Hustruvold - Mandens voldsmønster

Jeg har (af egen erfaring) konstateret fem faser i et voldsramt forhold.

Det starter som alle andre parforhold med forelskelse, men ret hurtigt går det over i den første fase :

 

1)  Afskæringsfasen

I denne første fase begynder manden at afskære pigen fra familie og venner. Han vil hellere være alene med hende end at se andre og dette opfattes af pigen som et tegn på at han elsker hende og vil være sammen med hende, ikke som den teknik til at afskære hende fra omverdenen det i virkeligheden er. Det er næsten umuligt at spotte en voldelig mand i denne første fase, da denne afskæring også i visse tilfælde kan finde sted i "normale" forhold.

 

2) Kritikfasen

I den næste fase begynder manden at kritikere og nedgøre pigen, først bag lukkede døre, men senere også når de er blandt andre mennesker. Han får hende til at føle at hun ikke kan gøre noget rigtigt og at han ved bedre. Derfor vil hun også være tilbøjelig til at spørge ham til råds om alt, da han jo ved bedre....snart vil hun være totalt ude af stand til at tage en selvstændig beslutning.

 

3) Forbudsfasen

Kort derefter begynder den tredje fase, hvor manden begynder at forbyde hende visse ting, for eksempel at gå ud med venner eller at handle selv. Pigen vil lytte til ham, da hun nu er totalt overbevist om at han er klogere end hende og dette vil bibringe en endnu større afskæring fra familie og venner.

 

4) Psykisk vold

Snart derefter vil manden begynde at true hende og kalde hende de værste ting og benytte sig af hendes svage sider til at såre hende. Han vil råbe af hende, når de skændes og måske endda smadre ting i huset, når han bliver rigtig vred. Efter min mening er denne fase den værste og den psykiske vold "gør mere ondt" end den fysiske.

 

5) Fysisk vold

Efter en kort eller lang periode med psykisk vold følger uundgåeligt den fysiske vold. Både for manden og pigen er det kun et lille skridt videre, for manden er allerede gået så langt over pigens grænser, så det ikke gør den store forskel.Han vil ikke vige tilbage for noget for at få hende til at gøre præcis det han vil. For det meste vil han slå på arme, ben, mave og ryg, for der kan de blå mærker nemmere skjules.

 

Den fysiske vold er bygget op af fire trin :

Optrapning til vold : manden er nervøs, stresset, træt osv og søger efter en undskyldning for at kunne slå pigen

Eksplosion : han kan ikke styre sin aggressivitet og slår

Afkølning : han falder til ro igen (ofte forbavsende hurtigt)

Beklagelse : manden undskylder og lover at han aldrig mere vil gøre det

Disse fire trin vil blive gentaget om og om igen i resten af forholdet. Der vil være rolige, gode perioder, men en mand der slår vil ALTID gøre det igen !

 

 

 

 

 
Panel title

© 2017 hustruvold

Antal besøg: 2643

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34091997146606sekunder