Heste - Heste historier
Crying
På en mark langt oppe i bjergene, på det største flade stykke i miles omkreds, lå en død hest. Hesten var en hoppe, og ved hendes side lå et føl, et lille sort føl med lange ører og en barberkost af en hale. Moren var død ved fødslen, og føllet lå ynkeligt og vrinskede og prøvede at rejse sig. Bonden der ejede hestene kom snart, og han tog føllet op og tog det med hjem, hvor han gav det noget mælk fra en sutteflaske. Det lille hingsteføl voksede hurtigt. Årene gik, og en dag som fire-årig blev han sendt af sted til Tyskland og skulle nu bruges som militærhest. I al den tid hingsten havde været hos bonden, havde den stået på en lille mark hvor der ikke gik andre heste. Bonden, havde været bange for at han ville bide efter de andre heste. Hingsten havde faktisk et lidt hidsigt temperament. Også om vinteren var han blevet holdt væk fra andre heste. Da stod han i et lille skur ved siden af stalden.
Men nu stod han mellem alle de andre militærheste og turde ikke gå hen og hilse på nogen af dem fordi han ikke vidste hvordan man bar sig ad. Så kom der en stor rødskægget mand og greb fat i hingstens grime og trak ham hen mod en fold, hvor han blev bundet og sadlet op. Han havde prøvet at bære en sadel før, han var jo blevet tilredet. Men denne sadel var så tung, at hingsten først var ved at falde sammen. Han glemte alt om sadlen og begyndte at koncentrere sig om det skarpe bid, der blev presset ind i munden på ham og bag efter fornemmelsen af at en meget tung person var ved at klatre op på ryggen af ham. Så begyndte træningen. Først kunne hingsten ikke fatte, hvordan han skulle kunne flytte benene med den last. Men så fik han et par hårde slag bagi, og han gik modvilligt frem og tilbage i folden. Efter nogle år med den træning skulle hingsten så i krig. Han blev redet hårdt, og pludselig blev hans rytter skudt. Soldaten faldt bare ned fra hestens ryg, og hingsten begyndte at stejle og sparke. En soldat fangede ham og fik ham sendt hjem til militærstaldene med et sygeskib. Hesten var blevet alt for bange til at den nogen sinde ville kunne rides igen. Han blev derfor sendt til en mine og blev der spændt fast til et hjul som han skulle trække. Der var mørkt dernede, og efter to-tre måneder var hingsten blevet både døv og blind. Det eneste han sansede var at han gik rundt og rundt med det tunge minehjul. Og her ender historien om den lille sorte hingst som havde et så svært liv. Han havde fortjent at blive sendt ud på en mark hver dag og få ordentlig foder og en blid rytter. Men nej, han blev minehest og endte sit liv med at trække et hjul. Helt udslidt blev han smidt ud på en mødding. Ikke en gang et navn fik han, den lille hest. Men jeg har et navn der passer til ham, og det navn er Crying. Farvel lille Crying, du har det nok godt nu. Du har fået fred.


 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 24931

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33635091781616sekunder