GREENS MINDE - Artikler 3
Sjællandske - 6. juni 2006
RASMUS GREEN VEJER FORDELE OG ULEMPER
Rasmus Green er kommet stærkt mod slutningen af foråret efter en slem knæskade. Han ved dog endnu ikke, om han fortsætter i Næstved

Måske - måske ikke. Ingen ved rigtig, om det var Rasmus Greens sidste aktion for Næstved, da han i timerne efter oprykningskampen sammen med resten af holdet blev præsenteret for omkring 300 jublende tilhængere på parkeringspladsen bag administrationsbygningen.

Den 26-årige midtbanespiller er den eneste - sammen med Kim Andersen - der ikke har en aftale med Næstved i den kommende sæson.

- Jeg er i dialog med klubben, men jeg ved faktisk ikke endnu, hvad det ender med. Mange ting skal gå op i en højere enhed, og der har ikke rigtig været tid til at tænke på det. Først gjaldt det jo oprykningen, erkendte Rasmus Green, der dog ved, at der skal en hurtig beslutning til.

- Vi kan jo godt feste nu, men nærmest i morgen skal vi jo starte træning med henblik på næste sæson. Men jeg skal overveje, om jeg kan fortsætte. Jeg er studerende, bor i København, har lige fået et barn og bruger i forvejen meget tid på fodbold. Så jeg skal finde ud af, om jeg kan fortsætte på dette niveau eller måske finde noget lavere, sagde Næstved-spilleren.

Næstveds sportschef Per Andersen lægger dog ikke skjul på, at han gerne vil beholde midtbaneslideren.

- Vi har en trup, vi fortsat vil satse på. Nu må vi se, om vi kan få en aftale med Rasmus og Kim. Det er de to eneste, vi mangler, af de 15 der var i truppen i dag. Men det er dejligt, at vi nu kan sætte arbejdet med "plan A" i gang. Vi skal måske ud og have én eller to spillere. Det vil vi gerne have, konstaterede sportschefen.

Af John Ringstrøm

---

Sjællandske - 25. maj 2006
GREEN SPILLEDE ALLE 90 MINUTTER
HØRT EFTER KAMPEN

RASMUS GREEN spillede for første gang samtlige 90 minutter på Næstveds 2. divisionshold efter sin langvarige skadesperiode. han spillede den defensive midtbane i stedet for KENNET MAYLAND, der rykkede ned i centerforsvaret som afløser for karantæneramte MORTEN PETERSEN.

- Det var sgu' dejligt. Rigtig skønt at være med til sejr fra start, erkendte midtbane-dynamoen, der kørte for fulde omdrejninger:

- De kommer godt frem på banen i starten af kampen, og 1. halvleg bliver noget rod. Men vi har godt styr på dem og endnu mere i hele 2. halvleg. Nu må vi så se, om jeg er med igen på søndag i Avarta. Vi er heldigvis i den situation nu, at vi selv kan afgøre det. Og får vi så lidt held - ja, lad os bare rykke op på søndag, griner Rasmus Green.

Af Henning Fristed

---

Sjællandske - 26. april 2006
GREEN TILBAGE PÅ GRÆS
Mandag aften blev en stor oplevelse for Næstved-spilleren Rasmus Green. Han spillede sin første fodboldkamp efter sin lange skadepause, og det gik så godt, at han allerede nu føler sig klar til divisionsfodbold

Den ene positive nyhed afløser den anden i Næstved Boldklub i øjeblikket. Oven på den flotte 1-0 sejr i topkampen mod Holbæk i søndags, kan den sydsjællandske 2. divisionsklub nu også glæde sig over, at den stærke midtbanespiller Rasmus Green er tilbage på fodboldbanen efter en skadepause på syv en halv måned.

Den tidligere Ølstykke-spiller viste sig hurtigt som en klar forstærkning af Næstved-mandskabet i de fire kampe, som han nåede at spille, inden han ødelagde korsbåndet i sit ene knæ under en Næstved-træning i slutningen af august sidste år. Derfor er det en klar forstærkning af Næstved-truppen, at Rasmus Green igen er klar til kamp. Mandag aften spillede han 75 minutter i en U21-kamp mod Holbæk, og det gik over al forventning.

- Det var en virkelig stor oplevelse at være tilbage på græs. Jeg var i stand til at spille noget længere, end jeg havde forventet. Jeg er overrasket over, at jeg ikke er sat ret meget tilbage rent teknisk, og mandag fik jeg også bevist, at fysikken er ganske god, siger en glad Rasmus Green, der har trænet med i førsteholdstruppen i de seneste par uger.

Efter det vellykkede comeback går den teknisk dygtige midtbanespiller efter spilletid på førsteholdet i løbet af de kommende uger.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at jeg ikke forcerer mit comeback. Heldigvis klarer holdet sig godt uden mig, men jeg brænder da efter at vende tilbage og være med til at sikre oprykning til 1. division, påpeger Rasmus Green.

Dagen efter sit comeback mærker han intet til korsbåndsskaden, og med et tilpasset styrketræningsprogram skulle bentøjet være klar til divisionsfodbold igen.

- Det var fint at spille med på U-21 holdet, men jeg ser helst, at min næste kamp bliver på divisionsholdet. Vi har jo en syv til otte spillere, der er i fare for karantæne, og derfor kan der hurtigt blive brug for min assistance, og jeg skal nok være klar, lover Rasmus Green.

Af Jakob Fønss

---

Naestvedboldklub.dk - 07. februar 2006
RASMUS GREEN KLAR TIL FAN-MØDE
Torsdag den 9. februar kl. 19.00 er der debataften i sponsorloungen på Næstved Stadion, hvor der blandt andet bliver mulighed for at møde Næstved-profilen Rasmus Green

Selv om Rasmus Green, der kom til Næstved fra Ølstykke inden sæsonstarten i august, blot opnåede seks kampe for ”de grønne” inden han beskadigede både korsbånd, ledbånd og menisken i venstre knæ i et solouheld på træningsbanen i slutningen af august, nåede han at gøre et stort, positivt indtryk på mange Næstved-tilhængere.

Torsdag aften bliver der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med den uheldige midtbanespiller, som vil være blandt Næstved Boldklubs repræsentanter på den såkaldte ”fan-aften”, der tidligere har været omtalt i disse spalter.

Det er Næstved Boldklubs bestyrelse, som inviterer til en åben ”fan-aften” – eller debataften – torsdag den 9. februar kl. 19.00 i sponsorloungen på Næstved Stadion, hvor blandt andre også cheftræner Flemming Christensen, sportschef Per Andersen og formand Klaus Eusebius Jakobsen også vil være til stede.

- Det er en god måde, at give fans og andre fodboldinteresserede indblik i hvad der foregår. Sådan en aften kan være med til at knytte lidt bånd mellem fans og klubben, siger Rasmus Green, der har prøvet noget lignende, da han spillede Superligafodbold i AB.

Blandt torsdagens debatemner er blandt andet forventningerne til sæsonen, og på det område er 25-årige Rasmus Green meget fortrøstningsfuld, og han ser frem til en spændende forårssæson, som han naturligvis håber at blive klar til.

- Jeg synes, det forløber godt. Jeg har ikke haft store gener i forbindelse med genoptræningen. Jeg mærker træthed, men det er kun naturligt. Inden for en overskuelig fremtid kan jeg begynde at træne med bold. Selvfølgelig ikke med de andre, men bare det at kunne røre en bold, er et stort skridt i den rigtig retning, siger Rasmus Green.

- Det er dog endnu for tidligt at sige noget om, hvornår jeg er klar til kamp. Der er mange faktorer, som spiller ind. Jeg ved ikke, hvordan kroppen vil reagere, når jeg for alvor skal til at deltage i træningen, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg rent mentalt vil reagere. Og så er det selvfølgelig også op til Flemming (cheftræner Flemming Christensen, red.) at vurdere, hvornår jeg er klar.

- Jeg skal selvfølgelig ikke starte for tidligt. Hellere spille de sidste 10 kampe end kun de to første, pointerer Rasmus Green, der mener, at Næstved-truppen med træningslejren i Lalandia i tre dage i januar fik en god optakt til sæsonen.

- Man bliver rystet mere sammen, og det sociale er selvfølgelig også vigtigt for at fungere som et hold. Nick og Rune (Næstveds to nye spillere Nick Christensen og Rune Lind, red.) er også faldet godt til, og dem skal vi – også socialt – nok få glæde af, mener Rasmus Green, der kender Nick Christensen fra deres fælles tid i Ølstykke.

- Generelt har Nick og Rune givet truppen et frisk pust. Det er et par gode typer, som arbejder for sagen, og med de to spillere er vi offensivt klart blevet forstærket. Vi har fået flere strenge at spille på, og det håber jeg selvfølgelig, vi kan udnytte i foråret.

Det bliver under alle omstændigheder et forår, hvor Næstved som den eneste i 2. division øst ikke skal møde B. 93, da begge kampe med spillet i efteråret med seks point til ”de grønne” som udbytte. Og i løbet af vinterpausen er B. 93 så blevet forstærket markant.

- Det tegner til at blive et spændende forår, hvor jeg kun ser det som en fordel, at vi har mødt B. 93 to gange. Men det venter selvfølgelig mange andre svære kampe, og igen kan vi bruge den gamle kliché om, at vi skal tage én kamp af gangen, fastslår Rasmus Green, som ikke kun håber på stor opbakning i forårets vigtige kampe, men også gerne ser mange til torsdagens debataften.

Af Jesper Hallgren

---

Sjællandske - 2. september 2005
NÆSTVED I CHOK: RASMUS GREEN FÆRDIG FOR I ÅR
Den tidligere Ølstykke-spiller kom så galt afsted under træning, at han formentlig har spillet sin sidste kamp for Næstved

Rasmus Green, som Næstved hentede i Ølstykke, har været en klar forstærkning i sæsonens første fire kampe. Men han har efter al sandsynlighed spillet sin sidste kamp for Næstved. Under træning landede han så uheldigt, at han sandsynligvis har pådraget sig en kors- eller ledbåndsskade.

- Vi havde ham til læge i går til undersøgelse hos René Cetti (ortopædkirurg), og der er stor sandsynlighed og risiko for, at det er meget alvorligt. Han har måske spillet sin sidste kamp for Næstved, fortæller træner Flemming Christensen.

I går blev Rasmus Green scannet i Sønderjylland, men resultatet foreligger først i næste uge.

- Det er trist - selvfølgelig først og fremmest for Rasmus, som aldrig tidligere har været alvorligt skadet, konstaterer Flemming Christensen, som også må undvære midterforsvarer Michael Jørgensen:

- Han har fået en fibersprængning i lårmuskelen - men ikke det ben, der er blevet opereret. Så vi må hekse på en eller anden måde. Vi har været meget uheldige i den første måneds tid, og truppen er ikke for bred. Men vi kan ikke bruge tid på dem, der ikke er klar, men dem, der er. Selvfølgelig bliver det svært at finde en kvalificeret afløser for Rasmus Green, men vi skal ikke bare ud og købe en anden i ren panik. Og hvor finder man iøvrigt en anden af hans format, sukker Næstved-træneren, som håber, at Morten Petersen måske kan spille hurtigere end ventet:

- Jeg har været på Gildhøj Klinikken i Brøndby med Morten, og han har fået en glasfiberskinne, som han kan benytte under kamp. Men vi skal først vurdere, hvornår det kan blive. Vi skal have sikkerhed for, at der ikke kan ske noget, for helbreddet er selvfølgelig det vigtigste. Det er jo "kun" fodbold, det drejer sig om, konstaterer Flemming Christensen, som prøver at se det lyse i alt det triste:

- Nu har vi fået meget modgang, og et eller andet sted kan man så håbe, vi går styrket ud af det.

Af Henning Fristed

---

Sjællandske - 22. august 2005
GREEN ER IKKE SÅDAN AT KNÆKKE

Næstveds nye profil Rasmus Green blev i tæt opløb med Slagelses Casper Henningsen og Jakob Markussen kåret til "Man of the match"


Han har blot spillet tre turneringskampe for Næstved, men han har allerede vist sit værd for den sydsjællandske 2. divisionsklub. Søndag var Rasmus Green ikke blot sit holds bedste - men også banens, da Næstved vandt 2-0.

- Hvis jeg må være lidt uselvisk, må jeg sige, at det er holdet, der vinder i dag. Vi spiller en halvskidt 1. halvleg, hvor Slagelse viser vilje og fight. Men vi går til pausen foran 1-0 og så forløber 2. halvleg jo, som vi gerne vil have det, siger den 25-årige midtbanespiller, der omvendt ikke havde det skidt med at blive kåret til "Man of the match" - valgt af Avisens udsendte.

- Ikke for at prale, men min baggrund bør også gøre det. Jeg har trods alt spillet en del superligakampe, så det jeg gør på banen, er det, jeg skal, siger den tidligere Ølstykke-, AB- og Brøndby-spiller, som var med i det fremadrettede, han tog slæbet som kontant og fair tacklende skraldemand og han var en stor støtte for de unge i det defensive. "Green'en" må være en afart af det mest robuste egetræ, der findes.

- Det er klart, der var lidt problemer i starten, da vi faktisk stillede med tre nye folk i den bagerste kæde. Men misforståelserne var minimale, siger Rasmus Green, der føler sig godt tilrette i de nye omgivelser.

- De nye folk føler sig enormt godt modtaget, og man kan mærke, at klubben har tørstet efter "nyt blod", siger Green.

Næstved-træner Flemming Christensen var også fuld af roser til sin midtbanestyrmand efter kampen.

- Rasmus Green er en utrolig vigtig spiller for os i dag. Han løber meget, placerer sig på de rigtige steder og skiller sig for det meste fornuftigt af med bolden. Nu skal vi bare have ham til at ramme målet med sine langskud, for det kan han også.

Af John Ringstrøm
 
Panel title

© 2017 greensminde

Antal besøg: 12131

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,63073706626892sekunder