Min Verden - Min far
"Min far" er en færdig historie. Der vil ikke blive skrevet videre på den.
___________________________________________________________________________________________


Min far

 

Jeg lagde hånden på håndtaget og skubbede døren op. Den knirkede ret meget. Jeg trådte ind i opgangen. Døren smækkede bag mig. Huset var gammelt, forfaldent og ret afsides. Men min far elskede det.

Jeg gik de første skridt op mod stuen. Her boede pedellen. En sur gammel mand, der altid skulede ondt og gik og mumlede ned i jorden. Han ansigt var rynket og han havde altid kæmpe poser under øjnene. At han var sur forstod jeg nu godt. Så vidt den gamle dame, der havde solgt os lejligheden, havde han været pedel her i over 30 år. Og hun fortalte hvordan folk hele tiden flyttede ud og ind i huset. Jeg stod lidt og kiggede på hans dør. ”Hr. Scroots”. Han kom vidst fra England. 

 

Jeg gik videre op mod første sal. Der boede en lille familie. Moren Mette, faren Søren, sønnen Casper, der var et år ældre end mig, og deres 3 årige datter Anna. De havde boet der i et års tid da vi flyttede ind. Vi havde boet der snart 3 år. Jeg er tit sammen med Casper. Vi er bedste venner. Han har altid været der for mig. Og jeg altid for ham. Engang hvor han var ude at rejse og min kæreste slog op med mig, rejste han alene hjem, fordi jeg var ked af det. Det glemte jeg aldrig, og da min far blev syg forlod han mig ikke i en uge. Og da han for 1 år siden døde, gjorde han alt for mig. Min far døde da jeg var 15. Min rigtige mor døde da jeg var 3 år. Og min far giftede sig igen lidt efter vi var flyttet ind i huset her. Han giftede sig med en kvinde jeg ikke kunne fordrage. Vi hadede hinanden. De fik en lille dreng sammen, som jeg til gengæld elskede rigtig højt. Fordi min mor døde da jeg var lille, har jeg altid været meget knyttet til min far. Men da han så også døde, var jeg ved at begå selvmord. Heldigvis fik Casper mig hjulpet igennem det hele. Jeg stod lidt og kiggede på deres dør og overvejede at banke på, men Casper kom alligevel ikke hjem før om en times tid.

 

Jeg gik videre op mod anden sal. Da jeg stod foran døren tænkte jeg atter på min far. Det var ham der ville at vi flyttede herind. Dengang hadede jeg ham for det. Det lå langt fra min gamle skole, mine venner og resten af vores familie. Nu elskede jeg det lige så højt som han gjorde. Jeg fik tårer i øjnene ved tanken om min far. Billeder fra da jeg var lille, af mig og min far sammen, kunne stadig få mig til at græde i flere timer. For det meste kiggede jeg i mine gamle fotoalbums når jeg havde skændtes med min stedmor. Så mindes jeg da det var min far og mig. vi legede altid, og han havde aldrig for travlt til mig. Selvom jeg ikke kunne fordrage min stedmor, var jeg altid sød overfor hende da min far levede. Jeg tænkte at hvis min far elskede hende måtte der være noget godt ved hende. Men nu da min far ikke var her mere, kunne jeg ikke lade være. Vi skændes om alt. Mit tøj. Min make-up. Mine venner. Alt! Jeg kiggede på brevsprækken. Tina og Bertram Hansen. Og Katarina Kroghly Clausen. Min stedmor havde aldrig taget min fars navn. Min far havde til gengæld taget hendes. Jeg havde nægtet det. Jeg havde min mors efternavn og det ville jeg beholde. Min far havde respekteret det, og var hverken blevet sur eller skuffet.

 

Jeg kiggede op mod tredje sal.  Der boede en ung mand.  Han havde boet der i mange år. Jeg havde aldrig set ham. Han kom aldrig uden for en dør. Fik altid mad bragt udefra. Hvor han fik penge fra, ved jeg ikke. Men den gamle dame, der solgte os huset, sagde at han vidst nok havde en familie der betalte for ham.

 

Jeg satte nøglen i døren, og låste op.

 

”Hallo?” ingen svarede. Yes! Ingen hjemme. Jeg havde allerede ikke haft den bedste dag, og et nyt skænderi med min stedmor, ville nok få bægret til at flyde over. Jeg sukkede. Jeg havde aftalt med min bedste veninde Line at vi skulle være sammen, men hun havde skrottet det på grund af at hendes kæreste pludselig ville være sammen med hende. Han var vidst ret sindssyg. Og nu turde hun ikke slå op med ham af frygt for hvad han kunne finde på. Jeg var skide nervøs på hendes vegne.

 

Selv det kunne jeg snakke med min far om. Min far. Hvor jeg dog savnede ham.

Jeg smed mine sko i gange. Nu jeg tænkte over det, gjorde jeg det på samme måde som min far. Alle sagde altid til mig at hvis jeg havde været en dreng havde jeg været en tro kopi af min far. Hele min personlighed var den samme som hans. Til gengæld havde jeg min mors udseende. Mange sagde at jeg var smuk. Jeg kiggede mig i spejlet i gangen. Grim var jeg ikke. Men smuk? Måske. Hvis det passede at jeg lignede mine forældre så havde jeg både, det smukkeste udseende og den smukkeste personlighed. Min mor var virkelig smuk. Høj, mørk, store smukke brune øjne, og den pæneste lille næse. Det havde jeg faktisk også. Min far havde den smukkeste personlighed. Han tænkte altid på andre før sig selv. Han var så sød, så kærlig, så forstående. Og så var han det gladeste menneske jeg nogensinde havde oplevet. Han så altid kun den lyse side. Men samtidig var han alvorlig når man havde brug for at snakke, og drillende når det passede. Jeg elskede ham overalt på jorden.

 

Jeg stildte mine sko op på hylden og gik ud i køkkenet. Jeg tog et glas oppe i skabet. Det havde været min fars. Jeg havde fået det af ham. Jeg hoppede op på køkkenbordet. Jeg knugede det tæt ind til mig. Lukkede mine øjne og forestillede mig min far. Han stod op holdt mine knæ så jeg ikke faldt ned fra bordet. Sådan som altid havde jeg gjort det. Jeg kunne næsten dufte ham. Et kort øjeblik troede jeg at han stod der, men da jeg åbnede øjnene var han selvfølgelig væk. Jeg mærkede tårerne presse på. jeg hoppede ned fra bordet, tændte vandhanen. Jeg tog vandglasset, og gik ind på mit værelse. Jeg satte mig i min seng og tænkte tilbage på dengang jeg havde snakket med min far for allersidste gang. Han var indlagt på hospitalet, med kramper. Lægerne havde sagt at der ikke var mere at gøre. Jeg græd dengang. Jeg græd igen som jeg sad og tænkte på det. Far havde stille bedt lægerne om at gå, så han kunne snakke med mig.

 

”Katarina?” startede han.

”Ja far?”

”Selvom din mor døde tidligt, og jeg også snart gør det, så husk på at vi altid vil være hos dig. Ikke hvor du kan se os, men vi vil altid være ved dig, og beskytte dig. Og uanset hvad du vælger at gøre med dit liv, skal du vide at vi altid vil være stolte af dig.” min far snakkede roligt, mens jeg stortuede ved han side.

”Du må ikke forlade mig far!” sagde jeg bedene, til sidst da han var færdig.

”Men det bliver jeg nød til. Selvom jeg elsker Tina glæder jeg mig til at se din mor igen.” Svarede han roligt.

”Vil du hilse hende fra mig?”

”Selvfølgelig. Men husk Katarina, selvom vi skilles om lidt, vil én ting aldrig ændres. Jeg elsker dig. Glem aldrig det.” Og så lukkede han øjnene og døde.

 

Jeg huskede det så tydeligt. Det var den værste dag i mit liv. Han hvide ansigt vises stadig i mine værste mareridt. Tårerne strømmede nu ned af mine kinder. Men så tænkte jeg igen på min fars sidste ord. ”Jeg elsker dig Katarina. Glem aldrig det.” Og det gjorde han. Min far. 

______________________________________________________________________________


Håber I kunne lide den. Smid gerne en kommentar i gæstebogen. Så bliver jeg glad (: 

 
Panel title

© 2017 fictions

Antal besøg: 157

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,58991312980652sekunder