Hustruvold - Novelle

Jeg ved godt at denne novelle er meget hård og svær at læse, men det er (en del af) min egen personlige historie og jeg synes den vækker nogle tanker....jeg skrev den for nogle år siden :

 

Jeg fik blomster i dag

 

 

Katja havde glædet sig til en stille aften sammen med Peter, hvor de skulle spise et godt måltid og derefter hygge, som de havde gjort i starten af deres forhold. Hun havde på intet tidspunkt i løbet af dagen forestillet sig at denne aften skulle ende som den gjorde. Da Peter kom og hentede hende efter arbejde, var han i godt humør og kyssede hende og spurgte om hun havde haft en god dag. På vejen hjem fortalte hun om hendes arbejdsdag og selv da hun senere tænkte tilbage på turen hjem, kunne hun ikke se nogle forvarsler på det der skete da de kom hjem. Peter virkede rolig og lyttede interesseret til det hun fortalte og stillede af og til spørgsmål.

 

Da de kom hjem steg han endda ud af bilen og holdt døren for hende og på vejen ind tog han hendes hånd. Katja var lykkelig og hun glemte næsten det forfærdelige skænderi de havde haft tre dage før. Om natten havde hun godt nok stadig mareridt og vågnede somme tider op grædende og badet i sved, men det var vel egentlig hendes egen skyld; hun kunne jo bare lade være med at tænke på det, for det var åbenbart det Peter gjorde.

 

Det havde jo også været hendes egen skyld at Peter var blevet så sur på hende. Hun kunne godt nok ikke huske at hun havde kigget på fyren, det efterfølgende havde fløjtet efter hende på gaden, men det måtte hun jo have gjort eftersom Peter sagde det. Så det var selvfølgelig helt fortjent at han havde irettesat hende, selv om det stadig gjorde ondt i overarmen og der var begyndt at komme et blåt mærke. Heldigvis slog han hende altid på steder, som kunne dækkes med tøj og det var jo slet ikke ligesom de voldsramte kvinder, man hørte om i fjernsynet. Katja kunne ikke forstå hvorfor de kvinder blev hos deres mænd, når de fik tæsk og blev ydmygede konstant. Sådan var hendes Peter heldigvis ikke. Han var så sød og dejlig og god ved hende. Hun var trods alt otte år yngre end ham, så det var normalt at han var klogere end hende og at han af og til var nødt til at irettesætte hende. Det forklarede han også efter hvert skænderi og selvfølgelig havde han ret.

Efter et stykke tid gik smerterne også væk og så var det næsten glemt. Han var jo også så sød og betænksom efter et af deres skænderier, så det måtte jo betyde at han elskede hende. Tit kom han hjem med blomster til hende og han undskyldte altid og lovede at han aldrig ville slå hende igen og hun troede på ham hver gang, for hun var jo også bare så klodset og glemsom. Hvis hun bare var en bedre kæreste, ville han jo ikke være tvunget til at gøre det, så hun kunne umuligt bebrejde ham, at han blev vred.

 

Når hans raseri tog af, blev han hurtigt den rolige søde Peter igen, som hun kendte og elskede og nogle gange tænkte hun endda på om hun bare havde bildt sig ind at han havde råbt og skreget af hende. De blå mærker vidnede godt nok om det modsatte, men det kunne jo også bare være fordi hun var kommet til at gå ind i noget, som Peter sagde.

 

Den dag de kom hjem fra arbejde, havde Katja i hvert fald glemt alt det der var sket mellem dem og hun ønskede bare at være sammen med Peter hele aftenen. Da de kom ind tog hun sko og jakke af og gik ud i køkkenet og begyndte at lave mad. Hun stod og tænkte på det dejlige romantiske måltid, de skulle dele og hørte ikke at Peter gik ovenpå. Til gengæld hørte hun det højt og tydeligt, da han begyndte at bande og råbe og da han kom løbende ned ad trappen.

Flere tanker for gennem hende – havde han slået sig? Var han kommet i tanke om noget, der havde irriteret ham på arbejde? Havde hun gjort noget, der kunne gøre ham vred, uden at være klar over det?

 

I det øjeblik han kom ud i køkkenet og hun kiggede på ham, løb alt blodet væk fra hendes ansigt og hun blev som forstenet og stod lammet af skræk på stedet. I hans øjne så hun vrede, had og mord. Hun prøvede desperat på at finde en grund til denne vrede og hun prøvede endnu mere desperat på at finde på noget, der kunne berolige ham.

Denne situation havde hun desværre befundet sig i mange gange før, men hun havde en underlig fornemmelse af, at det var meget værre denne gang.

Da han talte følte hun at hans stemme borede sig ind i hende og at det gjorde ondt helt ind i hjertet:

 

- Din dumme møgkælling, du kan da heller aldrig finde ud af noget, hvad har du glemt da vi tog af sted i morges?

 

Katja prøvede desperat at finde ud af hvad hun kunne have glemt, der ville gøre ham så vred og da hun ikke kunne finde nogen grund til hans vredesudbrud sagde hun:

 

- Det ved jeg ikke, men hvis jeg har glemt noget, er jeg ked af det, Peter

 

Men hun kunne straks se på ham, at det ikke var det svar, han ville høre, for hans øjne blev endnu mere mørke af vrede og han råbte:

 

- Du ved det ikke? Du ved det ikke? Hvordan kan nogen være så dum, din lede kælling? Hvordan helvede kan du sige at du ikke ved det?

 

Og derpå tog han fat i hendes hår og hev hende med ind i stuen og op ad trappen. Katja skreg af smerte og tryglede ham om at slippe, men han holdt fast og blev ved med at hive hende efter sig. Selv da hun faldt på vej op ad trappen og hamrede knæet ned i et trappetrin, blev han ved med at hive, så hun var nødt til at følge med, selv om hun næsten ikke kunne gå. Da de var kommet ovenpå hev Peter hende med ud på badeværelset og sagde:

 

- Hvad er det?

 

Katja vidste ikke hvad han ville have hende til at svare, så hun sagde:

 

- Øh, det er vores badeværelse

 

Næsten inden hun var færdig med sætningen, ramte hans knytnæve hendes overarm og hun skreg af smerte. Det var præcis det samme sted, som han havde ramt tre dage før og hvor der allerede var et blåt mærke. Og så råbte han:

 

- Dit uduelige svin, kan du ikke se hvad jeg peger på?

 

Katja så nu at han pegede op mod loftet, hvor lampen hang, men hendes trætte og bange hjerne kunne slet ikke forstå, hvorfor han stod og pegede op mod lampen og hvorfor han var så vred. Da hun ikke svarede hurtigt nok, fik hun et slag mere på den anden overarm, hvorefter han råbte:

 

- Så svar dog kvinde, kan du ikke se at jeg peger på lampen?

 

Katja svarede ham så roligt, som hun kunne:

 

- Jo Peter, jeg kan godt se at du peger på lampen, men jeg kan ikke forstå hvorfor. Kan vi ikke bare glemme det hele og så gå ned i stuen og spise den dejlige mad, jeg er ved at lave til os?

 

Katja kunne med det samme se, at hun havde sagt noget forkert, for Peter råbte til hende:

 

- Glemme det? Sagde du glemme det? Det var da for helvede dig der glemte det i morges.

 

- Jamen søde Peter, hvad er det jeg har glemt?

 

Sagde hun med den roligste stemme, hun kunne finde. Det havde hjulpet et par gange til at få ham til at falde til ro, men åbenbart ikke i dag.

 

- Møgkælling, kan du ikke se at lyset er tændt? Det var dig, der glemte at slukke det i morges og nu har det været tændt hele dagen. Ved du hvor meget det koster at lade lyset brænde hele dagen?

 

Katjas stakkels udmattede hjerne prøvede desperat at forstå at dette var grunden til hans vrede. At hun havde glemt at slukke lyset. Det var dog trods alt ikke så slemt. Samtidig prøvede hun at tænke tilbage til i morges, hvor de var taget af sted. Som sædvanlig var hun stået tidligt op og var gået i bad først, for badeværelset skulle være frit når han stod op og morgenmaden skulle stå på bordet, når han kom ned efter sit bad. Derfor var han altid den sidste på badeværelset. Dette fortalte hun ham også nu, for han kunne dog trods alt ikke skælde hende ud og slå hende for noget hun ikke havde gjort. Når han forstod at han havde taget fejl, ville han falde til ro og så ville alt blive godt igen. Dette var hun sikker på og derfor var hun heller ikke forberedt på det der skete da hun sagde:

 

- Jamen skat, i morges var du jo den sidste på badeværelset, som altid.

 

Hun hørte smældet før hun mærkede det på kinden og hun skreg af smerte og overraskelse, for hun havde været sikker på at han ville begyndt at grine og undskylde overfor hende og sige at hun havde ret. Nu skreg Peter ind i hovedet på hende:

 

- Din lede sæk, det passer jo ikke og det ved du godt. Det er dig der har glemt det og det kommer du til at betale for.

 

Derefter tog han fat i hendes hår og trak hende med ned ad trappen igen. Hun var flere gange ved at falde og vrikkede også om på foden, men Peter fortsatte uden at lægge mærke til hende. Hun skreg og råbte til ham at naboerne kunne høre dem og at de ville ringe til politiet, for det havde nogle gange før fået ham til at stoppe. Men i dag hjalp det ikke. Han smed hende bare ned i sofaen og satte sig på hendes mave, lagde begge hænder over hendes mund og hviskede:

 

- Så hold din kæft, så naboerne ikke kan høre dig skrige. Der er alligevel ikke nogen, der kan hjælpe dig; jeg kan gøre hvad jeg vil med dig, for du er min.

 

Fordi hans hænder lå over hendes næse og mund, havde hun svært ved at trække vejret og hun kunne mærke at hun langsomt mistede bevidstheden. Da hun prøvede på at fjerne hans hænder, begyndte han bare at grine hysterisk:

 

- Tror du at du er stærkere end mig? Du er bare en lille svag pige, der totalt er i min magt. Du kan intet gøre for at stoppe mig.

 

Katja vidste godt at han havde ret og hun begyndte at græde. Tårerne løb ned ad hendes kinder og ned over Peters hænder, der stadig lå over hendes næse og mund. Hun sagde undskyld, men han lod slet ikke til at høre hende, for han var opslugt af sine egne tanker og mumlede konstant:

 

- Den lede kælling, det er hendes egen skyld.

 

Katja stirrede lige op i hans øjne, der afslørede al hans vrede og for Gud ved hvilken gang tænkte hun på om han mon alligevel var en af de psykopater, man hørte om i fjernsynet. Men lige derefter følte hun skam over at have tænkt den tanke. Det var jo hendes dejlige Peter og det var jo normalt, at han var blevet vred, for hun havde glemt at slukke lyset på badeværelset om morgenen og det kostede jo også mange penge at lade lyset brænde hele dagen.

Et eller andet sted inde i hende sagde en lille stemme godt nok, at der var noget galt, men den valgte hun, som altid, at overhøre.

 

Katja vidste ikke hvor lang tid hun havde ligget i sofaen med Peter siddende ovenpå maven, men på et tidspunkt flyttede han hænderne og rejste sig op. Hun troede at det nu var overstået og at de kunne komme til at spise det dejlige romantiske måltid, hun havde været ved at forberede. Peter sagde til hende:

 

- Nu siger du undskyld for alt det du har gjort.

 

Katja svarede med det samme:

 

- Undskyld, min søde skat, undskyld jeg gjorde dig vred, det var virkelig ikke min mening, jeg burde have kontrolleret om du havde slukket lyset inden vi kørte i morges.

 

Derpå vendte hun sig om og gik ud i køkkenet for at kigge til maden, der stod i ovnen. Hun var så sikker på at deres skænderi endelig var overstået og hun var så glad og lettet for udover smerterne i begge overarme og i den ene fod, var alt nu i orden igen. Nu skulle de hygge sig med den lækre mad og glemme alt om det dumme skænderi. Fordi hun var så sikker på at alt var i orden, blev hun totalt overrasket, da hun mærkede slaget i lænden. Hun skreg af smerte og faldt sammen på køkkengulvet. Over sig kunne hun høre Peter skrige:

 

- Hvad fanden bilder du dig ind? Du har ikke fattet en skid. Det var dig, der glemte det og nu prøver du på at skyde skylden på mig. Det kommer du til at betale.

 

Sparket ind i siden gjorde endnu mere ondt end slaget i lænden og det sortnede for Katjas øjne. Hun rullede rundt og kiggede op på Peter og hun følte at tiden stod stille. Han lignede slet ikke mere den mand, hun var blevet forelsket i og som hun havde elsket i over to år. Da hun havde mødt ham den første gang på en café, var hun blevet betaget af ham. Hun var kun lige fyldt nitten år og da han var otte år ældre, virkede han så meget mere moden og ansvarlig end de fyre hun havde mødt på hendes egen alder. Han vidste en masse ting og selv om hun nogle gange følte sig lidt dum og mindreværdig, var han altid klar til at forklare hende en masse ting og til at fortælle hende hvornår hun tog fejl. Hun havde elsket ham betingelsesløst og havde aldrig stillet spørgsmålstegn ved hans viden og hans kendskab til ting. Hun beundrede ham og var stolt og beæret over at han ville være sammen med hende.

 

Da hun nu lå på køkkengulvet og kiggede op på ham, kunne hun slet ikke få øje på sin elskede Peter. Hans ansigt var fordrejet af vrede og had og hans øjne var mørke og stirrede ondt på hende. Katja begyndte igen at græde og prøvede på at forklare:

 

- Ja, ja, skat, det var også det jeg mente. Det var mig der glemte at slukke lyset på badeværelset i morges. Selvfølgelig er det ikke din skyld. Jeg er virkelig ked af at jeg glemte det, kan vi ikke godt spise nu?

 

Men Peter havde åbenbart andre planer, for nu råbte han:

 

- Ja, selvfølgelig er det din skyld, din uduelige kvinde, det er altid din skyld, for du kan aldrig finde ud af noget. Og nej, vi kan ikke glemme det; jeg skal sørge for at du aldrig glemmer det mere.

 

Derpå bukkede han sig ned og tog fat i hendes hår igen og hev hende op at stå. Denne gang hev han en tot hår af og da han så hårtotten i sin hånd grinede han hysterisk og viste den triumferende til hende. Derpå skubbede han hende i brystet, så hun røg baglæns og hamrede hovedet og ryggen ind i væggen bagved hende.

 

Katja havde ondt i hele kroppen og kunne slet ikke tænke klart og hendes syn var sløret. Hun prøvede desperat på at fokusere på Peter, der havde vendt sig om mod køkkenbordet. Hun kunne kun se hans ryg og kunne derfor ikke se hvad han lavede, men den lyd hun hørte, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Det var denne lyd der ville forfølge hende i hendes mareridt resten af hendes liv. Lyden og det han efterfølgende sagde.

 

Da han vendte sig om med kniven, som han havde trukket op af holderen, i hånden, vidste hun at hun skulle dø. Tanken gjorde hende totalt panisk og handlingslammet og hun kunne ikke gøre andet end at stå som frosset op ad væggen og se Peter gå hen imod hende med kniven pegende fremad og høre ham sige:

 

- Skynd dig væk, ellers ….

 

Derefter stoppede han med at gå og stod afventende og stirrede på hende. Katja kunne stadig ikke bevæge sig, men da Peter tog et skridt mere hen imod hende, vågnede hun pludselig op og vendte sig om og løb ind i stuen og hen mod hoveddøren. Hun forventede at han ville løbe efter hende og hun kunne næsten allerede mærke kniven der borede sig ind i hendes ryg, men da hun nåede hoveddøren, havde hun stadig ikke mærket noget knivstik og hun kunne heller ikke høre Peter bagved sig. Hun flåede døren op og løb udenfor. Ude på gaden var der roligt og næsten helt mørkt. Katja kiggede til højre og venstre og prøvede at finde ud af hvad hun nu skulle gøre.   

Nok var Peter somme tider ond ved hende, men for det meste havde hun jo fortjent det og han var også den eneste hun havde Der var godt nok hendes forældre, men de skulle ikke se hende i denne tilstand. Derfor overvejede hun om hun skulle gå tilbage ind i huset, men da hun vendte sig om og kiggede, stod Peter i stuevinduet og kiggede ud på hende. Han havde stadigvæk kniven i hånden og pegede på hende med den.

 

Dette fik hende til at begynde at gå og efterhånden begyndte hun at løbe hurtigere og hurtigere. Da hun stod foran politistationen, vidste hun ikke hvordan hun var nået så langt. Hun havde bare løbet for at komme væk fra Peter. Hun opsamlede alt sit mod og gik ind på politistationen. En politibetjent spurgte hende hvad han kunne hjælpe hende med og alt hvad hun kunne sige var:

 

- Min kæreste tæsker mig.

 

Hun blev bedt om at tage plads og vente og tusind tanker fløj gennem hendes hoved. Er det nu klogt at melde ham til politiet; Havde jeg ikke fortjent det? Nej, denne gang er han gået for vidt. Nu kommer han til at betale for det. Hvad skal jeg nu gøre? Hvor skal jeg bo? Inden hendes tanker kunne nå videre, stod politibetjenten foran hende og bad hende om at følge med. Hun tog plads foran et skrivebord og betjenten satte sig ved en computer og kiggede på hende over kanten af sine briller. Katja bemærkede at hun rystede og hun vidste ikke om det var af kulde eller skræk. Hun følte sig så dårlig og var lige ved at kaste op. Billeder fra aftenen fløj gennem hendes hoved og hun hørte den forfærdelige lyd, da han trak kniven op af holderen og hørte de ord han sagde. Dette fik hende til at ryste endnu mere, men da hun så at betjenten betragtede hende, prøvede hun på at beherske sig.

 

Betjenten bad hende om at fortælle hvad der var sket og imens hun fortalte, skrev han på sin computer. Engang imellem stillede han spørgsmål og hun svarede så godt hun kunne. Hun syntes allerede at det der var sket var uklart, men hun prøvede på at huske alle detaljer. Da hun var færdig, stoppede betjenten med at skrive, tog brillerne af, så alvorligt på hende og sagde:

 

- Hvornår har du så tænkt dig at gå tilbage til ham?

 

Katjas trætte hjerne kunne ikke forstå hvad han mente og først flere år efter forstod hun fuldt ud hvorfor han havde stillet det spørgsmål. Hun stirrede bare på ham og dette fik ham til at fortsætte:

 

- Bare glem det, nu sender vi klagen ind og din kæreste vil blive afhørt hurtigst muligt.

 

Dette fik Katja til at gå i panik, for nu ville Peter vide at hun havde indgivet klage til politiet over ham og måske ville han kunne overbevise politibetjenten om, at det var hendes egen skyld og alle ville få at vide hvor dum og uduelig hun var. Hun var lige ved at sige til ham, at hun ville trække klagen tilbage, da han sagde:

 

- Klagen kan ikke trækkes tilbage og den vil blive sendt ind til en dommer, der vil vurdere den.

 

Derefter spurgte betjenten om han skulle ringe til nogen og hun gav ham hendes forældres nummer. Mange år senere prøvede hun på at forestille sig, hvordan hendes forældre må have haft det, da betjenten ringede sent om aftenen og bad dem om at hente deres datter, der havde fået tæsk af sin kæreste. De kom hurtigt og var meget bekymrede og ville have en forklaring på, hvad der var sket. Katja gjorde sit bedste for at overbevise dem om at det bare havde været et dumt skænderi mellem hende og Peter og at hun var gået til politiet for at hævne sig på ham. Desuden fortalte hun at hun ville trække klagen tilbage, for det var jo ikke rigtigt; de havde bare skændtes og hun trængte bare til at komme lidt væk fra ham.

 

Selv mange år efter ved hun stadig ikke om hendes forældre troede på hende den aften, men de tog hende i hvert fald med hjem, lavede mad til hende og puttede hende i seng. Den næste dag lå der en stor buket blomster fra Peter på trappetrinet foran hendes forældres hus. Der hang et kort ved buketten, hvor der stod ”til min elskede skat, undskyld, det skal aldrig ske igen. Kom hjem.” Om natten havde Katja ellers været sikker på sin beslutning om at forlade ham, men i løbet af dagen, da flere blomster dukkede op på trappetrinet og da Peter havde ringet flere gange og sendt hende beskeder, kunne hun mærke at hendes beslutsomhed aftog og at hun begyndte at tvivle på om hun nu havde taget den rigtige beslutning. Det var jo trods alt hendes egen elskede Peter, som hun havde kendt og elsket i over to år og det var jo heller ikke så slemt, som nogle af de voldsramte kvinder, som hun havde hørt om i fjernsynet.

 

Peter havde jo kun slået hende et par gange og hun havde vel også fortjent det, for hun kunne jo bare have ladet være med at glemme at slukke lyset på badeværelset.

 

 

 
Panel title

© 2017 hustruvold

Antal besøg: 2708

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,39625096321106sekunder