Min Verden - Mareridt
"Mareridt" er en færdig historie, der vil ikke blive skrevet videre på den. Det er en novelle der er skrevet til ære for min roomie jeg boede med på efterskolen og min davarende kæreste. Den er skrevet som tak for deres støtte og hjælp gennem mine svære perioder. Jeg elsker jer !
________________________________________________________________________________


Mareridt


”Han har ikke noget med det at gøre!” Hun så selv ordene forlade hendes desperate ansigt, men han smilede bare. Han sagde ingenting. Tog bare fat om kniven igen. Satte den mod hans hals. Og skar lidt. Han gispede. Overrasket over at han stadig var i stand til det, sugede han luften ned i sine lunger, og træk vejret nervøs. Han var rædselslagen. Men hvad der var endnu værre. Han var uforstående. Og bebrejdende. 
”Ved du stadig ikke hvor det er?” Spurgte han, med et ondt smil og gennem sammenbidte tænder. Hun prøvede febrilsk at gøre som han sagde, men hendes krop ville ikke lystre. Hun så på den fyr hun elskede spændt fast i stolen. Hun mærkede de bebrejdende øjne der brændte i hendes sjæl. De øjne der ikke forstod, hvorfor hun ikke kunne hjælpe. Han træk vejret, som om hver eneste gang, var det hans. Han var gennemblødt i blod. Det løb både fra hans ansigt, mave, og nu, hals. Hendes øjnede prøvede at undgå hans blik, men i stedet blev hendes øjne fanget af kniven, der nu igen var ført op til hans hals. 
”Nej! Lad være! Vær sød. Ikke gør ham noget. Han har intet med det at gøre. Intet. Lad ham gå. Please. Lad ham nu bare gå. Han gør ikke noget. Han ved intet.” Hun mærkede sine læber bevæge sig, men det eneste der borede sig ind i hende, var de små bebrejdende øjne og det onde smil. Hun så ham tage fat i håret på sin elskede, stramme taget om kniven og skære en lang flænge langs han hals. Hun hørte han tage sit sidste halvkvalte åndedrag, og hun så sig selv skrige. Hun så sig selv kaste sig på jorden og skrige som var smerten hendes. Hun så hans øjne der fortvivlet kiggede på hende. Hun så den lukke langsomt i. Hun så blodet der strømmede fra hans hals. Hun så ham langsomt forsvinde ind i en smerte der var så voldsom, at han døde. Og det var hendes skyld. Hun skreg. 


”Katarina, for helved! Vågn nu op! Det bare en drøm, vågn nu op!” Jeg hørte hende godt råbe. Jeg mærkede hende godt ryste min krop. Men jeg var ligeglad. Jeg så stadig de kæmpe store bebrejdende øjne og blodet over det hele. Min krop rystede og jeg kunne ikke trække vejret. jeg ønskede et sted, at jeg kunne dø. Smerten, jeg mærkede her, var for stor. Det gjorde for ondt. At se den smerte jeg påførte de mennesker jeg elskede allerhøjst, det var forfærdeligt. Jeg mærkede tårerne der trillede, og jeg hørte stadig sin søsters kald efter mig. Eller det der stadig var tilbage af mig. Jeg rystede, og jeg var bange. Bange for at dø. Bange for at leve. Endelig tog jeg mig sammen og åbnede øjnene. Jeg så de nervøse øjne der hvilede på mit forgrædte ansigt. Jeg følte armene der blev lagt om mig, og mærkede roen og trygheden der fyldte mig indefra. Jeg hørte hende hviske forsigtige trøstende ord i mit øre, og slappede endelig af, mens jeg græd færdig. Det var bare en drøm. Et mareridt. Igen. De sidste 2 uger havde jeg ikke haft andet end mareridt. Jeg sov max 2 timer i døgnet, for når jeg endelig faldt i søvn, så gik der max en halv time, så vågnede jeg. Grædende og rystende i den tro, at jeg igen var skyld i en af mine elskedes død. Jeg kiggede ned på min hærgede arm, der blot var et af de resultater søvnmanglen havde haft på mig. Jeg mærkede mit åndedrag blive stabiliseret, og kontrollen der langsomt genfandt sig i mit sind. Endelig kiggede jeg ordentligt op. mørket var dybt. Men heldigvis havde Theresa tændt et lille lys. Jeg fik endelig taget mig sammen til at kigge på min bekymrede søster. Jeg mærkede skyldfølelsen vælte ind over mig, da jeg så de kæmpe rander under øjnene på min søster. Jeg vidste, at min elskede søster havde siddet oppe længe og hørt på mine mareridt, uden at kunne hjælpe. 

”Tak.. Undskyld jeg vækkede dig. Igen..” Jeg kiggede ned, kunne høre på hendes stemme, at hun prøvede at smile. 
”Det gør ikke noget. Det ved du godt.” Jeg kiggede op, og prøvede at smile. Men tankerne fra bare natten før, hvor det havde været hendes blod, jeg i mit mareridt, havde siddet med i hænderne, fik mig til at kaste armene om hende. 
”Jeg elsker dig!” Græd jeg i hendes arme. 
”Jeg elsker også dig søs. Du må aldrig give op. Det må du love mig!” Hun skubbede mig lidt frem, og tvang mig til at mødes hendes blik. Hvad skulle jeg svare? Jeg havde virkelig lyst til at give op. Det havde jeg virkelig. Jeg kunne snart ikke mere. Det eneste der holdte mig oppe for tiden, var tanken om at det måske snart sluttede. Og jeg regnede ikke ligefrem med at mareridtene ville holde op.. Hun kiggede bedene på mig. Jeg ville så gerne. Ville så gerne kunne love hende. Jeg ville så gerne sige de ord, hun så desperat ønskede at høre. Hendes øjne blev nervøse. Hun vidste godt jeg ikke kunne. Hun vidste godt jeg intet kunne love. Hun vidste godt at hun var ved at miste mig. Hun vidste det. Men hun kæmpede stædigt i mod. Hun havde den styrke, jeg manglede. Men den ville hun ikke altid have. Det vidste jeg. Jeg måtte snart tage en beslutning. 

”Søde.. Jeg kan ik-” 
”Du skal ikke sige det. Jeg vil ikke høre det.” Afbrød hun mig. Hun krammede mig bare. 
”Prøv nu at få sovet lidt.” Hun knugede mig til sig, som var det sidste gang. Så slap hun mig, og lagde sig ned på gulvet, hvor hun havde sovet den sidste måneds tid. 
Jeg sad lidt og stirrede ud i mørket. Prøvede at samle tankerne. Jeg kiggede over på uret. 4:07. Jeg havde altså kun sovet ca. en halv time før jeg var vågnet igen. Jeg lagde mig ned, og prøvede at slappe af. Men hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg mine elskede ligge med blod over det hele. Jeg vendte mig om, og kiggede ned på min sovende søster. Hendes ansigt skinnede let, pga. månen der faldt på hendes ligblege forgrædte ansigt. Hun havde ændret sig meget siden jeg havde fået det dårligere. Mine problemer påvirkede hende ekstremt meget, og hun var efterhånden næsten lige så syg som jeg var. Hun sov heldigvis nu. Det var ikke til at sige, hvor længe hun havde været vågen og hørt mig havde mareridt. Jeg mærkede skyldfølelsen vælte ind over mig. Jeg ødelagde totalt min elskede søster. Hun havde det forfærdeligt. Jeg kunne ikke længere klare at se på hende. Jeg stod op, og tog et par jeans, en bluse og en hættetrøje på. Inden jeg gik ud af døren greb jeg min iPod, og kastede et blik over mod uret. 5:15. Hvor skulle jeg gå hen? Jeg behøvede ikke engang sige det. Min krop vidste det allerede. Den gik bare automatisk.


Den kolde vinternats vind ramte mit ansigt som et piskesmæld. Men jeg mærkede næsten ikke kulden. Jeg havde snart vendt mig til det. Det var næsten hver nat den sidste måned jeg havde gået den her tur. Mine fødder styrede automatisk ned mod søren. Natten var lys, da stjernerne skinnede klart på himlen. Normalt ville jeg have været fuldstændigt væk i stjernerne, men meget havde ændret sig på det sidste. Rigtig meget. Når jeg kiggede i spejlet, kunne jeg ikke længere kende mig selv. Jeg havde tabt mig 10 kg på bare en uge. Jeg havde kæmpe rander under øjnene, og mine øjne var konstant hævede. Jeg vidste ikke hvad der var galt med mig. Mareridtene var pludselig kommet. I starten ikke så tit, men nu var de efterhånden hverdag. Det samme var nat turene. Når det blev for meget, blev jeg nød til at gå en tur. Jeg måtte have noget luft. Mit hoved var som regel totalt smadret efter flere timers angstanfald..


Den friske luft rensede lidt ud i mine tanker. Pludselig opdagede jeg, at jeg allerede stod ved den store sø. Jeg elskede den her sø. Jeg vidste ikke hvorfor, men den gav mig altid ro, når jeg havde allermest brug for det. Mine tanker begyndte stille og roligt at falde på plads, da jeg pludselig hørte skridt bag mig. Jeg vendte mig forskrækket rundt, og ramlede direkte i en velkendt duft. En duft der medførte tryghed, varme, smil og kærlighed. Selvom jeg ikke kunne se andet end en mørk skikkelse, vidste jeg med det samme at det var ham. Selvom jeg for længst havde indset at mine mareridt ikke var virkelige, så var der ikke noget bedre end at se personen, og mærke at det her var virkeligheden. Jeg stod længe og bare kiggede på ham. Han stod nogle få meter fra mig. Jeg smilede. 
”Theresa ringede, da hun vågnede og opdagede du var væk. Jeg regnede med at finde dig her.” Hans blide stemme fik mine knæ til at ryste. Glæden over at se ham, var så overvældende at jeg måtte gipse efter vejret. Han trådte et skridt frem i lyset. Jeg tog mig sammen og gik et par skridt hen mod ham. Han spredte armene ud og jeg lod mig omfavne i hans beskyttende favn. Jeg snusede hans fantastisk duft til mig og mærkede trygheden vælte ind over mig. Jeg vidste at han aldrig ville bebrejde mig noget som helst. Jeg vidste, at han altid ville vide, at jeg elskede ham, og aldrig ville gøre noget der kunne skade ham. 
”Jeg elsker dig. ”Hviskede han ned i mit hår. 
”Jeg elsker også dig!” Svarede jeg med rystende stemme.
”Du må aldrig give op. Det må du bare ikke. Der er ingen af os der forlader dig. Ikke så længe du kæmper. Det må du aldrig glemme!” Jeg nikkede forsigtigt. Jeg hørte flere skridt bag os. Jeg kiggede op, og så min dejlige søster forsigtigt komme gående. Jeg smilede indbydende til hende. Hun kom hen og vi krammede alle tre.


”Tak. Tak for alt.” Sagde jeg nervøst. Men de kiggede begge bare smilende på mig. Jeg elskede dem. Elskede dem højere end ord kunne beskrive. Vi vendte os mod søen. Stod sammen og kiggede ud over søen. Solen begyndte at farve skyerne i horisonten. Jeg måtte have været væk længe. Ingen af os sagde noget. Jeg kiggede på først på min kære søster. Hun stirrede håbefuldt ud over søen. Som om den ville give hende et svar, fortælle hende hvad hun skulle gøre med mig. Derefter kiggede jeg op på min lige så nervøse kæreste. Han kiggede udtryksløst ud mod horisonten. Han holdt mig trykt i sine stærke arme. Og sådan stod vi. Bare os 3. De nervøse for hvor længe de havde med mig. Jeg smilede. Jeg var bare glad for, at de var hos mig. Det gav mig styrken til at kæmpe lidt endnu. Jeg vidste det ville blive hårdt, men i det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre alt hvad derstod i min magt, for at de skulle have så lang tid med mig som overhovedet muligt.
______________________________________________________________

Håber I kunne lide den. Smid gerne en kommentar i gæstebogen. Så bliver jeg glad (: 

 
Panel title

© 2017 fictions

Antal besøg: 158

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,26963186264038sekunder