JESUSLIVET - DA ER VI UDE.

Da er vi ude.


Du finder bibelen på www.Bibelen.dk


Når vi er ude er Jesus inde


Vi har alle prøvet det. Hvem af os har ikke været helt der ude hvor vi bare ikke hverken kan se håbet, høre trøstens Ord? Alle, om vi da er ærlige, prøver til tider at være der ude hvor vi hverken har tillid til andre, os selv, og langt mindre til Gud. Det er så at sige helt lige meget hvor meget vi selv beder, hører/læser trøstende ord, det er bare som alt er lukket.


Vi er magtesløse og kan kun sige/tænke. Hjælp, nu er det da helt ude med mig. Det er faktisk først når vi kommer helt der ud, vi finder ud af om vi er troende eller ikke, fordi. Da ser man. Ja men, jeg kan jo ikke tro hverken i eller af mig selv. Hele mit kød, alt hvad jeg indeholder i mig selv, står jo Gud i mod, det på trods af, man både kan være døbt på Bibelsk vis, være med i en menighed og faktisk, lige for et par dage siden har trøstet en anden som havde vanskeligt ved at tro i den situation vedkommende stod i. (Vi er som Paulus var i Romer kap 7).


Nok forsøger man, at komme med et ynkeligt tak til Jesus, men det bliver kun til klynkeri, ikke som man har anbefalet andre at gøre. Bare at takke og prise Gud, under alle og i alle forhold. Man, gentager Ord fra Bibelen for lige som at overbevise sig selv om at, det hele nok skal gå. Man tænker på salme 23. At Herren jo da er min hyrde. Han vil jo da bære min byrde. Men, lige lidt synes man det hele hjælper. Man føler sig virkelig svigtet både af Gud og mennesker. Det er jo ingen der rigtig kan forstå mig! De har jo så nemt ved bare at sige en masse velmente ord, som om det skulle hjælpe. Man finder sig selv siddende i et selvmedlidenheds klynken uden lige.


Man spørger. Hvorfor Gud, hvad har jeg dog gjort dig, tankerne vælter ind over en. Man kommer så langt at man siger/tænker. Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du dog forladt mig? Man begynder at anklage Gud vor Far. Spørger. Har du da ikke lovet at være med os alle dage, er du da ikke længere min gode hyrde, du lovede da at bære mig på engle hænder, så min fod ikke skulle støde sig.


Hvad er da dette for noget? Det er netop der ude. Gud kommer os aller mest til hjælp. Han får os til at se os selv, han viser os at vi er blevet ynkelige selvoptagede, godt fyldt op med selvmedlidenhed, han viser os at vi har alt for nemt ved at begynde først at anklage vor næste, så os selv, og så er vi endda, så frække at begynde at anklage Gud vor egen Far. Han som gang på gang gav os Livets brød i stedet for stene. Han som ofrede Sin egen Søn for at vi skulle arve evigt liv. Vores Frelser Jesus Kristus, som har taget alle anklager på sig, ved at fastnagle vores skyldsbrev til korset. Jesus som har tilgivet os alle vore synder, renset os fra vores uretfærdighed. Han som gav os alt med og i Ham. Ham som vi siger vi elsker over alt. Ham begynder vi nu at anklage for ikke at være hos os. Vi har da ellers sagt til andre at det største bud er at elske Gud og sin næste højere end sig selv. Spørgsmålet er. Var det i grunden ikke vort krav om at de skulle elske os, vi gav udtryk for, og nu er vi som et forurettet barn, godt fornærmet over at ingen elsker os? Vi har også sagt. Større kærlighed har ingen end den der sætter sit liv til for Jesus.


Der ligger man så! Når vi så efterhånden finder ud af. Det nytter os altså ikke noget, at vi ligger og mugger og skælder ud på både Gud og mennesker og synes det er oh så synd for netop os. Kommer vi til det punkt hvor vi begynder at skælde ud på os selv. Vi synes det bare er for dårligt at vi opfører os som børn, som ikke får deres vilje. Vi begynder at anklage os selv for ikke at være de kristne vi siger vi er. Tankerne kommer nu om. Nej, nu er vi da helt faldet fra. Hjælp. Vi kan jo ikke. Hjælp. Vi tvivler jo. Hjælp vi er under anklager og døden nær. Vi har da glemt at vi for længe siden skulle have taget vore tanker til fange under fuldstændig lydighed, af det Gud siger i sit Ord. Det begynder nu at dæmre for os. Ja. Men vi har jo slet ikke været så lydig mod Guds Ord, som vi troede. Vi hørte jo godt nok en masse, men, lod det jo gå hen over hovedet på os. Hjælp det er ude med os.


Nu ser vi jo. Ja men, Alt var jo slet ikke som vi selv mente det var. Vi var jo ikke så tro endda mod Ordet, vi overhørte jo Guds kærlige formaninger. Vi mente jo at vi var så ”over frelst” i forhold til de andre, at vi bare sad på en piedestal af selvretfærdighed og vi var jo som en farisæer, en skriftklog, der vidste alt, men slet ikke selv var så Jesus tro, som vi gav os ud for at være.


Hvad nu? Hvad styrke har jeg nu til, at jeg skulle kunne bevare håbet? Hvad har jeg at se frem til, at jeg nu skulle kunne bevare tålmodigheden? Er jeg den der er stærk som sten? Er min krop mon som bronze? Nej! Hos mig selv er der ingen hjælp at hente, jeg kan ikke bare dykke ned og finde mit eget jeg og min indre styrke. (Fra. Jobs Bog kap 6.v.11-13. Frit oversat. Læs selv). Enhver udvej er lukket og spæret for mig! Vi er som en vinge skudt fugl. vi er færdige, færdige med os selv. Vi har nu kun et eneste håb tilbage at klamre os til. Det er Jesus Kristus. Først nu. Begynder vi for alvor at påkalde Guds navn. Vi sukker. Jesus. Jesus. Jesus. Hjælp mig. Gud fri mig fra det onde. Nu ser jeg det er ikke det som kan se ondt ud som har ramt mig, der er problemet. Det er mit forhold til Herren Jesus. Jeg begynder nu at bede Gud Herren og tilgivelse for al min religiøsitet. Jeg ransager nu mig selv om der er mig muligt at gøre op med mennesker, som jeg dunkede oven i hovedet med mine religiøse ord som jeg ikke selv troede på med mit hjerte og gjorde efter.


Jeg erfarer pludselig. Ja men. Gud det er jo Dig, min Far der nu knuser mig. Det er jo Dig Herre Jesus der træder mig ned. Du tværer jo mit jeg/ego ned. Du er jo fuldstændig retfærdig over for mig. Og man begynder nu at råbe, om man ikke kan i ord så i sit indre. Jesus Kristus. Forbarm dig over mig. Man erkender helt ind i sit inderste. Mod Dig Gud, mod Dig alene almægtige Gud har jeg syndet.


Vær mig arme synder nådig.

Hvad sker der så? Vi, begynder at håbe. På dos selv? På at nogen kommer og hjælper os? Nej. Vi, har nu omvendt os fra vores vantro, mistroiskhed, og bekendt alle vore synder ind for Guds ansigt. Vi har nu sat hele vort håb til Jesus Kristus. Først nu begynder vi at kunne hvile i at. Ja, men vi er jo frelst. Vi er jo i Guds hænder. Og Gud tak for din vilje sker. Nu kan vi lige pludselig takke i stedet for at klage og brokke os. Nu begynder vi at blive Gud taknemlig at Han så at sige gav os en på goddagen, trynede os, og trådte os ud, så Han kunne komme til. Nu er vi lige med et ret ligeglad med hvordan vi selv i grunden har det. Nu ved vi at intet er imellem os og Gud. Fordi. Jesus har jo fuldbragt det hele. Og vi glæder os nu kun til at komme Hjem. Selvfølgelig vil vi alle gerne være på jorden. Men, Vi har nu hele vort hjerte i Jesus Kristus. Fordi. Nu er Jesus Kristus blevet hele vort håb, hele vort liv og vi ved, er overbevist om, at vi hører Herren til hvad enten vi lever eller dør.


Nu kan vi. Nu kan vi sige som Job siger i. Jobs Bog. Kap. 19.25-27. På trods af mine vanskeligheder, ved jeg min forløser lever. Til sidst skal Han stå frem på jorden. Og jeg skal se Ham som Han er. Da skal mine øjne ikke se andet end Herren Jesus.(Frit oversat læs selv.).


Først nå vi selv er ude. Er Jesus inde. Derfor er spørgsmålet til os alle. Er vi i Jesus Kristus med hele vort liv, i alle ting? Udenfor eller indenfor. Hvor står du?


Den der lever i mørke, og ikke ser lys, skal stole på Herrens navn, og støtte sig til Gud. (Esajas.50.10.).

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 358355

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,59307098388672sekunder