Haesum - Mellem sæler og slavehandlere

- En rejsedagbog med rygsæksoplevelser fra Namibia til Kenya


4e6ce1375276e11092011.jpg
Her begynder fortællingen om vores rejse fra Namibia ved Atlanterhavets kølige, oprørske bølger gennem det flade, grønne Botswana, forbi Victoria-vandfaldet i Zimbabwe og Zambia, og videre på Malawisøens rolige vand til Tanzania og Zanzibar på Afrikas østkyst ved det lune, rolige Indiske Ocean. Herfra en uventet afstikker gennem savannen til bjerggorillaerne i Uganda, for endelig at aflægge det Indiske Ocean endnu et besøg ved Mombasa i Kenya, før rejsen når sin ende i Nairobis højland ved Karen Blixens farm.

 

Optakten til rejsen var nervepirrende da vi først i sidste øjeblik fik vores pas med indrejsevisum tilbage fra den Zambianske ambassade i Stockholm, netop dagen før afrejsen. Aftenen inden var vi hver for sig og havde travlt med at pakke rygsæk og sige farvel. Natten bød ikke på megen søvn da vi bare var for spændte på de mange ukendte oplevelser der lå forude.

 

Dag 1  Onsdag den 8/1 2003

Vi tog ud i lufthavnen i Billund kl. 7, hvor vi hurtigt og problemfrit fik tjekket ind. Mor-Joan, Far-Ole, Mor-Anni og Line var med i lufthavnen for at sige farvel. Det var både skønt og sørgeligt at tage afsked og der blev fældet en tåre eller to. Der var ikke lang tid til vi skulle gå ombord, men vi blev alligevel forsinket fra Billund pga. det kraftige snevejr. Frost på flyets vinger skulle først fjernes, før vi omsider kunne få lov til at lette fra dansk jord kl. 8.42 - næsten en time forsinket.

 

Flyveturen til Amsterdam var ganske behagelig og der blev serveret en lækker frokost undervejs. Vi begyndte dog at blive lidt nervøse for, om vi kunne nå at skifte til vores fly videre til Johannesburg. Frygten skulle vise sig at være velbegrundet. Efter en hård landing på en isdækket landingsbane i Amsterdam, havde vores medpassagerer ikke travlt med at komme ud at flyet. Vi var i den grad tidspressede – der var kun 20 minutter til vores næste fly skulle lette. Vi fandt ud af, at vi skulle nå fra den ene til den anden ende af den kæmpestore lufthavn på kort tid. Det var virkeligt hårdt at løbe så langt og vi troede aldrig vi skulle nå frem i tide. På informationstavlen over os stod der, at vores gate allerede var lukket – vi måtte altså løbe endnu hurtigere. Ikke nok med det, så gik vores rygsæk op og en masse ting faldt ud. Hurtigt tilbage i tasken med tingene og så videre i fuld fart. Da vi nåede gaten i den fjerne ende af lufthavnen var den affolket og personalet var ved at gå. Det var i allersidste øjeblik at vi nåede frem og der skulle låses op for os, så vi kunne gå ombord på det store fly. Vi nåede det – tænk hvis vi skulle have ventet på det næste fly!

 

Endelig kunne vi slappe af, bortset fra tanken om, at vores to store rygsække selvfølgelig ikke havde nået at komme med KLM-flyet – men der var selvfølgelig intet at stille op. Svedende fik vi anvist nogle midtersæder af det venlige personale. Foran os havde vi en flyvetur på omkring 9000 km. Selvfølgeligt er det hårdt at skulle flyve så langt, men man må sige, at forplejningen ikke fejlede noget. Hurtigt fik vi serveret mad og drikke. Vi gik en tur i flyet for at strække benene og forsøgte at sove lidt. Vi så også et par film før der blev serveret chokoladeis og chips. Undervejs hyggede Mie sig med Kuihimo-håndværk til stor interesse for vores medrejsende. Ved 17-tiden var der megen turbulens – men opmærksomheden blev afledt med en ny film. Der var ro indtil vi fik serveret aftensmad kl. 20.20. Selvom der ikke var lang tid til vi skulle lande, gik den sidste tid alligevel langsomt. Vi talte med en steward på flyet, om hvordan vi skulle forholde os med hensyn til vores forsinkede bagage.

 

10 timer efter afgangen i Amsterdam landede vi i Johannesburg, hvor vi brugte lang tid på at komme igennem paskontrollen og med at finde KLM’s kontor i ankomsthallen. De havde åbenbart ikke hørt fra stewarden på flyet om vores manglende bagage, men der blev skrevet en formular så vi kunne afhente vores bagage efter kl. 8 den følgende dag. I trøstegave fik vi udleveret en nødtoilettaske. Så var det bare at finde manden der skulle hente os i lufthavnen. Hurtigt og let fandt vi ham, viftende med vores navne på et skilt. Det var nemt og skønt bare at følge manden, der kørte os lige til hotellets dør hvor vi skulle overnatte. Det var mørkt, men temperaturen var alligevel behagelig lun på omkring 21 grader. På køreturen var det spændende at indsnuse de første indtryk. Vejene var virkelig gode, og Johannesburg virkede lidt landlig selvom det jo er en storby. Det var ikke højhuse men flotte etplanshuse vi så undervejs, og umiddelbart syntes byen ikke så farlig som rygtet ellers sagde den skulle være. Vi ankom til det flotte hotel i et af byens pæne kvarterer lidt over kl. 23. Vi bad om vækning kl. 6 og blev vist til vores værelse. Før vi faldt trætte om til den første nat i Afrika skulle vi lige undersøge indholdet af vores nødtoilettaske. Den viste sig at indeholde både lidt rent tøj og alt hvad man kunne få brug for af toiletsager.

 

Dag 2  Torsdag den 9/1 2003

Allerede første nat fik vi bekræftet at det var regntid i Afrika. Regnen var så kraftig, at Christian vågnede med et ”Z” og troede at det var ubudne gæster. Morgenvækningen kl. 6 var et flop – vi hørte aldrig noget fra hotelpersonalet. Til alt held var Christian dog vågen. Nødtoilettasken sørgede for, at vi så nogenlunde soignerede ud til morgenbuffeten kl. 6.30. Der var simpelthen alt at vælge imellem: kaffe, the, juice, vand, mælk, cornflakes, frugt, brød, kager mm. samt alt det der nu engang hører engelsk morgenmad til. Stopmætte gik vi tilbage på værelset for at pakke ”alt” vores bagage. Receptionen havde intet nyt om vores rygsække, selvom vi ellers var blevet lovet nyt så snart det næste fly fra Amsterdam var landet til morgen kl. 6. På forhånd havde vi fået at vide, at vi skulle være i lufthavnen 3 timer før afgang. Vi kom dog ikke af sted før kl. 8, men der var stadig masser af tid.

 

Vi gik lidt rundt i lufthavnen før vi fandt et KLM-kontor og da vi endelig fandt et var det lukket. Et par venlige sorte sjæle guidede os op på 1. sal, gennem en sikkerhedskontrol og videre til et åbent KLM-kontor. En flink dame fulgte os gennem endnu en sikkerhedskontrol og ind i selve ankomsthallen. Christian fandt hurtigt sin rygsæk, mens Mie måtte vente lidt længere ved bagagebåndet før hendes rygsæk dukkede op. Glade og lettede gik vi hen til en enormt lang check-in-kø, undervejs vist på vej af en pengehungrende portør. Efter en times venten var vi klar til at stå i kø ved paskontrollen. Afgangshallen var den ultimativt mest spændende vi til dato havde befundet os i. Christian fik virkelig brug for de gode argumenter, så Mie ikke købte et mindre lager af afrikanske souvenirs. Køen til vores gate var lige ledes lang. En næsten asiatisk-proppet bus tog os ud til vores ventende fly. Utroligt nok kom vi ikke til at sidde ved vingen, som vi ellers altid har for vane at gøre. Afgang til tiden kl. 10.50 – ingen problemer med sne her. Det usædvanlige ved flyveturen var de mange og kraftige lufthuller der virkelig rystede det store fly. Flere gange sad man med en sand frygt for at flyet skulle styrte, puha!

 

Undervejs talte vi med en franskmand som arbejdede i Windhoek. Han tilbød desværre ikke at vi kunne køre med ham de 42 km. ind til byen, men fortalte at prisen burde være ca. 50 namibiske dollar (100 N$ var ca. 90 kr.). Da buschaufføren udenfor lufthavnen forlangte 90 N$ per person begyndte vi naturligvis at prutte om prisen. Mærkeligt nok ville han overhovedet ikke give sig. Efter at have forhørt os om ved flere mennesker i lufthavnen fik vi at vide, at prisen var god nok. Vi måtte bide i det sure æble og køre med alligevel – han var nemlig den sidste chauffør tilbage. Namibias landskab var øde men smukt. Jorden havde en rødlig glød med spredt vegetation. Langs den gode vej rejste de ”bløde” bjerge sig. To turister og en lokal blev sat af før vi var fremme ved gæstehuset Rivendell som vi havde skrevet til hjemmefra. Stedet var en grøn velbevogtet oase i byen. En lettere tandløs dame viste os rundt og fortalte om husreglerne. Værelset var smukt med en dobbeltseng med myggenet, sengeborde med smarte lamper og smukt afrikansk håndværk som pynt. Det fælles toilet og badeværelse var klinisk rent. Ligeså var  køkkenet hvor man kunne lave sin egen mad. Poolen ikke mindst så indbydende ud.

 

Efter tiltrængt afslapning oven på flyveturene og et bad gik vi ud for at købe noget mad i byen (der var nemlig ikke restaurant på gæstehuset). Turen til byen var farligere end man skulle tro. Det faktum, at bilerne kører i den modsatte side af vejen gør, at man ikke automatisk kan regne ud hvilken side man skal kigge sig til før man krydser en vej. I et fuldstændigt moderne og vestligt center fandt vi et flot supermarked hvor hylderne bugnede af varer. Vi købte en forstegt barbecuemarineret kylling, et landgangsflüte, chips og drikkevarer til aftensmaden. Mærkeligt nok er Namibia landet hvor øl koster det samme som vand – det må være en drøm for nogle! Vandhane vandet i Namibia skulle forresten være så rent, at selv turister skulle kunne tåle det. På Rivendell skulle vi lige have hjælp fra ”kromutter” for at få gasovnen igang, så vi kunne lune vores kylling. Det fremragende måltid blev serveret på terrassen – himmelsk endelig at være fremme efter den lange rejse. Vor ”mor” introducerede os senere for en ven fra Angola. Han lavede flotte linoleumstryk af forskellige problemstillinger fra det afrikanske kontinent. En norsk bedstemor blev overtalt af sit barnebarn til at købe et billede. Selvom hun havde været i Namibia i 5 måneder havde hun åbenbart ikke lært at man ikke skal godtage handlendes første pris. Egentligt havde vi ikke lavet noget de sidste par dage men alligevel var vi totalt trætte og gik i seng kl. 20.15.

 
Panel title

© 2017 haesum

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,59780597686768sekunder