Haesum - Thailand igen

4e5bcaf06ee2929082011.jpg

Dag 42  Tirsdag den 31/3 1998

Bangkok hilste os god morgen på sin sædvanlig travle, larmende og varme måde. Vi lå længe i sengen, inden Mie gad at komme ud af fjerene. Vi spiste lækker morgenmad på vores gæstehus. Herefter tog vi en tuk-tuk til General Post Office for at sende vores varme tøj hjem til Danmark. Det var meget nemt at sende en pakke hjem. Det kostede os ca. 200 kr., men det var en lettelse at komme af med vores jakker, halstørklæder, joggingtøj mv. Da vi igen kom ud på den hektiske gade, var vi ved at omkomme af varme og blev enige om at tage en airconditioneret taxi til Siam Square. Her flygtede vi ind på McDonal’s for at blive kølet ned. Der fik vi en kold sodavand og softice. Bagefter gik vi i biografen for at se ”As good as it gets”. I biografen skulle vi igen rejse os op under nationalsangen. Filmen var udmærket. Herefter løb vi nærmest over i et af de kølige storcentre. Vi startede i stueetagen og sluttede trætte på 7. etage. Inden da havde vi været inde i samtlige sko og tøjbutikker. Vi spiste aftensmad på en slags grill-selv-restaurant. Der bestilte vi noget kød og hyggede os, mens vi stegte vores kød på bordets lille indbyggede elektriske grill. Vi forsøgte længe at bestille noget salt. Den stakkels tjener kom hver gang løbende med forskellige saucer, så vi opgav saltet. Maden smagte godt – ingen problemer endnu. På trætte ben tog vi tilbage til Khao San Road. Vi skyllede Bangkoks støv af os, inden vi smuttede i seng.

 

Dag 43  Onsdag den 1/4 1998

Mie havde haft en rædsom nat med kvalme og hvad der ellers hører til. Vi måtte opgive at lave noget i Bangkok, her den sidste dag, inden vi skulle sydpå til Koh Samuis hvide sand­strande. Vi lavede absolut intet før vi ved 17-tiden, var nødt til at tage en taxi ind til bane­gården. Mens varmen nærmest slog os omkuld, fandt vi vores perron og satte os til at vente. Mie havde overhovedet ikke fået det bedre og truede hele tiden med at udskille di­verse kropssubstanser. Præcist kl. 18.00 rejste alle på banegården sig op, det var igen tid til nationalsangen – selv Mie måtte op at stå. Vores tog kom kl. 19.15 og vi havde en del bøvl med at finde vores togvogn, fordi informationerne om vognene kun blev sagt på thai­landsk over højtaleren. Heldigvis var der en flink thailænder der hjalp os med at finde vog­nen. Det var rigtig flotte pladser vi havde fået, her kunne DSB godt pakke sammen. I vognen var der rent og ryddeligt. Øverst var der en køjeseng og nederst to siddeplader, som togpersonalet senere lavede om til en køjeplads. De flinke thailandske medpassage­rer sendte os venlige og nysgerrige blikke. Da vi skulle sove fik vi tilmed uddelt opvarmede tæpper.

 

Dag 44  Torsdag den 2/4 1998

Vi skulle have været fremme i Surat Thani kl. 5.55, men ankom først 7.30. På banegården blev vi som sædvanligt angrebet af folk, der alle gerne ville fragte os til Koh Samui. Vi tog med et sel­skab hvor bustur og ekspresfærge kostede 130 bath. Vi kom til at køre 60 km. hen til en gammel, rusten og langsom bilfærge – ikke helt hvad vi var blevet lovet. Heldigvis var ar­rangørerne så sløsede, at de glemte at tage mod betaling fra os – ha ha!!! På sejlturen var de små idylliske øer strøet ud i det krystalblå vand. Sejlturen tog ca. 1 ½ time og vi ankom til Koh Samui midt i middagsheden. Der hoppede vi på en minibus, der kørte os til øens næst­mest berømte strand Lamai. Her blev vi simpelthen nødt til at få en iskold sodavand, inden vi traskede rundt for at finde et godt og billigt sted at overnatte.  Vi fandt et lille sted, hvor vi lejede en bungalow til 250 bath pr. overnatning. Her pakkede vi ud og kølede lidt af. Se­nere gik vi ned til stranden, ad en lang og snørklet vej. Til aften spiste vi nogle kedelige wienerschnitzler på Papa’s Restaurant. På Lamai Beach var der ikke så mange lækre spisesteder. Til gengæld var der masser af barer, som næsten udelukkende var befolket af letpåklædte thaipiger (hvad mon de lavede der?). Selvom det efterhånden var blevet mørkt var det stadigvæk meget varmt. Da vi kom hjem i bungalowen hilste vi på kakerlak­kerne og gjorde os klar til at hoppe i seng. Vi var meget omhyggelige med at trække myg­genettet godt ned under madrassen, inden vi lagde os til at sove. For at holde heden ud var vi nødt til at have fanen kørende hele natten.

 

Dag 45  Fredag den 3/4 1998

Da vi vågnede, pakkede vi hurtigt sammen, sagde farvel til husdyrene og checkede ud. Vi ville gerne finde et mere centralt sted med lidt færre biller. Vi var inde mange steder, bl.a. Weekender hvor en bungalow med alt kostede 1050 TB. Vi fandt et godt og billigt sted: Cocanut Beach Bungalows. Her fik vi en yderst primitiv bungalow med meget hård ”seng” til 250 TB. Hytten lå under palmetræerne helt ud til stranden. Ude foran hang der en hæn­gekøje mellem to palmer – rent paradis.

4e6e305820a7e12092011.jpg

Ved 11-tiden gik vi op i byen og købte baguette, smør, skinke og drikkevarer. Vi tog morgenmaden med ned til hytten og spiste det under palmerne på afsatsen foran bungalowen, mens vi kiggede på de rolige bølger der skyllede ind på den flotte hvide sandstrand. Efter lækker morgenmad kunne vi ikke modstå synet længere og hoppede i vandet. Bølgerne var nu blevet høje og vi blev mange gange væltet omkuld. Mie tog en masse sol, mens Christian for det meste slappede af i skyggen under palmerne.

Til aften tog det lang tid at finde en restaurant at spise på. Vi fandt dog et flot sted, hvor vi kom til at sidde ved siden af et lille vandfald. Menuen: paneret kylling med brasede kartof­ler. Vi kiggede os lidt omkring i byen og gik tidligt hjem. Det første vi så da vi åbnede døren til hytten, var en vammel kakerlak. Husdyrene er åbenbart ikke til at undgå. Nå, men så må man jo bare være ekstra omhyggelig med myggenettet. Det var hyggeligt at falde i søvn til havets brusen.

 

Dag 46  Lørdag den 4/4 1998

Vågnede sent. Det første vi gjorde var at åbne døren, så vi kunne nyde den flotte udsigt. Det var simpelthen suverænt, at sidde på sin terrasse under palmerne og se havet skylle bølger ind mod den næsten mennesketomme sandstrand. Kunne man bare have sådan en udsigt hver dag.

4e6e30bda047312092011.jpg

Vi tøffede op i byen for at hente morgenmad, som vi igen nød på ter­rassen. Mie syntes det var meget varmt at ligge i solen og måtte hele tiden køles ned. Desværre var bølgerne for vilde til at lille Mie turde hoppe i vandet, så hun måtte hoppe under bruseren i stedet. Op ad dagen fandt vi på at tage til havnebyen Nathon. Vi sprang på en minibus og rullede afsted. Det første vi gjorde, var at kigge på sandaler. Christian var lykkelig, da vi fandt butikken der også havde sandaler i hans størrelse. Vi fik hurtigt kigget butikkerne igennem og det endte med, at Mie også købte et par sandaler til 300 TB. Vi gik ned for at se den flotte solnedgang ved havnen. Senere gik vi ind i et tilfældigt supermar­ked fandt til vores store begejstring Nutella. Da vi ikke kunne finde et ordentligt sted at spise i Nathon, tog vi bussen tilbage til Lamai Beach. På vejen hjem var vi omkring et overdådigt luksus hotel, hvor vi samlede et fint par op. De virkede rimeligt malplacerede blandt fattige rygsæksrej­sende og luskede thailændere. Minibussen kørte den modsatte vej omkring Koh Samui, så vi fik set øens mest berømte strand Chaweng Beach. Hjemme i hytten klædte vi om, inden vi gik op for at spise det samme sted som dagen før. Kl. 21 gik vi ud for at få en øl. Vi fandt et godt sted med god musik og fin udsigt. Det var bare ærgerligt at de lokale øl smagte dårligt.

 

Dag 47  Søndag den 5/4 1998

Vi vågnede dejligt sent – ren rekreation. I byen afleverede vi en af vores film til fremkal­delse, hentede morgenbrød og spiste nutellamadder på terrassen. Det var store vaskedag, for vi havde masser af snavset tøj. Når man ikke har en vaskemaskine til rådighed må man jo vaske tøjet i håndvasken.  Senere lagde Mie sig ned på stranden for at slikke sol, mens Christian lavede et Dannebrog. Mor-Anni havde fødselsdag den 19/4, så vi måtte hellere være i god tid, hvis posten skulle nå at komme frem. Vi stak flaget i sandet på stranden og skrev ”Tillykke mor”. Christian poserede, mens Mie tog billeder.

4e6e318f2459812092011.jpg

Ved 17-tiden gik vi op i byen for at hente vores film. Da vi så dem blev vi meget skuffede, da billederne var meget uklare og farveløse. Alligevel afleverede vi filmen med fødselsdagsbillederne. Bagefter gik vi en tur langs vandkanten, imens mørket langsomt sænkede sig. Da vi var kommet et godt stykke en ad stranden, fandt vi en hyggelig restaurant, hvor vi spiste bur­gere med pomme frites. Efter middagen ville vi gerne sidde og hyggesnakke lidt, men blev nærmest smidt ud.

 

Dag 48  Mandag den 6/4 1998

Vi vågnede sent, som sædvanligt, og gik op i byen for at hente baguette og drikkevarer. Vi slappede af ved hytten og på stranden. Dagens action: ”overvægtige” Mie fik vores hæn­gekøje til at brase ned. Heldigvis kunne helten Christian hurtigt reparere den igen.

4e6e32414de8212092011.jpg

Kl. 17 gik vi op for at hente vores Koh Samui-billeder. Fremkaldelsen var denne gang så god, at vi nærmest løb tilbage efter de sidste 5 film vi havde taget. Billederne ville være klar kl. 20, så vi glædede os meget. Vi gik nu tilbage for at bade (igen). Vi lærte at besejre de store bølger, selvom vi af og til blev væltet omkuld. Efter aftensmaden spurtede vi hen til foto-manden, hvor vores billeder var klar. På en restaurant ved stranden bestilte vi drikkevarer og blandede frugter, og satte os til at kigge billederne igennem. Fotografierne var blevet rigtigt gode og det var sjovt, at gense alle de steder vi havde været. Kl. 22 så vi ”Men In Black” på en anden restaurant, inden vi gik glade i seng.

 

Dag 49  Tirsdag den 7/4 1998

Det var store flyttedag, så vi stod op kl. 8.30 og fik pakket sammen. Det blev lige til en sid­ste gang morgenmad på vores hyggelige terrasse, inden vi gik op til ”krofatter” for at af­regne. I byen kom vi hurtigt på en minibus til Chaweng Beach. Da vi kom frem, kom vi til at gå rundt lang tid i den bagende hede, før vi fandt Relax Resort, hvor en flot bungalow ko­stede 300 TB. Her pakkede vi så ud, tog bad og gik ned til stranden. Koh Samuis mest berømte strand levede flot op til sit omdømme. Bred strand, med blødt, hvidt strandsand og roligt, lunt vand. Her lå vi så indtil solen begyndte at gå ned.

4e6e3301cc9e912092011.jpg

Vi tog bad og gik op i byen for at se os lidt omkring. Byen var større og væsentligt mere turistet en Lamai. Overalt var der spisesteder og butikker/boder der solgte det sædvanlige kopitøj, smykker og souvenirs. Vi gik ind på et lovende pizzaria, og bestilte nogle ret dyre pizzaer. De var dog ikke specielt gode, så vi gik snart videre. På markedet købte vi fem kopikassettebånd til vores lille radio fra Nepal. Det var nu blevet helt mørkt og vi gik ned på stranden for at gå en aftentur. Vi satte os ned et rigtig hyggeligt sted og fik en sodavand ved et bord helt ned til vandkanten. Efter at have kigget ud over havet og snakket i stearinlysenes skær, gik vi hjem til vores bungalow.

 

Dag 50  Onsdag den 8/4 1998

Vækkeuret ringede kl. 5.30 og vi gik trætte ned til stranden for at se solopgangen. Stran­den var så godt som mennesketom, så vi havde det flotte syn for os selv. Vi tog billeder og skrev i sandet inden vi gik op for at hente morgenmad. Desværre kunne vi ikke få drikke­varer så tidligt, så vi måtte nøjes med at købe nogle boller. Da vi kom hjem, sov vi til kl. 9.30 og gik så op for at hente noget at drikke. Vi spiste morgenmad i skyggen på vores nye terrasse. Ved 11-tiden gik vi på stranden. Vi tog sol, læste, svømmede og gik en tur over til en lang tange. Da vi ikke kunne holde ud at være i solen længere, gik vi tilbage til hytten, hvor vi skrev og hyggesnakkede på terrassen. Senere gik vi op i byen for at sende fød­selsdagshilsen til Mor-Anni, samt et postkort til Staghøj Børnehave. Vi bookede os også ind på en bådtur til Ang Thong Marine Park. Endelig var vi også en tur på Relax Resorts restau­rant for at spise pommes frites og drikke Fanta-Lemon. Indtil aften slappede vi af i hytten og på terrassen. Ved 20.30-tiden gik vi ned på stranden for at finde et godt sted at spise. Desværre var betjeningen uvenlig og langsom, så vi gik så snart vi var færdige med at spise.

 

Dag 51  Torsdag den 9/4 1998

Vores sidste hele dag på Koh Samui. Vækkeuret ringede kl. 6.30 og vi gjorde os klar til udflugt. Vi gik op til vejen foran Relax Resort hvor vi blev samlet op at en minibus. Vi blev kørt til Bop-hut-pier. Her gik vi ombord på båden og satte os på det øverste dæk. Båden blev fyldt og vi sejlede afsted. Det var enormt dejligt at sidde og slappe af på båden og nyde solen, mens en kølig brise blæste ind over os. Efter to timers sejlads nærmede vi os Ang Thongs klippeformationer. Det var et flot syn med de grå klipper med grøn bevoksning i det turkisblå hav. Inden vi lagde an til stop lejede vi snorklingudstyr. Vi skulle over i en lille båd som tog os det sidste stykke ind til stranden. Det var meget varmt og solen var hård.

4e6e3515791e612092011.jpg

Stranden var flot med fint hvidt sand, men beklageligvis overfyldt med turister. Nå, men vi hoppede i vandet for at snorkle. Christians udstyr var desværre for stort, så han fik hele tiden vand i øjnene så derfor svømmede vi ud til båden for at bytte det. Thailænderne på båden fattede ingenting så vi opgav og svømmede tilbage. Christian tog et billede af Mie med snorklingudstyr på, og kommenterede: ”Hold kæft hvor er du grim”. Vi satte os i skyggen af et palmetræ og nød udsigten af klipperne der omgav bugten.

4e6e34155cd1612092011.jpg

Efter to timers badning og afslapning skulle vi tilbage til båden for at spise frokost. Menuen: ris med splat og friske frugter til dessert. Næste stop var en meget mindre strand, hvor der ikke var plads til alle os mennesker. Længere oppe af en trappe var der en sø i et gammelt vulkan­krater. Vandet var flot grønt og indsøen var omgivet af frodig grøn vegetation. Tilbage på båden blev vi nu budt på lækre skinkesandwich.

4e6e3494ef7d412092011.jpg

På turen tilbage til Koh Samui, gemte vi os mest i skyggen, da vi efterhånden nok havde opholdt os lidt for meget i solen. Tilbage ved Bop-hut-pier blev vi samlet op af en fornem taxi som tog os til Chaweng. Det første vi gjorde da vi kom tilbage var at veksle penge.  Derefter gik vi på jagt efter et telekort. Langt om længe fandt vi det og ringede hjem. Mie havde en lang samtale med Mor-Joan, men Christian kunne ikke komme igennem til Mor-Anni. Inden vi gik hjem handlede vi bananer, chips, sodavand, brød og leverpostej. Efter god mad og et langt bad opdagede Christian pludselig en kæmpe edderkop bag døren – skrig og skrål. Selvom den var meget mindre end den vi havde set i Nordthailand, havde vi en lang diskussion om hvem der skulle slå den ihjel. Christian viste sig omsider som en mand og hamrede en flaske efter den to gange, men ramte den desværre ikke. Ved hjælp af flasker, bruser og angrebsråb lykkedes det os omsider at få den aflivet – pyha. Senere gik vi op på markedet for at bytte et af vores kassettebånd der havde vist sig at være de­fekt. Igen prøvede han af få fat på Mor-Anni – igen uden held. Vi ventede til kl. 23 (18.00 dansk tid) og prøvede så igen – uden resultat. I stedet for ringede han så til sin mormor og morfar og fik en sludder.

 

Dag 52  Fredag den 10/4 1998

”Krabi here we come!”. Vi sov til kl. 9.30 og Christian hentede morgenmad mens Mie pak­kede. Vi spiste på terrassen og fik pakket færdig. Vi checkede ud og Christian ventede ved bagagen mens Mie gik ud for at købe postkort. Ved 12-tiden tog vi en minibus til Nathon. Undervejs snakkede vi med en sydafrikaner. I Nathon ventede vi til kl. 14 ved molen. En­delig fik vi lov til at gå ombord på bilfærgen. Sejladsen til fastlandet varede 1½ time. Herfra skulle vi køre i bus en times tid frem til Surat Thani. Vi kom til at vente på en kedelig bus­station til kl. 18. I ventetiden kom vi til at snakke med to danske piger der gav os rejsetips om Krabi. Da vi skulle afsted kom vi til at køre i en gammel bus, hvor sæderne knirkede helt ustyrligt. Vi gjorde ét stop undervejs og var fremme i Krabi kl. 21.30.

Da vi ankom var vi trætte og tog bare med en af de ivrige hotelejere. Vi hoppede op på ladet af hans bil, sammen med mange andre turister. Hans hotel skulle ligge i nærheden af en af Krabis mest populære strande Ao Nang. For at komme det sidste stykke vej til vores ”hotel” Andaman Inn måtte vi hoppe af ladet og over i en longtailboat. I mørket zig-zag­gede vi ind mellem flotte klipper. På Andaman Inn kunne vi vælge mellem en hytte til 300 TB, men valgte en mindre til kun 150 TB. Vi gik i seng, men kunne ikke snakke for vores forfærdelige nabo der højlydt fortalte trætte tilhørere om hans kunst, og at han var en ”ba­sic man” og en ”country boy” – magen til selvoptagethed skal man lede længe efter. For at spolere nattesøvnen ekstra meget, kunne vi hele tiden høre dyr løbe rundt under os og uden for myggenettet. Da strømmen forsvandt kl. 24 gik han endelig i seng og vi kunne få ro nok til at falde i søvn.

 

Dag 53  Lørdag den 1 1/4 1998

Da vi vågnede, hoppede vi i tøjet og gik hen på øens eneste restaurant for at spise tørt toastbrød til morgenmad. Vi fandt også ud af, at vi ikke boede på Ao Nang strand. For lige at se os lidt omkring gik vi en lille tur ved den ydmyge strand. Her gad vi ikke at bo, så vi gik tilbage for at pakke sammen. Vi afregnede, og snakkede lidt med et tysk par inden vi tog en longtailboat tilbage til fastlandet. Her tog vi en taxi til Ao Nang. På forhånd havde vi regnet med, at der ville være masser mennesker, barer og restauranter – men vi blev slemt skuffede. Derfor tog vi en anden taxi tilbage til Krabi. I Krabi kunne vi ikke finde no­gen gæstehuse, så til sidst gik vi ind til et en udflugtsarrangør, der anbefalede K. R. Man­sion. Den venlige thai-pige fik hotellet til at sende en vogn efter os. Her fik vi et stort og rent værelse med bad for 250 bath. Vi slappede af efter en noget forvirrende ankomst til Krabi. Ved 16-tiden, da sulten meldte sig, ville vi finde Krabis største seværdighed (set med en danskers øjene), nemlig Café Europa. Vi var ikke klar over hvor spisestedet var, så vi spurgte forskellige thailændere om vej. Hver gang vi spurgte en ny person blev vi vist i en stik modsat retning. Som en sidste udvej tog vi så en taxi som satte os af ved havnen. Vi kiggede os omkring – her var ikke nogen Café Europa. Trætte gik vi ind i udflugtsarran­gørens biks og bookede en tur til Phang Nga-bugten med James Bond-stenen. Hun var igen vores rednings”mand” – hun skaffede os nemlig en taxichauffør der rent faktisk viste hvor Café Europa var. I dag havde vi virkelig lært en vigtig lektie – hvis thailændere ikke kan svare på dit spørgsmål, vil de hellere sige noget forkert, end at bekende deres uvi­denhed.

Taxichaufføren satte os af lige uden for døren til Café Europa – perfekt. Vi kan nu afsløre, at grunden til dette sted, for en dansker, er Krabis største seværdighed er, et stedet ejes af en dansker, som kun serverer traditionel dansk mad.

4e6e35fb207d112092011.jpg

Efter at have været hjemmefra så længe havde vi virkelig brug for noget god gammeldags dansk mad. Hos den snakkesalige krofatter bestilte vi frikadeller, med hvide kogte kartofler, brun sovs og rødkål. Maden smagte himmelsk – helt ligesom derhjemme. Indehaveren fortalte at vi fortalte at Johnny Reimar ville holde koncert i Ao Nang til thailandsk nytår den 13/4. Efter den udsøgte af­tensmad, gik vi lidt rundt i Krabi, før vi traskede mætte tilbage til K. R. Mansion. Vi var begge trætte og gik tidligt i seng.

 

Dag 54  Søndag den 12/4 1998 – Påskedag

Vækkeuret ringede 6.45 – føj. Vi spiste kedelig toast på hotellet inden vi gik ned i byen. Vekselkontorene åbnede ikke før 8.30, da det var thailandsk helligdag, så vi måtte ligge Mies pas som depositum hos rejsearrangøren, fordi vi ikke havde nok bath til at betale for udflugten med. Minibussen kom  og samlede os op, og vi kørte afsted mod Phang Nga-bugten. I bussen var der tre københavnere som vi snakkede med. 1½ time senere var vi fremme. Her gik vi ombord i en longtailboat og sejlede afsted. Båden sejlede hurtigt og larmede mens den arbejdede sig frem. Vi sejlede i skønne omgivelser med store grå klip­peformationer der skød op af det grønlige vand.

4e6e36b499d7012092011.jpg

Et meget særpræget syn var alle de grønne træer der bare voksede op af vandet. Lidt efter sejlede vi ind i et hul i grotte i en klippe. I grotten hang der flotte drypsten ned fra loftet. Da vi senere nærmede os stenen der havde været med i James Bond filmen – ”Manden med den gyldne pistol” kunne vi ikke tro vores egne øjne. Den var bare så lille – på filmen ser den virkelig enorm ud.

4e6e372c99fde12092011.jpg

Vi blev sat af sammen med tusind andre turister på den lille ø og måtte virkelig kæmpe os frem. Turens højdepunkt var lidt af en skuffelse, men pyt, tilgengæld var naturen virkelig storslået. Vi sejlede videre og kom til en hel landsby, der var bygget på pæle midt ude i vandet. Her skulle vi rigtig indtage lækker frokost – menuen stod meget naturligt på ”sea food”. Vi delte bord med de andre danskere og fik serveret splat-suppe, ris med tilbehør, rejer og en fisk med både øjne og tænder – værsgo’ at spis. Vi lod københavnerne få det meste af vores mad. Efter frokost sejlede vi tilbage til vores dejlige kølige minibus og kørte mod et tempel.

For at komme ind i grotten med templet med den liggende Buddha skulle Mie have tildæk­kede skuldre. Her så vi en hellig mand der vand på de folk der tilbad Buddhaen. Til sidst så vi en grotte  med drypsten. Inden vi kunne fortsætte var vi simpelthen nødt til at få en sodavand og en is. Vi satte os ind i bussen og kørte videre. Turens sidste stop var ved et  stort grønt naturområde. Her var proppet med thailændere, der slappede af på deres hel­ligdag. Her var rigtig flot med gamle snoede træer, små vandfald og søer. Folk var glade og boltrede sig i vandet. Vi fik også lov til at hoppe i vandet – Mie svømmede en tur ind i en drypstenshule.

4e6e37c6bc2c812092011.jpg

Herfra havde vi kun køreturen tilbage til Krabi foran os. Tilbage i Krabi skyndte vi os at hæve penge i en visakortautomat og gik hen for at betale for turen. Der var ingen uenighed om at spise aftensmad på Café Europa. Om søndagen serverede de en rigtig dansk specialitet: flæskesteg, med kartofler og brun sovs. Vi guffede den pragt­fulde mad i os – vi blev bare ved og ved med at spise. Herefter vraltede vi tilbage til hotel­let for at se ”Mr. Bean” på video. Vi fik dog kun set en time af filmen før vi var sengeklar.

 

Dag 55  Mandag den 13/4 1998

Vi sov længe og gik ned i byen for at spise morgenmad. På vejen kastede thailænderne masser af vand efter os, fordi det var thailandsk nytår (år 2541). Nede på havnen bookede vi ind på en endagstur til de eksotiske Phi-Phi-øer den 15/4. Resten af dagen lavede vi ikke det helt vilde. Vi spiste frokost på Café Europa (frikadeller/kartoffelsalat), som ville være lukket til aften pga. Johnny Reimar koncerten. Christian fik det dårligt bagefter, så vi gik tilbage til K. R. Mansion. Christian sov nogle timer og var så frisk igen. Senere gik vi aftentur ved havnen. Vi så en flydende restaurant og oplevede stemningen ved de mange snuskede madvogne.

4e6e53bc96b7e12092011.jpg

På tilbagevejen spiste vi pommes frites og is på en restaurant med langsom betjening. Det var den dag.

 

Dag 56  Tirsdag den 14/4 1998

Vi vågnede ved 9-tiden og gik straks ned for at få dansk morgenmad (brød med smør og marmelade). Herefter ville vi besøge den populære strand Railey Beach ved Ao Nang, som man kun kunne komme sejlende til. Ved havnen snakkede vi med en bådsmand der ville sejle os dertil for 50 TB hvis vi ville vente til der kom nogle flere turister. Vi ventede tålmodigt i 1½ time og besluttede i stedet at køre til Ao Nang-by (20 TB) og derfra tage båden til Railey Beach (30 TB). Stranden var flot og Mie fik taget sol, mens Christian drev den af i skyggen. Stranden var en bugt, klemt inde mellem høje klipper, så man var helt isoleret fra omverden (bortset fra de mange longtailboats, og de 500 andre turister).


4e6e4efdb3dcc12092011.jpg

Efter mange dukkerter i det flotte og klare grønne vand tog vi en longtailboat direkte tilbage til Krabi ved 16-tiden. Turen tog næsten en time, men pyt vi havde jo masser af tid. Da vi kom tilbage til Krabi var vi helt bombede af solen, så vi var bare nødt til at købe en is. Til­bage på værelset var der slåskamp for at komme først i bad, for at få vasket alt saltet og sandet af os. Gode stamkunder som vi var, gik vi selvfølgelig ned på Café Europa for at spise aftensmad. Christian bestilte biksemad og Mie gullasch. Ejerne havde en lille hun­dehvalp (Molly) der minde Mie meget om hendes egen Nuser-hund, så hun snakkede mere med den end med Christian. Senere gik vi på jagt efter General Post Office. Her fandt vi en telefon til ”overseas calls”, men vores telekort passede selvfølgelig ikke ind i den – surt show. Så er det virkeligt nemmere i Danmark, hvor TeleDanmark har totalt mono­pol på telefonbokse.

 

Dag 57  Onsdag den 15/4 1998

Udflugt til Phi-Phi-øerne!!! Vi stod op ved 7-tiden og gik nedenunder for at spise kedelig toast. Det opgav vi hurtigt, da ingen gad at betjene os. I stedet gik vi ned i byen og fandt Karbis eneste bager. Den havde et lidt besynderligt udvalg, men man kunne da købe croissanter og Pepsier. Vi satte os på molen og spiste morgenmad. Da vi blev samlet op af vores minibus kom vi ud på den helt store tur i Krabi for at samle andre turister op, inden vi rullede afsted mod Ao Nang. En longtailboat tog os ud til den store båd, der blev fyldt op med turister. Vi satte os op på øverste dæk, nød udsigten mens vi sejlede afsted og slik­kede sol.

4e6e50436d34912092011.jpg

Da vi ankom til hovedøen Phi-Phi-Don kom vi over i en anden båd med glasbund og sejlede rundt for at kigge på fisk, søpindsvin og koraller. Da vi gik i land fik vi ris, kylling, vandmelon og ananas. Mie nåede også lige en dukkert inden vi sejlede videre mod Phi-Phi-Ley. Først stop: Viking Cave. På vej ind i grotten så vi nogle flotte, stribede, farverige fisk. I hulen fik vi en rundvisning med engelsktalende guide. Vi så hulemalerier, drypsten og fuglereder. Mange thailændere var beskæftigede med at kravle op af  bambusstiladser for at indsamle fuglereder. Thailænderne sælger fuglerederne til kineserne, som mener, at de meget dyre fuglereder har en gavnlig indvirkning på mænds potens! Herfra sejlede vi til Maya-bugten, hvor vi lånte snorkeludstyr og hoppede i vandet. Næsten alle de andre turi­ster var asiatere, og de kunne tydeligvis ikke svømme. Iført orange redningsveste trippede de usikkert i vandet – et kønt syn. I vandet så vi flotte gul-stribede fisk, der kom helt tæt på os, større blå fisk og masser af koraller. Det var et utroligt godt sted at snorkle – nok de allerbedste steder på turen.

4e6e4fac6b7fb12092011.jpg

Da vi havde fået hevet de sidste hjælpeløse japanere ombord, sejlede vi tilbage til Phi-Phi-Don for at samle folk op der skulle med tilbage til Ao Nang. Vi ankom til Ao Nang ved 18-tiden og kørte i AirCon-bus tilbage til K. R. Mansion. Vi fik en velfortjent is og gik op for at bade. På Café Europa mødte vi nogle danske piger der lige kom fra Malaysia (vores næ­ste destination). Vi udvekslede rejsetips og solgte vores ubrugte thailandske telekort for 60 malaysiske ringgit. På hjemvejen fik vi surprise – endnu en is.

 

Dag 58  Tirsdag den 16/4 1998

Vi sov længe og gik ned på Café Europa for at spise dansk morgenmad. Vi snakkede lidt med de andre danske stamgæster. Vi fortalte lige indehaveren Henrik, at han ikke skulle være nervøs for os, da vi ville rejse til Phi-Phi de næste par dage. Ved middagstid gik vi op til GPO for at sende vores 13 postkort. Vi skyndte os tilbage til hotellet for at pakke vores store rygsække og vores lille weekendtaske, Fjällräven. Vi checkede ud og betalte for fire overnatninger, drikkelse og morgenmad. Da vi stillede rygsækkene ind i K. R. Mansions baglokale opdagede Mie, at der var huller i vores rygsække; Mie havde et rundt musehul i bunden af tasken (sikkert fra den første overnatning i Krabi på den øde ø) og Christian et større hul, som vores radio havde lavet. Vi snakkede med Københavnerne og fandt ud af, at de også skulle til Phi-Phi med samme båd som os – fint så havde vi nogen at følges med. De skulle, ligesom os, senere videre til Indonesien. De var meget nervøse for at rejse dertil pga. den økonomiske krise, så de ville nok ændre deres rejseplaner.

Sammen gik vi ned til kajen. De var meget imponerede over, at vi kunne have alle vores ting i en lille Flällräv. På båden fik vi en plads inde i skyggen, direkte under en fane – kunne det være bedre? Vi havde det varmt i vores lette påklædning, men de mange mus­limer der var ombord måtte virkelig være ved at kollapse. 1½ time senere ankom vi (igen) til Phi-Phi-Don. Vi var enige om først at kigge os lidt omkring efter en billig bungalow. Overalt var priserne meget høje, omkring 500 TB. Vi travede rundt og til sidst var vi efter­hånden langt væk fra den lille by. Vi fandt et billigt sted, men hytterne var simpelthen for ulækre. Pludselig fik vi øje på Københavnerne. De havde fundet et godt sted til 250 TB, så vi gik hen for se stedet. Hytterne var et fund til prisen, så vi ”slog til” og fik Københavnerne som naboer. Vi fik et tiltrængt bad, med varmt vand – desværre. Vi kølede af under fanen inden vi gik op i byen for at finde et godt sted at spise. I byen var der et pizzaria med gode pizzaer. Mens vi spiste, rendte vi igen ind i vores naboer og vi aftalte at mødes i byen ved 22-tiden. Byen var proppet med mennesker og kulørte lamper.

Restauranterne havde næ­sten alle lagt dagens fangst af ”seafood” frem, så gæsterne selv kunne vælge hvilken fisk de ønskede til middag. Øen havde været rigtig eksotisk engang, men var nu spoleret af turisme. Der var alt for mange mennesker på den meget lille ø og der hang en rådden stank i luften. Ved 22-tiden mødtes vi med de andre og vi gik på Tin-Tin-bar. Det var et disko-dasko med god musik (syntes Mie). De to drenge, Jacob og Martin drak billig thai-whisky, og var snart ramte.

4e6e51049a2d112092011.jpg

Vi snakkede godt hele aftenen alle 6. Ved 2-tiden gik vi fulde hjemad. Der var ingen lys på stien, men det var vel nærmest en fordel, for så var vi fri for at se alle skovens krybdyr.

 

Dag 59  Fredag den 17/4 1998

Var først friske kl. 12.00. Vi daskede ned til det franske bageri og fik french rool, croissant og kage – det var guf. Efter morgenmad tøffede vi tilbage og lagde os under fanen. Da vi var blevet os selv igen, pakkede vi strandtasken og gik ned på ”vores egen” strand. Der var en del sten og meget affald – men til gengæld havde vi den for os selv. Vi badede, slikkede sol og fik læst lidt. Da det blev for varmt kunne vi lige overkomme at hente et par kolde sodavand. Ved 14-tiden gik vi tilbage til bungalow i ”Gipsy Village” og slappede af under fanen igen. Dagens udflugt gik til den modsatte side af øen til Phi-Phis flotteste strand. Der var meget lavvande så vi kunne gå langt ud i bugten for at se solnedgangen. Overalt var der små krabber og orme der gemte sig i det bløde sand. Vi tog nogle fotogra­fier og gik tilbage til byen. Her spiste vi to wienerschnitzler mens vi så en dårlig asiatisk actionserie. Efter maden vekslede vi penge og bookede os ind på en bådtur til 600 TB. På turen tilbage – der fik vi selvfølgelig en is. I bungalowen dovnede vi under fanen og gik sent i seng. Sikke en slapperdag – go’ nat.

 

Dag 60  Lørdag den 18/4 1998

Vi skulle tidligt op for at komme på bådtur. Pakkede tasken og gik ned på French Bakery og spiste lunt brød. Kl. 8.30 skulle vi være ved bureauet. Her fik vi udleveret maske og svømmefødder. Sammen med to canadiere sejlede vi ud til en flot yacht. Heldigvis var der masser af skygge på båden, så vi ikke ville blive helt stegt af solen. Der kom yderligere fire turister ombord på båden inden vi sejlede afsted. Vi stoppede kun 10 min. ved Viking Cave og der var ingen guide. Næste stop den flotte Maya-bugt hvor vi også havde været før. Masser af flotte fisk og bjerge af koraller – en succes der er værd at gentage. Herfra sej­lede vi op langs Phi-Phi-Dons vestkyst mod Bamboo Island. Undervejs fik vi fried rice og koldt vand. Ved Bamboo blev vi sejlet ind til stranden i en lille gummibåd. Først gik vi en tur langs den ekstrem flotte og helt mennesketomme strand. Denne strand slog alt vi tidli­gere havde set med flere længder – det var virkelig rent paradis.

4e6e51bd6140f12092011.jpg

Vi tog nogle billeder, tog snorkeludstyr på og svømmede ud fra stranden. Man skulle ikke svømme langt før man var ude ved korallerne. Korallerne var ufattelig flotte. Da vi blev sejlet tilbage til vores luk­sus yacht, blev vi opfordret til igen at hoppe vandet for at se korallerne her ude på dybere vand. Synet der mødte os var simpelthen ubeskriveligt smukt. Høje store koraller, farve­strålende planter og store stimer af farvestrålende fisk. Der var store og små fisk. V-for­mede fisk og en fisk der så ud til at have hoved i begge ender. Den ene fisk havde flottere farver end den anden. Det var en fantastisk flot oplevelse. Turens absolut flotteste strand og turens absolut mest overvældende snorkeldyk.

Vi måtte desværre sejle videre. Vi fik en ananas og stoppede sidste gang ved Shark Point. Mie var nervøs ved tanken om muligvis at møde hajer, men modige Christian fik hende overtalt. Pludselig gik Mie nærmest i panik – hun troede at hun var omgivet af en hel flok hajer. Heldigvis viste det sig kun at være fisk med en meget lang pig stikkende ud foran. Ude ved båden var det så dybt, at man ikke kunne se bunden. Når man kiggede nedad kunne man se at det vrimlede med fisk så langt øjet rækkede. Turen var slut og de to sol­brændte danskere sejlede tilbage til Phi-Phi-Don.

På kajen sagde vi farvel til canadierne, som vi havde snakket meget med, og gik op for at aflevere snorklingudstyret. Vi købte cola og chokolade og gik udmattede tilbage til vores bungalow. Vi fik et tiltrængt bad og slappede af på sengen. Mie havde solstik og faldt i søvn. ½ time senere blev vi vækket af en der stod og messede udenfor. Vi fik en snak med københavnerne, der fortalte, at det var en god idé at gå op til View Point. De invite­rede os med i byen igen, men vi sagde pænt nej tak – vi var simpelhen alt for trætte. Til aften fik Mie wienerschnitzel og Christian burger med en grøn larve. Herefter bookede vi to billetter tilbage til Krabi. Som aftentur gik vi fra den ene ende af stranden til den anden. I starten gik vi helt nede ved vandet, men fortrød det hurtigt da krapperne ”hoppede” om benene på os. Det var ved at trække op til uvejr – lynene lyste stranden op med jævne mellemrum. Og regn – skønt.

 

Dag 61  Søndag den 19/4 1998

”I dag er det Annis fødselsdag, hurra, hurra, hurra……” Vækkeuret ringede 6.30 og Mie var for en gangs skyld morgenfrisk. Vi pakkede vores lille ”Fjällräv”-rygsæk og checkede ud. Vi betalte 750 TB for 3 overnatninger. Vi begav os afsted mod øens højeste punkt også kaldt ”View Point”. Vi kom igennem en gade, hvor vi aldrig havde været. Her var der en del restauranter og diskoteker. Vi fortsatte og pludselig endte vi ved øens losseplads - der var altså andet end flotte strande på Koh Phi-Phi. Vi kom til nogle trapper og det gik bare op og op. Det var dog ingenting i forhold til turen til og fra ”Sarengot ”, men alligevel nåede vi at blive uvenner - jeg ved ikke, om det var fordi jeg ikke var så god til at gå (igen). Da vi endelig nåede målet, blev vi enige om, at det var anstrengelserne værd. Her var den flotteste udsigt til den smalle del af øen. Her mødtes de 2 strande og klipperne tårnede op i baggrunden. På toppen tog vi et par billeder og købte os to dyre velfortjente sodavand… og så begyndte nedstig­ningen.

4e6e526461a9812092011.jpg

Vi måtte sætte det lange ben foran for vi skulle nå båden tilbage til Krabi kl. 9.00. Des­værre nåede vi ikke at sige farvel til vores Københavner-venner. Vi købte os noget ”take-away” mad og gik ombord på luksusbåden. Overfarten var behagelig med dej­ligt solskin og flot paradis udsigt. Vi gik i land og ledte efter telekort. Vi var heldige at finde en lille biks der lige havde 2 kort tilbage - jeg tror, vi købte de sidste kort i hele byen. Nå, afsted gik det til GPO for at ringe hjem. Snøft, der var ingen af os, der kom igennem. Christian var rigtig godt træt af det og var næsten ved at opgive at få kontakt til mor-Anni. Citat Christian ”Hvorfor skal det altid være så bøvlet, når jeg skal ringe hjem?”. Vi gik til­bage til gode gamle guesthouse K.R. Manson og fik et værelse u/bad til 150 TB. Vi fik vo­res rygsække tilbage og afleverede en bunke vasketøj. Der blev pakket lidt ud og vi tog bad. Vi begav os herefter ud i byen igen for at ringe. Heller ikke denne gang var der nogen i den anden ende. Christian var blevet lidt langhåret - mon der fandtes en frisør i byen? Vi fandt en fin frisørsalon, hvor en klipning kun kostede 100 TB – rimlig billigt. Frisøren tog sig rigtig god tid til at klippe og lige mens han var ved at barbere nakken gik strømen... Lidt senere vir­kede det dog igen og Christian blev flot.

Endelig fik vi kontakt med far–Ole. Han fortalte, at Jydsk Rejsebureau havde sagt ok for at rejse til Indonesien (så skulle vi ikke til at ændre rejseplaner). Vi fik nogle pommes til fro­kost på havnen. Vi forsøgte igen at komme igennem til Mor–Anni og endelig jubbii vi kom rent faktisk til at snakke med Anni. Det var rart at vide, at hun havde det godt.

Tilbage på hotellet skrev vi dagbog, læste og kiggede på vores billeder, hvilket var vildt fedt. Nu kunne vi snart ikke vente mere vi måtte bare ned for at få flæsketæskesteg på Cafe Europa. ØV, øv, øv ingen flæskesteg i dag det var næsten ikke til at bære. Vi havde glædet os i flere dage. Kokken havde glemt at det var Buddhadag, så der blev ikke solgt kød denne dag. Nå, vi skulle jo have noget at spise så Mie fik en lækker skinkesalat med brød og Christian fik en Beefsteak m/løg. Jordbæris til dessert. Der var som altid en hyg­gelig stemning med dansk musik i baggrunden Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til vores andet hjem - snøft. Inden vi gik fik Mie lige tjekket den sidste sladder fra ”Ude og Hjemme” samt ”Familie-journalen”. Vi brugte næsten alle vores sidste bath på kiks, drikke­varer og kamerafilm. Tid til at pakke.

 

Dag 62  Mandag den 20/4 1998

Vækkeuret ringede ved 6-tiden og vi væltede ud af sengen. Vi pakkede færdigt og gik ned for at checke ud. Da vores ”luksus” bus kom for at hente os blev vi slemt skuffede – det var bare en af de sædvanlige minibusser. Den blev fyldt fuldstændig op med mennesker og bagage, så vi kom til at sidde rimeligt klemt på vores lange tur. Det var lidt trist at skulle sige farvel til Krabi – men vi glædede os da også til at opleve vores næste destination, Malaysia. Mie syntes det var en meget hård køretur fordi solen hele tiden skinnede på hende – lige gyldig hvor hun sad. Da hun smækkede fødderne op på bordet bag chauffø­rens hoved, bad han hende venligt fjerne dem igen. Han var buddhist. Og det at pege fod­sålerne mod en buddhist anses i denne religion for at være en stor fornærmelse. Fød­derne er kroppens mest urene sted, mens hovedet er kroppens reneste sted – ups. Un­dervejs holdt vi en kort pause hvor vi provianterede. I Hat Yai (4½ times kørsel senere) skulle vi skifte bus. Her måtte vi pænt vente lidt tid ved en ”risbutik” før vores minibus an­kom. Chaufføren var i dårligt humør og ”hunsede” rundt med os. Vi bøvlede rundt i byen for at udfylde papirer i ca. en time før vi endelig var på vej ud af byen. Nu bumlede vi det sidste stykke ned til den malaysiske grænse i en proppet minibus med dårlig aircondition.


 
Panel title

© 2017 haesum

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,5282528400421sekunder