JESUSLIVET - BØN UDLØSER KRAFTEN



Bøn udløser kraften.


Måske tænker vi på bøn som et privilegium, vi som troende må gøre brug af, når vi trænger til hjælp. Men bøn er ikke kun et privilegium, vi kan benytte os af, om vi vil; det er en nødvendighed. Ligesom åndedræts det er afgørende for vort fysiske liv, således er bøn en en nødvendighed for vort åndelige liv.


Ved bøn snakker du til Gud din far. Hvilket barn er tavs, når det snakker med sin far? Men mange børn (kristne) siger nok en hel del men de hører ikke efter fars svar, de snakker/beder løs men glemmer lige at være stille så Far kan tale til dem.


Der er dog en dybere mening med bøn, noget mere end et råb om personlig hjælp eller opretholdelsen af vort åndelige liv. Den er en udøvelse af myndighed, en åndelig ordstyrer universet. l Jesus kaldte denne form for bøn for magten til at binde og løse. Den blev først givet til Peter lige efter hans bekendelse: Du er Kristus, den levende Guds Søn. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, hvad du løser på jorden, det skal kere løst i Himlene. Matt. 16:19. Den myndighed er ikke, som mange tror, begrænset til Peter. Nogle få måneder senere gav Jesus den til alle troende (se Matt. 18:18). Den er Guds mægtige våben mod fjenden. Den kristnes sejr begynder med, at fjenderne i ham lider nederlag.


En af de listigere fjender er en skjult, iboende selvretfærdighed. Vi hengiver os til selvransagelse i stedet for at underkaste os Helligåndens ransagelse. En sådan selvransagelse skyldes ofte lyst til at finde noget godt i os selv, men resultatet er skuffende; ål fin der, at "i mit kød, bor der intet godte Rom. 7:18. Det benytter anklageren sig af og bruger det som piske slag, og det fører til, at vi bliver uegnet til bøn. Vi bliver alt for optaget af os selv til at kunne se vor sejrende Herre. Beslægtet med selvretfærdighed er åndeligt hovmod. Denne fjende viser sig i forskellige dragter, somme tider er den pralende, og er da let at kende, til andre tider klæder den sig i falsk ydmyghed, som er et af dens værste udslag. Eller den viser sig i en underdanig holdning, som den er stolt af. Den, som ligger under for denne form for hovmod, viger tilbage for at tage et ansvar på sig, fordi han er for stolt til at indrømme at han kommer til kort.


Alle disse listige udslag af synd må bringes ind under HelligÅndens ransagende lys og under Jesu rensende blod. Hvis der findes en fjende i os, er vi ikke beredt til myndig bøn, for denne fjende vil forføre os, så vi falder.


I forbindelse med den indre forberedelse til denne form for bøn er der en fjende mere, det er egenviljen. Den må dø. Det var egenvilje, som var årsag til djævelens fald (Es. 14.12-15.)


At gå ind i åndens kamp uden at overgive viljen til Gud vil være at lide nederlag, før kampen begynder. Overgivelse betyder ikke udslettelse af viljen, men at den under Jesu herredømme kommer til at fungere ret. Vi overgiver os til Jesus, vor Sejrherre, ligesom sejlet overgiver sig til vinden. Hos Ham finder vi den kraft, vi behøver. Vi forener os med Ham, som gas forer sig med flammen, og vi oplever guddommeligt lys over tingene. Vi forener os med Ham som bruden med brudgommen, og vi nyder fuldstændig beskyttelse. For Josua begyndte kampen med, at han blev mødt af fyrsten over Herrens hær og bøjede sig i ubetinget. Vi må først overgive os til Gud; så er vi fuldt rustet til at stå djævelen imod (Jak. 4: 7).


Det er ikke nok, at den indre betingelse for bøn er tilstede, vort forhold til vore medmennesker må også være i orden. Før Jesus i Matt 18: 18 gav det myndige privilegium, talte Han om vort forhold til en broder, som har forsyndet sig imod as (Matt. 18:15-17). Vi skal forsøge at vinde ham og ikke gøre afstanden større. Hvis en personlig samtale med ham ikke har nogen virkning, må vi tage en eller to med os. Hører han stadig ikke, må vi bringe sagen frem for hele menigheden. Hvis vi ikke sørger for at holde fred med alle mennesker, sa vidt det star til os (Rom. 12: 18), bringer vi mislyd ind i bønnekredsen, og derved hindrer vi enighed og myndig bøn. Vi må også gøre os klart, at vi kan blive afledt fra vort egentlige arbejde ved at standse op og tælle vore sejre. Det kan være en behagelig beskæftigelse, men den er farlig for åndelig krigsførsel, og sejrens time kan blive forvandlet til nederlag. Da må Gud gøre os ubrugelige, indtil vi lærer, at Han vil have hele æren! (1. Kor. 10: 31).


Da disciplene vendte tilbage fra deres missionsrejse, glædede de sig over, at også ånderne var dem lydige i Jesu navn, men Mesteren formanede dem og sagde: Glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene« Luk. 10: 20. Himlens protokol er vigtigere end vore jordiske optegnelser.


For at kunne udøve myndig bøn er det nødvendigt at kende noget til fjendens magt uden derved at blive hypnotiseret af at betragte ham. Et sådant kendskab vil udelukke al umoden snak om, hvordan vi har behandlet eller vil behandle fjenden. Selv ærkeenglen Mikael »vovede ikke at udtale nogen spottende dom« over djævelen, »han sagde kun: 'Herren straffe dig!'« Juda 9.


Vi må imidlertid kun se Satans magt i forhold til hans overvinder, Jesus Kristus. Ved at bruge troens skjold opdager vi, at Jesus Kristus allerede har overvundet vor fjende, og i overensstemmelse dermed indtager vi vor stilling (Ef. 6: 16).


Ligesom et barn må slippe den, der har det ved hånden, før det lærer at gå, må myndig bøn slippe kødelige våben. Kødelige våben bruger »visdoms overtalende ord (1. Kor. 2: 4). De er kun som strå og uden kraft over for Satans bolværk. De bruger optræden i stedet for guddommelig præstation. En, som benytter kødelige våben, er tilbøjelig til at prale. Han foretrækker resultater, som kan tilfredsstille hans æstetiske smag fremfor skyldfølelsens plov, som bryder grunden op. Vi rammer ikke den virkelige fjende med kødelige våben; de er rettet mod det menneskelige instrument, som maske forårsager vanskeligheden, og ikke mod den onde, som sætter instrumentet i gang. Med dem nedbryder ål ingen fæstningsværker og tager ingen mennesketanker til fange ind under lydighed mod Kristus (2. Kor. 10: 4-5).


Den, der bruger åndelige våben, har fuld tillid til Jesu navns autoritet Hans tillid beror på Kristi fuldbragte værk på Golgata, hvor Gud »afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da Han førte dem i sejrstog ved Kristus« Kol. 2: 15. Troens tillid bygger også på Kristi nuværende stilling. Gud har sat Ham Højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan . . « Ef. 1: 21. » Over engle og myndigheder og Opefter er blevet Ham underlagt 1. Pet. 3: 22. Samtidig med at vi har tillid til Kristus selv, har vi tillid til Hans ord. Ordet er det tveæggede Andens sværd (Ef. 6: 17, Hebr. 4: 12) Vi tør ikke formindske dets effektivitet ved at være tvivlende. Den, som tvivler, bringer sejren i fare og forudsiger sit nederlag.


Ved fristelsen i ørkenen afviste Jesus Satan med sit myndige ord: »Der står skrevet« Matt. 4: 10. Skriften er stadig den kristne stridsmands vigtigste våben.


Vor bevidsthed om Jesu Kristi autoritet bringer os i overensstemmelse med andre, som har den samme forvisning. Det kommer ikke an på antallet af dem, der bliver enige, men på, om der e r enighed, og dertil behøves kun to. Enhver kan skabe disharmoni; man må være på bølgelængde for, at der kan blive harmoni. »At være enige« betyder Æt stemme sammen«. Nar to instrumenter er stemt til nøjagtig den samme tone, vibrerer deres strenge sammen, selv om man kun anslår det ene instruments streng. Tonebølger finder deres ligemand«.


Skal vi bede med myndighed, må der være enighed mellem dem, der beder. Mange bønner har været uden virkning, fordi der har været en uoverensstemmelse, der blev bedt på rutinen og ikke af og i satte ånd. Kun nar hjerterne er »stemt«, kan der bedes med myndighed.


Den første menighed havde en oplevelse, som illustrerer dette. Da fjenden så, han ikke kunne hindre velsignelsens strømme ved anvendelse af forfølgelse (Ap. G. 5), brugte han en mere listig metode. Lovsangstonerne blev forstyrret af klagetoner. De græsktalende jødekristne begyndte at knurre over, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige uddeling af mad (Ap. G. 6: 1). Straks kaldte apostlene hele menigheden sammen, for at sagen kunne blive offentligt behandlet. Ondsindede problemer skrumper altid ind, nar de bliver udsat for lys. Løsningen blev, at man ansatte syv fattig-forstandere, som skulle sørge for, at dette forhold blev rettet. Derved kunne apostlene fortsætte med Ordets forkyndelse og bønnen.


Hvert lem på Kristi legeme har sin specielle plads, og vi må sørge for, at det enkelte lem ikke blot fungerer, men at det også bliver i legemet. Problemet i urmenigheden drog ikke apostlene bort fra deres gudgivne stilling, men dette nye behov åbnede mulighed for, at andre kunne blive brugt. Intet under, at Guds ord havde fremgang« (Ap. G. 6: 1-7), og menigheden fortsatte i harmoni. Gennem myndig bøn udøves magten til at binde og løse på jorden. Løftet tages bogstaveligt, nar det hedder: » . . . hvad I binder på jorden, det skal visere bundet i Himmelen; og hvad Sløser på jorden, det skal -mere løst i Himmelen« Matt. 18: IS. I denne form for bøn beskæftiger vi os med årsag, ikke med virkning. Den rammer plet, idet den sigter på den fjende, rom binder forhold eller mennesker. I Jesu navns kraft og myndighed bindes disse magter.


For eksempel er en mand, som er bedraget af falsk lære eller forfalden til alkohol eller narkotika, et offer for Satan. I det første tilfælde er det hans forstand, der er vildledt, i det sidste er hans legeme også fanget. Argumenter alene kan ikke oplyse hans forstand, og menneskelig sympati kan ikke befri hans legeme.


Modstanden må rettes mod Satan.

Det er aldrig mod selv mennesket (vor næste) vi kæmper) vi skal elske alle ind til Kristus og ikke slå nogen til jorden, men det er åndernes bindinger og forhindringer i menneskerne vi jagter og binder og kaster ud. Når vi i Jesu navn binder Satans magt på jorden, må vi forvente, at Gud binder den i Himlen. Der er tale om et samarbejde. Det samme privilegium benyttes, nar det drejer sig om at løse Guds kraft: I vor myndige Sejrherres, Jesu navn, kan vi løse døre og hjerter, som er lukket for evangeliet. Vi appellerer til Ham, som » . . . lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op« Johs. Ab. 3:7. Idet vi i Jesu navn indtager vor stilling, kan vi forvente, at magterne i himmelrummet bøjer sig for Had som siger: »Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Matt. 28:18.


Myndig bøn er konkret!

I den myndige bøn fremkommer vi ikke med ubestemte ønsker og hentydninger, men kender noget til den voldsomhed, der tager Himmeriget med storm! (Matt. 11: 12). Når vi beder om brød, fisk eller æg, venter vi at få disse ting og ikke sten og slanger (Luk. 11: 11-12).


Troen på Gud er så afgjort, at den venter afgjorte svar.

Troen gør krav på Guds løfter fordi, vi kender Ham godt nok til at vide, at Han står ved sit ord, for det er Hans egen karakter, det gælder. Dette er dog ikke en udøvelse af egenviljen, men en følge af, at vi gennem inderlig forening med Gud er så gennemtrænge af Hans natur, at vi ved, hvordan vi skal bede efter Hans vilje.


Sådan bøn bygger på den sikre erklæring: »Det skal de få«.

Jesus sagde: » Jeg siger jer, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de tå fra min himmelske Fader« Matt. 18:19. Og endelig regner vi med, at Kristus er midt iblandt os. »Thi hvor to ener tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem« Matt. 18: 20. Dette løfte er blevet misbrugt til trøst for en lille flok to eller tre - som er samlet til bøn. Men en sådan trøst gør os blinde for loftets omfang.


Af sammenhængen forstår vi, at hvor to eller tre er forsamlede om Jesu navn og bliver enige om at bruge Sønnens myndighed, specielt til at binde og løse, der vil Jesus selv være midt iblandt dem. Med hvilket formål? For at opfylde deres bøn. Mens de udøver deres myndighed på jorden og appellerer til Gud, som vil gøre sin del i Himlen, er Guds Søn selv hos dem for at modtage deres bønner, idet de beder i Hans navn.


Hvilket uvurderligt privilegium at kunne bringe den opstandne Herre ind i vor midte og forene Himmel og jord, idet vi beder med Hans myndighed.


       Tag autoriteten, brug Jesu myndighed.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 329641

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,52046895027161sekunder