JESUSLIVET - DIT RIGE KOMME.

Dit Rige komme!


Du finder bibelen på www.Bibelen.dk


(En gammel tekstform)


Luk. Evang. 17, 20 – 33.

Da Jesus blev spurgt af farisæerne om, hvornår Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke på den måde, at man kan pege på det; man skal heller ikke sige: se her, eller: se der er det! Fordi, se Guds Rige er indeni jer. Men han sagde til disciplene: de dage skal komme, da I skal ønske at se én af Menneskesønnens dage, og I skal ikke se den. Og man skal sige til jer, se der se her er han. Gå ikke derhen, følg heller ikke efter. Fordi, ligesom lynet, når det lyner fra den ene side af himlen, lyser til den anden side af himlen, sådan skal det være med Menneskesønnen på hans dag. Men først må han lide meget og vrages af denne slægt. Og ligesom det gik til i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage. De spiste, de drak, de tog til ægte, de gav til ægte, indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og ødelagde dem alle. Ligesom som det gik til i Lots dage; de spiste, de drak, de købte, solgte, plantede, byggede; men på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede der ild og svovl fra himlen og ødelagde dem alle. På samme måde skal det gå på den dag, da Menneskesønnen åbenbares. På den dag, da stiger den, som er på taget og har sine sager i huset, ikke ned for at hente dem, og den, som er på marken, vender ikke tilbage. Husk på Lots Hustru! Den som forsøger på at bjærge sit liv, sal miste det, og den som mister det skal holdes i live.


I vort Evangelium i dag taler Jesus om Guds Rige, både som det er til stede her på jorden, hvor det endnu er i sin udvikling, og som det skal åbenbares, når han kommer igen. Det er det samme Guds Rige, som han har givet sin menighed, at bede om i den anden bøn i Fader vor: Kom med dit rige. Om alt, hvad Jesus her taler om dette Riges Væsen, kan vi sammenfatte i. Guds Rige er ikke et Rige af denne verden. Det har ikke sine udvendige påviselige grænser, ligesom de jordiske riger; man kan derfor ikke heller komme derind ved nogen udvendig forandring, eller flytte et andet sted hen, som vi her på jorden kan flytte fra ét Kongerige (stat) over i et andet.


Det er et åndeligt Rige, skal nogen komme derind, må man komme ud af verden og verdensrigerne og ind i Guds Rige, der må nødvendigvis ske en indvendig og åndelig forvandling med ham, en hjertets omvendelse, hvorved hans indvendige menneske, hans hjerte/sind og dets tanker og vilje får en helt anden retning og et andet mål at stræbe efter, end alt det verden tilbyder.

Bemærk, ofte rette forsøger vi mennesker på at rette os ind efter det rigtige, det er vor gamle naturs tankegang der retter på det udvendige. Mange forsøger på at se gode ud uden de har et omvendt hjerte. Det behøver vi at blive mindet om. Om man i vore dage ville stille det Spørgsmål: Hvornår kommer Guds Rige? Eller, hvordan og hvornår kommer et menneske derind? Da ville man af de allerfleste, både gamle og unge i kristenheden få det her svar: Vi komme først ind i Guds Rige, når vi dør. Bemærk, det er ikke de helt vantro og verdslige, der vil svare sådan, de vil nok sige. Guds Rige er kun en talemåde eller en tom indbildning. Nej, det bliver svaret fra dem, som har været berørte, ja grebne af Evangeliet, og som håber eller ønsker engang at komme ind i Guds Rige. De føler, at for at komme ind i det, må man ud af verden, og så mener de, at når man kun udvendig kommer ud og bort fra denne jord, som det jo sker, når vor ånd skilles fra legemet, og det bliver til jord igen, så kommer man ind i Guds Rige med det samme. Det er i virkeligheden den samme tankegang, som farisæernes spørgsmål til Jesus: Hvornår kommer Guds Rige? De mente dermed: nu har du så længe gået og talt og prædiket om Guds Rige, og vi venter jo alle på dette Riges Komme; fortæl os så rent ud, hvornår kommer da omsider det Guds Rige, så vi kan komme derind? Vi kan jo umulig gå derind, så længe vi ikke kan se det. Både farisæerne og Israelitterne ventede nemlig på at Guds Rige skulle komme, de forventede, at den forjættede Herrens Salvede, Messias, skulle komme og oprette det på jorden i synlig Herlighed og magt, så at man da kunne gå der ind som man var, ligesom ind i et andet jordisk rige. Eller vel rettere sagt, de forventede, at Messias skulle komme med Guds Rige og med Guds overmagt, og så blev det spørgsmålet, om de villig ville hylde ham som deres Konge, eller stå ham imod.


Men Jesus svarede: nej! Sådan er det slet ikke med Guds Rige, »Guds Rige kommer ikke, så man kam pege på det, man skal heller ikke sige, se her, eller se der er det! Fordi se, Guds Rige er indeni jer«. Det vil sige, Guds Rige kommer først for jer, når I er kommet ind i det, og I komme ikke ind i Guds Rige, før det kommer ind i jer, før Gud virkelig bliver Herren og Regenten inde i jeres hjerter. Derfor kom Guds Rige ikke for farisæerne, Det var netop dette, de sidst af alt ville, at Gud skulle regere i deres hjerter. De ville »opstille deres egen retfærdighed« (Rom.10.3), de forventede at menneskets forhold til den levende, almægtige og hellige Gud var et kontraktsforhold, hvor Gud krævede sit, ligesom en anden jordisk hersker, og mennesket skulle ydede sit, men så skulle mennesket også have ret til at kræve sit til vederlag af Gud, sin løn og anerkendelse af sin retfærdighed.


Selv om nu tanken om et sådant kontraktsforhold mellem mennesker og Gud ikke træder frem på den måde i dag, hvert tilfælde ikke så synligt her til lands, det er jo anderledes i pavedømmet, der møde vi i virkeligheden hele det gamle farisæiske kontraktsforhold til Gud sat i system på kristelig grund, så møder vi alligevel den samme udvendige betragtning af Guds Rige allevegne, hvor mennesker mener, at vi kommer ind i Guds Rige, når vi dø, d.v.s. dertil kun lige kræves, at Gud åbenbarer sin overmagt over mennesket. Men her gælder Jesu Ord : Guds Rige er indeni jer; ingen kommer derind ved en udvendig omflytning, end ikke når Gud flytter ham det største skridt, det er tænkeligt, at et Menneske kan gøre, fra denne legemlighedens verden, hvor al vor sansen, tænken og virksomhed sker ved legemet, og over i den legemløse tilværelse, som vor ånd skal være i indtil dommen; ja end ikke om Gud flyttede et menneske lige frem for sin trone, kunne dette flytte nogen over i Guds Rige.


Om Guds Rige ikke er indeni os her, er det umuligt, at vi kan komme derind ved at dø og miste alt det, som vort hjerte lever i, eller ved nogensomhelst udvendig omflytning eller forandring af vore omstændigheder. Det eneste der gælder er at, Guds Rige skal være inde i os, så vi ikke lever som vi selv vil og selv bestemmer, at vore hjerter/sind bliver en del af Guds Rige, en lille provins deraf, hvor Gud i Sandhed hersker, så vi villig lade os regere af ham.


Hvordan kan det ske?

Kan det ske? Ja, alle I, som kender jeres hjerter/sind, ved hvor selvrådigt og egoistisk og verdsligt det er af natur, I vil forstå, at »når det sker på jorden, er det så stort et Guds mirakel, at ikke engang, englene kan fatte det, før de på den frelste menighed kan se, at det virkelig kan lade sig gøre. Det ville ikke være noget mirakel, om den almægtige Gud ville tvinge mennesker til at gøre, hvad han vil; derved kunne ingen komme ind i hans Rige, da blev det jo kun vor hånd og vore gerninger, der kom derind, men ikke vort hjerte, vor inderste personlighed, som han netop har skabt til at leve i ham.


Men dette mirakel, at vort hjerte i sandhed kan kommer til at høre Gud til, så det bliver vor glæde at lade os regere af ham og vor inderligste sorg, når vi er gået ud på egen hånd for at finde løsninger som passer os selv og følge vor egen Lyst, det Guds mirakel sker kun ved vor Herre Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som kom herned med Guds Rige, og i hvem det kommer mennesker i møde, sådan at hver den, som modtager ham i sit hjerte, han modtager også Guds Rige, og Guds Rige kommer til ham og ind i ham.


Da Jesus Kristus var på jorden, kom han personlig til mennesker, og alle dem, der modtog ham, gav han magt til at være Guds børn, så de kom ind i Guds Rige; og han kommer åndelig til os i sit Ord, det som lyder til os efter hans befaling i den hellige dåb, alt som han selv har sagt (Joh 3.5) : »uden man , bliver født af Vand og Ånd, kan man ikke komme ind i Guds Rige: Hver den, som af et ærligt hjerte svarer Ja til dette Ord, ikke fordi han kan forstå det eller bevise dets sandhed og Frelses-Kraft, men fordi vor Herre Jesus har sagt, at det er vejen ind i Guds Rige, og fordi han af hjertet gerne vil frelses til at komme derind, han kommer også derind, og han skal erfare, at Guds vilje og kærlighed får magt til at herske i hans hjerte. Og enhver, som dette er sket med, skal bekende, at det er Guds nådes værk i ham.


Selvom vi end må lægge al vor viljes bedste kraft til for at kunne omvende os helt til at svare Ja til forsagelsens og troens ord, ja måske kæmpe på livet for at kunne gøre det, kan ingen som tror, sige, at det var ham selv, der gav sig troen eller gav sig magten til at omvende sig, nej det var Gud, som virkede det, og det er Gud, som har æren derfor.


Her møde vi igen forskellen mellem Guds Rige og verdensrigerne. Med disse forholder det sig jo sådan, at er man først kommen derind, så er og bliver man i det rige, indtil man igen går over grænsen ind i et andet. Men Guds Rige er ikke af denne Verden. Vi blive aldrig her på jorden på den måde inde i Guds Rige, at vi kan sige: nu er vi der, og den sag er dermed i orden. Når én taler sådan, er det et temmelig sikkert et vidnesbyrd om, at han slet ikke er i Guds Rige, men kun har kundskaben derom. Men netop når vi er kommet ind i Guds Rige her på jorden, må vi hver dag igen og igen søge søge Guds Rige, og hele tiden modtage Guds nåde i Jesus Kristus, ved hvem vi har fået adgang derind, for at den på den måde kan få dybere plads i vort hjerte/sind og bøje det til 100% villighed at lade sig regere af Gud. »Guds Rige er ikke spise og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i den HelligeÅnd«, d.v.s. det er at være i Guds Rige, at den HelligÅnd overbeviser med sikkerhed uden tvivl, at vi er retfærdige i Guds øjne, idet han for Jesu Kristi skyld har forladt (tilgivet) os alle vore synder, og at vi i kraft af HelligÅnden i os har freden, som Jesus Kristus har vundet til os.


Midt under al den strid, vi er i på jorden, kan vi frimodigt se opad og fremad med den faste overbevisning om, vi er frelste i håbet, sejren er vor, selvom vi stadig må kæmpe for at vinde den. (Efes.6). Og der med følger så glæden og freden i HelligÅnden som har udgydt Guds kærlighed i vore hjerter.


Derfor beder vi Fadervor.

Vor Far i Himlene, kom med dit Rige midt i blandt os.. at denne Retfærdighed, Fred og Glæde må komme ind i os og bevare vore hjerter og tanker i Kristus Jesus, så vi virkelig styres af ham. Det er er denne forståelse af bønnen, som giver mange Kristne problemer, når de beder, kom med dit Rige til os! Det vil sige, man ville bedre udtrykke bønnens rette mening ved at sige: dit Rige komme i os, ind i os. Det hjælper jo meget lidt om man beder om Guds Rige må komme til én, uden om én, om man stadig er udenfor det. Men endnu bedre og rigtigere er det at bede, hverken »i os. eller til os komme dit Rige, men som Jesu Ord lyder: dit Rige komme! så vi tager denne bøn af Jesu mund i vort hjerte og mund, og i tro beder, ønsker som han vil, vi skal bede om, selv om vi endnu ikke have fattet det i dets fulde dybde. Da vil Guds Ånd også føre os til at se, at denne bøn når langt dybere og højere end til Guds Rige indeni os.


Nok er det er endnu langt fra, at Guds Rige er til stede i sin fulde skikkelse og Herlighed, således som det er i os og i hans menighed her på Jorden. Her er det ikke alene usynligt for det legemlige øje, men det er her stedse under kamp og strid, ja under fald og skrøbelighed. Men den tid skal komme, da »Riget er med solekår til syne og til stede i Evighedens gyldenår med Ret og fred og glæder. Og det gælder om, at vi her, hvor vi vandre i tro og ikke i beskuelse, kunde lære altid at se fremad i håb, i fremtids-vished, til dette Herligheds Rige. Om det talte Jesus, efter at han havde svaret farisæerne, idet han sagde til sine disciple, »de. dage skal komme, da I vil ønske at se en af Menneskesønnens dage, og I skulle ikke se den, Jesus taler her om den tid, da verdens fjendskab ret skal rejse sig med forfølgelse mod menigheden, så det bliver så at sige uudholdeligt for Kristne at leve i verden, og fremfor alt om den sidste store Trængsel, som skal oprinde inden hans Tilkomst. Da, siger han, skal der blive sådanne tider for hans menighed, dem der have hjemme i Guds Rige på jorden, at de inderlig ønske, at Guds Rige må få helt andre kår, således som det skal ske, når Menneskesønnen åbenbares i sin Herlighed.


Men Jesus siger, at også om dette hans Herligheds-Riges oprettelse gælder det, at man ikke kan sige: se her, eller: se der er det. Om nogen da vil sige eder, at Jesus er kommen og er at finde her eller der på Jorden, skal I ikke tro det; ti han skal komme synlig for alverden, ligesom lynet, hvis glimt kan ses fra den ene Himmelegn til den anden. Derimod, siger Jesus, I skal agte på at være vågne og beredte, så at Guds Rige må være indeni eder; om end Menneskers kår er udvendig ganske ens, skal der dog kunne blive himmelvid Forskel imellem dem, når Guds Rige åbenbares; to skal ligge på samme leje, og to male på samme kværn, og vi kan føje til: to skal være samlede i den samme Kirke; men den ene skal blive udenfor, mens den anden går ind i Herligheds-Riget.


Og nu må vi vistnok sige, at det er langt fra, at vi er stedte i en sådan udvortes Trængsel, som her sigtes hen til. Vel kan hver af os have sit at bære og at kæmpe med;og ret forstået må vi sige: Gud ske Lov, at det er så , ti ellers voksede vort Hjerte altfor fast i Verden; men alligevel er den Trængsel, Menigheden for Tiden har i Verden, for intet at regne. Det går i Verden, som i Noas og Lots Dage : man spiser og drikker, køber og sælger, man har så travlt med sine Forretninger og med at tilfredsstille sin Lyst, at man derover helt glemmer, at Verden og dens Lyst forgår, og kun den, som gør Guds Vilje, d. v. s. som er i Guds Rige og lader sig regere af Gud, bliver til evig Tid. Men Verden går dog endnu ikke ud på at bekrige og udrydde Menigheden. Men alligevel vil også under disse Kår de Dage komme for alle oprigtige Kristne, da de vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens Dage, efter at se et Glimt af Guds Rige, som det skal åbenbares i Kraft og Herlighed.


Denne længsel skyldes ikke, at vi blive svage og gamle og trætte af verden; Træthed bringer aldrig nogen til at håbe og og se fremad, men kun til at lukke øjnene ; til at håbe hører der klare. åbne øjne. Nej da komme vi til at sukke efter Herlighedsriget. når vi er i Guds Rige, og Guds Rige er i vort hjerte, så vi oprigtigt og i alvor stride mod alt, hvad der frister os og vil hindre os i at ville, hvad Gud vil, men dog må erfare, hvor afmægtigt dette hjerte er overfor vore indvortes fjender, hvorledes de fjender, vi tænkte overvundne for stedse, leve op igen og angribe, ja overvinde os påny. Om vi da slutter fred med fjenden og tænke: det bliver dog aldrig anderledes. jeg er en synder som alle andre og må vedblive at være det. da ser det galt ud for os, og dersom ikke Gud gør et under for at rive os ud af denne slaphed, så går vi fortabt. Men om vi trods alle nederlag vedbliver at omvende os og forsage den synd. vi er bukket under for, og om vi således vedbliver at holde Jesu fjender for vore: da vågner sukket og længselen efter, at vor Herre Jesus Kristus, som engang har vandet det store slag for os, og som har sejret i os, hver eneste gang vi har sejret over den synd, der lokkede os, at han vil komme i sin Herlighed og lægge alle sine og vore fjender under fod og oprette sit Saligheds-Rige, Guds-Riget med solekår, hvor alt mørke er forsvundet, og Gud blevet alt i alle.


Dette Guds Rige, Herligheds-Riget, det er Guds Børns rette Fædreland og Hjem, medens Guds Riget, som det er til Stede her på Jorden, kun er som forgården dertil. Men om længselen efter dette Fædreland gælder, hvad en troende Kristen engang har sagt: salige er de, der længes hjem, ti de skal komme hjem. Ja salige er de, som længes hjem! Vistnok gælder om denne længsel det samme, som når man her på jorden opholder sig i et fremmed land og længes efter sit Hjem: da kan man ikke nær således forlyste sig ved det store og skønne, man ser i det fremmede, som når man ikke længes; men til gengæld bliver glæden i Håbet om at komme hjem dobbelt. Og således bliver livet her på jorden ikke nær så lysteligt, når man længes efter sit himmelske Fædreland, som det kan være, ialfald til en tid, når man ikke længes. Men dog skal det stå fast: salige er e de, som længes; ti de have alt her i udlændigheden den Salighed, den hjerteglæde i Gud, at være visse på , at vi have det allerbedste hjem at stunde til, hvor al Synd og alt, hvad der gør livet her til en udlændighed, skal være borte.


Og da lære vi at bede den Bøn: dit Rige komme! i langt dybere Betydning end før, således at vi deri bede og vedblive at bede om, at dette Herligheds-Rige må komme. Betingelsen for, at det kan komme for os, er nødvendigvis, at Guds Rige først er kommet ind i os; ti uden dette bliver Guds Herligheds-Rige os til Dom. Men er Guds Rige kommet ind i os, og vi i det, da skal vi ikke opsætte at bede om Herligheds-Rigets komme, ind- til vor trængsel går os over magten, nej jo tidligere vi kan lære det, des bedre for os, des mere frimodighed og glæde bliver der i vort Kristenliv; og hvor frimodigheden og glæden holder indtog i hjertet, der blive vi også stærke i håbet, både til at vedblive at stride den gode strid og til i bønnen at skue og stræbe og ile fremad til vor Herres Jesu Kristi gag, da »vi ser en ende på al vor trængsel, og evig stilles vort hjertes længsel; o Gud ske Lov !

Amen.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 358720

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,36142897605896sekunder