Iberia-mc - Forside
                                                                                                                                                        Velkommen til hjemmesiden Iberia-MC.
D. 9. september 2012, drager vi en flok ud på en motorcykeltur som vil bringe os den Iberiske halvø rundt.

Her på siden vil der løbende være opdateringer, historier samt billeder fra vores oplevelser.


50007f1a1d2cb13072012.jpg

Den Iberiske Halvø ligger i det sydvestligste Europa. Den er afgrænset af Middelhavet mod syd og øst og af Atlanterhavet mod nord og vest. Pyrenæerne danner den nordøstlige grænse af halvøen og forbinder den med resten af Europa. Ved Gibraltar i den sydligste del er den Iberiske Halvø tæt ved Afrika. Gibraltar-strædet adskiller halvøen fra Marokko på det afrikanske fastland i en bredde af 14 km. Halvøen dækker 582.925 km². Dens geografiske centrum ligger i bjergkæden Cerro de los Ángeles. Den længste flod er Tajo, der er 1.007 km lang (med 731 km i Spanien og 275 km i Portugal).Det højeste punkt på den iberiske halvø er bjerget Mulhacén (3482 m), befinder sig mod syd i bjergmassivet Sierra Nevada (i Andalusien). Geologisk set er det kendetegnende for den iberiske halvø, at den største del af fastlandet består af en højslette, den Kastillanske højslette, der har en gennemsnitlig højde over havet på ca. 600 m. De nordlige, nordvestlige og vestlige kyster er klippefyldte og forrevne, modsat de østlige, sydøstlige og sydlige, der er mere blide.
-og nu kan turen begynde
“Goddag, det er politiet”, var den kontante hilsen, da Otto og Jørgen blev standset af en mand med et skilt i en helt almindelig Mondeo. Turen var på det tidspunkt en time og 100 kilometer gammel. De to herrer havde godt nok bemærket den lidt mistænkeligt udseende bil, der er et eller andet ved en civil politibil, de havde ovenikøbet overhalet den hele to gange. Men vejret var fint, humøret højt, cyklerne spandt og turen lige begyndt. Tilmed byder den gamle vej mellem Haderslev og Åbenrå på fantastiske sving og fint udsyn. Politimanden mente at de også havde budt den fine vej på hastigheder over 115 km i timen og mange ganske friske overhalinger. Han var klar til at udskrive en bøde der havde indskrænket feriebudgettet ganske betragteligt og tilmed perforeret kørekortene. Men han må have været MC betjent engang, for han kendte godt til glæden ved at køre motorcykel, så han lod nåde gå for ret og lod Otto og Jørgen fortsætte med en formaning om at udsætte hastighedsprøverne til de tyske autobahns. Flot behandling af det danske politi og en fin fin start på turen.

Og hvem er det så der skal rundt om Spanien på 30 dage, eller hvad det nu bliver til. Det finder I sikkert frem til efterhånden, men navnene er Bendt, Otto, Eugen, Hans Jørgen og Jørgen.
Tur Deltagerne mødtes i Altona i Hamborg. De havde valgt Deutsche Autozug for at komme hurtigt sydpå og det er på mange måder en god løsning. Men der er ikke meget tysk effektivitet og systematik over placeringen af ladestationen for disse tog. Man skal igennem det meste af Hamborgs indre by, små brolagte gader, som kan snyde selv den mest begavede GPS, og selve ombordkørslen forgår direkte igennem en travl banegårds terminal, hvor det vrimler med gående passagerer overalt. Tænk hvis der havde været en 8 meter campingvogn på slæb. Nå men det lykkedes at komme ombord og få cyklerne grundigt surret, så afgangen kunne fejres behørigt med Underberg og diverse.
Turen er lang og halvkedelig. Det store lyspunkt er spisevognen, en luksus, som de færreste efterhånden kender. Hvide duge, god mad, rigtige tjenere, medens landskabet passerer forbi med 140 km i timen. Ren fryd.
Deutsche Autozug passer på flere måder ikke ind i det traditionelle billede af tysk pünktlicheit. Det nøjagtige afgangstidspunkt var ikke kendt før 3 dage inden afgang og godt nok kom de afsted til tiden, men det lykkedes at blive næsten 3 timer forsinket undervejs til Narbonne. Til gengæld blev 50% af billetprisen refunderet på grund af denne forsinkelse.
Når motorcyklerne skal køres fra borde holder de helt bagest i toget. Togvognene er mindre end 1,60 m.høje og det betyder , at dårlige rygge og stive nakker skal ligge fladt hen over styret igennem 10-20 vogne, hvis buler i hjelmen skal undgås. Lidt af af en udfordring.
Men tømt blev toget i Narbonne. Det vil sige der stod faktisk en fin sort motorcykel tilbage, en Apprilia fra Karup, som trods Ottos ihærdige forsøg nægtede at starte. Ikke noget stolt syn da de behjælpelige togfolk trak motorcyklen ud af toget. Alt blev forsøgt og tilsidst blev autohjælpen i Danmark kontaktet, håb om en hjælper indenfor 1 time. Da de var på vej fandt Bendt den løse forbindelse, standard aversionerne om italienere blev udvekslet, og afsted gik det mod Pyrenæerne. 
5050df3c806eb12092012.jpg
Italiensk for viderekomne. Der opfindes nye dansk-italienske skældsord inden Bendt (i dn grå trøje)finder den løse forbindelse
 
 
 
Andendagen er overstået i fin stil. Dag nr. 2 er ofte plaget af uheld, når de første forsigtige kontakter til nye veje og trafik erstattes af regulært overmod. Det var der slet ikke noget af, måske nok lidt overmod på bjergetaperne, men ingen uheld. Dagen bød på mange timers kørsel i Pyrenæerne. Strækningen fra Narbonne til Andorra i bjergene er bjergtagende (sorry) smuk. Vejene er relativt gode og de er en fryd for enhver motorcyklist. Hans Jørgen mente at han talte 325 hårnålesving. Det er sikkert løgn, men der var mange. Husk at checke de fantastiske gorges (canyons), specielt Gorge de St. George er imponerende.
Ved frokosttid nåede gruppen til Andorra, en mærkelig lille bjergstat hvor de 80.000 indbyggere lever på et område på størrelse med Læsø. Landet, som ikke er medlem af EU, ligger klemt inde mellem Frankrig og Spanien, men er mest Catalansk. Trafikken i Andorra er mildest talt intens, men Bendt ville absolut have Andorra krydset af på listen over besøgte lande, så der var ingen vej udenom. Hans Jørgen forsøgte ihærdigt at holde fast på gruppen og finde ind i bymidten, men efter at han prøvede en U-vending over dobbelte striber midt i middags trafikken, og politiet blandede sig i råbekoret, blev yderligere aktiviteter i Andorra opgivet, Bendt havde fået sit “stempel” og gruppen søgte mod roligere områder. En anden by på ruten var Llivia, en underlig forekomst. Det er en spansk by, men den ligger adskillige kilometer inden i Frankrig. Den opstod for mere end 400 år siden ved en grænsedragning, hvor den her by blev glemt, og derfor er de 1200 indbyggere spaniere - midt i Frankrig.
Overnatning i en lille bjergby St. Giron, hvor det for første gang regnede en lille smule.
 September 12
50518b55636b513092012.jpg
On the road again
 
Det regnede fra morgenstunden, ikke tilstrækkeligt til en overliggerdag, men alligevel heller ikke ideelt MC vejr. Efter en tur i bjergene på lidt for fedtede veje, blev ruten lagt om til en mere direkte retning. Målet for formiddagen var Lourdes, men det var lourte vejr, så det gik langsomt. Lourdes er en meget vigtig by, specielt for katolikker. Her fik den unge fattige - men ærlige - kvinde Bernadette i 1876 en åbenbaring, noget med Jomfru Maria og helligt vand. Dette vand har helbredende egenskaber, så hele 6 mio. pilgrimme valfarter til Lourdes hvert år. Der er en vrimmel af ældre handicappede i gaderne, minder lidt om paralympics for ældre. Sceneriet fik den ældste i gruppen (Hans Jørgen) til at føle sig som en ren vårhare. Ved kilden har Bernadette bygget en underjordisk katedral, som kan rumme ikke mindre end 25.000 pilgrimme. Desværre havde Bernadette ikke forudset ordentlig MC parkering, så det blev ikke til et besøg i grotten i denne omgang. Det er bøvlet at holde styr på 5 motorcyklister i en kaotisk by, så efter frokost gik det videre.
 
50518be214a3513092012.jpg
Udeksling af kort koordinater og anden klog snak
 
I en blød kurve med græs langs rabatten tabte Hans Jørgen Suzukien , det så drabeligt ud, men der skete kun begrænset materiel skade og føreren er upåvirket. Efter en grundig rengøring ser Susi igen helt præsentabel ud. Men vi passer bedre på!!!!
Logi for natten blev Arette, en lille by tæt på den spanske grænse. Den er mest kendt for at et jordskælv i 1967 udraderede 80% af byens huse. Et enkelt menneske omkom. Idag er der absolut nul Richter - byen er jævnt kedelig. De bryster sig også lidt af at det var her Porthos, Arthos og Aramis kom fra, mon dog. Men ganske vist er det, at de 5 MC bårne musketerer imorgen vil nå Spanien. 
50518d2cda10d13092012.jpg
 Også i Frankrig har de smukke motorcykler, denne her er en 2 cylindret Peugeot fra før krigen. Den stod på hotellet.
 
Bien venue, France
 

Torsdag 13. September


Det regner for alvor fra morgenstunden i Alette midt i Pyrenæerne. Der er ikke rigtig nogen vej udenom et lille pas, som ligger højt, men som fører gruppen ind i Spanien. Der kigges og studeres vejr, både ud gennem vinduet og på computerskærme, men lige lidt hjælper det. I et lille ophold i regnen bliver beslutningen truffet, nu skal det være. Inden motorcyklerne er pakket, regner det selvfølgelig igen, men afsted går det. Pasvejene sådan en tåget og regnfuld morgen, er noget af en mundfuld, selv for de mere garvede af drengene. På toppen blæser det en pelikan, temperaturen falder til 8 grader og hele projketet virker en meget kort overgang lidt opreklameret. Men så går det nedad, temperaturen stiger, der er risottto til frokost og tågen letter.

5052ca6a10d6214092012.jpg

Vejret driller mellem Frankrig og Spanien

Målet er San Sebastion, og der er stadig et par bjergveje at passere, føret er nu nogenlunde, men vejene er våde, så Otto må en tur i grøften. Det ser lidt voldsoomt ud, da Otto og Aprilia bliver hængende i et levende hegn eller noget sammengroet buskværk. Otto har ingen skrammer, men der må rekvireres hjælp for at få Aprilia på ret køl. Den ser lidt medtaget ud, men efter en grundig højtryksrensning, nogle clips og lidt gafatape er den i fin funktionsdygtig stand igen.

5052cb31ac3e614092012.jpg 

Another one hits the dust (or the ditch to be exact)

 

Efter denne forskrækkelse, går det videre mod kysten. Ind i til den smukke San Sebastian. Det er svært at finde smukkere strandpromenade i hele verden. Byen er kendt for at være et kulinarisk midtpunkt for baskerlandet, det blev aftenen brugt på at udforske.

5052cb916e5f714092012.jpg

Den smukke kystlinje og den naturlige havn i San Sebastian. Smukke huse, fantastisk strand midt i byen, ofte godt vejr og kulinariske oplevelser.

Fredag d. 15. September


Solen skinner fra morgenstunden og San Sebastian viser sig fra sit allerflotteste. Forude ligger den smukke spanske nordkyst men også den baskiske by Bilbao, med Guggenheim. Begge dele kan ikke rigtig nås, så gruppen deles i 2. Otto og Jørgen satser på Guggenheim og resten kører ”The scenic route” langs nordkysten.

Undervejs til Bilbao på motorvejen bliver Otto voldsomt utæt, styrtet har alligevel påvirket Apriliaen, køleren er kaput og Otto vækker opmærksomhed på motorvejen ved at føre sig frem i røg og damp. Efter en længere søgning finder de den eneste MC forhandler i Bilbao, som har hørt om Aprilia. Den motorcykel er mere populær i Karup end i Bilbao. Den flinke forhandler tilbyder at strippe en ny cykel for at få stumperne, og lover at reparere inden kl. 20. God service

 

 

 Guggenheim Bilbao af Frank Gehry505429b43fd0415092012.jpg

50555d573e68916092012.jpgEn kæmpehund, omend ikke af kød og blod, så dog af blomster og jord, vogter foran bygningen af stål, glas og platin

 

I mellemtiden besøger de Guggenheim, et helt fanstastisk museumsbyggeri tegnet af Frank Gehry for næsten 20 år siden. De udstillede billeder stod lidt i skyggen af den imponerende bygning. David Hochney, den britiske naturalist/impressionist var hovedattraktionen. Efter god mad på Guggenheim, tilbage til Aprilian, som er vasket og poleret og ligner en helt ny cykel.


Naturgruppen kørte ad de amå veje langs kysten mellem San Sebastian og Bilbao. Stoppede ved den gamle eg i Guernica. Byen som i 37 blev bombet af den tyske Condor legion på ordre fra Franco.

Hitler ville gerne have testet sin nyetablerede Condor legion og Franco ville gerne have udslettet dette gamle Baskiske nationalsymbol. To fluer med et smæk – og sikke et smæk. Picasso fastholdtudåden med sit verdensberømte billede.

Om eftermiddagen handlede det om Santilliana del Mar. Vest for Santander. En fungerende lille by, som mere minder om et frilandsmuseum. Byen kaldes også de tre løgne. Den er ikke hellig (Santa), der er ingen får (lana) og den ligger ikke ved havet (mar), men smuk er den.tlant.

50555f5032eb116092012.jpg
Eugen på den fine nye Triumph Tiger, men baggrunden er smuk og typisk for

den spanske nordkyst

Sent på aftenen forenedes gruppen i Comillas i et lille hotel direkte på stranden, og Bendt kunne for første gang nedsænke sit legeme i den friske atlant.

5055603d9c6e316092012.jpg

Hotel, strand og vand i Comillias

Lørdag den 15. September. (Den opmærksomme læser vil bemærke at den 15. spetember optræder 2 gange på de her kanter, men sådan er det)


Smuk, smuk solskinsdag i Comillias. Idag skal der afvikles nogle kilometer, hvis gruppen skal nå hele vejen rundt, meget kørsel på motorveje, men også næsten 400 km på tælleren. Frokost i den smukkeste havneby Cudillero, som næsten står lodret på klipperne 40 km vest for Gijon. Motorvejene her på egnen er meget flotte, og i øvrigt i rigtig god kvalitet – og så er de gratis at køre på. Der er offetlige motorveje og private, de private koster kassen, og er ikke videre trafikerede, men denne betragtning er kun baseret på erfaringer fra dette nordvestlige hjørne af landet.

505573743a9c516092012.jpg

Caudilliero

Selv fra motorvejene er der masser at kigge på, dramatiske klippeformationer afvekslende med små laguner og bugte med maleriske sandstrande.

Målet for dagen er San Vicente og nattelogi findes på Hotel Ego i Faro, det smukkeste hotel indtil nu og Eugen får ovenikøbet forhandlet en god pris. Højt beliggende over klipperne, men havet som en smuk kulisse hele horisonten rundt.

505574a86b3ea16092012.jpg

El visto del hotel Ego en Faro

Der er mange diskussioner i gruppen om hvor langt der skal køres ad gangen, hvor lange pauserne skal være og hvilke hastigheder der er acceptable. Sådan skal det nok være i en uhomogen gruppe som denne, men der arbedjes på sagen. Gruppen er helt fælles om glæden ved god mad og vin.

Mandag 16. September

Idag skal gruppen nå helt til verdens ende og videre til Santiago de Compostella. Det er camino område og der er rigtig mange trofaste vandringskvinder med deres trofaste vandringsmænd overalt. Der er sikkert et omfattende system af stier, men mange væler at gå direkte på de befærdede veje. Det må være lidt forstyrrende for meditationen at være omgivet af larmende og osende biler og specielt motorcykler,mange MC folk er mere hidsige end 3 adstadige herrer fra Danmark, men de traver ufortrødent videre. Området er barskt, med masse af golde klipper, men også igen med smukke strande og spændende kystbyer, som tidligere må have været næsten helt isolerede, med pilgrimmene, som en velkommen afveksling, de har jo vandret her i tusind år eller mere.

Finisterre ( som betyder verdens ende) er den allersydligste/vestligste spids for vandringsfolket, hard core pilgrimme går først til Santiago de Compostella derefter går de 90 km videre til Finisterre og her skal de ifølge gammel tradition kaste svedigt tøj, vandringsstav og støvler i havet. Det er vist en vigende tradtion, der var i hvert fald ingen afklædte vandrerer at se på tilbagevejen.

50582cafc158818092012.jpg

Hele gruppen samlet på Finisterre lige inden de smider alt tøjet i havet og kører til Santiago

50582d3ce3e4c18092012.jpg

Den gamle tømrer falder i havet. (Og redaktøren arbejder stadig på at lære hvordan billeder kan drejes)

Navigationen på turen er et interesant kapitel. Overordnet er opgaverne fordelt sådan at Eugen, Bendt og Hans Jørgen står for den daglige planlægning af kørslen, Otto har styr på økonomien og jeg (Jørgen) skriver og redigerer. Alle blander sig glade og gerne i hinandens opgaver og det fungerer fint.

Der er 3 motorcykler med GPS og det giver anledning til megen forvirring. Man skulle tro at sådanne navigationsapparater var ens, men nej, sådan er det ikke. Hvis de tre herrer med GPS kører frem mod en rundkørsel, med samme destination på skærmen, ender de ofte med at vælge tre forskellige udkørsler. Så skal der igen konsulteres med Bendt, som har noget så håbløst gammeldags som et vejkort. Mange gange bliver guppen ledt ad fårestier gennem hønsegårde, for minutter senere at komme tilbage til den oprindelige vej. ”En tur med overraskelser, køb en Garmin”.

Først på aftenen nås Santiago de Compostella og i morgen skal den berømte kirke besøges.

Mandag 17. september

Gudstjeneste fra morgenstunden i Basilikaen i Santiago de Compostella. Et fantastisk stort, imponerende og omfattende bygningsværk. Guld og glimmer i rigt mål. Her slutter Jakobsvejen, eller pilgrimsvandringen, for de fleste, altså dem der ikke lige smutter ud til Finisterre og smider tøjet. I basilikaen findes graven for Sankt Jakob, en af Jesu apostle, og det er grunden til valfarten, som har stået på siden middelalderen. Der er rigtig mange trætte, men glade vandrerer i byen. Efter vandringen er man berettiget til at hænge en Ibsskal på sin rygsæk. En ibskal er skallen fra en kammusling og var tidligere beviset på at man havde gennemført turen. Det diskuteres fortsat om motorcyklerne skal beklædes med muslingeskaller til den fremtidige færd.


50582bf95134c18092012.jpg

Næste år bliver det på motorcykel

.

50582b42ddf3918092012.jpg

Basilikaen i Santiago en tåget mandag morgen

 

Videre gik det langs med den barske vestkyst og den er barsk. Vejret artede sig fint med 25 grader, men allerede her i September var turistaktiviteterne stort set lukket ned og mange huse var tilskoddede. En typisk frokostsituation. Eugen finder et sted med et par parasoller i en by, ”Det er sgu for kedeligt, lyder det fra andre i gruppen”. Afstemning med det resultat at gruppen kører videre, men max 10 kilometer. Flere steder bliver vejet og efter en time og 75 kilometer, indtages frokosten på et sted som er næsten lige så godt som det første. Idag var undtagelsen, Hans Jørgen fandt efter intens og langvarig rekognocering et fantastisk fint sted på det yderste øde punkt. - rent held.

50582af042f5918092012.jpg

Floden Minho krydses efter frokosten og turen fortsætter i Portugal. Smukke rullende bakker og dejlige MC veje. Igen er gruppen heldig med Garmin. De svigter vist alle sammen og derfor ender gruppen ved et rent tilfælde langt fra ruten i en smuk flodby som hedder Pontes de Lima. (nej, det er ikke i Peru)

Tirsdag 18. September

 

Det blev en lang og anstrengende aften. Første gang i Portugal for mange af deltagerne betød, at de, som sande eksploratører, måtte gøre et grundigt studium af de lokale specialiteter. Specielt Vinho Verde og Aquaardiente krævede indgående tests. Det blev sent og det var en meget stille morgenbord om tirsdagen. But the show must go on, og ved 9.30 tiden var gruppen igen på cyklerne. Første stop var Bom Jesus, endnu et fantastisk kirkebyggeri fra middelalderen:

Uddrag fra en rejsebeskrivelse:

Undervejs må I ikke undlade at gøre holdt ved Portugals religiøse hovedstad Braga og den berømte kirke ”Bom Jesus”. Vandreturen op til Bom Jesus er en udflugt værd i sig selv – den går ad utallige trapper udhugget i granit, hvor man undervejs passerer små, ydmyge kapeller med livagtige figurer, der gengiver Kristi Lidelsesfærd og genopstandelse. Fra foden af trappen med de fem sanser, er der et imponerende syn op til kirken og den smukt todelte trappe med krydsende balustrader. Denne sidste del af opstigningen til Bom Jesus gengiver de fem sanser: Syn, hørelse, duft, smag og følelse – repræsenteret ved små skønne fontæner og figurer. Tusinder af pilgrimme bestiger hvert år trappen op til Bom Jesus kirken – mange af dem på deres knæ! Efter de strabadserende trapper, vil I velfortjent kunne sætte jer på toppen og nyde et glas vin, med vidunderlig udsigt over det omgivende landskab. Det er muligt at tage en nemmere vej ned ad bjerget igen, med den specielle gamle kabelbane, der kører ved hjælp af vandkraft.      

-og i danmark laver vi alle mulige krumspring for at lokke folk i kirke.

Hans Jørgen og Bendt tog turen til toppen, de andre så sig nødsaget til at snuppe en morfar i skovdunden.

Derefter handlede dem om ”Citania de Briteiros”. En gammel keltisk jernalderby på et mange hektar stort areal. Igen bygget højt på et bjerg , godt i forhold til fjender, men møjsomt for de stakkels slaver, der skulle bære sten til byggeriet. Byggeriet er ældre end Pompeij, men alligevel er der organiseret vandforsyning og flotte badeanstalter.

Inden forkosten arrangerede Bendt og Eugen et mindre sammenstød. Endnu engang havde Garmin kommanderet stop og U-vending. Bendt havde øjnene andetsteds og så ikke store Eugen på hans lige så store motorcykel, han nåede næsten at undvige men strejfede en af taskerne, som ikke længere ville hænge på. Heldigvis foregik det hele lige ude foran et autovæksted, så med lidt strips og gaffatape, blev problemerne klaret.

Videre til Porto, hvor motorcyklerne får en fridag, mendens byen udforskes.

Onsdag, 19. September

505c1e22043d921092012.jpg

100 euro pr. nat for 5 mennesker i 3 værelser, aflåst parkering for motorcyklerne i nærheden, og lige midt i den gamle bydel i Porto - men så er der heller ikke morgenmad includeret. Hotellet ikke ikke hverken stjernestrøet eller guldbelagt og der er mange smalle trapper, som de tunge motorcykeltasker skal transporteres op ad, men det fungerer.

Dagen bruges på at studere Porto. Den by kan der skrives og siges en masse om. Den er lidt slidt og ikke altid lige ren ( for at sige det mildt), men byen har sin helt egen charme. Den er bygget ved bredderne af Duoro floden og meget af byen ligger næsten lodret, det kræver god kondi og stærke ben at slentre (klatre) rundt i gaderne.

Det byen er allermest berømt for er portvin. Her ligger alle de kendte portvinshuse på rad og række på den sydlige brev af floden. Alle tilbuder kælderrundvisning, smagsprøver og sejltur i et af de gamle skibe, som tidligere sejlede portvinen til England.

Gruppen tog på rundtur i åben bus og fik set det meste, imponerende er kyststrækningen ved Duoros udmunding i Atlanten. Lange smukke og velholdte promenader.

Aftenen bød på nye studier af Vinho Verde, som ikke kræver videre tilvænning.

Torsdag, d. 20. September

Tidligt afsted for at undgå de værste myldretidstrafik. Garmin artede sig nogenlunde rimeligt og bratge gruppen ud af byen uden større skærmydsler.

Første strækning blev tilbagelagt på motorvej. Og det kan da nok være, at de har fået bygget nogle motorveje siden de i 1986 blev medlem af EU, der er nye veje, broer og andre anlæg overalt. Vejene er flot velholdte, men der er næsten ingen trafik, det virker ødselt og overdådigt med al denne asfalt til så få biler, kan ske der har været lidt for let adgang til støtte/kreditter. Vejen fra Porto og sydpå en torsdag formiddag i september, minder om motorvejen fra Ålborg til Brønderslev en tidlig vintermorgen.

Første stop var Aveira. Lidt speciel fiskerby ved Atlanterhavskysten, stor produktion af salt til brug ved fremstilling af klipfisk, som portugiserne elsker. Den er kendt for sine kanaler, som til ære for turisterne besejles af gamle saltskibe. Lidt som Venedig, men også kun lidt – meget lidt.

505c1e8e68a0621092012.jpg

Gammel byhus i Almeira kanaby ved vestkyten

505c1f0cd624b21092012.jpg

Knber man øjnene næsten helt i, kan det minde lidt om Venedig

Frokost i Figueras da Foz. Kæmpebugt med strande der er mange hundrede meter brede, omkranset af trditionelt feriebyggeri, det er ikke lige charmerende alt sammen, men havet, stranden, de grillede fisk og temperatuen fejler ikke noget.

Der gik igen koks i navigationen. Redaktøren fik flip og valgte at køre resten af dagen alene, men sidst på dagen blev gruppen igen forsamlet. Denne gang i Penische en meget gammel by på den yderste øde vestlige spids. Spændende isoleret by, som dog selvfølgelig har fået sin egen motorvej, stille, afslappende og rolig her midt i september, men antallet af restaurenter og små hoteller antyder at der har været anderledes gang i den for en månedstid siden.

Fredag 21. September

Det trak ud og blev sent inden gruppen fandt logi for natten. Det betød et par timers kørsel i mørke på helt øde landeveje fra Troia, en by som blev nået med færge fra Setobal. Troia ligger på nordspidsen af en lang sandtange. Den burde være fyldt med hoteller, men bortset fra et luksuskompleks direkte ved færgehavnen, som var helt uden for rækkevidde, var den lange tange næsten helt øde. Med de smukkeste strande, som også var øde, det er efterår her på disse kanter, selvom dagstemperaturen stadig når op på 30 grader.

505e075e9e59b22092012.jpg

Rough and tough typisk sceneri fra turen på vestkysten

Helt kuriøst er der en hel masse storke i området – og frugtbarheden i området er faldende.

Bortset fra usikkerheden omkring natlogi, er det fint nok at køre om aftenen, det er ikke buldermørkt, vejene er nogenlunde, der er stort set ingen andre trafikanter, og temperaturen falder til 22 grader.

Efter Peniche gik det videre sydpå. Det kæmpemæssige slot i Mafra blev besøgt, det er intet mindre end kæmpestort (største barokslot i verden)og det er måske det mest spektakulære man kan sige om det. Byggeriet af slottet, som aldrig rigtig er blevet beboet, men fuldt møbleret med bl.a. et bibliotek med 30.000 læderindbundne bøger (i 1756), kostede kongen både prinsessen og det hele kongerige, eftersom landet gik rabundus inden slottet var helt færdigt. Det er en meget lille mand, der har brug for at bygge så stort et slot. Kongens efterfølger, som også var kejser i Brasilien, flyttede i øvrigt hele bohavet derover, da Napoleon besatte Portugal.

 505e08122f7f122092012.jpg

Slottet i Mafra er så stort, at et slet ikke kan være på billedet

Den lille by Sintra var tidligere en slags refugium for konge, adel og præster fra Lissabon. For 200 år siden var der ikke megen aircondition og det kunne være fint at komme op i højderne, hvor temperaturen var mere udholdelig. Idag er byen et sandt turistmekka, hvor selv parkering af en beskeden motorcykel kan være problematisk.

505e0877cabd422092012.jpg

Vue over Sintra, tømreren er gået i gang med et tilbud på nyt tag

Hurtigt videre mod Cabo da Roca, den røde pynt. Fantastisk natursceneri her ved fastlandseuropas vestligste spids, Irland har noget på Kerry halvøen, som er endnu vestligere. Men her taler vi altså fastlandseuropa. Videre gennem Cascais, hvor de bedrestillede Lissabon borgere, har deres huse, og hvor det meste af byen søger hen om sommeren.

505e0937ec04a22092012.jpg

Dette billede er kommet med igen ved en fejl

505e098f2e62f22092012.jpg

Her kommer så Capo da Rocha, den vestligste spids i fastlandseuropa.

Gruppen droppede Lissabon helt og kørte udenom på motorvejssystemet. Byer er spændende, men de er en udfordring, når 5 motorcykler, skal forsøge at holde sammen, og så havde man jo lige brugt et par dage i Porto.

Sejlturen fra Setobal til Troia, sparer mange kilometer, når den vestlige kyst skal følges – og det skal den.

Natteroderiet på motorcyklerne sluttede med at gruppen – lidt udenfor ruten – endelig fandt et meget beskedet hotel på jernbanepladsen i Gondola villa Morena. 87 euro for 4 dobbelværelser, og så er morgenmaden inkluderet.

505e0a08c4e2b22092012.jpg

Stemningsbillede fra banegårdspladsen i Gondola

Lørdag, 22. september

Eksplorationsholdet nåede i dag Iberiens syd/vestligste spids, syd for byen Sagres ligger Capo do San Vincente. Udsigten er helt fantastisk, men det som stedet mest er kendt for er Henrik Søfareren, en portugisisk opdagelsesrejende, som i begyndelsen af 1400 tallet var idemanden bag mange opdagelsesrejser i det nære område omkring Portugal, øer som Acorerne og Madeira er fundet af hans ekspeditionshold. Det han er mest berømt for er dog den søfartsskole han grundlagde direkte på pynten ved Sagres. Denne skole, og de sømænd der blev uddannet her, var en vigtig brik i Portugals udvikling som kolonimagt. Skolen arbejdede blandt andet med kartografi, altså rigtige kort af papir og blæk – der var en tid før Garmin!!

505f7b420654823092012.jpg

Den gamle tømrermester ved verdens ende ""Capo da San Vicente"

505f7c6d16a3223092012.jpg

Otto von Karup og overnavigatør Hans Jørgen, har or et øjeblik ophævet tyngdeloven, her på den syd/vestligste spids.

Der er ikke meget at se af selve skolen, den blev ødelagt af et jordskælv for mange år siden, men naturen i området er bjergtagende.

Undervejs fandt holdet ved et rent tilfælde en lille hemmelig strand, som hedder Praia das Furnas. Sådanne små strande findes der givesvis masser af på Portugals vestkyst. En naturlig bugt, roligt vand, få mennesker på den fineste sandstrand, en bræddehytte/restaurant 100 meter fra vandet, Pulpo eller Dorado på grillen, perlende Vinho verde i galssene og gode venner omkring bordet, så bliver det ikke meget bedre.

Stranden skulle jo gerne forblive ”hemmelig”, så ingen nøjagtig stedsangivelse her, men redaktionen er bekendt med den.

505f7a31a8a9d23092012.jpg

Ser ikke ud af meget, men dette er indkørslen til den hemmelige strand

 

Turen fortsætter nu mod øst langs med Algarvekysten, og her er der stadig fuld tryk på turistsæsonen, der er fuldt belagt på de første mange hoteller, hvis altså ikke det er fordi receptionisten bliver skræmt af 5 ældre og langskæggede motorcykelbisser.

Nattelogiet findes endelig i Portomao. Her er der rigtig mange ferielejligheder til salg, og holdet lejer 2 af dem for en slik. Portimao er begyndelsen på Algarvekysten og det er klart den grimmeste ende. Masser af betonslum direkte mod stranden og englænderne føler vist stadig at Portugal er lidt en del af imperiet, de vrimler i hvert fald hertil i store mængder. English breakfast kan man få 24 timer i døgnet. På trods af, at gruppens lejligheder ligger et stykke fra stranden, er der højrystet gang i den natten igennem. Videre.

Kære læsere. (hvis der er nogen tilbage). I er meget velkomne til at bruge gæstebogen, hvis der er ting i gerne vil have opklaret eller uddybet. Det er ikke umuligt,at der vil blive taget hensyn til Jeres ønsker.

-redaktøren

Søndag 23. September

”Tierra” skreg udkigsposten på det gode skib Santa Maria den 12. oktober 1492, da der efter 70 dage på søen endelig var landkending ud for Bahama øerne. Columbus havde efter års strabadser med finansiering (det var før skibsanparter), og en barsk sejltur, endelig nået sit mål, han havde fundet søvejen til Asien. For en sikkerhed skyld fik han alle 70 besætningsmedlemmer til at skrive under på at det virkelig var ”The new world”, de havde fundet, og ikke et eller andet tilfældigt og værdiløst land ind imellem. Indtil sin død i 1506 forblev Columbus i øvrigt overbevist om, at det var søvejen til Indien han havde fundet.

Gruppen er tilbage i Spanien og besøger i Huelva et berømt Columbus museum, hvor det mest spektakulære er kopier af de tre skibe ”Pina”, Nina” og ”Santa Maria”. Det var her fra La Rabida ved Huelva, at ekspeditionen startede. Og det har været en næsten umenneskelig barsk oplevelse at være sømand i de små delvist åbne skibe. Rationerne har været stærkt begrænsede og al håndtering under de trange forhold har været hårdt arbejde, men det værste må have været usikkerheden om hvor de overhovedet var på vej hen – og om de nogensinde kom hjem igen.

505ff3e6791d824092012.jpg

Det gode skib "Santa Maria", som sammen med Columbus fandt vandvejen til Indien.! Det orginale skib gik på grund ved Haiti, og rester blev brugt til at bygge et fort på stedet.

Et andet af dagens højdepunkter var et besøg hos Sir Richard (af nogen kendt under navnet Cliff Richard), i Albufeira har han en stor og meget flot vin ejendom. Ejendommen er nok på 50-100 hektar, så det er ikke bare for sjov, selvom både bygninger og vinmarker er præget af, at det ikke kun er vinproduktion der finansirer herlighederne.

5060057a722e224092012.jpg

Øjsjen og tømreren besøger deres stor idol Sir Richard, på dennes vin ejendom i Albueira. Desværre var idolet ikke hjemme

 

Efter mange kørekilometer når gruppen fram til Los Palazios lidt udenfor Jerez de la Frontera. Området er berømt for tapas, rødvin og sherry (Jerez). Det må prøves – og det bliver det.

Eugen noterer med tilfredshed at ingen i dag har forsøgt at sabotere hans sidetasker.

Mandag 24. september

Holdet er for alvor kommet sydpå og temperaturen når ind imellem op på 32 grader. Første stop på vejen er i Vejer de la Frontera (de lange navne giver problemer med vejskiltene). Vejer er en ældgammel by, det er en helt hvid by beliggende på toppen af et bjerg. Sikkert fint i forhold til fjender, og tilbage i maurisk tid (før midten af 1400 tallet) var der masser af små hertugdømmer i Andalusien, som kæmpede ivrigt kæmpede imod hinanden hele tiden. Idag må byplanlæggere, forsyningsfolk og gangbesværede, sende mange ”venlige” tanker til de hertuger, som valgte sådan en beliggenhed. -men smukt, anderledes og spændende er det.


50615b8f5347225092012.jpg

Overnavigatør Hans Jørgen og redaktøren udforsker den gamle mauriske by Vejer de la Frontera

 

Videre mod den sydligste destination for turen og Spanien sydligste spids - byen Tarifa. Byen er smukkest når man står i byen og kigger ud mod havet, den anden retning er ikke videre imponerende. Men surfere, specielt kite-surfers har kronede dage. På sådan en sen septemberdag er der masser af surfere på havet, imponerende hastigheder og halsbrækkende akrobatik. Da tømreren og redaktøren vovede sig ud på en badetur, var det næsten som at være på gammeldags ski omgivet af snowboardere. De kommer meget tæt på de surfere, og stærkt går det.

50615c0fa0ee925092012.jpg
Tirifa på den sydligste spids er et eldorado for surfere - og livsfarig for almindeligt badende

 

50615d47d24e225092012.jpg

Undervejs fra Tarifa passeres Gibraltar, som ikke er det sydligste punkt. Den engelske enklave er et virvar af små gader, trafik, mennesker og andre aber, så den blev ikke besøgt

 

Overalt på vejene her i sydspanien og Portugal ses et helt specielt træ – korkegen. Den er helt typisk for disse egne og faktisk tegner Portugal sig for 50% af verdens fremstilling af kork. Produktionen foregår ved at det yderste lag bark skrælles af og videreforarbedjes til propper og gulve. Den gamle visdom om at man ikke må afbryde vandtransporten i barklaget, gælder altså ikke for korkegen.

50615e2ae98fa25092012.jpg

Otto von Karup og Øjsner fandt endelig en fotogen korkeg, og diskuterer hvor mange skrælninger de selv har foranlediget - det er mange

 

Indtægterne fra kork er strækt truede af, at selv anerkendte vinører i dag sværger til gummipropper og skruelåg. Lokaler vinproducenter er stadig loyale mod korkproppen og samtlige eksploratører gør en stor og uegennyttig indsats for at opretholde produktionen.

Fra kysten op igennem bjergene til Ronda er vejen smukkere end nogensinde. Høje flade bjerge afvekslende med ”Pueblos Blancos”, de berømte hvide landsbyer. Fantastiske sving for motorcyklister.
50615ef14b43725092012.jpg

Smukke veje mod Ronda

5061612e8194625092012.jpg

Hvid by på vej mod Ronda

 

Efter en tur rundt i byen på Garminoen, vælges den gode gamle metode med at spørge de lokale og hotellet findes i gågaden. Værten i familieforetagendet er selv ivrig motorcyklist, så det er en meget varm velkomst.

Tirsdag 25. marts

A long and winding road. På vejen fra Ronda til Marbella er der ikke mindre ned 332 gode sving over en strækning på 40 km, og gruppen klarede dem alle i fin fin stil. Der kigges foragteligt (læs misundeligt) på de lokale motorcyklister, som med knæene i asfalten klarer svingene med mindst dobbelt hastighed – ganske uforsvarligt, og helt sikkert meget svært.
5062c045cb00a26092012.jpg

Smukke scenerier under køreturen fra Ronda

5062c0ffdebcd26092012.jpg

En kæmpekløft skilte i mange år Ronda i 2 dele.

5062c179630fc26092012.jpg

Den 250 år gamle "Corrida" i Ronda er en af Spaniens største, i dag er der kun tyre fægtning  3 gange om året

 

Ronda var et meget fint bekendskab, igen en ældgammel andalusisk by, med rødder langt tilbage før maurisk tid. Her føler man sig virkelig hensat til Spanien, når det er allermest spansk. Det ville ikke overraske hvis Don Quixote og Sancho Panca kom ridende hen over de omkringliggende sletter. Og der ville være noget at gå i gang med for den ædle ridder. De vindmøller han kæmpede imod for 500 år siden er erstattet af tusindsvis af moderne vindturbiner, som nogle steder dominerer landskabet totalt. På den smukke vej fra Ronda til Marbella er landskabet heldigvis endnu ikke blevet ”besat” af kæmpemøller.

Costa del Sol nås ved Puerto Banus, formodentlig den rigeste by i Spanien. Her kan man kaste misundelige blikke på alle de dyre og smukke biler, som aldrig ses på en dansk landevej. Op ad kysten langs med det smukke Middelhav. Udsigten er bedst hvis man holder blikket mod højre, til venstre er det en blandet fornøjelse, med rigtig meget uopfindsomt betonbyggeri, men klart med enkelt lyspunkter ind imellem. De store halvfærdige og tomme byggerier dominerer ikke endnu, men det kommer vist længere mod nord.
5062c2c045c8626092012.jpg

Redaktøren holder pause i Torremolinos

Det er tid til en overliggerdag og gruppen finder et fint hotel direkte på stranden i Torremolinos.

Onsdag 26. marts

Det regner i Torremolinos, så håbet om at ”the wild hogs” for en dag kunne forvandles til strandløver, bliver ikke rigtig til noget. Men det er nogenlunde varmt og barer og restauranter fungerer næsten bedre i regnvejr, så holdet lider ingen nød. Masser af fisk og skaldyr og god spansk brandy i glassene holder eksploratørerne i live.

Der er delte meninger om Torremolinos, men alle er enige om, at havet er en del smukkere end det uskønne sammenrend af tilfældige betonhuse, som præger kystlinjen. I forhold til Portomao på Algarvekysten, er her tilgæld nogenlunde stille, ingen larmede diskoteker og karokebarer. Det er klart et meget ældre klientel, der frekventerer Torremolinos – passer fint til MC holdet.

Torsdag 27. marts

Tidligt afsted fra Torremolinos. Det er tid at bruge tid på redaktørens BMW, der er ikke meget mønster tilbage på baghjulet og ”sliks” dæk er ikke lige sagen på sådan en tur, selvom der bliver kørt i sving næsten hele tiden. I Malaga lykkes det at finde et værksted, som helt sikkert har det dæk, som BMW`en skal bruge, det kan han lige klare indenfor en time. Da først BMWén er på liften og hjulet afmonteret, skal han nu godt nok lige hen til en ven for at hente dækket, men efter 2,5 time er holdet på vej mod Granada.

50676d939094229092012.jpg

Redaktørens BMW på operationsbordet - det tog tid!!

På vej mod Granada var vejene våde og det føltes bedre med nyt dæk. Vejene i Spanien er generelt fine, men de ændrer helt karakter når de er våde, og mange af holddeltagerne oplevede mere end en utilsigtet udskridning, specielt de mange hvide markeringer på vejene er lumske. Spanierne selv fortæller, at vejene er specielt usikre, de første par dage med regn efter lang tids tørke, de skal så at sige vaskes rene inden de bliver gode igen.

Målet i Granada er Alhambra, men det er først i morgen. Granada er også starten på Sierra Nevada, Spaniens største bjergmassiv og kendt for at man praktisk talt kan stå på ski og bade indenfor samme område, det er ikke helt rigtigt, men der er ikke langt til kysten fra Sierra Nevada.

I en lille by udenfor Granada – La Zubia – begynder Sierra Nevada. Endnu gang er heldet med holdet, et gammelt landbrug med landarbejderhuse er konverteret til et feriested, og sikke et sted. Midt på et højdedrag ligger smukke gamle spanske huse omkring det oprindelige hovedhus. Et rigtig fint hus med 3 værelser lejes, og pludselig er der både hus og terasser til rådighed. Huset ligger i en mandel og figenlund, og der er ingen andre huse at se fra stedet, i det fjerne anes lysene fra Granada, men der er absolut ingen støj. Bortset fra en del højrøstet tale, som er allestednærværende, men som holdet selv er skyld i, er her helt helt stille og ganske vidunderligt. De mange mandeltræer blomstrer i marts-april, så holdet kunne nyde frugterne i form af mandler, som kunne samles direkte op, knækkes og spises. Men det kunne være fantastisdk, at se og dufte mandeltræerne i blomstringstiden. Med eget køkken og fine terasser blev Eugen og Jørgen sendt i byen for at fouragere og det blev en hygggelig aften med lokale produkter i form af skine, oste og vin, Chcek det ud, det er i alle henseender et besøg værd. http://www.balzain.com/

50676e3911b0b29092012.jpg

Aftensmad under mandeltræerne, det er fra højre overnavigatør Hans Jørgen, Øjsner, redaktør Jørgen og Otto von Karup. Se flere billeder fra det underskønne sted på hjemmesiden

 

Fredag 28. September

Det ser mørkt og truende ud fra morgenstunden, ikke det bedste vejr til et besøg på Alhambra, men Alhambra er næsten et must, når man kun er 18 km væk. Der er så meget run på Alhambra, at Hans Jørgen og Jørgen må afsted til billetkontoret allerede kl. 7.30 for at sikre holdet entrebilletter til senere på dagen. Iøvrigt, skulle I få lyst til at besøge, så lav Jeres egen morgenmad. Den, som tilbydes i restauranten er ikke noget at prale af.

Da holdet ved 10 tiden ankom til Alhambra, regnede det for alvor og tætheden af motorcykeltøjet blev testet, med varierende resultat. Otto von Karup, med den smukke læderdragt, anbefaler ikke denne klædning i regnvejr, men det regnede så meget at ingen gik fri. Men tilbage til Alhambra. Det var den sidste mauriske bastion, som sidst i 1400 tallet blev erobret af de kristne. Andalusien var, som det meste af Spanien, opdelt i mindre hertugdømmer, og fordrivelsen af maurerne foregik over mange år, i 400-500 år var Spanien en blanding af kristne og mauriske hertugdømmer, indtil de sdiste maurerer endelig blev fordrevet omkring 1490, lige før Columbus.

Grunden til at Alhambra var det sidste muslimske holdepunkt, var den kuriøse af kong af Granada, som selvfølgelig havde en muslimsk kone, på et tidspunkt supplerede hende med en kristen elskerinde. Det gav ham en del bøvl, men han var allieret til begge sider, og fik lov til at beholde sit ”kongedømme” mod at hjælpe de kristne med at fordrive alle andre muslimer.

50676f3d87aa129092012.jpg

Et indtryk fra Alhambra - skal afgjort opleves.

 

Selve slottet er en fantastisk opvisning i maurisk arkitektur. En overvældende rigdom af udskæringer, mosaikker, søjler, små springvand og overraskende gårde og haver.

Hjertet er Nazreidernes palads, bolig for den familie der byggede Alhambra og som i en senere generation overgav sig til de kristne.

5067e1d54ff3730092012.jpg

Løvegården i paladset i Alhambra

 

Ikke nok med at man skal købe billetter i forvejen, på billetten får man tildelt en halv time til at besøge selve paladset og misser man den, misser man paladset.

Se det hvis I er i området, det er svært at beskrive, men afgjort et besøg værd – selv i regnvejr.

Forsigtigt begav holdet sig videre fortsat i regnvejr, men det var usikkert og der var ikke rigtig basis for at nyde den smukke udsigt over bjerglandskabet rundt om Granada. Efter et par timers langsom kørsel blev der ”slået lejr” i Cadiar, en fin gammel bjerglandsby.

En dag lidt i mol, men sådan nogen undgår man ikke på en tur som denne.

Lørdag 29. september

50.000 euro, det er prisen for et fint lille landsted her i Cadiar, med egen swimmingpool og lidt land til(det er næsten billigere end på Mors), og ifølge snakken på barerne i byen er der ganske mange af dem til salg. Den voldsomme bank/finanskrise der har ramt Spanien, er grunden til, at mange projekter er kuldsejlet og at udbudet i dag er større end efterspørgslen. Og mange mener, at det kan blive værre (bedre for køberne) endnu, når først bankerne for alvor begynder at rydde op i de mange projekter, de fortsat har i bøgerne.

Det regner fra morgenstunden i Cadiar, rigtig meget endda. Regnvejr og bjergkørsel er en giftig cocktail for motorcyklister, så afgangen udskydes gang på gang. Først efter frokost vover holdet sig videre.

Senere erfares det, at regnvejret, som holdet oplever, er småstænk i forhold til det regnvejr der rammer andre steder i Sydspanien. Malaga får 200 mm på en time, mange steder er broer skyllet væk, trafikken helt blokeret og der er indtil videre omkommet 7 mennesker i det voldsomme regnvejr.

Turen gård videre fra Cadiar mod Alicante. På kystvejen fra Almeria til Murcia er vejen helt forsvuundet på grund af regnvejret, og overnavigatør Hans Jørgen må finde alternativ rute. Det lykkes at finde en ny rute via motorvejen, men den er også snart ufremkommelig, så tilbage på kystvejen og efter alt for få kilometer finder holdet natlogi på et luksushotel i Aquilas. Fin og tilbagelænet middelhavsby med en flot strandpromenade, vejret arter sig og der er endnu engang fisk og skaldyr på menuen, med smuk udsigt til fuldmånen over havet. Håb om bedre vejr imogen – men nu har det altså også regnet nok.

5067f96e78bc830092012.jpg

Vejen mellem Almeria og Aquilas snor sig langs kysten gennem Sierra Cabrera, et særegent ørkenlignende landskab

Tæt på målet oplevede holdet i øvrigt den første punktering. Otto von Karup slingrede lidt voldsomt, det er ikke i sig selv så usædvanligt, men denne gang var det værre, en 25 mm lang skrue havde entret hans næsten nye bagdæk og luften var hastisgt på vej ud. Heldigvis er overnavigatøren udrustet med andet end sin Garmin, han har også lappegrejer ombord og sådan noget virker faktisk. I løbet af et kvarter var Otto igen kørende.

Søndag 30. September

De stolte danskere ser rundt langs med kysten Mærsk containere over alt, i går var der sågar en helt tæt på motorvejen, den var forvandlet til et hjem for sigøjnere. Men der blev alligevel kigget en ekstra gang, da der pludselig stod et stor skib helt oppe på stranden fyldt med Mærsk containere – ikke den bedste reklame for rettidig omhu.

5069371fc062e01102012.jpg

Rettidig omhu!!

506937a1b210501102012.jpg

Dør til dør levering - næsten!

På vejen ind mod Valencia fra sydsiden, gik trafikken langsomt i stå, tusindvis af biler var på vej til stranden en søndag sent eftermiddag. Mange overvejelser om underlige strandvaner, en ekstra fridag mandag etc. blev luftet, men da holdet endelig nåede frem til stranden var grunden at hele to store skibe var grundstødt så tæt på stranden, at man kunne vade ud til dem, og det havde lokket i tusindsvis af Valencianos ud på en ektra søndagsudflugt. Overnavigatøren, som tidligere var lods i Næstved havn, var straks klar med en teori, og det var, at de havde glemt deres Garmin, nej, han mente at skibne havde ligget for svaj ud for Valencia havn, og at de under det nylige uvejr, uden at bemærke det, havde mistet ankret. Andre i gruppen hældte mere til en teori om notorisk fordrukne russiske og kinesiske kaptajner. En nogen anderledes, men spændende oplevelse – selv om det forsinkede ekspeditionen med et par timer.

5069381daf49b01102012.jpg

Også et andet skib var grundstødt, endda lige ved siden af.Her er slæbebådene igang

Der var solskin fra morgenstunden i Aquilas og holdet bevilligede sig selv en ekstra times morgenmad i det luksuriøse hotels righoldige buffet. Proviant til turen blev diskret fragtet ud indpakket i servietter.

Det er fint at køre langs med havet, men mange områder er rigtig tæt bebyggede, og det betyder uendelig mange rundkørsler. Så for at få ædt nogle kilometer, blev det meget fine motorvejssystem taget i brug noget af vejen fra Aquilas til Valencia. Betalingsvejene er dyre, ca. 1 kr. pr. kilometer uanset om man kun kører på 2 hjul, men med et par timer på motorvej er en stor del af dagens strækning tilbagelagt. og når det så ovenikøbet er søndag formiddag, er de gode veje næsten helt tomme og en fryd af køre motorcykel på. Ovenikøbet ligger denne motorveje visse steder tættere på havet end nogen andre veje overhovedet.

506938becf74901102012.jpg

Redaktionen bliver ofte, helt umotiveret, præsenteret for blleder af en gammel Triump Bonneville motorcykel

 

Efter et par forsøg på at finde passende logi inde i den smukke Valencia, besluttede holdet, at det var for dyrt og samtidig er turen ud af en storby en mandag morgen ikke et videre attraktivt perspektiv.

Så der blev kørt lidt flere kilometer, og holdet fandt et fint lille hotel Le Puig på kysten ca. 30 km nrd for Valencia.

Regnvejret i sidste uge gik lidt hårdt ud over tidsprogrammet, men nu er holdet igen på plan og kan klare endnu en overliggerdag inden afgang fra Narbonne lørdag. Holdet er dog endnu på venteliste til togafgangen lørdag. Alternativet er at køre videre til Basel og tage tog derfra søndag.

Mandag, 1. oktober

Stalakmitter er dem der står på jorden og fødes fra dråberne fra stalakitterne, der så altså hænger ned fra loftet. Selvfølgelig barnelærdom for alle læserne, men der var enkelte holddeltagere, som ikke havde denne viden helt present, det fik de lejlighed til da første punkt på ruten var et besøg i Gruta de Sct. Joseph i Valls Quart de Les Valles, ca. 30 km nord for Valencia. Grotterne er som den slags nu er, men en lang sejltur på Spaniens største underjordiske flod gjorde indtryk. Af hensyn til de ”skrøbelige” klipper var der fotoforbud i grotterne, og læserne må tænke sig til de smukke scenerier i de flot oplyste huler og tunneler.

506a9c684927a02102012.jpg

(G)rotterne ved hulerne nord for Valencia

 

Så løb tømreren, som den første på turen, tør for benzin. Lidt ekstra motorvejskørsel fik åbenbart forbruget til at stige på Bonnevillen. Heldigvis var redaktøren bagved og en afkørsel kun 300 m fremme.

Selv efter rigtig mange dages kørsel, er det ikke altid nemt for overnavigatøren at holde styr på tropperne.(han skal jo også snakke med Garmin) Nogle af kørerne er ikke konsekvente nok med altid at komme op bagved ham foran og kolonnen bliver for spredt. Endnu en del diskussion om kørestil, hastigheder etc.

Nu er det Catalunien og Costa Brava der ligger foran. En forsmag på dette får gruppen i byen Cambrils. En fin gammel badeby, ikke slet så spoleret som Benidorm, og nu hvor turistsæsonen er ovre, egentlig ganske tilforladelig.

Tirsdag 2. Okober

Eugen forlod gruppen fra morgenstunden. Gemytternes uoverensstemmelse, var blevet for mange og Eugen tog konsekvensen og startede ud for sig selv. Hans planer er ukendte, men det formodes at han har sat kurs mod hjemmet i Rungsted.

Den decimerede gruppe fortsætter ufortrødent sin rejse og målet er nu Lörrach eller Basel i Tyskland. Toget fra Narbonne har været overbooked længe, og det er nu sikkert, at der ikke bliver pladser ledige. Det betyder 1000 ekstra kilometer gennem Frankrig og Schweiz, men toget kører et par dage senere, så det går endda.

Les Ferreres, eller djævelens bro, er en imponerende æquadukt udenfor Tarragone. Den blev bygget på samme tid som Jesus spankulerede rundt i Israel og Cesar legede gladiator i Rom og var romernes måde at sikre vandforsyningen til Tarragona på. Tarragona var hovedstad i den spanske del af romeriget.

506c06d77a7f703102012.jpg

Aquadukt, som i romersk tid leverede vand til Tarragona

506c07429f43903102012.jpg

Aquadukten set ovenfra, med von Karup i forgrunden. Sikke et arbedje for at transportere vand 300 meter over en kløft - der var en tid før Grundfos

 

Historien bag det imponerende byggeri er den farvestrålende, at en fattig og uskyldig pige var ansat til hver dag at bære vand over kløften. Hun blev hver dag meget træt og umattet, men en dag viste djævelen sig for hende. Han tilbød hende, at han inden solopgang ville bygge en aquadukt, så hun slap for besværet, til gengæld skulle hun sælge sin sjæl til djævelen. Dvævelen var lun på tøsen, så han byggede på livet løs natten igennem, men Gud intervenerede, han lod solen stå op en time før normal - og pigens sjæl var reddet, ovenikøbet slap hun for vandbæreriet.

Inden frokost nåede holdet ”Can Ráfols Dels Caus”, det er catalansk og betyder noget i retning af klippen med kaninhulerne, det er ikke videre vigtigt, det vigtige er at navnet dækker over en fantastisk vingård, hele området her vest for Barcelona er præget af smukke vinmarker. Penedes og Cava er kendte navne fra området. Nå, men vingården med det mærkelige navn var afgjort et besøg værd, en vidende sommelier viste gruppen rundt i den meget moderne vinproduktion. Det særegne ved stedet er, bortset fra excellente vine, at det hele er bygget flot, dyrt og æstetisk ind i klippen således at vingården står fuldstændig, som den har gjort i århundreder. Det er et fint sted at besøge, men er man ude efter billige vine er Netto et bedre valg.

506c07aa795ff03102012.jpg

Eksploratørholdet foran indgangen til vineriet. Døren er det interessante, den vejer en masse tons er bygget over 2 år og skal illudere, at man går direkte ind i bjerget, hvad man sådan set også gør. Bag døren skjuler sig den supermoderne vinproduktion.

 

506c0805da67603102012.jpg

Som at se ind i kælderen derhjemme. Disse tønder er Robles (eg), men her anvendes også tønder lavet af lokalt kastanietræ.

 

Nord for Barcelona går det for alvor løs med Costa Brava, en perlerække af feriebyer præger kysten. Den første, der besøges er Lloret del Mar, og sikke en by det er. Larm og ballade, diskoteker og barer præger gadebilledet, selv her hvor turistsæsonen for længst er forbi. Videre til Tossa del Mar, som er Llorets absolutte modætning, her er ro og fred, et flot gammelt slot og en bevaret gammel bydel.så smukt beliggende ved kysten, at selveste Marc Chagall i 30'erne døbte byen ”Det blå Paradis”. Her holdes der pause en dags tid.

Onsdag 3. oktober

Tossa de Mar, er en anbefaling værd.


506e7290951aa05102012.jpg

I modsætning til hvad billedet her kunne antyde er der faktisk fantastisk smukt i Tossa


Torsdag 4. oktober

Vejen fra Tossa op langs kysten til Palamos rangerer blandt de mest underholdende og smukkeste på hele turen. Vejen går helt tæt på kysten og udsigten er mildest talt bedårende. I hundredevis af fine sving og bag ethvert sving åbner en ny overraskende udsigt sig med klipper, grøn bevoksning og et blåt blåt middelhav langt langt nede.

506e738a50dc405102012.jpg

Scenerierne på vejene nord for Tossa er det hele værd

Målet for formiddagen var Figueres, som er berømt for sit gamle teater. Og det er ikke et hvilket som helst teater, det er Salvador Dali museet, som hver dag besøges af tusindvis af fans. Dali er opvokset i byen og boede hele sit liv i området. Der er også et par andre huse helt ude ved kysten, hvor han også opholdt sig, også her er der meseer, men de blev ikke besøgt.

506e74297595405102012.jpg

Det velbesøgte Dali museum i Figueres

Salvador Dali var surrealist og levede i seneste århundrede (1904-1989), han er kendt verden over for sine dovne ure og en hel masse andre fantastiske malerier og installationer.

506e7470d088a05102012.jpg

Det mest berømte billede

På museet vises også en stor samling af smykker, som var en anden af Dalis righoldige produktion.

506e74b2b12f205102012.jpg

En mund i perler og rubiner

Ingen Dali uden Gala, hans muse og hustru, hende var han besat af hele sit voksne liv, og de har givetvis drevet hinanden både til vanvid og til store kunsneriske præstationer.

Alle 4 eksploratører besøgte museet, men der var stærkt delte meninger om kvaliteten af billederne.

506e75240215c05102012.jpg

Overnavigatør Hans Jørgen har ført holdet sikkert tilbage til Frankrig

Fredag 5. oktober

De franske motorveje er heldigvis væsentlig billgere end de spanske. For idag handler det mest om at komme et stykke op i Frankrig, for at nå Basel i tide til toget søndag.

I Sydfrankrig er motorvejene rigtig gode og ikke ret trafikerede. Det er lidt specielt at suse igennem en masse kendte vindistrikter, uden så meget som at snuse til sagerne, men nu handler det mest om at komme videre.

Målet for dagen er Valence og der slås lejr i en lille meget typisk fransk landsby i Rhonedalen. Grâne hedder den.
506fc8ff51de506102012.jpg

Efterår i Rhone

Lørdag 6. Oktober

Det bliver besluttet at spare de 40 franch som det koster i vejpengeat bruge de Schweiziske motorvejsnet. Det betyder langsom kørsel på almindelige veje gennem et smukke Vestschweiz.

Holdet når frem til Neuchatel søen nord for Lausanne. De finder et absolut run down motel, det er meget billigt, men alligevel lykkes det have en kvalitet, der er endnu ringere. Det ligger langt ud på landet og der er intet i nærheden og ingen i receptionen, som blot har ladet gruppens nøgler sidde i dørene. I nærheden ligger alligevel en restaurant, men den ser helt lukket ud. Og så sker det vidundelige, der heldigvis engang imellem sker på sådan en tur. Ud kommer en charmerende værtinde, som straks sørger for vin til drengene og senere arrangerer det mest overdådige afslutningsmåltid til eksploratørerne, som havde glemt alt om dårlig hotelkvalitet, da de hen på aftenen fandt tilbage til turens sidste hotelovernatning.

Søndag 7. oktober

Nu regner det igen og afgangen udsættes den ene gang efter den anden, men dels er der et tog der skal nåes i Basel og dels er hotellet så ringe, at det kun udmærker sig ved at være tørt. Afsted , afsted.

Langs søer og bjerge, gennem lange tunneler går det langsomt mod Basel. Det regner ikke voldsomt, men vejene er våde og ind imellem dækket af efterårsløv, en træls cocktail for motorcykler. Men hen på efermiddagen står den på karrywurst i Lörrach (Basel, den tyske del). Nu forestår kun en lang nats togrejse til Hamburg. Turen er slut, i Hamburg kører overnavigatør Hans Jørgen og tømrer Bendt videre mod Sjælland og redaktøren kører sammen med von Karup mod Jylland.

Holdet har kørt 7000 km, overnattet på 25 forskellige hoteller (og kæmpet med 25 forskellige typer blandingsbatterier, nøglearrangementer og senge/linned konstruktioner)

Og nu spørges der fra Jylland om hvad så'en en bette tur kan koste. Fælleskassen har brugt ca. 10.000 euro, og den har dækket alle hoteller, alt benzin og næsten alle måltider. Der er blevet spist og drukket, godt og rigeligt. Så 100 euro pr. dag/næse inclusive tog og de få private omkostninger er ikke helt ved siden af. Det kunne sagtens gøres billigere.

Tak fordi I gad være med på turen her på siden, det har været en skæg opmuntring med de mange kommentarer og for deltagerne kan siden være fin til senere at ”køre” turen igen.

5072cca8b78e408102012.jpg

-og hvor mon turen skal gå hen næste gang







 












 
Panel title

© 2017 iberia-mc

Antal besøg: 5552

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,49640798568726sekunder