Haesum - Namibia

4e5bc884e67f429082011.jpg

Dag 3  Fredag den 10/1 2003

Efter en lang tiltrængt nattesøvn stod vi op ved 9-tiden. Aftenen forinden havde vi bestilt morgenmad til 2x20 N$. Det viste sig at være en fin, men lettere spartansk buffet med ristet rugbrød, variationer af cornflakes, frugt juice og kaffe. To tyskere gjorde os selskab. De fortalte bl.a. at de skulle på 10 dages safari med firmaet Crazy Kudu Safari. Mens vi spiste talte vi en times tid om prisniveau, safariture, rejseruter osv. Efter maden blev vi nødt til at flytte værelse fordi Rivendell kun troede vi ville blive en enkelt overnatning. Nå, men vi fik et fint værelse lige ved poolen til samme pris, så det var ganske fint. Vi ville selv undersøge mulighederne for ture, og ville derfor tage hen på de rygsækrejsenes højborg: Cardboard Box, som anbefalet i vores rejsebibel ”Lonely Planet”. Christian havde udtænkt en rute, men Bernhard – vores vært – anbefalede en anden vej der skulle være mere sikker(!) Apropos sikkerhed, så var Rivendell omgivet af en høj mur og solide aflåste porte. Alle vinduer og døre var udstyret med et solidt gitter på indersiden – sikkerheden var åbenbart noget man skulle tage alvorligt. Vi måtte lige spørge et par folk om vej for at finde helt frem.

 

På Cardboard Box talte vi med en lystig englænder der fortalte, at der kun var plads på en tur rundt i det sydlige Namibia, inden den 18/1. Vi fik også en plan over en tur i den nordlige del af landet, en brochure over en tur til Himba-folket ved grænsen til Angola, samt en over turen til Okavanga deltaet i Botswana. Der blev diskuteret muligheder frem og tilbage en times tid. Efter megen argumentation endte vi op med at bestille både den sydlige tur på 7 dage, med afgang den følgende dag, og den nordlige med start den 18/1 – dagen efter hjemkomsten fra sydturen. Turen til Okavanga deltaet var nærmest et nødvendigt køb, da den bragte os godt på vej mod det næste af vores planlagte pejlemærker: Victoria Falls, Zimbabwe. Den samlede pris for de to ture i Namibia og indskuddet til Botswana-turen var 5995 N$ - billigt! Eftersom det er farligt at gå rundt i byen efter mørkets frembrud, handlede det om at spise hovedmåltidet til middag. Overfor centret i byen var der en gågade, hvor vi fandt en restaurant med lutter indbydende retter på menukortet. Mie fik en stærk pizza og Christian en peberburger med pomme frites.

 

Så var det efterhånden tid til at finde et sted der ville modtage og veksle vores Thomas Cook-rejsechecks uden at tage gebyr. Stedet var lidt svært at finde og komme ind i pga. et aflåst jerngitter foran indgangen. Mærkeligt nok var kursen kun et par namibiske dollar bedre per 100 US$ end i lufthavnen. Vi var lige en tur forbi supermarkedet for at købe lidt frugt til aftensmad. Mie var allerede blevet lidt forbrændt på skuldrene så vi forsøgte så vidt muligt at gå i skyggerne på gåturen hjemad. Da vi kom hjem var Mie lettere dehydreret, så hun slappede af mens Christian skrev tekst til en første e-mail til dem derhjemme i Danmark. For at få mailen sendt var vi lige på et besøg på Cardboard Box igen. Nettet var dog optaget, så vi fik lidt at drikke i deres livlige bar. Nettet var ikke så langsomt som forventet og vi kom af med sølle 12 N$ for at sende beskeden.

 

På tilbageturen kunne vi rigtigt nyde lyset falde på bjergene der omkransede Windhoek. Vi hyggede os ved poolen inden vi gik i gang med at skrive på rejsedagbogen. Eftersom vi endnu ikke var startet med at skrive, var der meget skrivearbejde der skulle gøres. Ovenpå skriveriet udskød vi pakningen af rygsækkene til den foranstående safari den følgende morgen.

 

Dag 4  Lørdag den 11/1 2003

Ja, så er dagen kommet hvor vi skal på farten. Inden morgenmaden pakkede vi Mie’s rygsæk med de ting vi ville medbringe på teltsafarien rundt i Sydnamibia – den anden fik vi opmagasineret på Rivendell indeholdende vores overskydende bagage. Inden afgang spiste vi igen morgenmad med tyskerne og Bernhard. Lidt over ni blev vi hentet af en blå minibus. Vores flinke guide hed Patrick og var en særdeles kraftig namibier med ret lys hud. Foruden ham skulle David fra Irland, en rejsebogsskribent, og to meget berejste danske damer – Randi og Bente Elisabeth - med på tur. Foran os lurede ca. 6 timers køretur i alt.


4e5bd3a1f3bbc29082011.jpg 


Den første etape var der god asfaltvej og vi nød den smukke ørkennatur der susede forbi: golde bakker med enkelte træer og bjerge i horisonten. Første stop på turen var ved Patricks hjem i Rehoboth. Vi kørte op ad nogle røde grusveje til et lille villakvarter. Patricks hus mindede næsten om et almindeligt dansk hus med et flot moderne køkken, badeværelse med badekar og stue indrettet med spisebord og sofagruppe. Der var en smule ventetid før frokosten blev serveret, så vi havde tid til at kigge os lidt omkring. Frokosten stod på kylling anrettet med salat, tomat, agurk og brød – lækkert! Mens vi spiste var Patrick og familien i gang med at pakke trailer med mad, telte osv. Ved bordet talte vi med David om rejsebøger, bl.a. om de problemer det kan give når rejsebøgerne ikke får opdateret deres priser (jf. turen til Windhoek fra lufthavnen).


4e5bd4400293b29082011.jpg 


Turen videre fra Rehoboth foregik på grusvej men det lod Patrick sig ikke påvirke af - han holdt en konstant fart på omkring 120 km/t. Efter et stykke tids bumlen gjorde vi et kort stop ved byen hvor Patrick var vokset op. Her skulle vi samle hans søster Maude op, da hun skulle være vores kok på turen. Så fortsatte det videre ud af den øde vej. I miles omkreds var der kun grus, spredte træer og høje nøgne bjerge. Sceneriet fik os til at føle os afskåret fra resten af verden. Godt en times kørsel senere havde vi et toiletstop ved en ensom tankstation hvor brændstof påfyldningen foregik med håndkraft.

 

4e5bd4ba2aa1229082011.jpg


Halvanden times støvet kørsel senere ankom vi til dagens endelige mål: Sesriem. Det var en enlig campingplads på kanten af verdens ældste ørken: Namib Naukluft Park. I skyggen under akacietræerne var lejrstederne adskilt af små stenindhegninger. På plads 15 slog vi straks teltene op, hvor det store træ tilbød mest beskyttende skygge. Akacietræet er det eneste træ der er tilpasset dette barske ørkenklima, med rødder der kan nå helt ned til grundvandet. Ah, endelig var vi klar til at børste støvet af os og slappe af ovenpå køreturen. Vi havde ikke troet, at det skulle være muligt at få et forfriskende bad midt i ørkenen, hvor der ofte ikke falder den mindste regn på et helt år – men vi skulle blive klogere! Selvom vi var på en budget tur, tilbød lejren alligevel badefaciliteter, bar, butik og sågar en lækker pool. Selv denne fjerne del af verden er åbenbart tilpasset os turister. Selvom stedet er springbræt til Namibias største attraktion, var det på ingen måde overrendt af turister. Når man lod blikket vandre, kunne man se at vores lille forsamling af mennesker, var omgivet af et tilsyneladende uendeligt hav af rødlige sandbakker i alle retninger.

 

Eftermiddagen gik med en afkølende tur i poolen og colaer i træernes skygge, mens en kærkommen brise gav os et åndehul i den hede ørkenluft. Mens tusmørket sænkede sig over lejren grillede Maude lækkert lammekød og pølser på bålstedet. På bløde madrasser faldt vi i søvn med frit udsyn til en stjerneklar himmel gennem teltets luftindtag.

 

Dag 5  Søndag den 12/1 2003

Det havde været himmelsk at sove i den kølige temperatur med en så smuk udsigt. Derfor gjorde det ikke så meget, at vi skulle stå op kl. 4.30 i tæt mørke. For at være de første til at komme ind i reservatet kørte vi hen til indgangen kl. 4.50. Der var dog allerede 5 biler foran os i køen. Da vi fik lov at køre ind, skød Patrick en høj fart hen over den hullede asfaltvej, så vi hurtigt var foran alle andre. Efter ca. 45 km. kørsel i mørke var vi fremme som de første ved klit 45. Vi nærmest løb op ad klitten det første stykke – men det gik hurtigt over da vi begyndte at glide i det løse sand. Det var nærmest to skridt frem og et tilbage. Mie kunne næsten ikke trække vejret, så vi blev overhalet af en lang stribe mennesker. Bedst som vi troede toppen var nået, så vi, at klitten nådesløst strakte sig endnu længere op. Det sidste stykke mod toppen blev trasket med tunge, forpustede skridt. Endelig på toppen, så var det bare at vente på solopgangen over klithavet. Udsigten her var storslået. De røde kæmpeklitter rejste sig så langt øjet rakte, på begge sider af den udtørrede flodseng.

 

4e5bd51ba8bc729082011.jpg


Da solen stod op, kastede den først lange skygger, før lyset endelig fik magten. Efter at have skudt nok 30 fotografier af dette enestående scenarie, var temperaturen steget drastisk og vi begyndte nedstigningen, som nogle af sidste besøgende. Nedturen gik til gengæld lynhurtigt, og vi var snart tilbage ved folkevognsbussen. Her havde Patrick og Maude anrettet morgenmad. Bedst som Christian stod og nød en kop kaffe og en skål cornflakes, blev vi omringet af en mindre bisværm, og Christian var så uheldig at få en arrig bi op under skjorten, som straks kvitterede med et enormt stik. Vi nærmest flygtede ind i Folkevognen og kørte videre, dybere ind i sandhavet.

 

Ved vejens ende kom vi op på ladet af en firhjulstrækker sammen med nogle andre turister og fortsatte de sidste 5 km. mod flodsengens bund. Mens firhjulstrækkeren kæmpede sig gennem det løse sand, sendte vi medfølende tanker til de dumdristige turister, der havde valgt at gå de sidste 5 km. gennem det løse sand, i den stegende hede. Den enorme klit foran os strakte sig nu godt 250 km. i både nordlig og sydlig retning. En suveræn guide viste hvor floden tidlige havde løbet, før tilstrømningen var blevet blokeret af de vandrende klitter. Ved Sossusvlei, en gammel udtørret flodseng, stod der træer der havde været døde i 900 år og som med tiden var blevet helt sorte. Flodsengen med sit faste hvide sand og døde sorte træer, stod i fantastisk kontrast til de omgivende røde klitter og den mørkeblå himmel. Ikke en sky var at se.

 

4e5bd5c2b1bb229082011.jpg


Guiden var også en dygtig dyrekender og fangede selv flere dyr. Vi så bl.a. et ørkenfirben, en lille ørkenslange og en bille der skaffede sig væde ved at stikke bagenden i vejret, så morgenduggen stille kunne samle sig til dråber ved munden. Ligeledes fortalte han om hvordan San-folket havde bekæmpet fremmede indtrængende folk i klitterne. Sandklitterne er på evig vandring. I sommertiden blæser vinden klitterne den ene retning og om vinteren den modsatte vej. På vejen tilbage så vi flere strudse og nogle springbukke.

 

På campingpladsen i Sesriem lavede Maude lækker sandwichfrokost til os, og bagefter var det bare at slappe af i den bagende hede. Selvom der hele tiden blæste en frisk brise, var vindstødene stadig kvalmende hede. Mie slikkede sol ved poolen og købte 11 postkort i butikken, mens Christian plejede sin kropstemperatur i skyggen under akacietræet. Vi fik en lang snak med David om de andre lande vi skulle besøge på turen. Blandt andet anbefalede han os altid at bære fodtøj i Malawi, da der efter sigende skulle være en larve, der kunne lægge æg i folks hæle. Efter nogle dage skulle en orm begynde at vandre op gennem benet for at bosætte sig i tarmen! Under vores akacietræ samlede Mie et par frugter op fra jorden, som hun ville tage med hjem til Danmark. Guiden i ørkenen havde fortalt, at frøene fra frugten blev spredt med dyrenes afføring. Inden det var tid til at se solnedgangen trængte vi til et bad og til at få vasket lidt tøj ved håndkraft.

 

4e5bd6def30c429082011.jpg


Før solen gik ned kørte vi godt 5 km. ud af lejren til en dyb kløft. Patrick havde ikke mod på at udforske kløften, så ham sagde vi farvel til på toppen. Kløften var på nuværende tidspunkt udtørret, men havde været helt fyldt med vand i år 2000. Patrick bad os være tilbage kl. 19.30, så vi kunne nyde solnedgangen sammen. Under nedstigningen stegte solen os, men længere nede fik skyggerne magten. Fra bunden af den ret smalle kløft var det spændende at se, hvordan vandet i tidens løb havde formet klipperne. Vi gjorde også grin med Bente Elisabeth der af en eller anden årsag, altid stod i vejen når vi ville tage naturbilleder. Pludselig fik vi en smule travlt, da vi opdagede at solen så småt var ved at gå ned. Vi nåede dog til udsigtspunktet i tide til at se solen kaste sine sidste stråler over det mægtige klithav. Patrick overraskede med kolde medbragte øl og sodavand – perfekt til at markere afslutningen på en flot dag! Som solen forsvandt, lavede den et farveorgie over horisonten. Vi tog selvfølgelig nogle billeder og fik nogle gode råd med på vejen af David om fototeknik.

4e6215750299f03092011.jpg 

Hjemme i lejren igen ventede Maude med fristende aftensmad: grydestegt kylling over bål, skøn sovs, kartoffelsalat og ris. Inden sengetid havde Mie en hyggelig samtale med Maude. Hun fortalte lidt om sin familie og sine tre gifte børn. Hendes børn havde selv valgt med hvem og hvornår de ville giftes. Da hun hørte om madhygiejnen i Danmark troede hun næsten ikke sine egne ører. Mætte på oplevelser gik vi i seng til endnu en stjerneklar nat.

 

Dag 6  Søndag den 13/1 2003

Vi stod op ved solopgang kl. 6 og fik serveret morgenmad. Ved fælles hjælp fik vi lejren pakket sammen, og var klar til at forlade Sesriem kl. 7.15. Dagens destination var Lüderitz godt 500 km. sydpå. Vi nød køreturen i den svale folkevogn, mens ørkenlandskabet susede forbi. De røde klitter skød op foran forrevne bjerge med den klare blå himmel som baggrund. Som vi kom længere sydpå dukkede de første spredte Kokerbooms eller quiver trees op. Træet er perfekt tilpasset ørkenen, da det er dækket af en speciel overflade, der næsten forhindrer væde i at fordampe. San-folket har desuden udhulet træets grene og lavet pilehylstre heraf.

 

De første 300 km. var enormt øde, kun to andre biler fik vi hilst på. På turen stoppede vi ofte for at se og fotografere de mange dyr vi stødte på: strudse, bjergzebraer, springbukke og oryx-antiloper med lange sorte horn.

4e6215f61b01403092011.jpg

Specielt sjovt var det at se en hel strudsefamilie krydse grusvejen i fuld fart. Undervejs havde vi en times pause ved Duwisib Castle. Stenfortet var blevet bygget i 1909 af en tysk baron ved navn Hans Heinrich von Wolf og virkede helt malplaceret i den øde ørken. Han var kommet hertil for at tage del i kolonikrigene og bosætte sig i landet. Slottets flotte originale møbler var blevet medbragt helt fra Tyskland. Efter rundturen sad vi lidt i en restaurant bagved, inden vi skulle på farten igen.


4e5bd73317dce29082011.jpg 


Køreturen fortsatte sydover på grusvejen og vi fik pludselig en punktering i høj fart. Heldigvis var det frokosttid, så vi anrettede maden under et træ, mens Patrick arbejdede på bilen. Uheldigvis væltede donkraften og vi troede et øjeblik, at Patrick var kommet i klemme. Efter dækskiftet, nød vi vores sandwich med stor appetit og skyllede efter med en kold øl. David, Patrick og Maude så måbende til, da vi fire danskere sang med på: ”Vi skåler med vore venner”. Da vi kørte videre, gav David gode råd om hvad der ville være godt at købe, i de lande der lå forude på vores rejse. Han blev i øvrigt noget forbløffet over vores manglende kendskab til Irland, men kom selv til kort med sin viden om Danmark. Vi talte også med Randi og Bente Elisabeth om hvor let det ville være selv at leje en bil, og udforske Namibia på egen hånd. Hvis man tilmed medbragte sit eget telt, kunne det samtidigt gøres meget billigt. Dog må man sige, at et solidt kendskab til biler måtte være påkrævet, så man selv kunne afhjælpe et motorstop midt i ørkenen.

4e6216a48e9ac03092011.jpg 

Ved 15-tiden nåede vi asfaltvejen ved byen Aus og drejede til højre mod vest i retning af Lüderitz. Som vi nærmede os dagens mål, kunne vi sagtens mærke, at vi kom tættere på Atlanterhavskysten, eftersom temperaturen faldt markant. Samtidigt blæste det så kraftigt, at vi kørte i sandstorm det sidste stykke vej. Naturen var nu helt anderledes, med hvidt sand og sorte klippeformationer. Syd for vejen lå det forbudte diamantområde 1. Så kom Atlanterhavet til syne, og hele området mindede lidt om Vesterhavet. Byen Lüderitz osede af tysk atmosfære på grund af de mange velholdte, karakteristiske tyske bygninger fra kolonitiden.

4e6217329471e03092011.jpg

Da vi kom frem til stedet hvor Patrick havde bestilt bungalows, viste det sig, at alt var optaget. Fejlen blev straks indrømmet, og til vores held fik vi lov til at overnatte i byens fyrtårn i stedet.

 

4e5bd812ed2ab29082011.jpg


Fyrtårnet rejste sig stolt på de nøgne klipper, mens bølgerne piskede mod den forrevne kyst. Vi pakkede tingene ud af bilen og bar det hele op i fyrtårnets tilhørende hus. Det var med at gå forsigtigt og holde godt fast da vi drejede omkring husmuren, da vinden næsten var af orkanstyrke. Huset havde både stue, køkken, to badeværelser, samt to soverum med rigtige senge. Mie hjalp Maude med at lave aftensmad, der hele tiden spurgte om alt var godt nok og rigtigt tilberedt. Dagens middag var spagetti i tomat og mørt lammekød. Bagefter insisterede vi på at rydde op i køkkenet, så Maude kunne pleje sig selv, i stedet for altid at varte os turister op. Mens vinden hylede udenfor, hyggede vi os indenfor i varmen med at snakke, læse og skrive dagbog.

 

Dag 7  Tirsdag den 14/1 2003

Natten i Lüderitz havde været behagelig kølig, som en efterårsnat i Danmark. Da vi kom op, var alle undtagen David på benene. Vi snuppede os lidt før-morgenmad i køkkenet hos Maude, og satte os på terrassen for at nyde udsigten til Atlanterhavets blågrå bølger ramme kystens golde klipper. Imens var Patrick kørt ned i byen for at forhøre sig om muligheden for at blive en ekstra overnatning i fyrtårnet. Alternativet ville nemlig være at sove på en campingplads halvvejs i retning mod Fish River Canyon. Han kom tilbage med den gode nyhed, at vi kunne blive i fyrtårnet. De ekstra omkostninger ville vi turister naturligvis blot dele mellem os. Maude havde nu færdigkreeret den egentlige morgenmad: scrambled æg og lammepølse.

 

Der var mulighed for en hurtig bytur, som vi dog takkede pænt nej til. Mens vi var alene hjemme, kravlede vi op i tårnet for at nyde udsigten. Vinden her til morgen var nu knap så voldsom, som aftenen forinden. Det var efterhånden tid til at tage på dagens udflugtshøjdepunkt: spøgelsesbyen Kolmanskop, der lå umiddelbart uden for Lüderitz. Kolmanskop er en forladt tysk diamantmineby. Den blev bygget i tiden efter 1908, hvor den første diamant blev fundet.


4e5f90508375101092011.jpg

På sit højdepunkt, var der 300 tyskere og 800 kontraktarbejdere. De vigtigste ansatte havde hver et hus bygget i tysk stil, udelukkende opført af materialer hjemmefra Tyskland. Der var endda et kasino og en bowlingbane i byen. Kolmanskop blev forladt i perioden fra 1938 og frem, da der blev fundet større diamantforekomster sydpå i Oranjemund. Sandklitterne begyndte derefter hurtigt at begrave byen. Mange steder havde sandet halvt oversvømmet rummene. Enkelte vægge var væltet omkuld, vinduerne manglede og flere steder var dørene faldet af. Ellers var byen godt bevaret på grund af det tørre klima. Stedet var et sandt paradis at fotografere i. Efter en guidet tur var det endelig tid til at sondere husene og fotografere. Desværre havde vi lige kort nok tid til at få udforsket det hele. Vi vinkede farvel til spøgelsesbyen, gjorde et indkøbsstop hos et supermarked og returnerede til fyrtårnet.

4e5f90b512ab701092011.jpg

Hjemme igen, stykkede Maude, ganske som sædvanligt, et fremragende måltid sammen. Patrick skulle ned i byen for at få et dæk lappet, så vi kørte med for at bese den gamle koloniby. Rent indkøbsmæssigt var byen ikke meget at skrive om. Det der gjorde byen interessant, var de mange tyske huse og alle de tyske navne på vejskiltene. Alle veje havde tyske navne, eksempelvis: Bismarck strasse og Bahnhof strasse. Egentlig var det meningen, at vi skulle samles op af Patrick ved posthuset kl. 18.30, for at køre til Diaz Point, hvor vi skulle se solnedgangen over Atlanterhavet. Men efter at have set det der interesserede os i byen, bestemte vi os dog for at gå tilbage til fyrtårnet. Vi var allerede tilbage lidt for 16, så der var god tid til at slappe af. David kom også tilbage før tid, så det var bare Randi og Bente Elisabeth, vi skulle samle op på vejen. For at gøre solnedgangen helt perfekt, stoppede vi lige for at tage en sekspak ”Taffel Lager”-øl med.

 

Da vi steg ud af folkevognen ved Diaz Point var vinden igen taget til og gjorde simpel gang vanskeligt. Diaz Point var stedet hvor portugiseren Diaz plantede et kors, efter at have rundet Kap Det Gode Håb i 1488. Udsigten var storslået. De høje bølger slog ind over klipperne og sendte skumsprøjt højt op i luften. På en stor klippe længere ude i vandet kunne vi se en stor gruppe søløver muntre sig. På toppen af klippen hvor Diaz kors stod og spejdede over havet, var vinden så stærk, at det var svært bare at stå fast. Mens solen gik ned blev det samtidigt helt køligt på toppen af klippen, så vi gik tilbage til bilen da sceneriet var forbi.

4e5f915bee32101092011.jpg

Hjemme i fyrtårnet havde Maude igen overgået sig selv med en lækker gang oksekød, ris, græskartilbehør og pasta. Resten af aftenen hyggede vi os, mens blæsten tog til og ruskede det gamle tårn.

 

Dag 8  Onsdag den 15/1 2003

Vi var oppe ved 7-tiden og spiste morgenmad med udsigt til fiskerbådene, der havde travlt med dagens fangst. Med fælles hjælp fik vi pakket vores ting ned i bilen igen. Det havde været skønt med to overnatninger samme sted, i stedet for at være på farten hver dag. Inden afgang fra Lüderitz var vi i supermarkedet for at købe en gave til Maude, der jo havde været så sød mod os. Gaven bestod af to Nivea-produkter, et sødt kort og en pose formet som et hjerte, til at have tingene i.

 

På vejen igen – dagens mål var Fish River Canyon, det sydligste punkt vi skulle besøge i Namibia. Udenfor Lüderitz stoppede vi kort foran den forladte diamantmineby for at fotografere den på afstand. Morgenen bød nemlig på det bedste vejr at tage billeder i, da det endnu ikke er begyndt at blæse op. Her fik vi for øvrigt øje på en jernbane, hvor sporet endte midt i en enorm sandklit – den havde vi ikke lagt mærke til dagen forinden. Efter et kort stop i Aus, tog asfaltvejen os først til Keetmanshoop, og derfra et godt stykke sydpå. I alt en tur på omkring 500 km. Landskabet vi kørte igennem, var præget af små sandklitter og gråsorte klipper. På ingen måde seværdigt, som det vi havde set langs Namib Naukluft Park. På turen brugte vi megen af tiden til at kigge på indersiden af øjenlågene, da vi alle var enige om, at udsigten ikke var værd at holde sig vågen for.

4e5f91de5813f01092011.jpg

Klokken var 14.30 da vi ankom til Hobas lejren ved Fish River Canyon, og Maude var hurtig til at servere frokost bestående af: pølser, brød og ananas/gulerodssalat. Denne lejr havde også gode faciliteter og var placeret i en skov af akacietræer. Der var derfor masser af beskyttende skygge man kunne slå teltene op under. Eftermiddagen havde vi fri, indtil vi skulle på køretur for at se solnedgangen over kløften. Vi benyttede lejligheden til at få vasket alt vores støvede tøj og få det hængt til hurtigtørring i solen. Efter de kølige dage i Lüderitz iført varmt tøj, havde Mie svært ved at klare den tunge hede. Vinden bød kun sjældent på en tiltrængt brise.

4e5f92ab413a601092011.jpg

Kl. 17.30 kørte vi af sted for at se solnedgangen, mens Maude så småt begyndte at forberede aftensmaden hjemme i lejren. Fish River Canyon var et imponerende syn. Med dybde på op til 550 m., længde på 160 km. og en bredde på op til 27 km. er kløften verdens næststørste. Vi var fremme i god tid, så vi gik fra udkigspunkt til udkigspunkt for at se mest muligt før lyset forsvandt. Patrick gik med til det sidste udkigspunkt for at se solnedgangen med os - han havde jo også godt af motionen. Det var et utroligt imponerende og flot syn at se solen stjæle det sidste lys fra kløften. Som vi sad og nød udsigten, fik vi øje på en bavianfamilie på syv individer, der også var på solnedgangsspadseretur.

4e5f9251d7f9d01092011.jpg

Dag 9  Torsdag den 16/1 2003

Vi stod meget tidligt op for at komme ud at se solopgangen over Fish River Canyon. Fra teltet ved siden af kunne vi høre at David, som ellers havde været ophavsmand til solopgangsidéen, havde fået kolde fødder og valgte at blive i sengen. Vi ankom i så god tid, at det varede lidt før solen sendte sine første stråler ned i kløften. Netop som synet var ved at blive rigtig flot, skulle vi desværre tilbage til lejren, så vi kunne nå at pakke sammen og komme af sted, mens morgenen stadig var kølig. Morgenmadsspisningen og sammenpakningen gik glat, men vi kom alle til at vente 20-25 minutter på den nok 150 kg. tunge Patrick, der absolut lige måtte have et bad inden afgangen.

 

Efter et langt stræk på støvede grusveje, nåede vi tilbage til asfaltvejen ved Keetmanshoop og stoppede her for at proviantere. Her var vi på udkig i et moderne supermarked efter en gave til Patrick. Med hans dramatiske punktering i ørkenen i tankerne, købte vi et plasticlegetøjsværktøjssæt. Og for at få ham i gang med at dyrke sport – en yoyo. Maude ville gerne have forkælet os med strudsekød, men det var desværre ikke muligt, så hun måtte nøjes med kylling.

 

Umiddelbart udenfor byen stoppede vi ved en skov af kokerboom træer. Stedet var unikt fordi træet normalt står alene i landskabet. De henved 250 karakteristiske træer var mellem 200-300 år gamle og stod overraskende tæt mellem sorte doleritklipper. Efter pausen skulle vi køre de ca. 225 km nordpå til den næste store by, Mariental. På vejen stoppede vi ved en rasteplads for at spise frokost. Her ventede der Christian en ubehagelig overraskelse. Det skal lige nævnes, at vi på hele turen udelukkende havde drukket velsmagende vand fra lejrpladsernes vandhaner. Da Christian slukkede tørsten med en ordentlig mundfuld vand, så han, at vandet han havde fyldt på sin flaske i lejren ved Fish River Canyon, var fyldt med noget sort, udefinerbart grums!
4e5f93342f08601092011.jpg

Efter et ophold ved en tankstation, hvor vi blev rådet til at købe rigeligt med vand, gik vi på jagt efter is til vores kølertasker i Mariental. Fra byen var der kun 50 kilometers kørsel på grusvej til ranchen ”Intu Afrika” hvor vi skulle overnatte. Stedet lå flot placeret i ødemarken mellem Kalahariørkenens røde klitter. Efter lidt uenighed om overnatningsprisen, blev vi kørt ud til vores lejr midt i bushen. Det første David fik øje på i lejren, var nogle friske dyrespor, han mente stammede fra en leopard. Vi var så sent fremme, at vi ikke kunne nå at etablere lejren, før vi skulle ud at se på dyr i en firhjulstrækker.

 

Eftersom vi jo befandt os midt i Kalahariørkenen skulle vi hele tiden køre op over de høje, røde sandklitter. Det var ikke muligt at køre udenom, da vinden havde formet massive klitter, der strakte sig så langt øjet rækkede. Da vi skulle overvinde den første klit, accelererede firhjulstrækkeren til topfart for at have fart nok på til at komme helt over. Vi nærmest fløj over den første klit og havde så meget fart på, at vi lettede fra sæderne og slog hovederne op i metalbøjlerne i taget! Derefter havde vi lært at holde fast og presse os godt ned i sæderne når vi skulle besejre de løse bjerge af sand.

4e5f976dd535801092011.jpg 

Der var mange springbukke, strudse og fugle. Vi så også løver, leopard, giraffer, en enkelt bøffel og en sjælden ugle – Giant Eagle Owl. Mest imponerende var faktisk en stor flok af gribbe der kæmpede om resterne af en springbuk. Som mørket sænkede sig, sendte klitterne lange skygger ned i dalene mellem klitterne. Netop som vi skulle til at tage det flotteste fotografi af en giraf der kastede sin lange skygge ned af en klitside, løb vores kamera tør for batteri. Situationen var kritisk, eftersom vores ekstra batterier lå 275 km. væk i Windhoek.

4e5f97bed316201092011.jpg 

Turens hidtil mest farvestrålende solnedgang så vi fra toppen af en af de endeløse røde klitter, med henholdsvis et glas juice og et glas rødvin i hånden. Efter den flotte finale blev vi kørt tilbage til vores yderst primitive lejr, hvor Patrick og Maude allerede havde slået teltene op og tilberedt aftensmad. I lyset fra fuldmånen sad vi og snakkede mens vi kunne høre dyrene løbe rundt i mørket lige uden for vores uindhegnede teltplads.

 

Dag 10  Fredag den 17/1 2003

Morgenen startede med lidt forvirring. Vi blev vækket kl. 6.50 og 10 minutter senere ankom safaribilen fra ranchen, selvom aftalen havde været, at den først skulle komme kl. 7.30. Vi vækkede David, der havde ligget syg hele natten, for at låne hans kamerabatterier. Desværre passede hans batterier ikke til vores kamera, men vi fik lov til at låne hans kamera med en ny film isat, da han alligevel ville blive i lejren for at pleje sit helbred. Til gengæld for film og lån af kamera, fik han en af vores sorthvide film.

 

Vi blev samlet i firhjulstrækkeren og fulgte sandhjulsporet op til den luksuriøse hovedbygning. Lodgen var smukt indrettet med håndlavede træfigurer, skåle, strudseæg som vaser og havde en indbydende pool udenfor. Her ventede vi så indtil to lave bushmænd med afstamning fra San-folket, afhentede os. Denne stamme af San-folket, var den eneste tilbageblevne familie, der ikke havde taget den moderne levevis til sig. De havde fået lov til at leve på ranchens jord mod at vise turister rundt. Oprindeligt havde bushfolket levet af jagt, men fik nu mad som betaling for rundvisningerne. Selvom det selvfølgelig ikke var autentisk, var det alligevel en oplevelse at stå ansigt til ansigt med to bushmænd. De små, tynde, krumbøjede, brune mænd var kun iført et lille stykke pels til at dække underlivet. De bar hver et par primitive redskaber, samt bue og pil. Til fods begav vi os ud i ørkenen med de to små mænd og vores guide.

4e5f9803b241201092011.jpg 

Bushmændene stoppede mange gange op på vandreturen for at berette om deres traditionelle teknikker. Sproget de talte, var ulig noget andet man ellers hører anvendt i verden i dag. Det specielle var de mange ”klik”-lyde, der syntes at indgå i de fleste af deres ord. Det var fascinerende at lytte til deres unikke sprog og se dem understøtte sproget med uvant meget og tydeligt kropssprog. Vi fik et kursus i genkendelse af dyrespor, og så skorpionhuller i sandet og flere høje termitboer. I de høje, røde termitboer levede kongen og dronningen øverst, med soldater til at beskytte dem nederst. I øvrigt skulle termitboet være endnu større under jorden end over. Bushmændene havde fået overleveret en imponerende viden om alt i det barske miljø. Ud fra et dyrespor kunne man selvfølgelig først og fremmest se hvilket dyr der var tale om, men også hvor gammelt det var og om det var af han- eller hunkøn.

 

Vand i ørkenen var naturligvis en mangelvare. San-mændene fortalte, at de sugede vand fra træernes bark og fyldte det over i tomme strudseæg. Som prop brugte de ørkengræs. Herefter blev ægget med det dyrebare vand, begravet i sandet som fremtidigt forråd. Oftest blev æggene placeret i sandet nær et gammelt træ med nogle grene ovenpå, så stedet var let at finde igen. Når de skulle bruge rødder fra planter til medicin, fjernede de mindst muligt fra planten, før de igen plantede den tilbage i jorden. Desuden viste de os planter og træer, som traditionelt havde været brugt til tobak, kaffe og snus.

 

Da vi fandt en skorpionklo, forklarede de hvordan man overlevede skorpionbid. Man skulle ”blot” fange skorpionen og skære maven op på den. Her var nemlig en modgift, man skulle smøre på biddet. På turen kom vi til to demonstrationshytter hvor ca. 10 personer var samlet. To damer var igang med at lave halskæder af små runde stykker strudseæg. Ellers sad de blot og poserede, så vi rigtigt kunne tage billeder på bedste turistmanér. Vi fik at vide at der i området var to rigtige landsbyer hver med 20 indbyggere. San-folket havde en gennemsnits levealder på 60-65 år. Hvis forældrene gav tilladelse, kunne børnene for øvrigt tage en grunduddannelse på en speciel skole.

4e5f9868ca5a601092011.jpg 

Det var varmt at gå tilbage til lodgen. Sandet var nu så varmt, at det brændte vores fødder i sandalerne. Rundvisningen havde taget lidt længere end planlagt, så Patrick, Maude og David havde pakket lejren sammen da vi kom tilbage. Vi var godt sultne, da vi jo ikke havde fået morgenmad. Det havde Maude selvfølgelig tænkt på, så hun havde smurt nogle madder til os.

 

Vi var hurtigt på vejen igen med retning nordpå de 250-300 km. mod Wienhoek. Som altid serverede Maude bolcher og chips undervejs til at forsøde køreturen. Vi stoppede i Rehoboth hvor vi fik en hurtig rundvisning. Egentlig skulle vi have besøgt nogle varme kilder, men vi lod Patrick spare pengene, da ingen af os egentlig havde lyst til at se dem. I stedet kørte vi direkte hjem til Patrick for at spise frokost. Her fik vi frikadeller, fisk med ris og salat som tilbehør. Den sidste strækning på asfaltvejen fra Rehoboth til Windhoek varede en times tid. Ved Rivendell blev vi sat af som de første. Mie kunne slet ikke klare at sige farvel til alle de flinke mennesker vi havde været på tur med, så der blev fældet tårer. En fantastisk tur med fantastisk sammenhold var kommet til en ende.

 

Klokken var 15, så vi havde god tid til at gøre os klar til morgendagens tur. Vi pakkede ud, vaskede tøj og tog bad, inden vi gik en tur ned i byen. Vi købte læbepomade med høj solfaktor på et apotek og var hos fotohandleren for at købe et polfilter til vores lille linse og få kameraet renset for sand. Belært af vores fejl i Kalahariørkenen købte vi et mindre lager af kamerabatterier. På Kentucky Fried Chicken spiste vi tiltrængt fast food og var et kort stop i supermarkedet på tilbagevejen. Hjemme på Rivendell slappede vi af på terrassen før det var tid til at pakke igen. Klokken ni var vi godt trætte og faldt hurtigt i søvn.

 

Dag 11  Lørdag den 18/1 2003

Godt udhvilede efter 9 timers tiltrængt søvn, stod vi op for at pakke sammen, bade og spise morgenmad. Kl. 8 var vi klar, havde afregnet og reserveret overnatning fra 2.-4. februar. Umiddelbart derefter blev vi samlet op af en chauffør fra Crazy Kudu Safari. Ved Card Board Box gjorde vi et længere stop for at samle flere folk op, og kørte derefter til Crazy Kudu’s kontor i udkanten af byen. I alt skulle vi være 9 rejsende og en guide med på turen rundt i Nordnamibia. Vores guide hed Joe og var i modsætning til Patrick, temmelig striks. Han startede ud med at forklare regler for både dit og dat. Lidt over 9 lagde vi af sted med kursen mod vores første stop: Okahandja. Her aflagde vi besøg ved et stort marked, hovedsageligt med træhåndværk. Mie måtte lige købe 4 små dyrefigurer af træ til 40 N$.

 

Fra markedet i Okahandja var det en ret lang køretur til dagens endelig mål: Waterberg Plateau. Sandstensplateauet er et reservat for nogle af Namibias mere sjældne arter så som det hvide næsehorn og sabelantilopen. Det strækker sig 150 meter, 50 km. langt og 16 km. bredt over den omgivende, flade, grønne slette. Som vi kom længere nordpå blev landskabet stadig mere frodigt. Til sidst var der temmelig tæt skov på begge sider af den kuperede asfaltvej. I lejren ved foden af plateauet - der på toppen så ud til at være fladt som en pandekage - viste Joe os minutiøst hvordan de store, flotte telte skulle rejses. Da lejren var etableret var det tid til frokost: toastsandwich med salat og pålæg. Resten af eftermiddagen var til egen disposition.

 

Ved 17-tiden ankom den lokale guide, der skulle følge os op på toppen af plateauet. Han slog alle rekorder for uforståeligt engelsk og læspede tilmed. Inden opstigningen ”fortalte” guiden hvordan de tyske kolonister - i begyndelsen af 1900-tallet - definitivt havde nedkæmpet et oprør fra herero-folket her. Dagene for det tyske herredømme i ”Sydvest Afrika”, som Namibia hed dengang, var dog efterhånden talte, og landet blev efter udgangen af 1. verdenskrig overdraget til Sydafrika. Selvom vejret var overskyet var klatreturen op på toppen temmelig hård. En af vores medrejsende, en ældre tysk herre ved navn Dieter faldt hele tiden bagud, og da det så værst ud for ham, blev han tilmed stukket af et enormt flyvende insekt. Det gjorde tydeligvis meget ondt, og han blev så forfærdet, at han kun kunne tale tysk. Heldigt for ham, at vi danskere var med - vi kunne trods alt forstå og tale med ham, om end på et noget gebrokkent tysk. Noget udmattet og lettere rystet over insektbiddet fik vi ham halet helt op på plateauet.

4e5f99229868801092011.jpg 

Udsigten fra toppen over den frodige slette under os var smuk. Helt ud til kanten af Waterbergs stejle, røde klipper var der fladt og træer voksede faretruende tæt på afgrunden. På toppen sad vi nok en times tid og slappede af med den flotte udsigt, inden vi påbegyndte nedstigningen. Tilbage i lejren skulle vi betale vores ret uforståelige guide for turen, eftersom Crazy Kudu intet betalte ham. Aftensmad: grillede lammekoteletter, lammepølse, bagte kartofler, salat og squash. Senere på aftenen trak et uvejr ind over lejren. Da regnen satte ind, gik vi hvert til sit i teltene. Resten af natten faldt der en blid regn i byger, så det var begrænset hvor meget vores vasketøj nåede at tørre.

 

Dag 12  Søndag den 19/1 2003

2. dag på den nordlige safari i Namibia. Joe havde meget bestemte regler for, hvordan morgenen skulle forløbe. Op kl. 6, gøre sig færdig på toilettet, tømme sit telt, se hvordan man pakker sit telt rigtigt sammen og afslutningsvis morgenmad. Joe talte nærmest til os som børn og gentog gerne alle reglerne for en sikkerheds skyld. Mens vi spiste morgenmad, pakkede han bilen sammen. Da vi havde taget opvasken var vi på farten igen. Når der er 10 personer i en lille minibus, siger det sig selv, at der ikke er særlig god plads under kørslen. Heldigvis havnede vi på bagsædet hvor pladsen trods alt var bedst.

 

Foran os var omkring 300 kilometers kørsel til nationalparken Etosha. I modsætning til Sydnamibias ørken, var landskabet her fladt men virkeligt frodigt med masser af træer. Undervejs stoppede vi 10 minutter ved et Spar supermarked, hvor man sjovt nok kunne købe danske rundstykker. Udenfor på parkeringspladsen gik flere vagter rundt og dirigerede folks biler – om det virkelig var nødvendigt kan man nok diskutere. Næste stop var ved Lake Otjikoto, 24 km. fra byen Tsumeb. Denne særprægede sø var opstået ved, at loftet i en kæmpe grotte, var styrtet ned. Søens klare blå vand, befandt sig derfor dybt nede under jordniveau. Tilbage i 1914 havde tyske og sydafrikanske tropper sloges i området her. Tyskerne tabte som bekendt, og som en sidste handling smed de deres våben, kanoner og materiel i søen, så sydafrikanerne ikke skulle få glæde af det.

4e5f996dbcb2d01092011.jpg 

Fra Lake Otjikoto var det en ret kort køretur til Etosha nationalparken. Parken dækker godt 23.000 km2 og strækker sig 300 km. fra øst til vest. Vi var fremme ved Etoshas østlige indgang kl. 12.30 og vi glædede os til at få et første glimt af Afrikas fantastiske dyreliv. Allerede på vejen til vores første lejrplads, Namutoni Rest Camp, så vi vores første dyr – en giraf, lige ved siden af bilen endda. Landskabet i parken var fladt og meget frodig med mange forskellige træer og buske. Den indhegnede lejr havde gode faciliteter og vi fandt et gammelt træ at rejse vores lejr under. Frokosten stod på kartoffelsalat, sandwich og banan til dessert.

4e61c1d01cf9a03092011.jpg 

Fra 13.30 til 16.30 havde vi fri og brugte tiden ved lejrens lækre pool. Vi blev meget skuffede da vi skulle ud at køre vores første safaritur, da turen skulle foregå i vores egen lille minibus og ikke i en høj safaribil. Der sad vi så på bagsædet i en proppet minibus med dårligt udsyn og vinduer der kun kunne åbnes ganske lidt sidelæns. Da vi så en giraf stå akavet med spredte ben for at drikke vand, var det surt at vi ikke kunne komme til at tage billeder. Zebraerne kunne vi heller ikke få i skudlinien fra vores pladser, så vi måtte nøjes med at kigge. At minibussens motor fik hele bilen til at ryste, gjorde heller ikke ligefrem nemmere at fotografere. Mie surmulede og brokkede sig til Joe, der sagde, at han ville hjælpe os med at arrangere en tur i en ordentlig bil, når vi kom tilbage til lejren. Vi opgav helt at tage billeder og bestemte os for at vente til vi fik bedre udsyn.

4e61c2791339903092011.jpg 

Tilbage i lejren, ville guiden alligevel ikke hjælpe os med at komme med en ordentlig safaribil – så vi måtte selv igang. Vi gik ned til receptionen for at høre om de kunne hjælpe os. Receptionisten fik fat i en lodge og vi kunne godt køre med i deres bil for 200 N$ per person. Der var bare det problem, at lodgen lå 10 km. uden for Namutoni Rest Camp. Vi måtte tilbage til Joe for at høre om han ville køre os ud til lodgen, men det ville han selvfølgelig ikke, da han skulle ud at køre med resten af gruppen på det tidspunkt. Nu var gode råd dyre, det ville være en skam at besøge en så flot nationalpark, og ikke være i stand til at se dyrene ordentligt. Derfor gik vi først rundt på teltpladsen og ringede derefter dørklokker hos turisterne i de fine bungalows. Heldet var endnu en gang med os, vi fandt nemlig et flinkt hollandsk ægtepar, som vi gerne måtte køre med. De havde en lejet bil med aircondition og god plads på bagsædet. Vi aftalte at mødes ved deres bungalow kl. 7.15 næste morgen. Det var bare skønt at skulle på tur med de venlige hollændere, frem for at bumle rundt i Joe’s trængte bus.

 

Namutoni-lejren havde et fint oplyst vandhul som vi satte os ved en times tid. Desværre var der ikke rigtigt nogle dyr der skulle have slukket tørsten, men i stedet så vi den flotteste solnedgang, hvor himlens farver strålede om kap med hinanden. Ved aftensmødet påstod Joe, at der ikke før havde været klager over udsynet fra minibussen, da folk normalvis blot kravlede rundt imellem hinanden for at få et glimt af dyrene(!) Nå, men vi havde jo selv løst problemet, så den sag var ude af verdenen. Samtidig kunne vores medrejsende glæde sig over den ekstra plads og bedre udsyn i minibussen på morgendagens tur.
4e61c3161b7f703092011.jpg 

Dag 13  Mandag den 20/1 2003

Folkene i lejren begyndte at røre på sig kl. 5.30. Eftersom vi ikke skulle med i minibussen på dagens safari, havde vi god tid til at blive klar. Vores gruppe kørte af sted kl. 6.20 og vi havde indtil kl. 7.15, til at være henne hos det hollandske par. I deres fine airconditionerede bil havde vi en fin udsigt.

4e61c3bf5630d03092011.jpg 

Mens vi rullede af sted mod det første vandhul, kom morgenens første dyr til syne: flamingoer, springbukke og giraffer. Som vi langsom trillede fra vandhul til vandhul, fik vi også øje på flere arter: zebra, oryxer, masser af fugle og en enkelt hyæne. Bedst som vi var på vej til at kigge nærmere på nogle gribbe i et par trætoppe, kom der pludselig to løver gående få meter fra bilen. Løverne fandt en god plads i skyggen og begyndte at parre sig. Da vi mange fotografier senere var på vej videre, så vi, at der havde ligget en hanløve skjult under et træ endnu tættere på os. Ved det yderste vandhul, Anoleni, vendte vi bilen og trillede tilbage mod lejren. Løverne lå stadig i skyggen, da vi passerede dem på tilbageturen. Turen havde budt på adskillige dyr. De dyr vi hyppigst så var giraffer, zebraer, gnuer, springbukke og de flotte oryx-antiloper. Desuden så vi også kuduer, Black-faced impala og fugle så som: Blue Crane, Helmeted Guineafowl og Kori Bastard. 

4e61c43fbaeff03092011.jpg

Tilbage i lejren, takkede vi hollænderne for turen og så til vores store overraskelse, at vores telt åbenbart havde stået midt på en "myremotorvej". Teltet var helt sort med tusindvis af myrer. Mange af myrerne var også kommet ind i teltet, så vi havde myrer i al vores bagage. Teltet måtte flyttes og alle vores ting blev grundigt rystet. Til frokost serverede Joe pastatunsalat ud over de sædvanlige franskbrødsmadder. Lejren selv var faktisk også et godt sted at se på dyr. Der var en hel familie Banded Mongoose ved teltene, samt vortesvin med fire små unger, der trillede sig i mudderet. Af fugle kunne vi tælle: Crimsom, Boubou, Blue Waxbill, Cape Glossy Sterling og Grey Lourie.

4e61c49fcaf2b03092011.jpg 

Inden vi skulle med hollænderne ud på en sen eftermiddagstur kl. 16.30, var vi lige forbi vandhullet og i butikken for at købe en Nederburg-rødvin som tak-for-turen-gave. Eftermiddagssafarien gik vestpå langs Etosha-sletten. Her nåede vi til vandhullet: Kackheuwel, før vi vendte om. På denne tur så vi ikke nær så mange dyr. De eneste nye arter var: Damara Dik-dik, Blackbacked Jackal og fuglen Blacksmith Plover. På vejen til Namutoni-lejren begyndte regnen at styrte ned. Tilbage i lejren fik vi en enkelt øl hos hollænderne og udvekslede adresser.

4e61c56c8ae2203092011.jpg

I silende regn løb vi tilbage til vores lejr. Her var køkkenet flyttet ind i opvaskerummet.  Menuen stod på pasta med noget meget krydret kød og grønsagstilbehør. Vores telt viste sig senere at være så oversvømmet, at vi lånte Joe's telt at overnatte i, mens han sov i bilen. Våde gik vi i seng før kl. 21, med regnen buldrende mod teltet natten igennem.

Dag 14  Tirsdag den 21/1 2003

Efter en våd og klam nat i Joe’s telt, var det tid til at stå tidligt op og pakke sammen endnu en gang. Vi var hurtige til at kapre ”Dieter’s plads” i bilen – herfra havde man nemlig bedst udsyn. Vi forlod lejren i Namutoni og kørte vestpå mod Halali. Stakkels Dieter, han var helt forvirret, da vi jo havde snuppet ”hans plads”.

I stedet for at køre den direkte vej på 75 km., kørte vi ad nogle små omveje, for at se om der var nogle dyr ved vandhullerne. Vi var ikke så heldige at se nye, spændende dyr, da regnen jo havde skabt mange vandpytter overalt som dyrene kunne slukke tørsten ved. Undervejs på køreturen fik vi bl.a. øje på: Slender Mongoose, Red Hartebeest, Steenbok og den farverige fugl: European Bee-eater. Noget der gjorde særligt indtryk var en enorm fuglerede hvor der boede en stor familie ”Social Weaver”. I den store fuglerede havde parrene hver sin egen rede. Turens højde punkt var dog da der pludselig stod en hunløve lige foran bilen. Man kunne have taget et fantastisk nærbillede af løven, men vi har helt bange for at den skulle stikke hovedet ind i bilen. Da vi kørte derfra, fulgte løven os nysgerrigt til vi var ude af syne.

4e61c60fd4d7f03092011.jpg 

På teltpladsen i Halali fik vi tiltrængt frokost i skyggen af et gammelt træ. Over middag var det tid til en tur i parken vest for lejren. Endnu havde vi ikke været så heldige at se elefanter, så vi håbede på, at det skulle lykkedes denne gang. Det første stykke vej var lidt trist, da der ikke var nogle dyr at få øje på. Så pludselig var vi heldige. Foran bilen kom en stor hanelefant vandrende med tunge skridt. Alle i vognen vågnede rigtig op og fandt kameraerne frem. Det viste sig ikke blot at være en enlig elefant, men en hel flok vi havde stødt på. Selvom elefanter er store og langsomme dyr, havde de ikke været nemme at finde. Oftest så man blot deres efterladenskaber spredt på vejsporet. Vi var nødt til at bakke bilen et godt stykke tilbage, da vi var kommet til at parkere midt på den sti, som elefantflokken fulgte. Vi skulle passe godt på, der var nemlig elefantunger i flokken. Vi holdt godt øje med flokken mens elefanterne pjaskede med vand ved et stort vandhul. Nogle elefanter plejede hinanden, andre sloges og andre igen prøvede at parre sig. Joe’s fortalte, at en gammel hanelefant forvirret forsøgte at parre sig med en ung hanelefant. Elefanter kan åbenbart godt have den slags tendenser.

4e61c6a31469003092011.jpg 

Senere på dagen så vi et andet sjældent dyr: Næsehornet. Det blev dog kun til at kort glimt af næsehornet bag et buskads. Det havde virkelig været smart at kapre bilens bedste pladser, netop denne dag!  Vi var fremme ved den sidste teltplads, Okaukuejo, sidst på eftermiddagen. Vi fik hurtigt slået lejren op og hængt vores halvvåde tøj til tørre. Bedst af alt var en nedkølende badetur i lejrens swimmingpool. Inden aftensmaden nåede Mie lige at ringe hjem. På aftenmødet fik vi at vide, at det trak op til mere regn i løbet af natten. Vi skulle derfor flytte teltene til et andet, mere tørt, sted på lejrpladsen, så vi ikke blev oversvømmet i nattens løb. Det blev lige til en tur i baren inden vi gik godt trætte i seng.

 

Dag 15  Onsdag den 22/1 2003

Efter nogle skønne dage i Etosha, var det tid til at rejse videre. For at undgå varmen stod vi igen tidligt op, fik pakket sammen og spiste morgenmad. Ved 7.30-tiden sagde vi farvel til lejren i Okaukuejo og satte kursen sydpå mod Outjo.

4e61c746924a803092011.jpg

Her gjorde vi dagens første stop hos et indhegnet supermarked med benzinstation. Udenfor hegnet måtte to sultne tiggere se på, mens vi forsynede os med slik, chips og sodavand. Herfra fortsatte vi næsten stik mod vest til Khoriax, hvor vi holdt pause ved et konditori og et par hytter der solgte souvenirs, lavet af børnene fra den lokale skole. Da vi forlod Khoriax var vi nu løbet tør for asfaltvej.

 

Godt støvede ankom vi til dagens første attraktion: ”Den forstenede skov”. Varmen var så overvældende, at Mie valgte at blive ved det overdækkede picnicområde for at lege med et par små drenge.

4e61c7ce519f603092011.jpg

Overalt i området kunne man finde forstenede træstykker. Der var bl.a. en 200 millioner år gammel, tyk træstamme. Den forstenede stamme havde sågar bark og var blevet ført hertil ad floderne fra det nordlige Angola. Et andet sted lå en 40 meter lang stamme næsten intakt. Ud over træerne viste guiden også en levende ørkenplante der var mere end 1000 år gammel. Efter en times rundvisning, der viste sig reelt kun at tage 25 minutter, anrettede vi lækre sandwich til frokost. En af de nysgerrige drenge fik en blyant, så han kunne komme til at skrive og vi lavede en papirflyver til ham, som han dog ikke var helt god til at flyve med.

Som vi nærmede os campingpladsen Aba Huab, blev landskabet mellem de små blikhuslandsbyer mere og mere øde. Vi slog lejr ved en udtørret flodseng i skyggen under et gammelt træ.

4e61c83794b2103092011.jpg

Udsigten var smuk med den tørre, lyse slette omgivet at de røde, arrede bjerge. Vi havde lidt tid i middagsheden til at slappe af i baren, inden vi skulle på udflugt til til klippemalerierne ved Twyvelfontein. Her kom vi på en times rundvisning med en vidende og veluddannet engelsktalende guide. Klippemalerierne forestillede dyr som: antiloper, giraffer og elefanter, samt dyrenes spor. Ofte havde kunstneren ”signeret” malerierne med sit eget fodaftryk. Dieter blev hurtig træt og efter lidt kommunikationsproblemer fik vi fortalt ham, at vi skulle begynde at gå tilbage til bilen. Turen rundt på de røde klipper sluttede ved den tvivlsomme kildes udspring (Twyvelfontain). Da vi kom tilbage til udgangspunktet, og havde givet guiden drikkepenge, blev vi vidner til spontan afrikansk sang. Alle afrikanerne ved den lille butik brød ud i flerstemmig sang og dansede glade omkring. Som tak for underholdningen, fik sangerne et lift med tilbage til vores teltlejr. Bilen var nu så fyldt med mennesker, at de sidste måtte klatre op på bilens tag for at komme med.

4e61c89dd4bae03092011.jpg 

I lejren mødte vi en hollandsk Overlander (Turistbus), der var ved at arrangere en fodboldkamp mod nogle lokale gutter. Christian var med som offensiv midtbane, dog uden meget held. De fleste sorte lokale drenge spillede med bare fødder, så vi hvide havde en stor fordel, når det kom til tacklinger. Venligt lod de lokale drenge os vinde med 7-1.

4e61c909e55c703092011.jpg

Til aftensmad havde Joe tilsyneladende lavet kartoffelmos, men det viste sig at være den afrikanske klassiker: Majsmel tilsat vand. Dertil fik vi grønsager og bålstegte kyllingelår. Toilet- og badeforholdene her midt i Damaraørkenen var noget spartanske, så vi nøjedes med en tandbørstning i mørket. Det var nu tid til den sidste teltovernatning inden vi, næste morgen skulle tilbage til civilisationen i Swakopmund.

4e61c970b8ea903092011.jpg 

Dag 16  Torsdag den 23/1 2003

Sidste dag på den nordlige tur! Vi var hurtige til at pakke vores telt ned, og gik en lille tur mens de andre fik pakket færdig. Damaraland var virkelig et naturskønt område med beige sand, tørre græssletter, spredte grønne træer, alt sammen indrammet at de høje bjerge i baggrunden. Alt mens solen stod op, nød vi den skønne natur og stilheden.

4e61ca066adb803092011.jpg

Vi forlod campsitet uden problemer med oversvømmelse, og drønede derudaf på de bulede sandveje. Med 400 km. vej forude, brugte Mie den første tid på sin kuihimo. Området var ekstremt øde, blot med at par enkelte blikhuse her og der i ødemarken – tænk at bo her uden vand og strøm!

Vi gjorde et kort stop i en lille by ved navn ”Uis”. Byens navn udtales med en kliklyd som forlyd. Her kunne vi næsten ikke være i fred for sultne mennesker der ville have, at vi skulle købe brød til dem. Det var svært at være vidne til deres nød, når vi til sammenligning var så utroligt rige. Samtidigt var man nødt til at påtage en arrogant attitude, for at hold de påtrængende mennesker på afstand.

Videre mod Swakopmund passerede vi Namibias højeste bjerg, Brandberg, der rejste sig i landskabet med sine 2573 meter. Mange fattige besteg bjerget for at søge efter krystalliseret sten. Et godt fund kunne tjene til dagens måltider. Godt støvede i bilen, glædede vi os til at nå frem til Swakopmund. Vi kørte sydpå langs ”Skeleton Coast” - opkaldt efter de mange skibsvrag der lå spredt langs kysten. Jo nærmere vi kom Atlanterhavet kunne vi se, hvordan naturen ændrede sig. Det blev om muligt mere øde, helt fladt, bare med sand. Temperaturen faldt og det var virkelig mærkbart køligere. Vi mødte havet ved Henties Bay og kørte lidt nordpå til Cape Cross. Efter varmen i Damara, var det virkelig koldt her. Mens vi ventede på frokost, løb vi ud i vandet for at soppe. Mie samlede et par muslinger op og en knogle fra en sæl.

4e61caa1e9ce103092011.jpg 

Efter frokostsandwich, så vi dagens første attraktion. Midt på denne lille kyststrækning havde en enorm sælfamilie valgt at holde til. Sælerne var over alt på land og i vandet. De så meget søde ud, men lugtede forfærdeligt. Der var små nuttede sælunger og ældre sæler, der blot sad med hovedet i vejret, lukkede øjne og dovnede.

4e61caf32389b03092011.jpg 

Klokken var 15 da vi ankom til Swakopmund. Joe gav os først en kort rundvisning. Viste hvor internettet, supermarkedet osv. var. Førstehåndsindtrykket af byen var godt - lige hvad vi manglede efter flere dage i ødemarken. Stranden, markedet, de gode spisesteder og de mange spændende butikker – her var meget at tage sig til. Første stop var ved et overnatningssted ved stranden hvor resten af gruppen skulle bo. Vi forhørte os om vi kunne leje et lille hus til to personer, men alt var optaget.

 

Vi sagde farvel til gruppen og satte Dieter af ved et hotel. Selv blev vi kørt til et gæstehus kaldet ”The Space”, som var anbefalet i rejseguiden Lonely Planet. Vi forhørte os her, mens Joe ventede i bilen. Det første vi så da vi trådte ind i gæstehuset var Randi – nej, hvor skønt at se hende igen! Så gik snakken ellers lystigt igen, vi glemte næsten at hente rygsækkene i bilen, så Joe kunne komme videre.

4e61cb555d3ce03092011.jpg

Mundtøjet stod ikke stille. Vi skulle høre alt om Randi og Bente-Elisabeths tur til Himbafolket, der havde været helt fantastisk. På ”The Space” fik vi et flot, langt, lyst værelse med buet loft – meget specielt og alternativt, men hyggeligt.

4e6212bfa9be903092011.jpg

Stedet var drevet af en lille familie med to små drenge, der havde købt to huse, for at få dem bygget sammen til en mindre labyrint. Deres private hus var i den ene side, mens gården var deres ”have” med sandkasse, hvor vi gæster også opholdt os. Stedet var ikke et officielt overnatningssted, da familien ikke havde kunnet få tilladelse hertil, så alle vi backpackere var ”venner af huset”. Stedet var en seværdighed i sig selv, med alternativ, men stilren arkitektur. Rummene var udsmykkede med tegninger med seksuelle undertoner. Det var konen selv, der havde udfoldet sine kunstneriske evner. Enkelte billeder var nøgenfotos af hende selv! Bruseforholdene var også en oplevelse. Man stod ”skjult” bag nogle buske og en sten i gården, mens man blev overbruset med vand fra et kringlet jernrør. Hvis folk ville kigge med, var det ikke til at skjule sig.

 

1½ times tid senere fulgtes vi med Randi og Elisabeth en smuttur ned i byen. ”The Space” lå et stykke fra centrum, så turen var god motion. Swakopmund ligner egentlig meget en dansk provinsby med villakvarterer og et bycentrum med ret almindelige butikker. I de fine villakvarterer - hvert hus med sin egen indhegning og egen vagt - boede de hvide mennesker. De sorte, var ”forvist” til udkanten af byen hvor de boede i townships. Som vi gik gennem villakvartererne så vi sorte mennesker travlt beskæftiget med at ordne have, vaske vinduer eller gøre rent for de hvide.  De fleste huse havde tremmer for vinduerne. Nogle steder var der ligefrem installeret pigtråd rundt ovenpå murene for at holde uønskede gæster ude. Gaderne blev sikret af patruljerende vagtfolk.

4e6213322326f03092011.jpg

I byen købte vi to slags supper med tilhørende brød til aftensmad. Aftenen gik med snak, afslapning, tøjvask og endnu mere afslapning. Næste morgen blev aftalen, at tage på tur i Randi og Elisabeths fine, lejede bil.

 

Dag 17  Fredag den 24/1 2003

Til morgen mødte vi Randi og Bente-Elisabeth i køkkenet og vi spiste sammen. Udlejningsbilen ankom ved 9-tiden. Først kørte vi en tur forbi turistinformationen for at få information om Walvis Bay, og besøgte Namibia Wildlife Resorts for at skaffe os en tilladelse til at køre på Welwitschia Drive (Welwitschia er en ørkenplante, der med sin levealder på over 1000 år betegnes som et levende fossil). På den 35 km. lange køretur til Walvis Bay havde vi udsigt til havet på den ene side af bilen og de nøgne klitter på den anden side.

 

Fremme ved lagunen i Walvis Bay stoppede vi for at se flamingoerne soppe rundt i det lave vand.

4e621386ae6d203092011.jpg

Byen i sig selv så ikke så interessant ud, så vi kørte nordpå igen mod Welwitschia Drive. Vi forlod asfaltvejen og trillede forsigtigt ind på den støvede vej. Landskabet var utroligt øde og tørt – nærmest kun groft hvidt sand med mørkt grus og nogle enkelte hårdføre ørkenbuske. Her midt i ødemarken, uden andre mennesker i miles omkreds, stoppede vi for at spise frokost i bilen.

4e6213ee00a5e03092011.jpg

Umiddelbart føltes det halvkøligt med en stærk vind. Turens højdepunkt var helt sikkert udsigtspunktet ved ”Moon Landscape”, hvor landskabet virkelig lignede de billeder, man havde set fra månen. Da vi kørte videre beklagede Randi sig over den bumlede grusvej, så Christian tilbød at køre, selvom han ikke havde kørekort. Bilen satte lidt vildt i gang, men efter at være kommet op i 3. gear rullede vi stødt fremad på den brede grusvej med 60 km/t. Bente-Elisabeth var ikke helt tryg ved den uerfarne chauffør bag rettet, så Randi overtog snart bilen igen.

4e62142b9e18303092011.jpg

Lige uden for Swakopmund standsede vi ved det gamle lokomotiv: ”The Martin Luther”. Det var blevet efterladt af tyskerne i 1896. Her blev vi nærmest overfaldet af stensælgere. Damptoget kom aldrig rigtig i funktion og satte sig fast lige øst for byen. Det er opkaldt efter Martin Luthers berømte ord: ”Here I stand. May God help me, I cannot do otherwise”. Vi blev sat af i centrum og gjorde nogle indkøb i det meget moderne supermarked, inden vi travede den lange tur til ”Alternative Space”.

 

Til aften bød ejerne, Frenus og Sybille, på grillet fisk, kartofler, salat og hjemmebagt brød. Som mørket sænkede sig sad vi omkring grillen og sludrede med Randi og Elisabeth på  deres sidste aften i Swakopmund. Sidst på aftenen indbød Frenus og Sybille til forpremiere på en skør dukketeaterforestilling, de ville opføre til sønnen Rafaels 5 års fødselsdag mandag.

4e62149402aa303092011.jpg 

Dag 18  Lørdag den 25/1 2003

Mie stod tidligt op for ikke at blive overbegloet af listige, nysgerrige blikke i badet. Vi sagde farvel til Randi og Bente-Elisabeth. Første dag på rejsen, helt uden planer! Skønt efter at have været på farten hele tiden. Vi afleverede vores vasketøj på et vaskeri, så det kunne blive vasket helt rent og slentrede derefter lidt rundt i Swakopmund. Vi returnerede til ”The Space” for at opdatere rejsedagbogen og ellers bare slappe af.

Over middag blev vi kørt ned i byen til frokostpizzaer. I byen handlede vi ind til aftensmad og hentede vores velduftende vasketøj fra vaskeriet. Eftermiddagen foregik på langs. Til aften ryddede vi op i vores ting, fik styr på kamerafilmene, økonomien og skrev videre på rejsedagbogen.   

 

Dag 19  Søndag den 26/1 2003

Dagen blev en rigtig dovnedag. Vi stod sent op og fik sløvt vasket vores tøj og spist morgenmad. Ved middagstid gik vi en spadseretur i byen for at kigge os omkring. Desværre var der allerede lukket hos ”Pleasure Flights”, så vi kunne ikke komme til at booke en Fly-in Safari til Himbafolket i Opuwo, som vi ellers havde planlagt efter Randi og Bente Elisabeths salgstale.

De fleste butikker var lukket, så vi gik lidt planløst rundt og kiggede på de butikker der trods alt havde åbent.  Dagens seværdighed var det nationale marine museum, som efter sigende skulle være det største af sin slags i hele Afrika. Marine museet, der viste sig ikke at være så stort alligevel, var specialiseret i fisk fra Atlanterhavet. Højdepunktet var, da en dykker hoppede i det store akvarium for at fodre fiskene. Vi kunne rigtig få det hele med, da der var bygget en glastunnel gennem akvariet. Nogle af fiskene blev håndfodret, f.eks. en stor havskildpadde og nogle enorme rovfisk.

 

Efter museumsbesøget gik vi endnu en tur rundt i Swakopmunds gader, indtil biografen åbnede kl. 17.15. Godt forsynet med cola og bløde popkorn, glædede vi os til at gense: ”Harry Potter – The chamber of secrets”. Fin film i en hyggelig biograf.

På hjemturen på de mørke, mennesketomme gader, kunne vi rigtig se tyverialarmerne blinke i folks vinduer. Utroligt, at de hvides menneskers huse var barrikaderet som små uindtagelige fæstninger. Høje mure, tremmer på indersiden af vinduerne, mange med tydelige alarmer og skilte der advarede om patruljerende, bevæbnede vagter og bidske hunde.  Vi klarede turen i mørket og hilste pænt på vores egen vagt, inden vi langsomt fandt i seng.

 

Dag 20  Mandag den 27/1 2003

Vi brugte godt og vel 6 timer i Swakopmund by. Vi gik og gik. Det første vi gjorde, var at forhøre os om muligheden for at komme med et fly op til Himbafolket. Heldet var med os. I det lille privatfly var der plads til 5 personer, og tre andre turister havde netop tilmeldt sig. Når flyet var fyldt op, blev turen billigere, idet vi jo var flere til at dele omkostningerne.  

 

For at fejre succesen gik vi på caféen ”Out of Africa”. Herefter bookede vi transport til Windhoek med minibus til fredag. Prisen var 65 kr. pr. hoved, hvilket vel var meget rimeligt, taget de 400 km. i betragtning. 

Da vi kom tilbage til ”The Space” var huset fuldt af gæster, da det var Rafaels 5 års fødselsdag.  Der var skrig og skrål, masser af kage, chips og juice. Forældrene fik også opført dukketeateret med de hjemmelavede dukker.

 

Dag 21  Tirsdag den 28/1 2003

Mere følger…

 
Panel title

© 2017 haesum

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-2,7475779056549sekunder