Haesum - Indonesien

4e5bcb2a3aa6e29082011.jpg

Dag 76 - fortsat
I Jakarta Lufthavn kom vi hurtigt gennem paskon-trollen. Rygsækkene var der med det samme og vi gik straks hen for at veksle 100 US$ for at have noget lokalt valuta. På vek­selkontoret fik vi en mindre sæk penge, i alt 665.000 rp. (1 kr. er ca. 1000 rp.) Da vi kørte ud med rygsækkene var der en kæmpe menneskeskare. Vi slap heldigvis rimelig let igen­nem den. Vi fandt endda let en bus til Gambir stationen i hjertet af Jakarta (4000 rp.) Bus­sen trillede afsted i sneglefart. Trafikken var dræbende. Bilkøerne var uendelige, det var rent trafikhelvede – langt værre end Bangkok. Det tog os 1½ time at køre de ca. 25 km ind til centrum. Undervejs var Mie ved at bryde sammen flere gange, da hun hele tiden blev stukket af myg. 8 myggestik blev det til i alt, hvilket er rimelig farligt når man ikke tager sin malariamedicin regelmæssigt. Fra Gambir stationen tog vi en tuk-tuk (5000 rp.) til Jalan Jaksa, som er det helt store rygsæks-mekka i Jakarta. Vi kunne næsten ikke være i den gamle tuk-tuk med alt vores bagage, og den kunne knapt trække afsted med os. Fremme på Jalan Jaksa var vi først inde på et luksus hotel hvor overnatninger kostede 120.000 per nat. Det var trods alt lidt for pebret for os, men vi fandt heldigvis hurtigt Wisma Delima, hvor vi fik et dobbeltværelse for 20.000 rp. Her mødte vi en dansk pige, som vi snakkede med. Vores værelse var yderst spartansk og fælles toilettet var særdeles ulækkert, selv i forhold til meget af det andet vi havde set undervejs. Godt trætte gik vi tidligt i seng.

Dag 77  Tirsdag den 5/5 1998

Vi vågnede pludselig midt om natten - hvad var det for en ”hjaller-larm”, hvad sker der, var der uroligheder nede på gaden??? Der gik noget tid inden vi fandt ud af, at vi var kommet til et muslimsk land. Det var nemlig en mand, der stod i moskéen og messede koranen med dyb følelse ud af en højtaler. Det kunne høres over hele byen kl. 04.00 om morgenen. Det var vi ikke vant til og vi faldt da også først i søvn, da der igen blev ro i den store by.

God morgen! Det var ikke nogen god morgen. Blev igen vækket denne gang kl. 6.00. Na­boen begyndte at bøvle rundt, fordi de skulle flytte. Det havde været en forfærdelig nat og vi opgav at sove mere. Vi tog os en klat-vasker  på det ”lækre” fælles toilet. Vi begav os ud i byen for at finde et nyt gæstehus i håb om at finde noget, der bare var lidt bedre. Vi tjek­kede et par stykker, inden vi fandt et okay ”low budget” værelse til kun 25.000rp=25kr.  Vi fik et lyst værelse m/stol og bord. Her var der også kun fællesbad/toiletter, men til gengæld var de rene og pæne (toilettet var endda et sid-ned toilet). Vi afleverede vores store ”sæk” vasketøj og vandrede ud i byen for at få noget morgenmad. Der var ikke noget der fristede - vi var vist blevet lidt forvent fra Malaysia og Singapore. Ja, vi ved godt, det er ulækkert, det vi skriver nu - Vi fik 2xpizza, 2xcola, 2xjuice til morgenmad på Pizza Hut (31.000=31kr.) Det var altså også kun i mangel af bedre!

Vi tog en tuk-tuk til den kæmpe moske (3000=3kr.) Her blev vi modtaget af en sikker­hedsmand, som ville guide os rundt. Vi var godt klar over at han ikke bare gjorde det for at være flink, men vi tog alligevel imod tilbudet. Inden vi gik ind i moskéen, skulle vi have en sarong på - også Christian. Moskéen var som altid stor, tom, kantet, en kæmpe kuppel og absolut ingen udsmykning. Vores guide fortalte en del om moskéen, bl.a. at muslimer be­der 5 gange om dagen. Vi så, at der var et stor bedeområde, som kun var for mændene og et mindre bedeområde for kvinderne. Moskeen havde 5 etager, der symboliserer krop­pens 5 organer. Den største moske ligger i Saudi Arabien, den næststørste i Mekka og denne var så den tredje største. Til muslimsk nytår ville der komme 200.000 muslimer valfartende hertil for at bede.

4e75cd273289518092011.jpg

Efter rundvisningen krævede guiden at få 10.000rp=10 kr. Det var lidt overpris, men skidt, det var pengene værd.

Herfra gik vi i varmen hen til det store grimme tårn Monas. Undervejs skulle vi passere nogle trafikerede veje, men vi havde jo vores Bangkok-erfaring at falde tilbage på – løfte hånden, bare gå ud på vejen og så håbe på at bilerne stopper. Vi skulle betale 7000rp=7 kr. for at komme til tops i tårnet (rimelig dyrt efter deres prisniveau). Det blæste herligt i højderne og vi havde en god udsigt over byen. Så langt øjet rækkede var der veje og menneskevrimmel. Vi fik en god fornemmelse af, hvor stor byen egentlig er. 9 millioner indbyggere regner man med lever i Jakarta. På toppen af Monas var der 2 drenge, som kom hen og ville fotograferes sammen med Mie.

Vi tog en tuk-tuk hjem til Jalan Jaksa (noget nemmere end i Bangkok og man skulle ikke lige omkring nogle butikker først). Vi skulle dog give 5000rp=5kr. for turen. Vi gik med til det dels fordi en femmer ingen penge er for os og dels fordi vi ikke havde nogle mindre sedler end 5000. Det var et generelt problem for os at få vekslet de ”store” sedler som 50.000rp=50 kr. sedler. For resten så synes jeg (Mie), at det er lidt ubehageligt at være her, for mændene glor virkelig uhæmmet meget efter mig - godt Christian passer på mig!

Tilbage på værelset tog Mie sig en lille lur i mens læste Christian i vores rejsebøger for at finde ud af, hvilke byer vi videre skulle besøge. Vi blev lige frisket op, inden vi tog en taxi ud til Planet Hollywood for 7000rp=7 kr. Vi kørte og kørte og endelig var vi der. I Jakarta var Planet Hollywood meget stor og eksklusiv. Vi var i tvivl om, vi var fine nok til at gå der ind. Det var en vældig modtagelse vi fik og følte os nærmest som super stjerner. Vi trådte lige som ind i en anden verden – meget lang fra den beskidte by Jakarta. Det var vist kun de rige lokale, der har råd til at spise her. Vi bestilte det dyreste på menukortet 2x ameri­can spareribs med 2 store øl (fik den ene øl gratis fra en fribillet, vi havde fået i lufthav­nen). Det er næsten ikke til at beskrive, hvor godt det var at sætte tænderne i det lækre mad - det smagte himmelsk! Under middagen fik vi 2 fribilletter til filmen ”The Boxer”, som ville blive vist samme aften i deres biograf - fedt nok. Vores regning kom til at lyde på 157.000rp=157 kr. Christian gav ham 200.000 også sagde tjeneren mange tak – det kan jeg godt forstå, Christian havde lige givet ham 50 kr. i drikkepenge og det var ikke menin­gen!

Vi købte nogle lækre varme popcorn samt cola til. Nu var vi klar til at se film. Filmen var ok god og meget symbolsk. Man siger aldrig nej tak til at se gratis film!

Bagefter kom limousinen og hentede os - eller også var det bare den nærmeste taxi! Vi var meget hurtig hjemme og vi blev hurtig klar over, at den anden taximand havde snydt os ved at køre en kæmpe omvej. Vi fik allerede vores vasketøj tilbage og vi skulle betale 10.000, men gav ham 20.000 i stedet. Han blev vild glad og vækkede nærmest hele fami­lien - nu skulle der være fest. Christian blev glad for hans nystrøgede boxershorts. (det er vist første gang, de er blevet strøjet). Vi trillede mætte i seng.

 

Dag 78  Onsdag den 6/5 1998

Go`e gamle blev - vi vækket af Hjaller-mandens skrigeri kl. 4.00 om morgenen!

Udhvilet og friske stod vi op kl. 9.00 og tog en taxi til Gambir Station. Her ville vi købe tog­billetter til Yogyakarta. Yogyakarta ligger omtrent midt på Java, på vej mod Bali. Desværre åbnede kontoret ikke før kl. 15.00, så i stedet købte vi pølsebrød og juice. Vi gik hen på Jalan Tamrin eller nærmere forsøgte, fordi vi blev kontaktet af en masse mennesker un­dervejs. (folk ville sælge os en masse turist-brads). Vi fangede hurtigt en bus med aircondi­tion ud til den gamle hollandske bydel. Vi var ikke helt klar over, hvor vi skulle stå af, så vi måtte spørge os frem. Den hollandske plads og de tilhørende bygninger var ikke noget specielt. Der var ligesom i Melaka en kanon, der skulle hjælpe mod barnløshed. Vi gik nu afsted for at finde den gamle hollandske havn Sunda Kelapa.

Nå, men under vores vandring havnede vi pludselig i et slumkvarter. Man må sige, at det kan anbefales bare at gå rundt, ikke vide hvor man er, og indsnuse sanseindtryk - det var virkelig en oplevelse! Vi klatrede ned langs en beskidt og ildelugtende flod og troede vi var landet på den lokale losseplads, men det var et beboelseskvarter.

4e75d0098aea718092011.jpg

Vi ville ikke være nys­gerrige turister fyldt med penge, men det var vi. Vi kunne ikke lade være med at kigge os lidt omkring. Her var masser af små træplader, der var sat sammen til små faldefærdige hytter og rundt omkring flød det med masser af affald. Her så vi en halvgammel kone med sit spædbarn og sin lille pige. Vi tog et billede af dem i mens moderen stak en nål gennem babyens ene øre og puttede tråd igennem.

4e75ce8bb639318092011.jpg

Den lille pige spejdede med et tomt og sørg­modigt blik ud over floden. Der var stille bortset fra babyens gråd. Vi fik øjnene op for, hvor stor forskel, der er i verden på rig og fattig. Det er ikke forestille sig, at nogen kan bo så­dan.

Vi slentrede videre ned mod havnen. Undervejs havnede vi i et lille fiskerkvarter, og de var bestemt ikke vant til at få besøg af turister. De forsøgte at komme i kontakt med os ved at råbe hi Mr./Miss. Vi fik taget nogle billeder af det fattige havneområde og af nogle børn, der fulgte os med deres nysgerrige blikke.

4e75cf97d04a018092011.jpg

Vi fik taget nogle billeder af det fattige havneområde og af nogle børn, der fulgte os med deres nysgerrige blikke.

4e75d0ea6cc3918092011.jpg

Vi fandt nu den officielle ”indgang” til havnen, hvor vi blev påkrævet et mindre gebyr. Vi måtte finde noget at slukke tørsten med. Det føltes som om at vi var kommet tilbage i tiden.

4e75d18b3608e18092011.jpg

Rundt omkring var der havnearbejdere, der var ved at læsse/balancere med store, lange og tunge træbjælker på skulderen. Mændene var som sædvanligt meget interesseret  i Mie.

4e75d22c6269718092011.jpg

Vi forlod havnen og kom tilbage til Jalan Jaksa for 6.300. Hjemme på værelset slappede vi af og snakkede om alle de indtryk, vi havde fået på få timer. Ved 15-tiden var vi tilbage på stationen for at købe to togbilletter på 1. klasse kl. 20.40 den sammen aften. Alt var ud­solgt, men vi fik dog to 2. klasses biletter til kl. 19.20 (50.000rp).

Vi spiste aftensmad på Hard Rock Café, her var der mange fede ting fra kendte musikere, f.eks. Eric Claptons guitar og brev fra Elvis. Her var meget koldt, man må sige at deres aircondition virkede. Christian fik en lækker krydret burger og Mie en kyllingefilet, som man kender den hjemmefra. Pludselig fik Christian en ordentlig svedetur, måske havde de kommet for meget chili i burgeren! Tjeneren troede, vi var cola narkomaner, da Christian måtte bestille mere at drikke for at slukke chili-branden i munden. Vi kom af med 89 kr. for hele måltidet. Bagefter købte vi 2 guitar-badges bare for at have et lille minde derfra. Vi var en sidste tur i centret for at kigge på alle de flotte træmænd. De var meget billige, men vi nøjedes med at købe 3 små sæt salatbestik. (vi skulle jo selv slæbe vores ting).

Tiden løb fra os og vi havde pænt travlt med at få hentet vores rygsække og komme vi­dere. Det lykkes at komme til stationen uden at blive snydt af chaufføren. Vi fandt den per­ron, toget skulle afgå fra og gav os til at vente. Det var meget lummert og der var proppet med mennesker. Vi faldt i snak med en muslimsk pige, som ikke var tildækket. Ikke alle praktiserer deres tro lige meget. Hun blev helt vild, da vi fortalte at vi var fra Danmark – hun fik julelys i øjnene fordi kom fra det samme land som ”Michael Leans to Rock”. MLTR er lige så kendte som Madonna, U2 og Michael Jackson i Asien – det fatter man ikke helt! Toget ankom og vi stig ind. Vi bumlede ud i den mørke aften og vi var spændt på, hvad fremtiden ville bringe af spændende oplevelser. Der var et par faner i loftet, men de var ikke til megen nytte, de var nemlig i stykker. Vi var totalt svedige. Hver gang toget stand­sede kom der ca. 20 lokale råbende ind for at sælge drikkevare, bamser og lokale specia­liteter. Man må sige, at det var en oplevelse i sig selv at køre med tog i Indonesien. Vi Havde ca. en 8 timers lang togtur foran os og som tidsfordriv læste vi i vores bibel (Lonely Planet) og Mie skrev brev til Sofie - vel og mærket, når der var lys.

 

Dag 79  Torsdag den 7/5 1998

Så, nu er vi ved at være der! Nå, vi skulle bare holde endnu engang ude på bøh…! Klok­ken var 4.30 da vi omsider ankom til Yogyakarta. ”Lonely Planet” anbefalede et sted ved navn Asia Afrika, så der gik vi hen. Det var et meget flot hotel med swimming pool. Her fik vi et middelklasse værelse (37.000) med suveræne bløde senge. Badeværelset var knapt så godt, ingen håndvask og stå-op-toilet. Vi var godt trætte efter den lange togrejse og hoppede i vores bløde senge og sov til kl. 11.

Efter tiltrængt søvn gik vi ud for at tjekke de andre gæstehuse – som sædvanligt havde vi en ihærdig lokal på slæb. Det var en rigtig hyggelig og dejlig by med en afslappet atmo­sfære. Vi så et par gæstehuse, hvor værelserne svingede fra 10.000 til 40.000 rp. De væ­relser til 10.000 svarede til den standard vi havde oplevet i Jakarta. Men hvorfor ikke unde sig selv lidt luksus, når det alligevel var så billigt – så vi blev boende på Asia Afrika. Vi gik ned i byens eneste storcenter for at spise morgenmad. Her fandt vi en croissant-café. Den lækre morgenmad kom til at koste 20 kr. – billigt! Efter maden kiggede vi butikker. Chri­stian købte et par shorts til 70 kr. Priserne er generelt meget lave, her er nogle priseksem­pler: en guitar til 150 kr., cd’ere til 55 kr., og tøj til omkring ¼ af prisen i Danmark. Da vi gik ud af centret blev vi overfaldet af guider, cykelfolk og ivrige handlende langs hovedgaden. De gamle koner sad på rad og række for at sælge deres souvenirs.

4e75d322e30f818092011.jpg

Vi tog en del billeder af den hyggelige asiatiske stemning. Næste stop var banken hvor vi vekslede penge til en kanon god kurs. Vi fik 900.000 rp. for 100 US$. Turen fortsatte videre ned mod den gamle bydel, men seværdighederne var lukkede, så vi vendte om. På tilbagevejen købte Mie en kæde med en træmand og endnu en gammel kinesisk mønt. Vi er utroligt rige i forhold til de lokale. For dem er 2 kr. mange penge. Da vi kom tilbage på hotellet hoppede vi direkte i poolen – FEDT. Herefter slappede vi af på værelset.

4e75d471a1d6418092011.jpg

Ved 19-tiden gik vi ned i centret for at spise aftensmad – pizza med rå bolognese. Bagef­ter købte Christian en blå skjorte til kun 80 kr. Vi var også inde for at købe en kamerafilm (16 kr.), de kvindelige ekspedienter var helt pjattede med Christian. Turen sluttede af med indkøb af brød, bananer og juice til den efterfølgende morgen. På hotellet satte vi os i den hyggelige have og skrev dagbog mens vi nød kolde sodavand og øl.

 

Dag 80  Fredag den 8/5 1998

Dingeling – god morgen klokken er 6.30. Vi skulle tidligt op for at komme på udflugt. Til morgenmad spiste vi mærkelige bananer, flütes og drak juice. Kl. 7.30 stod vi klar i vores lobby til at tage afsted. Bussen var OK og vores guide havde vildt spraglet jakke på, han ville altid være let at få øje på. Mens vi kørte afsted fortalte han om de seværdigheder vi ville komme til at se: det buddhistiske monument, Borobodur, vulkanen Merapi og hindu-tempelkomplekset Pranamanan. Efter en times kørsel mellem de flotte rismarker nåede vi frem til dagens første stop: Verdens største buddhistiske monument, nemlig Borobodur.

4e75d4e505da418092011.jpg

Da vi steg ud af bussen blev vi simpelthen overfaldet af påtrængende sælgere med bøger, postkort, drager, fløjter mv. Guiden gik ikke med ind, da man skulle betale 10.000 for en billet. Omkring Borobodur var der en stor, flot have. Det var opbygget lidt som en trappe­pyramide. Monumentet var rigt udsmykket med masser af buddhistiske historier. De øver­ste trin var runde, og i stedet for Buddha-figurer var der små pagoder.

4e75d55d3ce2618092011.jpg

Helt øverst var der en stor pagode. Det hele var bygget i lavasten og alt var originalt. På toppen snakkede vi med nogle muslimske piger, der bare måtte have et billede hvor vi stod sammen med dem. Pigerne skreg højt da de fandt ud af, at vi var kærester og ikke gift. Som vesterlæn­dinge har vi nærmest status som filmstjerner. Folk kigger langt efter os, vil gerne snakke og fortæller os hele tiden hvor smukke vi er. Det asiatiske ”look” er vist ikke på mode i Asien!!! Borobodur var meget imponerende og regnes som et af verdens vidundere. Næ­ste stop var (måske) vulkanen Merapi. Det var totalt tåget og vi kunne intet se. Man kunne kun ane et sted hvor lavaen engang havde løbet. Men naturen var da meget flot.

4e75d67ac354918092011.jpg

Sidste stop var Pranamanan. Vi spiste først frokost med udsigt til templerne.

4e75d700e26fc18092011.jpg

Her var knapt så mange sælgere. Indgangsbilletten kostede ligeledes 10.000. Det højeste tempel var Shi­vas. Visnu og Brahma havde de næststørste templer. Alle templerne var rigt udsmykkede og havde statuer indeni. Pranamanan er Indonesiens største hindu-tempelkompleks.

4e75d764528b318092011.jpg

På udvalgte aftener bliver her opført balletforestillinger. Turen var nu slut og vi kørte nu tilbage mod Yogyakarta.

Vi var de sidste der blev sat af foran vores flotte hotel. Klokken var vel omkring 17 da vi fladt om på vores bløde senge. Da vi vågnede var vi smadder-sultne og skyndte os hen i centret for at købe noget McDonal’s mad (Det er faktisk længe siden vi har spist her sidst). På tilbagevejen forsøgte en masse lokale at komme i kontakt med os. Vi købte et par bø­ger inden vi gik op på værelset. Mie havde også forsøgt at ringe hjem, men ingen tog te­lefonen. Inden vi gik op på værelset fik vi lige vores vasketøj tilbage (6.300).

 

Dag 81  Lørdag den 9/5 1998

Snork, vi vågnede langsomt. Det var vildt skønt, bare at have en slapperdag foran sig. Vi tog os sammen til at gå ned for at spise morgenmad i centret. Gode gamle croissant og kage – hvad mere kan man bede om? Bagefter kiggede vi på cd’ere. Mie købte Jewel til 55 kr. og Christian fik lov til at spille spil i spillehallen for hele 10 kr. Da han langt om længe var færdig, var det med at komme ned til poolen, mens der endnu var sol. Jubiiie vi fik hele poolen for os selv. Mie smed sig straks på en liggestol, mens Christian boltrede sig i vandet.

4e75d86381c8e18092011.jpg

Vi blev begge halvfulde efter at have delt en stor Pintang øl. Christian brugte ti­den på at springe i poolen og på at drille Mie når hun trippede i vandet. Men Mie fik hævn. Da Christian på et tidspunkt stod med numsen i vejret, fik han et skub – ”pjask” sagde det. Ellers gik tiden med at skrive postkort, læse og skrive dagbog.

Ved 16-tiden gik vi op på værelset for at skylle klorvandet af os. Sulten meldte sig, så vi gik som sædvanligt i centret. Her fik vi lækre tunsandwich (30.000). Der var en meget lu­sket mand som satte sig ved siden af os. Han begyndte at snakke til os. Hurtigt fik vi red­det vores taske i sikkerhed, og derefter gad han ikke længere at sidde der. Det var fuld­stændigt tydeligt, at han gerne ville have haft fat i vores taske. Bagefter fik vi forfølgelses­vanvid – vi syntes pludselig, at alle mænd så luskede ud. På vejen tilbage til Asia Afrika ringede Mie hjem igen, men heller ikke denne gang var der nogen der tog telefonen. Vi ledte også efter et sted, hvor vi kunne booke en udflugt til Dieng Plateau. Men enten gad sælgerne ikke fortælle os om turen eller også var de slet ikke klar over, at udflugten stod på deres reklameskilt. Langt om længe fandt vi et rimeligt hæderligt sted, så vi skyndte os at booke der. Vi vendte snuden hjemad til hotellet. Her satte vi os i haven for at skrive postkort et par timer.

Vi løb lige en hurtig tur op i byen for at købe frugt og brød. Mie ringede lige hjem igen igen, og kom igennem – hurra. Joan og Ole fortalte, at de måske ville hente os i København, når vi kom hjem igen. Vi sluttede dagen af med at guffe vores lækre frugter i os, men des­værre smagte de lidt mystisk.

 

Dag 82  Søndag den 10/5 1998 (Mors dag)

God morgen, vi skal tidligt op igen. Klokken er 6.15 – det er ufatteligt at man ikke kan få lov til at sove længe når man har ferie. Vi havde fået lokale naboer, som snakkede højt allerede kl. 5.00. Som aftalt stod vi klar i lobbyen kl. 6.45, men blev først hentet kl. 7.20. Vi blev kørt hen til bureauet, hvor vi skulle skifte bus. Langt om længe tøffede vi afsted. Un­dervejs fik vi rigtigt stiftet bekendtskab med livet uden for storbyen. Overalt flotte rismarker, hvor bønderne arbejdede hårdt. Markerne fortsatte helt op til toppene af de fleste bjerge. Overalt utroligt grønt og frodigt. Langs vejen sad folk ved deres huse og kiggede (Det bru­ger de vist det meste af deres tid på) og ungerne skreg HALLO til os når vi kørte forbi. Vi kørte gennem regnskov, og pludselig blev vejen katastrofalt hullet. Vi sneglede os frem og blev kastet fra side til side. Undervejs holdt vi pause, nød udsigten og benyttede et mus­limsk toilet – ikke anbefalelsesværdigt. Det tog os 3½ time, at køre de 140 km. til Dieng Plateau.

Første stop var hos Javas ældste hindu-templer. På et tidspunkt havde de stået på bun­den af en sø og måtte derfor senere rekonstrueres.

4e75d92768d9118092011.jpg

Da vi kom ind i bussen igen var vores vifte fra Malaysia blevet stjålet – utroligt at nogen gad stjæle den. Vi kørte videre til et sted med 80 grader varme kilder. Det sydede og boblede i de små vandhuller og stedet var indhyllet i damp. Ud fra jorden kunne vi nogle steder høre gasser sive ud. Vi fik helt ho­vedpine af at gå rundt der, på grund af de mange gasser.

4e7620b2ef79e18092011.jpg

Sidste stop var ved et gammelt vulkankrater, hvor der nu var en sø. Bunden var meget, meget hvid pga. et højt sulfatind­hold i vandet. Når man kiggede ud over søen kunne man se, at vandet vibrerede. Det var virkeligt smukt, fordi landskabet spejlede sig i søen. Herefter kørte vi tilbage til byen Wo­nosobo hvor vi skulle spise frokost. Maden var mildest talt uindbydende, så vi købte is og spiste vores medbragte boller. På gaden blev vi nærmest overfaldet af tiggerkoner, den ene så mere trist ud end den anden.

4e76210f6b77318092011.jpg

Så var der ikke andet end at sætte sig godt tilrette, mens vi bumlede samme vej tilbage ad den hullede vej. To turister blev sat af ved Borobodur, mens vi andre havde en times kør­sel foran os til Yogyakarta. Da vi ankom til Yogyakarta, så vi en vej hvor der havde været uroligheder. Skilte var rykket op, enkelte ting var smadret og der lå store sten spredt på vejen, så bilerne måtte zig-zagge igennem. Vi blev sat af ved Asia Afrika Hotel kl. 17.30 og gik trætte op på værelset. Mie sov lidt mens Christian tegnede vores rejserute ind på et kort. Til aften gik vi som altid ned i centret for at spise. Aftenens valg faldt på tunsandwich på Kafe Excelsio. Vi kiggede lidt butikker bagefter. Det blev til to flotte silkeslips til 35 kr. stykket. Vi købte lidt ind i supermarkedet og Christian forsøgte igen at ringe hjem til Mor-Anni – forgæves som sædvanligt.

 

Dag 83  Mandag den 11/5 1998 (Waisak - Buddhistisk nytår)

Endelig kunne vi sove længe, men selvfølgelig vågnede vi ved 7-tiden og kunne ikke sove længere – typisk. Vi ville have spist morgenmad i centret, men der var ikke åbent endnu, så vi bestemte os for at gå ned i banken for at veksle penge igen. Da vi endelig var kom­met helt derned fandt vi ud af, at der var lukket pga. Waisak – buddhistisk nytår. Den ame­rikanske kæde Dunkin Donuts havde i det mindste åbent, men maden var ikke særlig god. På vejen tilbage vekslede vi penge hos en Money Changer. Tilbage på hotellet hoppede vi pladask på hovedet i poolen. Vi købte øl og sodavand og hyggede ved poolen.

Da solen forsvandt gik vi på McDonal’s for at spise. Vi bestemte os for at kigge os lidt om­kring i byen.

4e762202f0af518092011.jpg

Pludselig kom en kort men kraftfuld byge, så vi søgte ly. Selvfølgelig fik vi hurtigt selskab af en lokal der ville sælge et eller andet. På turen kom vi forbi et lille tivoli. Karrusellerne blev trukket af nogle gamle motorer der oste og larmede. På hovedgaden købte vi en halskæde, en ny vifte og en ”ægte” Zippo lighter (10.000 rp.) Vi handlede også lige i ”Brugsen” inden vi gik tilbage. Inden vi gik op, bookede vi en cykel-udflugt til næste dag. Som sædvanligt kunne sælgerne ikke fortælle mere om turen end hvad prisen var, men pyt billederne så da meget indbydende ud.

 

Dag 84  Tirsdag den 12/5 1998

Vi spiste lidt morgenmad på hotelværelset og gik herefter ned i receptionen, hvor vi mødte vores guide til cykelturen. Han var ikke så god til at tale engelsk og henvendte sig kun til Christian. Først skulle vi med taxi til udkanten af byen. Her fik vi udleveret to fine mointain­bikes og endnu en guide kom til. Nu skulle vi rigtigt ud at cykle på landet! Det var en rigtig god tur, for vi fik nemlig set det vi gerne ville – nemlig lokallivet. Vi så alle de flotte rismar­ker, der stod i vand. Kvinderne vandrede rundt på markerne med mudder op til knæene mens mændene pløjede jorden med kvæg spændt for ploven.

4e7622ab87fea18092011.jpg

En normal arbejdsdag for en landarbejder er fra 5.00 til 10.00. Vi så også marker med sukkerplanter og kornmarker der blev høstet med håndkraft. Vi var inde på en lille spagettifabrik. Luften derinde var så dårlig, at det gjorde helt ondt at trække vejret – hvordan kan de arbejde derinde? Vi cyk­lede igennem små hyggelige landsbyer, hvor vi så nogle ældre mennesker sidde og snitte træ, skrælle grøntsager og ”ryste” risene. På turen kom vi også forbi to skoler, hvoraf den ene havde gymnastiktime, hvor eleverne spillede fodbold.

4e7623620980b18092011.jpg

Alle vi mødte var venlige og smilende. Vi trillede videre. Næste stop var ved et pottemageri, hvor de lavede de flotteste lerkrukker. Længere nede af gaden var der nogle der stod for farverig dekorering. Under hele cykelturen dannede Christian og guide 1 fortrop, mens Mie halsede over stok og sten med guide 2. Til sidst kunne Mie ikke klare det, hun brokkede sig og fik sin pause. Turen fortsatte videre mellem rismarkerne.

4e7623ca0f8ab18092011.jpg

Det var en rigtig god udflugt. Det, at cykle rundt langt fra byen, dens vrimmel og de andre turister, var skønt. Her var fred og ro. Bare trille rundt og se hvordan livet er på landet.

Trætte cyklede vi ind i byen igen. Vi afleverede cyklerne og blev bragt tilbage til hotellet i en taxi igen. Vi havde det vildt varmt, men måtte lige have noget at spise før vi kunne hoppe i poolen. Som sædvanligt havde vi den for os selv – skønt. Vi boltrede os i vandet og nød den hårde sol. Kl. 14.00 gik vi ned for at veksle penge i banken. Da vi forlod ban­ken følte vi os stenrige – hvilket vi rent faktisk også var!!! Vi tøffede videre til posthuset og fik sendt vores postkort afsted til Danmark. På vejen var sælgerne om muligt mere ihær­dige end normalt. Efter en tunpizza gik vi ud for at handle. Mie købte et sæt undertøj – dog ikke helt uden besvær. Man kan ikke bare tage en vare med op til kassen for at betale. Først skal man henvende sig til en ekspedient. Hun skal så skrive en seddel, som man skal have med til kassen i den anden ende af rummet – mærkeligt system. Bagefter gik vi over i ”boghandlen” for at købe en ny dagbog, den gamle var næsten fuld. Her skulle der også skrives en seddel før vi kunne gå til kassen og betale de 3 kr. Udenfor centret kig­gede vi lidt i de små boder. Vi tog nogle madvognsbilleder – dem vil vi aldrig glemme!

Vi bookede transport til Mount Bromo på den østlige del af Java til den efterfølgende dag. Mount Bromo er en aktiv vulkan, og det bliver vores sidste stop før Bali. Vi undersøgte det lokale marked for sidste gang inden vi gik tilbage til vores oase på Hotel Asia Afrika. På værelset havde vi fået uventet besøg. Da Mie skulle på toilet sad der den største kakerlak på stå-op-toilettet. Føj, vi tog et billede af den inden vi skyllede den ud i toilettet. Nu kunne vi næsten ikke strække den længere. Det var tid til at pakke rygsækkene og få ryddet op på værelset. Vi var lige en sidste gang i supermarkedet for at proviantere inden vi gik i seng.

 

Dag 85  Onsdag den 13/5 1998

Velkommen til turens, uden sammenligning, mest forfærdelige dag. Vi stod tidligt op, væk­keuret ringede kl. 6.15 – gab. Vi spiste tørre boller og drak dårlig juice. Det sidste bliver pakket sammen og vi tager iskoldt bad. Vi slæbte vores tunge rygsække ned i receptionen for at checke ud og som sædvanligt havde vi glemt noget på værelset. Regningen for de 6½ overnatninger lød på 240.500 – rimeligt billigt! De mange receptionister var åbenbart ikke vant til at modtage så mange penge på én gang. De havde svært ved at tælle efter, så vi måtte hjælpe dem. Snøft, vi sagde farvel til dette dejlige hotel og tog med to luskede lokale til Bromo-bussen. Chaufføren hundsede os ind i bussen – vi havde travlt. Vi var de eneste i den store bus. Bussen kørte nu bare hen på stationen. Her ventede vi næsten en time til kl. 8.00. De sædvanlige påtrængende sælgere angreb os i bussen. ENDELIG kørte vi afsted. Vi havde indtaget bagsædet og bredte os godt. Bussen stoppede og blev helt fyldt op, så vi måtte sidde 5 på bagsædet. I bussen hang der nu en stank af sved og dårlig ånde. AirConditioneringen virkede heldigvis godt – rejsens højdepunkt. Vi bumlede nu af sted, dyttende konstant, lavede hele tiden vilde overhalinger og var tæt på at køre galt - som sædvanligt. Undervejs fik vi udleveret madkuponer til middagsmad. Vi kunne vælge mellem 20 forskellige retter, som alle var ris med splat. Så mens de andre rejsende spiste deres ris, spiste vi gamle boller, rosiner og sorte kiks.

Så er vi på vejen igen. Landskabet var totalt præget af rismarker, bjerge i baggrunden og masser af mennesker. Undervejs snakkede vi med en indonesisk pige. Hun var ved at studere turisme – findes der virkelig en sådan uddannelse? Pludselig gør vi holdt i byen Surabaya. Alle stiger ud og vi får besked på at bussen kører videre om én time. Fint nok. Hver gang vi spurgte chaufføren om hvornår vi kørte videre, fik vi svaret :”One hour”. Vi konkluderede, at det nok var det eneste han kunne sige på engelsk.

4e76249518edc18092011.jpg

Efter 3 timers ventetid kørte vi videre mod Probolinggo. I vores papirer stod der, at vi ville være fremme ved Mount Bromo kl. 18.00. Da klokken for længst havde passeret 18, var vi efterhånden godt sure, trætte og utålmodige. Først kl. 20 er vi fremme i Probolinggo. Så meget for asiatisk tidsfornemmelse! Hver gang man får en ankomsttid at vide af en asiat, kan man roligt ligge et par timer til. Vi skifter til minibus, og bumler nu afsted i mørket med to nye suspekte fyre. Det tager ca. en time at komme til toppen. Selvfølgelig samler vi nogen op undervejs og der skal lige stoppes for at snakke. Vi er nu så sultne, trætte, irriterede, og har så ondt i maven, at vi er ved at kolapse. Fremme ved hotellet får vi anvist et flot værelse og Chri­stian går hen for at checke ind. Receptionisten vil nu have os til at betale for overnatningen på hotellet, selvom vi allerede havde betalt. Receptionisterne kunne ikke forstå, at vi havde købt en samlet pakke til Bali – man forstår godt, at Indonesien er i økonomisk krise med sådan en flok uduelige mennesker! Christian hidser sig op, og receptionisterne ringer rundt før de endelig fatter, at vi allerede har betalt for overnatningen – for fanden da! Klok­ken er nu 21.30 og vi er bare nødt til at få noget at spise. Restauranten på Lava View luk­kede selvfølgelig kl. 21, så vi begyndte at gå ned mod byen. Her var alle butikkerne nu lukkede, de var ellers alle åbne da vi kørte forbi en ½ time tidligere. Vi opgiver helt at få noget at spise og bestemmer os for at spise når vi engang kommer til Bali – hvis vi ellers nogensinde kommer frem dertil.

Vi køber lidt at drikke i receptionen inden vi frysende går tilbage til vores kolde værelse (kun ca. 5°). Vi kollapser på sengen efter denne møgdags strabadser, og der frem til at blive vækket 4½ time senere, for at komme med jeep ud for at se solopgangen ved Mt. Bromo. Vi finder ud af, at de andre der ligeledes havde købt en samlet pakke fra Yogya­karta til Bali, var ankommet kl. 18 helt efter planen – hvad sker der? Vi takker nu af efter turens suverænt værste dag.

 

Dag 86  Torsdag den 14/5 1998

Knock, Knock klokken er nu 3.30! Nu skulle vi ikke ligge og snue længere, det var tid til at stå op. Vi nærmest hoppede ud af sengen. Pakkede os så godt ind som vi kunne. Udenfor blev vi proppet ind i en lukket jeep sammen med en masse andre turister. Der var bulder mørkt og iskoldt. Køreturen varede cirka en time. Vi stoppede ved et udkigssted for at se solopgangen over Mt. Bromo.

Her var totalt proppet med andre turister – og vi som troede, at vi var de eneste der skulle se solopgangen.

4e76259f9bc2618092011.jpg

Det var hundekoldt, men solopgangen var en af de flotteste vi nogensinde havde set. Fra udkigspunktet kunne man se tre vulkaner. Den mindste vulkan var meget frodig. Den mellemste (Mt. Bromo) oste helt vildt og i bag­grunden den største vulkan, som lige pludselig ”bøvsede”. Det ubeskrivelige flotte udsyn over det uvirkelige landskab, viste sig at være alle anstrengelserne værd.

4e7626014a08418092011.jpg

Vi hoppede op i jeepen og kørte nu ned til foden af Mount Bromo. Her blev vi overfaldet af folk, der ville trække os op til vulkantoppen på hesteryg. Det var et fristende tilbud, men vi valgte selv at gå derop. Mie var lidt i krise undervejs, men op kom vi da. På toppen kunne vi se ned i vulkanen.

4e7626dd6fc1118092011.jpg

Røgen der steg op fra Bromo lugtede næsten som rådne åg. Der blev fotograferet og slappet af inden vi begyndte nedstigningen.

4e7626774da5b18092011.jpg

Tilbage på gæstehuset fik vi morgenmad: frisk frugt og toast – OK. Herefter havde vi ½ times afslapning. Ved 8.15-tiden var det så tid til afgang. Vi blev mast ind i en lille minibus. Her kom vi til at sidde rimelig tæt – 22 mennesker var vi i alt. En time senere, efter nogle stop undervejs naturligvis, var vi nede i Probolinggo igen. Her skulle vi vente på den store turistbus mod Denpasar på Bali. Ventetiden blev brugt på at læse og skrive dagbog. Plud­selig stimede folk sammen ved vejgrøften. Der var en kæmpeslange i græsset – juhu nu har vi set en slange! En lokal fangede nonchalant slangen og tog livet af den. Dagens helt.

4e7627d90498b18092011.jpg

Da bussen ankom kunne vores bagage for en gangs skyld være i bagagerummet. Heldig­vis fik vi en plads ved siden af hinanden. 10 timers kørsel foran os. Undervejs så vi optræk til uroligheder. En stor folk unge mænd løb rundt i en by – der var virkelig uro i luften. Godt, at vi var på vej væk fra Java. På forhånd havde vi hørt, at der ikke skulle være uro­ligheder på Bali – håber der holder stik. Ved frokosttid stoppede vi ved en restplads - som sædvanligt var maden ikke indbydende. Vi købte chips og noget chokolade og satte os til at kigge ud over havet.

Da vi kørte videre fik vi øje på 2 børn i bussen som så meget sølle ud. Christian lavede en papirflyver til drengen. Sådan en havde han aldrig set før. Han fik også en kiks, den viste han godt hvad skulle bruges til. Busturen føltes ikke så forfærdelig selvom vi ikke havde fået vores nattesøvn. Det varede ikke længe før vi var fremme ved færgen til Bali. Baga­gen blev i bussen, men vi skulle gå ombord. Havnen var på en strand med sort sort sand (fra vulkanerne). Det var enormt lækkert at komme ud at sejle og blive blæst godt igen­nem. Så havde vi officielt forladt Java og vi følte os i sikkerhed. Vi havde haft 10 rigtig gode dage på Java, men glædede os også til at opleve Bali. På færgen snakkede vi med to danskere der kom direkte fra Jakarta. De fortalte, at den var helt gal i hovedstaden – godt vi nåede væk inden problemerne startede.

Velkommen til eksotiske Bali. Udadtil så Bali ud til at være en betydeligt rigere ø end Java. I modsætning til resten af Indonesien er den vigtigste religion hinduisme. Det kunne man straks se – langs vejen hang der religiøse dimser der skulle sørge for sikker trafik. Vi kørte og kørte – er vi ikke snart i Denpasar? I bussen så vi indonesisk tv-avis. Her var vilde bil­leder fra både Jakarta og Yogyakarta. Det var ikke længere kun et studenteroprør - alle mennesker var med. Billederne talte tydeligt: blod, ødelæggelser og dødsfald. Heldigvis var vreden vendt mod regeringen og ikke turisterne.

Ankomst Denpasar: 19.00 – Bali-tid. Her blev vi som sædvanligt angrebet af luskede mænd. Efter at have forhandlet (over-)pris tog vi, sammen med en flok andre turister, med en af mændene til Kuta. Efter en times svedetur ankom vi til turistparadiset/-helvedet Kuta. Her kunne vi vist nemt vænne os til at være – mange butikker og mange spisesteder. Der var en mand der tog os med ned til nogle hoteller som alle var optaget. Heldigvis fik vi da et værelse på Poppies Gang II. Et OK værelse til 125.000 – fint – desværre var der ikke pool. Hold fast hvor er det dejligt at være fremme ved målet. Vi pakker lidt ud og får os et velfortjent bad og så er vi klar til AT FÅ NOGET ORDENTLIGT MAD PÅ HARD ROCK CAFÉ. Vi går og går. Det ender med, at vi må spørge om vej. Hard Rock var lige overfor stranden. For at komme ind måtte vi kæmpe os gennem sælgermængden. Vi bestilte to lækre kyllingesteaks (35.000). Personalet var simpelthen overflinke. Der kom to personer bare for at spørge om vores Cola’er var i orden!!! Christian kunne ikke engang selv få lov til at hælde ketchup op.

4e7719dd5836c19092011.jpg

Zzzzzzzzzz – vi faldt trætte om på sengen kl. 22.45 med en lusker udenfor vinduet.


4e5bcbed47a1529082011.jpg 


Dag 87  Fredag den 15/5 1998

Vi sov længe og gik ned på Kuta Square for at få lækre sandwich (12.500) og suveræn appelsin juice (5.000). Vi kiggede herefter på samtlige butikker og tjekkede en del hoteller ud. Vi kunne ikke finde et sted til fornuftig pris med pool, rene pæne rum og ikke-lusket reception. Det eneste vi fik ud af alt den bøvlen rundt var, at vi fik varmen og vi fik en bedre stedsans. Vi fandt alt i prisklassen fra 10 kr. til 700 kr. pr. overnat­ning. Overalt blev vi mødt med ihærdige sælgere der tog fat i os for at sælge deres grimme kopi ure, kopi-deodoranter, kopi-kasketter, cigaretter, aviser osv. Ved hvert hjørne stod der en mand og råbte ”You want transport?”

4e771a6d7dd7d19092011.jpg

Aftensmaden fik vi på en snusket svensk restaurant, hvor menuen stod på biksemad og bøf med løg. Vi slappede af på værelset, hvorefter vi igen begav os ud i byen. Vi prøvede at finde en engelsk avis. Efter lang tids søgen fandt vi endelig en engelsk-bali avis(2500). Mens vi gik tilbage begyndte det at småregne. Vi snuppede en australsk avis fra naboene - den så nemlig mere spændende ud end vores egen. Der har været store optøjer i Ja­karta og andre steder på Java med en del sårede/døde – puha, godt vi nåede til Bali i tide!

 

Dag 88  Lørdag den 16/5 1998

Tilykke med vores 17 måneders dag! Mie gav Christian et kort. Dagen startede dårligt – Mie vendte sin rygsæk på hovedet, men fandt ikke sine solbriller alligevel. Det var nu lyk­kedes for Mie at glemme, både hendes gamle 60’er briller og de nye solbriller. Vi pakkede vores rygsæk til vandlandet. Før vi gik i badelandet gik vi på jagt efter et andet sted at bo. Vi kiggede både på gang 1 og 2, samt sidegaderne. Vi var inde omkring 10 steder, før vi blev vilde med stedet Suji Bungalow. Her var personalet venligt, poolen var flot, der var en skøn have og OK bungalower. Maverne knurrede så vi gik afsted mod centrum og fandt et Bakery. Christian bestilte en stor omgang amerikansk morgenmad med det hele: æg på toast, bacon, snegl, to kander kakao, juice og friske frugter – bøvs. Mie fik juice og toast. Vi havde godt nok bestilt croissanter, men de var udsolgte.

Vandlandet var længere nede af vejen. Det kostede 162 kr. at komme ind. Heldigvis var vandlandet rigtig godt og vi havde en skøn dag. Først prøvede vi en tur sammen der var rimelig vild. Herefter var vi en tur igennem et vildt rør, hvor vi havde kanon fart på.

4e771b3f18a4c19092011.jpg

Vi spil­lede også bordtennis og spiste lækre sandwiches med pommes, serveret i små bananbla­deæsker. Den ene af vandrutschebanerne var ret smart, for den fortsatte ud i Lazy River, hvor man kunne ligge og flyde rundt. Mens vi flød stille ned af Lazy River, morede Chri­stian sig med, at puffe Mie ind under vandfaldene – sprøjt, sprøjt. Senere turde vi godt prøve rutschebanen hvor man skulle ligge på maven, samt vandlandets vildeste rør. Chri­stian var rigtig glad for at være der, fordi der overalt var masser af skygge. Til sidst var Christian så modig, at han turde tage sin første baglænstur. Ved 17.30-tiden vendte vi snuden hjemad igen. Vi var totalt udmattede og væltede om på sengen. Senere gjorde vi os klar til at gå ned på Hard Rock Cafe iført vores flotteste kluns. Middagen var rigtig læk­ker med spareribs og kolde sodavand (170 kr.) Efter maden gik vi en tur langs stranden, hvor vi stoppede ved en dobbelt slingshot. Der var to piger der skulle til at prøve den. Først blev de spædt godt fast i en metalkuppel, hvorefter elastikkerne blev strammet op. 1, 2, 3: Nu. De blev skudt op i luften med raketfart! Mens alle folk stod og kiggede op, stod der en masse luskere rundt omkring – nogle af dem var helt sikkert lommetyve. Vi gik hjem på hotelværelset for at hygge med øl og stearinlys.

 

Dag 89  Søndag den 17/5 1998

Vi vågnede op kl. 9 til en forfærdelig stank fra toilettet – nu var det virkeligt tid til at flytte! Vi skyndte os at pakke rygsækkene og gik ned for at tjekke ud. Det småregnede lidt, da vi gik hen til Suji Bungalow, som lå på Poppies gang 1. Det første vi gjorde, da vi havde fået udleveret en flot bungalow, var at tage badetøj på og hoppe en tur i poolen – uh det var vildt lækkert…vi kunne godt vænne os til at have en pool lige ude for vores dør.

4e771bd43585919092011.jpg

Man blev sulten af al den vandplasken, så morgenmaden fik vi på Kuta Square. Vi fik su­pergod friskpresset appelsinjuice, varme croissanter m/smør og marmelade. Bagefter var det tid til at veksle en rejsecheck og købe 16 postkort. Vi så os om efter et godt veksel­sted, men alle steder var en smule luskede, de forsøgte at snyde os ved at tage en kæmpe provision samt give os for lidt penge tilbage. Til sidst lykkedes det at finde et vek­selkontor, hvor de ikke prøvede at snyde os. På vejen tilbage snakkede vi med nogle au­straliere, som også bøvlede med at få vekslet penge. Det første vi mødte i vores bungalow var en fed kakerlak, som havde forelsket sig i Mies sure sandaler. Mie skreg højt og jag­tede den rundt i værelset. Til sidst kravlede den op i sengen - så var gode råd dyre. Vi prøvede først  at sprøjte den med myggebalsam. Christian puffede den ned fra sen­gen…hov, hvor blev den af? Smask Christian kom til at træde på den! Dette er ikke nogen god ide, da lugten tiltrækker andre kakerlakker. Efter den vilde kamp var vi nødt til at have en lille lur. Man blev tit træt af varmen og den høje luftfugtighed. Vi spiste aftensmad på Mamas German Restaurant, hvor vi fik kylling og Wienerschnitzel – mums. Efterfølgende bookede vi en snorkling-tur til Turtle Island ved en mand, der grinede hele tiden. Vi gik endnu engang og kiggede butikker og prøvede at undgå de irriterende sælgere.

 

Dag 90  Mandag den 18/5 1998

Go’ morgen – Guuud hvor er her dejligt stille! Vi stod op ved 8-tiden og gik ned for at spise morgenmad i restauranten. Vi fik toast med syntetisk marmelade, blandede frugter og en tyk ananasjuice. Derefter satte vi os til at vente i receptionen og blev ved ca. 9.30-tiden hentet. Vi var de eneste to i minibussen, der nu satte kursen mod Musa Dua strand. Her blev vi mødt af nogle mænd, som ville sælge vandsportsaktiviteter, men vi takkede pænt nej. Vi skulle sætte os ned og vente en times tid, fordi der skulle komme tre andre. En time senere sejlede vi to af sted – logisk at vi skulle vente så længe på andre turister, når vi alligevel skulle af sted alene! Da vi var kommet 300 m. ud fra stranden, var det tid til at snorkle i det grumsede vand. Vi hoppede i vandet… og kom hurtigt op igen. Vandet var så isende koldt, at man fik kuldekrampe. Desuden var der ingen fisk eller koraller. Vi sejlede lidt længere væk og her var der lidt flottere, men det var ingenting sammenlignet med Koh Phi-Phi i Thailand. Men det var ikke rart at snorkle, da vandet simpelthen var for koldt. Pludselig så Christian et kæmpe fiskehoved nede mellem nogle koraller – han blev enormt bange og svømmede på livet løs tilbage til båden. Bagefter blev vi sejlet til Turtle Island – skildpadde øen. Her så vi en kæmpeslange, som vi ikke gad have om halsen. Der var na­turligvis også skildpadder og de var kæmpestore.

4e771c72441f319092011.jpg

Der var desuden to små tamme aber og en tukan der kom op at sidde på Mies hånd. Endelig hang der også nogle meget store vamle flagermus. Til sidst så vi en hanekamp. Vi fik en cola, og så var den udflugt vist offi­cielt slut.

Da vi kom tilbage til stranden var der stadig ingen sol og vi kom selvfølgelig til at vente en halv times tid på vores taxichauffør. I mellemtiden blev vi nøje studeret af en kæmpe flok skolebørn fra Java – de gloede som om de aldrig havde set turister før. Tilbage på hotellet tog vi et hurtigt bad, inden vi gik ned for at aflevere vores 6 kamerafilm. Bagefter spiste vi sandwich, mens vi læste dagens aviser om urolighederne. Der havde været godt gang i den på Java – masser af ødelæggelser og ildspåsættelse i et shoppingcenter mv. I alt 500 mennesker døde! Der stod at turisterne nu befandt sig i lufthavnen for at blive fløjet til Sin­gapore eller Bangkok. Vi gik tilbage til hotellet og faldt i søvn. Efter luren gik vi ned for at hente vores film – vi var vildt spændte! Vi måtte betale 162 kr. for dem. Farverne og kvali­teten var rigtig god. Vi satte os hen på den svenske restaurant for at få lækker biksemad (5500x2). Der gik lang tid inden vi fik vores mad, så vi brugte ventetiden på at studere vo­res billeder. På hjemvejen købte vi en Jakarta-avis samt en flot sportstaske til 22 kr.

 

Dag 91  Tirsdag den 19/3 1998

Så skete det endelig – Mie vågnede først til morgen! Hun manglede selskab og vækkede så selvfølgelig Christian. Christian startede lige med at hente en morgen-cola-bajer, så vi kunne få tørsten slukket. Så traskede vi op i restauranten og måtte vente længe på at få vores toast, bananer mv. Vi var nu fast besluttet på at få skrevet postkortene, men først måtte vi på jagt efter kuglepenne. Ingen på Bali bruger åbenbart kuglepenne – vi går fra butik til butik i 2 timer for at finde noget at skrive med. Vi holder pause ved et lille center, hvor Christian spiller lidt computerspil. Omsider finder vi et sted at købe kuglepenne, vi jubler og køber tre. For første gang i 3 dage skinner solen, så vi løber hjem til poolen, fin­der to stole og slapper af i solens stråler. Efter en lang og dejlig slapper ved poolen, går vi tilbage til vores bungalow, som i mellemtiden har fået sin daglige rengøring og skiftning af sengetøj. Godt sultne går vi ned til den nærmeste McDonal’s. Den er imidlertid lukket, så vi må gå videre til den næste. Undervejs ser vi pludselig en masse politi og militær som bevogter vejen. En gadesælger fortæller, at en guvernør kommer forbi. Hos McD bestiller vi straks to BigMac’s og guffer dem i os. På vejen hjem køler vi lige ned i Kuta Square Centret og køber en avis. Nu går den ikke længere – vi kaster os over de 16 postkort (de fleste Mies). Kl. 20.15 stormer vi af sted mod biografen. Vi skal nemlig se Deep Rising kl. 20.30. I kiosken køber vi juice og chokolade, inden vi sætter os ind i  den udmærkede bio­graf. Filmen var en rigtig B-actionfilm uden kendte skuespillere – men dog ganske under­holdende alligevel. Trætte går vi tilbage til Suji Bungalow.

 

Dag 92  Onsdag den 20/5 1998

Hjæææælp – det går langsomt op for os, at vores tur er ved at være ved vejs ende. Snøft, men det skal også blive dejligt at komme hjem til dansk mad, sin bløde seng osv. Mie var morgensur og havde ondt i sin mave. Efter den sædvanlig morgenmad var det postkort-skrive-tid igen. Først sad vi indenfor og skrev, men senere rykkede vi ud i solen. Det var meget varmt – himlen var næsten helt blå, nok en af de varmeste dage endnu. Ved 2-tiden gik vi ud for at få vekslet penge og få noget at spise. Vi gik af sted mod Kuta Square, men fandt undervejs ud af, at bankerne åbenbart alle var lukkede i dag. Vekselbutikkerne havde dog åbent, men de gav alle dårlige kurser på US-rejsechecks. På torvet gik vi ind på en café, hvor Mie fik en skinkesandwich og Christian en burger. Mens vi spiste og drak uovertruffen juice, læste vi dagens aviser om krisens udvikling i Indonesien. Herefter tul­lede vi ned gennem byen og kiggede lidt butikker.

4e771dd3bcebf19092011.jpg

Da vi kom tilbage på værelset faldt Christian i søvn – dovne mand. Senere gik vi ned til stranden for at se solnedgangen over havet, men kom desværre for sent. I stedet gik vi ud for at finde et sted at spise, og endte op på Pizza Hut. Mie havde lidt hjemve, så hun rin­gede hjem. Det opkald var vist længe ventet – hjemme i Danmark sad vores forældre og rystede over nyhederne fra Indonesien. De havde set alt muligt forfærdeligt på TV, og havde også hørt, at alle turister (også dem på Bali) blev opfordret til at forlade landet. Mie beroligede dem lidt og gav dem vores adresse på Bali. Tilbage på hotellet snakkede vi med folkene i receptionen, som ikke mente der var nogen fare på Bali. Resten af aftenen gik med at skrive postkortene færdige – og det blev de!!! Hen ad aftenen gik vi ned i byen for at forhøre os om prisen på en flybillet til Danmark, hvis det skulle blive aktuelt. Den var meget dyr ca. 7000 kr. Indtil videre bestemte vi os for at blive her på Bali… så måtte vi jo se hvordan det hele udviklede sig.

 

Dag 93  Torsdag den 21/5 1998

Vi vågnede tidligt og skyndte os over til poolen for at optage to liggestole med vores hånd­klæder (en lektie vi havde lært fra tidligere, hvor liggestolene ofte var optaget kl. 8 af folks håndklæder, selvom ejerne ikke var tilstede de næste mange timer).

4e771e55b0f7e19092011.jpg

Efter morgenmad gik vi ned til vandlandet. På vejen ville vi veksle en rejsecheck i banken, men den var naturlig­vis lukket – fejrer hinduer og muslimer virkelig Kristi Himmelfartsdag? Vi kom frem og be­talte de 162.000 for at komme ind. Vi skifter og bader (det gør de lokale ikke!) og finder os to gode liggestole. Så får vi ellers prøvet en masse rutschebaner, både sammen og hver for sig, forlæns og baglæns. Ind i mellem slapper vi af på liggestolene og i Pleasure-poo­len, mens vi kigger på tykke, røde mennesker.

4e771ed14f74819092011.jpg

I vandlandet spiser vi for resten en flot an­rettet frokost på bananblade. Vi får også taget nogle billeder af hinanden og nyder den flotte solrige dag.

Ved 5-tiden forlader vi parken, og køber dagens avis på hjemvejen. Det ser ud til, at præ­sident Soeharto snart går af – håber alt bliver mere roligt derefter. Aftensmaden spiser vi German Restaurant – wienerpølser med pommes frites og kartoffelsalat. På storskærmen hører vi, at præsidenten er trådt tilbage og posten er blevet overtaget af vice-præsidenten, som skal lede en ny regering frem til valget. Det er godt nyt, folk i Jakartas gader jubler, så må vi håbe alt bliver roligt nu. Nyheden om, at Soeharto er gået af, kan man overhovedet ikke mærke på balineserne – de virker ligeglade! Mie er lidt skidt, så vi går hjemad. På hotellet ser de ikke nyhederne om systemskiftet, men ser i stedet interesseret på en bad­mintonkamp mellem DANMARK og Indonesien. Camilla Martin taber – øv. Vi går tidligt i seng efter en hård dag med afslapning (ja, det kan virkeligt være hårdt at slappe så meget af!)

 

Dag 94  Fredag den 22/5 1998

Det havde været kraftigt uvejr om natten. Vi vågnede tidligt og gik op for at spise kedelig morgenmad. Mie havde det skidt, men vi tog alligevel en taxi til Denparsar General Post Office. Mærkeligt nok var det billigere at tage en taxi (19.000) end en shuttlebus (13.000 pr. person). På posthuset stod vi selv og rodede alle brevene igennem. Mie fik brev fra Mette, Meyer, Line og tre fra Sofie. Christian måtte nøjes med ét fra mormor og morfar. Derfra tog vi en taxi til flyselskabet for at bekræfte vores hjemrejseflybilletter. Desværre kunne dette imidlertid ikke lade sig gøre, fordi vi ikke havde taget billetterne med. Vi fik dog at vide, at vi kunne bekræfte billetterne på Kuta Beach – det var unægtelig lidt nem­mere. Mie havde det stadig skidt, så vi tog med en transportmand tilbage til Kuta Beach for 15.000. Undervejs fik Mie det værre og hun friskede kun lidt op da vi fik vores sædvanlig sandwichs på Kuta Square. På hotellet fandt vi ud af, at Mie havde feber. Hun var helt rundt på gulvet, fordi hun troede, hun havde fået malaria (med god grund, da hun ikke havde taget malariamedicinen regelmæssigt undervejs). Til aften gik Christian ned til McDonal’s for at spise, mens Mie sov videre. Da Christian var væk, gik lyset ud på hotel­let. Mie blev helt bange og flygtede over til poolen. Først efter 10 minutter kom lyset til­bage. Da Christian kom tilbage fandt han en bange Mie ved poolen. Hun kvikkede lidt op over Christians medbragte BigMac, Twix og Cola. Klokken er 21.10 - jeg må stoppe med at skrive nu, da Christian har fået sukkerchok. Han hopper, spræller og løber rundt og spiller luftguitar.

 

Dag 95  Lørdag den 23/5 1998

Go’e gamle toast, banan og juice til morgen. Vi kaprede vores faste pladser ved poolen og lå der til kl. 14. Til frokost gik vi ned til vores stamcafé på Kuta Square, hvor ejerne efter­hånden kendte os og vores bestilling. På vejen forsøgte Mie at ringe hjem, men der var ingen hjemme. Mie havde stadig feber, så vi slappede af på hotellet. Kl. 16.30 gik vi hen til en restaurant for at se ”Scream 2”, men efter at have drukket vores sodavand gik vi videre, pga. filmens dårlige kvalitet og knallerternes konstante larmen. Endelig lykkedes det at komme igennem til Billund, hvor de nu var mere rolige. Christian havde endelig givet efter og sagt ja til at se Titanic i biografen. Filmen startede kl. 19.45, vi fik gode pladser og satte os (som nok de to sidste i verden!) til at se filmen. De første 45 minutter kom lokale indo­nesere dryssende ind i salen – længe leve asiatisk tidsfornemmelse! Grædende forlod vi biografen (indoneserne grinende - syntes den var morsom!) og trissede hjemad.

 

Dag 96  Søndag den 24/5 1998

Mie vågnede tidligt og gik over for at reservere vores to sædvanlige liggestole. Mie var endelig feberfri. Efter den trivielle morgenmad, lagde vi os ved poolen og nød solen – hold fast hvor er det dejligt at ligge og dase! Ved 14-tiden gik vi ned for at spise frokost. Som sædvanligt vrimlede det med sælgere: ”Hello, watch 1 USD”, ”Hello, parfume” osv. osv. Vi slog os ned på Round Table Pizza og bestilte lasagne, pizza, hvidløgsbrød og masser af drikkevarer. Det var det helt store måltid – Christians pizza var så stor, at han ikke engang kunne spise op. Vi trillede videre ud for at se butikker. Vi var inde i mange butikker, lige fra kunst til tøj – gade op og gade ned. Vi endte ved det andet center… på McD! Her måtte vi lige slukke tørsten og hvile benene. Det tog ikke længe om at aftale at se ”Alien 4” til aften. For at undgå flere myggestik ville Mie lige gå tilbage til Suji Bungalow for at tage noget myggebalsam på. På vejen blev hun chikaneret af en masse lokale mænd og blev næsten bidt af en hund. Da hun vendte tilbage senere, fandt hun Christian i selvskab med en flip­permaskine. Han havde efter eget udsagn spillet suverænt. Nå, men vi så ”Alien 4” selvom vi begge havde set den før. På hjemturen fra biografen købte Mie nogle flotte shorts til 105 kr. På værelset underholdt Christian, mens Mie forsøgte at skrive dagbog.

 

Dag 97  Mandag den 25/5 1998

Kun 10 dage tilbage, tiden er gået hurtigt, men vi har da også oplevet en masse. Efter morgenmad ”sponsede” vi ned til poolen og hoppede på hovedet i. Som sædvanligt var der mange mennesker ved poolen – alle stolene var i alt fald optaget af håndklæder. Mie slikkede sol, mens Christian læste i sin bog ”Black Light” i pavillonen. Ved 12-tiden pak­kede vi sammen og gik ned mod Kuta Square. På vejen bookede vi transport til Gili øerne (2x55.000), til den følgende dag. Gili øerne er tre små paradisiske øer ud for Lomboks kyst, der skulle være noget af det flotteste i Indonesien. Herefter gik vi ned på Round Table Pizza og spiste et par stærke pizzaer. Efter den eminente mad fandt vi en bank der gav 9300 rp.  per amerikanske dollar, så der vekslede vi to rejsechecks. Det var den høje­ste kurs på dollar vi endnu havde fået i Indonesien. Til sammenligning fik vi kun kurs 6650 da vi landede i Jakarta lufthavn – Indonesiens økonomiske krise må med andre ord have nået nye højder(eller dybder!). Med 1.860.000 rp. på lommen gik vi forbi Hard Rock Beach Club for at kigge på de meget dyre souvenirs. Turen tilbage til vores andet hjem – Suji Bungalow – lagde vi forbi Bali’s flotteste strand Kuta Beach.

4e771fefb689719092011.jpg

Vi slappede lidt af inden Mie trak stakkels Christian med ud for at se på butikker i den nordlige ende af Legian Street. Vi (Mie) fandt dog intet af interesse, så vi endte i et lille center, hvor Christian spillede lidt på spillemaskiner. Aftensmaden fik vi serveret på den svenske restaurant, menuen stod på dansk biksemad. Der var masser af påtrængende sælgere og den sædvanlige Bob Marley-musik hang i luften (findes der kun ét bånd på Bali?). Uoplagte gik vi tilbage til Suji Bungalow. Det var pakketid. Vi pakkede Fjäldræven og vores nye balitaske med det mest nødvendige, og proppede resten i vores to store ryg­sække.

 

Dag 98  Tirsdag den 26/5 1998

Vi stod op kl. 8 og spiste morgenmad på hotellet. Så var det tid til at betale vores store regning der lød på 685.000 for 9 overnatninger og tøjvask. Det var rart at få afregnet. Suji Bungalow lovede at holde øje med vores to store rygsække, mens vi var på Gili øerne. Vi blev hentet 9.15 – kun et kvarter for sent. Herefter kørte vi rundt og rundt i en lille minibus for at samle andre turister op. Så gik turen endelig af sted mod en lille havn på Bali’s øst­kyst, hvor vores båd skulle afgå kl. 12. På havnen havde vi lige en lille halv time til at nyde nogle kolde drinks. Da vi skulle ned mod båden var der nogle ”flinke” mænd der ville vise os vej til båden og bære vores yderst begrænsede bagage. Da vi kom frem til båden ville de selvfølgelig have penge for det, selvom vi udtrykkeligt havde takket pænt nej til deres hjælp. En af mændene blev sur, men de fik ikke penge af os – det havde de rigtigt godt af!!!

Mie lå i solen på dækket, mens Christian sad i skyggen og læste. Der gik ikke længe inden vi blev sultne – hmm, hvad skulle vi egentlig spise? Det var åbenbart gået lidt tilbage for os med hensyn til at planlægge udflugter. Frokosten blev en tynd skive kage til hver og en pose bløde chips til deling. På et tidspunkt gik vi indenfor på båden, her blev der vist ”Face/Off” for fulde drøn. Det lykkedes dog alligevel for Mie at falde i søvn i larmen.

Da vi nærmede os Lombok kunne vi rigtig se hvor enormt frodig øen var. Grøn, grøn og atter grøn. Man kunne tydeligt se, at Lombok var halvt så turistet som Bali. Her levede de lokale relativt upåvirkede af turismen.

4e7720f40004819092011.jpg

Vi blev hentet af en mand der sagde, at han ville tage os til Gili Islands – fint nok. Vi kørte af sted og nød udsigten undervejs. Folk boede i blikhuse, kvinderne bar ting på deres hoveder og børn løb legende omkring. I stedet for tuk-tuk’er (knallerttaxier) var her hestevogne. Pludselig kom vi forbi et farvestrålende optog med musik og dans. Vi blev fortalt, at det var et traditionelt bryllup. Chaufføren havde lige en lille overraskelse til os, vi var nødt til at overnatte på Lombok hos hans ”onkel”, fordi den sidste båd til Gili var sejlet kl. 16. Rimeligt surt, vi havde ellers udtrykkeligt fået at vide, at vi ville være fremme på Gili samme aften – typisk Indonesien! 2 piger der skulle have været til Sengiggi, blev også advaret af chaufføren mod at tage dertil, fordi der havde væ­ret demonstrationer. Om man skulle tro på ham var svært at sige. Vi fik et fint udsmykket værelse med bad og morgenmad for 20.000. Vi pakkede ud, tog bad og gik ned i byen for at finde noget at spise. Det var vist umuligt, da byen ikke ligefrem var et turistmål. Vi fandt dog et supermarked, hvor vi købte ”danske” småkager og juice. Lidt længere nede af ga­den fandt vi en KFC, så vi fik pommes frites og burgere til aftensmad. KFC er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men det er da i det mindste bedre end en madvogn…

 

Dag 99  Onsdag den 27/5 1998

Dingeling – vækkeuret ringede kl. 7.45, men pyt, vi havde alligevel været vågne siden 4.30 hvor muslimerne messede for fuld styrke. Vi pakkede sammen og gik hen for at få toast, frugtsalat og grumset kaffe til morgenmad. Kl. 8.30 kørte vi af sted mod Gili sammen med Sengiggi-pigerne (en halv time forsinket naturligvis). Efter kort tid blev vi læsset over i en lokalbus med huller i bunden. Det var en flot køretur gennem landsbyer og jungle med masser af aber langs vejen. Da vi kom frem til båden blev vi overfaldet af en horde af sæl­gere. Vi fik billetter til båden kl. 10 og satte os til at vente.

4e7731d41914519092011.jpg


Vi fik en sodavand på en lille restaurant og så en lille dreng lege med sit fineste legetøj - en snurretop. Da båden skulle sejle, var der masser af ”hjælpsomme” og ”flinke” folk der ville hjælpe os op i båden. En tog vores bagage, selvom vi havde sagt nej. Da vi så naturligvis ikke ville betale ham, blev han meget vred og aggressiv – men nå! Båden blev proppet og vi vandt solpladserne. Tøf, tøf gik det hen over bølgerne i den lille båd med bambusstabilisatorer på hver side af bå­den. Den første af de tre øer var Gili Air, hvor to stod af. På turen til Gili Meno sejlede vi forbi nogle lokale surfere på hjemmelavede surfboards. Et par lokale hoppede af og vi fort­satte mod den største ø, som var vores mål – Gili Trawangan. Vi hoppede i land og tra­skede ned mod gæstehusene.

På Trawangan var der ingen biler eller knallerter kun hestevogne, så øen var stille og fredfyldt. Vi var inde at kigge på et par hoteller inden vi bestemte os for at flytte ind hos ”Bedstemor” på Metali. Et fint lyst værelse med 2 dobbeltsenge og et stort badeværelse med sid-ned-toilet. Udpakning, badning og afslapning. Sulten meldte sig, så vi gik på jagt efter noget ordentligt føde. Christian fik spagetti og Mie pizza bagt i træovn. Efter måltidet gik vi sydpå langs vandet i den stegende hede.

4e773506e15f519092011.jpg

De lokale boede i små spartanske skure ned til vandet, sikken en tilværelse. Da vi nåede øens stenede sydspids vendte vi om og gik svedende tilbage til Metali. Vi slappede af, badede og gik tilbage til den samme restau­rant for at se ”Face/Off” (igen). På vej dertil købte vi is og forsynede os med drikkevarer, inden vi satte os til at se film. Filmen var OK og sprængfyldt med action. Vi var inde på et flot hotel med hytter til 30 USD pr. overnatning. Vi aftalte at tales ved den følgende dag og finde ud af en pris. Aftensmaden blev serveret på Borobodur-restaurant. Lækre tunsand­wich – syntes kattene i alt fald. Tunen smagte meget af gammel fisk, havde sorte pletter og var fyldt med små og store ben. Vi kunne simpelthen ikke spise sandwichene – det var simpelthen for meget reality! Langs sandsporet tilbage til gæstehuset gik vi forbi mange ”Magic Mushroom – stairway to heaven” og ”Ticket to heaven”-skilte. Der var ikke så me­get på øen, men stoffer var her dog til overflod. Trætte hoppede vi på hovedet i seng.

 

Dag 100  Torsdag den 28/5 1998

Vi stod tidligt op (kl. 7) og havde totalt ondt i hele kroppen efter at have sovet på ”beton­madrassen”. Det var lidt bøvlet at bestille morgenmad (toast med banan), fordi tjenerne ikke var så gode til engelsk. På Gili havde de selvfølgelig ingen brødristere, så vores toast var stegt i margarine på en pande – lækkert! Vi tjekkede ud på gæstehuset og betalte den gamle rare kone de 20.000 rupees. Herefter tøffede vi ned til det enormt fine og dyre hotel Vila Ombak for at forhandle en pris.

4e7732ec67eeb19092011.jpg

Vi fik den hytte, vi tidligere havde set på til 25 USD. Det var simpelthen en fantastisk flot designet træhytte. Man viste slet ikke, hvor man skulle gøre af sig selv. Skulle man lægge sig på sengen eller hængekøjen nedenunder, eller skulle man opholde sig ovenpå. Selve hytten var fantastisk flot lavet og indrettet. Lækker madras med bløde hovedpuder placeret på gulvet, omgivet af et myggenet, som mindede om et gardin der hang til pynt. Der var også et flot rundt træbord, en speciel sengelampe, lerpotte med sand (=askebæger) og en træbogholder til pynt. Vi havde også et lille køleskab, som var fyldt på med lækre sager såsom sodavand, øl, chips og chokolade. Vi havde selvfølgelig også vores egen lille elektroniske safetybox med selvvalgt kode. Kan det være bedre? For resten har vi glemt at fortælle om vores lem i gulvet. Det er nemlig vejen til vores toilet.

4e7733973a05019092011.jpg

Det hele mindede lidt om filmen ”Den blå lagune”. Toilettet var også smart indrettet. Når man skulle have brusebad, ja så var det under åben himmel. Ved siden af stod et kar med ferskvand til at skylle efter med. Håndvasken og bordpladen var af marmor og på bordet var der en flot træskål, sæbeskål, 2 glas og 2 flasker vand. Er det fantastisk eller hvad? Det var en underlig fornemmelse at føle sig så rig. Vi smed os på sengen for at nyde øje­blikket. Der gik ikke længe inden en tjener serverede to velkomstdrinks på en sølvbakke. De næste par timer gik med at nyde de luksuriøse omgivelser, slikke sol på vores terrasse og angribe køleskabet med alle lækkerierne.

Ved 15.15-tiden gik vi ned på ”hovedgaden” for at finde en transportmand til at køre os øen rundt. Vi fik turen til sølle 6000. Turen foregik som nævnt i hestevogn, da der ingen benzinmotorer var på øen. Afsted det gik. På vejen så vi nogle lokale hytter, samt øens flotteste og eneste rigtige strand. Omme på nordsiden og vestsiden af øen, var der ikke rigtig andet end palmer og palmer. Efter turen gik vi ned for at undersøge det såkaldte Art-marked. Det var som sædvanligt saronger, vand, kiks o.l.. Vi var dog så heldige at finde en kamarafilm (27.500) på markedet. Vi købte også lige to is, inden vi begav os op ad bakken for et se solnedgangen. Først skulle vi dog lige igennem lossepladsen. Der var ikke lige­frem en turiststi derop, så vi kom først til at gå igennem noget højt korn, før vi fandt ”stien”. Vi mødte en gammel fårehyrde, der gerne ville have en sludder.

4e773f884c34419092011.jpg

Undervejs kom vi også forbi to afsides lokale huse, med mange fritgående høns foran. Da vi nåede toppen, var der imidlertid lang tid til solen havde tænkt sig at gå ned.

4e773e8ed8b5e19092011.jpg

Vi bestemte derfor at gå ned igen inden vi fik for mange myggestik. Inden vi gik hjem på vores flotte hotel, bookede vi lige en snorkeltur (2x20.000). Nu kunne man jo lige tage sig et bad og tørre i solen.

4e773460793b219092011.jpg

Aftensmaden spiste vi på en restaurant, der skulle vise den nyeste Bruce Willis-film. Vores rejsebibel – Lonely Planet – havde advaret om lige så lange ventetider som menukort, og den fik endnu en gang ret. Langt om længe fik vi dog serveret vores Hawaii-pizza og spagetti bo­lognese, samt drikkevarer til 26.000. Mies pizza var temmelig krydret, så hendes mund brændte i varmen. Vi gik hjemad ved 21.30-tiden. I receptionen stoppede vi lige for at høre om morgenmaden – og det lød temmelig godt. Vi kunne selv vælge om vi ville have mor­genmaden serveret i restauranten, på stranden eller i vores hytte. Det fik virkelig én til at føle sig rig og berømt. Så var det tid til at gå til ro i turistparadiset. Mie pakkede sig godt ind i lange bukser og trøje, for vi havde nemlig mange myg der sværmede rundt om vores seng. Go’nat.

 

Dag 101  Fredag den 29/5 1998

Go’ dejlig morgen! Vi blev vækket af muslimernes messen, så vi var tidligt oppe. ”Tullede” lidt rundt og tog bad under åben himmel. I karret ved siden af bruseren var der en stor træ-suppeske til at hælde rent vand over sig med – skønt! Da vi blev sultne gik vi op i restau­ranten og bad om at få morgenmaden bragt til vores hytte. Vi lagde os på den udendørs ”slapperseng” nedenunder og ventede på, at maden skulle blive serveret.

4e7735cad792f19092011.jpg

Pludselig kunne vi se dem. To mænd kom bærende med vores morgenmad på sølvbakker. Vi kunne lige overkomme at rejse os fra sengen og sætte os til bordet. Ligesom på film, var maden gemt under skjulere af sølv, som tjenerne stolt løftede og afslørede overordentlig lækker mor­genmad. Christian fik amerikansk morgenmad: God kaffe fra Bali, lækker friskpresset ap­pelsin juice, scramble-æg på toast med bacon og skinke, to varme hjemmebagte crois­santer med god importeret smør og australsk jordbærmarmelade og endelig en lille lun dansk kanelsnegl. Mie fik ”kun”: Friskpresset juice, 4 ristede stykker franskbrød og en cro­issant med smør og marmelade. Vi fik den ene ”James” til at tage et billede af os og fik et varmt smil, da vi gav ham 5000 i drikkepenge – det er bare for fedt at være rig!!! Maden smagte vidunderligt og det var skønt at sidde dér og nyde den lækre mad. En rigtig god oplevelse – sådan skulle vi virkelig have boet under hele rejsen. Efter maden smed vi os igen på ”slappersengen” og skrev dagbog og læste.

Klokken var nu næsten 11.30, så vi gik hen til rejseagenten, for at komme på snorkeltur. Vi var de eneste to turister der skulle med i dag. Vi tøffede af sted i den lille båd med glas­bund. Første stop var ved nordsiden af Trawangan. Desværre var strømmen så stærk, at det var umuligt at snorkle rundt. Vi kom langt fra båden og måtte kæmpe hårdt for at komme tilbage. Næste stop var ved den nordvestlige side af Gili Meno. Her var strømmen ligeledes stærk og vi kom hurtigt op i båden igen. Tredje stop: Østsiden af Meno. Her var vandet heldigvis helt roligt – perfekt til snorkling. Det var OK flot og vi snorklede rundt en 30 minutter. Mie havde lidt problemer med sin maske, så hun fik drukket et skvat havvand. Vi sejlede nu over til Gili Air og gik i land. Der spiste vi frokost på en lille restaurant ud til havet. Spagetti, salat og brasede kartofler var hvad vi kunne finde på. Der var lige tid til en gåtur langs stranden. Her købte Mie en halskæde og vi tog et par billeder.

4e7736a98ad3919092011.jpg

Så satte vi os til at vente i båden og 15.10 sejlede vi tilbage til Gili Trawangan igen. Tilbage til hotellet for at tage et dejligt bad og slappe af. Her delte vi en Mars og Sprite fra køleskabet – sådan skal det være på en øde ø. Senere gik vi ned for at bestille en eksprestur tilbage til Bali (2x45.000) og var på Art-markedet hvor Mie købte to saronger (35.000). Til aftensmad fik de to trætte danskere roasty-kartofler og salat på en rimelig respektabel restaurant. Inden vi gik i seng, afregnede vi med hotellet (617.000). I hotellets restaurant bad vi om at få morgenmaden serveret ved hytte nr. 9 klokken 7.15. Vi kravlede ned af stigen for at børste tænder, inden vi gik ovenpå igen hvor vi rullede myggenettet godt ind under madrassen, før vi lagde os til at sove.

 

Dag 102  Lørdag den 39/5 1998

Vækkeuret ringede alt for tidligt – 06.15 – så det tog lidt tid for Mie at vågne op. Christian sprang ud af sengen og kravlede ned af stigen. Han tog sig lige et koldt styrtebad. Mens Mie var i bad gik Christian lidt i panik. Han kunne nemlig ikke åbne vores safety box – hjææælp vi kommer ikke af sted i dag!!! Til Christians overraskelse kunne Mie åbne boxen i første forsøg, selvom hun intet gjorde anderledes. Vi gik og ventede på, at morgenmaden skulle blive serveret. Vi fik pakket taskerne og så kom vores morgenmad endelig (de var blevet lidt forsinket pga. strømsvigt). Morgenmaden var ikke helt så god som den foregå­ende dag, men alt er trods alt bedre end toast. Franskbrødet var fyldt med kommen (som vi begge hader), Mies boller var tørre og Christian fik honning (som han ikke bryd sig om) i stedet for marmelade. Vi sagde farvel til luksusomgivelserne, men måtte lige bøvle lidt med at komme derfra. Receptionisten kunne simpelthen ikke rumme i sit hoved, at vi alle­rede havde betalt for minibaren. Omsider fattede de det dog og vi traskede af sted i raskt tempo mod ”havnen”. Det var rigtigt skønt, at vi kun havde to små tasker at slæbe på. Vi var der til tiden, men bådsmændene havde ikke just travlt. Vi sagde farvel til Gili Trawan­gan og satte kursen mod fastlandet på Lombok. Her havde vi lige en times ventetid, inden vi skulle videre med en anden båd til Bali. Mens vi ventede blev vi overfaldet af en masse sælgere som vanen tro ikke kunne forstå et ”nej tak”. For en gangs skyld sejlede vi til ti­den. Der var god plads på båden og Mie lagde sig ud på dækket for at slikke sol.

4e773a43e9def19092011.jpg

Hun nød at ligge i solen og blive varmet helt op, mens hun vuggede i takt til bølgerne. Pludselig så vi delfiner som legede og hoppede i bølgerne. En af delfinerne var helt oppe på siden af båden. Vi så dem også en gang senere. Halvvejs blev der serveret indonesisk frokost. Det var mums for Christian med ristede grønsager, ris, nudler, kyllingkød og melon til dessert. Det var rigtigt behageligt at sejle i stedet for at sidde i minibus. Til sidst, da vi nærmede os land, vippede båden dog så meget, at vi blev lidt søsyge.

Forventet ankomst på Bali var kl. 15, men vi var som sædvanligt en times tid forsinket. Nu ville vi bare med bussen ”hjem” til Suji Bungalow – men sådan skulle det ikke være. Vi satte os til at vente og spise kiks, mens vi erhvervede os nogle nye myggestik. På Gili havde vi fået at vide, at vi ville være tilbage på Kuta Beach kl. 17 – fint nok. Minibussen forlod imidlertid først den lille havn kl. 17.05 – så meget for den tidsplan. Utroligt at indo­neserne altid lyver om tiden! Bussen var proppet med folk og bagage efter princippet: ”Jo mere og flere, jo bedre”. Bumle, bumle - vi kom kun langsomt frem. Nu gad vi bare ikke være på farten mere. Godt trætte og begge med hovedpine ankom vi på Kuta Beach kl. 20.30 – kun 3½ time forsinket. Vi nærmest løb tilbage til Suji Bungalows. Her fik vi et af de ”dyre” airconditionerede rum med varmt vand (ca. 130 kr. pr. nat). I receptionen fik vi også vore rygsække tilbage i god behold – bortset fra, at Mies rygsæk var blevet fyldt med en dåse hårlak. Desværre kunne vi ikke få et varmt bad, da solfangere som bekendt virker dårligt i mørke. Efter koldt bad skulle vi lige ned på McDonal’s for at få aftensmad og der­efter lige på hovedet i seng.

 

Dag 103  Søndag den 31/5 1998

Vi havde ikke sovet så godt i løbet af natten, fordi vores madras ligesom havde en revne midt på – dvs. Christian lå i hullet og Mie på skrå. Det var dejligt bare at slappe af og nyde morgenen. På vej til vores toastmorgenmad, lagde vi vores håndklæder ved poolen. Det så dog ikke ud til at blive et problem at få plads ved poolen, da næsten alle stamgæsterne var rejst videre.

4e773b5f37ad019092011.jpg

Efter maden gik vi op på værelset for at bade og rydde op. Inden solen blev for hånd, gik vi lige på indkøb (endnu en gang) på Poppies Gang II. Her var vi på be­søg hos frisøren, hvor vi fik en lynklipning. Den var dog alligevel i orden… og specielt da til sølle 20.000. Ellers købte vi to træmænd til 30.000, en skål til 16.000 og en dåse til 20.000. Pyhh, hvor var det blevet varmt! Vi gik hjem til Suji med vores indkøb og fortsatte til Kuta Square. Som altid blev vi overfaldet af sælgere med kopiure, kopiparfume mv. Ja, hvad kan man sige, vi spiste lækker skinkesandwich og friskpresset juice som sædvanligt. Så var det bare med at komme ”hjemad” til køligere omgivelser. Christian var lidt ør, så han blev i bungalowen. Ved poolen kom Mie i snak med et par fra Silkeborg. Der blev snakket om alt muligt og det var hyggeligt og sjovt. Ganske som altid var massagekoner på plads ved poolen, hvis man trængte til at blive rusket igennem (hvilket vi aldrig gjorde).

2½ time senere gik det op for Mie, at hun ikke havde set skyggen af Christian. Hun tøffede op på værelset hvor hun fandt ham i semi-vågen tilstand. På denne tid af døgnet var det muligt at få sig et varmt bad, så Mie hoppede i badekarret (en luksus som ikke havde væ­ret i den første bungalow). Senere i centret fik Christian stillet spillelysten på hen hel masse spillemaskiner. Mie var også med til et enkelt spil Air-Hockey. Hun tabte, men kæmpede bravt – syntes hun selv. Vi fik også afleveret en kamerafilm til fremkaldelse. Her mødte vi den danske pige fra Jakarta. Hun var ikke glad for at rejse alene. Derfor aftalte vi, at hun skulle hente os ved 19-tiden, så vi kunne spise aftensmad sammen. Bagefter var vi på besøg i telefonbutikken, hvor Mie fik snakket med Anne-Sofie. Vi gik tilbage til hotellet, skiftede til pænt tøj og ventede på danskerpigen – men hun kom ikke. Vi ledte efter hende, men opgav og spiste selv på Round Table. Her var portionerne altid kæmpestore, så man blev stopmæt. Så blev der kigget butikker. Vi købte tre sæt salatbestik før vi vendte næsen hjemad. Her pjattede vi og spillede høj musik på vores lille radio fra Nepal.

 

Dag 104  Mandag den 1/6 1998

Vi vågner, bader og gør os klar til at gå ned i byen. Først gik vi forbi Garuda-kontoret, som heldigvis havde åbent. Der fik vi genbekræftet vores flybilletter til København og arrange­ret, at vores bagage skulle komme automatisk til Kastrup Lufthavn. Vores Garuda-fly var blevet aflyst, så vi fik plads på et fly kl. 18.10. Alt gik nemt – skønt. Vi var blevet trætte af toast, så vi spiste på Caddies Cafe ved Kuta Square. Christian fik den store omgang ame­rikanske morgenmad, mens Mie ”nøjedes” med fransk morgenmad. Vi bestemte os for at tage til Denpasar, for at hente den sidste post. Det tog nogen tid at finde en taxi, men af sted kom vi da. På hovedpostkontoret (GPO) var der brev fra Mor-Anni, samt Ole og Joan. Det tog ikke lang tid at finde brevene og vi var snart på vej tilbage til Kuta. Taxiregningen lød på 27.000. Det var efterhånden tid til at veksle rejsechecks igen, så vi gik lidt rundt for at finde den bedste kurs (vi fik kurs 10.100 pr. USD - suverænt). Det måtte fejres med en is. På Suji vaskede vi tøj i håndvasken og lagde os tilrette ved poolen. Der faldt vi i snak med to danskere, som var på vej til Singapore. Som altid, når man mødte andre rejsende, blev der udvekslet rejsetips. Ved poolen fik vi serveret sodavand og bløde fritter. Mie var ikke færdig med sine indkøb, så vi skulle en tur ud i byen. Da vi afleverede nøglen, fandt vi den danske pige i selskab med en security-mand. Hun beklagede meget, at hun ikke mødte op dagen forinden. Vi snakkede lidt inden vi sagde farvel. På torvet købte vi to ly­sestager og i centret købte Christian fødselsdagsgave til Mor-Anni i Bodyshop. Småsultne gik vi på Hard Rock Cafe for at spise lækker mad. Mie bestilte en god steak og Christian en baconburger. Som altid var serveringsfolkene helt overgearede og ekstremt hjælp­somme. Eksempelvis kan man ikke få lov til selv at skænke sine drikkevarer fra flaske til glas. Maden var himmelsk og vi snakkede, mens musikken langsomt blev højere og hø­jere. Regningen lød på 193.700 – en formue for de lokale. Det bliver til en ”kigger” på ho­vedgaden, men vi får intet købt. Trætte går vi tilbage til Suji. Planen for næste dag er at tage en sidste gang i vandland.

 

Dag 105  Tirsdag den 2/6 1998

Natten igennem havde der været et kraftigt uvejr. Da vi vågnede, var det stadig overskyet og dårligt vejr, så vi havde ikke lyst til at tage i vandland alligevel. Mie gad ikke have kede­lig toast, så vi gik af sted mod Kuta Square. Her fik vi morgenmad på vores stamcafé. Efter at have sagt farvel, var det blevet tid til at handle igen (igen). Først gik vi dog op i det an­det center for at spille Air-Hockey. Det gik rigtig godt for Mie. Hun førte indtil hun blev træt og måtte overgive sig. Mie prøvede også sit første pistolskydespil. Så gik indkøbet i gang. Mie forhandlede en stor træmand ned i 20.000. Så tog vi hele hovedgaden op og ned.

4e773c81d9ec019092011.jpg

Her fandt Mie en træskål mere (10.000). Christian fik også købt en cd med Rage Against The Machine til 60.000. Endelig købte vi 3 “løveforskrækkere” af bambus (25.000). Vi svedte helt vildt, for solens stråler var for alvor trængt igennem skyerne. Da vi kom tilbage til Suji, blev vi beskyldt for at have lavet hul i WC-døren. Helt ærligt, hvad tænkte de på? Heldigvis fik vi overbevist dem om vores uskyld. Da Mie var færdig med at vaske tøj (kønsrollerne findes stadig), lagde vi os ned til poolen. Der boede ikke så mange på hotellet for tiden, så der var dejlig god plads ved poolen – men stadig masser af personale. Der stod sågar en klar ved vandkanten for at tage imod eventuelle bestillinger i baren. Mens vi lå der, blev Mie mere og mere nervøs. Christian havde plaget hende for at tage med en tur i ”Sling-Shot” (omvendt elastikspring i en kugle) og hun havde sagt ja i et svagt øjeblik. Ved 15.30-tiden var solen ikke så god længere. Nu kom det store øjeblik. Vi gik op i boksen for at hente de 400.000 til hoppet. Mie havde dog alle mulige undskyldninger først. Hun skulle lige bade og høre lidt musik mv. Så, nu skulle det være – ikke noget med: ”Jeg skal lige…”. Da vi kom ned til Sling Shot’et ved stranden var prisen imidlertid lige steget. Vi fik dog hoppet, samt en uforglemmelig videooptagelse heraf, til den gamle pris. Vi satte os tilrette og blev spændt godt fast i kuglen.

4e773d024fed019092011.jpg

Nu begyndte Christian også at blive presset! Langsomt kunne vi se hvordan elastikken langsomt blev strammet op fra kuglen på jorden til toppen af de to høje master. ”Are you ready… 3,2”, pang med et brag fløj vi afsted. Det kildede vildt i maven og man blev kastet rundt, så man helt mistede fornemmelsen af op og ned. Vores ben rystede og Mie skreg højlydt. Da kuglen omsider stabiliserede sig, kunne vi nyde den flotte udsigt over strandpromenaden med de mange butikker og men­neskemylderet. Tilbage på jorden så vi vores video. Mie skreg og rullede rundt med øj­nene, mens Christian lignede en tosse. Bagefter var man helt stolt af bedriften. Hen til hotellet for at hente kameraet og tilbage igen for at fotografere Sling Shot’et. Så satte vi os på stranden for at vente på turens sidste solnedgang. Som sædvanligt var der mange surfere og lokale sælgere.

4e773d82af85719092011.jpg

Efter at have nødt solnedgangen, krydsede vi lige vejen og gik ind på Hard Rock Café for at få et ordentligt aftensmåltid. Det var næsten ikke til at nyde de gode kyllinge filet’er, fordi deres air-con kørte for fulde gardiner. Da vi kom ud i varmen gik vi straks i gang med at handle igen. Vi fik købt 3 sæbeskåle, en lysestage og en Liverpooltrøje – så var det vist endelig slut med indkøbene. Vi gik tilbage på værelset, hvor Mie pakkede alle hendes træ­ting i Bali-tasken. Ved halv ni tiden gik vi hen for at ringe til Far-Ole, for at fortælle hvornår vi ville være i Kastrup Lufthavn. Det kunne også lige blive til en tur i biografen. Vi så ”Kiss the girls”. Den var suveræn, specielt da til sølle 6500 pr. billet. På vejen hjem blev vi helt triste over, at det var turens sidste aften. Mie syntes det var rigtigt sørgeligt og satte sig udenfor vores værelse. Christian måtte trøste hende, mens alle de gode minder væltede frem – snøft.

 

Dag 106/107

Onsdag og torsdag den 3-4/6 1998

Hjemrejsedage. Vi fløj fra Bali via Jakarta mod Danmark. Sikke en tur!

 
Panel title

© 2017 haesum

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34853410720825sekunder