Velkommen til hvalpenes hjemmeside! - Dagbog
Nov
24
2010

Nu er hvalpene en uge og én dag gamle.

De vokser ekstremt hurtigt, og har næsten fordoblet deres fødselsvægt.
Frida ligger ikke lige så meget i kassen som tidligere, og vi kan rode lige så meget vi vil ved hvalpene - dog vil hundemor gerne kigge på.

Samson, hvalpenes far, får også lov til at hilse på. Dog er det med lidt vrisseri ind imellem fra Frida.

Den første hvalp er allerede afsat, og det er den sorte tæve med hvidt bryst. Hun skal bo hos en veninde, så det bliver hyggeligt at kunne følge dens færden efter d. 10. januar, hvor de alle kan komme hjemmefra.

Hvalpene er begyndt at kunne høre og lugte. Når man har dem oppe i hænderne kan man høre de sniffer ens duft til sig, og vi tror allerede de kan genkende os, da de ikke længere brokker sig når man tager dem fra deres mor.

Vi venter også spændt på når de engang får øjne, men der er desværre nogle dage endnu. En anden spændende ting er deres ører. Frida har store stritører og Samson har hængeører - så det bliver spændende at se hvordan ørerne kommer til at sidde.

Ellers sker der ikke det store - de spiser, sover og sk*der. Men om ikke så længe får vi kamp til stregen med fem hunde.

Nov
17
2010

Mandag d. 15. november

Mandag d. 15. november blev jeg vækket med nyheden: "Frida føder altså!". Det undrede mig meget, og troede ikke helt på det, da hun først havde termin d. 17. Alligevel kom jeg ud af fjerene hurtigere end normalt, og rykkede ned ved Fridas fødekasse.

Ganske rigtigt. Ud af Fridas bagparti hang noget, der mest af alt mindede om en sort, sprængfyldt vandballon. Klokken 9:58 kom den første hvalp til verden. Det var en frisk, mørk  dreng.

Tiden gik, og man kunne tydeligt se på Frida at det ikke var overstået endnu: Maven var stadig stor, men hun havde også fortsat veer. Alligevel havde hun overskud til at tage sig af sin lille førstefødte.

En time og adskillige veer senere kom endnu en sort vandballon til syne fra hende bagparti. Man kunne tydeligt se liv inde under hinden, som hvalpen stadig var pakket ind i.
10-15 minutter senere kom hvalpen helt ud, men den lille sorte pige så nu meget livløs ud. Frida havde fortsat veer, og kunne ikke lige koncentrere sig om den sidst ankomne, så jeg måtte træde til. Jeg fik revet hul på begge hinder og fik den meget slappe hvalp pakket ud.

Den trak ikke vejret, og jeg prøvede på bedste "101 dalmantiner" vis at gnubbe den i et håndklæde. Intet skete. Så fik den støtte i nakken og en hurtig bevægelse mod gulvet: Nu var der liv. Hvalpen havde slugt en masse fostervand, som på denne måde blev slynget ud af lunger, næse og mund.
Den trak vejret i stød, og så ikke ud til at klare skærene.

Heldigvis skulle dette vise sig ikke at være sandt, og den lille pige er nu den største i hele kuldet.

Alt i mens vi kæmper med at rede den lille hvalp, kom endnu en lille sort pige til verden. Her klarede Frida selv resten og faldt mere til ro med hvalpene omkring sig.

Senere hen på aften/natten lå mor og hvalpe stadig meget salige i den store fødekasse - kun afbrudt af utilfredse skrig fra de små hvalpe, der ikke altid kunne finde en pat og die af.


 
Panel title

© 2017 hvalpe

Antal besøg: 1870

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,29415798187256sekunder