JESUSLIVET - DE TI BRUDEJOMFRUER

I Matt. 25,5 siger Jesus om de ti jomfruer – både de kloge og de uforstandige
at ”da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn”

Bekræftes disse ord ikke dagligt for vore øjne, når vi ser den ufattelige søvnighed ...og lunkenhed, der stort set gør sig gældende i kristenheden?


Verden er død, forhærdet og tryg. Hykleren bedrager år efter år sig selv med en falsk kristendom og et falsk håb. De vakte og de troende bliver glemsomme, søvnige, forsømmelige, standser på på halvvejen eller går helt tilbage til åndelig død.


”Brudgommen lod vente på sig” - derfor var det, det gik som det gik.

Tiden bliver lang og tilværelsen ensformig. Intet usædvanligt, intet særlig mærkværdigt sker. Det hele er i dag som i går, i år som i fjor. Ingen særlige tegn på Herrens komme er at se. De gudløse lykkes og trives, synes lykkelige, trygge og glade. De, som frygter Herren og har blikket vendt mod de usynlige ting, bliver udleet (grinet af) og betragtet som dårer (idioter).
Ulykke og modgang er ofte deres lod. De hører og ser de tusinde fængslende ting, og hjertet er ikke upåvirket deraf.


Alle taler, hvad verden vil høre, men få eller ingen kommer os i møde med et advarslens, vækkelsens, trøstens ord. Guds ord forsømmes, bønnen og bekendelsen forstummer, og forfølgelsen udebliver. Den ode dag er inde, mørket har magten, også en kristen bliver søvnig og kold og slumrer ind. Og sover han længe, kan vel også den olie, han engang havde, imens svinde ind og helt tørre bort. Han bliver sikker, forhærdet og åndelig død.

Den søvnighed og kulde, som også de levende kristne kan blive grebet af, ytrer sig på følgende måde: Det åndelige og himmelske bliver småt og betydningsløst, det jordiske derimod overordentlig vigtigt. En kristen kan til tider bliver helt godt tilfreds med sig selv og føle sig fuldkommen tryg. Han kan have det som Peter, der over for Jesus forsikrede: ”Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det” Eller som David, da denne fra taget af sin kongeborg kastede lystne blikke på kvinden uden at ane nogen fare derved. Tilvækst i det gode lægger han ikke vind på som før, nåden i Kristus glæder ikke hans hjerte, ordet og bønnen smager han ikke osv.


Det, der skiller en levende kristen fra en død, er i denne forbindelse dette, at den første meget snart vil blive mødt af et vækkende, advarende blik fra sin herre, der for ham til bitterlig at græde over sig selv. Eller – hvis det er komme så vidt, at Gud må gribe til ydre tugt – så lader han tugten blive sig til gavn og lægger sig advarslen, som ligger deri, på sinde.


Det er derimod et tegn på, at søvnen og sikkerheden er gået over til død og forhærdelse – eller med andre ord: det er et kendetegn på en falsk kristen, hvis man fremdeles er tryg og tilfreds, ikke lader sig advare, men enten, som Judas Iskariot, fremturer i en eller anden bevidst synd, eller, som de uforstandige jomfruer, i et og alt er de kloge lig, hvad det ydre angår, men i hjertets inderste mangler åndeligt liv.


En forfærdelig tilstand for et menneske at befinde sig i! Men sådan er den menneskelige natur. Et vidnesbyrd, kun alt for frygtelig sandt, om den død, der skulle blive syndefaldets følge! En bekræftelse på ordet fra Rom 3,18: ”Gudsfrygt har de ikke for øje”


Mennesker hører og læser om, holder det vel også for sandt, at tusinde andre, stik imod deres egen formodning, er blevet bedraget og er havnet i ulykke. Men de frygter end ikke for, at det samme kunne times dem selv.

Nogle eksempler herpå skal i det følgende anføres:

En from hustru sagde en morgen til sin mand: Min kære ven! Hvordan kan det være, at jeg aldrig mere, som i den første tid af dit kristenliv, hører dig tale med glæde om Kristus og livet i ham? Ej eller mærker jeg til, at du lider under din skrøbelighed, eller at du har trang til at læse Guds ord. Sig mig oprigtigt; hvordan har du det egentlig med Gud? Har du stadig omgang med ham?

Ved disse direkte spørgsmål rødmede vel manden en smule, men bad på en rolig og hensynsfuld måde sin hustru om ikke at føle sig foruroliget over hans tilstand. Han gav sig derpå i lag med et eller andet, ligegyldigt nynnende en let melodi.


Se, dette er sikkerhed! Manden tog ikke, urolig i sit inderste, sin stilling op til revision – hvortil der ellers i sandhed var anledning nok. Et ufejlbarligt tegn på, at Herrens frygts ånd var veget fra ham.


Et andet eksempel:

En ung mand blev under et længere ophold borte fra sit hjem vakt og omvendt til Gud. Efter sin hjemkomst talte han ved flere lejligheder kærligt og enfoldigt til sine søskende om deres sjæls frelse. Med sin søster, som var et ualmindelig prægtigt menneske, blot ikke født på ny, talte han om nødvendigheden heraf og spurgte, om hun ikke også selv havde læst hvad Jesus siger: ”Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” ”Ved du med dig selv, at du har oplevet dette?” føjede han til.


Venligt imødekommende indrømmede hun over for broderen, at det var så sandt og rigtigt, alt hvad han sagde. Men hun søgte den første og bedste lejlighed til at trække sig ud af samtalen med ham, og undgik siden med flid enhver omgang med sin alvorlige broder.


En ældre broder var nogle år i forvejen blevet vakt. Han var på nærværende tidspunkt en meget religiøs mand og blev i almindelighed anset for at være en sand kristen. Der var blot det ejendommelige ved ham, at han snart havde omgang med de troende – og da var han i tale og optræden som en af dem – og snart med ganske almindelige verdensmennesker. Især i det pænere selskabsliv var han en højt vurderet og overordentlig velset gæst, og her var han ligeledes som en af de andre i kredsen.


Til denne religiøse mand talte nu den yngre broder omtrent således:
Kære broder! Jeg frygter for, at du forfører mange enfoldige sjæle derved, at du bliver anset for at væren en kristen, men i verdsligt selskab ter dig fuldstændig som verdens børn. Jeg vil gerne råde dig til enten at frasige dig kristennavnet – så forførte du ingen – eller også helt at bryde med verden. Det står jo dog klart og tydeligt skrevet:


”Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at gøre, eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?”
og ligeledes: ”Den, der gerne vil være verdens vej, gør sig til Guds fjende”

Herover følte den religiøse mand sig lidt stødt, men forklarede så med mange ord, at disse bibelsteder ifølge hans opfattelse skulle forstås på en helt anden måde. Der skulle kun, hævede han, være et indre skel mellem de troende og verden. Skilte man sig også i det ydre fra verdens børn, fik man jo ingen lejlighed til at indvirke på dem i gavnlig retning.


Hvad gavn han da mente at have gjort ved således at skikke sig lige med verden, spurgte den yngre broder med undren. Havde han ikke snarere bestyrket dem, der havde været vidne til hans færd, i deres sikkerhed, og voldt uro og anstød blandt redelige sjæle? Mon han ville blive så elsket og tålt, hvis han mere var lig Herren Jesus, der, al sin mildhed og visdom til trods, do aldrig stod i fortroligt forhold til verden, aldrig var velset i verdens kreds.

Den religiøse broder på sin side havde, som han sagde, den største ærbødighed for, hvad Gud havde talt, blot kunne han ikke dele den yngre broderes opfattelse af ordene. Med et stille suk gik denne da sin vej, idet han uvilkårligt måtte tænke: ”Gudsfrygt har de ikke for øje” Det var ikke så meget manglende forstand, det var an klar over, men meget mere manglende lyst til at lyde, der gjorde, at sådanne menneske ikke forstod Guds ord.


Af sådanne eksempler på, hvad et forhærdet hjerte vil sige, kunne fremføres mange. Måske er intet så tydeligt og taler så stærkt som Judas Iskariots. Han var en Jesu discipel, en af de tolv særlig udvalgte. Han var den, om hvem Jesus med Davids ord kunne sige :” Endog min ven, som jeg stolede på som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig”


Hans hjertes forhærdelse begyndte derved, at han gradvis gjorde sig fortrolig med synden.


”Han var en tyv, og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den” Men hans tyveri blev øvet med megen forsigtighed og udvikledes lidt efter lidt.


Kundskab om Kristus manglede Judas ikke, ej heller lejlighed til omvendelse. Alligevel gik han med åbne øjne uden at tøve den evige død i møde - ”gik bort til sit eget sted” Der står i vor bibel et ord, talt af Guds Ånd, som vi gør vel i at lægge os på sinde: ”Ve dem, når jeg viger fra dem” Hos. 9,12.
Også heraf ser vi bekræftet, hvad Luther siger, at ”den, som ikke frygter, har al grund til at frygte”


Et betegnende træk ved de rette, de årvågne kristne er netop den frygtens ånd, der behersker dem. De frygter – også undertiden, når der ingen fare er på færde. De ser med mistro og misfornøjelse på sig selv og frygter for at leve i hemmeligt bedrag. Føler sig søvnige og glemsomme, volder dette dem mere end noget andet bekymring og uro.


Denne frygtens ånd er også den rette årvågenhed og har til følge, at fårene holder sig nær til hyrden, at kyllingerne bliver under hønens vinger, at de troende daglig søger og iklæder sig Kristi retfærdighed og derfor til enhver tid er beskyttet for vreden og rede til at stå for Menneskesønnens ansigt, når han kommer.

Som Paulus siger.

”Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret,blev vi ikke dømt. Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes samme med verden”
1.Kor.11,30-32.

Og hvad siger Jesus?

”Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam. - hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: VÅG!”


Et alvorsord om frelse og bevarelse. Men kun for dem, som tager imod det og indretter deres liv efter det. Resten sover videre!


VÅGN OP! STÅ NU OP AF DIN SØVN.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 326105

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,87994718551636sekunder