Team-CCS - 36 gyldne regler for en cykelrytter

Der er selvfølgelig tilladt selv at komme med nye "regler" smiley.gif

 

#1
Ingen andre skal bestemme, hvor mange cykler du må eje. Men det er o.k., hvis din kæreste sætter en grænse for, hvor mange cykler der må hænge på væggen derhjemme.

#2
Du skal kunne fixe din cykel: skifte dæk og slange eller lappe den meget hurtigt og reparere de mest elementære ting. Hvis andre punkterer, er det helt o.k. at stresse dem og påpege, at det tager for lang tid.

#3
Kør aldrig i andet end rigtige cykelstrømper. Helst hvide eller sorte. Cykelstrømper skal passe til tøjet.

#4
Alle former for låse er udelukket. Det sender et helt forkert signal. Man lader ikke sin racercykel ude af syne. Hvis du skal ind i en forretning, må du få din ven eller en sød pige til at se efter den. Er det i et usædvanlig skummelt kvarter, har du den over skulderen. Skal du på café, sidder du udenfor.

#5
Cykeltøj er fint til cykling, ikke til indendørs ophold på cafeer og barer, det kan man ikke være bekendt over for andre gæster. Cykelryttere sidder udenfor.



#6
Hvis du er iført ordentligt cykeltøj og -briller, ikke lugter af sved og heller ikke har hjelm på, kan du godt tage en americano på en café. I så fald bør det ikke være umuligt at få øjenkontakt med det kvindelige publikum på stedet.

#7
Cykeltøj er altid stramt og sidder tæt til kroppen.

#8
Cykelbukser er sorte med logoer på. Hvide cykelbukser dur ikke på landevejen, de er til kvindelige fitnessinstruktører.

#9
Den gule førertrøje og den prikkede bjergtrøje fra Tour’en kan være udmærket påklædning til karneval, men man må aldrig cykle i dem. VM-trøjen er kun for verdensmestre og ikke andre.

#10
Pink cykeltøj er o.k., hvis man er solbrændt, kan træde mere end gennemsnittet, og BMI er under 10.

#11
Undgå at cykle i team-trøjer fra professionelle hold (medmindre du har fået den af en rytter fra holdet). Det svarer til at gå i håndboldtrøjer eller have en Porsche-nøglering og køre i en gammel Kia – det bliver aldrig rigtig cool. Retro-outfits kan være charmerende, men tænk dig godt om.

#12
Cykelryttere kører kun i cykeltøj. Triatlon-tøj er ikke cykeltøj. En cykelrytter kører aldrig med aerohjelm, kompressionssokker eller flaske (med sugerør) på styret.

#13
Cykelhandsker er egentlig kun til cykelløb. Det er mest klassisk med hvide.

#14
Sadeltasker duer ikke. Medmindre du har en Kildemoes touringcykel og cykler Nordkap-Gibraltar. Værktøj, ekstra slange og pumpe opbevares i lommerne bag på trøjen. Eneste acceptable alternativ er i en flaske.

#15
Om vinteren er alle regler suspenderet. Du skal køre med skærme, stænklapper og dit varmeste tøj, for det er godt at få kilometer i benene, og man må også gerne skåne sin yndlingscykel for salt og vinterhærg.

#16
Det er både tilladt og god tone at drikke lidt alkohol, når man er på cykeltur. Rødvin eller øl til frokost på en udendørs servering eller en slurk cognac på en kold tur.

#17
Studenterbrød, romkugler og kakaomælk er opfundet til cykelryttere.

#18
Man cykler to og to og konverserer, når man er på tur, aldrig tre ved siden af hinanden.



#19
Når man cykler og konverserer, så undgå at tale forretning, og lad være med at prøve at sælge din gamle tagboks til din sidemand. Det bliver så besværligt for ham at skulle undgå at køre ved siden af dig resten af dagen. Husk, du har fri, så emner som cykelløb, ryttere, kvinder, druk, rejser og cykeludstyr er langt at foretrække.

#20
God stil på cyklen er rolige bevægelser. Du kan godt have en hurtig kadence uden at rokke frem og tilbage på sadlen. Ellers øv dig på det. Og man kan sagtens stå op i pedalerne med stil. Rolige bevægelser er også den måde, du får mest ud af dine kræfter. Er du presset, så koncentrér dig om at sidde roligt, slappe af i overkroppen og trække vejret helt ned i maven.

#21
Man jubler kun, når man vinder et rigtigt løb, ikke ved skiltespurt eller ved Klampenborg-spurten.

#22
Det er o.k. at hilse på andre ryttere med et vip med hovedet. Men det er ikke uhøfligt at lade være.

#23
Flasker til racercykler rummer omtrent en halv liter. Hvis de er meget større, er de til jordomrejser eller overlevelsesture. Det er sjældent, nogle er døde af tørst, mens de cyklede, og det er kun spinningfolk, der tror, man kan drikke sig i form.

#24
Hold din cykel ren, og vask den ofte. Tænk på det sådan, at din cykel afspejler
din personlige hygiejne.

#25
Hvis du møder andre ryttere på tur og slår følge med dem, så bliv bag dem, og vær diskret. Lad være med at blande dig i deres konversationer eller rulleskift, medmindre de inviterer dig. Man blander sig heller ikke i andres fodboldkampe.

#26
Det er kedeligt at være ham, der har alt det dyre udstyr, men ikke kan en skid. Lad være med at køre på en cykel til 80.000 kr., hvis du aldrig har cyklet på andet end din kærestes gamle Raleigh, eller du er i så dårlig form, at du bliver sat på Valby Bakke efter tre kilometers kørsel i hyggetempo. Din rejse hen imod den perfekte cykel må gerne være gennemtænkt, omhyggelig og afspejle dine evner, form og reelle passion. Men på den anden side går cykelryttere meget op i udstyr og gear, så det er med at finde balancen.

#27
Ventiler skal altid være uden hætte og krans.

#28
Du skal altid køre i rent cykeltøj. Det er ikke rart at cykle bag ved en, der lugter af selvdøde dyr. Vær altid pænt klædt på i tøj, der matcher. Cykelryttere er i den henseende en flok forfærdelige kællinger.

#29
Styrbånd skal helst være hvidt, og man sætter det ikke på selv, det skal gøres af en ordentlig cykelmekaniker.

#30
Det må anbefales at købe din cykel hos en ordentlig cykelhandler, for der har du en dygtig mekaniker og er sikret kompetent service resten af livet. Hvis du alligevel er fristet til at købe på nettet (fordi man kan spare penge), så tjek med din cykelhandler, om han vil møde dig på vejen. Man ved aldrig.

#31
En rytter er solbrun i ansigtet, på benene og armene. Resten af kroppen er hvid.

#32
Det er frivilligt, om du vil barbere dine ben. Professionelle cykelryttere gør det selvfølgelig, men det er lidt latterligt at barbere dem, bare fordi man cykler til Nivå og hjem et par gange om ugen.

#33
En cykelrytter går aldrig ned på udstyret. Når man er æskekold og ikke kan træde en bule i et pund sommersmør, så køb noget nyt gear, det hjælper altid på moralen.

#34
En rytter viser ikke tegn på udmattelse. Hold styr på dig selv, også når du er totalt brugt og bliver sat eftertrykkeligt. Det er uværdigt at stønne højlydt, brokke sig, savle eller kaste overkroppen frem og tilbage, og det får dig ikke til at køre hurtigere. Man går altid ned med stil.

#35
Kør med hjelm (suk!). Men hav den aldrig på, når du drikker kaffe efter træning eller står i kø ved baren. Tag hjelmen af i det sekund, du står af cyklen. Og køb en ordentlig hjelm.

#36
Opfør dig ordentligt og hensynsfuldt i trafikken. Hids dig aldrig op, det er dårlig stil. Ignorér det. Eller vink overdrevent venligt til bilister, som om du har genkendt dem, hvis de kører idiotisk eller dytter af dig.

 
Panel title

© 2018 Team Flække

Antal besøg: 22844

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34680485725403sekunder