Horsessite1 - Racer

Racer

Falabella:

Falabella er opkaldt efter familien Falabella, der opdrættede den på deres ranch Recreo de Roca uden for Buenos Aires. På trods af at selve racen ikke er mere end hundrede år gammel, findes der ingen oplysninger om dens tidlige udvikling og man vil formentlig aldrig kunne klarlægge racen præcise oprindelse. En af historierne går på at Falabella racen nedstammer fra en lille fuldblodshest familien havde og er siden blevet krydset med de mindste shetlandsponyer. En anden historie fortæller at Senor Falabella traf de indfødte indianere, når de hver dag kom for at vande deres heste i den flod, Der løb gennem hans ranch. En dag lagde han mærke til, at de havde en ganske lille hingst med. Den led af noget, som de kaldte "dværgsyge". Senor Falabella var fuldstændig fascineret af hingsten, købte den og opdrættede små heste fra den til sin datter.

Racen er sjælden og stambogen er lukket. Kun 100% rene Falabellaer kan registreres og der sker DNA test på alle dyr ved registrering. Falabellaen må derfor ikke forveksles med andre miniature heste.

Falabellaen er en lille, hårdfør minihest med et dejligt temperament. Den er især populær som kæledyr i USA, hvor den også bliver brugt som trækdyr i et mindre omfang. At man i avlen hovedsagelig har koncentreret sig om at formindske dens størrelse har medført, at den fysiske styrke er blevet svækket, og den kan derfor ikke betragtes som en ridepony. Til gengæld bliver Falabellaer ofte meget gamle, mellem 30 og 40 år.

New Forest:

England har gennem tiden været storleverandør af velegnede ride-, køre- og familieponyer, og her er New Forest ponyen ingen undtagelse. Ponyen stammer fra New Forest egnen i Hampshire, der strækker sig over et 36.000 hektar stort område. Området - der oprindelig blev udlagt som jagtområde af William Erobreren i 1066 - har ikke været nær så afsondret som de egne, mange af Englands andre ponyracer stammer fra. Dette har blandt andet betydet, at mange forskellige ponytyper har strejfet rundt i området i løbet de sidste århundreder; hvilket dermed været årsag til, at New Forest ponyen i dag findes i flere forskellige typer.

Gennem tiden har der desuden været udsat fuldblod- og araberhingste i området for at forbedre New Forest ponyens eksteriør samt forøge ponyernes højde. I den forbindelser kan blandt andet nævnes araberhingsten "Zorah" der i 1852 blev udsat i området af Dronning Victoria og forblev der denæste 8 år.

I 1891 stiftedes foreningen "Society of the improvement of new Forest Ponies". Foreningen havde til formål, at kontrollere hvilke hingste, der levede i området, samt kontrollere kvaliteten af disse, for på den måde at forbedre racen eksteriørmæssigt. Dette blev i 1906 flugt op af endnu en forening, "The Burley & District New Forest Pony & Cattle Society", der registrerede hopper samt deres afkom. Foreningen udgav den første stambog i 1910.

Man fortsatte, i de følgende år, med at sætte hingste af forskellige racer ud i området, hovedsagelig Exmoor & Welsh Mountain hingste, men lukkede i 1935 stambogen og har siden da kun optaget renracede dyr. I 1938 fusionerede de to foreninger, "Society for the improvement of the New Forest Ponies" & "The Burley & District New Forest Pony & Cattle Society", og blev til "The New Forest Pony Breeding & Cattle Society".

Selve New Forest området er i dag relativt uspoleret, mange ponyer lever stadig vildt i området. Disse vildtlevende flokke består kun af hopper eller vallakker da hingste skal være udvalgt og godkendt af "The New Forest Pony Breeding & Cattle Society". Alle ponyerne har en registreret ejer der har købt sig retten til at have deres ponyer gående frit i området.

Islandsk hest:

Den islandske hest er en af Europas ældste hesteracer. I det 9. århundrede medbragte vikingerne deres heste til øen Island. Racen har siden da bibeholdt sit oprindelige udseende, da der på øen eksisterer forbud mod at importere andre hesteracer. Den islandske hests forfædre må findes blandt de gamle skandinaviske racer samt heste fra de britiske øer - her i blandt den nu uddøde keltiske pony.

Island er et stort, barsk og tyndt befolket land, med store floder og øde områder, der uden heste formodentlig ikke havde været muligt at bebo. Man havde brug for rideheste, der var nøjsomme, lette og sikre på benene, stærke samt behagelige at ride. Krav som den islandske hest opfylder til fulde.

Pinto:

Dansk Pinto forening blev oprettet i november 1992, siden da er pintoen blevet mere og mere populær i Danmark.

 

Araber

Til forskel fra andre hesteracer der normalt har 6 lændehvirvler og 18-20 halehvirvler, har araberen kun 5 lændehvirvler og 16 halehvirvler.

I over tusinde år er der blevet avlet på den arabiske hest. Nogle mener endda at den har levet i vild tilstand i de arabiske ørkener i årtusinder, men da man aldrig har fundet knoglerester efter disse vildtlevende arabere, foreligger der intet bevis for denne påstand. Dette understøttes bl.a. af, at araberen ikke bliver nævnt blandt de 12 racer, romerne regnede med. Beduinstammerne i ørkenen troede, at araberen var en gave fra Gud. Han skulle have forvandlet ørkenvinden til væsnet (araberen) der "kunne flyve uden vinger". En anden, og mere jordbunden forklaring, er dog, at araberen i lighed med andre heste skulle nedstamme fra de vildheste, der levede i Europa og Asien inden de første civilisationer, og som mindede meget om nutidens Tarpan og Prezwalskihest.

I hvert fald siden Muhammeds tid (det 7. århundrede) har Beduinerne avlet på araberen, og meget tyder på, at en struktureret avl har foregået helt op til tusinde år forinden. For Beduinerne var araberen deres kæreste eje - et gammelt mundheld siger "så mange bygkorn du giver din hest, så mange synder vil Gud forlade dig" - og hestene blev anset som uundværlige medlemmer i husholdningen.

De strenge renhedskrav, der blev stillet til avlshestene (hvis en hest ikke var hundrede procent "asil" (ren), kunne den ikke blive optaget i asil-linien, uanset hvor perfekt den så ellers var) og de strenge forhold ørkenen bød på, har været med til at skabe den hest, der i dag betegnes som verden mest yndefulde og selvstændige hest.

Kun om vinteren og det tidlige forår fandtes der græs i ørkenen, resten af året levede hestene af kamelmælk, tørrede dadler, græshopper og tørret kamelkød. Kun de stærkeste heste kunne overleve i dette klima.

Araberne blev formentlig først indført i Europa, da Maurerne invaderede landene i den vestlige ende af middelhavet. Men på dette tidspunkt er der intet, der tyder på, at araberen blev anset for andet end en dekorativ paradehest.

Under korstogene lader det til, at erobrede arabiske heste opnåede status som heste, der var velegnede til konger og fyrster. Som krigsheste var de ikke velegnede, da datidens tunge rustninger krævede heste med en kolossal styrke og størrelse.

Senere ændrede udviklingen af lettere våben og udrustning dette, og fra renæssancen og frem til og med Napoleonskrigene blev den arabiske hest med rette anset for at være uovertruffen, og efterspørgslen på arabere voksede i Europa.

Efter det katastrofale tilbagetog fra Moskva i vinteren 1812, skrev en af Napoleons adjudanter til sin general: "De arabiske heste klarede strabadserne og prøvelserne bedre end de europæiske. Efter det grusomme felttog i Rusland var næsten alle de heste kejseren havde tilbage, arabere. General Hubert… fik kun en enkelt af sine 5 heste med tilbage til Frankrig, og denne var en araber. Kaptajn Simonneau fra generalstaben havde til sidst kun sin araber, og det samme gjorde sig gældende for mit vedkommende". Det var denne form for beviser på araberens styrke, der førte til, at den var efterspurgt overalt.

I dag avles araberen i mange lande, og oftest med mindre typeforskelle, alt efter hvad der er det foretrukne i de enkelte lande. Dog har også klimatiske og fodermæssige forskelle noget at skulle have sagt i forbindelse med variationer i højde og kropsbygning.

Dens enestående evner som ridehest og i avl, er i dag en af grundene til dens stadige popularitet og med til at sikre racens videre eksistens.

I avl er araberen ofte blevet brugt til at forædle de enkelte racer, og i stort set alle de hesteracer der gennem tiden er blevet forædlede, finder man spor efter araberen.

Criollo:

Den lille Criollo, der er en af verdens mest hårdføre hesteracer, stammer fra Sydamerika, hvor den er kvægvogternes (gauchoernes) foretrukne ridedyr. Sammen med criolloen i Argentina og Uruguay, criolloen i Brasilien, costeñoen og morochuoen i Peru, caballo chielnoen i Chile og Ilañeroen i Venezuela, nedstammer den fra den fra de spanske heste conquistadorerne medbragte i det 16. århundrede. Racens grundlæggende blod kommer fra Andalusiere, Berbere og Arabere.

Criolloens beskedne størrelse skyldes de sidste mange hundrede års naturlige, men ubarmhjertige, udvælgelsesproces mens criolloerne fik lov til at færdes i mere eller mindre vild tilstand på græsstepperne. De grågule og sandgrå farver de er karakteristiske for criollohesten, menes at være dukket op som beskyttelsesfarver i naturen. Specielt i Argentina går man utrolig meget op i criolloens uholdenhed, og man afholder jævnligt udholdenhedsløb for at finde frem til de bedste avlsdyr. Disse løb arrangeres hvert år af avlerne, og hestene skal her tilbagelægge 750km på 15 dage med 115kg oppakning på ryggen - undervejs får de intet andet at æde og drikke, end hvad de selv finde, når de holder hvil.

Dansk varmblod:

Danmark har gennem tiden været kendt og berømt verden over for sin hesteavl - både hvad angår knabstrupperen og frederiksborghesten, der i vid udstrækning er blevet eksporteret til udlandet, og i dag er det så den Danske Varmblods hest der vinder anerkendelse uden for landets grænser.

Dansk Varmblod opstod som følge af den mangel på rideheste, der fulgte i kølvandet på II verdenskrig, man måtte derfor ty til at importere det nødvendige hestemateriale til det store, og voksende, antal seriøse ryttere, der fandtes i landet. I 1962 dannede man Dansk Sportsheste Avlsforbund, der i løbet af kort tid samlede et stort antal medlemmer. I året 1978 fusionerede Dansk Sportsheste Avlsforbund med foreningen Danmarks Lette Hesteavl, og blev i den forbindelse til foreningen Dansk Varmblod.

Til forskel fra andre Europæiske lande, gav den danske regering ikke støtte til avlsarbejdet, og man måtte derfor forlede sig på privat initiativ. Ved hjælp af avlsmateriale, heriblandt enkelte engelske fuldblodshingste, importeret fra Tyskland og Sverige, opnåede Dansk varmblod i løbet af 1980erne, at blive Danmarks største avlsforbund.

Mange internationale ryttere har gennem årerne haft stor succes med danske varmblodsheste. Således deltager der hver gang ved EM, VM og OL en kollektion af dygtige danske varmblodsheste. Ved OL i Sydney har hele ni nationer valgt at sætte danske varmblodsheste på deres hold.

Haflinger:

Haflingeren er en gammel race, der stammer fra Sydtyrols bjergegne. Navnet har den fået fra byen "Hafling", der indtil slutningen af 1. verdenskrig lå i Østrig, men som nu ligger i Italien. Nutidens Haflinger kan føres tilbage til avlshingsten "249 Folie" der blev født i 1874. Den var ud af en forædlet Tyrolsk hoppe og efter en halvaraber hingst "133 El´ Bedavi XXII". Enhver renavlet Haflinger kan føre deres stamtavle tilbage til denne hingst.

I dag bliver haflingeren hovedsageligt brugt som fritidshest af både børn og voksne.

Frieser:
 Allerede i det 13. århundrede var frieseren en velkendt race på grund af sin styrke og bevægelighed. Gennem lang tid blev den brugt som stridshest, derefter blev den brugt i kavaleriet. Samtidig tilførte man racen orientalsk blod. Kort inden 2. verdenskrig var frieseren tæt på at uddø, højst sandsynlig fordi dens arbejdskraft ikke længere var nødvendig i landbruget. Antallet var svundet så meget ind, at man kun havde hingste tilbage, og havde en flok Hollandske landmænd ikke i allersidste øjeblik indset, hvad der var ved at ske, havde friseren næppe eksisteret som andet end et minde i dag. Men på grund af en hurtig og forstandig indsats, lykkedes det at redde racen - bl.a. ved brug af Oldenborgere.

Under 2. verdenskrig havde racen kraftig fremgang, som følge af mangel på brændstof til biler og traktorer. Dette betød en enorm efterspørgsel på Friesere fra landbrugets side, ikke mindst fordi Friesere er utrolig lærenemme og velegnede til stort set al slags arbejde. I 1954 blev det friesiske forbund hædret af den hollandske Dronning Juliana ved at give det tilladelse til at kalde sig kongeligt. I dag er Frieseren populær både som i cirkus (på grund af sin stolte holdning) og som køre- og ridehest.

Palomino:

Palominoen er ikke en decideret race, men derimod en farvebetegnelse, og racen er derfor ikke typefast.

Den ægte palominofarve er et diluteringsgen og samtidig co-dominant, dette gør, at farven er umulig at renavle - til forskel fra visse andre farver - og en avler af palominofarvede heste kan derfor aldrig være 100% sikker på et palominofarvet føl. Populært sagt fortynder palominogenet det røde farvegen, og hesten bliver da palominofarvet. Den oftest benyttede metode til at fremavle palominofarvede heste, er ved at krydse en rød hest med en palomino. Ved denne metode vil sandsynligheden være 50% for en rød hest og 50% for en palominofarvet.

Krydser man derimod to palominoer med hinanden, risikerer man at fortynde det røde farvegen yderligere. Herved vil resultatet da blive Cremello eller Blue-eyed cream (BEC). Disse farver blev tidligere betegnet som albinofarver.

Bruger man kombinationen rød / cremello er man derimod 100% sikker på at få et palominofarvet afkom.

Cremello og Blue-eyed cream er lyse cremefarvede heste med lyserød hud og lyseblå øjne. Dog er det stadig muligt, på trods af deres lyse farve, at skelne hvide aftegn på disse heste. Ægte albinoer, der er helt hvide/ farveløse dyr med røde øjne, optræder ikke blandt heste.

Ved kombination af to palominofarvede heste, vil sandsynligheden for en palomino farvet hest være 50%, 25% for en rød og 25% for en BEC - sandsynligheden for at fremavle en palomino er altså ikke større end ved krydsning mellem en palomino og en rød hest. Den eneste sikre kombination i arbejdet med at fremavle palominofarven, er ved at krydse en BEC med en rød hest. Desuden er det også muligt at fremavle en palominofarvet hest, ved at krydse en rød hest med en dunfarvet, da denne også bærer "fortyndingsgenet". Krydser man en bærer af fortyndingsgenet med enhver anden farve hest, der selv bærer mindst ét rødt farvegen - herunder også sorte, sortbrune og skimlede heste, vil chancen for et palominofarvet føl altid være til stede.

Den danske bestand af palominoer er meget lille. DPA kårer derfor også andre heste med andre farver for at undgå indavl. Dog skal disse heste opfylde en række specielle betingelser, bl.a. optages kun heste fra de af DPA godkendte racer, hestene skal derudover være enlødede - plettede, stribede og brogede heste optages ikke i avlsforbundet - og der ses samtidig på hestens muligheder for at videregive røde gener.

Fuldblod:

Gennem mere end 250 års avl, hvor kun de fineste hingste og bedste hopper anvendtes, har man fremavlet overlegen excellence til galop banerne verden over. De første fuldblods heste kom til verden i England, hvor man tilbage i 1791 oprettede en stambog: The General Stud Book, der udgives endnu den dag i dag i England af forlaget Weatherby & Sons. Alle fuldblods heste stammer fra 3 arabiske hingste: Darley Arabian , Godolphin Arabian og Byerly Turk.

Fuldblodshesten har fungeret som forædler i stort set alle moderne ridehesteracer, racens betydning kan ikke overvuderes. De rene fuldblodsheste har betegnelsen XX efter deres navne. Der findes to forskellige typer af fuldblodsheste. Den ene, og mest almindelige, bliver brugt til løb på forholdsvis korte distancer uden forhindringer. Den anden bliver brugt til hurdleløb og steeplechase og er ofte kraftigere og højere, med et mere roligt sind. Denne type ses ikke så tit i Danmark.

Fuldblodshesten er nok den eneste race hvor det kræves at hopperne bedækkes på den naturlige måde. Det er der meget strenge regler om. Der anvendes ikke kunstig inseminering i fuldblods avlen.

Miniature:

Miniaturehesten skal være ædel af type, elegant og atletisk.Racen har et lille, udtryksfuldt og ædelt hoved med god plads mellem ganacherne. Nakken middellang og velforenet med en middellang, velformet og velansat hals. Halsen ønskes med passende muskulatur. Skulderen lang og skrå med optimal frihed. Manken er velmarkeret, lang og med jævn overgang til et middellangt stærkt midt- stykke (ryg og lænd). Oval ribbenshvælving med passende ribbenslængde der giver plads til lunger og andre indre organer. Lænden bør være smidig samt kun middellang med passende muskulatur. Krydset langt og muskuløst med passende hældning og en velansat hale. Lemmerne skal være korrekt stillede, stærke og tørre. Leddene velmarkerede og med passende vinkler. Velformede og passende hove, med god hovkvalitet.

Bevægelsen er regelmæssig, taktfast og jordvindende i alle gangarter. Helhedsindtrykket skal være harmonisk, men med passende markering, så hesten fremtræder ædel og harmonisk.

Breton:

Racen bygger på en lille, primitiv og lodden hestetype, fra Bretagne. Tidligere var der fire Breton typer; To pasgængere, en ride- og kørehest og en tung trækhest.

I dag er der to anerkendte typer. Den ene er den tunge trækhest. En massiv hest med en ardenner blod. Typen er meget tidligt udviklet og avles i dag mest til slagtning for kødets skyld.

Den anden type er den langt lettere og mere energiske Breton Postier. Denne var tidligere det franske artilleris stolthed. Typen er en krydsning mellem den hurtige Norfolk roadster traver og de to koldblodsracer Boulonnais og Percheron. Breton Postier har arvet en energisk trav, og den er en ideel hest til landbrug og som let trækhest. Breton postier bruges i dag til at forbedre mindre ædle racer.

Knapstrupper:

Knabstrupperracen blev skabt på det danske gods Knabstrup i begyndelsen af 1800-tallet, da en officer, ved navn Major Luun, så en slagter fra Holbæk, "Slagter Flæbe", piske løs på en plettet hoppe, uden at hoppen syntes at tage sig synderligt af det. Majorens nysgerrighed var vakt, og han gav sig i snak med slagteren, der fortalte at han havde købt hoppen af en spansk officer. Majoren købte derefter hoppen, i 1812, og opkaldte den efter slagteren.

Hoppen blev mor til talrige afkom, og hendes søn, Flæbehingsten, efter en gul Frederiksborger, var en meget populær avlshingst. Det fortælles at han havde over 20 forskellige farver, og i øvrigt var en særdeles velskabt hingst med meget god overlinie og en let og kraftig bevægelse. Alle hans fterkommere havde i flere led højst forskellige farver. De havde et fælles præg i lød og ikke mindst i egenskaber, der gjorde dem til Knabstruppere.

Avlens storhedstid var fra 1840- 1870, hvorefter der fulgte en lang periode, hvor føllene ikke var plettede, uden det dog forringede deres egenskaber. Efter en brand på Knabstrup i 1890 indebrændte 22 heste - fortrinsvis avlshingste. Avlen blev herefter søgt videreført på de overlevende, og avlsmateriale i fremmed eje. Først efter 1897 blev der atter født plettede heste på Knabstrup, dog med et stadig grovere præg.

Knabstrupperhestene var kendt for deres store energi og dristighed og intelligens. De var ikke ubehagelige og var ikke disponeret for fejl som krybbe-bider eller vindsluger. Deres gode træning og deres arvelige egenskaber gav dem fine resultater, selvom de sjældent var på stald men mest gik ude, hvilket gav dem en hvis robusthed. Knabstrupperhestene blev også meget gamle. Den oprindelige knabstruppers klassiske bygning gjorde den velegnet til dressur, herunder de sværeste øvelser fra den høje skole.

Racen har gennem de senere år fået en renæssance, især pga. de særlige farver, der slår igennem uanset type. Moderne avlere har derfor i vid udstrækning benyttet Knabstruppere til farvebaseret avl.

I 1971 stiftede man ”Knabstrupper foreningen for Danmark”, der har til formål at bevare samt fremme knabstruppere af ride- og køretype i alle størrelser. Gennem ”Knabstrupper foreningen for Danmark”, der bl.a. også står for registrering samt stambogsføring af danske knabstruppere, arrangeres der kåringer, afkomsfremstilling og lign.

Avlen er i dag delt op i flere sektioner. En ridesportstype: En storrammet og harmonisk hest af god dybde og bredde, en klassisk ridetype: der er elegant, harmonisk med god muskelfylde og består af tre lige store kropsdele, tilstræbt kvadratisk og en muskuløs kropsbygning med god dybde og bredde. Derudover avles der både knabstrupper ponyer og miniature knabstruppere inden for avlsforbundet.

Welsh:

WELSH MOUNTAIN PONYEN (Section A)
Welsh Mountain ponyer behøver ikke megen introduktion. Selv om de er avlet i bjergene og de vildsomme egne i Wales i mange generationer, betyder deres velkendte smukke ydre ikke, at de kun er "legedyr". I århundreder har vilkårene været "kun den stærkeste overlever", hvilket indebærer en sund konstitution, jernstærke lemmer, og høj intelligens, som i forbindelse med det legendariske Welsh temperament gør den til den ideelle moderne børnepony. Man ser dem under rytter og for vogn over hele verden. De tilpasser sig vilkårene fra det kolde Canada til det varme Afrika og Australien. Welsh Mountain ponyens hoved bør være lille med små, spidse ører, store, fremstående øjne og bred pande. Kæbepartiet bør være markeret og tilspidset ned mod mulen; profilen kan være konkav eller "araberpræget", men aldrig konveks eller for lige.
Halsen bør være lang og velansat på en skrå skulder, der går over i en velmarkeret manke. Lemmerne skal være placeret lige under kroppen med gode flade piber og runde stærke hove. Halen skal være højt ansat og frit båret. Bevægelsen skal være lige, livlig og fri med god undergriben og afskub.


WELSH PONYEN (Section B)
Beskrivelsen på Welsh Mountain ponyen kan anvendes på Welsh ponyen, men med større vægt på ridepræget samtidig med bevarelsen af den oprindelige welsh type med kvalitet og masse. I generationer har disse ponyer været transportmiddel for bjergbonden, båret ham gennem de barske og bjergrige områder, når han skulle vogte får eller vilde ponyer. De måtte være hårdføre, i god balance og hurtige for at overleve, og det har resulteret i avl på kun de bedst egnede dyr.
Kombinationen af naturlige springevner og det samme temperament som Welsh Mountain ponyen gør Welsh ponyen ideel i et hvilket som helst terræn, dens unge rytter måtte vælge. I dag er de i særklasse blandt rideponyer i topklasse, både i konkurrencesport og i den daglige ridning.

WELSH PONYEN AF COB TYPE (Section C)
Welsh ponyen af Cob type er et stærkere sidestykke til Welsh ponyen, men med Cob blod. Deres sande værdi og alsidighed er blevet anerkendt gennem de senere år, og antallet af dyr er steget. Aktive, sikre på benene og hårdføre som de er, er de ideelle til mange formål både for voksne og for børn. De ses i utallige ridelejre i hele Wales, hvor de bærer feriegæster rundt i bjergene, i konkurrencer over hele landet, og de ses for handelsmandens vogn i byerne. Som de øvrige Welsh typer har de naturlige springanlæg, og de er også fremragende for vogn - der er faktisk ikke den ting, de ikke kan bruges til.


WELSH COB (Section D)
Meget passende beskrevet som "det bedste ride- og køredyr i verden". Den er fremavlet gennem mange generationer med modighed, medgørlighed og udholdenhed for øje, De generelle karakterer er hårdførhed, styrke og smidighed. Hovedet er udtryksfuldt med ponypræg; store øjne, bred pande og små velplacerede ører. Kroppen bør være dyb og båret af stærke lemmer med gode solide led og kraftige piber. Bevægelsen skal være lige, fremadgribende og energisk med knæaktion og med hele forbenet strakt fra skulderen og så langt frem som muligt i alle gangarter. God haseaktion med kraftigt afskub. Welsh Cob’en er en god fritidshest og velegnet til al konkurrenceridning, og i de senere år har den haft stor succes i den internationale køresport. Deres evner på alle områder anerkendes nu både i England og andre lande, og efterspørgslen overstiger lang udbuddet.


WELSH KRYDSNINGER WPBR (Sec. F):
Selvom dyrene i alle fire sectioner i stambogen varierer i størrelse og masse, viser de alle præg fra deres fælles ane - nemlig Welsh Mountain ponyen. De bedste arver den stærke konstitution, gode piber, modet, energien og det medgørlige temperament, som har givet dem verdensry. Det er derfor ikke overraskende, at de er efterspurgt til krydsning med andre racer, og der findes i foreningen et krydsningsregister for heste og ponyer, hvor mindst 12½% skal være registreret Welsh blod. Disse dyr har vist meget stor værdi på mange områder, ved bl.a. at vinde mange Europa- og Verdensmesterskaber i dressur.

Fell:

Tidligere var Fell ponyen en udpræget arbejdshest, der blev brugt i landbruget, og som pakdyr i Northumberlands blyminer. Indtil slutningen af 1800-tallet århundrede transporterede Fell ponyerne blymalm ud til havnebyerne, da der dengang ikke fandtes nogen veje, hvor det var muligt at køre med vogne. Det var almindeligt, at hver pony bar 120kg, på strækninger på 50-60km hver dag.

Desuden var Fell ponyen en meget brugt langturshest, da den med god far kunne tilbagelægge lange strækninger uden at blive træt. I dag anvendes den næsten udelukkende som ridepony. Formentlig nedstammer Fell ponyen fra de friesere romerne indførte i England, samt den nu uddøde Galloway-race fra Vestskotlands lavland - om disse skrev forfatteren Gervase Markham i det 17. århundrede, "Der findes i Skotland en race af små heste, man kalder Gallowayheste, hvis ædle form, lette bevægelser, glansfulde hår og uendelige sejhed gør dem til noget nær de bedste småheste der avles nogetsteds".

Fjordhest:

For lang tid siden kom denne ponyrace til Norge, hvor den gennem lang tid levede uforstyrret af mennesker. Fjordhesten er en af de få racer der ikke har ændret sig nævneværdigt gennem tiden. Den ligner stadig den hest vikingerne avlede og brugte.

Fjordhesten er i dag stadig udbredt i det meste af Norge, hvor den stadig bliver brugt som arbejdsdyr i de højtliggende bjergegne, hvor motorkøretøjer har svært ved at komme frem. Samtidig er den blevet umådelig populær i blandt andet Danmark - hvor den hovedsageligt bliver brugt som ridepony.

Trakehner:

Trakehnerracens historie er bemærkelsesværdig heste- og kulturhistorie. Racen er den ældste rideheste-race, der bevidst er avlet som en ædel ridehest med henblik på størst mulig ridelighed og præstationsformåen. Samtidig har få hesteracer en så dramatisk historie som trakehneren.

Det populære navn "Trakehneren" stammer fra hovedstutteriet Trakehnen, som blev grundlagt allerede i 1732 i den østlige del af Østpreussen. Østpreussen blev allerede i middelalderen grundlagt af den tyske ridderorden og blev senere indlemmet i det Preussiske kejserdømme. Rent geografisk var området adskilt fra det øvrige Preussen af den såkaldte polske korridor.

I stutteriets storhedstid var der en bestand på mere end 300 avlshopper, som blev selekteret for deres egenskaber som rideheste. Hopperne blev afprøvet på jagter i terrænet omkring hovedstutteriet, som omfattede mere end 10.000 tdr. land. Hingstene blev afprøvet på en særlig prøvestation. I slutningen af 1700-tallet blev der indkrydset en meget stor andel araberblod og engelsk fuldblod i racen ( nær ved 80 pct.) for at forbedre racens egenskaber som jagthest. Samtidig gav det en meget hurtig og adræt officershest til kavaleriet.

Systematisk stambogsføring påbegyndtes i 1780 på Trakehnen. Omtrent samtidig blev de første landbeskelerhingste (11 stk.) ved kejserlig ordre udstationeret i det øvrige Østpreussen for at forbedre avlen ude i området. Denne praksis fortsatte helt op til 2. verdenskrig, og det er ad denne vej, avlen på Trakehnen har fået så stor betydning for racen. Der gik dog også en trafik den modsatte vej, således at enkelte virkelig gode heste fra oplandet hentedes til stutteriet. I 1787 begyndte man at brændemærke hestene fra Trakehnen med én elgskovl på højre lår, for at sikre identifikation af dyrene. Dyr udenfor hovedstutteriet blev mærket på venstre lår. Først 100 år senere udvidede man den systematiske stambogsføring til at omfatte heste fra hele det Østpreussiske område. Denne stambogsføring var i øvrigt en udløber af den omfattende organisering af landbruget i hele det nordlige Europa, som foregik i slutningen af 1800-tallet. Den korrekte betegnelse for racen i dag er den "østpreussiske varmblodshest", idet det er et mindretal af dyrene, der nedstammer i lige linie fra hovedstutteriets avlsdyr.

I den Østpreussiske stambog, var der lige inden udbruddet af 2. verdenskrig optaget ca. 25.000 hopper. På det tidspunkt blev racen anset for at være verdens fornemste kavaleri hest. Som konkurrencehest var den næsten enerådende.

Østpreussens, og dermed Trakehnens, udsatte politiske og geografiske position mellem Rusland og det øvrige Europa har gjort området til krigsskueplads ved flere storpolitiske konflikter. Første gang under den 1. Napolenskrig var det nødvendigt at rømme Trakehnen og leve i landflygtighed for at redde hestene. Samtlige dyr måtte drage østpå til Rusland indtil krigens afslutning. Transporten måtte nødvendigvis ske til fods, og en vis selektion af hestene for hårdførhed fandt sted, idet de svageste bukkede under. Under 1. verdenskrig blev avlsdyrene sendt med tog til Schlesien i det centrale Tyskland. Først i 1919 var alle dyrene sendt retur til Trakehnen.

Under den kaotiske afslutning på 2. verdenskrig blev nærmest hele Østpreussen rømmet, og avlshopper blev spændt for vogne med familie og bohave og drog mod vest. Den over 1000 km lange færd, disse hundreder af heste foretog i en af de hårdeste vintre i det forgangne århundrede, er ofte blevet kaldt "verdens hårdeste materialeprøve". Trakehnen blev ryddet for heste og der har ikke siden foregået nogen avl af heste på stutteriet. Trakehenen tilhører nu Rusland, og bygningerne som findes endnu, har i en lang årrække været forfærdelig misligholdt.

Nogle af hopperne og et antal hingste fra Trakehnen blev sendt med tog mod vest. Mange af hestene på hovestutteriet, og de resterende i hele Østpreussen, forsvandt under krigens afslutning. En del blev taget som krigsbytte, men de fleste blev sikkert brugt til menneskeføde. Af de 300 elitehopper fra hovedstutteriet kom kun godt 20 levende til Vesttyskland, og af de 25.000 østpreussiske hopper resterede efter utrolige strabadser kun ca. 700 til genopbygningen af racen. Ca. 50 hingste blev også reddet fra krigens hærgen.

Kun ca. 100 af de overlevende hopper var af god kvalitet. Med denne rest af verdens engang fornemste ridehest begyndte en gruppe af utrættelige hestefolk og entusiaster at genoprette "trakehnerracen" i Tyskland, ved hjælp af en stambogsføring, der alene godtog avlsdyr med en dokumenteret trakehnerafstamning samt engelsk og arabisk fuldblod. For de fleste af hoppernes vedkommende bestod "dokumentationen" i brændemærket på venstre lår, idet deres papirer var gået tabt.

Derfor stopper den kendte del af afstamningen på mange trakehnere i dag ved en stammoder fra 1945. Heldigvis blev en stor del af de heste russerne tog som krigsbytte samlet på stutteriet Kirow i det sydvestlige Rusland. Siden krigen har man fortsat avlen og stambogsføringen af rideheste her, og en stor del af dyrene på Kirow er rene trakehnere af en meget høj kvalitet, der nedstammer direkte fra Trakehnens avlsdyr. Efter koldkrigens afslutning er det i de senere år lykkedes at importere dyr fra Kirow til Vesteuropa - bl.a. er en del heste, heriblandt et par avlshingste, kommet til Danmark.

Holstener:

Holsteneren er verdenskendt som en fortræffelig springhest. Allerede i starten af det 14. århundrede blev dens forfædre opdrættet på Hasseldorf marsken. På dette tidspunkt blev den brugt i militæret og som arbejdshest. Senere blev racen forædlet med orientalske, andalusiske og napolitanske heste.

I starten af det 19. århundrede blev den også tilført blod fra Cleveland bay og engelsk fuldblod. Efter 1945 blev den kraftige køre- ridehest forædlet med fuldblod for at fremavle en mere moderne sportsridehest.

Lipizzaner:

De fleste kender Lippizaneren fra "Den Spanske Rideskole" i Wien, der blev oprettet i 1735, med det formål, "at uddanne unge adelsmænd i den ædle ridekunst". Ved skolen anvendes der kun hingste, og det kræver årelang træning, før hestene kan udføre de smukke og avancerede øvelser, der hører med til "Den Høje Skole", bl.a. passage, changement á tempo, croupade og kapriol (Se evt. Høj Skole*).

Men Lipizzanerens historie kan føres helt tilbage til de tidlige 1560´er, da man, under maurernes besættelse af Spanien, blandede 1. klasses arabisk blod med de lokale atletiske spanske heste. Under renæssancen steg interessen for den klassiske ridning, og den spanske hest blev på dette tidspunkt anset for at være den bedst egnede race til dette formål. Maximillian II førte Den Spanske Hest med til Østrig omkring 1562, hvor han grundlagde stutteriet Kladrub. Hans bror etablerede et lignende stutteri i 1580 i Lipica - byen lagde senere navn til Lippizaneren - nær ved Adriaterhavet, dette stutteri blev grundpillen i Lipizzaneravlen. Begge stutterier blomstrede, Kladruber stutteriet blev kendt for dets tunge køreheste, mens Lipizza stutteriet avlede rideheste og lette køreheste.

På trods af forskellene var de to stutterier tæt forbundene, og udvekslede ofte avlsheste. Kladruber avlen har bl.a. produceret "Maestoso" og "Favory", to af de grundlæggende hingste til nutidens Lipizzanere. For at styrke den originale Spansk/arabiske stamme, blev adskillige hingste importeret til Lipizza og Kladrub i løbet af det 18. og 19. århundrede.

I 1700 tallet inkluderede disse heste, der dog havde Spanske og Italienske forfædre, også hingste fra Danmark og Holstein. I 1800 tallet var der ikke længere flere rene Spanske Heste At bruge af, og man valgte derfor at bruge arabere i stedet. Men typisk for både Lipizzaner og Kladruber er, at de begge er racer med et overvejende andalusisk præg.

Enhver Lipizzaner skal kunne føres tilbage til de gamle hingstelinier og 18 klassiske hoppefamilier. Nogle af de kendte hingstelinier hedder Pluto, Conversano, Maestoso og Neapolitano.

Oldenborg:

Oldenborghesten stammer fra det nordvesttyske tidligere hertugdømme Oldenburg, der blandt andet er en del af Niedersachsen; Området er på størrelse med Fyn. Oldenborghesten blev grundlagt i ca. 1580 af fremsynede storhertuger, der havde den nødvendige politiske magt til at gennemføre en rationel hesteavl. Desværre har racen gennem tiderne lidt under diverse stormfloder og krige. Gennem årene er mange heste blevet eksporteret til en lang række lande gennem Oldenburgs hestemarkeder og hen auktioner.

Oprindeligt blev Oldenborghesten avlet til at være en decideret kørehest. Men da bilerne i begyndelsen af 1920´erne overtog mere og mere af landevejstransporten, valgte man i Oldenburg - og efterfølgende i Danmark - at satse på mere svære og knapt så højtstillede halvblodsheste til landbrugsformål. I 1950´erne og 1960´erne blev det klart, at maskinerne også ville overtage i landbruget, og man valgte derfor at omstille hestene til fritidsbrug. Dette skete ved at tilføre avlen xx-fuldblod.

Connemara:

Connemaraponyen er en gammel race, der har levet vildt i bjergegnene ved den irske vestkyst siden forhistorisk tid. I 1588 fik den tilført arabisk blod fra de heste der reddede sig i land fra skibene i Den spanske Armada. Siden er der sket krydsninger med både arabere og fuldblodsheste. Dette har betydet, at racen derfor har ændret sig betydelig, og det er i dag et spørgsmål, hvor mange Connemaraponyer der egentlig "fortjener" denne betegnelse. Denne forædling er også skyld i, at Connemaraens oprindelige dun farve er ved at blive sjælden.

Connemaraponyen er gennem tiden blevet brugt til alle formål, både som pak-, træk- og ridehest. Connemaraponyen er en meget anvendelig konkurrencepony, specielt inden for spring.

Den har bidraget til fremavlen af den berømte Irske Jagthest, og krydsning med fuldblodsheste har avlet talentfulde springeheste. I dag bliver den avlet på stutterier i den frie natur i Irland, men også i resten af Europa bliver connemaraen avlet.

Tysk sportspony:

Den tyske ridepony er den tyske ridehest meget lig i typen og i
bevægelserne. Det er en pony, som er klar til at yde med meget gode
rideegenskaber, solidt fundament og meget masser af bevægelser i et stangmål fra ca. 138-148 cm. Dog bør den ikke være mindre en 140 cm (det skal man ikke tage så nøje her i DK, da vi har andre regler jvf. kat 1,2,3 og det er de opmærksomme på).

Den beror på en formidabel evne til at gøre sig i sporten. Den er opstået primært på baggrund af engelsk rideponyracer indkrydset med en forædler, f.eks. araber el. engelsk fuldblod eller også via en stedfortræder fra ridehesteavlen ( her tænkes på en varmblod).

Hos Pferdestammbuch står DR for den største avlspopulation og i
de seneste år står de også for de sportslige succes'er, specielt gør de sig
gældende indenfor Bundeschampionatet og tyske mestertitler.

Formålet med at lave en dansk kåringplads er primært med henblik på rideponyavlen (Deutsches Reitpony). Da man med tyske papirer på sine afkom åbner op for det europæiske hestemarked, hvor de tyske papirer giver afkommet adgang til det tyske Bundeschampionat.

Stort set alle ponyer og småheste uanset aldre ogracer kan kåres i Schleswig-Holstein Pferdestammbuch. Dog skal hingste over 6 år have bestået en materialprøve før de kan kåres.

Det gælder også ponyer der er gået over ponymål.

Ponyer uden afstamning kan optages i et register svarende til det danske F1.

Finsk hest:

Den har et stabilt temperament, og selv om den forholdsvis er lille, har den ligeså stor trækkraft som en stor, tung hest. Samtidig har den hurtigheden, karakteren og smidigheden til en lettere hestetype. Den lever længe og er udholdende. Det er vel ikke nødvendigt at sige at racen er kendt for sit gode eksteriør.

Kladruber:

Kladruberen kan bryste sig af at være hjemmehørende på det ældste, stadigt fungerende stutteri i verden, Kladrub Stutteriet i Bøhmen i Tjekkiet. Stutteriet blev færdigt i 1579, hvor kejser Maximillian II importerede en del andalusiske hingste til Tjekkiet, andaluseren kendes i dag under navnet Pura Raza Española. Her blev de spanske heste krydset med Frederiksborgere, Napolitanere, Holstenere og Oldenborgere, samt lokale heste.

Hestene fra Kladrub Stutteriet blev opdrættet med henblik på, at skabe køreheste til de kongelige stalde, og er i bund og grund en højere og tungere udgave af Lipizzaneren. Kladruberen var den kejserlige kørehest, Lippizaneren var den kejserlige ridehest. Frem til I. verdenskrig var der minimum 18 hvide og 18 sorte Kladruberhingste på stutteriet. I 1757 brændte stutteriet og derfor er meget materiale om den tidlige avl gået tabt.

Som en direkte følge af II verdenskrig, blev der i krigsårene skåret drastisk ned i bestanden af Kladrubere og man måtte derfor efter II verdenskrig ty til blod udefra. Man anvendte da Oldenborgere, Anglo-normannere og Hannoveranere, for på denne måde at genopbygge racen der var i fare for at uddø. Den sorte linie af Kladrubere var nær gået helt til grunde i 30'erne da avlen blev spredt. Heldigvis blev en redningsplan søsat og man fandt de få sorte kladruber hopper der stadig eksisterede og samlede avlen på statsstutteriet Slatinany. Skimlede kladrubere er dog stadig den almindeligste farve. Racen er stadig meget lille og fordi den også har en høj grad af indavl er den sårbar. i 1995 var der 90 registrerede hopper.

Racen bruges som kørehest og har utallige fine resultater. Derudover bruges de stadig til at trække kareter ved ceremonielle lejligheder. Dronning Magrethe har eksempelvis seks skimlede Kladruber hingste. Disse trak kareten til prinsesse Alexandra og Prins Joachims bryllup.

Øst bulgarer/istochno

Selve racen opstod omkring 1925 på Vassil Kolaroy stutteriet nær Shumen, Bulgarien, hvor man gennem krydsning, af Engelsk Fuldblod og Halvblod, Arabere, Angloarabere samt indfødte racer, udviklede den ønskede type.
Senere, da racen var blevet typefast, benyttede man udelukkende Engelsk Fuldblod ved tilførsel af nyt blod i avlen. Dette resulterede i en alsidig, elegant, velbygget ride-, og endda som en let arbejdshest.

I 1951 blev Øst-bulgareren anerkendt som en selvstændig hesterace. Gennem målrettet avl har man, siden 1964 forøget racens stangmål fra ca. 155 cm til ca. 162 cm.

Exmoor:

Racen stammer fra det sydlige England, og er en af de reneste og mest oprindelige ponyracer i England. Exmoor i det sydvestlige England er et område med skov og moser og der er fundet hesteknogler i området der er over 60.000 år gamle. Knoglerne vidner om en hest der er meget lig den nuværende Exmoor.

Racen har på trods af utallige forsøg på "forbedringer" bibeholdt sine oprindelige træk. Den lille hest er stærk nok til, at bære en voksen mand, og er på grund af sit gemytlige temperament en velegnet ridepony til børn.

Akhal-tekiner:

Akhal-tekineren er en af verdens ædleste og mest karakteristiske hesteracer. Den stammer fra oaserne, i den turkmenske ørken. Centrum for avlen er endnu i Asjkabad - her blev der også opdrættet heste til avl og væddeløb for mere end 3.000 år siden. Beundringen omkring Akhal-tekineren er stor, og et yndet udtryk omkring racen har været, at "dens ligemand ikke findes". Akhal-teken har altid været opdrættet tæt på mennesker og siges at være meget klog og følsom for sin ejers behandling.

Ny forskning tyder på at Akhal-tekineren har haft stor indflydelse på araberen, indflydelsen er tydeligst hos Muaghi væddeløbsstammen. Derudover er mindst en af de tre stamfædre til den engelske fuldblod Akhal-teke. Billeder af Byerly Turk viser dette tydeligt. Grunden til at man almindeligvis har troet at fuldblodens stamfædrene var arabere var at man på dette tidspunkt kaldte alle heste der kom fra steder øst fra Europa for orientalere. Man skelnede ikke.

Når det gælder udholdenhed er racen exceptionel, og klarer sig desuden fremragende under selv meget ekstreme temperaturer. I 1935 red en gruppe ryttere fra Asjkabad til Moskva på 84 dage, hvilket var en strækning på ca. 4.152 kilometer - heraf 966 kilometer gennem ørken uden muligheder for at skaffe vand! Dette er en handling, der aldrig er blevet overgået.

Turkmenerne, som folk, går højt op i væddeløb, og er kendt for, at fodre deres karakteristiske væddeløbsheste på en højst særpræget facon; foderet, der har et særligt højt protein indhold, består af tørret lucerne, piller af fårefedt, æg, byg og quatlame, (hvilket er en stegt brøddej). Hestene bliver yderligere pakket ind i tykke filttæpper for at beskytte dem mod de kolde ørkennætter og den bagende middags sol.

Man bruger stadig Akhal-tekineren som væddeløbs hest, men også til distanceridning er den eminent på grund af dens behagelige gangarter og store udholdenhed. De er elegante på en dressurbane, og smidige som katte når de springer. Deres mod gør dem også velegnede til military. Akhal-tekineren avles i dag både i Europa, Rusland og USA.

Albino, American:

I 1908 i Illinois blev hingsten Old King født, denne var af Araber/Morgan oprindelse og ejet af Professor William P. Newell. Hingsten skulle blive stamfaderen til den amerikanske albinoavl. Old King, der var hvid, havde lyserøde hud og brune øjne, havde så stærke farvegener, at mellem 75-80% af hans afkom var albino-farvede.

I 1917 blev han fremvist i Nebraska af brødrene Caleb R. og Hudson B. Thompson, der håbede på, med denne hingst og Morgan hopper, at kunne skabe en ny hesterace - hvilket også lykkedes for brødrene. I 1922 pådrog Old King sig en svampeinfektion, og måtte udgå af avlen. Han døde, som følge af infektionen i 1924, i en alder af 18 år.

Senere valgte Caleb R. Thompson at stoppe i hestebranchen, men fortsatte med at avle albinoheste, der på nuværende tidspunkt var blevet kendt som Amerikansk Albino, i et mindre omfang. Han grundlagde desuden også White Horse Troupe, med hvilken han rejste rundt i USA og det sydlige Canada, for at promovere racen.
Truppen blev med tiden kendt internationalt. Hestene optrådte i film, en enkelt blev sågar solgt til en indisk prins, en anden hest, ved navn "Constitution" blev stillet til rådighed, da Admiral Haley skulle ride med i sejrsparaden i New York ved slutningen af II verdenskrig.

I 1937 stiftedes American Albino Horse Club (AAHC), og der blev i den forbindelse oprettet stambøger. Den første hest, der blev registret i disse, var hingsten Snow Chief d. 2, der havde Old King til morfar. Denne hingst nåede i alt at avle 66 føl, inden den i en ulykke på fold brækkede nakken. Arven blev dog taget op af en hingst efter Snow Chief d. 2. ved navn White Wings. Denne hingst avlede 108 føl, hvoraf kun 3 ikke var hvide, og var i mange år hovedstjernen i Thompsons White Horse Troupe, hvor den kunne vise mere end 50 forskellige kunster. På dette tidspunkt var racen meget typefast, og bestod af velproportionerede rideheste med et stangmål på mellem 155 og 160 cm, der havde evner både indenfor kørsel, ridning, springning, dressur og indenfor cirkusverdenen.

Senere blev stambøgerne åbnet for albino farvede heste, der ikke nødvendigvis nedstammede fra Old King. Dette resulterede i at typefastheden blev nedprioriteret da både koldblods heste, samt ponyer nu blev inkluderet i avlen. Den Amerikanske Albino blev derved en farvebestemt race i bogstaveligste forstand.

I 1963 døde Caleb Thompson. Hans hustru Ruth Thompson fortsatte dog med at administrere stambøgerne, og AAHC skiftede på dette tidspunkt navn til American Albino Association. I de tidlige 70´ere blev foreningen udvidet med en underafdeling for Perlino og Cremello farvede heste. Denne blev kaldt American Creame Horse. På dette tidspunkt var the American Albino blevet kendt under navnet the American White Horse. I 1985 skiftede avlsforeningen igen navn. Denne gang til the International American Albino Ass. Inc. - hvilket er det officielle navn i dag.

I 1989 besluttede Ruth Thompson i samarbejde med Dean og Carley Daugherty at restaurere the White Horse Ranch i Nebraska, hvor racen var blevet grundlagt. Senere nominerede the Nebraska State Historic Society stedet til optagelse på listen over nationale steder i 1989 - dette blev godkendt i 1990. I dag bruges den Amerikanske Albino både til kørsel, dressur, western, springning, ved parader og lignende opgaver - enkelte Amerikanske Albinoer har desuden vist evner indenfor væddeløb.

Alter Real:

Blodlinien blev grundlagt af den portugisiske konge D. Joao V i 1748 til brug i militæret og på den kongelige portugisiske rideskole.
Militæret ønskede brune heste der var helt ens i type til brug for vogn, til parader og til den dengang så polulære høje skoledressur. Derfor bliver alle ikke brune heste sorteret fra og solgt. Navnet stammer fra den by de blev avlet i : Alter do Chao.
Real betyder kongelig.
Avlen blev dengang grundlagt med indkøbet af 300 brune hopper fra Andalusien ( dengang var den spanske og den portugisiske hest den samme – de to racer blev opdelt i 1967 og kom herefter til at hedde henholdsvis Pura Raca Espanola i Spanien og Puro Sangue Lusitano i Portugal) og der blev overvejdende brugt hingste af den lokale Lusitano type.
Resultatet var en intelligente og atletiske heste, der til fulde opfyldte adlens krav til racen. Altér Real var en smuk og statelig hest, der gjorde sig godt i datidens opvisninger i svær dressur og karruselridning.

Under Napoleonskrigene blev de fleste heste dræbt og linien blev møjsommeligt genskabt ved hjælp af primært portugisiske lusitano heste men man lavede også en del mislykkede forsøg på at indkryde fuldblod, araber og andre racer. Ingen af disse forsøg gav det ønskede resultat og man avlede dette blod ud igen. I begyndelsen af det 19. århundrede blev det portugisiske monarki afsat ved en revolution og stutteriet var nær blevet nedlagt og hingstene kastreret. Men den portugiske heste expert dr. Ruy D` Andrade reddede linien ved at købe 2 hingste og ca 15 hopper på en auktion. Dette var nok til at genskabe linien og i 1942 blev stutteriet genåbnet med afkom fra disse heste. Naturligt vis gav dette en del indavl men det har ikke givet linien nogen skavanker da uegnede og ikke holdbare heste er blevet sorteret fra via uddannelsen af hestene. Hopper bliver tilredet for at teste sind og hingstene bliver redet op til den høje skole og skolen over jorden.
I dag er Altér Real endnu engang kendt og respekteret for sine fremragende evner for svær dressur og den har også indtaget konkurrence banerne. Den nyligt afdøde hingst Guizo var med på det spanske OL dressurhold.

 Amerikansk pony:

Racen opstod i 1956, da de en amerikansk avler, ved navn Leslie L. Boomhower fra Mason City i Iowa, krydsede en shetlandshingst med en appaloosa hoppe. Denne krydsning resulterede i et smukt miniature appaloosaføl der blev navngivet Black Hand.

Black Hand gjorde sig utrolig godt til stævner, og endte med at blive stamfader til en ny ponyrace. Racen har især vist store evner indenfor springning, langtursridning og ponyvæddeløb. I dag har den Amerikanske pony egen stambog samt klubber fordelt i USA og Canada. Føl optages først officielt i stambogen fra de er 3 år gamle, og de skal opfylde nogle standardkrav - bl.a. skal ponyerne være mellem 114 - 132 cm i stg. opfylde en række faste typebestemmelser, samt være i et af de anerkendte appaloosa farvemønstre.

Appaloosa:

Omkring år 1500 havde de første spaniere etableret sig i Mexico med kvæg-, fåre- og hesteavl. Indianerne arbejdede sammen med disse nybyggere, men måtte ikke ride deres heste. Gradvis begyndte indianerne dog at stjæle heste fra spanierne i Mexico, og lærte også hestehold. I 1621 afgår et skib fra Triest i Italien til Vera Cruz i Mexico, og skibet havde plettede heste med ombord. Det tog dog mange år, før der blev set plettede heste nordpå.
På grund af Navajo indianerne er det meget sandsynligt at de plettede heste kom i nærheden af Nez Perce indianerne omkring år 1700.

På det tidspunkt var Nez Perce indianerne etablerede ved kolonisationsgrænsen mellem Oregon, Idaho og Washington, hvor de ernærende sig som fiskere. I løbet af sommeren forlod de dalene, og begav sig op i bjergene, hvor de handlede med Shoshone indianerne. Ved disse handler stiftede de første gang bekendtskab med dyr, så store som hjorte, som levede af græs og blev brugt til pakdyr.

Nez Perce indianerne byttede sig naturligvis til sådan et dyr, og hurtigt byttede de sig til flere. Da Nez Perce indianerne havde byttet sig til adskillige dyr, holdt de op med at bytte. De begyndte derimod at stjæle dem. Efter en 15-20 år havde alle Nez Perce indianerne heste, og havde lært sig hestehold. På mindre end hundrede år skete der en stor forandring med Nez Perce stammen; fra at leve af fiskeri og agerbrug, blive de nomader og jægere. Nez Perce indianerne forblev den eneste stamme der fremavlede heste. For dem handlede det ikke blot om at forøge hestebestanden, men de selekterede de heste der skulle bruges i avlen. De sværere heste blev ikke benyttet i avlen, men kun anvendt som pakdyr. De hurtige og atletiske hopper og hingste, blev derimod brugt i avlen. Med det formål at avle hurtige og udholdende heste, som skulle bruges til bøffeljagt og i krig.

Det mest fascinerende omkring Nez Perce indianernes hesteavl var! at der i virkeligheden ikke var nogen, der på noget tidspunkt havde lært disse indianere noget om selektering af avlsdyr. I 1806 beskriver, ekspeditionsleder og senere guvernør i Louisiana, M. Lewis i en artikel om sin fascination af elegancen, kvaliteten og udholdenheden af Nez Perce indianernes heste. Han skriver videre i sin artikel, at mindre gode heste blev kastreret og kun de gode heste indgik i avlen. Det er helt klart Nez Perce Indianernes fortjeneste, at der på grund af deres fremragende avlsarbejde eksistere Appaloosaer.

Navnet APPALOOSA har racen først fået sent, omkring 1870. På det tidspunkt var der begyndt at blive etableret landbrug langs floden Palouse. Det var også her at Nez Perce Indianerne havde bosat sig, og avlede en masse af disse plettede heste. Bønderne begyndte at kalde disse heste "Palouse", siden hen "Palousey horse" derfra opstod ordet "A Palousey". I gennem tiden blev ordet "A Palousey" udtalt utydelig "Apalousey", og ud af dette ord fremkom det endelige navn "Appaloosa".

Det sørgeligste kapitel i Appaloosas historie begyndte den 15. maj 1877. Hvor U.S. Kavaleriets General Howard gav ordre til indianerhøvdingen Chief Joseph og hans folk, at de havde 30 dage til at flytte alle deres ejendele til et reservat ved navn Lapwai. Indianerne lovede at flytte, men da tiden var kort blev de nødt til at krydse Snake River. Floden var omkring 400 meter bred, og på den årstid var det en enorm stærk strøm, af iskoldt smeltevand, der løb ned igennem floden. Nez Perce indianerne begav sig af sted mod den anden side, trækkende med deres heste der var forbundet af deres bøffelskind. Strømmen var desværre så stærk at adskillige heste drev væk. Alle mennesker overlevede turen igennem floden, men 900 Appaloosaer druknede.

Nez Perce indianernes karavane begav sig af sted mod Lapwai reservatet. På vejen dertil har indianerne og nybygger flere sammenstød, der kulminerede med at 3 unge indianere dræber 4 nybyggere. Dette udløser en regulær krig, så indianernes flytning var nu en krigskaravane. I de tidlige morgentimer den 17. juni blev indianerne angrebet af Kaptajn Perrys deling fra U.S. kavaleriet, men de 112 soldater havde ingen chancer mod de 65 indianere. Dette udløser en klapjagt på indianerne, som vare i 3 måneder og strækker sig over 2000 km. Ved Clearwater foretager General Howard et uventet angreb med 580 soldater mod 100 Nez Perce indianerne, der heldigvis vidste hvordan de skulle stoppe angrebet. Nez Perce indianerne flygter over Lolo passet, med det formål at forlade USA, for at tilslutte sig indianerhøvdingen Sitting Bull's Sioux indianer i Canada.

I det, at U.S. Kavaleriet benyttede sig af telegrafi, lykkedes det dem at afskære Nez Perce indianernes flugt til Canada. Den 29. september ved morgengry blev indianerne igen angrebet, 600 soldater der stod ansigt til ansigt med 120 Nez Perce indianer. Der endnu engang fik stoppet angrebet, men 6 dage senere belejrede General Howards soldater dem. Den 5. oktober 1877 overgav Nez Perce indianerne sig. De tilbageværende Appaloosaer blev konfiskeret og derefter solgt i Fort Keogh. Nez Perce indianere blev drevet til Lapwai reservatet.

Arieqeois/Merens:

Racen har sit navn efter floden Ariège. Julius Cæsar giver i ”De bello gallico” en detaljeret beskrivelse af den gamle, oprindelige Ariègeois. Der er også fundet over 30.000 år gamle ristninger og hulemalerier fra Niaux i Ariège. Disse skulle vise en sort bjergpony, endda med Ariègeoisens karakteristiske ”vinterskæg”.

Racen kaldes også Mérens.

Den massive krop mener man stammer fra romernes tunge trækhopper. Disse blev fra tid til anden blandet med orientalsk blod. Racen har mange ligheder med både Fell og Dales ponyerne.

Racen blev tidligere brugt som pakhest til smugling over den spansk/franske grænse.

Australien stockhorse / Waler:

Den Australske racehest hed oprindeligt Waler - en race, der dog aldrig nåede at blive anerkendt som typefast. Waleren blev skabt i den første Australske koloni der blev kaldt New South Wales - deraf navnet Waler.
I disse kolonier blev de første heste indført af nybyggerne fra Kap Det Gode Håb i 1798 (heste hører, sammen med bl.a. musene, til Australiens indførte dyrearter). Disse heste talte én hingst, tre hopper, en plag og to hoppeføl, alle af hovedsagelig spanskafstamning. Senere blev der importeret flere og bedre avlsdyr fra England.

De rige græsgange og klimaet, gjorde det særdeles nemt at avle heste, og i løbet af årene 1810-1821 voksede antallet af heste i området fra 1134 heste til 4564 heste.

Gennem forædling med 1. klasses arabere og fuldblodsheste skabte man en hest, der hurtigt udviklede sig til noget nær en angloaraber. Den var kendt for at være en fortræffelig ridehest, og var utrolig efterspurgt som avlshest til den engelske hærs kavaleri i Indien. I 1850´erne og 1860´erne medførte guldfundene en alvorlig forringelse af Waleren. Hestene fik lov til, at strejfe frit omkring, og der var i denne periode ingen kontrol med avlen. At efterspørgslen derudover steg på små nøjsomme træk- og pakdyr, var skyld i at mange avlere mistede interessen for at avle deciderede ridedyr. Omkring 1818 da de nyrige guldgravere begyndte at se sig om efter noget at bruge deres penge til, steg interessen for væddeløb og kvalitetsheste, Waleren blev som følge heraf "hevet ud af skabet" og forædlet, for at genskabe den ridehest, den tidligere havde været.

Som kvalitetsridehest toppede Waleren i starten af det 20. århundrede. Senere førte industrialiseringen til et fald i antallet af heste, og kvaliteten af de tilbageværende dalede. Under første verdenskrig blev over 120.000 Walere eksporteret til de allierede hære i Indien, Afrika, Palæstina, og Europa. Desværre kunne man ikke bringe disse heste tilbage til Australien igen ved krigens afslutning, på grund af landets strenge karantænebestemmelser.

I dag kaldes Waleren så for "Australsk Ridehest", avl og registrering af heste varetages af The Australian Stock Horse Society der har til formål at skabe en alsidig, typefast ridehest.

Den Australske Ridehest bruges i vid udstrækning på de Australske fåre-, og kvægfarme, men viser desuden fremragende evner indenfor konkurrenceridning. ustralien stockhorse / Waler:

Bardiqiano:

Bardigianoen har et lille hoved, med typisk ponypræg, med bred pande, små ører og venlig øjne.
Kroppen er kraftig bygget, med et bredt og dybt bryst – hvilket er med til, at give extra plads til hestens lunger, der er forholdsvis store racens størrelse taget i betragtning. Skuldrene er forholdsvis korte og temmelig stejle, og manken velmarkeret. Bagparten er muskuløs og velformet.
Benene er korte og muskuløse med kraftige led. Halen er velansat og hårvæksten er generelt kraftig i både man og hale.
Bardigianoen er utrolig sikker på benene i stort set alt terræn, og er desuden en meget hårdfør og nøjsom race.

Belgier:

Den belgiske hest er en svær trækhest. Den ønskes velrejst samt dyb, bred og muskuløs af krop. Vægt mellem 650-1000 kg. Hovedet passende stort, velformet og med typisk belgisk præg. Halsen midddellang og hos unge dyr ikke for svær. Midstykket skal være kort og sluttet. Store kropspartier med lang skulder og langt kryds, men der lægges vægt på harmoni og god muskulatur i alle kropsstykker samt i underarm og underlår. Lemmerne passende føre, velstillede, tørre og rene med passende behåring. Hovene velformede og stærke.


Denne hest har sin oprindelse i regionen Flanderen mere præcist provinsen Brabant. Det hedder sig, at Belgieren er en direkte efterkommer af den store vildhest fra kvartærtiden, eller at den nedstammer fra den gamle Ardenner, eller fra dem begge - alle tre muligheder er sandsynlige, men ikke dokumenterede.

Man mener, at Belgieren tilbage i middelalderen blev brugt som en tung krigshest. Dette er også højst sandsynligt, da der dengang blev avlet stridsheste i Flandern/Brabant, og typerne har formentlig været nært beslægtet med nutidens Belgier, hvis ikke identisk med denne - selv om det ofte er betegnelsen "Flamsk hest" der bliver brugt i historiebøgerne.

I århundrederne efter reformationen forsøgte man at ændre Belgieren ved at tilføre racer fra andre lande, men da resultaterne ikke stod mål med forventningerne, begyndte de belgiske hesteavlere efter kort tid udelukkende at anvende rene Belgier-stammer.Gennem tiden har man endda anvendt indavl for at fremme forskellige træk og kvaliteter hos Belgieren. Resultatet er blevet, at belgieren i dag er en utrolig typefast race.

Der findes i dag to forskellige typer Belgier, nemlig en Ardenner og en Brabander. Ardenneren er lidt tungere og længere end Brabanderen. Ardenneren er en belgier med fransk indflydelse fra Ardennerbjergene i nordfrankrig. Brabanderen er en belgier med hollandsk indflydelse fra Flanderen.

I Sverige og England avles belgiere under navnet Ardennere. Dansk kårede hingste sælge ind imellem til svenske avlere, hvorimod det ikke er så tit, at danske avlere køber dyr i Sverige, da de er en smule mindre.

Belgieren har gennem tiden været flittigt brugt i landbruget. Men nu hvor brugen af heste til landbrugsarbejde er stærkt begrænset har en masse mennesker har kastet deres "kærlighed" på den store rolige hest. Det er en ideel familiehest. Alle kan ride en tur på den, den kan spændes for vognene og trække hele familien rundt (hvis ikke familien er FOR stor), og så pynter den gevaldigt i en fold. Den egner sig til samgræsning med kvæg.

Boulonnais:

Hovedet, der kan virke ”arabisk”, er fint med en lige eller konkav næseryg, store øjne og små ører.
Halsen er stærk og kraftig, kroppen dyb og muskuløs med en fyldig bringe og skulder. Brystet er dybt og bredt, ryggen kort og bagparten muskuløs med et rundet kryds.
Lemmerne er korte og muskuløse, stærke led og en beskeden fane.
Hårlaget er fint og næsten silkeagtigt.

Racen stammer tilbage fra krydsninger mellem svære heste og heste af orientalsk oprindelse samt andalusiere.
Hestene, der blev redet af Cæsars legionærer, blev senere igen krydset med de nord europæiske stridsheste, korsridderne bragte med sig.

Inden jernbanens opfindelse blev Boulonnaisen brugt til at trække tunge kareter og militært materiel.
I dag bruges de enkelte steder i landbruget, og har stadig deres forfædres ædle udseende og ydeevne.

Carmaque:

Selv om Camargue hestens bygning ikke lever op til vor tids ideal om en moderne ridehest, er det en umådelig holdbar, udholdende og intelligent race. Hovedet er ofte groft med et venligt og intelligent udtryk. Halsen er kort og kraftig. Skulderen ofte stejl, hvilket også er en af årsagerne til racens specielle trav, og krydset ofte afskydende med en lavt ansat hale. Bagparten er muskuløs og benene stærke med god knoglebygning. Hovene, der er sunde og stærke, behøver sjældent skoning. Man og hale har kraftig hårvækst. Camargue hesten er desuden kendetegnet ved frie og energiske gangarter i skridt og galop, mens traven sjældent benyttes.

Racen, der gennem tiden har opnået den romantiske betegnelse som "Havets Heste", stammer fra Rhônedeltaet ved Marseille i Sydfrankrig. Her lever hestene i store halvvilde flokke (manades). Området består af delvist oversvømmet marskland domineres af en utrolig saltmættet vind, kaldet Mistralen. Disse specielle forhold har været med til at udvikle Camargue hesten til en særdeles hårdfør og stærk race der uden problemer kan leve af de siv og rør, der vokser i området. Racen bruges af de lokale cowboys: gardiens, og for dem er hestene helt og aldeles uundværlige til vogtningen af de tyreflokke der også lever i Camargue-området.

Man mener, at Camargue hesten nedstammer fra de forhistoriske heste man har fundet rester af i Solture i 1800-tallet. Denne teori bygger desuden på racens store lighed med hulemalerierne fundet i Lascauxgrotten der er dateret til 15.000 år f.Kr.

Under maurernes invasion, fik Camargue hesten tilført blod fra de berbere der blev indført i området. Siden da er der ikke blevet blandet andet blod ind i Camargue hesten, dette skyldes hovedsageligt områdets isolation.

Cleveland Bay:

Cleveland Bay hesten har et forholdsvis stort hoved, med lige eller konveks næseryg og store, udtryksfulde. øjne. Halsen er lang og velansat på en fast skulder. Kroppen har god dybde og bredde, med en ikke alt for lang ryg. Bagparten er muskuløs med en højt ansat hale. Benene er muskuløse, faste med en god og stærk knoglebygning.
Bevægelsen er energisk, fri og fremadgribende.

Racen Cleveland Bay er en af de ældste blandt de etablerede engelske racer. Den opstod formentlig gennem krydsning af engelske hopper og orientalske hingste. Tidligere var den kendt under betegnelsen "Chapman horse" - opkaldt efter de kræmmere der brugte den som træk- og pakhest i det 17. og 18. århundrede.

I slutningen af det 18. århundrede førte forædling med fuldblodsheste til dannelsen af en sidegren til Cleveland Bay - "Yorkshire Coach" var højere og mere elegant end Cleveland Bay. I dag forekommer Yorkshire Coach racen stort set ikke.

Gennem de sidste to århundreder har man tilført Cleveland Bay en smule fuldblod, og den er i dag kendt verden over som en smuk og statelig kørehest, der desuden viser fremragende egenskaber indenfor dressur, springning og jagtridning.

Clydesdale:

En Clydesdale skal være muskuløs og energisk at se på. Et af racens kendetegn er de meget store runde hove. Derudover ønske det at Clydesdalen har et bredt fladt hoved, med en profil der er lige uden romernæse. Bred mule med store næsebor, klare intelligente øjne. Lang, buet hals, manken skal være velmarkeret og højere end krydset. Clydesdalen har stejle skuldre som bidrager til den karakteristiske, høje forbensbevægelse. Ryggen er kort og stærk med velrundede ribben. Bagparten er lang og muskuløs med halen ret højt placeret. Gode hove med kraftigt hovskæg. Clydesdalen bevæger sig med stor energi, og hovene løftes helt fri af jorden.

Clydesdale racen stammer fra Lanarkshire, lavlandet i Skotland, som gennemskæres af floden Clyde. Midt i det 18. århundrede medførte udvidelsen af kuldistrikterne i Lanarkshire en forbedring af vejnettet, så pakhestetransport kunne erstattes af transport på de langt mere effektive hestevogne. De lokale bønder havde brug for stærke dyr til at trække vognene og begyndte derfor at krydse de lokale hopper med større og stærkere, importerede flamske hingste. Resultatet blev kaldt Clydesdale. Den nye race blev hurtigt populær. I 1911 var Clydesdale racen så talrig at man kunne eksportere 1617 hingste ud af Skotland. Med mekaniseringen af landbruget faldt antallet af Clydesdale heste drastisk. Nu bliver racen brugt til ridning og kørsel samt shows.

Colorada ranger:

Colorado rangeren er avlet til at drive kvæg, og er derfor en lille hårdfør hest. Den kaldes også for Ranger Bred. Grundlæggeren af racen er ingen mindre end General Ulysses Grant. Han var på rejse i Tyrkiet i 1878 og blev så gode venner med sultan Hamid, at han fik to hingste som gave. Den ene var araberen Leopard den anden en berberen ved navn Linden Tree. Ulysses S. Grant tog de to hingste med sig tilbage til USA. De ankom til Virginia i 1879 og flyttede senere ud vestpå til Nebraska. Her forbedrede de to importerede hingste de lokale heste og snart gik der rygter om de gode brugsheste med masser af "cow sense".

Racen spredte sig til Colorado hvor Mike Ruby købte to hingste til sine hopper. Mike Ruby er om nogen racens grundlægger. Han begyndte allerede i starten af 1900 tallet at lave nedskrevne registre over sin avl. Han registrerede føllenes fødsel, farve og afstamning og havde stor succes med sin avl. Han grundlagde "The Colorado Ranger Association" så tidligt som i 1935.

Colorado rangeren er ikke en særlig kendt race og indtil 1968 var der en begrænsning på 50 medlemmer i "Colorado Ranger Horse Association. Dette medførte at mange heste med Colorado ranger blod ikke er registreret. Især i Appaloosaerne finder man tit Colorado ranger blod.

Dales:

Dalesponyen stammer fra østsiden af de penninske bjerge og ligner til forveksling Fellponyen der da også er dens nære slægtning. Begge ponyracer er af keltisk afstamning, og er i de sidste mange århundreder blevet brugt af de lokale bønder som ride, træk og arbejdsponyer (herunder også blytransport i minerne).

Gennem krydsninger forsøgte man tidligere at forbedre Dalesponyerne som arbejdsdyr. I det 19. århundrede blev en berømt welsh cob hingst (Comet) til egnen, for at deltage i de lokale travløb. Denne blev krydset med de lokale daleshopper, og resultatet heraf blev en så ubetinget succes, at tæt på hver eneste dalespony i dag kan spores tilbage til Comet.

Som følge af industrialiseringen overtog biler og maskiner dalesponyernes funktioner, og den blev overflødig. Flere hundrede ponyer blev slagtet, og racen var derfor næsten forsvundet i begyndelsen af 1950´erne. Til alt held blev den dog reddet af den voksende interesse for langtursridning.

Dansk sports pony:

Lige som det gælder for Danske varmblod er Dansk sports pony ikke en race, men et avlsforbund der søger at fremavle den bedst mulige ridepony via en blanding af forskellige ponyracer.

Avlsmålet for en Dansk sports pony er: stor udstråling, store rammer, et godt fundament, og frem for alt en velfungerende pony. Den ideelle pony beskrives som ædel, udtryksfuld og harmonisk. Der ønskes godt kønspræg og store kropspartier. Hovedet skal være ædelt med en god bred pande og ørene forholdsvis små. Foreningen mellem hoved og hals skal være forholdsvis ædel uden unødig fyld og med god ganachefrihed så ponyen ubesværet kan gå i korrekt holdning. Halsen skal være passende lang, velformet og velansat.

Skulderen ønskes lang og skrå. Friheden specielt ved albuerne er vigtig. Manken ønskes velmarkeret og lang, med jævn og stærk overgang til ryggen. Ryggen ønskes middellang og stærk, men alligevel med optimal eftergivenhed og elasticitet. Lænden ønskes forholdsvis kort med veludviklet muskulatur og god elasticitet. Krydset ønskes langt, og svagt hældende med korrekt haleføring. Lemmerne passende føre, tørre og velstillede. Der ønskes endvidere veludviklede muskler i underarme og lår.

Dette eksteriør skal give mulighed for god balance og et taktfast, let, fremgribende og elastisk bevægelsesforløb med afskub, bæring, sving og elasticitet.

Don:

Donhestens historie som tidligere kosakhest, vidner om styrke, udholdenhed og mod. Racen blev bl.a. brugt i vinteren 1812 i de utallige overfald på Napoleons hær der på dette tidspunkt var på tilbagetog. I denne vinter var der stor mangel på foder, og det der fandtes var af en meget dårlig kvalitet. Men de små kosakheste klarede de mange angreb - til forskel fra franskmændenes heste, der hurtig bukkede under for sult og kulde. Da franskmændene endelig var fordrevet, skulle kosakkerne hele den lange vej tilbage til Moskva, og også dette klarede hestene. De var små, forhutlede og grove i bygningen, men hvad angik mod og udholdenhed, stod de på ingen måde tilbage for araberne.

Donhesten var kosakkernes foretrukne ridehest, og spillede derfor en vigtig rolle som kavalerihest. Racen var ikke kunstigt fremavlet, men levede - og lever stadig - i store flokke på de centralasiatiske stepper, hvor der i de lange, kolde vintre kun er minimalt med føde.

I dag er Donhesten større og mere velproportioneret, hvilket skyldes at man i forrige århundrede satte mange turkmenere og andre orientalske heste ud på stepperne for at forbedre Donhestens bygning. Dette lykkedes i høj grad. Siden er racen blevet tilført fuldblods og orloff hingste, hvilket har øget højden betydeligt. Resultatet er i dag en udsædvanlig stærk og udholdende ridehest.

Equus kinsky:

Kinsky hestens historie går helt tilbage til den Europæiske middelalder. Legenden lyder at en Bøhmisk prinsesse på jagt blev angrebet af en flok ulve. Hendes jagtselskab spredtes for alle vinde, kun en mand blev tilbage for at slås med ulvene og han slog tre ulve ihjel. For denne indsats blev den unge mand adlet og hans våbenskjold fik tre ulvetænder til minde om kampen. Dette våbenskjold er endnu kendetegnet for kinskyracen for den unge mand blev til Grev Kinsky.

Huset Kinsky fik mere og mere magt op igennem middelalderen. Hestene på den tid blev primært avlet til brug i kavaleriet, og som køreheste. I 1723 gav kongen Kinsky familien rettigheder til at udvide avlen for at kunne give alle hærens officerer kinsky heste. I 1832 byggede Oktavian Kinsky et moderne stutteri i det nuværende Tjekkiet og forædlede Kinsky racen med fuldblod. Denne forædlede hest fik sin egen 'kinsky sport horse' stambog, og blev primært brugt til rævejagt. Samme Oktavian Kinsky arrangerede også Steeplechase løb hjemme i Tjekkiet efter Engelsk forbillede. Han er også manden der står bag Grand National Pardubice i Tjekkiet.

Fra 1948 til 1989 overlevede Kinsky racen kun på grund af Kinsky familiens avlsarbejde. Alle stutterier blev lukket af russerne, og rævejagt blev forbudt.

Efter jerntæppets fald er interessen for den smukke tjekkiske hest steget, og racens gode resultater i dressur, spring og military er selvfølgelig med til at udbrede kendskabet. Der er dog stadig mindre end 1000 registrerede heste i stambogen, så racen er stadig sjælden.

Frederiksborghest:

Frederiksborghesten er en af de ældste danske racer, og kan føres helt tilbage til hestene på Frederiksborgs kongelige stutteri. Gennem det 18. århundrede var Frederiksborghesten en af Europas mest berømte hesteracer. Den var højt anset som "skolehest", pålidelig og elegant - men var også en førsteklasses kørehest. Målet med avlen var at skabe en moderne ridehest, og samtidig en anden, lidt større og kraftigere type, der skulle bruges som kørehest. Et af resultaterne af den succesfulde avl var frederiksborghingsten Pluto. Han blev foræret til det Østrig-ungarske kongehus og Plutolinien er en af de ældste linier indenfor Lipizzaneravlen. På grund af Frederiksborgerhestens popularitet, blev den eksporteret til et stort antal lande. Dette medførte at kun et lille antal blev tilbage i Danmark, og kombineret med sygdomsproblemer og manglende fertilitet på stutteriet betød det at avlen langsomt gik i stå.

Stutteriet blev lukket i 1871-1872, og avlen blev herefter varetaget af private avlere. Man ønskede, på daværende tidspunkt, at gøre Frederiksborghesten kraftigere, og mere velegnet til landbrugsarbejde. Til dette formål benyttede man enkelte jydske hingste. Efterhånden som maskiner blev mere og mere udbredte i landbruget i midten af forrige århundrede drejede avlsmålet igen tilbage til mod lettere hest, og først i 1960'erne og 1970'erne tog det avlsmål form, som avlen sigter efter i dag.

Furioso:

Furiosoen er i sit hjemland og de omkringliggende lande en meget yndet ride- og kørehest. Den er især populær til dressur, terrænridning, spring og anden konkurrencesport. Derudover er den en smuk kørehest, kendt for sin stil og udholdenhed.

Racen opstod i Ungarn, i midten af det 19. århundrede, efter den engelske fuldblodshingst Furioso og en Norfolk-roadster ved navn Northern Star. Disse to blev krydset med lokale hopper af Noniusracen.

Føroyska rossia (færøsk hest) :


Man mener at den færøske hest er kommet med de første munke til Færøerne omkring 726 - altså før hestene kom til Island. Manden bag denne teori er Leivur Trond Hansen der var med til at redde den færøske hest. Han var skovfoged på Færøerne i en menneskealder.

Omkring 1800 var der ca 800 færøske heste på Færøerne. Der var et godt betalt marked for færøske heste til kulmineindustrien i Storbritannien i perioden ca. 1850-1920. I flere færøske bygder solgte bønderne alle deres heste. Desuden var der et marked for færøske heste i Danmark fra ca. 1900 og frem til 2. verdenskrig. Da brugen af plov og vogn vandt indpas i det færøske landbrug, og ridesporten blev populær, valgte folk andre hesteracer fra især Norge og Island. Derfor blev racerne blandet. I 1970'erne fik Leivur Trond Hansen blodprøvebestemt nogle individer på landbrugsuniversitetet i Uppsala i Sverige og fandt dengang frem til 9 individer der kunne kaldes 'Færøske heste'. Siden har man forsøgt at holde racen i live.

I 1978 blev avlsforeningen Felagið Føroysk Ross dannet, og har siden den gang drevet stambogsført avl. I 2004 var der registreret 47 dyr. 20 hopper, 16 hingste og 11 vallaker. Racen er stadig udrydningstruet og mangler interesse for at kunne komme på fode igen. Felagið Føroysk Ross har i de senere år fået opbakning til sit arbejde fra bl.a. turistmyndighederne, kulturmyndighederne og landbrugsganisationer på Færøerne.

Færøerne er et klippe- og bjergfyldt land. Klimaet er præget af regn og vind, så hestene er nødt til at være robuste og nøjsomme dyr der klarer sig i al slags vejr og terræn. Nu bliver den færøske hest mest brugt som fritidshest, men den var oprindeligt oftest brugt som pakhest, og kun i mindre grad til ridning.

Gelderland:

Gelderlandhesten er skabt på baggrund af mange forskellige racer, men hovedsagelig af andalusiere, normannere og norfolktravere. Gennem de sidste hundrede år, er den yderligere blevet tilført blod fra hackneyer, oldenborgere, østfriesere og anglonormannere. De bedste føl heraf er siden blevet indavlet i forbindelse med et nøje gennemtænkt arbejde med at skabe en ny typefast race.

Gelderlandhesten er en udpræget kørehest, der ejer en god kombination af udseende, energi og aktion. Den er også velegnet til lettere landbrugsarbejde, og som ridehest er den behagelig og velegnet. Hvilket især viser sig ved springning, hvor dens styrke og kraft kommer til udtryk.

Gotlandsruss:

Gotlandsrusset er en af verdens ældste hesteracer. Den har eksisteret på den Svenske ø Gotland siden stenalderen. Man mener, at racen nedstammer fra tarpanen. Racen har en meget spændende historie. Den har flere gange været truet af udryddelse, men heldigvis har entusiastiske avlere grebet ind og bevaret denne oprindelige nordiske pony for eftertiden. Gotlandsrusset er Sveriges eneste oprindelige hesterace.

Endnu i dag lever en flok af fritlevende russ i Lojsta-skoven på Gotland, og i hele Sverige findes idag ca. 9.000 russ. Før i tiden var russet en populær husmandshest, da den er nøjsom og forbavsende stærk og udholdende, størrelsen taget i betragtning. I dag bruges russ hovedsageligt som rideponyer til børn og unge. Også til kørsel er russet meget velegnet, da den er lærenem og har en naturlig fremdrift
.

Hannoveraner:

Racen stammer fra Tyskland, nærmere betegnet området Hannover, hvor en blomstrende hesteavl har eksisteret de sidste 400 år. Hannoveraneren er udbredt på alle fem kontinenter, og er i dag en af de mest kendte og udbredte racer i verden. Dens klogskab, styrke og bygning gør den ideel til konkurrence, hvad enten det er dressur, spring eller jagtridning. Hvilket gør den til en yndet ride og konkurrence hest, der ofte sælges til høje priser.

Hispano araber:

Hispanoaraberen er en alsidig ridehest, der især viser sine gode egenskaber ved mere krævende opgaver. Den benyttes både til jagtridning, springning, dressur og tyrefægtning; men er også utrolig efterspurgt blandt military-ryttere.

Hollandsk sportspony:

Den Hollandske sportspony er ikke en race, men et avlsforbund der søger at fremavle den bedst mulige ridepony via en blanding af forskellige ponyracer.
Avlsmålet for en Hollandsk sportspony pony er: stor udstråling, store rammer, et godt fundament, og frem for alt en velfungerende pony.

Irish cob/tinker:

Irish Cob'en startede som en krydsning mellem flere forskellige hesteracer. Nu er den så gået hen og blevet en typehest. I Juli 1998 blev racen EU-godkendt og registreret, under navnet Irish Cob. Avlen er registreret under Landscentret for Hest.


Ordet Tinker er er i hestens hjemland, Irland, en nedsættende betegnelse for en sigøjner! Det er for det første en person og ikke en hest - for det andet er det et meget negativt ord, som irerne selvfølgelig gerne vil have sig frabedt i forbindelse med deres heste.

Før i tiden blev hesten brugt af sigøjnerfolket "Tinkers". Det er heraf den har fået sit navn Tinker. Sigøjnerne fandt "Tinkeren" praktisk, da de både kunne bruge den som køre-/arbejdshest og ridehest.

Racen har et utrolig dejligt temperament, og egner sig derfor godt til familiehest. Den er rolig, tålmodig og lærenem. På grund af dens styrke kan den både rides af store som små. Den er nervefast og derfor utrolig god som skovturshest. Den er intelligent og knytter sig hurtigt til (nye) mennesker. Den kan bruges til rideskole, western, turridning, og handicap. Og selv om den er en kraftig koldblod, kan den sagtens gå lettere dressur. Og så springer den utrolig godt i betragtning af dens kraftige, tunge bygning.

Jyde:

Jyden er Danmarks egen avl af tunge heste. Dens aner går helt tilbage til middelalderen, og endda længere endnu. Det var denne type hest (dog lidt mindre) vikingerne red på, og op gennem middelalderen blev den brugt som stridshest.

Omkring 1850 begyndte man at avle målrettet frem mod den svære/mellem svære trækhest jyden er i dag. I 1862 blev hingsten "Oppenheim" importeret fra England. Han var en blanding af Shire og Suffolk, og på trods af at denne led af forfangenhed og derfor kun virkede i 6-7 år, fik den et stort antal afkom, der alle besad de egenskaber man ønskede. 6 generationer senere (i 1893) blev hingsten "Aldrup Munkedal" født, denne bliver i dag anset for at været stamfader til racen.

"Aldrup Munkedal" virkede i 16 år, og blev far til mere end 1500 føl. Heraf blev hele 106 af dens sønner og 348 af dens døtre optaget i stambogen. Fra "Aldrup Munkedal" udgår der to hingstelinier, "Fjandbolinien" og "Duxlinien". I dag kan næsten alle jydeheste føres tilbage til disse to linier. Dog er efterhånden kun ganske få hingste fra Duxlinien, og Fjandbolinien er næsten blevet eneherskende.

Siden 1928 har Jydehestene hovedsageligt være kendt som "bryggerheste" eller "ølheste", da Carlsberg bryggerierne siden dette årstal har brugt dem til at trække ølvogne. På et tidspunkt havde Carlsberg bryggerierne mere end 210 Jydeheste, i dag bliver omkring 20 stadig brugt til shows, i film og til transport af øl og som som reklame for både hesteracen og øllet i København.

Konik:

Koniken er en nær slægtning til tarpanen, én af de grundlæggende racer i Østeuropa, og den har haft indflydelse på de fleste polske og russiske heste og ponyer. Den avles i stor udstrækning af lokale bønder og på nationale, polske stutterier. "Konik" betyder "lille hest".

Den besidder tarpanens styrke og nøjsomhed, og desuden har den et venligt gemyt og er lærenem, hvilket gør den til en medgørlig, villig hest, som er en god arbejdskraft.
Den er af økonomisk vigtighed for lavlandets bønder og er derfor meget efterspurgt som arbejdspony i Polen og de omliggende lande.

Lusitano:

Lusitanoen fik sit navn fra den Romerske provins Lusitania i det gamle Spanien - i dag Portugal. Racens oprindelse fortaber sig i det uvisse, men er med stor sandsynlighed baseret på andalusiske heste og særligt sorraiahesten, hvorfra lusitanoen har fået den typiske konvekse næseryg, blakfarver og sommetider svage zebrastriber på ben, lansemærke og pande -særligt i følstadiet.

Gennem tiden har Portugiserne formået at styre og forbedre avlen. De samme egenskaber som førhen gjorde Lusitanoen til en fremragende krigshest, er i dag skyld i, at den ofte bliver brugt ved tyrefægtninger. De beredne tyrefægtere, "rejoneadores" oplærer deres dyr til at udføre øvelser, der hører til den høje skoles repertoire. I Portugal bliver tyren ikke dræbt i arenaen, og hesten skal derfor være adræt, men stadig forblive rolig. Det anses for vanærende, hvis hesten bare så meget som bliver strejfet af tyren.

Lusitanoerne er idag repræsenteret i stort set alle dicipliner -især dressur på meget højt niveau, hvor deres evne til de samlende øvelser virkelig kommer til rette.
Nyligt afdøde Guizo optrådte på det spanske landshold med succes. I 80´erne sprang Novilheiro sig ind i verdenseliten, redet af John Whitaker. Forinden var Novilheiro redet i GrandPrix dressur af J.P. Giacomini.
Lusitanos gør sig også godt bemærket i køresporten i udlandet.
Lusitanoen gør sig også meget markant i Working Equitation, som er en forholdsvis ny sport der vinder stadig mere indpas i Europa.

Morgan:

Stamfaderen til den første amerikanske hesterace og alle verdens Morgan heste var Justin Morgan. Han havde en formidabel evne til at nedarve sine egenskaber og alle Morgan heste kan i dag føres tilbage til ham gennem hans berømte sønner: Sherman, Woodbury og Bullrush. Morgan racen har spillet en stor rolle i udviklingen af standardbred, sadelbred og Tennessee Walking Horse. Racen var USA's foretrukne kavalerihest, og bruges nu som bl.a. showhest, hvor de bliver skoet så der forekommer en kunstig høj bevægelse der er meget populært i USA.

Mustang:

Mustangen, den nordamerikanske vildhest, nedstammer, ligesom størstedelen af de Nord- og Sydamerikanske hesteracer, fra de spanske heste conquistadorerne bragte med sig i 15- 1600 tallet. Nogle af disse heste slap løs eller blev indfanget af indianere.

I løbet af de følgende århundreder, hvor disse heste levede frit, tilpassede de sig klimaet gennem naturlig udvælgelse, og inden længe havde de ædle spanske heste udviklet sig til hårdføre, nøjsomme brugsdyr. Mustangen ses i alle farver, typer og størrelser. Førhen blev de i høj grad brugt af indianerne og i nogle tilfælde også af de amerikanske cowboys. Desværre lever mustangen mange steder i dag en kummerlig tilværelse. mustang:

Nonius:

Det menes, at hingsten "Nonius", født 1810 af en ud af en Normannisk hoppe og efter en engelsk Fuldblods hingst, fra Mezöhegyes-stutteriet i Ungarn, var stamfaderen til racen. Som krigsbytte kom Noniushingsten til Ungarn, hvor han videregav hans mange gode egenskaber til utallige heste. I 1840 blev Nonius erklæret som værende en ny race.

Noniushesten er en forløber for Furiosoen, som ligner den meget. Begge racer er da også opstået på samme stutteri. I dag anvendes Noniushesten til formål lige fra sportsridning og kørsel til landbrugsarbejde. Krydset med lettere racer, såsom fuldblod, avler den fremragende jagt-, konkurrence- og springheste.

Nordlandshest/Lyngshest:

Nordlandshesten/Lyngshesten er en af de gamle norske nationalracer. I 1930'erne blev avlen sat i system. Under II verdenskrig gik det stærkt tilbage for racen, og den blev på dette tidspunkt betegnet som værende udrydningstruet. I dag anser man den ikke længere for udrydningstruet. Det kræver dog stadig struktureret og målbevidst avlsarbejde at opnå fremgang på grund af begrænset genmateriale og et ønske om at bevare racens særpræg uden indkrydsning af andre racer.

Inden for de sidste par år, er der blevet fremsat teorier omhandlende slægtsskabet mellem Nordlandshesten/Lyngsheste, Islænderen og Shetlandsponyen. Teorierne nævner sandsynligheden for at de tre racer skulle være beslægtet.

Man ved at nordmændene havde små heste med sig fra Norge til Island fra 500-tallet og fremefter. Man ved også at vikingerne var på Shetlands øerne, og det er ikke usandsynlig at de også her havde heste med sig. Det betyder at også Shetlandsponyen måske også har en smule gammel norsk race i sig.

Nordlandshesten/Lyngshesten er utrolig alsidig og har gennem tiden været brugt både i landbruget og som ride- og kørehest, hvor den egner sig fremragende både til børn og voksne. Desuden viser racen store evner i konkurrencekørsel, springning, dressur og turridning. Den force er er dens sikre fodfæste og store udholdenhed. Racen fungerer også ofte godt i rollen som handicaphest.

Avlen af Nordlandshesten/Lyngshesten administreres i dag af Landslaget for Nordlandshest/Lyngshest i Norge. Læs mere om Nordlandshesten/Lyngshesten på:



 

 

 

 

 

 

 

 

 




 



 



 


 



 




 




 




 




 


 


 




 


 

 


 

 


 



 







 



 


 


 


 

 



 

 


 



 


 


 


 



 

 

 
Panel title

© 2017 horsessite1

Antal besøg: 18404

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33095383644104sekunder