Jagthornsskole - Jagthornets historie & anvendelse

                4f01f46c9471502012012.jpg      4f01f3d914eec02012012.jpg

 

Jagthornets historie


Hornsignaler har sine rødder i forhistorisk tid - akustiske signaler og fanfarer blev anvendt til jagt, i kamp og til kult.
Instrumenterne var dengang dyrehorn, såkaldte olifanter. Senere blev de afløst af efterligninger af snoede dyrehorn fremstillet i metal, kaldet hifthorn.
Den ældste lærebog i "Jagtens kunst" der stammer fra Ludwig IX´s tid i det 13. århundrede omtaler hornenes anvendelse. Dels som et kommunikationsmiddel i skoven, og dels i jagtens ceremonielle sammenhænge.
Allerede i middelalderen var det skik og brug i den katolske kirke, at ære jægernes skytshelgen, den hellige Sankt Hubertus, med en festlig Hubertusmesse på Hubertusdag d. 3. November. Kirken blev smykket med grønt fra skoven og jægerne ankom iført jægerantræk og med deres jagtgrej, ofte også ifølge med jagthundene og det nedlagte vildt.
Den liturgiske musik var i starten en opgave for koret og orgelet. Men da det i det 16. og det 17. århundrede blev mere udbredt at anvende metalhorn i forbindelse med afholdelsen af jagter, medbragte man jagthornene ligesom det øvrige jagtudstyr til Hubertusmessen. Det var herefter nærliggende også at anvende disse horn under messen.
Først i begyndelsen af det 19. århundrede udvikledes en formaliseret Hubertusmesse med brug af Parforcehorn. Melodierne opstod i Frankrig og Belgien - i begyndelsen blev de overgivet fra blæser til blæser.
Kendte fanfarer som f.eks. Dampierres Hubertusfanfare (Paris 1778), og enkelte nyskabelser blev efterhånden til den liturgiske musik.
I slutningen af det 19. århundrede blev denne musik, Hubertusmessen, optaget i store franske værker af Normand, Sombrun og de la Porte. Efter den første verdenskrig har man med inspiration i disse værker samlet musikken i redigerede genoptryk.
Den kendteste af disse udgivelser er vel nok: Jules Cantin: La Grande Messe de Saint-Hubert - Paris 1934.
Hubertusmessen er oprindelig en katolsk liturgi, men da man i Tyskland også har en evangelisk version, giver det mulighed for af anvende denne version af Hubertusmusikken i den Danske Folkekirke.

De parforcehorn vi anvender i dag er stemt i tonarten "Eb" (med omslag til "Bb" af hensyn til jagtsignalerne). De har en klang i retning af waldhorn, dog med tilstrækkelig friskhed til at udtrykke den jagtlige atmosfære.
Fælles for jagthorn er, at det er naturhorn, hvor tonerne formes med læberne uden brug af ventiler. Toneomfanget på Es-parforcehornene er 14 naturtoner i hele 3 oktaver. Da det drejer sig om naturtoner, lyder nogle enkelte toner ikke som vi er vant til fra mekaniske ventilinstrumenter.
Den 7., den 13., og den 14. naturtone er lavere, og den 11. naturtone højere end vort øre er vant til at høre i den kunstigt tempererede stemning på moderne ventilinstrumenter.
Tonemfanget på de mindre Fürst Pless horn er ligesom på signalhorn begrænset til 6 toner.
Det er disse horn der i dag anvendes på praktisk jagt, til kommunikation og vildtparade. 

 

Jagthornsblæsning inden for jægerforbundet, har til formål at udbrede kendskabet til udøvelsen og signalerne i jagthornsblæsning. Især gennem deltagelse i jagter hvor blæserne ved vildtparaden blæser over det nedlagte vildt.
Derfor afholdes en prøve - duelighedsprøven - som skal være med til at styrke og motivere blæserne til at øve sig for at blive endnu bedre.
Ved at anvende dommere som har en stor kompetence i at bedømme rytme og noderigtighed, får blæserne en vurdering af deres præstation og kan derved få vejledning i hvordan de kan blive endnu bedre til at spille på jagthorn.

 

 

 
Panel title
Antal besøg: 36

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,69902992248535sekunder