  det gamle fort som ligger ude i sejlrenden ind til Melbourne, øen og fortet blev opført i 1880 og er også nu kun boplads for fugle, samt 3 små sælunger, til Maikens store glæde. Vi fik også fornøjelsen af 34 pelikaner som fløj lige ind over båden, fantastisk syn.

 

Vi smed ankeret ud og lå og fiskede en times til og jeg fangede en "kæmpe flatheadfish" og kunne sole mig i den præstration hele vejen hjem, hvor Joe dog lige gav ungerne en sidste chance for at fange en som var større, så han/de kunne lukke munden på mig. Maiken fik bjærget en i sidste forsøg, som måske var 1 cm længere end min……ÆVJ.

 

Imens var Jeanette og Kaja på tur med Bodil og den meget impulsive chauffør, Ellen, som køre sin lille hvide Nissan, fuldstændig som hun  lever resten af sit liv. Så der var blevet stille flere gange i bilen, dog mest da hun tog en U-vending, midt i eftermiddagstrafikken….men havde der sket noget, så havde det helt sikkert været Joes skyldJ.

 

De besøgte Sorrento og Portsea  og de havde haft en skøn tur med cafe besøg og shopping, samt besøg i Ellen og Joes tidligere hus…de kunne jo sagtens gå ind og se, der var jo ingen hjemme, fortalte Ellen efter en snigtur rundt i områdetJ.

 

Så fik vi alle 4 timers afslapning, med lektier, indkøb og badning for mit vedkommende, "kyllingerne" gik hjem igenJ.

 

Vi skulle ud til Paul og Amanda og spise aftensmad, men Ellen havde jo lavet aftalen, så afgangen bar præg af 3 forskellige afgangstiderJ. Det lykkedes dog til sidst at få alle 6 gæster, samt de 2 venlige tourguider/chauffører derud og det blev igen en fantastiks aften. 

 

Vi fik en KÆMPE lammesteg serveret og en spændende dessert med passionsfrugter og bananer, MUMSJ. Under middagen fik vi igen trænet vores lattermuskler, da det er imponerende hvad Ellen og Joe har været igennem i deres fælles liv… de kunne underholde os hele ferien med nye historier, er jeg sikker påJ.

 

Men nu er det slut, vi sagde farvel og forhåbentligt på gensyn til alle de søde mennesker og tager nu færgen over til Oceans Road, som vi håber bringer os nye store oplevelser (håber vi kommer usete ud af campingpladsen og Rune klare den tidlige vækningJ)

 

Kaja, Maiken….. Sune…Annette….og Trolles J

 

Feb
9
2012

Skriv en overskrift

Dag 17: Starter lige op med det sidste fra "dag 16" J. Det skulle vise sig at blive en meget hyggelig og morsom aften hos Ellen og Joe, hvor vi flere gange fik bevis på at ordsproget "en fjer hurtigt kan blev til 5 høns" passer fantastisk på Jeanettes familie, altså fra Ida, via Jeanette og til mig og ungerne….. J.

 

Først kom Jeanettes fætter Poul og hans nye kæreste Amanda.  Det var rigtigt sjovt at møde dem begge og Poul fortalte om hans liv med bl.a.  surfing, guitar spil og nu dans, da Amanda som var tidligere danser/underviser, havde bragt en ny interesse ind i hans liv…J  Super hyggeligt og som Kaja og Maiken sagde i kor, "der går en klon rundt af ham i Danmark, nemlig Anita og Peters søn, Jonathan!!!"

 

 

Ud over os til middagen, var også en anden ferierende dansker, nemlig Ellens" brudepige",  Bodil. Derigennem kom også mange sjove anekdoter om tiden i Australien, da hun og Ellen emigrede sammen derned…det meste af rejsen, inden Ellen stod af i Sydafrika og tog en andet skib resten af vejen….den lader vi ligge herJ.

 

Aftenen sluttede af med dessert og Ellen havde fortalt os inden, at hun under bagningen af kagen, pludselig kom til at se at halvdelen af gummipaletten var forsvundet ned i dejen. Hun havde fundet det meste, men vi skulle lige være opmærksomme på det under indtagelsen af slutproduktet, der kunne være mere. Joe blev enig om at præmien for at finde et stykke "rubber in the cake", var at man måtte komme igen i morgen…lige som juleaften kunne jeg stolt vise mandlen/gummiet fremJ.

 

Hjem og sove på campingpladsen hvor Ellen og Joe havde booket os ind. Jeg havde desværre parkeret så bilen hældte til den ene side, så hele natten var jeg ved at trille ud af sengen. Da vi oveni købet havde glemt at skrue køleskabet ned, som vi normalt gør inden sengetid, så startede det op hvert andet minut, så havde jeg kunne komme til at flå det ud af køkkenet så havde jeg gjort det…..men man kan jo heller ikke sove 10 timer hver natLJ.

 

Nå men alle kom op og der er virkelig start vanskeligheder nu. Med 3 piger i huset og kun et spejl i entreen så bliver der hurtigt "meget lidt plads at komme rundt på". Det er jo meget, meget vigtigt konstant at tjekke "den nye kulør"  og om man er begyndt at skalle. Ved ikke om dem vi har lejet bilen igennem giver penge til et nyt spejl, hvis det gamle er "slidt op"……

 

Nå men er der så endelig "fri passage" på et tidspunkt, så kommer næste hurdle, at komme ned til sin kuffert. Ude på det lille badeværelse står 4 af kufferterne opmagasineret og min står inderst. Min måde er så at stikke armen ned og håbe det jeg trækker op matcher, ellers er det bare ærgerlig, jeg orker ikke flere forsøgJ.

 

Kajas er øverst og den må endelig ikke røres eller komme til at ligge skævt, da hun hele tiden "lige har lagt tøjet så pænt". Maikens derimod er anbragt længst inde på hendes værelse, som jo er oppe over det kontor jeg lige nu sidder og skriver i, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan der ser ud deroppe. Vi ved jo hjemmefra at hun "ommøblere et rengjort værelse til et bombekrater"  på en dag og nu kan vi ikke tjekke hende…samtidig bruges hendes nye værelse som pulterkammer, så når vi rydder alt vores sengetøj væk, så ryger det bare op til hende og er hun ikke stået op, ja så smider vi det derop alligevel, uden hun brokker sig. Tør slet ikke tænke på når vi den sidste dag skal ordne deroppeJ.

 

Nå men vi fik igen klaret alting og Ellen havde blandt andet forslået at vi skulle tage ud på Peninsula Hot Springs. Det skulle vise sig at være et fantastisk sted, hvor man kunne slappe af i alverdens forskellige pools, med varmt vand trukket op, 60 meter nede fra undergrunden af. Vi klarede et par timer der i meget fornemme omgivelser.

 

Så var det tid til at finde lidt mad, men jeg havde set på kortet at der lå et sted ude på den anden kyst, hvor der kun var 1 kilometers vandretur ud til kysten deromme, så det kunne vi lige nå inden. Vi var ca. 20 kilometer "hjemmefra" og 500 meter før parkeringspladsen, så går der "2 lyshårede kvinder" inde i rabatten. Det utrolige var jo at de var til at genkende selv bagfra og Ellen og Bodil "sprang for livet", da jeg gav dem "et venligt tryk på bilhornet".

 

De havde lige gået 10 kilometer og Ellen mente at der var mere end 1 kilometer ud til stranden i den retning jeg sagde vi havde planlagt at gå, men hvor skulle hun vide noget om det fra og det 2.6 der stod på skiltet viste jeg da bedre end andre "bare var vejledende". Så jeg fik hele familien ud og gå og det skulle vise sig at få "fatale følger et par timer senere".

 

En "lidt lang gåtur" på ca. 2 kilometer, hvor vi "kun" så endnu et langsnudet pindsvin, blev alting pludselig mere spændende da man kunne høre havets bølger og da vi endelig kom frem så viste der sig et skue som er umuligt at beskrive. Der var så flot "på den vilde strand" at man straks måtte havde kameraet frem og forevige det…….no batteri….

 

Der var klokken 15.00 og Kaja og jeg havde ikke fået middagsmad, meget dumt. Men vi gik tilbage, først op af den 200 meter høje trappe og så var der jo kun 2,4 kilometer tilbage….Heldigvis glemte vi krisen et kort øjeblik, da vi pludselig rendte ind vores første slange…og stadigvæk ingen batteri…men vi fik set den og Rune bar en skrækslagen Maiken det næste stykke vejJ.

 

Men vi kom tilbage i grupper til bilen og tiden var nu knap og stemningen "kritisk". Vi havde nu 1½ time til at finde mad, nå ud og plukke jordbær med Maiken, køre de 35 kilometer hjem og skulle det vise sig, finde en benzintank, da vi nu var nede "på den sidste streg" og en advarselslampe blinkede rødt, lige som chaufførens temperament…..  Vi overlevede alle, fik spist et par hjemmelavede flute fra den lokale biks, tanket og holdt udenfor Ellen og Joe 17.03….vi nåede dog ikke Maikens jordbær og få booket os ind på campingpladsen, så alle i bilen var måske ikke lige tilfredse….. Men det kan Ellen og Joe heldigvis hurtigt lave om på!!! J

 

Aftens gæst på "Skyp" var Ida, dejligt at høre hjemmefra igen…. glemte helt at aftenen før var det "Rytte" som frygtløs viste os billeder fra han snebedækkede have……tak til begge 2J

 

En superhyggelig barbecue aften, med højt humør og vi sluttede af med "pigesnak" i stuen og "barfoods  bowling" i soveværelset, hvor Joe havde lavet en perfekt bane, hvor han og Maiken heldigt slog Rune og mig 20-17J.

 

Dejlig gåtur hjem til camperen, som heldigvis stod på "sin plads". Vi kunne ikke få booket nogen plads, men der hvor vi boede natten før var fri, så "det var ikke noget problem" mente Ellen og Joe, så vi håber vi kan overbevise lederen af pladsen om det ogsåJ.

 

Aftenen sluttede af med et glas rødvin på stranden for mig og Jeanette, til ungernes store utilfredshed. Vi ligger lige ud til havet, så vi var under 30 meter fra dem, så vi tog chancen og forlod dem. Romantik for alle pengene,at sidde og nyde de rolige bølger i lyset fra månen, lige et kort øjeblik kunne man ønske der ikke var 3 par øjne som overvågede en fra bilen af J.

 

(dagen før var havet været fyldt med kitsurfere der nød thunderstormen og nu var alt helt stille, Australien er et spændende land og vi får oplevet det mesteJ….)

 

Feb
6
2012

Skriv en overskrift

Dag 16: Familiebesøg.

 

Jeg startede op lidt før de andre, ud på en 5½ km morgen løbetur, hvor jeg fik set byen stille vågne op og selvom det var tidligt så varmen begyndt. Så turen endte nede ved swimmingpoolen og en skøn dukkert.

 

Så op til camperen hvor familien var ved at komme op. Vi spiste ude i det skønne vejr, minus Rune. Jeanette har fundet ud af at Kaja og hans dobbeltseng, i køkkenet, kan laves om til en enkelt, hvis bare han ligger sig rigtigt og 2 personer løfter samtidig…..det giver ro ved morgenbordetJ.

 

Det var dagen hvor vi skulle ned til Rye, for at besøge Jeanettes moster og onkel, Ellen og Joe. Det var en underlig fornemmelse at have været 14 dage på den anden side af jordkloden og så pludselig skulle på familiebesøg.

 

Vi havde fået adressen og var nu spændte på om Ellen havde taget fejl af datoen….og vi blev ikke skuffetJ. Vi parkerede uden for deres helt nye hus og listede generte og forsigtigt op af hovedindgangen. der var ikke et øje, men da vi gik rundt om huset kunne vi se Ellens berømte hønsegård, så vi var 99,9 % sikker på vi var gået ind i det rigtige hus.

 

Men det var jo bare at sætte sig ud i "vores eget hus" og slå ventetiden ihjel med et spille kort, men vi nåede ikke at spille første spil færdigt, før vi kunne skimte dem længere nede af vejen. Dejligt at se dem og vi blev heldigvis budt indenfor til middagsmad (de havde lavet aftensmad til os dagen førJ).

 

Flot hus og dejlig mad, selvom silden forlod bordet tidligt, Ellen havde vist gemt glasset lidt for længeJ. Efter maden kørte de ned og viste os pladsen de havde booket til os. Vi bor lige ud til havet og kunne starte med at se ud på surferne som nød det pludselige blæsevejr.

 

Vi kørte herned i 30 graders varme og da vi kom kl. 12.00 var det 27 graders varme og nu er kl. 16.00 og temperaturen er faldet til 15,5 grader og regnen vælter ned og lige i dette øjeblik kom det første lyn….Joe havde hørt de lovede "Thunderstorm", vi håber ikke det bliver slemt.

 

Klokken 17.00 er vi inviteret til "drinkingtime" og aftensmad, det lyder sku lige som lige noget for migJ.

 

Feb
6
2012

Skriv en overskrift

Dag 15: Store livsnyderdag (både dyr og menneskerJ).

 

Op og udforske den nye strand, som var helt "dansk", efter de forrige vi har oplevet.

 

Vi var nød til at skifte campingplads, men kunne nøjes med at køre 300 meter, så var vi klar igen.

 

Så kørte vi ud til en koalapark, hvor Maiken endelig skulle se sit "elskede dyr". der skulle være 20 styks, stod der på indgangsskiltet og vi fandt lige nøjagtig halvdelen. Man forstår pludselig hvorfor vi ikke har set nogen endnu, imens vi har kørt rundt, de falder utroligt godt ind i naturen….

 

Nu er det heller ikke verdens mest "rørige væsen", da de sover 20 timer om dagen og resten af tiden spiser de…Pigerne mente at de lignede Rune, han sover også tungt og laver ikke "en skid", men som han hurtigt rigtigt returnerede, han var også sødJ.

 

Tilbage til Cowes og ind og købe lidt ind i Wooolworth. Det gik hurtigt, indtil vi skulle betale…igen problemer med betalingskortet. Ungerne blev smidt ud i bilen med det vi havde betalt for og så ned for at finde en bank hvor vi kunne hæve penge. Det gik forholdsvis hurtigt og så var det bare hjemad……MEN HVOR VAR NØGLERNE?

 

Ungerne havde fået dem med, men kunne ikke forstå hvordan de var blevet væk. Gudskelov havde undertegnede det nøglebundtet op i to på et tidspunkt, så vi måtte til sidst køre, da vi havde et stramt program.

 

Det var stress på da vi fik parkeret camperen på den nye plads og Jeanette besluttede at nu gik vi, ellers nåede vi ikke skibet. Sidste desperate forsøg lykkedes og nøglerne blev fundet under alle kufferterne ude på "vores ubrugte badeværelse"…YES.

 

Vi  havde så ½ time til at komme ned og følge stranden over til havnen, hvor vi havde booket et cruise ud for at se sæler.

 

Hvis man skulle ud og sejle, så kunne man ikke finde bedre dag, da temperaturen toppede på turen…(da vi kom hjem kl. 16.30 sagde termometret 36 grader….!!!! )

 

Tilbage til turen. Vi skulle sejle ud til øen som vi så fra The Nobbies i går. Skøn tur i stinkende varme og da vi først kom frem må vi sige at vi ikke blev skuffede. På klippeøerne lå sæler spredt ud over alt, i alle størrelser, et storslået syn og da vi kom tættere på kunne man rigtig fornemme "idyllen".

 

Det sjoveste var at se "sæl børnehaverne", hvor alle de små sæler boltrede sig i "børnepoolerne", som var alle hullerne i øen, som var fyldt med vand. De hyggede sig imens alle mødrene "slappede af i solen".. Et utroligt syn og meget "menneskeligtJ".

 

På vej hjem skete det….. manden med "laserblikket", fik øje på en delfinfine og alle nåede at få set dyrt, undtagen kaptajnen, ØV vi burde måske have sendt en at "junior kaptajnerne" derop, både Maiken og Rune styrede nemlig skibet og fik hver sit bevisJ).

 

Hjem langs stranden og ned i swimmingpoolen, det  var lige hvad alle trængte til…..

 

Det var præcis halvdelen af ferien som er gået, mærkeligt, når man tænker tilbage på alt hvad vi har oplevet så er det utroligt og går den sidste halvdel lige succesfuldt, ja så kan man bare ikke ønske mere….VI ER KLARJ.

Feb
6
2012

Skriv en overskrift

Dag 14: Den store dyredagJ.

 

Startede ud kl. 06.15 med at rekonstruere den forrige aftens "spændingstur", bare bagfra, da vandet stadigvæk stod højt i floden. Men vi kunne godt have forceret det, men klogt at den ansvarlige tourleder at køre på det sikreJ. Fik pludselig set 2 kænguruer og en woombat, samt de meget små fugle, hvor "kvinden" helt sikkert er den helt kedelige brune og den flotte farverige med blå hale og hoved er hanen.

 

Hjem og få mad og så få pakket bilen i en fart, som vi er blevet så gode til. Men først skal man lige omkring "det farligste dyr i Australien om morgenen……Rune….han er så rævesur at ingen tør komme i nærheden af ham!!!

 

Så af sted ud imod "den gamle fly landingsplads" ude i bushen. Vores enarmede Australske nabo havde fortalt os vejen ud til den, da vi havde klynket over ikke at havde set nogen dyr i Wilsons Promontory og der ville helt sikkert være gevinst.

 

Han havde heldigvis ret. Vi sneg os derud og løb direkte ind i 2 styks emuer, flotte fugle og ude på landingspladsen var der kænguruer i hobetal. Selvom det var ude i den vilde natur, så var flere af dem øremærket, men det gjorde ikke oplevelsen mindre. Det der måske trak lidt ned var forskellen på piger og drenge. Rune ville helst prøve at liste sig så tæt på dyrene som muligt og det syntes de 2 pigebørn var "så synd"……tøser, de fatter ikke en bjælde!!!

 

Men oplevelsen med dyrene gav lige "prikken oven et kæmpe i", med hensyn til dagene i Willons Promontory, et fortryllende stedJ.

 

Kørte tør for batteri igen og holdt ind i "Yankie Store", en lille butik/benzintank langt  ude på bøhlandet. Her fik Rune så sin første fodbold Down under, fjorten dage uden klarede han,….spændende hvor lang tid der går inden han smadre noget med den? J

 

Vi landede i byen Cowes, på øen Phillip Island. Ind og fylde to vaskemaskiner op og så skulle vi have mad/holde planlægningsmøde. Gad ikke tage stole og borde ud, da vi hurtigt skulle på farten igen og der stod jo et fantastisk bord/bænkesæt lige på hjørnet overfor. Prøvede forgæves flere gange at komme igennem med at det kunne måske være privat eget, da det stod i nærheden af en "helårs campingvogn"…..men ejeren der kom hurtigt efter vi havde sat os var meget rar og byde os velkomne…J.

 

Jeanette havde et utal af steder vi skulle se og vi delte det op over to dage. Dagens program startede med et vinbesøg, nu skulle vi voksne havde syn for sagen, desværre satte vi ikke GPSen til, for første gang siden Jeanettes debut som kortlæser, men vi tog chancen igen, da vi havde god tid… Det havde ikke hjulpet, men nu har hun også lovet at gå til optikker når vi vender hjem!!!

 

Vingården havde et "lille overdækket frimærke" med vinstokke, resten af druerne købte de over fra fastlandet. Vi fik et par smagsprøver og købte en flaske til Ellen og Joe, håber de kan lide den… J.

 

Kørte videre ud og købte 5 billetter på anden klasse til "Pingvin Parade" om aften og derefter ud på spidsen af øen, hvor der lå flot besøgscenter for turister. Vi tussede lidt rundt indenfor og tog så turen ud til The Nobbies, for at se de flotte "vulkan af lagringer" ud fra kysten og ud i havet…skal vi kalde dem en slags rev, måske.

 

Man kunne følge dem ved at gå på de lange træbroer rundt om pynten og pludselig fik et par turister foran os øje på 2 af aftenens hovedpersoner, under broen. Hvorfor og hvordan de 2 små pingviner var kommer derop, ved jeg ikke, men vi måtte alle sammen ned på maven, for at "hilse på dem", på 40-50 cm. afstand.

 

Hjem og fodres af igen og få lidt mere tøj på og så ud til det store pingvin show"… Et meget surrealistisk og vanvittigt skue der mødt os. Faktisk så vi "vandringen" 2 gange, første gang var det bare Japanske turister (og os selvfølgelig) der marcherede ind i bygningen og gjorde sig klar. Man skulle være der en times tid før og vi nåede at komme til at sidde på 4 række.

 

Så sad man så der….. To tribuner til 1900 gæster på hver og så en længere henne på strande til dem som ville give 3 gange så meget for billetten. Tre kvarter sad man og kiggede ud på bølgerne, en meget pudsig oplevelse. Men måger gjorde det ud for pauseklovne og tog f.eks. Maikens kiks ud af hånden på hende, dog uden at have fået lov og senere kom en sæl og "gjorde sig til", til alle de ventende tilskueres begejstring (der skulle ikke meget til under de forholdJ).

 

Endelig da mørket var faldet på, dukkede de første op i vandkanten. Men de gik ikke på land før de var en ca. 10 stykker samlet, igen af sikkerhedsgrunde, da rovdyrene ikke skulle tage dem.

 

Vi så kun 8-10 flokke komme op, men kunne godt fornemme at over på VIP pladserne væltede det op "med de nuttede små væsner", som havde været ude i havet siden morgenen og nu kom hjem til deres huler i jorden hvor deres unger ventede på dem (nogle af de 35 cm små fugle boede 2 kilometer oppe på land og nu er pingviner jo ikke det mest elegante væsen på landjorden, men underholdende, det må man lade dem.

 

Da man blev træt af at se opstigningen fra havet, så kunne man gå videre op fra tribunerne og følge dem på MEGET TÆT HOLD, i deres kamp for at nå hjem og heldigvis for det, ellers havde vi følt os snydt. Men det gjorde vi ikke og derefter ud og tjekke om der lå nogen under bilen inden man kørte, som vi havde fået besked på.

 

Hjemad i roligt tempo, første gang vi prøvede natkørsel og det er der dyrene er ude og efter  minutters kørsel, så løb der en possums lige ud foran lygter, så der kunne vi for 3 gang i dag sætte "flueben" ud for et af de dyr vi håbede at se på turen….FANTASTISK DAG…IGEN J.

(Efter at have skrevet i ro og mag, de andre sov kl. 22.15 efter dagens friske luft op skønne oplevelser, så skulle jeg op og børste tænder på fælles toilettet. Man træder lige ud i natten og der sidder 8 af de små harer/kaniner og spiser natmad, jo dagens stod virkelig i dyrenes tegnJ.

 

Feb
6
2012

Skriv en overskrift

Dag 13: Gik kun med traveture, afslapning og fodring af de små papegøjer (de røde og blå, de røde og blå….de røde og grønne er "ikke til at arbejde med", siger vores fodringsekspert, MaikenJ.

 

Første etape blev 5,6 km ved Lilly Pilly Gully, hvor vi kørte de 2,5 km til, da vi alligevel skulle skifte plads, da den vi havde var booket.

 

Jeanette havde jo lovet "dyr i lange bander"  hernede og da de ikke kom, så hang Maiken mere og mere med skuldrene og  blev hurtigt "smidt af feltet". Vi så 5 af "de store sorte papegøjer, med gul hale og abeagtigt hoved", det var alt (ud over en fascinerende natur, selvfølgeligJ).

 

Så kørte vi lige ned og tjekkede Squeaky Beach af, lige så storslående som "vores egen hjemme ved pladsen".

 

Hjem og få fodret Kaja af, så hun ikke bliver umulig og så smuttede vi lige en tur ned og gik ved floden eller rettere flodbunden og så den smule vande der var tilbage. Her fik Rune endelig badet lidt og på trods af at den højst var et par meter i bredden på steder, så var det alligevel muligt at springe fra stenene og i vandet. Jeg kom også i, da Runes trættende sang, "jeg er den eneste mand i familien" havde lydt længe nokJ.

 

Så klarede Maiken og Rune ikke flere ture, så vi" 3 rutinerede vandrere" nappede lige en ekstra storslået tur. Ej heller her dyr, men efter vi splittede op, så mødte Kaja og Jeanette den samme Wombat fra dagen før og denne gang hævder de at de fodrede den. Jeg tog lige de ekstra kilometer og fik Pillar point med og løb så de 2 kilometer ned fra toppen.

 

Vi lavede mad på barbecuen, vi er ved at være rimmelige til det og jeg fik via mit engelsk masser af tips fra australieren (englænder til sit 20 år), som kokkerede ved siden af mig. Jeg forstod alt hvad han sagde og synd resten af min  familien ikke forstod migJ.

 

Klokken 21.00 ville Rune og jeg lige ned og dyppe fødderne i havet. Vi gik i skumringen og jeg kendte en ny vej der ned. Vi var lige kommet rundt om General Store og ned på stien, da der pludselig stod et skilt ned til Bay. "Skal vi lige tage en smutvej" og den var Rune med på. Vi endte nede på en asfaltvej og der pegede endnu et skilt imod stranden. Nu var det mørkt, men vi tog chancen og fulgte den "Scarry Harry….Poter" lignede vej, hvor den lille sti var omkranset af uhyggelige træer. Femhundrede meter længere fremme kunne vi ikke skimte vandet og valgte klogelig at vende om. Ud på den rigtige vej igen og nu var det "rigtigt mørkt", men faderen overtalte hans betuttede søn om at vi nok skulle finde hjem…. Videre ca. 1 km  og heldigvis blev jeg for et kort øjeblik reddet af en woombat, som vi kunne klappe, da vi så glemte vores nervøsitet. Endelig fandt vi en sti der førte til havet, nu viste vi at vi kunne finde hjem, bare rundt om pynten og så via floden hjem. MEN der var det så vi lærte om at flod/ebbe også gælder i Australien. Floden havde fået en del flere liter vand i sig og nu vendt vi rundt og løb tilbage til stranden, hvor månen lyste lidt op. Jeg førte os nu "den sikre vej" ind på campingpladsen og Rune fik endelig ro da han kunne genkende en af toiletbygningerne. Efter små 4 kilometers "spændingstur" var vi reddet og med ubrugte badebukser og håndklæder som kun var blevet vådt af at tørre "angstens sved af" , åbnede vi døren ind i camperen, hvor pigerne blot grinede af os og slet ikke havde været nervøse… Vi gik over og tog et bad og fik "tjekket badebukserne for bremsespor" og så hjem i seng, hvor vi pludselig "var Fandens til karle" og kunne ligge og prale med at have klappet en woombat………. J.

 

Uden løbeur på den sidste tur, tror jeg alligevel at det lykkedes at nå op på de 20 kilometers gåtur som jeg havde gjort til mål for dagen…J.

Feb
6
2012

Skriv en overskrift

Dag 12: Dagen hvor alt gik op i en højere enhed, blandt andet pga. af en ekstra timeJ.

 

Stod tidligt op og vi voksne besteg bakken igen og fik, nydt udsigten over dagens udflugtsmål og fik en konstruktivplanlægnings snakJ.

 

Hjem og få banket Maiken i tennis og få spist helholdsvis havregrød og cocopops, da vi jo ikke fandt noget sted at proviantere i spøgelsesbyen i går. Vi kunne slet ikke overskue alt det vi gerne ville nå inden afgang, men pludselig kom "den gode fe" eller rettere "campingmutter" os til hjælp. Jeg charmerede mig ind på hende eller hun havde medlidenhed med mig og mine engelsk kundskaber. Vi fik lige en dags ekstra Internet, lov til at låne tennisketcher og køller 2 timer til og så kunne vi vente med at tjekke ud til kl. 11.00, en time senere end normalt……..SÅDAN OG MANGE MANGE TAK!!!

 

Jeg fik endelig tid til at komme på "nettet" en lille time og få klaret de småting der manglede, imens de andre 4 tog sig en doublekamp i tennis(og heldigvis vandt Maiken og RuneJ), alle fik tid til at bade og smuksere sig" og vi nåede endda også at give Maiken en sejr på minigolfbanen (et lille ubetydeligt Toora mesterskab på en 6 hullers bane, men for familiefredens skyld betød det lige så meget som EM for herre håndboldJ).

 

Klokken 10.59 tjekkede vi ud "hos den gode fe" og vi fik hele depositummet tilbage, for alt de vi havde lånt, på trods af en manglende tennisbold som røg ind til kørerne og Jeanettes knækkede streng i hendes ketcher…

 

Vi satte os glade og veltilfredse ind i bilen og var alle klar til at køre. Måtte lige tanke og få købt lidt ind i Forster, hvor personalet slet ikke ville slippe os igen, i bar iver for at fortælle os om Australien.

 

Så lå Wilsons Promontory lige forude, skønt at vi ikke skulle køre langt. Der var ca. 35 kilometer fra "indgangen" til halvøen og til endestationen. Vi trillede derudaf og fik spist middagsmad ude i bushen og senere stoppe vi op for at gå op imod Tonque point. Det var det mest utrolige fantastiske syn på hele turen, sikke en udsigt og hvad sker der så for første gang på rejsen………kameraet går tør for batteriL…men vi set det og det var jo det vigtigste (prøvede mine unger at forklare mig, da jeg fik endnu et hysterisk anfaldJ. 

 

Så kørte vi ind på det store campingområde sidst på halvøen. Et mageløst syn, i dalen (wally som jeg vist forkert får udtalt, er ved at bide læben af mig selv, efter utallige venlige latterkramper fra mine døtre side afJ). Vi var omgivet af bjerge hele vejen rundt og den mest storslåede strand, lige uden for døren (eller vi kan gå/køre til de næste lige så imponerende).

 

MEN nej her gad pigerne ikke være, der var ikke Internet og det lignede ikke en rigtig campingplads…..Vi bookede kun en nat, fandt vores plads, eller rettere sagt den overfor. Vi steg ud til de mest farverige papegøjer, som bare ventede på at spise kiks og solsikkefrø af hånden på os….jeg gik over og bookede for en ekstra nat 10 minutter efter, alle var nu solgtJ.

 

Der var også et utal af måger som tikkede efter mad. De er jo langt fra lige så tiltrækkende for os, men Kaja formåede at få dem til at "hoppe op i luften" på hendes kommando, til stor morskab for alle. Der var vel omkring 20 stykker af dem, men især en fik vores fulde opmærksomhed. En meget hidsig og aggressiv  og "duknakkede satan", som ikke gik efter manden men kun alle dens artsfælde, som på skift blev jaget væk. Et ualmindeligt morsomt indslag, men jeg nægter at tro den har nogen venner i flokkenJ. 

 

Ud og gå en lille sightseeing tur ti stranden og den lille flod hvor alle badede, da understrømmen fra havet gjorde det farligt at udføre det der. Så trak camperen i de 2 yngste familiemedlemmer  og vi efterlod dem tilbage med slik og spil (de så ikke rigtig kede ud af detJ) og vi tog den 2,1 km. gåtur op af det bjerg der lå nærmest. Ubeskriveligt flot, da vi først var nået op af den stejle opstigning (og lidt kedelige indtil da, mente KajaJ). Vi fik taget de obligatoriske billeder, med og uden fnisende modeller og tog derefter den noget nemmere tur ned. Desværre havde vi ikke set nogen dyr og det nagede Kaja som drømte om at kunne drille Maiken med alt det hun var gået glip af. Så til sidst løb hun fra hendes "ældre kvindelige legekammerat" og stod først nede på broen, som havde ført os over til bjerget. Men der skete det så for mor, hun mødte den eftersøgte wombat og imens jeg modigt afspærrede det fantastisk farlige dyr  fra dets flugtveje, så spurtede Kaja de 500 meter op til os, i rekordfart. Vi fik billeder af dyret og piskede hjem for at fortælle det til "de 2 kedelige unger"J.

 

Skøn aftensmad og da mørket begyndte at komme, så lavede Kaja pandekagedej (en lidt tynd en af slagsen) og vi gik ned til barbecuested (det var gratis som Rune havde postuleret hele dagenJ). Da først vi fik det til at køre, så kunne vi fabrikere 5 pandekager af gangen og de smagte fortryllende…også med chokolade, til Nutelladrengens store glædeJ 

(han får sig en brat opvågning til løbetræningen i fodbold).

 

Så manglede der kun en ting for at dagen var fuldent og alle kunne sove roligt, Maiken skulle se en woombat. I det absolut sidste aftenskær, sneg vi os rundt på campingpladsen og pludselig så vores bedste "falkeblik" (kajas) en og vi fik alle set den og taget foto som bevis….YES (og det manglende Internet er bare skønt, Maiken kan vente til i weekenden med at lave hendes næste opgave og det klare hun forhåbentlig hos Ellen og Joe, så ingen stridigheder de næste dag, kun solskin, vandreture og masser af dyreoplevelserJ).

Feb
1
2012

Skriv en overskrift

Dag 11: Der er dage, som ikke altid går som planlaget, og dette var en af dem………. L and J

 

Aftenen i går endte med, at der kom endnu en mærkelig lyd ude i den Australske nat. Maiken tør jo ingen ting, men hun havde taget chancen og var gået over og børste tænder alene. Rune kunne ikke lade den chance gå fra sig, så han sneg sig over og gemte sig udenfor dametoilet og sprang frem på det rigtige tidspunkt. Det gav et skingrende skrig og efterfølgende latterkrampe hos moderen…Desværre syntes Maiken ikke, at det var lige så sjovt, så jeg tror Rune "har fået sat i banken til en senere lejlighed"J. Men det gjorde ham ikke nervøs, fordi han havde jo tal på alt sit slik.

 

Efteråret satte ind i løbet af natten, og temperaturen faldt pludselig, samtidig med at blæsten tog til. Det sås tydeligt nede på stranden, hvor de morgenfriske fik "sat håret" og nød synet af de voldsomme bølger, og det flyvende sand.

 

Vi fik spist, og så skulle Lakes Entrance mesterskabet i minigolf afgøres imellem spillefuglene, og imens tjekkede de 2 store piger shoppesteder ud. (Der havde Maiken svært ved at vælge, men Rune og jeg trækker stadigJ) Pigerne skulle også booke billetter til vores sejltur på den fantastiske "indsøs strækning" omkring Lakes Entrance.

 

Rune og Maiken bliver jo aldrig verdens nemmeste at spille minigolf med, lad os sige som det er, DE HAR DET BEDST MED AT VINDE…! Men vi gennemførte de 18 huller uden, at nogen rent fysisk kom til skade. Rune spillede konstant godt, og Maiken og jeg halsede efter ham på vejen "out", men på vejen hjem lavede Maiken 3 "holes in one", og "putteren blev virkelig varm" hos mig, så der var virkelig nerver på under optællingen. Rune og jeg delte førstepladsen, og Maiken kom lige efter på en flot 3 plads i det stærke felt, men hun havde stadig flest 1ère, og det varmede ogsåJ.

 

Vi mødte hurtigt "pigerne", og de fortalte desværre at pga. den megen blæst og manglende deltagere, så var den 3 timers sejltur aflyst…..ØV, det havde alle virkelig set frem tilL.

 

Ungerne blev smidt ind på hver sin computer og fik et kvarters Internettid. (Noget som virkelig hiver både tænder og penge ud af os, da det koster  ca. 10 dollars i timen, og Maiken skal bruge det til hendes lektier….Men der er desværre megen "fnidder" omkring det, MEGET SURT). Vi prøvede imens at finde et alternativ, som kunne tilfredsstille alle som afløser for sejlturen. Desværre var udvalget spinkelt og kom frem til "fodring af pelikaner i byen", som hed Metung og lå 20 kilometer væk.

 

Vi pakkede bilen sammen og prøvede at få snakket lidt med den gamle Australske værtinde, måske vi kunne få lidt af vores penge retur og så få kørt lidt videre frem imod næste mål…Men hun forstod ikke rigtig pointen.

 

Vi fik set 2 pelikaner og en sort svanemor med hendes 6 unger. Rune fik lige klaret manddomsprøven med sluttelig lige at røre svanemoren og nå væk, inden den fik nappet ham. Okay det var så det, og det havde ikke gjort krisen mindre. Vi besluttede til sidst at "skide på de 57 dollars, som vi havde betalt for overnatningen i Lakes Entrance" og vil nøjes med at glæde os over afsluttende view ud over  Lakes Entrance og dets fantastiske natur, som vi fik tilsidstJ.

 

Af sted videre og vi startede ud med ca. 40 kilometer, men da campingpladsen og ungerne ikke passede sammen, så "tog vi tyren ved hornene" og bestemte os for at kappe 200 kilometer af og fandt et mål lige før Wiilsons Promontory.

 

10 kilometer før målet var der en anden mulighed, som lige skulle tjekkes af. Der fandt vi ro i flere henseender, og vi fik camperet bilen. At der så var fri Internet, tennis og minigolf samt swimmingpool og spa, ja så kunne Rune og Maiken næsten ikke få luft mereJ.

 

Vi forældre gik lige ned i byen for at proviantere, og det skulle vise sig at blive "en yderst interessant oplevelse". Der var en hovedgade fyldt med "gamle, udslidte butikker", hvor vi var i tvivl, om de var ægte eller kun kulisser til en film. Ikke "et øje at se" og da vi kom ned i midten af byen, så kom der en krydsende vej, og jeg stillede mig ude på midten af krydset og tog billeder af alle 4 veje, og der var ikke andre end os…Ren westerscene lige før den afgørende duel.

 

Alt blev prøvet og turen op af de imponerende bakker i selskab med højlandskvæget og udsigten over Wilsons Promonitory. Vi fik nydt aftensolen og maden på en skøn terrasse, imens vi fik smagt de overraskende lækre Australske pølser, som vi havde købt, og så sluttede vi af med en "minilandskamp" i tennis, da jeg på "mit berømte og frygtede skraldespandsengelsk" fik udfordret 2 Australske teenager drenge til kamp. Vi måtte stoppe efter første sæt, da vi ikke kunne se mere, men sjovt og vi nåede dem næsten, da vi tabte 4-6 i Runes debut tenniskamp…Super sjovt bare ikke for Maiken som havde drømt om at spille, men det gør vi klokken 08.00 i morgen tidlig, og så må vi nøjes med larmen fra de røde papegøjer i baggrunden og ikke som Rune og jeg havde 2 nysgerrige tøser, som lige "skulle tjekke" vores lækre modstandere udJ !!!

 

Der er som sagt dage, der er nemmere for tour guider end andre, og dagen kostede lidt for begge i dag, men alle fik lidt "med hjem", og nu glæder vi os bare til i morgenJ.

 

 

 

Feb
1
2012

Skriv en overskrift

Dag 10: Mandag morgen og ungerne var som sædvanlig ikke til at drive ud af sengen. Rune og Kaja sover i køkkenet, vi voksne i spisestuen/stuen og Maiken på værelset(hylden) over kontoret.

 

Rune havde det bedre i øjet, men humøret var svært at finde fra starten. Vi kom dog hurtigt af sted og drejede heldigvis ud på en meget lille vej, fordi efter 2 dage uden at sidde bag rattet betød, at jeg startede ud i den forkerte side af vejen, men jeg fandt heldigvis ud af det, da der kom en modgående bil listende….Efter 5 minutters kørsel var der mobildækning, og 2 skønne sms'er poppede frem og gav rigtig god stemningJ. Helle Stokholm fortalte, at der var faldet 10 cm. sne i Danmark, og den næste vidste vi ikke, hvem havde sendt, men vi håber den var sand. Danmark er nye Europamestre i herrer håndbold, SÅDAN!!!

 

Vi fandt hurtigt en Woolworth og fik købt ind til flere dage, og alle fik noget de kunne lide. De kan desværre bare ikke lide vores Visa og Marster card, så det var igen ved at blive rigtigt pinligt.

 

Vi fik købt en bog om fuglene i Australien. (Noget vi ikke havde tænkt på, ej heller at vi skulle have medbragt en kikkert). Så satte ungerne sig til at krydse de fugle af, som vi indtil nu havde set.

 

Efter 100 kilometer skiftede vi til Victoria staten, men det ændrede ikke noget i naturen….. I 200 kilometer kørte vi igennem skov, og jeg mener KUN skov. Jeg har aldrig set så mange træer i mit liv før på trods af min fortid som både jæger og landmand J Men i alt den natur var der ikke et dyr at øjne, udover de 2 kænguruer lige efter starten af turen, men der var ingen at finde i skoven, mærkeligt og lidt kedeligt.

 

Dog var der lidt variation i træerne, som skiftede ca. hver 20 kilometer, plus et stort stykke hvor der havde været skovbrand, og der stod de afbrændte træstammer tilbage helt sorte, men nu var der begyndt at vokse nye skud ud over hele stammen helt nede fra jorden og op til toppen…Meget sjovt fænomenJ.

 

Man kunne også sidde og følge temperaturen uden for bilen, og den startede op på 21 grader, men nåede på et tidspunkt op og rundede 32,5 grader, hvilket kunne mærkes indenfor også med brok fra "spillebordet". Nu var det ikke kun manglende held og tabte spil, som man skulle høre påJ.

 

Der stod også et skilt for hver 7-8 kilometer, som dikterede, at man skulle huske at tage "en powernap", da mange dør, pga. de falder i søvn. Vi var dog ved at komme galt af sted, da vi endelig mødte 5 biler efter hinanden, da den bagerste ville overhale, og havde jeg ikke fået klodset bremsen, så havde han banket ind i os…Der blev sku lige ro på forsædet hos os forældre en stundL.

 

Middagsmaden tog vi halvvejs og med alle de forsyninger, som vi havde købt ind, så blev det et helt festmåltid, og alle gik mætte og veltilfredse fra bordet. Uno kortene blev fundet frem, hvilket resulterede i, at Rune og Kaja tager opvasken i aften, og Rune må ikke spise slik resten af dagen….Puha den sved og der blev bandet nogetJ.

 

Efter 293 kilometers kørsel fandt vi informationskontoret i Lakes Entrance, og campingpladsen blev derefter fundet. Ikke den nyeste af slagsen men billigJ (Selvom det ikke er det, som vi går efter).

 

Vi gjorde klar til sightseeing, men desværre var der gået hul på en af juicene, hvilket køkkengulvet og skabet kom til at bærer præg af det. Ungerne og Jeanette tog på stranden, og jeg gjorde hele huset rent imens!!!

 

Jeg gik dem i møde, og de havde haft en fantastisk oplevelse på stranden. Det var den bredeste og mest lækre strand, de nogensinde havde set, og gik de 1 meter ud i havet, så var der 2 meter til bunden, men det gjorde ikke noget, fordi de store bølge bragte straks en på fast grund igen. Samtidig var stranden fyldt med de flotteste muslingeskaller, så jeg må med derned.

 

Desværre lover de regn i morgen, men det er de lokale lykkelige for, da der er ekstraordinær brandfare i området. Vi kunne dog godt vente en dag yderligere, da vi i morgen skal ud og sejle imellem 13.00-16.00, og det glæder alle sig super meget til.

 

Vi fik en forsmag på oplevelserne, da der kom en kæmpe Pelikan flyvende, da vi gik på havnen…Uha jeg håber vi får en super turJ.

 

Vi nåede næsten hjem, inden regnen kom, og der fik vi lavet et skønt aftensmåltid og endnu bedre, Rune skulle vaske op…….. J.

Feb
1
2012

Skriv en overskrift

Dag 9: Søndag, og i dag holder vi rigtig fridag, hvilket gør, at Jeanette er ved at gå ud af sit gode skind af kedsomhedJ.

 

Men ingen rigtig Søndag uden morgenbrød, så alle stod op kl. 07.00 (minus Rune selvfølgelig), rundede den skønne strand, (også fordi det er det eneste sted, der er mobildækning, så Kaja kan få sendt en sms til Mickey), og så ned til det lækre brødudsalg, som vi fandt igår.

 

Det skuffede ikke, og det gjorde det heller ikke, da vi bookede endnu en overnatning på campingpladsen, da det denne gang kostede 20 dollars mindre, fordi australiernes sommerferie sluttede i dag. Skønt, og derfor er halvdelen af gæsterne på pladsen også forsvundet.

 

I dag har den stået på spilledag, og der er flere, som har måtte ned og tage armbøjninger. Kaja og Jeanette tog dog en lang gåtur og fik set et par kæmpe ørne. Imens fik jeg løbet 6 kilometer i den bagende middagssol og så efterfølgende ud i de store bølger.

 

På stranden ligger der hver dag et utal af små vandmænd med "en lang blå hale", som mest af alt ligner blå plastik dimser. Vi havde snakket om at Google det, da vi ikke kunne finde ud af, om de var fiskernes eller havets værk. Men det var ikke nødvendigt, da Jeanette i dagens dukkert fandt ud af det var en brandmand….Jeg fik også mærket en, (dog ikke på vitale dele som jeg ellers er kendt forJ) men tør ikke sige det højt, fordi så tør ekspeditionens absolut største bangebuks, Maiken, heller ikke bade mereJ.

 

Også middagsmaden blev købt hos bageren, og aftensmaden bliver på en af de lokale restauranter, så alt i alt en rigtig slappedagJ.

 

I morgen kører vi de 290 kilometer til Lakes Entrance, hvor de har lovet regn hele dagen, så det kunne ikke være bedre at bruge dagen på kørsel. Og her skulle vi helst få os en gevaldig masse naturoplevelser den kommende uge.

 

……..Aftensmaden…….Vi burde måske have set "tegnet". Pludselig blev himlen mørk  og ildevarslende, men vi skulle jo op på den See Food restaurant vi havde udvalgt, helt oppe på toppen af "bjerget".  Vi gik op og hørte vejrudsigten i receptionen og hun kunne selvfølgelig ikke love noget, men fortalte heldigvis at restauranten var lukket for i dag, så hun anbefalede "bowlingcenteret" (bowling hernede foregår udenfor med ovale kugler og det ser ud til at være regler alla petanque). Vi gik derover og på vejen fik Rune ondt i venstre øje, sikkert pga. af  aftersunen han just havde påført sig selv.

 

Henne på centeret blev menukortet studeret og "kræsne Maiken" var som altid i problemer og det blev "madglade Kaja" også da hun opdagede at vi gik over og tjekkede pizzeriaet for deres muligheder. Et hundrede og tredve kroner for en pizza, ja sådan er livet, så retur til Bowlingcenteret, med nogle meget, meget sure afkom og ditto forældre.

 

Vi fik endelig besluttet os og så op og bestille. Vi skulle bruge betalingskort og det var ude på gangen. Vi prøvede Jeanettes Visakort, men det duede ikke…..Jeg blev sendt hjem på campingpladsen efter mit  Master Card og noget at skylle Runes øje i.

 

Kunne ikke komme ind i Camperen, andet via førersædet, så nu var humøret da rigtigt højt og det var skønt med en længere gåtur tilbage til ens "glade" ventende familie…..Mit kort virkede heller ikke og Jeanette gik ind for at høre hvad der var galt….nåh ja, det var jo nok fordi det var "et oversøisk kreditkort"….nåh ja.

 

Vi fik endelig bestilt og jeg fandt noget drikkelse inde i "puppen", det skulle bestilles adskilt. ENDELIG fik vi maden og alle fik vist noget de kunne lide og vi sad troligt og ventede på Runes dessert, men det kom ikke, så vi forlod stedet og konstaterede at de mørke skyer var væk….alle gik dog i seng klokken 21.30.

 

Feb
1
2012

Skriv en overskrift

Dag 8: Sidder her ved swimmingpoolen og klokken er nu 20.01, hvor Rune lige skal have den absolutte sidste dukkert i dag. Vi kørte efter godt vejr og det skal jeg da lige love for lykkedes. Det har også sat sine spor på vores kroppe, så aftersun cremen bliver vist næsten brugt op i aftenJ (vi har besluttet at bliver her indtil mandag morgen og holde "lidt ferie" fra Jeanette stramme planJ.

 

Stod op og gik en tur ved det Tasmanske hav og Alice Callesen kom igen med en super sms, Danmark var kommet i EM finalen i herrer håndbold (sjovt at tænke på, da vi rejste var de en fiasko og nu sikkert hele nationens helteJ).

 

Hjem til morgenmaden og få Rune ud af sengen. Så skal jeg love for at vi forældre er populære….for første gang på en uge bad vi om lidt tid for os selv, bare en fælles løbetur, men den vakte ikke jubel. Men til sidst fik vi lov, men desværre var det lige efter vi havde spist, så Jeanette var ramt af sidestik hele vejen.

 

Vi tog turen ud af cykelstien til broen vi kørte over i går og så var planen at løbe hjem af stranden og møde ungerne til fællesbadning. Turen hen af den postkortagtige strand blev hård, flot og anderledes. Da man skulle løbe nede i vandkanten for at have en chance for at gennemfører, så var vi nød til at stoppe op og smide løbeskoene. Men det Tasmanske havs bølger er store, så de nåede en 10-12 meter op på stranden hver gang, så 2/3 af tiden løb man på sandet og den sidste del gennemførte man i vand, til langt op på benene….sjovt og hårdt!!!

 

Vi fik en fælles dukkert i det klare vand, men da solen var hård, så ville alle hurtigt hjem.

 

Men der skal jo ske noget, så der gik ikke længe inden vi drog på opdagelsestur, på den fra receptionens anbefalede rute. I bagende sol travede vi i alt 6 kilometer i den lokale regnskov og Maiken og Rune gad ikke mere efter 1 kilometer. Men vi klarede den alligevel og fik set det meste af det de lovede i brochuren, plus et stort og genert langsnudet pindsvin. Præmien var is af den hjemmelavede slags, inden vi smuttede ind om "den lokale røver" og købte 1 mælk og et lille stykke fetaost, til sammenlagt …..70 kroner. Det kan godt være vi syntes det er dyrt hernede, men vores afkom er endnu mere chokeredeJ.

 

Vi fik lige lagt lidt ind på hjemmesiden og så var Jeanette rastløs og vi måtte ned i de store bølger igen, men det var kun drengene der turde gå i. Jeg ville lige over og tjekke amatørfiskerne igen og blev ikke skuffet, fordi på den firehjulstrækker der kom samtidig med mig, der lå en ca. 2 meter hammerhaj, som de havde hevet op af vandet og mon ikke den gav en af præmierne på enten 50 eller 100 dollars?

 

Vi sluttede af med lækker aftensmad i aften, så alt i alt EN OVER FANTASTISK DAG!!!

 

Jan
28
2012

Skriv en overskrift

Dag 7: I dag sidder jeg for første gang udenfor og skal berette om vores dag, dejligtJ.

 

Undertegnede stod op kl. 06.30 og fik overbevist Kaja om, at det var en god ide at tage en morgen travetur. Vi gik over på kirkegården, hvor vi aftenen i forvejen havde set adskillige kænguruer, og vi blev ej heller skuffet denne gang. Det vrimlede med dem imellem gravstene, hvor de åbenbart blev brugt som plæneklippere. De farverige blomster rørte de ikke, og det var en ting, som vi havde undret os meget over aftenen før, men i dagslys viste det sig, at de alle var af plastik, så det gav pludselig mening.

 

Vi forsatte turen og fik yderlige set en masse farverige parakitter, en ræv forfulgt af gårdens jagthund og et utal af små harer/kaniner, som er en del mindre end de danske..

 

Morgenmaden var sat på bordet, da vi kom hjem og efter en dejlig havregrød/morgenbrød og hyggeligt familiesamvær, så fik vi hurtigt pakket sammen og drog imod Batemans Bay..

 

Små 100 kilometer inde på turen smed vi vores Mercedes ind i den lille by Braidwood, da vi længe havde været lakridssultne, og vi pludselig så en "lolly butik" . Vi sprang ud, og imens vi låste bilen, så rullede førend af den parkerede Landrover ved siden af os vinduet ned og spurgte, om vi ikke var fra Danmark. Han var dog indfødt Australier, men hans danske kone ved siden af havde boet i landet i 30 år. Vi fik en sludder, og hun fortalte at lige nede af en sidevej, var der en bager, der solgte noget, der lignede rugbrødJ.

 

Vi klarede lige slikket først i en meget lille og anderledes butik med et kæmpe udvalg og masser af kunder. I det næste hus var der så et bogudsalg, hvor de solgte brugte bøger til fordel for den lokal kirke. Vi købte lidt, og jeg blev lokket til at støtte deres lotteri, men ideen gik lidt af, da der først blev trukket lod søndag formiddagJ.

 

Videre over og købe friskplukkede ferskner, og så måtte vi spørge om vej ned til bageriet. Det var nede for enden af en lille sidevej og inde i et lille lokal, hvor der dog var et utal af mennesker. Vi fik vores rugbrød, og med i købet fik vi nogle lækre ølflute. En absolut "fed oplevelse" hele vejen igennemJ.

 

Vi forsatte imod vores mål, men ned af det stejle bjerg var der sket et færdselsuheld. Frivillige stod og ledte trafikken, og Kaja var helt sikker på, at en af de frivillige var den lækre Tour De France vinder Cardel Evens, som var en af hovedaktørerne…..Puuuuuha den ungdom.

 

Lidt længere nede var der sket endnu et uheld, men denne gang var det "en sort og grønlig varan på over en halv meter", der havde været for tæt på en bil. Desværre kunne vi ikke stoppe op og se den på tæt hold.

 

Batemans Bay var ikke hvad vi havde drømt om, så vi tog hurtigt en beslutning om at køre t="on" ProductID="50 kilometer">50 kilometer yderligere til næste udvalgte campingplads. Den levede heller ikke op til forventningerne, så vi måtte ind igen og køre 78 kilometer mere. Alt i alt 299 kilometer efter starten (kongeetapen indtil nu), lykkedes det at finde en i Tathra. (På det sidste stykke spillede børnene Uno, og taberen skulle "moone" ud af bagruden…Kaja og Maiken nåede begge at gøre det, desværre var de begge så heldige, at der ikke var nogen biler rigtigt tæt påJ).

 

Det var trætte børn, der var med til at opleve den imponerende strand men efter en halv times spændende gåtur blandt andet i et område med fugle, som konstant kom med en ubeskrivelig lyd, så endte vi nede imellem klipperne på en "kajplads", hvor den lokale fiskeforening havde konkurrence. Ude under broen dukkede der straks en stor sæl op, og vi var helt oppe og køre. Det skulle senere vise sig, at det var en ualmindelig klog og udspekuleret, fordi et kvarter senere var der en af lystfiskerne, der havde "et mega bid", og imens han kæmpede med at få fisken ind, så svømmede sælen ud og nappede fisken af krogen til alles forbløffelseJ.

 

Vi nåede trætte hjem og skulle i gang med den evindelig kamp, aftensmaden. Fem mennesker, hvor flere er meget kræsne, og det er ikke nemt. Og når man så endelig er blevet enige og kommer hjem, er forholdene ikke tillade de store kulinariskes udfoldelser, ja så kan "filmen knække".

 

Men vi fik oksekødet skåret ud med en lille kniv og debuteret på " campingpladsens barbecue grill", pulversovsen lavet på vores egne gasblus (som vi endelig fik lov af Maiken til at bruge, der er nervøs for at hele bilen eksploderer.) Så risene blev også kogt----(det smagte ad H……… til, men vi overlevedeJ).

 

Men første uge er nu gået, TOTALT GODT, og vi er lykkelige for der er 3 uger endnu!!!!!

Jan
28
2012

Skriv en overskrift

Dag 6: Tilbage på sporet lige fra den årle morgen. Det havde holdt tørvejr hele natten, så de 2 voksne stod tidligt op begav sig over på den anden side af vejen for at se om lidt af tågen omkring Blue Mountains var lettet.

 

Og sørme ja, halvdelen var pist væk og sikke et syn. Men man kunne stadig fornemme, at det var en stakket frist, så vi tog benene på nakken og strøg hjem og vækkede alle børnene. Vi fik pigerne med, og de nåede næsten at få samme overdådige syn som os.

 

Hjem til caravanparken igen, og der fik vi os et særsyn. Camperen var omringet af hvide kakaduer, og nedenunder bilen kunne skimtes et par store sko og nogle tynde ben. Og ja, det var Rune som rundhåndet og stolt stod og delte noget af vores morgenmad ud til de 17 kakaduer, som han havde tiltrukketJ.

 

Morgenmaden blev nydt, og glæden blev ikke mindre, da Alice Callesen svarede tilbage på "de 3 håndboldtossers" sms omkring udfaldet af Danmarks sidste og afgørende kamp om at komme i EM semifinalen. Alt var gået efter planen, og humøret steg til uanede højderJ.

 

Vi havde besluttet os at køre efter det gode vejr, så straks efter kontoret var åbnet, så strøg vi ned og fik vejrudsigterne fra Internettet. Resultatet blev uanede mængder regn, hvilket gjorde, at vi valgte at køre videre igennem Megalon Vally, og så langt kræfterne rakte.

 

Vi havde kun kørt 30 kilometer, da et af målene blev nået nemlig at se "en kænguru i det fri"….og jeg kan garantere, at det ikke blev den sidste den dag. Og ikke nok med det så nåede vi også op på 4 styks, som havde været i "nærkamp" med en bil og havde tabt kampen. Senere kunne vi også føre 2 Wombats til vores regnskab i samme kategori, men vi vil også se en live!

På vejen stod skiltet imod Jenolan Caves der pludseligt. Et af Jeanettes store ønsker at opleve på turen. Vi tog derfor en hurtig beslutning og drejede af og kørte imod drypstens hulerne.
I Australien er der mindst dobbelt så mange vejskilte som i Danmark, så nogle af dem får man ikke lige set. Det gjorde Jeanette dog, som i dag var røget om på bagsæderne, og hun var sikker på, at der havde stået på skiltet tidligere, at vejen ikke var tilgængelig for Camper vans. Nå, men hun har taget fejl før, og der blev rigtig ro 5-6 minutter senere, da vi skulle ned ad en meget stejl og smal vej på kanten af "Mount Everest". Gudskelov var der ikke andre idioter på vejen den dag, så vi mødte kun en modgående personbil på vejen ned, og det var vist et held
J.

 

Vi nåede bunden i god behold og for en gangs skyld kunne vi prale af at have den største bil på hele parkeringspladsen………!!!

 

Nå, men vi fik os en oplevelse på en times tid i drypstenshulerne, men desværre kan man ikke få det fulde udbytte ud af at se alle de billeder, som Kaja tog. Det skal virkelig ses live. Efterfølgende nappede vi lige en tur rundt omkring hulerne, og der var sku næsten lige så fantastisk flot.

 

Vi valgte en anden vej op, og turen gik nu imod Goulburn. På den tur mødte der os et meget varieret landskab, dog var der ca. 50 kilometer, hvor der ikke skete "en skid", og derfor faldt næsten alle i søvn, og dertil også chaufføren, som også var så tæt på, som man kan og stadigvæk overleve, men så var han også helt frisk resten af turen!!!

 

Der var meget få huse på en 100 kilometers strækning, og der ville Post Danmark klappe i deres små hænder, da alle havde en "postkasse" ud til vejen. De 98% af dem er gamle olietønder sat oven på et jernrør, resten er mælkejunger, bilfælge og vinderen i dag, en mikroovnJ.

 

Det var i dag "Australien Day", en hellig og festdag alla 4 of Juli i Amerika. Derfor var mange butikker lukkede, men vi fandt da en kæmpe "Wooworths". Den mindede om Bilka, og pludselig var priserne lidt "mere spiselige"

 

MEN efter en dag med næsten tørvejr, så måtte vi konstatere, at vi åbenbart ikke må få vores vare tørskoede hjem i bilen. Det stod ned i stænger igen, men heldigvis stoppede det hurtigt.

 

Nu sover Kaja og Rune, mens Maiken lige har taget sin runde for at tjekke, om alle døre er låst, gassen ikke er tændt, pengeskabet låst, køleskabet skruet ned og alle hendes andre små "forbier". Kaja nøjes med at tjekke, om vi andre "er pinlige", og Rune dallerer bare rundt og nyder at være langt væk fra skolenJ.

 

Ungdommen har valgt, at vi kører straks fra morgenstunden i morgen med retning imod Batemans Bay. Nu skal livet nydes lørdag og søndag, da de har lovet godt vejr der. Vi håber også, at vi kan komme på nettet der til rimelig penge, fordi Maiken skal have lavet lektier og have lagt lidt billeder og tekst ind på hjemmesiden, idet hun er vores lille IT nørdJ.

 

I morgen venter endnu flere eventyr, som bare venter på at blive fortalt.

 

 

 

Jan
28
2012

Skriv en overskrift

Dag 5:……"Prøvelsernes dag"…... Robinson og Big Brother, GO HOME, prøv at hente en Camper i Australien og start "det frie liv" op midt i regntiden, så skal i få gys for alle skillingerneJ.

 

Men dagen startede stille op midt den sidste pakning på hotellet, inden der skulle tjekkes ud. Rune skulle lige ned og dyppes i poolen og på næsten sidste forsøg i elevatoren lykkedes det Rune og mig at komme op på 12 sal og se Penthouse lejlighederne. På vejen ned igen stoppe elevatoren på 3 sal og en kvinde kørte en ca. 1½ årig knægt ind, sammen med hans klapvogn. Hun sprang derefter ud igen og dørene klappede i og pludselig stod vi så på 1 sal, sammen med "den kidnappede dreng"….. Moren kom ned i en af de andre nogle minutter senere og var så venlig at befri os/sønnenJ.

 

Så kom taxien for at bringe os de 6 kilometer ud til Britz, hvor vi skulle afhente vores "nye bolig" i de næste 3 uger. Jeanette og jeg prøvede at få alle informationerne på engelsk forstået, samtidig med 3 utålmodige børn "åndede os i nakken".

 

Så halvanden time senere var alle kufferter pakket og vi var så klar som man kunne blive. Jeg fik startet dyret og med en meget "indlevende" Co driver ved siden af, på det normale førersæde og det kunne mærkes….og en datter som havde haft kørekort i et år og samtidig havde erfaring med automatgear i "øresneglen" direkte fra sædet bag "ham som troede han styrede bilen". Det  kunne jo kun gå godt, så da vi efter 5 kilometer var kørt forkert første gang, da kortlæseren, måske, viste forkert, så kunne der vrides mindst 3 liter sved ud af min T-shirt..! J

 

Vi fik pga. af den lille kørefejl fra førerens side af misset det planlagte supermarked og derfor måtte vi prøve at finde et senere på ruten op imod Blue Mountains. Vi fandt endelig et i Springwood, efter flere forgæves forsøg og som præmie begyndte regnen at vælte ned, så alt/alle var gennemblødte efter at kørt de dyrt indkøbte vare de ca. 40 meter fra butikken og over til Camperen og det hjalp bare endnu mere på humøret i "vores nye hjem på 8 m2".

 

Men vi fandt informationskontoret i Katoomba, efter 20 kilometer op imod toppen, imens regnvandet på kørebanen væltede modsatte vej. Vi ikke havde booket campingplads den første aften, da vi vidste at lige i det område kneb det lidt med kvaliteten på pladserne og alt efter vejret så vidste man ikke hvor man kunne komme frem i Camperen. Alt stod nu i et, da "sluserne fra oven" havde givet den et tak ekstra, men vi fik en hurtig vejvisning og fandt stedet efter kun et par kiksere. Og stedet "skuffede ikke", der var intet ud over toilet og bad, til gengæld lå det kun 300 meter fra udsigten over Blue Mountains.

 

Heldigvis så fik ungerne humøret tilbage, da vi stoppede på vores tildelte plads, som ungerne morede sig gevaldigt over kun var "et lille stykke asfalt til 500 kroner". Da vi havde bakket bilen på plads, kom 2 ænder vraltende op imod den, da de vist så os som en redningsplanke, da de var bange for at drukne længer ned på pladsenJ. Pludselig gik det op for arvingerne at de sad faktisk i både stuen og entréen samtidig og køkkenet lå 2 meter længere væk, så vi var nu fanget i "vores eget lille fængsel", uden Internet, så vi var nød til at komme ud i det fri for at få tiden til at gå.

 

Eneste problem var så at pga. af vejret så lå tågen tyk over bjergene og man kunne ikke se over 10 meter ud over kanten. Men det stoppede os ikke, så vi tog regnsæt på, sponseret af DONG og drog på gåtur ud imod udsigtspunkterne. En sjov oplevelser og det blev en hyggelig og våd tur.

 

Hjem igen og ind på det lille kontor, hvor værtinden kunne fortælle at de lovede 300 millimeter regn i denne uge og derefter gik der panik i alle. Vi startede bilen op og kørte ind for at finde en Internet Cafe, så vi kunne se vejrudsigten og derefter finde en rute ud af "regnhelvede". Det skulle vise sig at svære end som så, så efter en times søgen vendte vi bilen og kørte hjem igen, så vi kunne få lidt tørt tøj på og lidt aftensmad.

 

Selvom der kun var 2 kilometer hjem, så lykkedes det igen at køre forkert, men vi havnede heldigvis ud for "de 3 søstre", et meget berømte udsigtssted. Og selvom man ikke kunne se "en bjælde" så sprang jeg ud i protest, fordi så kunne jeg da prale med at have været der som den eneste. Inde i bilen sad tøserne og blev enige om at "jeg kunne sku da bare selv have kørt derud", indtil det gik op for dem at så havde jeg jo taget huset med mig/fra demJ

 

Det hjalp endnu engang på humøret og efter det begyndte hele familien at sætte ting på plads og da det var godt i gang så satte jeg mig "om på mit kontoret", som jeg har døbt førerkabinen, for at skrive lidt og nu har Jeanette og ungerne klaret resten og det passer lige med at jeg kan vende mig om nu og gå direkte i sengJ.

 

Planen er nu at hvis det regner i morgen, så pakker vi vognen og finder en biks med Internet og så lægger vi en nye rute og får det bedste ud af det også selvom det gør ondt at køre uden at få set det fantastiske område vi er i nu!!!

 

Og når vi har klaret dagen i dag uden at blive skilt eller slå hinanden ihjel, SÅ KAN VI KLARE ALT I FAMILIEN KRISTENSENJ.

 

 

Jan
24
2012

Dag 4: Startede skidt ud med adapter problemer. Vi skulle have ladet de forskellige batterier op, men de i alt 4 stk. adaptere vi havde købt i Elgiganten hjemmefra, virkede desværre kun til alle andre kontinenter end Australien. Men den lokale kiosk løste problemet og vi kunne komme videre med dagens program.

 

Vejret var "heldigvis" ikke lige så solbeskinnet som dagen før, så "rødhuderne" kunne nøjes med faktor 20 i dagJ. "Forest Gump" tog igen rygsækken på og viste hans kone og yngel rundt i Sydney. Første stop var Sydney Tower, som skulle vise sig at blive en helt ekstraordinær fantastisk oplevelse.

 

Først op i 4D biografen, hvor vi fik en kort men intens oplevelse af hvad Sydney kunne byde på af attraktioner. Derefter ind i elevatoren som bragte os op til, næsten, toppen af den ifølge Rune 309 meter høj bygning. Der mødte der os et utroligt overblik over hele Sydney og havde der været 100% sigtbarhed, så havde det været muligt at se morgendagens mål, Blue Mountains, som ligger omkring 90 kilometer væk. Men vi klager ikke og selvom Kaja blev rystet af højderne og måtte gå ned lidt før os, så tror jeg alle syntes det var en uforglemmelig oplevelse.

 

Vi gik derefter ned og købte billetter til "Monorail", en togbane der køre en rundstrækning på omkring 5 kilometer, oppe i en 4-5 meters højde, omkring Darling Harbour. Sjovt, selvom vi allerede er ved at kende området rimelig godt.

 

Så gik turen til Sydney Aquarium, hvor vi skulle nyde synet af alverdens fisk. Starten var lidt overfyldt af mennesker, men det hjalp gevaldigt da vi kom til de store bassiner, hvor vi i tunnelerne "under vandet" fik den ene oplevelse efter den anden. Især søkoen, hajerne og rokkerne tog kegler og vi tog endnu engang fra en attraktion med en god følelseJ.

 

Så delte vi os, pigerne tog på shoppetur og drengene sørgede for at købe aftensmaden ind, inden de strøg hjem og hoppede i svømmepoolen.

 

Vi skulle lige have den sidste sightseeing med, minus Maiken der ikke orkede at gå mere og derfor lavede lektier i stedet. Desværre var "den Kinesiske Have" lukket af, så Jeanette, Kaja og Rune strøg i China Town.

 

Nu er vi i gang med at pakke ned og Rune siger at man skulle tro at vi var på vej hjem, men nej, ferien starter først for alvor nu, så håber vi at den allerede bestilte taxa kan bringe den kommende chauffør hen til sin karet (camperen) i morgen og det er til at finde ud af at "køre i den forkerte side af vejen"J.

 

Tror også hotellet bliver glade for at slippe af med os. Først manglede vi dyne til "den femte person", som vi fandt da de havde leveret en anden og derefter kunne vi ikke få ovnen til at virke og fik en reparatør op og satte timeren til….godt vi ikke har fortalt at vi ikke kan få pengeskabet til at låse, emhætten til at virke og Tv'et har vi opgivetJ.

 

Dagen sluttede af med at Rune indkaldte til familiemøde. Det styrede han med hård hånd og dagens "små gnidninger" blev løst på retfærdig vis. Mødelederen viste i det efterfølgende Uno spil at han mestrede alle de konklusioner han selv havde pålagt sig selv og de øvrige deltagere, hvilket også inkluderede, at man ikke skal blive sur hvis tingene ikke går efter ens eget hovedet. Det skal han have ros forJ. Han var dog resten af aftenen hård med at føre alle "unoder" i hans "sorte bog", som skal tages op til næste familiemøde. Selv Jeanette røg i den, da hun "kom med et fremmedord som ordstyreren ikke forstod"J.    

 

Men vi må konstatere at de første 3 dage i Sydney har været….GREAT !!!

Jan
23
2012

Skriv en overskrift

Australien 2012

 

Mandag den 23-01 og klokken er nu 05.43. Jeg har sneget mig op til Jeanette, som tabte lodtrækningen og måtte sove alene oppe i vores stue på 1 sal i vores lejlighed på hotel Goldsbrough i Sydney. Vi ligger nu og ser ud (samt hører) på byen vågner og dagslyset stille bryder frem bag World Tower skyskraberen, som nu tydeligt toner sig frem i baggrunden af udsigten fra vores vindue.

 

Jeg vil nu kort prøve at nå at få nedfældet de første indtryk fra vores første 2 rejsedage, inden resten af lejlighedens beboere vågner op. Rune drømmer om at prøve swimmingpoolen lige fra morgenstunden, men nu må vi se om det lykkedes.

 

Dag 1: Taxien (Helle Stokholm i deres "minibus") mødte frem til den aftalte tid, klokken 03.30 og efter en tårevædet afsked med Mickey så var Kaja også klar til at begynde rejsen til Australien.

 

I bussen snakkede vi om vi havde husket alt og kom ind på emnet sygesikringskort. Det var ikke alle der havde det med, men det var også lige meget, udtalte Rune, "vi havde jo fået vores nye MasterCardJ".

 

Vi fik tjekket ind og var nu klar til 3 flyrejser og indlagte pauser, som i alt skulle tage 25 timer (samt de 10 timer vi skulle "indhente" i tidszonerne).

 

Det skulle vise sig at gå meget nemmere end vi havde turde håbe, faktisk totalt problemfrit.

 

Første stop var Frankfurt i Tyskland, efter 1 times rejse med en flok "lettere beduggede morgenfriske Kaiserslautern tilskuere", næste stop efter 6 timers flyvning var Abu Dabai i De Forenede Arabiske Emirater, som vi desværre ikke kunne se alverden af, da mørket var faldet på.

 

 

Dag 2 confused.gifå kom sidste lange etape, de 14 timers nonstop flyvning til Sydney. Den forløb også gnidningsfrit, selvom der her skulle hentes 7 timer, så vi fløj kl. 22.00, fik sen aftensmad og så gik passagerene stille til ro. Værst var det for Kaja, da morgenmaden først kom ca. kl. 15.00 lokal tid og hun var den sidste i hele flyet der fik det serveret, så var hun ved at gå "sukkerkold"J.

 

Maiken havde som den eneste af os 5 problemer med at sove i flyveren og da hun så oven i købet løb ind i et af hendes "allergi anfald", sidst på flyveturen, så kneb det med hun kunne se det humoristiske i at vi drillede hende med at hun nok blev sendt i karantæne i lufthavnen, som de advarede imod i filmen på TV skærmenJ.

 

Hurtigt igennem pas kontrollen og ind og få fat i bagagen, som heldigvis havde taget de samme fly som os. Ud og finde en taxi som kunne bringe os ind til hotellet i Darling Harbour. Vores tre pengefikserede afkom fulgte taxameteret hele vejen og snakkede kun om prisen, som løb op til 46 Australske dollars.

 

Ind og få smidt kufferterne og så kunne vi lige nå ned på havneområdet, som var fyldt med turister i korte bukser, der nød den hyggelige sommeraften.

 

Vi strøg ind på MacDonald lidt før kl. 22.00 og fik dagens andet måltid og kunne stolt som dansker se op på den store fladskærm, hvor Wocinazki førte 5-0 i første sæt over Jancovic, i 4 runde af Australien Open (håber hun vandt, vi gik ved 4-2 i andet sætJ).

 

Her fandt vi også ud af at selvom undertegnede tør at bestille maden, så mangler der lidt endnu inden "ham på den anden side af disken" forstår hvad jeg siger og Maiken mener at selv Villy Søvndal er bedre til engelsk end migL.

 

Så kom turens første alvorlige chok, som burde kunne have været afværget når Jeanette nu havde gjort et sådan fantastisk rearche arbejde i mange måneder op til rejsen. Vi ville lige fejre at rejsen var gået så fantastisk med at dele en flaske rødvin på værelset imens vi skulle planlægge næste dags udflugter.

 

Vi tog alle småkiosker på hjemvejen og da der ikke var gevinst, så tog drengene et sidste desperat forsøg og forlod pigerne ved hotelindgangen. Efter en halvtimes gang løb vi endelig ind i et kæmpe supermarked, som først lukkede kl. 24.00, så vi havde lige 10 minutter til at finde "lidt sovemiddel", men nej, man kan ikke købe alkohol andet i speciel butikker og de lukker til almindelig lukketid.

 

Vi fik dog handlet morgenmad og hernede har de vist også indført "fedtafgift", da en pakke smør kostede 28 danske kronerJ.

 

Men en hyggelig drengetur, hvor snakken om den ekstreme korte tid man havde til at nå over fodgængerfelterne, hvordan det mon var gået i EM hånboldkampen for herrer imellem Danmark og Makedonien, samt at nu klokken 24.00, så var fodbold holdkammeraterne hjemme i Danmark på vej til de afgørende indendørs kampe i Karlslunde (vi håbede de klarede skæreneJ).

 

Hjem til vores 12 etager kæmpe hotel, som ej heller havde en bar man kunne proviantere i og så op og gøre klar til at prøve "at vende dagsrytmen", med lidt nattesøvn. Der blev meget hurtigt ro, der var så bare forskel på hvor længe man kunne sove, børn og voksne imellemJ.(Klokken er nu næsten 07.00 og der er stadigvæk ro "i stueetagen")

 

Nu begynder en spændende dag, med et hav af udflugter, som Jeanette har planlagt, første mål er dog et sted hvor vi kan købe tandbørster, det eneste vi endnu har fundet ud af at have glemt derhjemme og det er nu 2 dage siden vi sidst har brugt en.

 

………Argh, Jeanette har lige fundet tandbørsterne, de havde forlagt sig i hendes toilettaske, hvem skulle  også have tænkt på at lede der som noget af det første……

 

 

Dag 3: Efter besøg i en meget uhygiejnisk swimmingpool og et lækkert hjemmelavet morgenkomplet, med røræg uden salt, så drog hele familien Kristensen på den helt store sightseeing i Sydney, i sommertøj og sandaler (der var ingen der på det tidspunkt vidste at turen kom op og nærmede sig 15 kilometer).

 

Vi tog turen over Darling Harbour, via Pyrmont Bridge, igennem "skyskraber kvarteret", forbi/under Sydney Tower og ind i Royal Botanic Garden. Her nød hele familien de fantastisk flotte plante og træer, krydret med små farverige parakitter og især de hængende/sovende "flying fox`s", som virkelig tog kegler.

 

Turen endte ved Sydney Opera House, hvor vi igen nød en danskers flotte værk. Imponerende bygningsværk, men nok mest for voksne. Derfra kunne vi nyde synet af Harbour Bridget og ærgre os lidt over at ungerne ikke turde prøve at bestige den.

 

Men det gik hurtigt over, da udsigten var tæt på at være lige så god 1 time derefter. Først tog vi turistbåden over til Taronga Zoo, hvor vi havde hørt at turen i "skiliften" skulle være utrolig flot og det skuffede ikke. Fra havnen og op til toppen af Zoo`en forgik via den føromtalte lift, hvor man kunne nyde udsigten over hele den bydel vi havde tilbagelagt til fods hele morgenen.

 

Selve Zoo`en var bygget op på en bjergskråning, så man hele tiden kunne skue over på Sydney, fantastisk. Starten var lidt sløj, men da vi først havde set et imponerende søløveshow og derefter tre elefantungers vandkamp, så var humøret helt i top.

 

Vi nåede også en fugleopvisning, hvor en af "hovedpersonerne", en høg, efter første halvdel af showet mente at nu havde den carte Blanc til at nyde livet og derfor ikke kom tilbage som planlagt. Meget synd for dyrepasserne, men ekstra krydderi på vores morsomme dagJ.

 

Ind med færgen igen og så gik vi via "the Rocks", som vi ikke rigtig kunne finde, hjem for at købe ind til aftensmad.

 

Her fandt vi ud af at Australiere må have en noget højere indkomst end os europæere. Alt er 20-30 % dyrere end i Danmark, men vi blev enige om menuen til sidst.

 

Nu skulle vi så lige have styr på alkoholen, så vi ikke begik samme brøler som dagen før. Vi fandt en "bottleshop", hvor man kan købe øl og vin. Jeg nøjedes med 2 af de billigste øl, af 22 kroner stykket (kunne have købt 6 øl for 120 kroner på tilbud). Derefter en rødvin til 65 kroner, den næsten billigste i butikken, den billigste kostede 48 kroner….. Brokkede mig lidt til ekspedienten, som så sagde at det var skatterne der gjorde det så dyrt og jeg skulle bare være glad jeg ikke røg, da en pakke cigaretter kostede 120 kroner pakken……! 

 

Nå men dranker bliver man da heldigvis ikke J.

 

Hjem til aftensmad og latterkramper over vores "dumme unger" som udstillede deres forældre på det groveste.

 

Men hævnen kommer lige om lidt, fordi der skal "dagens blondine" kåres og vi må virkelig konstatere at feltet er skarpt efter i dag, hvor alle 3 piger virkelig har gjort alt for at vinde titlen, med alle deres kække udtalelser i dagens løbJ.

 

Nu er der hjemmehygge, Kaja og Maiken sidder i bikini i badekaret og løser kryds og tværs, Rune og Jeanette spiller Uno og jeg fik lige skrevet lidt om vores absolut perfekte feriedagJ. 

 

 
Panel title
Antal besøg: 1052

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,46551990509033sekunder