www.håndterapi.dk - Icf


(International klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand) er udgangspunkt for et fælles sprog mellem landene, for at forstå begrebet funktionsnedsættelse på samme måde verden over. ICF er udviklet af WHO og der har i Danmark været en arbejdsgruppe som har deltaget i arbejdet og oversat klassifikationen til dansk. Du kan hente den danske manual om ICF på http://www.marselisborgcentret.dk/forskning-og-udvikling/icf.html

 

For at give et eksempel på hvordan et patientforløb kan betragtes ud fra ICF, vises her et eksempel.

 

For at give et indtryk af hvad ICF står for kan du her se et lille uddrag af teksten om ICF fra bogen "Lærebog i muskuloskeletal medicin" af Remvig m.fl. (se litteraturliste).

 

World Health Organisation (WHO) har, for at opnå et fælles sprog lande og faggrupperne imellem, udviklet et klassifikationssystem til diagnoser, International Classification of Diseases (ICD-10) . ICD-10 har fokus på diagnoser inden for alle lægevidenskabens specialer, den er oversat til dansk og anvendes i praksis.

 

Desuden har WHO udviklet et klassifikationssystem, som har fokus på konsekvenser af sygdom, International Classification of Function and Disability (ICF). Klassifikationen beskriver patientens her og nu situation og giver indtryk af patientens krops- person og samfundsniveau.

 

I 1980 blev første manual vedr. ICF udgivet. Gennem udvikling af ICF kan erfaringsudveksling samt forskning foregå på internationalt plan. ICF har siden 80´erne været anvendt som

 

Statistisk redskab
Forskningsredskab
Klinisk redskab
Social- og sundhedspolitisk redskab
Uddannelsesredskab
Dokumentation af behandling

 

Ud fra et sundhedsøkonomisk aspekt bliver dokumentation af behandling mere og mere nødvendig i forbindelse med vurdering af nytteværdien af en behandlignsmæssig indsats, i forhold til de begrænsede ressourcer som er til rådighed.

 

Terapeutisk (fysio- og ergoterapeutisk) behandling er ikke traditionelt et forskningsmæssigt område. Det bliver dog mere og mere nødvendigt med dokumentation, og ved at anvende samme terminologi som den øvrige lægevidenskab, vil et samarbejde mellem læger og terapeuter kunne etableres. ICF vil være et effektivt redskab sammen med ICD-10.

 

Grundlag for behandling og sundhedsydelser

Inden et evt. forskningsarbejde etableres, er det nødvendigt at faggrupperne mødes i fælles forståelse af begrebet sygdom og sundhed. Her i indgår også funktion og funktionstab som resultat af sygdom- og sundhedstilstand. En måde at mødes på kunne være med udgangspunkt i ICF og den heri beskrevne opfattelse af sygdom og sundhed, samt funktion og funktionstab.

 

Udgangspunktet i ICF er, at en diagnose i sig selv ikke kan begrunde eller sige noget om omfanget af et menneskes behov for sundhedsydelser.  Sundhedsydelse omhandler ikke kun lægelig bistand og pleje, men også fysio- og ergoterapeutisk bistand, og hjælpeforanstaltninger i hjemmet og på arbejde.

 

Helbred og sundhed

Formålet med ICF er, ud over at beskrive patientens sundhedsmæssige tilstand, også at opnå en ensartet standard for beskrivelse af menneskelig funktion og dysfunktion, som en vigtig del af helbred/sundhed. Klassifikationen dækker enhver ubalance ved aktivitet, i sammenhæng med helbred/sundhed enten som krop, person og/eller samfund.

 

Herudover er ICF udviklet for at gøre det muligt at se helbredstilstand og konsekvenser af skade eller sygdom i et bredere perspektiv, end et ensidigt medicinsk perspektiv eller ensidigt socialt perspektiv.

 

Funktion og dysfunktion er termer som dækker over 3 dimensioner. Kropsfunktion og struktur  (kropsfunktion), aktivitet på individplan (aktivitet) og deltagelse i samfund (deltagelse).

 

”Kropsfunktion” skal forstås som de funktionelle dele af kroppen som kan inddrages i en funktion f.eks. kan en amputeret legemsdel eller en lungemæssig dysfunktion være begrænsende for kroppens optimale funktion. Hvis person og/eller samfund ellers fungerer optimalt, er det ikke sikkert at den nedsatte kropsfunktion får indflydelse på funktionsniveauet.

 

”Aktivitet” står for de daglige færdigheder som er nødvendige for én bestemt person. Det drejer sig om de aktiviteter som personen foretager sig Almindelig Daglig Levevis (ADL). Aktiviteter kan være begrænsede i varighed og kvalitet. WHO anvender ordet aktivitet både for simple aktiviteter, som basale fysiske funktioner (greb, bevægelse af et ben, at se osv.) basale mentale funktioner (hukommelse, indlæring osv.) samt for mere komplekse funktioner som samarbejdet mellem fysiske og mentale funktioner (at køre bil, spille spil, interaktion mellem andre mennesker).

 

”Deltagelse” er det samfund som omgiver krop og person, og er det ”omfang” som en person deltager i samfundet i forhold til kroppen, aktivitet og samspillende faktorer. Samfund kan være begrænset af naturlige årsager, varighed og kvalitet.

 

”Deltagelse” er interaktion mellem handicap, eventuel nedsat funktion og samspillende faktorer, hvilket er forhold af sociale og fysiske omgivelser og personlige faktorer.

 

Tilsammen skal der de tre elementer (kropsfunktion, aktivitet og deltagelse)til, for at de i samarbejde kan udføre en funktion, eller vise en manglende funktion.

 

Denne måde som WHO betragter sundhedstilstand på i ICF, fokuserer mere på hvordan man fungerer som menneske end på svækkelse. Det er væsentligt, at vurdere de ressourcer et menneske har, med de muligheder og begrænsninger som der nu engang er, for at kunne være i stand til at vurdere de mulige muligheder for forandringer og behov som er nødvendige, for en evt. yderligere optimal funktion.

 

Anvendelse af ICF

Med udgangspunkt i ICF og dennes beskrivelse af funktion og dysfunktion, kan en behandler vurdere en person og dennes sundhedstilstand i forhold til de nævnte faktorer (krop, person, samfund).  Den opnåede indsigt kan benyttes til at afdække de behov den enkelte person har for funktion, i forhold til hvilken indsats en behandler skal yde.

En integreret viden om det enkelte individs kropsfunktion, ønsker/behov for aktivitet, samt samfundet/kulturen som omgiver personen, er fundamentet for læge og terapeuts indsats for det enkelte individ. Det er dog vigtigt, at behandler og patient, har samme udgangspunkt for opfattelse af hvad sygdom/handicap er.

Er det f.eks. en persons opfattelse, at handicap er noget Gud har påført én som straf for en foreteelse, kan det være vanskeligt at komme igennem med en aktiv behandling/optræning, hvor personens indsats er afgørende for det endelige resultat. Har behandler og patient derimod samme opfattelse af årsag til funktionsnedsættelsen, vil den aktive indsats fra begges side være med mål i samme retning.

 

Aktivitet

Udtrykket ”hvor der er vilje er der magt” ses tydeligt hos mange svært handicappede, som på trods af handicap er i stand til aktiviteter (nogle med hjælpemidler) som mange ville dømme som urealistiske. Køre bil på trods af lammede ben og arme, svømme uden arme, rejse verden rundt i kørestol osv. Det er derfor vigtigt som behandler, at arbejde med patienten og ikke være en hæmmende faktor for en evt. aktivitet.

Muligheden for at foretage en aktivitet, kan være medvirkende til et samfundsmæssigt aktivt liv.
Mulighed for aktivitet kan give chance for job, og et udadvendt liv på trods af begrænsninger i kropsfunktion og kropsstruktur.
Mulighed for aktivitet kan give bedre livskvalitet.
Mulighed for aktivitet, kan virke til større selvstændighed for det enkelte individ.

 
Panel title

© 2017 grafiker

Antal besøg: 9105

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,4466860294342sekunder