Haesum - Nepal

4e5bcad0ad56529082011.jpg

Dag 13  Mandag den 2/3 1998

Godmorgen kl. 6.00, morgenfrisk? – nej vel!!! Forlod værelset, spiste morgenmad og ven­tede på minibussen til lufthavnen i ca. 10 min. Bussen blev som sædvanligt proppet totalt op med mennesker, og for at gøre oplevelsen fuldendt, satte chaufføren noget lokalt conga-musik på, og skruede godt op. Dødskørsel mod lufthavnen – intet nyt under solen. I lufthavnen gik alt som smurt, vi checkede ind og nåede lige at spise på KFC, inden vi gik ombord på flyveren.

Flyveturen tog 3 timer. Undervejs var der mange lufthuller, men drikkevarerne (også sprut) var gratis. Maden var dog elendig, så det var godt vi havde været forudseende og spise på forhånd. Da vi ankom kl. 12.30, var Mie ved at være godt sulten og Christian halvbedugget. For at komme ind i Nepal skulle vi først søge om visum. Prisen skulle betales med hård valuta: amerikanske dollars i kontanter. Lufthavnen var meget lille, måske halv så stor som Billunds gamle lufthavn, og de ansatte var meget langsomme til at udstede de dyre visa.

Udenfor lufthavnen blev vi nærmest overfaldet af drenge, der ville bære vores bagage for lidt håndører. Hjemmefra havde vi, som i Thailand, reserveret overnatning på forhånd. Vi var glade da vi fandt dem der skulle samle os op, så vi kunne slippe væk fra den meget påtrængende folkemængde. Vi kørte nu med retning mod Highlander som lå i området Thamel i det indre Kathmandu (Highlander er Jysk Rejsebureaus samarbejdspartner i Ne­pal). Undervejs fik vi blomsterkranse og velkomstkort. Mens vi kørte afsted, fik vi øje på en flok aber der legede, de var åbenbart vant til mennesker og tog sig ikke af os. På Highlan­der fik vi en varm velkomst og fik hilst på Niels fra Jysk Rejsebureau igen (ham vi havde mødt i Umpang, Thailand). En af medarbejderne viste os til Hotel Kantipur. Her fik vi et flot møbleret luksus­værelse med bad (varmt vand) og fane (til hvad?)

I Nepal var der meget køligere end i Thailand. Vi var nødt til at tage lange bukser og varme trøjer på. Vi slappede af på værelset inden vi bestemte os for at gå på opdagelse i Kathmandu. Pludselig var vi faret vild og kunne hverken finde Highlander eller Hotel Kanti­pur. Vi spurgte mange om vej, men ingen kunne hjælpe os og vi blev kun mere forvirrede. Omsider efter 3 timer fandt vi tilbage til hotellet, hvor vi slappede af, inden vi gjorde os klar til at gå afsted igen. Men denne gang sørgede vi dog for at orientere os godt, så vi ikke fór vild igen. På Highlander stødte vi ind i Nana og hendes ven, som Mie kendte fra gymnasiet - ja verden er lille. Sammen gik vi ind på restauranten ”La Dolce Vita” og spiste god italiensk aftensmad (370 rp. ca. 45 kr.). Efter maden gik vi hvert til sit.

 

Dag 14  Tirsdag den 3/3 1998

Vi sov dejligt længe, da det køligere klima gjorde det meget lettere at sove. Vi forlod hotellet og blev som sædvanligt mødt med honnør af portvagten og blev tiltalt med ”madame” og ”sir”. Vi gik rundt i de små gader imens vi nød de mange nye indtryk. Nepal var meget an­derledes end Thailand. Her var liv og glade dage og de lokale havde travlt med at feje foran deres små lave butikker, mens dyr og børn løb omkring. Folk var glade og der hvi­lede en dejlig ro over stedet trods den megen aktivitet.

4e6de08bb642c12092011.jpg

Vi fandt et dejligt sted at spise morgenmad, nemlig bageriet ”Pumpernickel”. Her var masser af lækkert brød, forskellige boller og en efterligning af danske snegle. Det smagte himmelsk - det var næsten lige så godt som hjemme.

Vi ”trillede” videre mod et af de gamle tempel-områder, Durbar Square . På torvet var der også her megen aktivitet, meget smukt og særpræget. Overalt var der gamle, flot dekorerede huse og templer i tre etager. De lokale her er ikke særlige høje, men damerne er derimod godt i stand. Kvinderne går i meget flotte og farvestrålende dragter, der bliver viklet rundt om kroppen.

4e6df5931a56d12092011.jpg

Vi kom hen til et lille marked, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord, det var bl.a. masker, smykker, knive, figurer og andre metal ting. I tempelområdet var der mange også mange mennesker. Vi tog et lille hvil ved Maju-Deval-templet, men her kunne vi ikke holde ud at være ret længe. Den ene efter den anden henvendte sig og spurgte på godt engelsk, om vi havde brug for en guide.

4e6de0ee7d59012092011.jpg

Vi så, hvordan de lokale gik hen til den store religiøse skulptur af Shiva. De rørte ved den og bad til den. Herefter gik vi målrettet ud for at finde et sted at spise. Vi gik ned af en gade, der hed ”Freak Street”, hvor 60 érnes hippier havde holdt til. Her spiste vi på Oasis, hvor vi fik to Hawaii-steaks med pomfritter og cola for 40 kr. – velbekomme!!! På tilbagevejen gik vi forbi GPO i Kathmandu. Så havde vi nemlig styr på, hvorfra vi kunne sende vores postkort. Vi var blevet meget trætte og gik lige hjem på hotellet og tog os en lille lur på 5 timer.

4e6de171629fb12092011.jpg

Senere gik vi lige ned i byen, da Mie gerne ville ringe til mor og far. Vi fandt hermed ud af at der ikke er så meget gang i Thamel efter Kl. 22, idet de små butikker lukker ved 21-ti­den. Det var lidt kedeligt, da man lige var blevet vant til Thailands livlige aftenliv. Nå, men et opkald til Danmark var overraskende dyrt, ca. 20 kr. i minuttet. Derefter gik vi på hovedet i seng, og sov til den lyse morgen.

 

Dag 15  Onsdag den 4/3 1998

Vi fik et dejligt varmt morgenbad (vandet blev varmet op af solfangere, så hvis man stod for tidligt op var der kun koldt vand). Det var tid til lidt morgenmad, så vi gik ned til Pum­pernickel-bageriet og fik friskbagt og hjemligt morgenbrød. Her i Nepal er alt mere tilpasset turisterne end i Thailand – og hvor er det skønt. Tilbage på hotellet pakkede vi sammen og gik ned for at checke ud. Vi fik en farvel-honnør fra portvagten og gik hen til White Lotus Guesthouse hvor vi kom til at bo nabo til Nana og hendes ven.

Senere gik vi afsted mod en af Kathmandu’s store seværdigheder: det buddhistiske tempel Swayambhunath. Templet er også kendt som abetemplet, fordi en stor gruppe aber hol­der til her. For at komme op til stupaen skulle vi op ad en lang trappe med over 300 trin.

4e6df69a325ca12092011.jpg

Hele vejen op langs den lange trappe var der bygget en hel masse flotte buddhistiske statuer. Første del af stupaen blev grundlagt for ca. 2000 år siden og buddhisterne mener, at denne stupa er den mest kraftfulde på hele jorden!!! Eftersom stupaen er så kraftig, er Swayambhunath ligeledes stedet hvor éns bønner bliver bedst hørt.

4e6de1fa395ec12092011.jpg

På stupaen kigger Buddhas øjne i fire retninger ud over Kathmandudalen. Øverst oppe er der tretten ringe, som symboliserer de tretten trin af viden, der er nødvendig for at opnå nir­vana. Hele vejen rundt om stupaen er der bedemøller, og overalt hænger de farverige be­deflag. Bøn­nerne som står på bedeflagene, bliver symbolsk spredt med vinden over Kathmandudalen.

4e6df634bead012092011.jpg

På turen tilbage til Thamel passerede vi Vishnumatifloden, men det var et ynkeligt syn: floden var fyldt med affald og stank forfærdeligt. Undervejs spiste vi pomme frites på en ame­rikansk/mexicansk restaurant. Da vi fik regningen forsøgte de at snyde os, men det endte med, at de kom til at snyde sig selv.

Tilbage på det yderst spartanske White Lotus Guest House slappede vi af på værelset, inden vi gik nedenunder og så en piratkopi af en James Bond-film. Resten af dagen skrev, læste og snakkede vi.

 


Dag 16  Torsdag den 5/3 1998

Stod tidligt op, pakkede og gik ned for at spise morgenmad på Pumpernickel. Herefter gik vi til­bage til White Lotus for at tjekke ud – lyset på vores værelse duede ikke og fællestoilettet var simpelthen for vammelt. Med hjælp fra den engelske rejsebog ”Lonely Planet” fandt vi hur­tigt et andet og betydeligt bedre guest house: Mom’s House Lodge. Værelset var fint og badeværelset OK. Vi samlede lige lidt kræfter inden vi gik ud på den helt store ”butiks-kig­ger”.

4e6de2a5f017a12092011.jpg

På vores ca. 3 timer lange tur rundt i Thamel så vi på striktrøjer, bluser, jakker, udflugter, postkort mv. Vi endte med at købe 11 postkort, samt 2 jakker til 500 rp. pr. stk., som enhver hippie ville have båret med glæde i 60’erne. Desuden var vi på visit hos Highlander for at få information om Chitwan Nationalpark ved grænsen til Indien og om rafting i Pokhara-området. Efter byturen slappede vi af på Mom’s. Ved 19.00-tiden gik vi ned til K.C.’s re­staurant, hvor vi spiste lækker wienerschnitzel med bagt kartoffel, serveret med en stor kold Tu­borg. Øllene i Nepal er ikke for børn – de er på 650 ml. med en alkoholprocent på 5,6. En øl kræver flere så vi gik videre til Jerry Pub, hvor Mie stødte ind i Marianne fra hendes HF-klasse. Hen på aftenen gik vi så dinglende hjemad.

 

Dag 17  Fredag den 6/3 1998

Vi var tidligt ude af fjerene og havde begge en uhyggelig ølsmag i munden. Regnen silede ned over Kathmandus gamle gader og vi fik brug for vores regnslag for første gang. Det var svært at få bord på Pumpernickel og vi måtte vente lidt. Da vi havde spist færdig gik vi i banken for at veksle en rejsecheck. Vi måtte vente ca. 1 time før vi fik vores 6105 rps. for en rejse­check på 100 dollars. Vi gik herefter hen på Highlander for at booke os ind på en 2-3 da­ges safari i Chitwan National Park fra mandag den 9/3. Turen slutter i Pokhara i det vest­lige Nepal og kostede 60$ pr. person (ca. 423 kr.).

Vi travede tilbage til Mom’s – Mie var blevet lidt halvsløj af det kølige klima. Slappede af og sov til 15.30. Nu var det tid til noget føde så vi gik på vores yndlingsrestaurant K.C.’s. Christian fik hamburger med pommes og Mie fik Grilled Chicken med pommes. Inklusiv drikkevarer kostede alt dette kun 51 kr. – her i Nepal får man virkelig noget for sine hårdt optjente lommepenge.

Regnen var efterhånden stoppet så vi gik en lille tur rundt i Thamel. Da det var blevet ret køligt i Kathmandu, købte vi også to halstørklæder. Lidt læsestof blev det også til: to brugte Michael Crichton bøger. Vi tog lidt lækkert slik og noget mineralvand med på værelset. Her skrev vi dagbog og postkort, læste i vores nye bøger og hyggesnakkede. En rigtig regnfuld slap­perdag hvor der ikke skete særligt meget – men det er virkeligt også nødvendigt en gang imellem.

 

Dag 18  Lørdag den 7/3 1998

Mie sov dårligt hele natten – dels fordi hundene i Kathmandus gader larmede usædvan­ligt meget, og fordi der havde været det værste tordenvejr i løbet af natten. Nå, men tidligt op. Morgenbadet sprang vi over – det var bare for koldt og klamt. Billig morgenmad som sædvanligt.

Dagens udflugt skulle gå til Bodhnatn-stupaen, som er det religiøse centrum for de mange tibetanske munke i Nepal. For sjov skyld ville vi prøve at køre i en rickshaw – en flot deko­reret cykeltaxi. Vi gik ned i centrum af Thamel og handlede lidt frem og tilbage med en af rickshaw-mændene og snart var vi afsted. Egentligt havde vi troet, at Bodhnath var ret tæt på Thamel, men det viste sig at der var ca. 7 kilometer derhen. Den stakkels mand der cyklede af sted med os, svedte og pustede, så vi fik helt ondt af ham. Når det gik op ad bakke var vi nødt til at stå af, så vores chauffør ikke kollapsede totalt. Da vi omsider kom frem gav vi ham godt med drikkepenge for den hårde tur.

4e6de329746b212092011.jpg

Bodhnath var næsten magen til abetemplet Swayambhunath, bortset fra at Bodhnath var større, med langt flere bedeflag, men beliggende på gadeplan. Her var livlig aktivitet, fordi det var lør­dag, hvor nepaleserne havde fridag. Vi gik op på stupaen, sad lidt og nød udsigten. Overalt så vi tibetanske munke, der var klædt i mørkerød dragt.

4e6de3b69b6d212092011.jpg

For at slukke tørsten gik vi ind på en klam café og fik en sodavand. Flasken var lidt su­spekt – den lugtede mistænkeligt meget af ko. Vi kiggede dybt i vores rejsebøger og gik af sted mod den hellige hinduistiske ligbrændingsplads Pashupatinath som var næ­ste udflugtsmål. Undervejs kom vi gennem den lokale losseplads, det lignede det i alt fald. Det var her de rigtigt fattige boede – i dyb slum.

Vi fandt frem til målet. Her var ligeledes overfyldt med nepalesere, men næsten ingen turi­ster. Det første vi så var et stort tempel, hvor der desværre kun var adgang for hinduer. Vi gik videre gennem et kæmpe tempelområde der ikke var særligt velbevaret. Foran os lå nu ligbrændingspladsen ved Bagmati-floden. Bagmati er en biflod til den hellige flod Ganges og er derfor velegnet til ligbrændinger. Hvis man dør eller brændes her, bliver man ifølge traditionen frigjort fra den endeløse cyklus af genfødsler. Ved et af afbrændingsstederne (ghats) lå en død kvinde under et orangegult klæde. De folk der stod for afbrændingen gik tre gange rundt om brændet, som var lagt klar og løftede derefter kvinden op derpå. Det før­ste sted de satte ild var i hendes mund!!! Vi sad og kiggede med, før vi gik hen for at kigge på boder. Her blev vi forfulgt af en mystisk mand. Ligegyldigt hvad vi gjorde fulgte han efter os – hvis han var ude på at stjæle fra os var han virkelig dårlig til at skjule det. For at komme tilbage til Thamel tog vi en taxi, hvor vi kom til at betale 70 rp. for meget – surt show.

4e6de43d395c012092011.jpg

Det var spisetid så vi gik ind på K.C.’s restaurant og bestilte to store peppersteaks. Det med pebret tog kokken meget bogstaveligt, så vi måtte have en masse at drikke. På hjem­vejen købte vi små stearinlys og masser af slik – nu skulle der lørdagshygges. Christian læste mens Mie skrev et langt brev. Sidst på aftenen gik vi en aftentur ned gennem Tha­mel og nød den stille aftenstemning.

 

Dag 19  Søndag den 8/3 1998

Vågnede op til en ny god dag og var begge endeligt kommet helt over vores forkølelse. Mie glæ­dede sig rigtigt til et dejligt varmt bad, hun åbnede for bruseren, men der kom kun en lille ynkelig tynd stråle ud af bruseren. Opgav badet og gik ned for at spise morgenmad – ja, gæt selv hvor. Da vi var kommet tilbage, var der kommet fint tryk på vandet. Mie gik først i bad og fik kun koldt vand, mens Christian var heldig og fik dejligt varmt brusebad. Solen skinnede ned over Kathmandu, så vi satte os op på Mom’s terrasse for at slikke solskin. Her nød vi varmen mens vi læste og skrev breve og masser af postkort. Da vi blev færdige med brevene og postkortene til Danmark, gik vi ned til GPO for at købe fri­mærker (18 stk.) og fik det hele sendt hjem.

Fra GPO var der ikke så langt til den anden kongeby i Kathmandu-dalen, Patan, så vi gik af sted i raskt trav. I Patan er der som i Kathmandu et Durbar Square, og her fik vi en velfortjent soda­vand da vi kom frem. Torvet var ikke så stort som i Kathmandu, dog var Krishnatemplet og dronningens bad imponerende. På vejen fik vi en lille dreng på slæb, som Mie næsten ikke kunne stå for.

4e6de4ee1a44812092011.jpg

Herfra var der langt til Thamel, så vi ville finde en motoriseret rickshaw, men for en gangs skyld var det ikke til at opdrive en. Da vi endelig fandt en rickshaw, var det svært ikke at virke alt for desperate da vi forhandlede om prisen. Vi fik turen til ca. 6 kr., så det var OK.

Tilbage i Thamel var alt mørkelagt – strømmen var gået. Overalt kunne man se stearinlys i vinduerne. Strømafbrydelser var man vant til, så alle tog det helt roligt – i modsætning hvad vi danskere ville have gjort hjemme.

På værelset tændte vi selv vores stearinlys. Senere på K.C.’s var der fuldt hus, men vi var hel­dige at få et bord ovenpå. Vi fik de gode gamle Wienerschnitzler og et par kolde øl. Inden vi gik hjem var vi lige hos bageren for at få desserten. Det var ikke til at vide hvordan kosten ville blive de næste dage, hvor vi skulle på safari i Chitwan Nationalpark. Vi pakkede og gik til køjs, for at være friske til den helt store udflugt dagen derpå. Fra nu af, ville der gå lidt tid, før vi var tilbage i Kathmandu igen. Efter opholdet i Chitwan skulle vi nemlig til Pokhara i det vestlige Nepal.

 

Dag 20  Mandag den 9/3 1998

Tidligt op kl. 5.45. Satsede på at bagerne havde åbent – man det havde de bare ikke. En fyr fra Highlander fulgte os med til bussen til Chitwan. Afgang kl. 7.00 - vi frøs en smule da det trak lidt fra vores vindue, som ikke kunne lukkes helt. Chaufføren brugte hornet så meget at vi var ved at blive vanvittige. Undervejs holdt vi en tiltrængt pause hvor vi fik provianteret lidt, inden vi trillede videre med conga-musik i højtaleren. Naturen var flot – høje bjerge (nogle med sne på toppen), dybe dale, hængebroer og en flod brusede som følgesvend det meste af vejen. Flo­den blev brugt til rafting, så vi fik engang imellem øje på et par små gummibåde der sneg­lede sig afsted.

Pludselig kom 3 tøser løbende i vejkanten og bussen holdt ind til siden. De 3 tøser var fra København og vi faldt hurtigt i snak. Vi syntes, det var lidt mærkeligt, at de stod på bussen her midt i ingentin, men de forklarede, at de lige kom fra et mini-trekking i bjergene.

Ved et sving var en lastbil næsten kørt ud over kanten. Alle lastbiler i Nepal har et billede af en gudinde og er dekoreret med hvad vi ville betegne som julepynt – det var sikkert den forulykkede chaufførs gudinde der havde holdt hånden over ham, så ham ikke var for­svundet ned ad bjerget og var havnet i floden.

Vi var fremme ved River View Jungle Camp i Chitwan Nationalpark ved 13.00-tiden. Heldigvis var her meget varmere end Katmandu, så vi fandt hurtig shorts’ene frem. Vores værelse var rent, stort og flot. Toilettet var endda hygiejnisk og der var til tider varmt vand i hanen – rent luksus. Tøserne kom til at bo ved siden af os. Restauranten tilberedte frokost efter eget valg – hvad mere kunne man bede om? Snart sad vi alle på en vogn der blev trukket rundt af en okse. Vi kom igennem en lille landsby og turen sluttede ved en elefant-stald. Her var også et sødt lille babynæsehorn. Herfra gik vi en tur langs floden, for at slutte af med at nyde den flotte solnedgang over nationalparken.

4e6de5b95fd7c12092011.jpg

Tilbage i River View Jungle Camp fik vi aftensmad kl. 19.00 – igen efter eget valg. Vi slut­tede dagen af med aftenslapper på det flotte værelse. Vi gik tidligt i seng, men havde svært ved at falde i søvn for insekterne og stammefolkets vilde trommespil.

 

Dag 21  Tirsdag den 10/3 1998

Vi stod op kl. 6.00 og spiste morgenmad (Mie havde i løbet af natten fået dårlig mave, så det eneste hun fik til morgenmad var en lille banan). Kl. 7.00 gik vi af sted på en morgenvandretur i nationalparkens jungle. Først skulle vi krydse floden over til national­parken i en lang udhulet træstamme. Floden var indhyllet i en stemningsfuld tåge, da van­det var varmt og dampede. Da vi var kommet tørskoet over floden, var vi officielt i Chitwan Nationalparken. Det første guiden gjorde var at orientere os om, hvordan vi skulle opføre os hvis stødte ind i næsehorn, tigre, bjørne, leoparder eller elefanter. F.eks. skulle vi løbe i zig-zag hvis et næsehorn jagtede os. Næsehornets syn var nemlig meget snævert og det havde svært ved at se til siden. Hvis man mødte en tiger skulle man se den direkte i øj­nene, tage et skridt frem og to tilbage, indtil man var på behørig afstand – mon der er no­gen der virkelig har turdet gøre det i praksis?

Først gik vi i et hjulspor, men senere gennem tæt skov og meterhøjt græs. Pludselig gjorde guiderne tegn – foran os lå et næsehorn og sov. Vi kravlede alle mindst 2 meter op i et højt træ og en af guiderne løb ud for at vække næsehornet.

4e6de67f4dc2d12092011.jpg

Vi sad længe i træet, var helt stille og belurede næsehornet som ikke fik øje på os. Til sidst var næsehornet kun ca. 15 meter fra os og vi holdt vejret. Da det omsider bestemte sig for at gå sin vej, kravlede vi godt ømme ned fra træet igen. På vej tilbage så vi pludseligt et kæmpe næsehorn foran os, der stod og slappede af i skyggen. Der var ingen træer at kravle op i, så vi listede stille væk og håbede at næsehornet ikke fik øje på os. På turen så vi også andre dyr: hjorte, påfugle, mystiske røde biller, mange særprægede fugle og en enkelt abe.

4e6de709e933312092011.jpg

Vi vaskede støvet af os, da vi kom tilbage til lejren og fik frokost ved middagstid.  Vi slappede af i skyggen indtil kl. 13.30, hvor vi, tøserne og et par guider drog på jeepsafari i junglen. Vi kørte dybt ind i junglen, hvor vi undervejs så en krokodillefarm. I junglen så vi fugle, aber, små hvidplettede hjorte, nogle meget store hjorte, flere næsehorn, vilde høns og mange kroko­diller. Mie synes ikke, at turen var så sjov, idet hun hellere ville hjem og sidde på wc’et. På hjemturen var en lille bro faldet sammen og vi måtte stå ud for at hjælpe jeepen over. Se­nere sad vi fast i mudder og måtte ud for at skubbe. Endelig brød bilen også sammen – så der var krise indtil guiderne fandt ud af, at de godt selv kunne lave bilen igen.

4e6de7cf2c9f912092011.jpg

Vi var tilbage igen kl. 18.30. Christian havde haft en rigtig god tur, men Mie havde som sagt haft vildt ondt i maven. Mie havde det meget dårligt og kunne ikke spise andet end bananer til aften. Egentligt skulle vi have været med til stammedans i nærheden, men vi blev på værelset da Mie stadigvæk var syg.

 

Dag 22  Onsdag den 11/3 1998

Vi stod tidligt op som sædvanligt og spiste ”lækker” morgenmad. Mie havde det stadig dår­ligt og kunne kun klemme lidt ned. Dagens program stod på jungletur på elefantryg. Vi kom til at sidde i kurv på elefant sammen med to nepalesere fra Pokhara. Vores elefant krydsede flo­den og gik rundt i det høje græs. Her så vi to næsehorn. Vi kunne komme meget tæt på næsehornene (ca. 2 m.) fordi de ikke lagde mærke til os, når vi sad oppe på elefanten. En tur ind i den tætte bevoksning i junglen blev det også til. Det var med at passe på når de store grene svuppede hen over os.

Mie fik langsomt mere og mere kvalme over gyngeriet på elefanten. De ellers meget snak­kesalige nepalesere blev hent stumme da Mie pludselig kastede op ud over elefanten. Turen var god for Christian, han så flere næsehorn, hjorte mv. Efter en times tid på elefantryg var turen slut og vi traskede tilbage til River View Jungle Camp. Det var efterhånden tid til at komme af sted med bussen til Pokhara. Så vi fik travlt med at pakke rygsækkene og få afregnet med River View for drikkevarer. I bus­sen havde vi en times ventetid – så var det da godt vi havde haft så travlt med at pakke!

Turen fra Chitwan til Pokhara var dræbende lang og kedelig. Hele vejen var der kun grus­vej, så det bumlede meget. Undervejs stod Mie for underholdningen, hun var meget be­kymret, for om hun kunne styre sin kvalme og diarre. Turen kom til at vare seks timer i alt.

Vi havde læst i vores rejsebøger, at Pokhara var byen med den flotte udsigt til de ca. 8000 m høje sneklædte Himalaya-bjergene, så vi glædede os til at se dem.

I Pokhara blev vi totalt overfaldet af ivrige unge mænd der ivrigt argumenterede for at vælge netop deres gæstehus. Det endte med, at vi danskere delte to taxi’er og så på et guest house som chaufføren anbefalede. Steddet var rigtig flot med superskønne værelser. Et dobbeltværelse med bad kostede kun 150 rp., så her slog vi danskere os ned. Vi skyndte os at hoppe i bad, for vi havde aftalt med de andre at vi skulle ud at spise sam­men. Mie skulle egentlig kun have haft lidt brød for hendes dårlige mave, men da alle an­dre valgte at svælge sig i lækre steaks på Everest Steakhouse, måtte hun simpelthen følge trop.

På et tidspunkt måtte vi begge forlade bordet, og spurte omkap ned til det enligt toilet. Der var nu to patienter med dårlige maver. Nå, men herefter fik vi det lidt bedre, så vi sad og drak til vi blev smidt ud fra restauranten lidt over kl. 22.00. De andre gik i byen, men vi skyndte os hjem. Vi frøs og havde nok bedst af at ligge i sengen.

 

Dag 23  Torsdag den 12/3 1998

Hvad kan man sige – dårlige maver. Vi gik ned på et af de mange ”tyske” bagerier for at få hjemlig morgenmad. Her mødte vi de andre danskere og slog os ned sammen med dem. Derefter kiggede vi lidt på Pokharas mange butikker med alt fra bøger, dagligvarer, souvenirs, t-shirts med påsyet mærke, til udflugter og musik. Det var nemt at blive enige om at tage en hygge-slapper i sengen – og vejret, det var i øvrigt dårligt. Vi fik besøg af de andre dan­skere der sagde at det nok var klogest at blive inden døre – de var totalt smadret ind i alle regnbuens farver. I dag var det nemlig Holi-festival  - farvernes fest. De fortalte at byen var et stort farveorgie. Vi tog noget slidt tøj på og gik ned i byen for at købe lidt brød og snacks til aftensmad.

I byen var både lokale nepalesere og turister helt oppe at køre - de smed rundt med vandballo­ner og klaskede farve på uheldige forbipasserende. Vi gik ikke fri og var lilla, røde, grønne og gule fra top til tå. Alle var glade og byen var helt på den anden ende – måske kunne det være en idé at indføre festivalen i Danmark? Vi gik hjem for at få et tiltrængt, men koldt bad. Da vi var blevet renere, var der madhygge på sengen. Vi tændte stearinlysene, smed os på sengen og åbnede bøgerne – andet var der simpelt­hen ikke energi til.

4e6de8803df1d12092011.jpg

 

Dag 24  Fredag den 13/3 1998

Vi stod tidlig op – og rigtig gættet, vi havde stadigvæk diarre. Øv endnu en dag med overskyet himmel og udsigt til små byger. Vi spiste morgenmad på et af de mange German Bakery’s. Dette sted var specielt godt, da der var den flotteste udsigt til en stor sø der hed Phe­wa­søen. Der var nogle mindre bjerge i baggrunden, men efter 2 dage i Pokhara havde vi sta­dig ikke set den sneklædte Annapurna-bjergkæde.

Vi vendte tilbage til hotellet og begravede hovederne i vores bøger. Det endte med, at vi faldt i søvn. Vi blev vækket, da ejeren kom og afleverede vores vasketøj. Han scorede lige kassen, for vi måtte betale 325 rp. for en smule tøjvask.

Vi gik i byen for at købe noget brød, æbler og Coca-cola til aftensmad. Vi håbede på, at vi bare kunne få lidt styr på maverne. Vi gik også en lang bytur og endte i den nordlige del af La­keside. På vejen tilbage købte vi os en lille båndoptager og 3 piratbånd til 1750 rp. (ca. 210 kr.). Der var live-musik på en bar, så vi gik ind og fik en sodavand. Da vi kiggede ud af et vindue, fik vi for første gang øje på de flotte sneklædte bjergtoppe, som vi havde læst om. Et rigtigt smukt og imponerende syn. Aftenen gik på hotelværelset med musik, læsning og snak i stearinlysenes skær.

 

Dag 25  Lørdag den 14/3 1998

Da vi vågnede var himlen flot blå og solen skinnede. Vi spiste morgenmad på Pumpernickel med den skønneste udsigt til bjergene og den spejlblanke sø. Et stykke tid efter fandt vi en boghandler, hvor man kunne leje mountainbikes for 100 rp. Vi slog til og cyklede af sted mod Sarangkot ad bumlede grusveje. Hurtigt fandt vi ud af, at gearene på cyklerne var i stykker. Mie havde kun lave gear og Christian kun eet gear, som tilmed tak­kede over, så Christian smadrede sit knæ da han trådte igennem første gang. Allerede da vi havde cyklet et kvarter var vi kommet væk fra de fleste turister og kunne mødte den sande og autentiske side af Nepal. Mens vi cyklede passerede vi nogle små primitive huse med små tilhørende terrassemarker. Undervejs havde vi den skønneste udsigt til søen og de høje bjerge i baggrunden. Vi mødte mange lokale børn som løb efter os og råbte :”Hello I can sit?” På et tidspunkt hvor vi trak med cyklerne, havde vi mindst 10 børn på slæb – de var meget påtrængende, men også søde. Mange talte et forbavsende godt engelsk og spurgte igen og igen om de måtte komme op på cyklerne. Vi kom i snak med to søde piger, som var søstre. Deres øjne strålede da de så Mie’s nøglering med en Legotroldmand. Deres øjne strålede, da vi fortalte at det var en magisk mand. Det endte med, at de fik Legonøgleringen, som de blev glade for og stolte af. Børnene i Nepal har intet legetøj; ingen mærkelige plasticdim­ser og ingen hylende fremtidsting. I stedet hjælper de med i det daglige og bruger meget tid på bare at sidde med de voksne, kigge og småsnakke.

4e6de990f0ccc12092011.jpg

Nå, men vi endte ved en lille landsby ved navn Pame Basar. I den lille støvede landsby var der kun en turist ud over os. Helt renset for vestlig påvirkning var byen dog ikke, som alle andre steder på vores tur kunne man købe Coca-cola. Mie’s sodavand var 2 måneder for gammel, men den gled da ned alligevel. Mens vi sad og nød vores sodavand kunne vi rig­tig indsnuse atmosfæren i byen. Livet gik stille og roligt her i landsbyen. Ko­nerne sad og slappede, af mens ungerne løb rundt om os i flok og sendte nysgerrige øjne. En gammel mand tøffede frem og tilbage på hans tynde ben. Ingen her vil nogensinde komme til at lide af stress. Vi sagde farvel til landsbyen og vendte snuden hjemad mod Pokhara. Undervejs mødte vi nogle koner som kom slæbende med hver sin kurv på ryg­gen – kurven hang ikke på remme over skuldrene, men blev båret med en rem omkring panden. Turen hjem gik hurtigere, da vi havde vænnet os lidt til den ujævne grusvej.

I Pokhara afleverede vi cyklerne og gik op på værelset for at slappe af og tage et dejligt varmt bad. Christian klagede over forbrændinger på både pande, arme og nakke. Aftensmaden, der bestod af en lækker wienersnitsel med bagt kartoffel, blev indtaget på Everest Steak House. Bagefter kiggede vi lidt på gadeli­vet, men var nødt til at gå hjem, for Christian havde meget ondt i knæet efter ”overtaknin­gen” på mountainbiken. Godt udmattede efter en hård dag faldt vi tidligt i søvn.

 

Dag 26  Søndag den 15/3 1998

Sov længe og spiste morgenmad på Pumpernickel. Her sad vi under en parasol og nød udsigten til søen og de hvide bjergtoppe. På vejen hjem købte Mie en blå trøje til 150 rp. (ca. 18 kr.) og postkort. Vi sad og nød solen på fællesterrassen, mens vi skrev postkort, læ­ste og snakkede. Et par timer senere gik vi ud for at ”finde” noget at spise. Christian be­stilte ”Danish Frikadeller” med kartoffelsalat og Mie kartoffelmos. Frikadellerne lignede til forveksling de danske, men kartoffelsalaten var hvid krem med rå kartofler. Efter måltidet gik vi ud for at kigge på forskellige gæstehuse og hoteller. Vi så også det gæstehus som københavnerne boede på og fik en snak med dem. Det var hyggeligt at se dem igen. Vi sagde farvel og endte med at booke et værelse på hotellet lige ved siden af dem. Nu trængte vi til et bad og gik tilbage til værelset. Vi slappede af og fik pakket vores rygsække sammen.

 

Dag 27  Mandag den 16/3 1998

Dagen var vores 15 måneders komme-sammen-dag. Vi spiste morgenmad på et andet tysk bageri, fordi Pumpernickel ikke havde fået brød endnu. Vi gik en tur med på Highlan­der og fik en snak med en udsendt fra Jysk Rejsebureau. Han fortalte, at der også tidligere havde været problemer med maden i Chitwan-nationalparken. Vi bestilte en rafting-tur på Kali Gandaki-floden den 19/3 og aftalte med Highlander, at de ville køre os til lægen i Pok­hara kl. 16.00. Gik herefter i banken for at veksle valuta til flodturen (230 USD ca. 1622 kr.). På Hotel Paradise checkede vi ud og gik hen for at indkvartere os på det flotte hotel Avo­cado som lå midt på hovedgaden i Pokhara. Imens værelset blev gjort rent, gik vi ned til søen og lejede en båd og sejlede ud på den rolige sø. Vi padlede rundt i 2 timer. Det var hyggeligt på søen, udsigten var flot, solen bagede og det var sjovt at ro rundt. Tilbage på Hotel Avocado tog vi varmt bad og gik ned på Highlander ved 16.00-tiden som aftalt.

4e6dea58a520312092011.jpg

Ved lægen betalte vi 1000 rp. i bestikkelse og kom helt forrest i den lange kø til lægen. Han snakkede, lyttede og bankede lidt og skrev en seddel med to slags piller på. På ”apoteket” blev vi snydt – vi betalte 890 rp. for nogle få piller. Herefter blev vi kørt tilbage til Lakeside, hvor Highlander betalte for taxichaufføren. Mie underholdte med ”sluge-pille-show” i to timer på værelset, da vores piller var temmelig store. Det lykkedes kun for Christian at sluge den største pille, som han hurtigt blev helt svimmel af. Til aften gik vi ned på restau­rant Zorba og spiste ulækker kartoffelmos med vegetar sovs. Da vi trætte væltede omkuld i sengen kunne vi ikke falde i søvn for nabobaren som spillede høj musik.

 

Dag 28  Tirsdag den 17/3 1998

Til morgen spiste vi endnu en gang morgenmad på Pumpernickel, under en overskyet himmel, inden vi futtede tilbage til Hotel Avocado. Pillerne havde gjort Christian rask igen – hurra, men Mie var stadig syg, så vi holdt endnu en officiel ”slapperdag”. Til middag spiste vi lasagne på ”Once Upon A Time” med fin søudsigt. Vi gik ned til Elegant View hvor vi mødte de to andre danskere.  Fik sodavand der, læste og skrev postkort. Gik ned til Highlander og fortalte, at vi først ville rafte søndag den 22/3 og afleverede pasfoto til rafting-tilladelser.

Vi var på hotellet indtil vi gik ned på ”McDonals” (nepalesisk/indisk efterligning) og spiste Nepals bedste pommes, burger og pizza. Nepal må være et af de sidste steder på kloden hvor McDonals ikke er etableret, ikke engang i Kathmandu er der en restaurant. Om afte­nen var Mie også rask – de lede orange piller havde åbenbart virket. Vi gik tidligt i seng, fordi vi ville gå op på Sarangkot-bjergtoppen næste morgen ved 7-tiden.

 

Dag 29  Onsdag den 18/3 1998

Christian var som sædvanligt vågen da vækkeuret ringede. Da det også var overskyet denne dag, ja så tog vi ikke til Sarangkot. Herfra skulle man have den flotteste udsigt til Annapurna-bjergkæden, men bare ikke når det var overskyet. Efter morgenmad skrev Mie sine postkort færdige, mens Christian gik ned i byen for at købe frimærker. Da Mie var færdig, gik vi ned i byen for at leje to cykler.

Vi cyklede af sted mod General Post Office. I centrum vrimlede det mennesker, biler der dyttede og køer der traskede ned ad vejen, som om de ejede det hele. Nå, men vi kørte og kørte og endte til sidst i en grusgrav – måske var det ikke lige her posthuset lå. Vi måtte vende om og kørte videre. Ved et supermarked stoppede vi for at købe en cola. Mie løb ind for at handle. I supermarkedet fandt hun en dåse dansk Tulip leverpostej! Vi fortsatte på cyklerne og fandt omsider GPO. På vej tilbage mod Lakeside var trafikken ble­vet så tung at det var helt ubehageligt at cykle.

Tilbage i Lakeside holdt vi et kort stop for at få noget at drikke, inden vi fortsatte mod Devi’s vandfaldet. På vejen var en masse mennesker samlet ved en bygning – måske var det kongen der kom på besøg. Undervejs så vi også et eksklusivt hotel på den anden sø­bred. For at komme derover måtte man sejle med en tømmerflåde. Vi cyklede videre til Damside og fandt Devi’s-faldet i første forsøg. Vandfaldet var rigtigt flot. Man kunne ikke se bunden af hulen som vandet forsvandt ned i. Desværre var det begyndt at trække op til uvejr. Det blæste og begyndte at smådryppe, så det var med at komme hjemad igen. Dog nå­ede vi lige at købe en flot, overdekoreret, tibetansk metalkalender ved en lille bod inden vi cyklede afsted.

4e6deafecd2ac12092011.jpg

Da vi havde afleveret cyklerne, købte vi 3 små rugbrød og nogle sodavand og skyndte os op på værelset. Her spiste vi vores lækre danske leverpostejmadder, mens vi kiggede ud på det dårlige vejr. Efter et par timer gik vi ned for at finde et sted at spise aftensmad. Overalt var det mørkt, fordi der ingen strøm var. Det var meget koldt og gaden var næsten tømt for mennesker. Vi fandt en restaurant med to åbne pejse og stearinlys på bordene. Mie fik en lækker pizza og Christian en American Style Hamburger Beef – det lyder fint men bollen var en skive franskbrød uden skorpe. Ovenpå en dag med megen cykleri gik vi op på hotelværelset for at slappe af. Vi håbede stærkt på at vejret var godt næste morgen så vi kunne komme på Sarangkot.

 

Dag 30  Torsdag den 19/3 1998

Vækkeuret ringede 6.30 – gab. Vejret var klart og bjergene tydelige – en perfekt dag at bestige Sarangkot. Vi hoppede i tøjet og spiste morgenmad. Inden vi tog en taxi til Binde Bassine Temple ved foden af bjerget, købte vi lige noget vand. Her mødte vi to lokale gutter som fulgte os et stykke op og snakkede lystigt. Da vi skiltes gav vi dem nogle rupees, som tak for hjælpen til at finde gennem vildnisset ved bjergets fod. Det var nu ved at blive lidt varmere, så vi skiftede til shorts. Det var ganske nemt at finde vej til toppen, man skulle bare følge strømmen af turister. Det sidste stykke vej til toppen var der trapper – mange trapper. Forpustede, svedende og stønnende nåede vi toppen af Sarangkot (1592 m.) ved 10-tiden. Her lå et gammelt fort hvor man skulle do­nere lidt penge for at komme ind. Vi kravlede op i et udkigstårn og nød den storslåede ud­sigt til Fishtail og Annapurna bjergene. Når man kiggede den modsatte retning kunne man tydeligt se Pokhara og søen.

4e6debce3a86812092011.jpg

Efter en times tid på toppen begyndte vi nedstigningen med udsigt til byen og søen foran os. På denne sti var kun få turister, men mange trappetrin at forcere. Mie var ved at give op under­vejs, da hun styrtede. På vejen mødte vi nogle landsbybørn, som vi forærede lidt slik og fotograferede inden vi fortsatte nedstigningen.

4e6dec3780c9812092011.jpg

Da vi omsider nåede ned til søen fulgte vi et smalt hjulspor tilbage til Pokhara. Vi var tilbage på Lakeside igen 13.15, og gik direkte til Maya Pub & Restaurant, hvor vi fik frikadeller/hamburger og masser af sodavand. Herfra op på hotellet hvor vi badede og slappede af efter en hård, men flot tur. Resten af dagen sparede vi vores slidte kræfter.

 

Dag 31  Fredag den 20/3 1998

Vi var tidligt vågne og fik det sædvanlige gode morgenmad på Pumpernickel. Til middag lejede vi en robåd i to timer. Mens vi sejlede rundt var vejret rigtig flot, så vi fik slikket lidt solskin. Mie fik sig en slapper mens Christian padlede løs.

4e6decd4b22fb12092011.jpg

Spiste sen middagsmad på ”McD”. Derefter kiggede vi os lidt omkring på Lakeside og bestemte os for at gå en tur ned for at se Damside. Det var en lang gåtur. På Damside var der intet at se – hvorfor vælger nogen turister dog at bo der? Trætte sjokkede vi tilbage til Lakeside. Da vi kom til bage til Hotel Avocado var klok­ken efterhånden 18.00. Egentlig havde vi planlagt lidt lækker mad og lidt at drikke, men alt dette gik i vasken eftersom vi faldt i søvn og sov til kl. 22.00. Alt var nu lukket, så planen gik i vasken.

 

Dag 32  Lørdag den 21/3 1998

Som sædvanligt var vi tidligt oppe. Efter morgenmad gik vi rundt i byen og kiggede på ”bu­tikkerne”. Christian bestilte en t-shirt med påsyet logo. Mie havde meget ondt i maven, så vi gik op på værelset. Mens Mie slappede af, skrev Christian brev og vartede Mie op. Se­nere gik vi ned for at veksle penge, da vores pung var ved at være godt flad. Christian fik også hentet sin rumvæsen-t-shirt hos ”skrædderen” til den nette sum af 230 rp. Herefter hand­lede vi ind til ”overlevelsesturen” næste dag: kiks, sodavand, slik, kamerafilm – alt det mest nød­vendige. På hotellet afregnede vi for 6 overnatninger og 1 vask og vi slap med 1545 rp. (ca. 185 kr.) Vi blev enige om kun at tage en rygsæk med på raftingturen. Mie’s taske blev den heldige vinder af en flodtur, så vi proppede det mest fornødne til turen ned i hendes ta­ske. Efter et dejligt varmt bad og en sodavand på Elegant View gik vi på Maya Pub & Re­staurant for at spise lasagne.

Efter manden skulle vi til et informationsmøde ved Highlander om raftingturen. Egentlig gik vi og regnede med, at vi skulle 8 turister med på flodturen, men vi fik os en overraskelse. Deltagerne var 2 englændere, 2 belgiere og 14 danskere, samt en flok guider. Det var fedt at vi skulle en stor flok afsted. Vi fik hilst på de forskellige guider som fortalte om stra­badserne vi snart skulle gennemgå. Guiderne udleverede vandtætte rygsække - en ryg­sæk pr. par. Det var nedtur, at vi på forhånd havde pakket Mie’s ryksæk – nå, vi måtte hjem og pakke om. Det var hyggeligt at møde de andre deltagere, som alle virkede meget flinke. Efter lidt snakkeri gik vi hvert til sit. Inden vi gik tilbage til hotel Avocado skulle vi lige have en bajer på Maya for at feje den sidste aften i hyggelige Pokhara.

 

Dag 33  Søndag den 22/3 1998

Op kl. 5.30. Pakkede det sidste og spiste morgenmad på German Bakery. Vi sagde farvel til hotellet og gik hen på Highlander. Her sad Maria og Marianne fra aftenen før, de var blevet syge, så de kunne ikke komme med – synd for dem. Snart var vi alle 16 turister og 7 gui­der på vej mod Kali Gandaki. Floden blev kategoriseret med sværhedsgraden +4, hvilket vist nok er ret svært for amatører. Som sædvanligt var der vild musik i bussen undervejs. Da vi nåede frem til den grå og mudrede flod, gik vi i gang med at pumpe de 3 gummibåde op og slæbe ting ned til floden. Da vi var færdige med forberedelserne, fik vi lækker frokost – salat, brød, bananer og kage. For at vaske vores tallerkener, bestik og krus op, skulle de skylles i 3 baljer forskelligt gråt flodvand. Inden vi sejlede af sted, fik vi sikkerhedsinstruktion.

4e6ded73bc29412092011.jpg

I vores båd sad vi 7 danskere (Susan, Jesper, Helene, Michael, Lone), Babu og 2 guider. Da vi var kommet ud på floden, fik vi en lyninstruktion i forskellige kommandoer. Nu skulle det gå hurtigt – turens næststørste rapid (passage) ”Little Brother” lå få minutter forude. Da vi nærmede os, var vi nervøse, men vi overlevede forhindringen trods småfejl. Men vi skulle ikke komme til at slappe af længe, for turens vildeste rapid truede forude. Guiderne fortalte at vi skulle være koncentrerede, for ”Big Brother” havde flere dødsfald på samvit­tigheden. Hvis vi røg i vandet og blev suget ned, skulle vi krydse armene på brystet, ind­tage fosterstilling, og undgå panik, ellers ville vi hurtigt løbe tør for luft. Hvis man blev slyn­get mod de store sten, var det bare ærgerligt. Da vi røg i ”Big Brother” var der vild forvirring – vi misforstod kommandoer og holdt op med at padle. Alt gik meget hurtigt og vi mistede kontrollen over gummibåden. Vi blev fanget sidelæns på en stor sten. De 2 andre både var kommet sikkert gennem passagen, men kunne intet gøre for at hjælpe os. Lone styrtede pludselig ud over siden, heldigvis var Christian og guiden hurtige, og fik fat i hende før hun forsvandt. Bølgerne fik nu båden til at tippe mere og mere over, og båden truede med at vende bunden i vejret. Alle hang ud over siden for at tvinge båden ned igen. Efter panik rev båden sig endelig løs og vi var fri af ”Big Brother”.

4e6df16f4f4fc12092011.jpg

Vi var hurtigt ovenpå igen. Vores guide var småskør, han sejlede ind i stenene med vilje, så vi turister fik et gratis bad. Når han ikke muntrede sig med at gøre os våde, sang og dansede han. Inden vi nåede frem til lejren ved 17-tiden, fik vi adskillige vasketure (kan det blive ved med at være sjovt?), og vi nød det skønne vejr. Ved lejren tømte vi bådene og satte teltene(presenninger som blev holdt oppe af to årer) op på en lækker sandstrand. Imens begyndte guiderne at tilberede aftensmad. Først varme popkorn, derefter suppe, pomme frites, samt spagetti med sand og sejt kød. Det blev lynhurtigt mørkt og der blev sat stearinlys i sandet for at lyse lejren op – rigtigt hyggeligt. Vi sad og hyggesnakkede om dagens begivenheder, inden vi hoppede trætte i vores sandfyldte soveposer.

 

Dag 34  Mandag den 23/3 1998

Vi stod op kl. 7.00. I løbet af natten havde det regnet, så alt var stadig lidt fugtigt. Efter morgenmaden pakkede vi vores grej sammen. Inden vi skulle af sted, var der fælles morgengymnastik på stranden. Dagens sejlads bød på flere gode rapids og mange va­sketure – mest fordi vores guide godt kunne lide at sejle sidelæns hen over de store sten. Vi holdt middagshvil på en solbeskinnet strand. Menuen stod på salat, tun, mandarin, kiks og brød.

4e6dee256efc312092011.jpg

Da vi fortsatte videre ned ad floden, blev det overskyet og køligere. Nu var der ikke langt til da­gens lejrplads. Da vi var næsten fremme, begyndte det at styrte ned fra himlen, så vi var totalt gennemblødte, da vi nåede lejrpladsen. Den ene gummibåd blev sat på skrå og der blev spændt en presenning ud, så der var plads til at alle kunne krybe i ly for regn og hagl. Det var meget koldt og klamt. Den eneste positive ting var, at vi fik vasket hår. Guiderne satte en masse spande ud for at samle regnvand – regnvand er nu engang renere end flodvand. Med ét var regnvejret forsvundet, så vi skyndte os ud for at skrabe det våde sand væk og for at få ”teltet” op. Det var vi simpelthen nødt til at fejre med en af vores få medbragte Coca-Cola’er. Mens vi ventede på aftensmaden, blev der serveret varme, lækre popkorn. Aftenens menu var en lækker kartoffel/løg-ret, der nærmest smagte som flødekartofler. Der sad vi så på et par store sten og spiste vores mad med udsigt til den brusende flod.  Senere blev der tændt et bål, så vi kunne få varmet vores kolde fødder. Vi hyggede os alle omkring bålet. Christian og Michael fik ivrigt udvekslet militærminder. Vi hoppede alle tidligt i ”sandkassen”.

 

Dag 35  Tirsdag den 24/3 1998

Vi stod op kl. 7.00 til cornflakes med varm mælk, pandekager og brød. Mie havde en lang samtale med en masse søde nepalesiske drenge. Børnene var meget åbne og imøde­kommende.

4e6deec6463ce12092011.jpg

Vi fik pakket tingene sammen og gjorde morgengymnastik – nogle af børnene var også med! Vi vinkede farvel til ungerne kl. 9.00 og flød stille ned ad floden. Frem til middag var der nogle gode rapids, især én hvor vi blev kastet mod en stor sten. Vores guide ændrede også kommandoer hurtigt efter hinanden – forward, leftback, hold on, stop, rightback etc. Vejret var fint hele formiddagen. Indimellem var der vandkrig mellem gum­mibådene, alle sprøjtede vildt med padlerne efter hinanden. Da guiden på et tidspunkt skubbede Helene i vandet, måtte vi jo også give ham en tur i vandet. Alle var på vagt og ingen stolede på hinanden.


Pludselig var vi ved udgravningerne til et enormt vandkraftværk – her var voldsom aktivitet fra gravemaskiner, sprængningshold og lastbiler. Vores flåde blev stoppet af en amerika­ner der holdt en lang pep-talk for projektet. De havde spæret floden, så vi måtte bære gummibådene et kort stykke. Inden længe ville vandkraftværket gøre floden uegnet til raf­ting. I dag var det vores båds tur til anrette middagsmad – og Mie forsøgte selvfølgelig at snyde sig udenom.

4e6defd43e43112092011.jpg

Ved 13-tiden var vi klar til at sejle videre. Frem til aftenens lejr var vandet meget roligt og vi måtte padle meget bare for at komme fremad. Undervejs lejede Jesper guide og vi tog turen baglænds ned af en mini-rapid. Et sted førte guiden os en forkert vej, så vi stødte på grund og måtte bære båden ud på dybere vand. Næsten tørre nåede vi frem til lejren. Her var en lille butik, og vi skyndte os at købe Cola og Twix. Vi hjalp hinanden med at sætte teltene op i blæsevejr og ganske som sædvanligt, var der mange børn der kiggede nysgerrigt på os turister. Og ligesom alle andre steder tiggede børnene om slik og ”beskidt” (kiks). Mie og Lone gik på jagt efter et sted at vaske hår. De travede langt op i bjergene og mødte en masse nysgerrige børn. De blev ført op til en lille drengs hus, hvor vi kunne få vasket hår. Efter et stykke tids gang blev de enige om, at drengen nok bare holdt dem for nar, men nej, hans hus lå bare højt oppe. Både Mie og Lone var helt lykke­lige over at have fået vasket hår i rent vand. Herefter snakkede de lidt med børnene; man kunne købe en ged til den nette sum af 3000 rp., eller købe lidt tjald. Børnene selv røg en masse tjald og kunne ikke forstå, at vi ikke ville købe noget. Da Mie og Lone skulle til at gå, ville børnene naturligvis have penge for vandet, men det fik de ikke. Ungerne blev lidt frække, så Mie og Lone måtte selv finde vej tilbage til lejren ved floden.

Da Mie og Lone kom tilbage til lejren lå Christian og skrev dagbog i sandet. Kort tid efter sad der ca. 10 børn omkring os. For at kommunikere med dem måtte vi bruge kropssprog, samt de mest almindelige engelske ord. Vi ”snakkede” og legede med dem i lang tid. Vi skrev vores navne og tegnede i sandet, legede fangeleg, hinkebane, kryds-og-bolle, viste fingertricks mv. Aftensmaden bestod af forårsruller, pasta med sovs og lækre friturestegte kartofler. Da det var blevet mørkt, fremtryllede guiderne en flot kage med lys til Steve som havde fødselsdag. Vi kunne ikke forstå hvordan guiderne havde været i stand til at bage kage i her i ødemarken, men den var åbenbart blevet bagt over bål! Vi sang fødselsdags­sang for Steve, både på dansk og engelsk. Begge dele lige falsk. Resten af aftenen hyg­gede vi os omkring bålet og lyttede til den oprørske flod i baggrunden.

 

Dag 36  Onsdag den 25/3 1998

Vi vågnede kl. 6.00 med det strideste morgenhår. Sand overalt – selv i underbukserne. Vi gik lidt rundt og havde svært ved at vågne helt op. Morgenmaden var ikke noget at råbe hurra for, så vi spiste os ”mæt” i vores medbragte kiks. Vi pakkede endnu en gang vores san­dede ting ned i tasken og var klar til afgang.

4e6def4ea8dd712092011.jpg

Solen kom frem og det blev hurtigt dejligt varmt, så vi slap for morgengymnastikken. I dag var vi de første til at få pakket gummibå­den, men af en eller anden grund kom vi aldrig først afsted. Nå, men farvel til lejrpladsen. Vi startede dagens flodtur med at blive oversprøjtet med vand af Babu – godmorgen. Det skulle blive en stille dag fik vi at vide, i hvert fald behøvede vi ikke at bære hjelme indtil videre. Mens de på de andre gummibåde slikke sol, skulle vi hele tiden padle – dybt uretfærdigt, FORWARD! Jesper underholdte endnu engang med kamerasnak; 70’eren, vidvinkel, zoomlinse, 36 billeder på 10 sek. osv. osv. - intet nyt under solen. På et tids­punkt blev det bare for kedeligt at sidde der på gummibåden, så vi hoppede i den grum­sede flod og fik turens første bad. Langt om længe var der madpause. Her kunne vi også købe CocaCola’er, så der var en mindre folkevandring mod den lille butik. Desværre viste det sig, at alt var udsolgt.

Efter frokost gjorde vi lidt oprør mod Babu. Når han råbte FORWARD gik der lang tid inden der blev reageret, og når han råbte STOP var padlerne lynhurtigt oppe i båden. Ved vores lejrplads var der et lille vandløb, så nu skulle der vaskes hår – skønt. Vi gik tilbage til de andre og hyggesnakkede i en stor rundkreds. Til aftensmad skulle vi have den nepalesiske nationalret Dahl Bath: ris med splat. Retten smager bedst hvis den spises med godt be­skidte fingre. Efter maden begyndte det at blæse op og vores toilettelt blev jævnet med jorden. Vi satte os alle i læ bag gummibådene, mens sandet føg om ørerne på os. Guiderne havde efterhånden røget sig godt skæve og kulden tog til, så vi hoppede i vores varme soveposer for at få hvilet ud.

 

Dag 37  Torsdag den 26/3 1998

Vågnede tidligt igen!!! Vi startede dagen med en frisk dukkert. Igen slap vi for morgen­gymnastikken. Vi glædede os helt vildt til af komme afsted, fordi der skulle ligge nogle gode rapids ventende på os længere nede ad floden. Dagens første rapid var lang og vildt sjov – og alt gik tilmed perfekt. Derefter fulgte en masse små rapids, hvor det gjaldt om at padle løs. Da turen var ved at være slut, fik vi et sidste glimt af dæmningen, mens vi sang og dansede ”Boogie Woogie”. Da vi nåede endestationen tømte vi gummibådene og luk­kede luften ud af dem. Herefter fik vi de sørgelige madrester til frokost.

4e6df0c3ee9c612092011.jpg

Busturen tilbage til Pokhara var sjov. Der var høj conga-musik og chaufføren kørte totalt vildt på den hullede og meget ujævne vej. Mie blev på et tidspunkt kastet helt op i hylden ovenover. Der var en god stemning i bussen og folk kunne næsten ikke tale sammen på grund af den høje ”musik”. Busturen varede omkring 5 timer og vi ankom til Hotel Avocado ved 17-tiden. Her fik vi os et dejligt velfortjent bad – det var virkelig tiltrængt, for vi havde ikke badet i 5 dage. Vi skulle mødes med de andre deltagere på Highlander kl. 19.00. Her fik vi udleve­ret et flot diplom og en t-shirt, fordi vi havde overlevet flodturen - og ikke mindst busturen. Herefter gik vi ned med vores team og spiste på Cafe Amsterdam. Københavnerne spiste et andet sted. Mens vi ventede på vores mad, så vi Jesper og Michaels rafting billeder. Da de var blevet gode, bestilte vi en del af dem og udvekslede adresser. Efter maden gik vi hen til de andre for at drikke øl og for at sige farvel til vores suverænt gode guider. Raf­tingturen havde været enormt god, selvom vi fik os nogle ømme balder, blå mærker og hærgede fødder. Vi sagde farvel ved 22-tiden, for lige at handle lidt ind, inden vi pakkede rygsækkene til morgendagens rejse tilbage til Kathmandu.

 

Dag 38  Fredag den 27/3 1998

Op kl. 5.30!!! Vi pakkede færdig og gik ned på German Bakery for at købe lidt take-away-morgenmad. Til køreturen til Kathmandu var vi velforberedte: vand, kiks, Twix, chips og sodavand skulle gerne gøre køreturen mere udholdelig.

4e6df1ec4daaf12092011.jpg

Vi så lige nogle af de andre turister køre forbi, inden vores egen minibus samlede os op ved 7-tiden. I Pokhara samlede vi nogle lokale op inden vi endelig bumlede af sted mod Kathmandu. Undervejs gjorde vi tre små ”pit-stops”. Det første stykke vej til Mugling var specielt ujævnt fordi vejen ikke var asfalteret. På turen så vi en anden minibus der var kørt frontalt ind i et træ – godt det ikke var os!!! Dette påvirkede ikke vores egen chauffør der kørte vildt hen af den dårlige vej. Den ene vilde overhaling afløste den anden og vi holdt vejret, når vi var lige ved at køre ind i de modkørende. Vi var fremme i Kathmandu ved 14.30-tiden og blev sat af et mærkeligt sted vi ikke havde været før. Vi gik ud fra, at der nok ikke var så langt til Thamel, men vi kom til at gå rundt i 1½ time, med vores tunge rygsække, før vi endelig fandt tilbage til Highlander. Her ville vi bekræfte vores flybilletter til Thailand, men fik at vide, at det ikke var nødvendigt at bekræfte billetter til Thai Airways. Vi forhørte os lidt om Dakshinkali og fandt breve fra Janne, John og Mor-Anni. Vi spadserede nu til Tara Guest House, hvor vi fik værelse med eget bad for 200 rp. Vi fik afleveret alt vores vasketøj, tog varmt bad og snakkede med Lone, som også var indlogeret her. Kl. 18.00  mødtes vi med Michael, He­lene og Lone og gik på Everest Steakhouse for at spise lækker aftensmad. Inden vi skiltes, aftalte vi, at mødes lørdag ved 18-tiden. Før vi gik tilbage til Tara Guest House spadserede vi lige en hyggelig Thamel-rundtur. P.S.: Da vi var kommet tilbage til Kathmandu, måtte vi finde det varme tøj frem igen, da gennemsnitstemperaturen i Kathmandu var betydeligt lavere her end i Chitwan og Pokhara.

 

Dag 39  Lørdag den 28/3 1998

Vi vågnede kl. 7.00 og tog et varmt morgenbad for første gang. Vi pakkede tasken og gik hen til vores stam-konditori Pumpenickel, hvor de som sædvanligt serverede himmelsk morgenmad. Herefter bøvlede vi lidt rundt før vi fandt en taxi, der ville køre os til Dakshin­kali for 300 rp. Det var en flot tur på 22 km., hvor vi bl.a. så enorme grantræer og kaktus­ser. Ved Dakshinkali var der nærmest stemning som ved Hjallerup eller Vorbasse marked. For at komme ned til templet, gik vi et stykke vej med masser af boder. Folk var klædt i deres flotteste tøj, var sminket og havde fundet det gode humør frem.

4e6df3b20010712092011.jpg

Der var mange fremmede dufte, høj musik og masser af lokal mad. Overalt var der mennesker. Ved templet var der to lange køer, hvor folk stod med deres offergaver: dyr, rødt pulver, blomsterkranse, ris, kokosnødder m.v.

4e6df2882666312092011.jpg

Et vigtigt ritual var at få dyret til at ac­ceptere sin skæbne. Man hælder vand på dyrets hoved; ryster det vandet af, har det ac­cepteret. Vi vandrede en tur op ad en masse trappetrin til et lille tempel, hvor nepaleserne gjorde puja (små ofringer til guderne). Herefter gik vi ned for at se dyreofringerne i det åbne tempel. Ofringerne blev foretaget af mænd helt indsmurte i blod. Vi så haner, ænder og geder blive halshugget. Folk ”soppede” ugeneret rundt i blodet med bare fødder.

4e6df2d0836c412092011.jpg

Der var et hektisk skubberi foran den blodtørstige Kali. Her smadrede folk kokosnødder, kastede med ris, strøede rødt pulver, tændte røgelsespinde og lagde blomsterkranse. Foran tem­plet sad nogle mænd og messede. I nærheden så vi et sted hvor de store dyr blev ren­set, flået, parteret og fik tarmene tømt.

4e6df347e7e3412092011.jpg

Alt foregik helt roligt og ganske naturligt. Nord for tem­plet var vandet fuldstændigt klart. Sydfor derimod, var det grumset og beskidt af blod og dyrerester. Dyrene der blev ofret, symboliserede forskellige menneskelige egenskaber; anden uvidenhed, hanen ku­jonagtighed, og geden dumhed. De dyr der ofres her (altid hankøn) får desuden en bedre inkarnation i næste liv.

Ved 14-tiden var køerne blevet korte og vi gik tilbage til P-pladsen (på vejen købte vi sa­latbestik til 350 rp.). Her fortalte en taxichauffør, at der ikke afgik flere offentlige busser i dag, så vi simpelthen bare måtte køre med ham. Uheldigvis for ham, kom der en bus lige da han havde færdiggjort sætningen, og hans fupnummer var afsløret – hvad andet er der at gøre end at grine? Vi kravlede op på bussens tag og kørte af sted mod Kathmandu. For at gøre køreturen endnu mere ekstrem, begyndte det selvfølgelig at regne. Ikke bare almindelig regn, men regn i tykke stænger. Vi blev drivvåde og kolde. Hvad an­det kunne man gøre end at bryde ud i sang? Turen på de 22 km. tog en time med den lo­kale bus. Tilbage i byen gik vi på Durbar Marg og spiste dårlig middagsmad på Nirula’s. Herefter gik vi hjem til Tara Guest House. Kl. 18 skulle vi jo mødes med Lone, Michael, Helene, Jesper og Susan. Det foregik på Fire & Ice hvor vi spiste lækre (og dyre) pizzaer. Efter aftensma­den gik vi en tur sammen i Thamel.

 

Dag 40  Søndag den 29/3 1998

Tidligt op, morgenmad på Pumpenickel – ligesom altid. Efter morgenmaden gik vi på Dur­bar Marg, hvor vi vekslede penge i en bank. Det tog ekstrem lang tid, fordi kvinden foran os skulle tælle 1.630.000 rp’s efter. På vejen ned til Durbar Square gik vi på nogle smalle sideveje, hvor vi tog nogle fine sort/hvide fotografier.

4e6df440670c712092011.jpg

Her mødte vi ingen turister, og kunne rig­tig indsnuse Kathmandus stemning. På Durbar Square kiggede vi på de mange flotte tem­pler og på markedsboderne, som solgte masser af souvenirs.

4e6df490c2b0112092011.jpg

Her kunne man købe hånd­lavede træmasker, metalfigurer, smykker og meget mere. Vi var sultne og bestemte os for at gå hen på Freak Street, som havde været stedet hvor hippierne havde holdt til i 1960’erne. Her fik vi sodavand, løgsuppe og ris i karrysovs. Uheldigvis begyndte det nu at styrtregne. Vi søgte ly i et ”luksus” storcenter på fire etager. Mens vi gik rundt i centret var strømmen forsvundet, så vi måtte finde os i røgen og larmen fra de mange generatorer, der summede inde i centret. Her løb vi også ind i Jesper, Susanne, Helene og Michael, som lige havde købt et Nikon-kamera for en brøkdel af hvad prisen ville have været i Danmark. Christian var på ”jagt” efter et par sandaler, men kunne ikke finde nogle. Hver gang ekspedien­terne hørte hvilken størrelse sandalerne skulle være i (44/45), brød de ud i latter – der var åbenbart ingen nepalesere der havde så store fødder!!!.

Det blev ved med at regne, så vi opgav at få en rundvisning på Durbar Square og tog en tuk-tuk til Thamel i stedet. Mens regnen silede ned, slappede vi af på Tara Guest House. Til aften spiste vi wienerschnitzler på vores stamrestaurant KC’s. Lige da vi satte nøglen i låsen på Tara kl. 20.00 kom strømmen tilbage. Vi pakkede vores våde tøj og udstyr i rygsækkene i elpærernes hvide skær. Det var så vådt og koldt, at vi hoppede tidligt i seng. Nu kunne vi rigtig drømme om masser af varme og tropiske strande. I morgen, ved mid­dagstid, skule vi nemlig tilbage til Thailand igen.

 

Dag 41  Mandag den 30/3 1998

Til morgen styrtede regnen desværre stadigvæk ned. Vi håbede på, at regnen snart ville holde op, så vi ikke ville være alt for våde og klamme når vi ankom til Bangkok, men 2½ time senere stod det stadig ned i tykke stænger. Vi måtte nu endelig opgive at få en rundvisning på Durbar Square. I stedet gik vi hen til Lone for at høre, om hun snart ville med ned for at spise morgenmad. Mens vi sad og nød den gode morgenmad, snakkede vi med Mads (fra Chit­wan).  Det var sjovt at se ham igen og høre om hans raftingtur. Senere kom Michael og Helena også forbi – Pumpenickel er åbenbart stedet hvor man mødes. Michael var meget stolt og optaget af sit nye kamera, udtalelser som ”se her” og ”så I det blinkede” måtte vi ligge øre til. Vi sagde farvel til vores rejsevenner og gik en sidste tur gennem Thamel. Christian købte en T-shirt og Mie en top. Herefter tog vi en taxi (130 rp.) til lufthavnen. Lufthavnen var meget let at overskue og vi fik hurtigt checket ind og gik ind i transithallen. Vi skulle have brugt vores sidste rupees, så vi købte to dyre sodavand og nogle Princkles-chips. Chipsene var kedelige, så vi smed dem ud.

Ved 13-tiden gik vi ombord på Thai-flyveren. Vi glædede os til Thailands sol og varme, for vi var både våde og kolde. Hvad mon Thai-airways kunne byde på til frokost? Valget viste sig at stå på: ris eller ris. Nå, men Christian skulle i alt fald have noget for pengene, så han bestilte både rødvin, hvidvin, øl, juice, kaffe og cognac. Christian stod selvsagt for underholdningen under resten af flyveturen.

Vi ankom til Bangkok kl. 19.00. Varmen slog os i møde… Selvom middagsheden var over­stået var der stadig 33º. Det var skønt at være tilbage, eftersom vi havde prøvet det hele en gang før, gik det hele meget let. Vi fik vores bagage og Mie fik ringet hjem. Denne gang havde vi ikke nogen ankomstpakke fra Jysk Rejsebureau, så vi måtte selv finde et godt sted at bo. Udenfor stod taxierne i kø for at tage os med. Efter at have forhandlet lidt frem og tilbage med de luskede taxichauffører, kom vi endeligt afsted. Vi blev sat af på Khao San Road. Her gik vi hen på velkendte New Siam. Vi tog et hurtig og tiltrængt bad og skyndte os afsted igen – vi ville nemlig i biografen. Desværre startede den sidste forestilling kl. 21.30 , så det nåede vi ikke. Men McDonal’s det nåede vi. Lidt bøvleri med en tuk-tuk-chauffør og derefter tilbage til Khao San Road.

 
Panel title

© 2017 haesum

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33144617080688sekunder