Fantastiske-Dyr - Kaniner
 4e32a5a57fc7729072011.gif

Tamkaninen har kun været kæledyr i knap 100 år

I Danmark er tamkaninen det 3. mest populære kæledyr.

Tamkaninen blev oprindeligt brugt som husdyr, hvor man udnyttede det velsmagende kød og den smukke pels. Siden begyndte man at avle tamkaniner som hobby, hvor det gjaldt om at udvikle nye og spændende racer. For cirka 70 år siden gik man også i gang med at holde tamkaninen som kæledyr. Tamkaniner har desuden været brugt som forsøgsdyr, men det sker stort set ikke mere.

I de sidste 20 år er tamkaninen blevet særlig populær, og i England anses tamkaninen for at være det hyppigste kæledyr efter hund og kat. I Danmark indtager tamkaninen ligeledes tredje-pladsen som det mest populære kæledyr - igen efter hund og kat.

Tamkaninen stammer fra vildkaninen, som i dag er udbredt over store dele af kloden. Gennem avl har man udviklet over 50 racer, som er meget forskellige med hensyn til størrelse, temperament og pels. Nogle racer er mere velegnede som kæledyr end andre, men det er ret nemt at finde en race, som tiltaler en.

Kaniner minder på mange måder om en gnaver, men kaniner tilhører en anden orden, man kalder Kaniner og harer. I modsætningen til gnaverne har kaninen nemlig to par fortænder, hvor gnaverne kun har et par. Kaninens tænder vokser hele livet, men slides undervejs, så de aldrig bliver for lange.

Kaninen har store øjne og et godt nattesyn. Synsvinklen er så stor, at den næsten kan se hele vejen rundt på en gang. Dermed kan den effektivt holde øje med sine fjender. Kun det, der er lige bag den eller lige foran den, kan den ikke se.

De fleste tamkaniner er kælne og legesyge dyr, der let kan trænes til at bruge en kattebakke. På den måde kan kaninen løbe frit omkring i hjemmet. Kaninen vil ofte følge efter sin ejer som en anden hund, da den er et meget socialt væsen. Man skal dog være opmærksom på, at små børn og tamkaniner sjældent virker sammen. Kaniner er skrøbelige og er ikke meget for at bliver båret rundt. Al leg bør derfor foregå på kaninens betingelser - det vil sige i gulv- eller græshøjde.

 

          Udseende

Tamkaniner findes i et utal af størrelser, former og farver

De mindste tamkaniner vejer under 1 kg - de største over 8 kg.

Tamkaninen stammer fra vildkaninen, som blandt andet lever vildt flere steder i Danmark. Vildkaninen ligner en lille hare, men kendes på, at den mangler harens sorte ørespidser. Ørerne er desuden en del kortere end harens. Vildkaninens ben er forholdsvis korte, og den er ikke nær så hurtig som en hare. En vildkanin vejer 1½-2 kg.

Ved at udvælge særlige vildkaniner og krydse dem igen og igen, har man efterhånden fået udviklet over 50 racer af tamkaniner. Forskellen mellem de enkelte racer er meget stor. Således vejer verdens mindste kanin lidt under 1 kg, mens den tungeste tamkanin vejer mere end 8 kg. Desuden er der store forskelle i farve, pelslængde og bygning.

Det er altså ikke muligt at beskrive tamkaninens udseende med få ord. Man kan dog inddele dem i forskellige grupper alt efter størrelse og udseende.

Vædderkaniner er kaniner med bløde, hængende ører. Kaninerne bruges ofte som kæledyr til børn. Dværgvædderen hører nok til den mest populære kaninrace. Det er en lille kanin på 1,5 kg, som er særdeles velegnet til børn.

Dværgracerne er næsten lille så populære som de små vædderracer. Dværgracerne er populære, fordi dyret er lille, har et særpræget udseende og findes i mange farver. Dværgracer er også nemme at holde og behøver ikke megen plads. Populære dværgracer er hermelin og dværghare.

Små racer er kaninracer med en gennemsnitsvægt på omkring 2,5 kg. Der findes et utal af racer, og de fleste er også velegnede som kæledyr. Eksempler på små racer er zobel, chinchilla og sachengold, som er den eneste tamkanin med ægte orange pels.

Mellemstore og store racer blev oprindeligt opdrættet for kødets og pelsens skyld. Gruppen består derfor af store, stærke dyr med en blød, tæt pels og et roligt temperament. Wiener er en af Europas mest populære kaninracer til hobbyavl. I denne gruppe finder man også verdens største og tungeste tamkanin. Det er belgisk kæmpe, som vejer omkring 8 kg.

Pelskaniner er racer med en særpræget pels. Den mest kendte pelskanin er angorakaninen, hvis bløde pels, venlige væsen og særprægede udseende har gjort racen vældig populær. Angorakaninen er den eneste kaninrace med en ægte lang pels, som til gengæld også kræver masser af pelspleje. Andre pelskaniner er rex, satin, fuchs og schecke.

 

           Adfærd

Kaniner er flokdyr

De bruger bagbenene som signalgivere.

Kaniner er sociale dyr, som finder tryghed i hinandens selskab. De foretrækker at bo tæt sammen, og i naturen lever vildkaninen i store kolonier. I kolonien er der er særlig hakkeorden, hvor den stærkeste han bestemmer over de øvrige dyr i flokken.

Det er sjældent, at der er ufred i en koloni. De forskellige dyr kender deres plads, og derfor er slåskampe ikke særligt almindelige. Slåskampe opstår, når en han vil forsøge at overtage førerhannens plads. Når kaniner slås, bruger de bagbenene, og sommetider bruger de også de meget skarpe fortænder. I værste fald kan det ende med døden for den ene, men normalt vil den tabende han skynde sig væk. Derimod kan det gå rigtigt galt, hvis man stuver for mange tamkaniner sammen på alt for lidt plads. Her kan dyrene ikke slippe væk som i naturen, og slåskampe ender derfor ofte med blodsudgydelser og dødsfald.

Flokkens medlemmer kender hinanden på kropsduften. Hver gang to kaniner mødes, slikker de hinandens pels, og denne kontakt styrker fællesskabet. Man kan ofte se en lignende adfærd hos tamkaninen i forhold til "deres" mennesker.

Kaniner er mest aktive om natten. Vilde kaniner tilbringer størstedelen af dagen i underjordiske gange, som er bygget så smart, at de også er tørre i regnvejr. Rundt omkring i gangsystemerne er der bygget huler, hvor de enkelte kaniner opholder sig om dagen. Tamkaninen er også mest nataktiv, og de hviler ofte en stor del af dagen.

Kaninernes stærke bagben kan bruges til andet end at løbe, springe eller skrabe jord ud af hulen med. Bagbenene kan nemlig også bruges som signalgiver. Hvis en kanin trommer kraftigt i jorden med et bagben, betyder det fare. Alle kaniner inden for hørevidde reagerer straks og smutter lynhurtigt ned i deres sikre gangsystemer. Man ser den samme adfærd hos tamkaninen, selv om adfærden ikke mere har den samme betydning som i naturen.

 

 
Panel title
Antal besøg: 106

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,56901097297668sekunder