Min Verden - Kærlighedens Konsekvenser
"Kærlighedens konsekvenser" er en færdig historie. Der vil ikke blive skrevet videre på den.
_______________________________________________________________________________


Kærlighedens konsekvenser  


Jeg stod og kiggede ned i vandet. Tårerne løb stille og lydløst ned af mine kinder, og efterladte sig et sort spor fra min mascara. Skulle jeg springe? Hvorfor var jeg overhovedet i tvivl? Hvad havde jeg at vende tilbage til? Jeg hadede ham! Gjorde jeg ikke? Han betød intet! I hvert fald ikke mere end han nogensinde havde gjort. Havde jeg egentligt nogensinde elsket ham? Det var jo altid Tom… når vi var sammen var det jo altid ham jeg tænkte på. Hvorfor sårede det mig så så meget? Jeg havde aldrig elsket Gustav. Heller ikke Georg. Det hele var indbildning for ikke at tænke så meget på Tom… det var jo egentligt mig der var ond. Men jeg ville aldrig have været hverken Georg eller Gustav utro. Det ville jeg ikke kunne. Selv med Tom. Jeg havde nu heller ikke forestillet mig Gustav være utro. Alle tankerne var et stort rod i mit hoved.


Jeg sukkede igen. Klemte øjnene sammen, og trådte et skridt tættere kanten. Hvordan kunne han?! Jeg ville aldrig kunne se på ham igen. Alt var bare gået galt den dag. Først var jeg kommet hjem og havde fundet ud af at min lillesøster Victoria igen var blevet indlagt. Hun var ellers lige kommet hjem. Hun havde anoreksi, og var indlagt i Odense. Mine forældre var hele tiden hos hende, derfor levede jeg i en verden hvor jeg altid kom nummer to. Min bedste ven var død dagen inden af hjertestop og min bedste veninde havde lige fortalt at hun måske også var ved at udvikle anoreksi og at hun skar i sig selv.   


Min klasse var ligeglad med mig, og jeg gik altid alene. Kun fordi jeg var begyndt at have min egen stil, og ikke altid bare være den der lille efterfølger jeg ellers altid havde været. Og det passede ikke lige den populære pige i min klasse. Diana. Vi havde faktisk været bedste veninder. Men hun havde været for om klamrende og irriterende. Så det var ligesom gået i opløsning. Og siden det har hun hadet mig og prøvet at sørge for at ingen fra klassen blev mine venner. Jeg havde været fuldstændig nede og haft brug for en at snakke med, og var derfor gået over til ham. Men da jeg kom derover var han ikke hjemme. Han mor sagde han var til en fest og jeg gik derover hvor hun sagde det var. Da jeg kom derover kunne jeg først ikke finde ham, men senere fandt jeg ham inde i et rum sammen med Diana!


Endnu en tåre fandt vej fra mine øjne og ned til mine kinder. Hvorfor tøvede jeg overhovedet? Hvorfor sprang jeg ikke bare? Pludselig hørte jeg skridt bag mig. jeg kiggede tilbage af øjenkrogen, og en skikkelse kom nærmere. Gustav.


”Hvad laver du her?! Hvorfor er du ikke sammen med hende?!” Sagde jeg koldt.

”Skat hør nu på mig. Jeg var skide fuld og vidste ikke hvad jeg gjorde! Jeg er virkelig ked af det!” sagde han med lidt grødet stemme, men og lidt hårdt. Hvor var jeg træt af den sætning. Både ham og Georg havde været mig utro og havde begge brugt den samme dårlige undskyldning.

”Man kan godt hører i er venner! Du kommer måske lige fra ham? Du skulle lige have en dårlig undskyldning. Eller hvad?” Svarede jeg ham bare koldt.

”Hvad fanden snakker du om?!” Spurgte han hårdt og forvirret.

”GEORG! Han brugte den samme røv dårlige undskyldning!” skreg jeg mens jeg vendte mig om. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på igen. jeg kunne ikke holde dem tilbage mere, og nu strømmede de som to flode ned af mine kinder. Gustav gjorde alt for ikke at se mig i øjnene men jeg fastholdt hans blik. Han så bange ud. For første gang så jeg ham bange. Men var det fordi han fortrød hvad han havde gjort? Eller var han bange for hvad jeg kunne finde på?

”Jeg sværger det var ikke med vilje!” Sagde han stille, og søgte igen væk fra mit blik.

”Kig mig i øjnene og sig det igen!” han kiggede mig i øjnene, men sagde ingenting.

”Det… det kan jeg ikke.” selvom jeg hele tiden havde vidst det, sårede det mig dybt a hører ham sige det.

Jeg vendte mig stille om og gik igen hen mod kanten.

”Du springer ikke!” Diana?! Hvad fanden lavede hun her?! Hvad fik hende tro til at tro jeg ville lytte til hende efter at hun havde været sammen med min kæreste?!

”Hvorfor skulle jeg ikke? Hvad har jeg at vende tilbage til?!”

”Mange vil da savne dig!”

”Hvem?! Nævn én!”

”Dine forældre vil da savne dig.”

”De er da ligeglade med mig. De tænker kun på Victoria”

”Jeg vil savne dig!” sagde Gustav så. Men det gjorde mig bare mere sur.

”Hvis jeg betyder så meget, hvorfor var du mig så fucking UTRO?!”

”Jeg vil da savne dig! Og resten af klassen!”

”Ikke en skid! Du hader mig jo!” jeg kunne ikke klare mere. Jeg sank grædende sammen på jorden.

Jeg ville bare ikke leve mere nu. At de begge kunne stå og lyve mig lige op i ansigtet! Det var simpelthen for meget! Jeg rejste mig op, og begyndte at gå hen mod Gustav og Diana, de begyndte at smile, men da jeg var næsten derhenne, vendte jeg om og begyndte at løbe mod skrænten.

”NEEJ!” skreg de begge i kor. Jeg hadede dem begge! Gustav fordi han havde været mig utro og Diana fordi hun havde gjort mit liv til et helved og løjet mig lige op i hovedet op til flere gange

Jeg var næsten helt henne ved kanten da jeg hørte endnu en stemme.

”Katarina! Stop!” det var ham. Det var Tom. Jeg havde altid elsket ham! Og nu stod han der og så på mig, med tårer i øjnene og et fortvivlet blik.

”Det her er jo ikke hvad du ønsker. Er det vel?” spurgte han med en grødet stemme. Jeg vendte om mod ham, og rystede stille på hovedet.

”Katarina, jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort.” Sagde han stille. Så stille at det næsten var lydløst.

”Jeg elsker også dig Tom.” Svarede jeg og smilede lidt.


Han smilede til mig og strakte armene ud mod mig. Jeg begyndte at løbe mod ham. Da jeg nåede ham, løftede han mig op, og tog mig helt ind til sig. Jeg begyndte at græde, og sige at jeg var ked af det, men han holdte mig bare helt tæt. Han kyssede min pande, mens han hele tiden sagde at det hele nok skulle blive godt nu. Mens hans holdt mig sådan, helt ind til sig, følte jeg mig mere tryg end nogensinde. Jeg vidste at så længe jeg var med ham, ville intet nogensinde kunne skade mig igen.
_____________________________________________________________________________

Håber I kunne lide den. Skriv gerne en kommentar i gæstebogen, så bliver jeg glad (: 

 
Panel title

© 2017 fictions

Antal besøg: 166

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,78714513778687sekunder