JESUSLIVET - FOR SENT..

For sent.


År. 1948.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk


Når livet går sin normale gang, hvem tænker da på, at tiden ikke er vor? Vi handler ofte, som om vi havde ubegrænset tid til vor rådighed; men den gamle, hellige Bog, Bibelen, som er Sandhedens Bog, lærer os, at vi ikke ved, hvad morgendagen bærer i sit skød. Det hedder, at ungdom og dårskab føl ges ad, og hvem af de unge går og grub ler over morgendagen? Nej, de bygger luftslotte og lægge planer, de drømmer om eventyr og lykke. Ungdomssindet vil ikke vide af nogen mørk og dyster fremtid. De synger deres sang om, at »den gryende fremtid er vor.« - Dog viser livet, at den ene forhåbnings fulde unge efter den anden pludselig og uventet kastes ind i døden, hvorfra in gen vender tilbage. Man skulle tro at folk allerede havde fået lært at tage vare på livet, men således er det ikke. Generation efter generation fortsætter sin sorgløse og tankeløse vandring hen mod Evigheden.



Edith - vi kalder hende sådan hændelsen hører virkeligheden til var ikke uvidende om tidens forgængelighed. Der var en tid i hendes liv, da Herren kaldte meget stærkt på hende, og hun fik da også nåde til at sige ja til Jesus. Det var Ediths lykkeligste tid, da hun i selskab med sin mor og søster fulgte i Jesu fodspor. Taksigelse hørtes i bønnestunden, og i Guds Ord hentede hun styrke og vederkvægelse. I for samlingens sammenkomster tog hun virksom del og syntes at vokse til i nåden.



Der var dog en, som ikke var glad for, at Edith udviklede sig på denne måde. Det var hendes gamle forfører og bedrager. Han begyndte at lægge sine snarer ud for den rene uskyldige søster, og der blev en kamp på liv og død, mellem liv og mørke i hendes Sjæl. Edith blev snart en anden end den, hun tidligere havde været. hendes bønner var ikke mere så inderlige som før, og oftere og oftere forsømte hun at gå til Herrens hus.



Verdensånden tog skridt for skridt overhånd i hendes Liv. Den nåede ikke at modstå forførelsernes, stærke angreb. Edith kom lidt efter lidt bort fra livs samfundet med Gud. Der kom ikke et pludseligt Syndefald; men hun blev lidt efter lidt udadvendt. Skridt for skridt gik det tilbage med hendes Åndelige liv, og trangen til verdens lyst tiltog. Med Bedrøvelse så de nærmeste og forsamlingen, hvorledes det forhåbningsfulde, Åndelige liv hos hende begyndte at af tage. Der blev bønnekamp for Ediths sjæl. Men hverken formaninger eller bønner formåede at føre Edith tilbage fra hendes hjertes frafald. Derfor måtte hun skilles fra forsamlingen. Det var med tårer og smerte, forsamlingen tog dette skridt, men Guds Ord måtte respekteres og følges.



Nu var Edith »fri«. Nu havde hun lejlighed til uden ydre hæmninger at kaste sig ud i fornøjelseslivet og tage af alt det, som verden har at byde på; men det syntes hun ikke at kunne gøre. Hun havde jo en Gang smagt den rene, Himmelske Salighed, og det uvirkelige glimmer i verden, syntes ikke at kunne tilfredsstille hende. Til sine tidligere venner sagde hun, at hun var i en for tvivlet stilling; misfornøjet med sig selv, utilfredsstillet i verden og ulykke lig. Det kom måske bedst til Syne, da hun ved et tilfælde endnu kom med til vækkelsesmøderne og der blev grebet, endda til tårer.



Hun var fredløs, med en anklaget samvittighed i en kold og hård verden, ensom drivende Som, et drivende stykke vrag gods på havet. Så gik en lang tid, hvor man ikke så Edith på noget møde; men en sommeraften da Skumringen faldt på, trådte hun ind i lokalet. Mødet var knap begyndt, og inderlige bønner steg op til Herren. I manges hjerter var der nød for den døende verdens Frelse.



Da bønnebruset var stilnet, stemte sangerne i med deres trosfriske sange. In spirerede sang de om Korset og Blodet, talte sit mægtige sprog. De sang om det, de havde oplevet, og det, de ejede. De havde fået uforgængelige virkeligheder, de havde fået ungdomsglæde, som andre savnede, men jagede efter. Guds Ånd var mægtigt udgydt i mødet. Or det blev forkyndt med Kraft og Salvelse og traf menneskers hjerter, overbevisende, vækkende. Tilhørerne blev stillet ansigt til ansigt med synd og nåde, liv og død, tidens forgængelighed og Evighedens alvor.


Den ene efter den anden blev greben af Gud og begyndte at påkalde Hans navn. Også Edith blev greben. Hun skjulte sit tåre· vædede ansigt i sine hænder. Hun stod overfor en ny afgørelse, overfor sit livets alvorligste øjeblik. Havde hun kunnet se ind i fremtiden, havde hun fået at se, at hun denne sommeraften havde sin sidste anledning. Medens hun sad der grædende på bænken, nærmede sig hende en gammel god ven og begyndte alvorligt at for mane hende til på ny at give sig til Gud. Edith erkendte, at det nok var det bedste og hun tillagde: »Til høsten skal jeg komme med igen.« Og efter nogle øje blikke fortsatte hun under tårer: »Jeg kan ikke overgive mig til Gud nu, thi jeg har lovet en veninde på kontoret at tilbringe ferien sammen med hende.« Det var forgæves at overtale Edith:



På hvilken måde hendes venner i mødet end forsøgte at fremstille nødvendigheden og alvoren, i at tage vare på anledningen, hun havde til at blive frelst denne aften, afviste hun deres anstrengelser og gik bort fra sit sidste møde. Det var vemodigt at se hende ulykkelig støde Frelsen fra sig og bedrøvet gå bort, medens vennerne afsendte brændende bønner for hendes frelse.



Snart var tiden inde, da Edith skulle rejse på ferie. I Begyndelsen af juli rejste hun på landet sammen med sin veninde. Hun glædede sig til at komme bort fra storbyens vrimmel og til at nyde naturen og det frie liv, på landet. Så tog hun afsked med sin mor og søster. Hun skulle kun være borte fra dem et par uger, så kom hun atter hjem igen, og til efteråret ville hun på ny give Jesus sit hjerte. Edith anede ikke, at hun nu for sidste gang trykkede sin mors og søsters hånd til afsked. Dagene gik, og Edith nød i fulde drag hvilen på lan det. I den nærliggende elv badede de, og det var under en sådan bade tur, det forfærdelige indtraf. Edith havde begivet sig ud på dybet, og da hun var kommet midt i strømmen, blev hun grebet af denne og draget ned i dybet. Hun oplod al sin Kraft for at holde sig fly ende, men Strømmen var for stærk, og det sidste, man hørte til hende var, at hun råbte: »Nu orker jeg ikke mere.«



»Til Høsten skal jeg komme med igen«, havde Edith lovet. Men da strømhvirvlerne omsluttede hende og drog hende ned i dybet, blev det klart for hende, at tiden var omme. Og da Hø sten kom, den høst, da hun ville om vende sig, hvilede hendes støv hytte på kirkegården, og høstens kølige vinde åndede død over de blomster, som elskende hænder havde smykket hendes Grav med.



Hør nu. I som siger: I Dag eller i morgen vil vi begive os til den og den by, og der vil vi blive et år og drive handel og skaffe os vin ding. l ved ikke, hvad der kan ske i morgen; thi hvad er eders liv? En røg er I, som synes en lille stund, men siden forsvinder«, siger Apostelen Jakob.



Lad os agte her på og ikke regne med den dag, som vi ikke har set, når det gælder at søge Frelse.




Skriften siger: »Nu er den velbehagelige tid, nu er Frelsens dag.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 362763

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35399508476257sekunder