Henrik Skærbæk Jensen - På cykel til Gibraltar. Tyskland

Indholdet er endnu ikke blevet tilpasset

4e8cdda63758c06102011.jpg

 

Ude af færgen ved Puttgarden køre jeg forkert. Jeg studerer mit cykelkort en gang til. Det er ruter over nordtyskland, beregnet for specielt tur cyklister. Jeg har tænkt at det var en udmærket ide at starte op med. Et kort med små og hyggelige grus veje, der bugter sig gennem flotte skov og sø områder. Klart et must hvis man har en uge til at cykle i her kan jeg se. Men ikke godt når målet er 100 kilometer om dagen i sydlig retning, helst! Jeg køber et (erfare jeg) kæmpestort kort i skala: 1.250.000 over nordtyskland og finder nogle lidt større men gode veje at køre på. Det virker fint. Selv de større veje har cykelstier løbende som eksterne veje afbrudt af grøften til vejen. En campingplads i Lubeck bliver første stop i Tyskland. Her er hyggeligt. Et pensionist par på vej hjem fra veteran campingvognstræf, tilbyder fri kost og logi hjemme i Holland hvis jeg skulle komme forbi. Jeg takker for tilbuddet og er glad for at føle medmenneskelighed fra helt uventet side.                                                                                                                                                      Store grønne skove danner rammen om de første dage her, og bakker er der ikke mange af. At cykle i Tyskland er helt i top vejmæssigt. Pga. cykelstier alle vejene vil det ikke være noget problem at have børn med på en cykelferie her. Skovområderne erstattes af byer og landlige områder. Små floder sniger sig langs vejene og jeg tæller kilometer under dækkende.                                                                                                                                                                   Hver dag føles ny og frisk når man får stukket hovedet ud af den grønne teltåbning. Jeg vågner langsomt til live, mens kaffevandet begynder at koge. Morgenmaden består i dag af de sidste stykker rugbrød købt hjemmefra, med smør ost på. Jeg får handlet ind og pakker i ro og mag teltet sammen.                                                                                                                                           Hold kæft hvor glæder jeg mig til at komme ud at køre i dag. Spørgsmålet om jeg har trænet nok til turen synes lidt latterlig, nu hvor jeg mærker at det er den simple følelse af frihed der driver min lille "ekspedition" fremad. Men samtidig  er det dejligt at mærke kroppen rette sig ind på det fysiske element af at blive brugt på en måde, jeg ikke selv havde turde håbe på. Nye dufte og nye landskaber hilser godmorgen til en ny dag i vind og blæst, med udsigt til en ny og spændende verden set fra et cykelstyr. Er godt nok kun nået et stykke ned i Tyskland, men hvert sving er nyt og selvtilliden begynder at vokse støt og roligt.

Har allerede fået god smag for de lækre tyske wienerbasser, så det er næsten umuligt at ignorere en bagerbutik når jeg køre forbi. Nå ok, en hurtig beslutning og tilbage igen. Så er der pause! Fem minutter efter sidder jeg så igen foran en bagerbutik og smasker et stort, velsmagende wienerbrød ned. Efterhånden bliver det en vane at få fyldt drikke dunkende samtidig og så får man jo også indsnuset lidt at stemningen her i de tyske byer.

 

4e8ce07f21c9c06102011.jpg

Dag fire, når jeg Nienburg ud på aftenen. Der har ikke været nogle campingpladser så er bare fortsat i håb om at finde en overnatningsmulighed. Men det er trukket op til regn, og om nogle timer falder mørket på. Sulten knager bragt, så da jeg ser et lille stykke mark med en skov om gør jeg holdt der. Kroppen fortæller efterhånden selv hvad den vil ha at spise. Det er kommet stille og roligt for hver dag, med protein fattigt dåsemad og pulverpasta. Den vil ha noget andet. Kød!! Og salt!! Og nu!!

Jeg har en stor svinekam i siddetasken som jeg har købt. Den får tænderne til at løbe i vand, bare ved tanken. Havde ellers tænkt at den skulle tilberedes og spises med div. Grøntsager osv. Men mine øjne og mave er kun fokuseret på svinekammen. Jeg får hurtigt tændt op i det lille stormkøkken og smidt kødet på. Det syder og sprutter voldsomt, og duften af brændt spæk spreder sig i den kølige aften. Oh hvilket måltid af fedt, salt og gris i store lunser. Et ægte mandemåltid som ryger indenbords lige så hurtigt, som det kommer af panden. Hvor føles det godt at være rigtigt mæt igen.                                                                                                                              Det er næsten blevet mørkt og teltet bliver slået op i en fart. Pandelygten er god i tusmørket, og hænderne kan man have fri til at arbejde med. Første nat på en mark, ind the middle of nowhere… Spekulere på hvad jeg skal sige, hvis jeg bliver opdaget. Det er jo ikke helt lovligt at slå teltet op her? Men mon ikke det går, og jeg generer ikke nogen i hvert fald.

Regnen er nu taget til og buldre på teltdugen. Jeg ligger i soveposen og sms`er med Line. Det er rart med kontakt hjemmefra. Misserne har fanget mus i haven og Line har et hyr med at holde dem i ro. Alt godt fra ”haven” bliver slæbt indenfor af de to jagende dræberkatte. Her er meget at snakke om selvom det kun er fire dage siden vi var sammen. Tiden føles mærkværdigt tids løs når man allerede er godt fyldt med nye indtryk. Leve i nuet? Ja det tror jeg. Det har i hvert fald føltes intenst indtil nu. Måske fordi jeg er alene om opgaven, jeg ved det ikke helt? Men helt sikkert er det at alle sanser bliver brugt, fordi jeg ved jeg er alene om det. Helhedsfølelsen af at være på vej, er stor.  Det gir en vild og ultimativ tilfredstillelse og alligevel kunne jeg havet ønsket at hun oplevede det jeg oplever nu. Men jeg ved at hun er ”med” mig hele vejen og hun ved at jeg er med hende derhjemme.

Trætheden overmander mig og jeg går omkuld i mit trygge ”hjem” af et lille grønt kuppeltelt. På en tysk mark mellem knagende træer og regnvejr udenfor.

Morgendagen viser sig fra sit gode ansigt. Der er et lille holdt mellem bygerne og jeg pakker sammen i ro og mag. Langt ude kan jeg se bilerne passere forbi på hovedvejen. Det er også det eneste liv. Tanken på at blive opdaget forsvinder hurtigt igen. Går den så går den, og går den ikke? Så går det nok alligevel. Af en lille hundelufter sti trækker jeg cyklen op til vejen, og tjekker at alt sidder som det skal. En dag med regn og modvind ser det ud til. Og en dag med en ny streg på europakortet sydover. Det bliver fedt at komme sydpå, tænker jeg.

 

4e8d718778fe906102011.jpg

Hvor nordtyskland udmærker sig med gode cykelstier, hyggelige byer og flade veje, så ændre landskabet sig drastisk omkring Minden. Her er næsten en østrisk atmosfære med farvestrålende gamle bindingsværk huse, drysset ud i et frodigt grønt bakkelandskab. Alt sammen i en idyllisk kulisse af sortplettede køer på græs og skæve stenopsætninger langs de gamle huse. Under en nedkørsel i bakkerne suser jeg ned ad med 64 kilometer i timen. Det er om at holde fast i styret og holde tungen lige i munden. Fartvinden presser tårene i øjenkrogene frem og videre ud over kinderne. I forbi farten får jeg skimtet en lille kalv, der vakler på benene og forskrækket bræger efter sin mor. Længere nede i dalen drejer vejen og små vandfald bruser ud i en lille sø. Så ved jeg at jeg er helt nede, og at det snart går opad igen. Langs vejen løber en å, så jeg kan slappe lidt af på cyklen før jeg igen når endnu en opkørsel. Synes det begynder at ” ligne” noget det her, selv om jeg er lidt overrasket over hvor hurtigt jeg er havnet i så bakket landskab. Man skal ikke langt ned i Tyskland hvis man vil prøve sig med begrebet ”bjergkørsel” Til gengæld er det en herlig følelse at køre her. Et meget flot og varieret landskab som er svært, ikke at facineres af. Men også hårdt og stigningerne kan komme op på 8-10 procent. Uden moauntin bike gearing på cyklen må jeg trække en del her. ”Saurland” kalder tyskerne området, syd for ”Minden”.

Jeg bliver stoppet af en cykelklub der er ude at søndagstræne. De har stillet en base op og byder gæstfrit på varm suppe, brød og saftevand.  Kun nogle få er kommet i hjem og man venter stadig på de sidste skal dukke op. 260 kilometer har de været ude at køre. Pyha! Jeg er virkelig taknemmelig for den gæstfrihed jeg møder. Jeg havde håbet på det, men bliver alligevel lidt overvældet af, at folk er så imødekommende som de er. De fortæller om klubben, gir  fifs om alt muligt mellem himmel og jord til min tur. At der ligger en campingplads 20 kilometer herfra og at man nu ikke tager det så tungt med cyklister der overnatter i det fri. Cyklister er nemlig altid væk igen næste morgen, larmer ikke og kan jo hurtigt komme i vanskeligheder mht. at nå en campingplads før mørkets frembrud. Jeg vælger at cykle til campingpladsen og få hvilet benene. Inden jeg køre videre kommer en pige hen med en pose fuld af energibarre plus noget frugt. Jeg takker af hjertet og bliver helt flov over den gode behandling, de søde mennesker har givet mig. Opstemt af det uventede møde med cykelholdet, begiver jeg mig videre og sidst på eftermiddagen dukker campingpladsen op. Har kun kørt 75 kilometer men trænger virkelig til, at få hvilet benene og slappet af. At cykle med 30 kg bagage en hel dag i bakkerne i Saurland ER hårdt.

Det er dejligt at have en hel aften til at komme sig i. Efter et tiltrængt bad, føler jeg mig som nyfødt. Læser, laver mad og hænger tøj til tørre på telt bardunerne. En motorcykel klub på tur har tændt op på bålpladsen. Jeg går ned og kigger og ender med at sidde sammen med dem ved bålet, til langt over midnat. Det er glade mennesker som byder på kolde øl og som fortæller fremragende historier ved bålets varme flammer. Dejligt og også tiltrængt med noget selskab og hygge. Da jeg endelig ligger i soveposen snurre det rundt i hovedet.

En smule tømmermænd gør at morgendagens start, indeholder en del små pauser. Jeg har i gennemsnit kørt lidt over 100 kilometer om dagen så har ikke travlt. Her er også dejligt og fik tilmed krydset Rhinen, på en lille færgepram i dag. Halvanden euro måtte jeg slippe, det er i hvert fald ikke transportudgifter der vælter økonomien.

De første 800 kilometer er snart kørt og ikke langt herfra ligger grænsen til Luxemburg.  Nær byen Valbrol gør jeg holdt ved en bagerbutik. Bageren, en snaksalig ældre mand viser mig stolt sin samling af jagttrofæer. I sin fritid er han en ihærdig skytte og har væggene polstret til med kranier og gevirer over det hele. Jeg lytter interesseret på hvordan man renser skin og koger kranier osv. Han er glad for at vise sin samling og giver mig en pose fuld af boller og wienerbrød. Jeg pakker det ned, rundt omkring på cyklen. Takker mange gange og stemningen er fin da vi skilles. Det er kærkommen mad på turen og jeg sender ham en venlig tanke, da jeg køre videre. Endnu en uventet og god oplevelse at tage med sig. Folk vil gerne en det bedste. Det mærker jeg i hvert fald tit synes jeg.

 

 

 

 

   
 
Panel title

© 2017 hsj

Antal besøg: 71

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,39889693260193sekunder