Fantastiske-Dyr - Pandaer
4e327834851d729072011.jpg

     Den store panda

Den store panda er et af verdens mest truede dyr

Der er kun 1600 store pandaer tilbage i naturen.

Den store panda er et af verdens mest truede dyr. Den er i fare for at blive udryddet i naturen i den nærmeste fremtid. I dag er der kun 1600 store pandaer tilbage i naturen. Pandaen er truet, fordi dens levesteder - bambusskovene - bliver fældet. Når bambusskovene bliver fældet, kan pandaen ikke finde føde.

Pandaen bliver også jaget ulovligt på grund af dens galdeblære. Galdeblæren bliver nemlig brugt i kinesisk naturmedicin.

Den store panda lever i tætte bambusskove i det centrale Kina. Den lever højt oppe i bjergene - i 2.700-3.900 meters højde. Om vinteren søger den ned til lavere højder.

Den store panda tilhører bjørnefamilien. Bjørnefamilien indeholder 8 forskellige arter af bjørne blandt andet isbjørn, brun bjørn, brillebjørn og læbebjørn. Den store panda er ikke beslægtet med den røde panda. Den røde panda hører til i en gruppe, som kaldes for halvbjørne. Gruppen tæller 20 arter - blandt andet vaskebjørnen.

99% af pandaens føde består af bambusplanter. Om foråret æder pandaen de nye skud. Om sommeren æder den blade, og om vinteren æder den stængler. Af og til æder pandaen også frugt, insekter, ådsler, larver, små dyr og æg.

Du kan ikke se stor panda i fangenskab i Danmark.

 

 

         Udseende

 

Den store panda er hvid og sort

Pelsen er måske en form for kamuflage.

Den store panda ligner en bjørn, og den har en tæt, ulden pels. Pandaen er hvid med et sort bælte henover ryggen. Forben og bagben er sorte, og pandaen har sorte ører og sorte, ovale pletter omkring øjnene. Snuden er også sort. Pandaens hvide og sorte tegninger i pelsen er sandsynligvis en form for kamuflage. Det kan være svært at se, hvor pandaen begynder og slutter!

Pandaen er 120-170 cm høj, og den vejer 75-160 kg. Hannen er lidt større end hunnen. Pandaen har en kort hale.

Den store panda har et bredt ansigt med små øjne. Ørerne er afrundede og står lige op i luften. Pandaen har en god lugtesans, men dens syn og hørelse er ikke så gode. Som en tilpasning til at æde bambus har pandaen udviklet kraftige tyggemuskler.

I håndleddet har pandaen en forlænget knogle, der stikker ud som en ekstra tommelfinger. Det ser faktisk ud, som om dyret har to tommelfingre. Den ekstra finger kalder man en ”bambusfinger”. Bambusfingeren hjælper nemlig pandaen, når den æder bambus. Pandaen presser bambusfingeren ind mod den ægte tommelfinger, når den griber om stængler og blade.

Den store panda kan ikke forveksles med andre dyr.

 

 

           Føde

 

Pandaen æder næsten kun bambusplanter

På forskellige årstider æder den forskellige dele af bambusplanterne.

Stor panda æder en meget ensidig planteføde. 99% af føden består nemlig af bambusplanter. Den æder 30 forskellige slags bambusplanter. Om foråret æder pandaen de nye skud. Om sommeren æder den bladene, og om vinteren æder den stænglerne. Af og til æder pandaen også frugt, insekter, ådsler, larver, smådyr og æg.

Som de andre bjørne er den store panda egentlig et rovdyr, men den har tilpasset sig til at æde planter. Som andre rovdyr har den en enkelt mave og et kort tarmsystem. Det betyder, at pandaen fordøjer planterne dårligt, og den får ikke meget energi ud af føden.

Pandaen bruger ca. 14 timer om dagen på at æde. Der er ikke ret megen næring i bambus, så en voksen panda er nødt til at æde mellem 10 og 45 kilo om dagen for at overleve. Pandaen er den bjørn, der æder mest føde i forhold til sin kropsvægt. Når pandaen æder, sidder den opret, mens den holder bambusgrenen i poterne.


Det faktum, at pandaen stort set kun æder bambus, gør den også meget sårbar. For når bambusskovene fældes, bliver pandaens føde ødelagt.

 

 

 

 
Panel title
Antal besøg: 115

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,48156595230103sekunder