Jessica Stone - SCIS (supernatural Criminal Investigation Service) DK
Oct
21
2012

Kapitel 1

Jeg havde altid vidst at min familie var anderledes end andres, men jeg havde aldrig troet at den var så anderledes.  Jeg havde altid vist at nogen i min familie, var i stand til at læse tanker, eller se spøgelser. Hvad jeg ikke vidst var at begge mine forældre, var nogen af de bedste spioner der arbejdede for landet. Dette var noget jeg først fandt ud af, på min 14 års fødselsdag da vores hus blev stormet af en flok terrorister, som ikke havde været de største fan af mine forældres arbejde. Men det stoppede ikke der, mine forældre fik styr på terroristerne, og deres chef kom og hentede dem, deres chef mente så lige at han skulle rekruttere mig, jeg var jo fra en god familie. Mit svar til hans spørgsmål:

Der står et spøgelse bagved dig”.

Hvilket gjorde at han selv kom til at ligne et. Siden da så jeg ham ikke, kun hans efterladte minder.




 

Kapitel 1. (Rekruttering)

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne, jeg nåede lige at gribe fat i stangen og hoppede ind i bussen, inden døren lukkede. Endnu engang havde jeg undgået unødvendigt fravær. Jeg så frem til den dag hvor jeg ville kunne få mit kørekort. Så kunne jeg slippe for at mase mig ind i bussen hver morgen. Jeg gik i 3. g på gymnasiet, på en linje hvor jeg havde forskellige sprog, og lidt om psykologi og IT.

Jeg sad altid i timerne og tegnede nogle små tegninger. Undervisningen havde altid kedet mig, og dette fag skulle forstille at være på A-niveau. Jeg havde fået 12 i samtlige fag, og havde knap nok fulgt med i undervisningen. Men så igen disse ting var noget mine forældre havde lært mig da jeg var helt lille, hvilket havde gjort at jeg kunne snakke, flydende Dansk (selvfølgelig), engelsk, tysk og spansk. Der udover kunne jeg snakke forståeligt: Japansk, kinesisk og arabisk. Måske burde jeg have takket mine forældre for dette. Jeg kunne se et spøgelse stå bagved min lærer, jeg tog min briller på, for at undgå at stirre alt for meget på den. Jeg havde jo været så ”heldig” at få mine bedsteforældres evne til at se døde mennesker. Heldige. Mig.

Efter skole tog jeg min sædvanlige tur forbi den nedlagte sportshal, der lå i nærheden. Engang havde der været mange mennesker der hver dag, men det havde stoppet med tiden, så jeg brugte den til at træne min fysiske uholdenhed. Jeg startede altid med at løbe rundt i hallen 10 gangen. Derefter og klatre op og ned af ribberne – uden brug af benene. Kastede med nogle sten som jeg havde fundet. Og andre ting som jeg ellers kunne finde på.  Jeg hørte en lyd komme fra det åbne hul der var i væggen, jeg vente mig om hurtigt, for at se en fremmed ung mand stå der. Han lignede ikke en som mine forældre havde pisset af, men jeg havde lært at man aldrig kan dømme ud fra udseendet. Han gik lidt frem.

Alexis, ikke sandt?”.

Det var det eneste han sagde, jeg nikkede lidt.

 ”Dine forældre har åbenbart aldrig lært dig at man altid præsenterer sig selv først?”.

Jeg havde som altid en dårlig vane, med at komme til at genere folk. Men den unge mand smilede let. 

Mit navn er Ayden Montes, jeg skulle mene at du før har mødt min far”.

Hvis han hed Montes, var han højst sandsynligt DEN Montes´ søn.

Jeg havde troet at jeg havde skræmt ham rigeligt for nogle år siden, så nu sender han åbenbart sønnen. Den kujon. Lige meget hvad du siger, er svaret allerede nej, så smut du tilbage hvor du kom fra”.

Han så ganske lidt overrasket ud, han var helt sikkert den Montes

Så det den gamle mand sagde, var sandt. Der kan man bare se, han talte åbenbart ind i mellem sandt”.

Ayden smilede på en underlig måde, som om han var glad, men alligevel trist.

Du burde tage hjem, du er ikke kommet her kun for at se om din gamle mand talte sandt”.

Han nikkede og så på mig med øjne, der kunne bore huller i en.

Jeg kom her med noget der kunne minde om min fars tilbud, men det er så sandelig ikke på hans vegne, ser du min far døde for nogle måneder siden, og jeg har overtaget hans stilling i ”firmaet”, og jeg har en form for interesse i noget der er lidt anderledes end den gamles job. Jeg vil starte en ny enhed, jeg har allerede fået budgettet fra dem længere oppe, de kan se meningen i denne nye enhed. Men for at min nye enhed kan blive en god en, har jeg brug for DIG. Du er den eneste der kan gøre det godt nok, som team-leder.

Han måtte have taget pis på mig, enhver agent ville sikkert kunne gøre det ti gange bedre en mig, så hvad var det han fedtede for.

Skulle den tale få mig til at gøre som du siger? Enhver agent med rette træning vil være i stand til at gør hvad jeg kan.

Ayden rystede på hovedet, og gik tættere på mig, jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle slå ham ned, også løbe min vej, men det ville nok ikke ende godt, hvis jeg gjorde det.

Du forstår ikke Alexis, den enhed jeg er i gang med at forme, er en overnaturlig enhed. En enhed som sørger for at viden om de overnaturlige væsners eksistens ikke kommer ud til det normale menneske. En enhed som kort sagt sørger for håndtering af disse overnaturlige væsner. Og hvem bedre kan man finde end dig til det?

Han kiggede på mig med spørgende øjne, han mente alt det han sagde, hvert et ord. Jeg sukkede.

Tror du selv at jeg kommer springende ind i dine arme, bare fordi at du fortæller mig, at der er ingen andre end mig, der kan klare det, der må være noget galt med dit hoved.

Han lod endelig til at forstå hvad jeg sagde til ham. Han vendte sig om og begyndte at gå. Jeg blev mere afslappet, måske lidt for meget. Ord begyndte at strømme ind i mit hoved, ord som ikke var mine. Jeg prøvede i det mindste. Men selvfølgelig vil hun være som alle andre piger, og leve et normalt liv, det kan man ikke fortænke hende. Så må jeg desværre bare glemme alt om den enhed. Typisk, hvis jeg ikke havde vidst bedre ville jeg have ham mistænkt for at vide jeg ville komme til at læse hans tanker, på lige dette tidspunkt. Inden jeg vidste af det havde jeg rakt ud efter ham, og standset ham. Hans tydeligt spørgende blik, tvang mig til at tale.

Jeg sagde ikke at jeg ikke ville gøre det, du sagde trods alt at jeg er den eneste der kan gøre det job, godt nok. Jeg håber virkelig ikke at du kommer til at fortryde det.

Jeg kunne da se lyset i hans øjne, han var som et lille barn, der lige havde fået det han ønskede sig i julegave. Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt. Det havde været evigheder siden jeg selv havde haft sådan et lys i mine øjne. Ayden slog sine arme ud, og nærmest smed dem udenom mig.

Tak, du ved ikke hvor meget dette betyder for mig, og tro mig, jeg kommer ikke til at fortryde det.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at ordne min ”firewall”, som jeg selv kalder det. For nogle år tilbage begyndte jeg at kunne læse tanker, og lige siden da havde jeg gjort alt hvad jeg kunne, for at undgå at høre andres tanker. Jeg havde før hørt fra min far, at i hans familie var der nogen der var i stand til at kunne læse tanker, eller se spøgelser men der havde aldrig været et tilfælde hvor en kunne begge dele. Så det er just ikke noget jeg havde pralet med, det eneste mine forældre vidste, var at jeg kunne se spøgelser. Takket være min lille forbandelse, havde jeg sagt ja til et job, jeg havde prøvet at undgå siden jeg var 14 år. Jeg vidste ikke om jeg hadede eller kunne lide Ayden. Men det ville tiden sikkert vise. Ayden hev mig med udenfor, hvor der stod en lille helikopter. Den eneste tanke der gik igennem mit hovedet på det tidspunkt var, han må tage pis på mig. Men det gjorde han ikke, jeg skulle op og flyve. I en helikopter. Med ham. Lige nu. Inden jeg vidste af det, havde han hevet mig ind i helikopteren, og den var lettet. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge ud af helikopteren, for at se hvor langt ned der var, om vi var så langt nede at jeg kunne hoppe ud. Men vi var allerede langt oppe i luften. Jeg havde endda tabt mine briller i den nedlagte hal, og kunne derfor se de spøgelse der sad ved siden af Ayden. Jeg lagde da mærke til at det var det selv samme spøgelse som jeg havde set bag Aydens far, da jeg var 14 år. Gad vide om spøgelset hjemsøgte denne familie. Det var noget jeg måtte undersøge på et senere tidspunkt.

Hvor er det helt præcist vi er på vej hen?

Jeg kunne ikke længere holde det spørgsmål i mig, Ayden så ikke særlig overrasket ud.

Det troede jeg da at du kunne gætte. Vi er på vej hen til den bygning der kommer til at være den nye enheds hovedkontor.

Han sendte mig et smil, som nærmest sagde til mig, at det jo var det mest normale. Jeg sukkede let, og lod samtalen stoppe med det, jeg havde vurderet at han ikke var en jeg ikke kunne tage mig af på det tidspunkt. Jeg brugte ventetiden på at studere hans ansigt, for at se om det mon havde været det der havde fået mig til at sige ja. Hans slanke men stadig robuste kropsbygning. Hans klare blå øjne der så ud til at man kunne drukne i dem, hans mørke hår. Han lignede næsten et maleri i sig selv. Han var enhver kunstners drøm.  Jeg rystede på let på hovedet, jeg havde ikke behov for at fantaserer om ham. Helikopteren begyndte at lande. Det så ud til at vi var kommet til det sted hvor vi skulle være. Der var et simpelt toplanshus, men en lille holdeplads til en helikopter. Vi gik hen mod huset. Ayden gik ind af hoveddøren, og videre ind i en gang. Han gik hen til en skabsdør, og gik ind. Jeg fulgte troligt efter Ayden. At gå ind i skabet, var næsten som at gå ind i det skab der førte til Narnia. Der var en helt ny verden inde i skabet. Der gik en trappe ned, og for enden af trappen var der et rum som var helt tomt. Ayden gik hen til en øjenscanner af en art, og scannede sine øjne, og en dør blev åbnet op. Vi foresatte videre ind, til et kæmpe lokale med nogle kontorstationer, træningsbaner og noget der så helt smadret ud. Så det var sådan hovedkvarteret så ud.  Ayden kiggede på mig, og smilte.

Dette er din nye arbejdsplads. De mennesker du kan se her, er her for at hjælpe dig med dit arbejde.

Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige. Det så mere interessant ud, end jeg havde forstillet mig. Jeg kiggede over på ham.

Hvem er så mit team, som skal hjælpe mig når jeg er ude i marken? Det kan umuligt være dem der er her, de er jo alle sammen papirnussere.

Ayden smilede til mig.

Du skal selv være med til at udvælge dem, der vil blive holdt samtaler med eventuelle nye ansatte i morgen. Jeg ville gerne have haft det hele klar når du kom her, men jeg syntes du skulle være med til at ansætte dem der skal passe på din ryg, ude i marken. Det nytter jo ikke noget hvis du ikke kan sammen med dem.

Okay, jeg måtte indrømme, jeg kunne bedre og bedre lide dette arbejde. Og helt seriøst, håndtere overnaturlige væsner, hvor svært kan det lige være? Jeg sukkede let.

Hvad er der galt Alexis?

Ayden var virkelig opmærksom på mig, hvis jeg selv skulle sige det.

Det er bare en skam at vi skal vente indtil i morgen, før vi begynder at kunne ansætte nogen.

Ayden smilte til mig, og smed en stak mapper hen til mig.

Når du nu er så ivrig, må du gerne ringe rundt til dem, og bede dem om at komme ind til samtale lige nu, hvis de ikke er i stand til at komme ind, kan du altid slette dem fra listen, de skal trods alt være til rådighed 24/7.

Jeg kiggede lidt ned på bunken med mapperne, og derefter så jeg op på Ayden.

Må jeg så selv bestemme hvordan samtalerne skal forgå?

Hvis du selv finder det relevant, så ja.

Jeg nikkede, og tog min mobil frem. Skrev en SMS, hvor i der stod følgende:

Ansættelsessamtalen er rykket til nu, så kom ind med det samme.
Enhver der ikke er mødt op indenfor en time, bliver ikke ansat.

Jeg sendte beskeden til alle de numre der var i mapperne. Jeg kiggede på Ayden.

Jeg får brug for et stort lokale, noget du kan skaffe?

Selvfølgelig var det noget han ville kunne skaffe. Det skulle han jo kunne, og det gjorde han. Jeg fik sat et bord op, med en stol bagved. Foran bordet var der en masse rækker med stole. Så var scenen klaret. Jeg satte mig ned på stolen, og ventede. Lidt efter lidt begyndte ansøgerne at komme. Jeg blev mere og mere spændt, jeg havde set frem til at vurderer dem alle sammen, og se hvad de var i stand til. Da den time jeg havde givet dem alle var gået, fik jeg Ayden til at lukke dørene, og deres prøve begyndte.

 Jeg rejste mig op og talte til dem alle sammen.

De næste par timer, vil jeg prøve jer på min måde, for at se hvor meget jeg kan bruge jer på mit team. Når jeg er færdig med jer alle i dag, vil i enten få et job eller ej. Gør jeres bedste, for hvis jeg ikke finder nogen gode nok, finder jeg bare nogle andre ansøgere.

Halvdelen af dem der sad foran mig, så skræmte ud og lignede nogen der havde lyst til at løbe væk igen. Den anden halvdel lignede nogen der så interesserede ud, men tiden måtte vise om de ville forsætte med det. Det var tid til det første spørgsmål.

Okay, foran jer ligger et papir og en kuglepen, i skal bruge disse til at skrive jeres navne, og svarende på de spørgsmål jeg om lidt stiller jer. Hvis I snyder, vil jeg finde ud af det, og i vil blive smidt ud med det samme. Det første spørgsmål er følgende, hvad er dette for en enhed, hvad er dens specialitet?

Man kunne høre kuglepennene der skrev på papirerne. Jeg gav dem præcist et halvt minut.

Det næste spørgsmål er, hvad ville i selv kunne gøre for denne enhed?

Den skriblende lyd, virkede beroligende for mig. Eftersom jeg ikke havde mine briller med, kunne jeg se hvert eneste spøgelse der var i rummet. Jeg havde fået lavet en aftale med dem, om at de skulle hjælpe mig, med at holde øje med dem der eventuelt snød. Det et spøgelse ønsker sig allermest, er smagen af mad og drikke, hvilket ville sige at jeg senere ville komme til at spise og drikke en masse. Eftersom de ikke kan smage selv, men kan gennem et menneske.

Hvad ville i gøre hvis I skulle skygge nogen?

Jeg havde altid vidst disse simple spørgsmål, siden jeg var helt lille. Endnu en ”fordel” ved at have spion forældre. Hvilket mindede mig om, jeg skulle finde på en undskyldning, for at komme senere hjem. Jeg havde ikke i sinde at fortælle dem, hvad jeg virkelig havde lavet. Bare tanken om deres ansigtsudtryk, var nok til at give mig kvalme.

Hvad ville i gøre hvis jeres enhed, forsvandt eller døde?

Nogen var meget afslappede, alt taget i betragtning burde de være skide nervøse. Jeg prøvede at koncentrerer mig om en af disse personer, for at se om de snød eller bare var selvsikre. Der var en mand, som jeg koncentrere mig om, han var lidt sværere end andre at læse, men det var ikke vildt svært at læse ham. Skulle dette være svært, seriøst. Hvad tror de jeg er, et barn? Hvis det er dette jeg skal finde mig i, kan jeg ligeså godt gå tilbage til E-Shield. Selvom.. Jeg sagde næste spørgsmål.

Hvad ville i gøre hvis I var midt i en mission, og mødte en i kendte? Dig på anden række sæde nr. 5, vær venlig at gå ind i rummet ved siden af og vent på mig. Og dig der sidder bagved, vær venlig at forlade stedet, jeg har ikke behov for folk der snyder.

Manden der havde snydt gik stille og rolig ud af lokalet, men den anden kiggede lidt mistænksomt på mig, men gik dog så ind i rummet ved siden af. Der var noget over den mand. Jeg foresatte med at koncentrerer mig om de andre tilstedeværende ansøgere. Der var en person mere som fangede min opmærksomhed, det eneste jeg hørte fra ham var et fremmede sprog, og få billeder fra noget der umuligt kunne være nutiden, faktisk ville jeg mene at nogle af de ting jeg fik set, var omkring 100-150 år gamle. Han måtte have set mange film i gennem tiden. Han så ikke ud til at være særlig gammel. Han så ud til at være omkring 20 år, og havde langt lyst hår, med hvid/grå øjne, som næsten havde et sølvfarvet skær.

Dig i den gule bluse, gå. Du er for synlig. Og dig i ved siden af ham, gå du også bare, du sveder for meget. Jeg kan lugte det helt heroppe.

Deres ansigtsudtryk var alt for gode. Den dejlige tilfredshed jeg fik. Jeg forsatte med at kigge rundt i lokalet, efter flere at smide ud. Jeg havde allermest lyst til at smide de fleste ud.

Okay, jeg gider ikke stille flere spørgsmål til jer, jeg ved allerede om i er nogen jeg kan bruge eller ej, så hvis jeg udpeger jer, vil jeg bede jer om at tage hjem stille og roligt. På forhånd tak.

Jeg smilede på den bedste måde som jeg nu havde lært, og begyndte at udpege de forskellige som skulle forlade os. De alle gik stille og roligt, der var dog en som skulle til at hidse sig op da jeg pegede på ham, men en af vagterne, nåede at følge ham ud inden det hele gik galt. Til sidst sad der 5 personer tilbage plus ham jeg havde bedt gå ind i rummet ved siden af. Jeg havde gjort tegn til at sende ham ind igen. Da han havde sat sig havde jeg alle mine ansatte foran mig.

Jeg ville værdsætte det hvis I fortalte lidt om jer selv, eftersom vi alle kommer til at arbejde sammen, fra dette øjeblik og frem.

Jeg kiggede over på en kvinde som sad tilbage. Hun rømmede sig lidt.

Mit navn er Natalie Connor, jeg hørte at i søgte agenter til en speciel afdeling for overnaturlige væsner, og syntes at det lød som en god idé..”

Hun talte sandt, hun undlod bare nogle enkelte ting at nævne.

Det var rigtig godt Natalie, ud over at du ikke nævnte at du også er født en heks, eller er det Wicca i kalder det nu om dage?

Jeg kiggede på hendes lettere skræmte ansigt. Selvfølgelig havde hun ikke forventet at jeg ville kunne regne det ud, men så igen hun vidste intet om mig. Jeg kom ved et tilfælde til at hører personen der sad ved siden af Natalies sidemands tanker. Så det er hende der næsten sprang hele skolen i luften. Det lød som noget jeg blev nød til at undersøge senere.

Lad mig sige til jer alle, jeg kan love jer, at jeg vil vide hvis I undlader noget relevant, eller lyver.

Jeg kiggede på personen siddende ved Natalies højre side. Han nikkede let.

Mit navn er Damian Ames, og du er nok ligeglad med hvad jeg ellers siger fra nu af, ud over at jeg er en formskifter.

Han kiggede udfordrende på mig. Han havde ret, det eneste jeg interesserede mig i på da værende tidspunkt, var deres navn og deres væsen. Jeg nikkede til Damian og kiggede på hans sidemand.

Jeg er en dæmon og hedder Dominic Cortez, mere ville du ikke vide.”

Jeg nikkede og lod den gå videre til den næste.

”Riley Hoover, Varulv.

Han sagde det med en sikkerhed i sig selv, han frygtede ikke hvad andre ville gøre ved ham når de først vidste det. Jeg lod stafetten gå videre til ham jeg havde haft problemer med at læse.

William Valentine, og er dit værste mareridt.

Han vidste helt sikkert ikke noget om mig.

Hvad er din definition på mit værste mareridt? For jeg tror på jeg har set det der er værre.

Jeg sendte ham et udfordrerne smil. Han skimtede over til den sidste mand der manglede at præsentere sig selv. Han nikkede ganske lidt. William kiggede tilbage på mig.

Okay, så du taler sandt når du siger at du TROR du har set det der er værre.  Jeg er vampyr, og derudover kan jeg styre de fire elementer.

Okay, sådan en havde jeg ikke set før.

Okay, jeg havde troet i så mere… altså du ved.. sådan skræmmende ud? Men det forklarer jo en del.

Jeg lod mit blik glide hen til den sidste mand tilbage.

”Jeg er Scott McKenzie, og jeg er det samme som ham, men kan se hvis folk lyver.

Scott kiggede over på William. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. En enhed der håndterer overnaturlige opgaver. Teamet består af en heks, en formskifter, en dæmon, en varulv, to vampyrer og et menneske der kan læse tanker og se spøgelser. Virkelig en kæmpe joke. Og jeg havde selv valgt dem. Det lod til at jeg ikke var alene i at finde det ironisk. Jeg kunne hører Ayden kvæle et grin. Jeg kiggede over på ham, og følte mig lidt til grin.

Godt så, jeg forventer at I møder op i morgen, til tiden.

 Jeg vendte ryggen til dem, og gik hen mod Ayden. Da jeg stod lige foran Ayden, mærkede jeg et eller andet. Jeg dukkede mig hurtigt, og vendte mig om og stod så lige foran Scott. Jeg kiggede ham dybt i øjnene.

Det var hurtigt at der er en forræder på mit team!?

Scott så lidt overrasket ud, men smilte da til mig.

Hvem siger jeg er en forræder, Jeg kan ikke følge hvilken som helts ordre. Jeg har behov for at vide hvad du er i stand til, og om du lyver.

Et eller andet sted gav det mening for mig, så jeg kunne lade ham slippe med det, men hvis han gjorde det en gang til.

Okay, hvad fandt du så ud af?

At du enten taler sandt hele tiden, eller at du ville være i stand til at lyve for alle. Selv en løgnedetektor ville være ude af stand til at vide du løj. Derud over har du hurtige reflekser, og der er ikke fordi at du er dum. Men du har også nogen gode instinkter. Eftersom at du lige har udvalg det perfekte team, ubevidst.

Han havde da fat i noget. Det eneste jeg kunne var at smile.

Du har ingen ide om hvad jeg er i stand til. Vi ses i morgen.

Mere blev der ikke sagt. Jeg tog hjem, til en masse spørgsmål. 

 
Panel title

© 2017 jessicastone

Antal besøg: 32

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34561896324158sekunder