Frejdig - El Patrone Frejdig.
 

Underligt som livet er skruet sammen. Nu sidder jeg her i Aalborg i en 2 værelses lejlighed på førtidspension, og det er jo godt nok i sig selv. Men hold da op hvor KUNNE det have været anderledes. Hvordan, håber jeg bliver indlysende klart, når du har læst denne beretning. Jeg har sejlet en kort periode i mine unge dage, og den sidste hyre var på langfart til sydamerika. Skibet var Jytte Skou, hvor kaptajnen var en ”moderne” udgave af Kaptajn Bligh. Det ville Frejdig ikke stå model til, og derfor valgte jeg at blive væk fra skibets afgang i byen Buenaventura i Colombia.

 Buenaventura, kort Jeg havde på skibet erfaret at en tidligere hovmester kaldet Lillebror skulle bo i denne by. Lillebror havde pensioneret sig selv fra et liv også på Skou bådene. Problemet var bare at jeg ikke vidste HVOR i byen omtalte Lillebror og kone boede. Så da jeg havde set Jytte Skou stå ud af havnen var jeg alligevel lidt på herrens mark. Jeg havde jo ingen papirer, hverken pas eller andet, de var jo normalt opbevaret hos kaptajnen, mens man havde hyre. Så Lillebror skulle findes, hvis jeg skulle overleve det eventyr, jeg selv havde sat i gang. Jeg vidste, at i udkanten af byen var et forladt skur. Det tog jeg som midlertidig bopæl,  og når jeg ikke lige skulle sove et par timer, ledte jeg efter Lillebror. Og lagde beskeder alle steder, hvor han kunne tænkes at komme forbi. På tredjedagen efter min landgang, havde jeg stadig ikke fundet ham. Jeg fik øje på en biograf, og jeg var simpelthen bare så træt, at jeg skulle finde et sted at slappe lidt af. For mine absolut sidste penge fik jeg købt en billet. Filmen var et eller andet spansk kærlighedsdrama. Der blev gloet godt og grundigt på mig, da jeg trådte ind i den halvmørke sal, og jeg satte mig forsigtigt på yderkanten af en lang træbænk. Sådan var det altså der, ikke et bestemt sæde med nummer, men jeg kunne sidde. Filmen forstod jeg ikke et pluk af, og som alting er her i livet, fik den jo også en ende. På vej ud af biografen gik det nu op for mig, at jeg vist havde skidt i nælderne her.Buenaventura, kort

 ”NÅ DER ER DU”! Ordene gjaldede gennem Buenaventuras varme luft, da jeg var kommet små hundrede meter fra biografen. Ordene var DANSKE, og det så ud til at jeg havde fundet Lillebror eller omvendt. Aldrig har jeg da været så glad for at se et andet menneske før. Lillebror hed jo ikke rigtigt Lillebror. Han hed faktisk Bjarne, men som alle sømænd havde han altså fået øgenavnet Lillebror, simpelthen fordi han var en ordentlig kleppert med omkring to meter og tyve mellem øjnene. For nu at blive i overdrivelserne. Så nu var mit liv lagt i Lillebror og kones hænder. Vi var kommet hjem til deres hus. Jeg var blevet præsenteret for Lillebrors kone, havde fået noget at spise, og alt var såre vel. De følgende dage tog Lillebror mig på slæb for at ordne alt det praktiske, blandt andet at bestikke politi-obersten i byen, så jeg ikke ville blive arresteret, hvilket var min store frygt. Det var for resten eneste gang Lillebror nogensinde lå hånd på mig, da jeg naivt spurgte ham, hvor meget han havde betalt Obersten. Jeg fik simpelthen en flad, så jeg strøg tyve meter hen ad gulvet på værtshuset, hvor samtalen fandt sted, og så var det emne ellers tabu for eftertiden. Jeg skulle melde mig på politistationen hver fjortende dag, og Lillebror havde fået mit pas, søfartsbog og andre papirer udleveret, så det skulle nok gå det hele. Det vil komme for vidt lige her, hvis jeg skulle berette om alle de ting der skete dernede.

Efter 2 gange at være blevet udvist til Santiago i Chile og en gang til Lima i Peru, kom jeg altid tilbage til Lillebror og kone, når myndighederne dernede ikke vidste, hvad de skulle stille op med mig. Så var det jo at Lillebrors kone mente, at så kunne jeg lige så godt komme ordentligt i gang, med min karriere i det sydamerikanske. Hun havde familie i en lille bjerglandsby tre timers buskørsel fra Buenaventura. Der boede hendes bedstefar og Isabella på 17, og det var nok med Isabella i tankerne at Lillebrors kone planlagde udflugten. Dagen oprandt og nu sad vi alle tre i bussen der var på vej op ad snirklede bjergveje. Det var næsten farligt bare at kigge ud af vinduerne, godt de var så beskidte at man næsten intet kunne se alligevel. Lillebrors kone blev ved med at gentage hvordan jeg skulle opføre mig når vi kom frem. Sådan, sådan og sådan. Forstået Jan? Jow da! En kort spadseretur fra bussen, og så var vi der.Hacienda.

En lille mand i en gevaldig sort habit. Sådan stod bedstefar der, Foran vel en 3o tjenestefolk som var opstillet som soldater bag ham. Og Isabella var ved hans høje hånd. Jeg havde jo kun set hende på billede, og hold da op hvor var hun smuk i virkeligheden. I en blændende hvid kjole, og med et lilla bånd i det lange knaldsorte hår. Hold da op. Bedstefar gik i gang med en lang tirade på spansk, og forstod da nogle få ord. Han præsenterede hver enkelt af tjenestefolkene ved navn, og så skulle vi ellers vises rundt, kunne jeg forstå. Bedstefar holdt omkring min arm, og med alle tjenestefolkene i en passende afstand bagved, begyndte vi rundturen på haciendaen. Vand. Springvand alle vegne. Så var man klar over, at det ikke var fattigrøve der boede her. Bedstefar talte og talte, og hans brune vejrbidte ansigt lyste af stolthed, og jeg har aldrig følt mig så velkommen og privilegeret, som netop der. 

Vi var nu kommet til et særligt sted på haciendaen, kunne jeg forstå. Der var bygninger, vel er tre stykker som var mere eller mindre ens. Der skulle vi ind. Det viste sig at være en mindre Zoologisk have. Underlige dyr og masser af farvestrålende fugle i deres respektive bure. Jeg viste ikke rigtigt hvad det gik ud på det her, men bedstefar var stolt kunne jeg se. Nu var vi kommet til et bur, hvor der gik 2 sådan lidt strudselignende fugle rundt. Lillebrors kones stemme lød i baggrunden. No no Jan. Jeg vidste ikke hvad det no no skulle gøre godt for, men jeg forstod bedstefars spanske sådan, at han spurgte mig, om jeg kunne lide de fugle der. De var nu ikke specielt kønne, men jeg var jo opdraget hjemmefra til at være høflig, så på mit gebrokne spansk fik jeg ham fortalt, at det kunne jeg sandelig. Hvorpå han knipsede med fingrene. Ud af flokken af tjenestefolk, for nu en kraftig bygget kvinde. Hun fes hen til den ene af de to fugle, og med begge hænder begyndte hun at kværke det stakkels dyr. Grusom oplevelse, men det viste sig senere, at når jeg havde sagt til bedstefar, at jeg kunne lide dyret, ja så skulle vi altså have den til aftensmad. Senere fik jeg også at vide af Lillebrors kone, at det var bedstefars yndlings dyr dem der. Hvor skulle jeg vide det fra? For resten smagte den ad helvede til, og nogle underlige gule ben med masser af fedt på, var indtrykket af den fugl.

I dagene der fulgte, fik jeg spadseret mange ture med Isabella. Men altid med anstandsdamer som det sømmede sig. Der var kærlighed med det samme, lover jeg jer. Fra begge sider. Bryllup skulle der være og det meget snart. Først skulle jeg jo spørge bedstefar, sådan var det og sådan skulle det være. Og bedstefar sagde naturligvis ja, og jeg var hans yndlings alt og alting lige fra det første blik af. Og han var min. På en af turene med Isabelle, var det lykkedes mig at få aftalt, at jeg skulle komme til hende ud på natten, når resten af huset sov. Men mit værelse var placeret sådan at jeg skulle gennem bedstefars soveværelse for at komme ud derfra. Den gamle ræv vidste nok, hvad han havde med at gøre. Der var ingen dør mellem mit værelse, og bedstefars soveværelse. Jeg lå der og lyttede til hans åndedrag, og da jeg mente han sov, begyndte jeg at liste mig ud. Jeg skulle tæt forbi hans seng, for lige at komme det sidste stykke. Jeg troede den var kringlet, da jeg mærkede en hånd om den ene af mine ankler. Bedstefar rejste sig op i sengen. ”Er du tørstig, min dreng”? Det var jeg jo faktisk ikke, men mit listeri skulle jo have en forklaring, så ja jeg var tørstig alligevel. Bedstefar fulgte mig så ud til en vandtønde udenfor, og han fulgte mig sandelig også pænt tilbage til min seng. Da jeg lagde mit hoved på puden, smilte bedstefar over hele ansigtet; ” Først bryllup”, sagde han, og gik så ellers i seng igen.

Brullyp udsættes.

Ferien endte, Vi skulle tilbage til Buenaventura, og det var så op til Bedstefar og Lillebrors kone at fastsætte datoen for brylluppet. En meget tidlig morgen udenfor Lillebrors hus, lød der hvinen fra en jeep. Det var desværre politisoldaterne, der kom efter mig endnu en gang. Min familie herhjemme, havde jo sat hele apparatet i gang, da jeg for dem var meldt savnet i Colombia. ”Nå, men vi ses jo om et par uger”, sagde jeg til Lillebror og kone. Desværre blev det ikke sådan. Jeg blev kørt ned til havnen. Der lå et søsterskib til Jytte Skou, nemlig Kirsten Skou. Jeg blev ført op til kaptajnen, hvor han fik at vide, at jeg var lagt i arrest på hans skib, og han skulle sejle mig til Europa. Sådan var det og sådan blev det. Jeg blev erklæret persona non gratiata i Colombia, hvilket betyder uønsket i landet. Så selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke komme tilbage, og jeg så aldrig bedstefar eller Isabelle igen. Ej heller Lillebror og hans kone, selvom vi holdt kontakten ved lige, med brev i en del år.

Så nu sidder jeg her i Aalborg, i en 2 værelses lejlighed, og skriver denne beretning. I stedet for at være ude og inspicere haciendaen med Isabella ved min side. Bedstefar er desværre for længst gået bort. Måske er han ved at brygge noget sammen til mig, oppe i hans himmel. Hos ham, vil jeg ikke være persona non gratiata!

 

 
Panel title

© 2017 frejdig

Antal besøg: 116291

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-2,3870232105255sekunder