JESUSLIVET - FØRT AF HELLIGÅNDEN.

FØRT AF HELLIGÅNDEN


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk



Disse noter til Ezekiels bog blev nedskrevet af Miss Soltau efter foredrag holdt i Kina Indland Missions "Training Home" i London langfredag den 3. april l896, som til- bragtes i forventning til Gud. Det anbefales at følge med i teksten.



1.DEL

SYNET AF DE LEVENDE VÆSENER - HVORLEDES GUD BEREDTE SIT VÆRKTØJ



Denne bog, Ezekiels bog, er et vidunderligt billede på overgivelse til Guds Ånd. Lad os her se bort fra dens profetiske indhold og betragte den som et åndeligt billede på Guds arbejde i en sjæl, og lad os dernæst se, hvorledes han virkede gennem den sjæl, som var et lydigt redskab i hans hånd.

SYNET AF DE LEVENDE VÆSENER

1.kapitel

Første kapitel begynder med Ezekiels "syn fra Gud", da han var blandt de bortførte ved floden Kebar. Han var den eneste, som så disse syner. Hvorfor? Fordi han med stille ånd biede efter Gud. Gud åbenbarer sig kun for sjæle, der er sådan beredt. Herrens ord kom tydeligt til ham. Måtte det komme tydeligt til enhver af os, når vi i dag bier på ham. Det, der er vanskeligst for Gud, er at få os i ensomhed, at få frigjort os fra vore gamle ideer, vore gamle erfaringer, vore gamle tankebaner, at få os sådan løst fra det alt- sammen, at vi bliver så at sige som "nyfødte børn". Vi glemmer så ofte forudsætningen for at blive undervist af Gud, Matt. 11:25. Mens Ezekiel således biede på Gud, gav han ham et Åndens billede af den nye skabning, født midt ud af ilden, (vers 4), Helligåndens ild. I den nye skabning, der er afbildet i disse levende væsener, kan vi spore Kristi billede "den førstefødte blandt mange brødre." I ørnens åsyn den mod Gud vendte stilling; stigende på troens og kærlighedens vinger i samfund med Gud. I oksens åsyn livet i tålmodig lydighed mod Guds vilje, i løvens åsyn det trofaste vidnes uforfærdede frejdighed og guddomme- lige mod og i menneskets åsyn Hans fuldkomne mennskelighed, mennesket Jesus Kristus. De nye skabninger, som er født ud af Helligåndens ild, har alle magt til at have samfund med Gud; de lever i Guds vilje, de er frygtløse overfor Sandheden fra ham, og de har samfund med mennesket Jesus Kristus i hans lidelser. Disse nye skabninger er også sammensluttede, den ene med den anden (vers 11), (kun således kan det blive fuldbyrdet, at "de alle må være ét)". "De gik alle lige ud; hvor Ånden ville have dem hen, gik de; de vendte sig ikke, når de gik." (vers 12). Dette minder os om Pauli ord: "Ét gør jeg" - de følger efter for at kende Herren. I vers 15-21 kommer vi til "hjulene", et vidunderligt billede på åndslivet. Mellem Gud som forsynet, der viser sig i forholdenes hjul og Gud i den nye skabning, er der ingen gnidningsmodstand. "Livets Ånd var i hjulene", og Ånden var i de levende væsener, de bevægede sig i fuldkommen endrægtighed. Dette er et billede på livet efter Guds vilje. Ezekiel skulle lære, hvad det ville sige at gå frem i Gud og hvad det betød, at Gud gik frem i ham. Fuldkommen overgivelse til Guds Ånd i ham, og til Guds Ånd i begivenhedernes hjul, han, "som virker alt efter sin viljes beslutning" (Efes.1:11). Disse nye skabninger levede og bevægede sig i "det blændende krystal" af Guds nærværelse (vers 22), de vandrede i lyset, ligesom han er i lyset (1.Johs.1:7), uden at der var noget imellem dem. Luften var klar mellem dem og Gud. Hvad kender vi til dette? Når vi lever i Guds "blændende krystal", er der ingen dunkle kroge eller tvivlsomme veje, ingen beregninger eller planlægninger, ingen kunstgreb eller behændighedskunster, fordrejelser eller anslag, ingen siger ét og mene et andet for at fremme egne formål, gående ud fra, at hensigten helliger midlet. Her er intet af det, som verden ville gøre brug af, thi intet af det kan tåle Guds søgelys. Da Gud således havde vist Ezekiel billedet af den nye skabning, hævede han hans blik endnu højere, langt over synerne af de ting, der kunne blive, op over de velsigne- de muligheder, helt op til MENNESKET PÅ TRONEN (Vers 26-28). Først synet af Guds hensigter og så GUD SELV.


Vi finder aldrig vor rette plads - som støv for hans fødder - før vi får øje på mennesket på tronen (Job 42:5-6). Nogle tager fat på at lære dødslektien uden at se herligheden foran sig. Får vi først øje på den vidunderlige herlighed, betyder det kun lidt for os, hvad det kommer til at koste at nå til den. Nogle er bestandig døende, døende og kommer aldrig igennem til "et ny liv" (Rom.6:4), thi de ved ikke hvad de rækker efter, og de er trætte af vejen. Det, vi skal gøre for dem, er at vise dem synet af herligheden, da vil sjæle drages til at følge efter, Paulus så "Hans Herligheds Glans", og fra det øjeblik agtede han "alt for tab mod Kristi Jesu, min Herres kundskabs ypperlighed". O, måtte Gud opløfte vore hjerter, så vi kunne se "mennesket på tronen". Da Ezekiel så ham, faldt han ned på sit ansigt, og da talte Gud til ham og bød ham stå på sine fødder (Ez. 2:1), men ikke engang dette kunne han, uden at Ånden kom ind i ham og rejste ham. Når Gud byder, giver han altid kraften til at adlyde. Først billedteksten om den nye skabning, der lever og røres i Guds lys og i hans vilje, derpå "MENNESKET PÅ TRONEN" - GUD SELV dernæst Ezekiel ved hans fødder som død og så Livets Ånde fra Gud, som kom ind i ham med større kraft til at udføre de ting, han havde set. Dette er Guds vej! Lad os nu se, hvorledes GUD FORBEREDTE EZEKIEL TIL AT TJENE SIG (2. og 3. Kapitel). Gud har i sinde at bruge ham, for det første som et TEGN, for det andet som en PROFET, for det tredje som den, hvem han lod SE SYNER af de tilkommende ting. Vi kan ikke finde et mere vidunderligt billede på overgivelse til Ånden end Ezekiels historie. Her ser vi, hvordan Gud bereder sine sendebud ved at gøre dem lydige og fuldstændig undergivet Åndens herredømme. Da Ånden sagde: "Gå ud i dalen", gik han til dalen (Ez.3:22-23), "gå, luk dig inde i dit hus," lukkede han sig inde (Ez.3:24), "vær stum", var han stum" (Ez.3:26), "åbn din mund", åbnede han sin mund (Ez.3:27), "spis" (Ez.3:1), "læg dig" (Ez.4:4,6,8) så gjorde han således. Dette er ubetinget lydighed. Ezekiel havde overgivet sig fuldstændig, selv i sine familiefor- hold; thi da Herren sætter ham på den vældige prøve ved hans hustrus død (Ez.24:16) og det bliver sagt til ham at han ikke må græde, "da gjorde han, som var ham befal- et". O, hvad det betyder at være OVERGIVET TIL GUD


Ezekiel vidste kun lidt, hvad følgen af hans budskab ville blive. Husker du, at engang da han talte, var der en mand, der døde (Ez.11:13), og "han faldt på sit ansigt og råbte med høj røst: Ak Herre, Herre vil du da helt udrydde Israels rest"? Han følte det, som om han aldrig mere kunne tale, men Herren udsendte ham på ny. Vi er måske kun lidt forberedt på i sandhed at overgive os til Gud og komme under Helligåndens påvirkning. Vi er altfor stive, vi trænger til at drejes ud af vore egne spor. Han må afspore os. Vi er som et helt maskineri, og vi kører fast, hvis vi fortsætter i de samme gænger. "Jeg kan ikke udføre mit arbejde, hvis jeg ikke må gøre det på min egen måde," derfor må han vende og dreje os, vende og dreje os ud af vort spor. I et støbejernsmaskineri er der ikke frit spil. Prøv ikke på at få alle dine medarbejdere til at gøre akkurat som du selv. Vi bryder os ikke om at have alle vore krukker af en bestemt form og størrelse eller alle blomsterne i vor have af samme farve. Gud giver ethvert træ frihed til at vokse, du må ikke hindre eller hæmme Helligåndens arbejde i din medtjener ved at få ham til at gøre akkurat, som du gør. Selv i husligt arbejde er det måske svært nok for dig at se andre handle stik imod din metode, men bryd dig ikke om det. Vent ikke, at andre skal klæde sig eller tale som du. Intet er så godt som at lade hver sjæl flyve ud og lære at vandre med Gud, tage sine befalinger fra ham og opdrages af ham.


ER VI VILLIGE TIL AT OVERGIVE OS TIL HELLIGÅNDEN?

Har vi gjort os det klart, at vi ikke er tjenlige til at gøre et arbejde i Guds rige, før vi har set Gud? Vi kan ikke undgå at se, at der nu til dags udføres en mængde kristeligt arbejde, som ikke er Guds arbejde. "De har sat mig til vingårdenes vogter, min vingård, som jeg havde, har jeg ikke bevogtet." Pas vel på, at det er Gud, som sender dig, og hvad udfaldet så end bliver, vil det være det rette. Ezekiel så Gud og han sagde: "Jeg sender dig" (Ez.2:3), han fik befaling til at fortære bogrullen (Ez.3:1), og til atter at gå hen og tale. Man får så ofte det spørgsmål: "Hvordan skal jeg forberede mig til det møde eller den søndagsskoleklasse." Tag imod i dit hjerte og hør med dine ører og gå. Hvis ordene ikke fortæres, får de ingen magt over tilhørerne. De må blive en del af mit inderste væsen, ført ind i mig ved Helligåndens kraft, dersom jeg skal blive Guds sendebud. Så ser vi atter Herligheden (Ez.3:12-14), og Ånden griber Ezekiel, løfter ham op og fører ham bort; han går i "sin ånds harme", ikke villigt, men båret uimodståeligt. "Herrens hånd var stærk over ham." Det næste vi hører, er, at han er stum og på ny blandt de bortførte. Han sad, hvor de boede, og blev siddende hos dem i syv dage (Ez.3:15). Hvad var det Gud gjorde med sin tjener? Han gjorde ham bøjelig. Først sagde han "gå", og nu sad han stum blandt sine brødre uden at have noget at sige, før Gud åbnede hans mund. Således opdrager Gud. Hvilken umage han gør sig for at få os bøjelige i sin hånd! Vi vil have velforberedte talere, men Gud har brug for den, der er villig til at være som en tåbe, dersom det forherliger ham mest. O, at være bøjelig under Åndens herredømme som bladene på et træ for vindens pust. Lad os atter se på kap.3:22-23. "Herrens hånd kom over mig der, og han sagde til mig: stå op …..jeg stod op og gik ….og se, der stod Herrens Herlighed …. Jeg faldt på mit ansigt. Og der kom Ånd i mig, og han sagde---" Gud var i stand til at virke så mægtige ting i Ezekiel, fordi han havde OVERGIVET SIG TIL HELLIGÅNDENS MAGT Se nu, hele bogen igennem fra dette kapitel er der ikke den ringeste tøven eller modstand fra Ezekiels side; han har overgivet sig fuldstændig til Gud. Han kunne føre ham efter sin vilje. Hvilket velsignet eksempel på et overgivet liv. Ak, hvor er der få af os, der er villige til en så fuldkommen udlevering af sig selv, en så ubetinget overgivelse. Men apostlene forstod det ved PINSEFESTEN (Ap.ger.2:44-47), og skal vi kende pinsens sande kraft, kan det kun blive på de betingelser, at alle private interesser og personlige hensyn fuldstændig opsluges af Guds og hans riges tarv. Hvis Gud på en underfuld måde har lagt sin hånd på os for at gøre os bøjelige, måtte vi da give efter ganske og aldeles og ubetinget adlyde hans velsignede Helligånd.


2.DEL

HVORLEDES GUD BRUGTE EZEKIEL - SYNET AF DET SKÆNDEDE TEMPEL - TEMPLETS RENSELSE - DALEN MED DE TØRRE BEN DØD OG OPSTANDELSE


I de første tre kapitler har vi set, hvorledes Gud åbenbarede sig for Ezekiel, og hvordan han forberedte ham til at tjene sig. Ånden tog bolig i han for at arbejde i ham i overensstemmelse med Guds vilje, "da løftede Ånden ham op" (Ez.3:12). "Her er et billede på, hvorledes Guds Ånd farer frem i kraft", siger Elder Cumming. Den fører ham hid og did for at gøre ham bøjelig som et blad for vinden og alt, hvad han selv har at gøre, er at give efter og adlyde. Fra kap. 4 og ud har vi beretningen om Guds arbejde gennem Ezekiel.

HVORLEDES GUD BRUGTE EZEKIEL (kap. 4-11 o.v.)

Lad os først se på ham som et tegn og se, hvor fuldtud han adlød, og hvor absolut han havde overgivet sig til Gud. Et tegn handler ikke! Er vi "tegn og varsler"? Pinse følges altid af tegn og varsler. David kendte mere til at være tegn og varsel end mange af Guds børn nu til dags. Han sagde: "Som et varsel har jeg været for mange". Se også Zak.3:8: "Disse mænd er varselsmænd", og Es.8:18: "Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions bjerg". Ezekiel blev et tegn, da han viste sig parat til at lide for sin Herre. Han blev et tegn ved at vise, at hans hjems goder tilhørte Herren, han blev et tegn, og han er et tegn for os ved den måde, han spiste sin føde. Hvor mange af Guds børn er ikke trælbundne her. "Jeg kan ikke spise det eller det." Vi bliver et nådetegn, når vi ikke knurrer over sådanne hverdagsting, når vi ikke tillader os at have "luner", når vi ikke forlanger, at alle og enhver skal opvarte os og tage sig af vore fornødenheder, når det bliver vitterligt, at vi behersker vort legeme.

Gud tog sig af Ezekiel på alle punkter, frigjorde ham fra hans religiøse fordomme (Ez.4:8-17) og fra afhængighed af føden (vers 9-11); hans legeme var øjensynligt ikke hans herre, ellers ville det have været utåleligt at spise "efter vægt". Han blev frigjort for lysten til at tage sig ud, og alle hans ejendele stod til Guds rådighed (Ez.5:1). Når Gud befaler ham at forberede sig på at drage bort, siger han ikke: "Jeg kan bedre lide dette sted". "Sådan en rar kirke og godt menighedssamfund". Eller "jeg kan virkelig ikke flytte med en times varsel". Hvor vi dog indretter vore reder hyggeligt; vi tænker som Job, at i dem skal vi blive til vor død. Se igen på ham i kap. 21, en sjæl, som er smeltet: "Men du, menneskesøn, støn, støn for deres øjne, som om dine lænder skulle briste, i bitter smerte!" Hvor skammer mennesker sig ikke over en tåre, hvor tilbageholdende og utilnærmelige er ikke mange Guds børn. Samfundet med Gud skaber åbenhjertighed. Kan vore erfaringer hjælpe en anden over hans vanskeligheder, så vil vi ikke - dersom vi da helt har overgivet os til Gud - ænse, at vi måske for at kunne yde ham hjælp må blotte det ømmeste punkt i vort hjerteliv. Gud skal have adgang til de lønligste kroge i vort væsen. Djævelen hader vidnesbyrd; hvis han kan, vil han holde vor mund lukket, og hjerterne omkring os vil blive ved med at være uberørte. Herren må sønderbryde os, han må udtømme os, hvis sjæle skal velsignes. Jesus græd, hans tårer flød for Jerusalem, for hans folk Israels synder. Han græd med de sørgende i Bethania. Vi trænger til smeltede hjerter, der sukker og græder over andres byrder og synder. Ezekiel blev et tegn, da Gud med et slag tog "hans øjnes lyst" fra ham. Gud målte hans sorg, og dog bød han ham hverken at græde eller sørge. Vi bliver aldrig et tegn, før vi tager de tilskikkelser, Herren sender på en helt anden måde end verdens mennesker , ved opstandelseslivets kraft. Legemets død er ikke død for gudsbarnet, som har lært dødslektien i forening med Kristus på korset og i graven.


Se nu på Ezekiel som en profet, som den, der giver Guds vilje tilkende for folket. Se ham som sendebud med domstolsforkyndelsen til "de blinde vejledere" og Israels "fyrster". Se, hvorledes Gud stadfæstede ordet ved medfølgende tegn (kap.11:13). Gud synes skiftevis at have brugt ham som tegn og som sendebud, mens Ezekiel var passiv under hans hånd, lydig hvad enten han skulle være stum eller tale.


Vi springer nu over alle enkelthederne og kapitlerne om dommen over Israels fjender og går over til at se, hvordan Guds åbenbaringer for Ezekiel kan anvendes på en sjæls åndelige historie.


DET SKÆNDEDE TEMPEL OG DETS RENSELSE (Kap. 8, 14 og 36)

I kap. 8 viser Gud Ezekiel sit besmittede tempel, og hvordan han måtte trække sig tilbage til dørtærskelen for Israels synders skyld. Har dette bud til nogen af os? Ser Gud hos os afgudsbilleder og "nidkærhedens billede, som vækker nidkærhed" (Ez.8.3)? Ser han synd i hjertets allerhelligste? Finder han falske forestillinger i "forestillingernes billedkammer"? Er der synd i vor gudsdyrkelse (vers 16), synd i gråden over tabet af vore behageligheder snarere end over at have bedrøvet Gud (vers 14)? Har Gud afsløret guder i jeres hjerter? Har I sat dem til side? Er I villige til at sætte dem bort?
Lad os igen se på kap. 14. Ezekiel sad i sit hus omringet af de ældste, der ventede på at han skulle tale, men Ezekiel sad og så på dem og biede på Ordet fra Herren. Og medens han ventede, afslørede Gud disse mænds tilstand for ham. Gud lagde sin hånd på ham, for at han skulle bringe dem hans bud. Så kom Herrens Ord til mig således: "Menneskesøn! Disse mænd har lukket deres afgudsbilleder ind i deres hjerte og stillet det, der blev dem årsag til skyld, for deres ansigt - skulle jeg lade mig rådspørge af dem"? Er det ikke også sådan nu? Troende mennesker samles for at høre Guds Ord, men taleren er lænkebundet til sit budskab. Herren siger: "Afguder, afguder, lad dem vende sig fra dem, så vil jeg tale". Hvis nogen har en afgud eller noget andet, han ikke har overgivet til Gud, så lad ham da slippe det; ingen vil nogensinde kunne blive virkelig velsignet, før hans afguder er borte.
Gud møder sit folk og underviser det på betingelse af, at det ingen del har med synden. Gud har vist, at dette kan være muligt. Se på hans løfter om udfrielse (Ez.36:25-31). "Alle jeres afguder, al jeres urenhed, al jeres misgerning, al jeres vederstyggelighed, for alt vil jeg rense jer". Gud kan rense hjertet, blodet frelser; hvis du er villig til at overgive ALT, er Gud villig til at udføre sin del og udfri dig. Tænk på løftet om et nyt hjerte og en ny Ånd (vers 26). Kender hver af os denne dybe indre renselse? I kapitel 8 og 14 viser Gud os hjertets besmittelse og afgudsdyrkelse, og i kapitel 36 lader han os se sit lægemiddel. Gennem det hele går dette "jeg vil", "jeg vil", "jeg vil". Gud påtager sig at rense sit besmittede tempel. Har vi fortrøstet os til at lade ham gøre det? "Jeg vil endnu i dette stykke lade mig søge, at jeg gør dette ved dem," siger Herren (vers 37).


Efter denne hjertets renselse og løfterne om den velsignede "Edens Have" kommer synet til Ezekiel af DALEN MED DE TØRRE BEN (Kap. 37:1-14)

Hvilken anvendelse har dette på os i åndelig henseende? Rent bortset fra, hvad vi lærer om bønnens kraft, fra den umiddelbare henvisning til Israels historie og fra den velsignede anvisning til at få kraft i tjenesten, hvilken åndelig betydning har det så for den sjæl, der har fulgt med i kapitlet om renselse og frugtbarhed? Netop denne, at det viser os et grundigere arbejde, det lærer os noget om åndelig død og oprejsning. Når Herren har renset et hjerte, kommer "tørringen" (Es.40:6-8), som vi kender det fra livet i naturen. Værket er fuldbragt objektivt i Kristus, vi er døde i ham, men Ånden må virkeliggøre døden, og de såre tørre ben viser den troendes tilstand, når han er ført til døden, til det rene intet! Da kommer vendepunktet, når Livets Ånd kommer og oprejser os til opstandelseslivet. Jeg har engang hørt en præst fremsætte dette så klart. Han tegnede en cirkel, der forestillede hjertet og udenom den en større cirkel, der skulle være hele mennesket. Gud går lige ind til menneskets inderste, renser det og bestiger tronen derinde, og når Helligånden således har taget hjertet i sin besiddelse, virker han død fra den indre kreds ud til den ydre. Hvis du bliver ved med at give dig ind under hans velsignede indflydelse og siger "JA" til Gud under alle forhold i det daglige liv, vil hele din ånd, sjæl og legeme blive gudbehersket. Der vil ikke mere være noget, der hindrer hans krafts løb og hans nærværs herlige duft, altid vil du kunne nå alle med kærlighed, fred og glæde. Vi er glade ved at vide selvets grove udslag naglet til korset, men Herren vil have os derhen, hvor HELE MENNESKET ER GUDFYLDT


Dette dyberegående arbejde gøres ikke på én gang, det retter sig efter, hvor hurtigt vi er villige til at give os hen. Det sidste, vi strider for, er vort åndeligt-religiøse selv. Vi kæmper fortvivlet for at fastholde en eller anden erfaring, men at dø betyder at slippe alt; i døden kan vi ikke holde fast på noget som helst; når vi intet mere har at kæmpe for, bliver vi bøjelige og modtagelige. Vi dør fra vore religiøse anskuelser, vore gamle veje og tankevaner og vore egne metoder, idet vi lader alt fare, fyldes vi af Gud. Vi slipper Gaven og får Giveren. Har du nogensinde givet afkald på brødet og fiskene, som hans hånd havde rakt dig og bedt "DIG SELV HERRE", fordi du regnede alt for tab uden Kristus? Når vi har overgivet alt, tilbagegiver han alt. Sålænge vi ville beholde selv så meget som en velsignet oplevelse, var der tåge mellem sjælen og Gud. Overgiv endog din bevidste følelse af Guds nærværelse, så vil du blive rodfæstet og grundfæstet i ham. Ikke at Gud ønskede at tage alt fra dig, men han ville, at du skulle overgive det, for at han kunne åbenbare sig som en altid nærværende virkelighed. Når alt er kastet overbord, bliver der ro og sjælen stille i Gud. Måtte han lære os, hvad dette betyder og åbenbare sig for den sjæl, han har gjort stille. Ja, selv bibelen bliver for en tid som en forseglet bog, og bønnen vanskelig, indtil vi lærer at sidde stille ved hans fødder og bie på, hvad han vil sige. Hvis Gud skulle føre nogen af jer gennem denne "det dybe mørkes dal" (Salme 23:4; engelsk oversættelse) "så forlad dig på ham i mørket" (Es. 50:10). Prøv ikke på at forstå. Sig: "Herre, jeg forlader mig på, at du vil åbne skrifterne for mig, at du vil lære mig at bede". Lad alt det glide bort fra dig - selv her ved dette møde - som ikke tjener din personlige trang. Gør ingen anstrengelse for at gribe og optage noget i dit sind. Lad Herren åbenbare for dig alt, hvad han vil, du skal vide og lad det øvrige ligge.


Lad os engang se, hvorledes Gud kommer til de "udtørrede sjæle" ved et møde; sjæle, som han selv har ført ind i denne tilstand for at berede dem. Sendebudet, ført af Ånden, profeterer: "O, I tørre sjæle, hør Herrens Ord". Se ud over dalen, hvilket bille- de af hjælpeløshed, stilhed og død! Så kommer en lyd, en raslen (vers 7), det levende Ord, som bringer bevægelse. Ezekiel så til og så, at "der kom sener og kød på dem, og der trak sig en hud derovenover." Han forkyndte blot budskabet, Gud gjorde arbejdet. Dette er et billede på det rette arbejde i Ånden. Stå op og vov at bringe Guds bud, og Herren vil stadfæste det ved "medfølgende tegn". Arbejdet skred gradvist, således også med os. Der er en gradvis føren ned i døden og en gradvis opståen til nyt liv. Den åndssendte budbringer kalder nu på Ånden (vers 9). Se den vidunderlige scene, se den velsignede følge af hans anråbelse, en hel
HÆRSKARES OPSTANDELSE Lad os høre Guds udlægning heraf, det overlades ikke til os selv at finde ud af, hvad alt dette betyder. "Du menneskesøn, disse ben er Israels hus (vers 11) "tørre uden håb, afskårne, henkastede." Hvor træffende overfor det åndelige Israel og den kristne kirke, hvor sandt overfor de enkelte. Gud fører dig til det punkt, hvor du må sige: "Jeg kan ikke bede, jeg kan ikke tage den klasse, jeg har før været en virksom arbejder, men nu føler jeg mig unyttig, tung, hjælpeløs, al min kraft er borte". Har du skimtet, hvad Gud er i færd med at gøre med dig? Han har gjort dig til intet, fået dig til at fortvivle over dig selv, for at hans Ånd kan komme ind i dig med opstandelsens kraft.


Hvor længe vil det vare, spørger du. Jeg ved det ikke, men når du først har set, hvad Gud gør, så overgiv dig i hans hånd. Du føler dig måske forvirret over det, der sker med dig. "Den Salvede skal udryddes, og der skal intet være for ham" (Dan.9:26). Messias blev "udryddet", men ikke for sin egen skyld. Gud vil, at du skal se dig selv som udryddet i Kristus, skilt fra dit gamle selv, din gamle kraft og styrke, "helt fortabt" (Ez.37:11). Har han ledet dig til at se korsets dybe hemmelighed? At du er død i ham. Afskåret i Kristi død - afskåret med Kristus - fra dine venner, dit gamle arbejde, afskåret endog fra den herlige oplevelse om "Edens Have", al frugtbarhed, skønhed, kraft borte. Han vil føre dig videre. Da Vor Herre Jesus døde på korset, skjulte Faderen sit ansigt for ham, det så ud som om han var afskåret fra Gud. Ja, det syntes så, da han råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig". En af de sidste og vigtigste ting, vi må overgive til Gud, er bevidstheden om hans nærhed. Vi er villige til at gå gennem ild og vand, når vi føler, at han er os nær, men når også det er overgivet, synes alt os mørkt. "Tørre ben", "uden håb", "afskåret", således er udsigten for os. Tænk på, at disciplene forlod alt for at følge ham, men da han talte om korsets vej, gøs de tilbage. De kunne ikke tillade Mesteren at gå til Golgatha, de kunne ikke indvillige i at give afkald på deres Herres synlige nærværelse. De kunne ikke forstå hans ord: "jeg vil se jer igen". Kan du ikke se, at når sjælen når til det punkt, er der kun troens vej tilbage? Afskåret fra dig selv, fra din gamle styrke. Fra dit gamle liv, fra de gamle følelser, fra de gamle venner, fra at dvæle ved oplevelser FOR AT DVÆLE I GUD Israel var nået til fortvivlelsen. Hvilket velsignet Ord fra Herren: "Se jeg åbner jeres grave, og jeg fører jer ud af dem" (Ez.37:12-14). Lad os tage nogle andre steder for at gøre dette endnu tydeligere. Se Job 19:6-21, se, hvor David råbte, da han blev afskåret (Salme 88:5-16), se Jon. 2:1-6 og Es.6:5: "Jeg forgår". Gud fører sjælen til det punkt, men han lader den ikke blive der. Han arbejder mod et mål. Han giver et budskab til liv. "I skal blive levende" (vers 14). Gud udlægger synet. Gå frem i blind tro, i blind lydighed, Gud vil åbne dine grave og føre dig ud, og da "skal du kende det".


Det er tankevækkende, at den næste beretning fortæller om to stokke, der føjes sammen til én ved profetens hånd (37:16-22). På opstandelsens grundvold har Guds børn fuldkommen enhed og samfund i ham. De er fuldkommen forenede i Jesu opstandelsesliv. Al splid har i nogen måde sin årsag i et kødeligt liv (1.Kor.3:3-4), al adskillelse ender i Jesu grav, der kan der ikke være gnidninger.


Lad os nu samle, hvad vi har lært, til praktisk brug. Her er vi en hel skare troende. Er der nogle fanger iblandt os? Nogen, som endnu ikke er fri? Vi er kommet her for at se SYNER FRA GUD, Og Herren har rettet sine øjne på dem, der søger ham alene. Han er her for at lade dem løs. Er du villig til at lade ham hjælpe dig? Kommer Ordet lige til dig, som du sidder her? Finder han dybest inde en fuldstændig overgivelse? Overgivelse består ikke i ord. Man kan godt tale om Guds vilje og hele tiden stræbe efter at gøre sin vilje til Guds vilje, men det er ikke overgivelse. Han vil sætte din tale på prøve. Overgivelse er ikke at foreskrive Gud noget. Omstændighederne vil vise dig - hvis du er villig til at se det - hvorvidt din vilje er givet over til Gud. Vi ser de sørgelige virkninger af vor egenvilje i vort arbejde. Meget af det skæmmes af særlige venskabsforhold, af hvem man kan lide eller ikke lide. "Jeg kan ikke arbejde med den eller den". "Jeg kan ikke gøre dette eller hint", selvet, ikke Guds vilje hersker. Fuldstændig overgivelse betyder hvad som helst Gud vil i liv eller død. Når han ser, at vi overgiver os helt, tøver han ikke med at lade ilden falde. Vil du have tro til den trofaste Gud, tro på at han gør det, han har påtaget sig at gøre? Lad os her slå fast, at Gud ikke forvandler os til sten. Nej, han borttager netop stenhjertet for at føre os ud af det gamle liv ind i et herligt liv, et nyt liv fuldt af opstandelsens kraft. Vi vil vende tilbage til synet af dalen. "De blev levende og stod på deres fødder, en såre stor hær" (vers 10 og 14). Lad os gå ud på Guds Ords løfter og tale tydeligt om åndelig død. "I er døde" (Kol.3:3), "hvorledes skulle vi, som er døde - leve?" (Rom.6:2. "Anse jer selv som døde for synden" (Rom.6:11) og lad så ham føre "en såre stor hær" ind i det fuldkomne liv i Kristus.


3. DEL

DET HERLIGHEDSFYLDTE TEMPEL PRÆSTESKABET I DEN INDRE FORGÅRD DE LEVENDE VANDSTRØMME

Efter at Gud har givet Ezekiel løftet om renselse og vist ham dalen med de tørre ben, lader han ham nu i et syn se det nye tempel og dets rumforhold. (Vi forbigår kap.38 og 39, der handler om Guds førelser med Israels fjender). Tolket på Åndens sprog og anvendt på os selv, sker Guds førelser med os så ikke netop i den rækkefølge? Først renses hjertet og tages i besiddelse af Ånden, dernæst bliver den troende gennem erfaringer ført ind i delagtigheden med Kristi død, så kommer foreningen med den opstandne Herre og enheden med andre på opstandelsens grundvold. Og derpå synet af DET NYE TEMPEL Gud kan nu opbygge det nye menneske, den nye skabning, så han tages i besiddelse af og bliver en bolig for den tre-enige Gud. Kap.40 og 42 viser os et billede på dette. Så kommer kap. 43 med synet af herlighedens Gud, som drager ind i den vidunderlige bygning, som han selv helt igennem har givet anvisning til. "Og se, Israels Guds herlighed kom østfra" (vers 2). "Og Herrens herlighed drog ind i templet" (vers 4), aldeles på samme måde som da tabernaklet blev rejst. "Herrens herlighed fyldte tabernaklet, og skyen dækkede sammenkomstens telt." "Og Herrens herlighed fyldte boligen." (2.Moseb. 40:34-35). "….fyldte skyen Herrens hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste, thi Herrens herlighed fyldte Guds hus." (2.Krøn.5:13-14). Således sker det også med den enkelte sjæl, det nye tempel må beredes, for at herlighedens Gud kan tage det i besiddelse og fylde det. Synet af den fuldkomne besiddelse følges af åbenbaringen om det præsteskab, som Gud vil antage sig og af TJENESTEN I HELLIGDOMMEN (Kapitel 44) "De skal gå ind i min helligdom og nærme sig mit bord til at tjene mig og til at tage vare på, hvad jeg vil have varetaget." (Vers 15 og 16). Læs i det 9. og 14. Vers om dem som ikke må komme ind på det hellige sted. "Ingen fremmed skal komme ind i min helligdom," o, hvilken alvorlig sag, intet Guds barn, der har afguder eller et uomskåret hjerte kan gå ind i den indre forgård, om det end tillades ham at gøre ud- vortes tjeneste for "helligdommen" og "folket". Hvilket alvorsord til os arbejdere! Det viser, at det er muligt at være i den ydre, virksomme tjeneste og dog ikke have nogen erfaring om adgangen til det helligste af alt. De, som må komme nær, er de lydige børn, "de skal komme mig nær" vers 15. Se vers 17-18 "klædt i linnede klæder", "de må ikke have uld på kroppen, når de gør tjeneste i den indre forgårds porte eller længere inde". Uld er symbolet på det naturlige, kødelige liv, linned på renheden for Gud, retfærdighedens klædebon.


Vi forstår af vers 19-20, at der intet usædvanligt er i deres udseende. I vore dage er vi tilbøjelige til at sætte plakater på os selv ved i dragt og væsen at sige: "Gå til side, jeg er mere hellig end du." Ren linnedklædning fra hoved til fod, det var, hvad Gud forordnede for sine præster, og han befaler os at være iført hellighedens indre klædning. Den vil udadtil vise sig i kristelig ydmyghed og beskedenhed. I vers 21 forbyder Gud enhver kødelig stimulans. Hvor er der mange, der tager følelserne for liv i Helligånden og derved bringer kødelig uro ind i hjertet. Er hjertet virkelig skilt fra alt for at høre ham til, vil han give den sande Herrens glæde. Vi ser også, at Herren forlanger den yderste renhed i alle lovlige forhold af den, der skal tjene ham (vers 22).


Vers 23-24 viser os den ydre tjeneste, der skulle udføres af de præster, som betræder den indre forgård. "De skal lære mit folk at skelne mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt", de har magt til at dømme om, hvad der er i overensstemmelse med Guds Ord og hvad ikke, forskellen mellem livet i kødet og livet i Ånden, mellem det kødelige sind og det åndelige. Hvor er det kødelige sinds virksomhed underfund- digt, hvor trænger Guds børn dog til en sund dømmekraft og Helligåndens ledelse. Se Apostlens ord i 2.Tim.1:7: "Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd." Livet i den indre forgård giver os alle disse tre, og vi må se vel til, at vi ikke kommer tilkort her. Kun i det allerhelligste kan vi få en klar dømmekraft og blive i stand til at skelne mellem de afvigende ting. Lad os bede om en sund sjæl og kraft til at skønne, hvad der er ret for Gud, så vil vi få Guds fred i hjertet og øret opladt til at kende hans røst. I vers 27 læser vi, at syndofferet altid er nødvendigt. Kristi blods kraft på nådestolen, endog for dem, som kender og ejer her- lighedens Gud og gør den velsignede tjeneste "indenfor forhænget", "han skal ofre sit syndoffer, siger Herren." Så samles det hele i dette: "Jeg er deres arv", - "I skal ikke give dem ejendom i Israel" (vers 28), GUD SKAL VÆRE ALT I ALLE


Vi springer nu kapitel 45 og 46 over og ser, hvordan bogen slutter. Hvad er resultatet af og målet for Guds arbejde med os? Hvad er det praktiske udfald af at være blevet ført frem af Ånden, fra hjertets renselse til Åndens ejendom, fra død med Kristus til liv i Kristus? Hvad kommer der ud af, at Ånden har opbygget det nye menneske i os til en bolig for Gud? Hvad bliver følgen af, at Herlighedens Gud tager mennesket ganske og aldeles i besiddelse og fører ham ind til tjenesten i den indre forgård? Hvad bliver udfaldet af således at gå med Kristus til Faderen og blive skjult med ham i Gud? Det sidste syn gør os dette ganske klart. Hele Guds førelse med os har til hensigt at udgyde det LEVENDE VAND (kap. 47) I velsignede strømme over hele verden. Vi har fulgt Åndens virken i os, idet han uafladeligt og stadig fremadskridende har ført os tilbage til livet i Gud. Lad os nu følge Åndens gerning gennem det af Gud således fyldte og omsluttede lerkar. Gud er nu den indvortes kilde. Det levende vand begyndte at springe frem "under dørtærskelen" (vers 1). Ikke en udgydelse ovenfra men nedenfra, en dyb understrøm, mægtig og stærk, som er et billede på Helligåndens kraft, der vælder ud, til den bliver en overstrømmende flod. Hvor sagte den rinder ud under husets dørtærskel, den rolige og i begyndelsen upåagtede strøm, der bliver dybere og dybere, som den glider frem. Oprindelig pegede dette syn hen på Israel, og engang vil det bogstaveligt opfyldes på det, men løftet om de levende vandstrømme er givet til alle Guds børn. Lad os finde det i dette billede.


Profeten ser sig selv i et syn ført ud i bækken, først i vand til anklerne, så draget op på bredden og 1000 alen ad denne, derpå atter tilbage i bækken, gennem dens vand til knæene og så igen tilbage på bredden. Det øjeblik kom, da bækken gav Ezekiel VAND TIL AT SVØMME I Floden bliver bestandig dybere, og den tid vil komme, da også vi får vand til at svømme i og føres frem af det mægtige løb, der stadig holdes strømmende fra Guds flod, som er "fuld af vand". Livets strøm kommer, når vi intet har tilbage i os selv, og sjælen er nedsænket i Gud. O, at vi må miste fodfæstet og bæres af Helligåndens flodbølge! Lad Herren føre dig, som han førte profeten. Det er en prøvelse at blive bragt op på bredden, men se, hver gang er det for at føre os ud på dybere vand. Efter det knædybe vand kommer det hoftedybe og så den mægtige flod, der river os med sig. O, for kraften af et liv i Gud, nedsænket i Helligånden. Båret af den mægtige strøm som et halmstrå på vandet. Dette var det syn, der engang kom til et Guds barn. Et billede på livet i Helligånden, et lille strå flydende på havet, ført hid og did, hjælpeløst, drevet af en magt, det ikke kunne modstå. Når Helligånden tager dig i besiddelse, kan du ikke undgå at lade dig drage med af hans krafts strøm. Det er netop det, vi trænger til. Hvis vi overgav os mere ubetinget, ville Gud føre os hurtigere frem. Lad os overgive alt og foreholde Gud hans Ord, for at hver eneste af os kan erfare den dybe opfyldelse af "vandene til at svømme i". Når mennesker bæres frem af Guds Ånd, er de uimodståelige. O, hvor et liv i Gud er virksomt. Spørger du, om det er nogen nytte til at opgive alt og flyde som et halmstrå på havet? Å ja, det er det, sjælen kommer til at eje Guds virkekraft, Guds dynamiske kraft griber dig; det er, hvad Kina behøver, den kan erobre de lukkede byer, intet andet kan det. Se til, at du får Helligåndens dynamiske kraft, så må fjendens befæstninger falde.

TRÆNG FREM MED GUD

Når dit hjerte er renset og taget i besiddelse af Ånden, træng så frem, lad Gud udtørre alt dit eget, så der bliver plads til ham. Har han ført dig dertil? Er du som Lazarus i graven? Så hør, han vil føre dig ud. Og hvad så? Vær tålmodig og tro, at den vidunderlig stille arbejder i dig udøver sin gerning, idet han opbygger det nye liv i dig og bringer det frem til modenhed. Da vil du mere fuldt og klart erfare, at den tre-enige Gud fuldt og helt bor i det nye menneske. Og du vil få en dybere forståelse af tjenesten og samfundet med Gud "indenfor forhænget". Skridt for skridt vil du blive ført til Guds hjerte, til at leve i verden som en kanal, hvor igennem Gudslivet kan strømme. Men endog her kan du nå endnu længere, thi Herren fører videre og videre, indtil vandet stiger, "vandet til at svømme i". Lad os nu vende tilbage og se , hvad nytte bækken gør (Ez.47:7-12). "Dette vand løber til den øde mark, og så falder det i havet", floden strømmer, indtil den optages af havet. "Hvor bækken kommer hen, skal alt leve op ." Hvor som helst et Guds barn går, vil sjæle leve op, floder strømme. Du behøver ikke at anstrenge dig. Tro mig, når Helligånden bor i dig, vil livet blomstre op om dig. "Sønnen levendegør, hvem han vil". Kristus i dig vil gøre arbejdet. Hvilket dejligt billede vi har her i vers 9-10. "Der skal være såre mange fisk", og fiskerne står langs med flodbredderne og fanger "såre mange". Hvem kan måle og veje velsignelsen på en dag, da floden strømmer! Så mægtig, så overstrømmende, at vi bliver ganske tavse. Der er mange arbejdere, der er tilfredse, når de ser 12 sjæle frelst på 12 måneder, men se på dette billede "såre mange fisk". Dette er pinse, det er, hvad Herren vil give os.


Men hvad så om sumpene og grøfterne? (Vers 11). Vi er omgivet af forsumpede kristne, ak, de løber til alle de møder, der holdes, de hører på taleren og beundrer ham, men de er fuldstændig uforandrede, og de bærer stadig ingen frugt. I vers 12 ser vi frugten, ny frugt hver måned, ikke hengemt frugt men frisk og dejlig. Bogen slutter med tre ord: HERREN ER DER. Hvilke herlige ord. Skyen blev over tabernaklet og salvelsen, som du modtog "forbliver". Herren er der. Opgiv dine svage anstrengelser, gå frem, til Guds flod strømmer igennem dig. "Herre, lad mig skue din herlighed". Slip dig selv på ethvert punkt og kom til Gud - Gud iboende - Gud omsluttende - Gud omgivende - Gud bærende - til ånd, sjæl og legeme er fyldt af Gud. "Gud er der". O, floden, floden, floden! Måtte Herren virke sådanne undere blandt os ved Helligånden, levendegørende og velsignende, så vi kan blive som åbne kanaler, livets vand kan blive ved med at flyde igennem, bevarede hvert minut i Gud. Ikke tilfredse med gårsdagens velsignelse, men levende i Guds evige "i dag". Sæt floden som dit mål; intet mindre end levende vand til at svømme i. "Guds flod er fuld af vand". Måtte enhver af os blive en åben kanal for strømmen.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 326337

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,0296840667725sekunder