JESUSLIVET - DÅBENS BETYDNING FOR VIRKELIG FRELSE.




Dåbens betydning - virkelig frelse


Hvorfor befaler Skriften, at vi skal døbes? Hvad går vi i almindelighed ned i vandet for? Vi frygter, der er smuds på vore legemer eller vore fødder og går i vandet for at blive renset. Hvornår kaster vi ting i vandet? Ting, vi nødig vil miste, kaster vi ikke i vandet, men kun hvad vi regner for skarn og gerne vil af med, det kaster vi i vandet for aldrig at se det mere. Skriften viser, at dette er den anden betydning af dåben, at vi begraver det, vi ikke vil se længere.

I Ap. G. 22 læser vi, at Helligånden sendte Ananias til Saul, og han sagde til ham: "Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe, og dine synder aftvætte.", idet du påkalder hans navn." Hvad er dåbens motiv? Det er syndens afvaskelse.

Folk misforstår meget let dette ord. En spurgte mig: "Hvis man ikke bliver døbt, er man da ikke renset fra synden?" Det er rigtigt, at Skriften siger: "Lad dig døbe, og dine synder afvaske." Hvad menes der hermed? Skriften viser os, at dåben er en bekendelse. Jeg går ned i vandet for dermed at bekende både for Gud og mennesker, for englene og for Djævelen og hele hans hær, at jeg tror på Jesus, og al min synd er udslettet i hans blod. Det er en bekendelse af, at jeg tror, Kristi fuldbragte værk er en virkelig kendsgerning, der er til at stole på.

Det vil ikke sige, at dåbs-ceremonien renser fra synd, men at det, dåben er en bekendelse af og et billede på, det renser fra synd. Alverdens vand kan ikke aftvætte én eneste synd, men Jesu Kristi blod, som dåben er en bekendelse af og et billede på, kan aftvætte al synd. Tror du dette? Gør du det, så skynd dig og "lad dig døbe, og dine synder aftvætte". Dette er den første betydning af dåben. Kun den, der allerede ved, at hans synd er udslettet, at han har evigt liv og er et Guds barn, må lade sig døbe. Det du vidner om, må være noget, du ved; vi kan ikke vidne om det, vi ikke har set. Altså er barnedåben forkert; det kan ikke være nogen dåb, når den, der bliver døbt, ikke selv kan vidne; er man døbt uden tro, da duer det ikke. Kun den er kvalificeret for dåb, der kan vidne om, at hans synd er udslettet. Den frelste må vidne om sin frelse i Jesus Kristus, og det første vidnesbyrd, der må aflægges, er dåbens vidnesbyrd. Dette vidnesbyrd aflægges både for Gud og mennesker og tillige både for engle og djævle. Mine synder er aftvættet i Jesu Kristi blod, det er dåbens vidnesbyrd og tillige dåbens betingelse.

Efter Skriften har vi både synd overfor Gud (synd vi allerede har begået) og iboende synd (vor syndige natur). Den første må vi have forladelse for, den må udslettes. Den sidste må vi udfries fra; vi må få sejr over den. Disse to sider er helt forskellige, og Gud har to forskellige måder at tage sig af den på.

Disse to slags synd har også to forskellige slags virkninger. Den synd, du allerede har begået, giver dig en ond samvittighed. Når du tænker på død og dom, da føler du, at du er en synder overfor Gud. Når du tænker på Guds hellighed og retfærdighed, har du ikke fred i dit hjerte. Kender du noget til en sådan erfaring? Du er meget at beklage, om du ikke gør det; for da er du ikke klar over den forfærdelige fare, du er i. Et virkeligt tænkende menneske kan ikke have hjertefred, når han tænker på Guds dom; han ved ikke, hvad han skal gribe til på grund af sin synd; er synden ikke udslettet, tør han ikke tænke på disse ting; han er bange for at gå evig fortabt. Resultatet af den allerede begåede synd er ufred i hjertet og frygt for døden og dommen.

Men ikke blot har vi allerede syndet overfor Gud, vi bærer også på synd i vort eget indre. Du regner måske med, at det er ydre ting, der gør dig heftig, men det er ikke blot ydre ting, der forårsager det, men også noget i dig selv, der stadig vil bryde ud. Vil du søge med magt at holde det nede, formår du det ikke. Synden kommer inde fra hjertet. Nogle tror, at deres hjerte er fuldt af urene tanker og lyster, fordi de har set dårlige billeder eller læst slette bøger. Jeg spørger dig: "Når du ingen stygge billeder så, og ingen dårlig bog var i din hånd, var dit hjerte da altid fuldkomment rent?" En ung mand spurgte mig: "Jeg har læst dårlige romaner i mange år, og hjernen er derfor fuld af urene tanker, hvad skal jeg gøre for at få renset mine tanker?" Der findes ikke nogen måde, hvorpå vi kan ryste dårlige tanker ud af hjernen.

Synden bor i hjertet og har en rod, der ikke er til at rykke op. Det er ikke blot ydre ting, der drager, men også en indre trang. Synden i dit indre driver dig med magt, så du gør det, du ikke vil. Du kan sætte al din viljekraft ind på at holde den nede, men så snart der er en lejlighed, bryder den atter frem. Synd hersker som en konge i menneskets indre, og vi er dens slaver. Fordi synden har to sider, en ydre (allerede begåede synder) og en indre (iboende synd), har frelsen også to sider. Gud frelser os fra vor onde samvittighed, og han frelser os også fra syndens magt over os. Det er således en fuldkommen frelse, han har beredt os, idet han frier os både fra Guds straf og fra syndens magt.

Dåben har derfor to betingelser. Skriften taler ikke blot om at stå op og lade sig døbe som et vidnesbyrd om, at vor synd er udslettet, men også om at blive begravet i vandet, ikke blot om at synden er aftvættet, men også om, at jeg er død og begravet. Skriften siger, at den, der synder, skal dø. Vor Herre Jesus bar vor dødsstraf. Han udgød sit blod for at udslette vor synd. Samvittigheden anklager os; den siger: "Du har syndet og fortjener at gå fortabt." Jesu blod renser vor samvittighed - siger os, at skønt vi har syndet og fortjener dødsstraf, så er Jesus død for os. Men intet menneske er udfriet fra syndens magt over sig, fordi det tager imod dette. Jesu blod gør os retfærdige overfor Gud og borttager samvittighedens anklage, men det renser ikke mit hjerte, så der ingen synd findes derinde mere. Det er objektivt, ikke subjektivt. Skriften viser derfor også den anden side, nemlig Kristi kors. Blodet betegner død - han døde for os. Straffen for vor synd er udført, vi kan ikke straffes for den mere. Korset betegner også død, det er dette, der udfrier os fra den iboende synds magt over os.

Det er korsets virkning i mit hjerte, der sætter mig i stand til at overvinde synden. Men korset døder ikke synden i mig, det står der ingen steder i Bibelen, nej, der står, at vort gamle menneske er korsfæstet. Det er ikke den synd, der vil herske over mig, som er død, men det er det gamle menneske, som holdt af at lytte efter og følge synden, der er død. Syndens rod er ikke rykket op ved korset, men det gamle menneske, som var glad ved synden, er korsfæstet. Jeg bringer dig i dag et glad budskab: da Jesus hang på korset, var det ikke ham alene, der hang der, men dit og mit gamle fordærvede, uforbederlige menneske hang der med ham! Vi er allerede korsfæstede med ham! Rom 6:6: "Idet vi erkender dette, at vort gamle menneske blev korsfæstet med ham, for at syndens legeme skulle blive til intet (magtesløst i grundteksten) for at vi ikke mere skulle tjene synden." Husk det, broder og søster, der står ikke, at vor iboende synd er korsfæstet, men der står, at vi er korsfæstet med ham. Dette ord viser os tre ting.

1) Vort gamle menneske.
2) Syndelegemet (det legeme, der begår synd).
3) Synden.

Ordet her siger os tre vigtige ting.

1) Vort gamle menneske er korsfæstet med ham.
2) Resultatet af dette er, at fordi jeg er død, synder jeg ikke.
3) Synden er der endnu, den er endnu levende. (Men jeg hverken følger den, eller lytter til den, fordi jeg er død.

Må jeg bruge et billede til at gøre dette klart. Her har vi tre ting: det gamle menneske, synden og syndelegemet. Synden kan lignes ved ejeren, det gamle menneske ved forvalteren, og legemet ved tjeneren. Ejeren må have forvalterens samtykke, før tjeneren udfører arbejdet. Når vort gamle menneske er levende, er det placeret i midten. Synden er indenfor det og legemet udenfor. Synden frister det gamle menneske og får dets lyster til at rejse sig, og dette befaler så legemet at gå og udføre syndens vilje. Legemet er svagt, er ikke sin egen herre, det gør, hvad det gamle menneske befaler det at gøre. Herren udfrier os ikke fra synden ved at dræbe vore legemer, heller ikke ved at rykke syndens rod op, men ved at dræbe vort gamle menneske ved korsfæstelse med ham.

Af de tre ting der nævnes i Rom. 6:6 er der altså nu kun to tilbage, nemlig synden og legemet. Imellem disse to har et nyt menneske taget det gamle menneskes plads. Når den iboende synd vil have legemet til at synde, frister den det nye menneske, men det nye menneske lytter ikke til dens befalinger. Det gamle menneske elskede synden, men det nye menneske er uvenner med den og svarer ikke på dens krav, derfor holder legemet op med at synde. Vi ved alle, at synd er et forfærdeligt onde, og vi begærer at få den rykket op, men vi er ikke klar over, at det er hverken syndens eller Djævelens nærværelse, der bestemmer, om vor vandel skal blive hellig eller ikke. Hver gang vi synder, er det, fordi vort gamle menneske er levende, men Kristus har allerede korsfæstet det med sig.

Hvad er hensigten med det gamle menneskes korsfæstelse? "at syndens legeme skulle blive magtesløst" Rom. 6:6. I grundteksten er meningen, at det skal træde ud af virksomhed, miste sin beskæftigelse. Fordi det gamle menneske ikke er der, kan det intet gøre. Forhen lyttede det stadigt til det gamle menneskes ord, dets beskæftigelse var at synde, derved blev det syndens legeme. Nu har Herren korsfæstet det gamle menneske, og syndens legeme er herved blevet arbejdsløs. Priset være Herren, dette gamle menneske, som vi ikke kunne få bugt med, har han taget sig af, så skønt synden endnu er der og ønsker at være herre, er jeg ikke mere dens træl. Skønt synden atter og atter kommer og vil have legemet til at øve dets gerninger, kan den det ikke, thi det nye menneske har Helligånden som sin Herre. Derfor siger Skriften: "Vort gamle menneske blev korsfæstet med ham, for at syndelegemet skulle træde ud af virksomhed, for at vi ikke mere skulle tjene synden". Fordi det gamle menneske er dødt, kan vi fuldkomment overvinde synden. Kristi blod har udslettet vor synd, så vi er ikke mere fortabte, vi har fred med Gud på grund af Kristi blod. Men er vi ikke klar over mere end dette, vil vort liv endnu være bittert, thi vi kan ikke overvinde synden og leve et helligt liv, vi drives endnu stadig til synd, og vort samfund med Gud afbrydes derved. Skønt du ved, du er frelst, så berøver dine daglige synder dig frelsens glæde. Priset være Herren, det er ikke nogen halv frelse, han har beredt, hans blod renser fra synd, og hans kors har gjort det af med vort gamle menneske og friet os fra syndens magt.

Husk, ingen af os skal døde os selv, vor Herre Jesus tog os med, da han blev korsfæstet og dødede os der. Er du død eller ikke? Priset være Herren, dit gamle menneske, der er så svært at få dødet, er allerede død, vor Herre Jesus har korsfæstet det. Halleluja! Jeg ved ikke, om I er klar over, at I er fordærvede helt igennem? Jeg ved, jeg er det. Ofte ville jeg døde mit gamle menneske, men jeg kunne det ikke, senere fik jeg se, at vor Herre Jesus havde også korsfæstet mig, for at jeg ikke mere skulle være syndens træl, oh, hvor lykkelig jeg da blev! På grund af Herrens fuldbragte værk, var synden allerede under mine fødder; den havde ingen magt over mig mere. Priset være Herren!

Du kan ikke sejre over din synd ved bøn, Bibellæsning, faste, selvfornægtelse eller noget andet. Men Jesus har kors-fæstet dit gamle menneske med sig. Hvad bør da vor stilling til synden være? Rom. 6:11 siger os det: "Således skal også I anse (regne i grundteksten) jer selv for døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus." Nogle læser dette, som om der stod: "Således skal I anse synden for at være død," men dette er ikke tilfældet, nej, det er mig, der allerede er død.

Nogle mener, at selvom Skriften siger, at jeg er død med Kristus, så passer det ikke, for det stemmer ikke med min erfaring. Hvorledes hænger dette sammen? Det er, fordi du endnu ikke ved tro har modtaget det, Kristus har gjort for dig; du tror ikke på, at dit gamle menneske blev korsfæstet med Kristus, men mener, det lever endnu. Derfor nøjes Helligånden ikke med at sige os kendsgerningen i vers 6, men siger os også, hvad vi skal gøre i vers 11. Vi skal tro, at vort gamle menneske er korsfæstet og derfor ikke kan få os til at synde mere, så vi kan sige til synden: "Mit gamle menneske er dødt, jeg vil ikke tjene dig mere." Venter du på, at synden skal dø, at dine lyster skal dø, sker det aldrig. Synden vil være mere levende og årvågen end du, og vil gribe dig, så snart der er en lejlighed; men nu gør det ikke noget, thi vort gamle menneske er dødt. Vi kan overvinde synden, ikke ved at regne den for død, men ved at regne vort gamle menneske for dødt, fordi det er en kendsgerning, at Kristus har korsfæstet det.

Vi regner med, at 2 og 2 er 4, fordi det er det. Vi skal ikke regne vort gamle menneske for dødt, for at det derved skal blive det, men fordi det er dødt. Du skal regne det, Kristus har gjort, for at være virkeligt, fordi det er virkeligt. Gud regner med, at mit gamle menneske er dødt, det vil jeg derfor også regne med. Han tager ikke fejl. Gud siger, min synd er forladt, derfor tør jeg også sige, min synd er forladt. Gud siger, mit gamle menneske er dødt, derfor tør jeg også sige, mit gamle menneske er dødt. Dette er den stilling, en kristen stadig må indtage for at kunne overvinde al synd. Nu kommer vi tilbage til vort oprindelige emne om, hvorfor vi lader os døbe. Fordi min synd er forladt, bekender jeg dette ved min dåb, og fordi mit gamle menneske er dødt, bør jeg lade mig døbe og ved denne handling bekende, at mit gamle menneske er dødt.

Begravelse er tegnet på, at vedkommende er død. Vi begraver ikke nogen, så længe vi har håb om, at der er en smule liv tilbage. Skriften siger os, at da vi er døde med Kristus, skal vi begraves med ham. Efter Skriften er dåb en begravelse, derfor er dåben en nødvendighed. Altså når du virkelig tror, dit gamle menneske er dødt, da må du bede nogen om at begrave dig, tror du det ikke, kan du ikke lade dig døbe, thi det ville jo blive en levende begravelse! Den, der bliver døbt, må tro, at han er død med Kristus, og ved at lade dig døbe, viser du, at du tror det.

Ven, kan du aflægge et sådant vidnesbyrd? Jeg opfordrer dig ikke til at lade dig døbe. Er der nogen iblandt jer, hvis synd endnu ikke er forladt, håber jeg, du snart vil tro på vor Herre Jesus; tror du allerede på ham, men har ikke sejr over din synd, så skal du vide, at vor Herre Jesus har allerede korsfæstet dit gamle menneske, derfor kan du få sejr over synden; stå blot i tro på den kendsgerning, der er nævnet i Rom. 6:6.

Er der nogen iblandt jer, der allerede tror, at din synd er forladt, og tror at dit gamle menneske er dødt, så overgiv det til begravelse. Om jeg husker rigtigt, er den første begravelse omtalt i Bibelen, nævnet i 1. Mos. 23:8: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit ansigt . . ." Denne begravelse var for at undgå at se på den døde mere. Her taler jeg ikke om, hvad der kan regnes for dåb, og hvad der ikke kan det, men kun om dåbens betydning. Gud give, vi alle må kunne vidne, både om at vor synd er forladt, og om at vort gamle menneske er dødt, vidne ikke blot med munden, men også med livet. Oh, må vi alle virkelig tro det, Jesus allerede har gjort, så vi må eje frelsens fred og glæde og leve et sejrende liv.


 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325862

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,38101506233215sekunder