JESUSLIVET - EVANGELIET TIL FRELSE

Uddrag af bogen Korsvejen af. Willy Griis 1989 kan bestilles på www.amen.nu

 

I Det Gamle Testamente er Det ny Testamente skjult tilstede, og i Det nye Testamente er Det gamle Testamente åbenbaret. Evangeliet om Guds nåde til frelse. Evangelie betyder »Det glade budskab«. Et budskab til mennesker i nød. Mennesker, som er fortabte i deres synd, og som ikke formåede at komme nær til Gud, fordi de ikke kunne opfylde alle lovens krav. Men Gud bragte evangeliet, Nådens budskab.

 

»Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror Thi der er ingen forskel. Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud « Rom.3,21-23.

 

I disse vers tales der om, at der uden lov og ved tro Fies en retfærdighed fra Gud. Dette er evangeliet. Når der står: »Hvorom loven og profeterne vidner,« så betyder det, at Det gamle Testamente bevidner dette. Det vil sige, at i Det gamle Testamente var evangeliet tilstede. Evangeliet om en frelse uden lov. En frelse alene ved tro på Jesus Kristus.

 

Evangeliet er et budskab til os om, at vi ikke kan fortjene os til frelse. Evangeliet er uden lov, og dermed er der ikke stillet nogen krav til os, som skal opfyldes, for at vi kan blive frelst. Gud har forordnet det sådan, at retfærdigheden modtages alene ved tro på Jesus Kristus! Lad os holde det helt klart i vor bevidsthed.

 

Det er ofte sådan, at mennesker ikke rigtig forstår det i, deres hjerter. Dybest set betyder det jo, at alt det i os, som I gerne vil være Gud til behag, er uden værdi for vor frelse. Vi retfærdiggøres ved tro på Jesus Kristus, og ikke ved at der er noget i os, som vil være Gud til behag. Alene af nåde ved tro. Uforskyldt/ufortjent, står der i Ordet. Denne vidunderlige frelse er kommet fra Gud, alene af nåde. Dette er evangeliet fra Gud.

 

Det var det evangelium, disciplene, og senere Paulus prædikede. De fortalte, at nu var der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud. Nemlig retfærdigheden ved tro. Der står i Guds ord, at denne retfærdighed gælder for alle dem, der tror. »Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning, det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet I tilså 2.Kor.5,17.

 

HVIS NOGEN ER I KRISTUS

(Nemlig ved tro), så er han en ny skabning. Og videre stod der: »Det gamle er forbi. Hvad er da det gamle? Det gamle er det menneske, som vil gøre noget selv for at blive frelst Det er gamle ”Adam”, som selv vil opfylde alle Guds krav igennem loven, men som umuligt kan gøre det. Alt det er forbi, for der er åbenbaret, ved nåde, en anden vej til frelse. En vej uden lov og krav. Denne vej er retfærdigheden fra Gud. En vej, hvorpå vi vandrer i tro. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.

 

Det nye er Kristus, og det er en åbenbarelse, et lys fra Gud, som skinner vore hjerter. At blive frelst ved tro er en åbenbarelse til os ved Helligånden. Denne tro, som her tales om, er en bestemt tro. Det er troen på Jesus Kristus.

 

» Fordi, af nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven«. Ef.2,8.

 

Det skyldes ikke noget i os. Det er alene Guds vidunderlige gave til mennesker. » Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste .Anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige, ham tilregnes hans tro til retfærdighed « Rom.4.4 -5.

 

Her tales der igen om de to modsætninger. Lovretfærdighedens menneske, som har gerninger at opvise, det er gamle Adam. Og så er der den, der modtager frelsen af nåde ved tro.

 

Der er mange mennesker i dag, også inden for de kristnes rækker, som deres underbevidsthed mener, at de er gode nok. De tror på Gud, de gør godt mod mennesker, og de mener, at alt det berettiger dem til at få frelsen fra Gud. For så vidt du har det sådan, kære læser, så er der noget grundlæggende, du har misforstået. For al din godhed og alle dine gerninger fører dig aldrig til frelse.

 

Her er det, Paulus forkynder et helt andet evangelium. Det er anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige. Ham regnes hans tro til retfærdighed. Her tales om et menneske, som kun har troen til retfærdighed, ikke spor andet. Kun troen. Et sådant menneske kan ikke pege på sig i selv på et eneste punkt og sige: »Derfor er jeg værdig til Guds frelse « Han har kun en mulighed, at se hen til Jesu frelsesværk på Golgata, og i tro sige Gud tak for den retfærdighed, som tilregnes os ved Jesu korsdød^i Jesus døde i vort sted.

 

Det er den tro, som er et Åndens lys og en Guds åbenbarelse. Det er ikke alle, der påstår, at de tror på Gud, som el frelst. Det er kun dem, som har Jesu Kristi tro i deres hjerter. Og den gives ved Åndsåbenbarelse. Det som også i Bibelen kaldes den nye fødsel.

 

HVAD ER DA GRUNDELEMENTET I DENNE TRO?

Det er »har fået.« Vi har fået retfærdighed fra Gud. Vi har fået helliggørelse fra Gud. Retfærdigheden, frelsen fra Gud er: »Har fået.« I Kristus en ny skabning. Halleluja.

 

Vi er en ny skabning i Kristus, når vi tror, vi »har fået« retfærdiggørelse ved tro på Jesus Kristus. Når vi tror, vi »har fået« helliggørelse og forløsning i troen på ham. Når denne tro er født ind i vort hjerte og blevet vor bekendelse, da er vi frelst. Ordet frelst er ikke en »større« bekendelse, end det ordvalg Paulus bruger, når han siger, at vi er »nye skabninger« i Kristus, for det dækker ordet frelst. »Fordi,i med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.« Rom.10,10.

 

Ordet frelse her kommer af det græske ord zozo, som betyder: frelse, gøre rask, helbrede og bevare. Altså en udfrielse til vor ånd, sjæl og legeme. Vi er nye skabninger i Kristus Jesus! Troen på, at vi har fået alt dette, i Kristus, er en nådestro!

 

Hver gang mennesker siger: Det tror jeg nok. Så tvivler de egentlig. Det er menneskelig tro. Men guddommelig tro er: »Jeg har fået.« I den tro er der ingen tvivl. Vi har af nåde faet denne troens overbevisning i vort sind, og vi tør vi bekende den. Det er Evangelietroen. Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Rom. 8.16.

 

Om der kommer en til mig og spørger. Er du frelst Willy. Ja, det er jeg vil jeg frimodigt svare, og han så fortsætter med at at spørge. Er du Helliggjort? Da vil jeg igen svare. Ja, det er jeg. Ja, men det er ikke det jeg mener, siger han måske til mig, er du er helligt menneske, uderforstået et godt menneske? Nej, må jeg svare, jeg er ikke noget godt menneske, men en synder fuld af fejl og mangler ligesom du. Men jeg er en benådet synder, helliggjort ved Kristi blod på Golgata, og derfor frelst. Jeg bekender det, jeg tror det, det er mit af bare nåde. Det er frelse! Det er den frelse, som er evangeliet. Det er det evangelium, som var skjult i Det gamle Testamente, og som Gud nu har åbenbaret os, som tror. Det var det evangelium, som apostlene gik ud i verden med, og derved lagde de en afstand til lovretfærdigheden, som mange jøder troede på, da Jesus vandrede her på jorden og som mange mennesker i dag også bevidst eller ubevidst arbejder på, ja selv langt ind i menighedernes rækker. » Fordi, af nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven, det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig« E£2, 8 -9.

 

»Salige/velsignet de, hvis overtrædelser er forladt og hvis synder er skjult, salig den mand, som Herren ikke tilregner synd « Rom.4,7-8. » Fordi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger, ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd « Rom. 3,20.

 

HER ER IGEN LOV OG EVANGELIUM sat op imod hinanden. Fordi i Guds øjne vil intet menneske, ikke et eneste menneske, hverken du eller jeg, nogensinde blive retfærdiggjort ind for Gud. Hvad skulle loven da så? Den lov som er mest fuldkommende ideal, for menneskerne at leve efter. I den lov står der. Du skal elske din næste. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke begære din næstes kone osv. Hvad skulle den lov? Skulle den ikke hjælpe os til at leve et bedre liv? Nej, det skulle den ikke.

 

Ved den lov skulle man nemlig kun nå til at erkende sin synd. Nemlig opleve at vi ikke indeholder muligheden for at kunne opfylde lovens krav og ad denne vej finde frelse, og fuldkommenhed. Vi oplever her vor egen afmagt og ser i vor fortabelse i nogensinde ad den vej at nå op til Gud. Det var også den guddommelige mening med loven. Vi skulle nemlig komme til den erkendelse, at vi var syndere, som ved loven ville blive dømt til evig fortabelse borte fra gudssamfundet. Farisæeme tog forkert af lovens betydning. De vidste, at loven var givet til dem af Gud, og ved at gå ind under lovens krav, mente de sig at være Abrahams bøn. Men Jesus sagde til dem: »I har Djævelen til far. Joh,8,44. De brugte loven, ikke til at erkende, at de var syndere, men til at retfærdiggøre sig selv med. Derved blev de hovmodige, og det var den synd, som djævelen faldt i. De sagde, vi har opfyldt loven, vi er gode mennesker, og så sammenlignede de sig med loven, men det var løgn, sagde Jesus. Det er djævelens løgn, I bekender. Loven havde kun et formål, ikke at føre mennesker til retfærdighed, I men at åbenbare for os, at det er umuligt at blive retfærdiggjort.

 

HVAD SKULLE DA LOVEN?

Den skulle fortælle os, at vi gik evigt fortabt, for vi kunne aldrig leve op til Guds krav. Hvad skulle vi mennesker så gøre i en sådan situation? Vi skulle råbe til Gud efter en frelser! Hvad gjorde Gud? Han sendte Jesus Kristus på Golgata! Og der retfærdiggjorde han os alene ved tro!

 

Derfor står der i Rom.4,7-8 »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult, salig den mand, som Herren ikke tilregner synd. Hvem er det, Herren ikke tilregner synd? Det er det menneske, som er blevet retfærdiggjort af nåde, ved tro! Halleluja.

 

Når Gud siger, dine synder er skjult, dine overtrædelser er forladt, jeg tilregner dig ikke mere synd. Ja, da siger han det kun til det menneske, som er blevet retfærdiggjort ved troen på Jesus Kristus uden lovgerninger. Det menneske, som søger Gud i den rene og alene tro! Hvis vi da ser hen på Jesus i den troens ånd, at vi har fået tilgivelse ved korset, da er vor synd forladt og vore overtrædelser skjult. Vi er retfærdiggjort og helliggjort ved korset alene. Vi må aldrig se på os selv, for da vil vi finde en mangfoldighed af anklagepunkter, som kommer fra loven og djævelen. Dette er vantro, at se ind i os selv efter forbedringer. Kommer denne tanke: Der jeg god nok, ja, da skuer jeg efter noget, jeg kan fremvise for Gud.

 

Det er vantro mod Golgataværket. Gud siger ved korset: Du er god nok! Jesus er død for dig, elendige synder! Når vi siger, at vi ikke slår til, ikke er kærlige nok, ikke opfylder Guds lov, da siger vi til Gud, det du har gjort på Golgata, er ikke nok for mig, og derved undsiger vi os Guds frelse! Det er en anklage imod Gud, imod den højeste majestæt! Men hvis vi i ydmyghed råber til Gud: Frels mig, for jeg er ikke god nok. Da siger Gud: Jeg har retfærdiggjort dig ved korset!

 

Lad os forestille os, at et barn altid føler, det ikke kunne leve op til sin mors` krav, og igen og igen siger til sin mor`. Mor,jeg er ikke god nok til dig. Fordi. Du er så god mor. Da vil den mor gå med et meget berøvet hjerte. Fordi, hun havde et barn, der var på afstand af hende i ånden. Det barn føler sig anklaget af sin mors´ kærlighed. Men hun kunne jo ikke lade være med at være kærlig, men barnet følte hele tiden det skulle leve op til sin mors` kærlighed. En sådan mor vil være bedrøvet. På samme måde bedrøver vi Gud, hvis vi vil leve op til Hans kærlighed, i stedet for bare at tage imod den.

 

PAULUS GIK DENNE VEJ TIL FRELSE

Det ser vi i Rom.7, 1 Eller ved I ikke brødre (Jeg taler jo til mennesker, som kender loven), at loven kun er herre over et menneske, så lange det lever? Paulus talte til mennesker, som kendte loven, mennesker som engang ville retfærdiggøres ved loven. Nu taler Paulus om, at loven kun er herre over et menneske, sålænge det lever. Hvad mener Paulus med det?

 

Det ser vi i. 1. Kor. 15.22. Fordi. Ligesom vi alle dør i Adam, sådan skal vi også alle levendegøres i Kristus.

 

Paulus taler om en død. Han taler om, at han kender til at være død fra loven, allerede medens han levede her på jorden. Han taler om gamle Adam. Denne gamle Adam, som vil være et bedre menneske. Han taler om denne Adams død. Men han taler også om at blive levende i Kristus. Gal.2,19-21: » Fordi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig (gamle Adam), der lever, men Kristus lever i mig, og det liv, jeg nu lever i kødet (legemet), det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, fordi, var der retfærdighed ved loven, så var Kristus død til ingen nytte.

 

Fordi, ved loven er jeg død for loven, det var jo det Paulus sagde i Rom.7.1. Loven er jo kun herre over et menneske så længe det lever.Var der retfærdighed ved loven, så var jo Kristus død til ingen nytte.

 

Paulus siger altså:

Ved loven er jeg død for loven. Det kan også siges på den her måde: Ved loven er leg død fra loven, for at jeg kan leve for Gud. Det er nødvendigt, at vi oplever det i vort liv, at være død fra loven og fra kravet af alt det vi ikke kan. Ellers kan vi ikke leve for Gud. Det var lovkravene, farisæerne levede for, og til farisæerne sagde Jesus, I er djævelens børn.

 

Paulus siger om sig selv:

Ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud, med Kristus er jeg korsfæstet. Det gamle ugudelige menneske må ved loven indse, at det er en synder, som blev korsfæstet for over 2.000 år siden. Paulus så sig selv hænge på korset. Han så sig selv dø sammen med Jesus, da Jesus døde. Derfor fortsætter han: Det er ikke længere mig, der lever. Hvad mener du om at møde et sådant menneske? Om du mødte et menneske i dag, der siger til sine medmennesker: Det er ikke længere mig, der lever. Jeg tror, de fleste ville regne et sådant menneske som gal. Men Paulus havde set noget nyt, han havde flet lys fra Gud, så han kunne gå rundt og sige, det er ikke længere mig, der lever. lad det også blive vor bekendelse, kære læser. Det er ikke tangere os, der lever.

 

Paulus fortsatte med ordene: Men, Kristus lever i mig. Kristus Jesus er det fuldkomne menneske. Han er retfærdig. Han er hellig, Han er den fuldkomne kærlighed. Kristus lever nu i enhver, som vil tro det.

 

Derfor siger Paulus: Det liv jeg nu lever i kødet (legemet), det lever jeg i troen på Guds søn.

 

Kære læser, er det den tro, der er blevet din tro?

Amen.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312722

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34993314743042sekunder